>> BÅDEN

Af Kirstine   |   2022-03-29

Båden

Lad det være sagt med det samme. Vi er ualmindeligt glade for vores IRIS – en Hallberg-Rassy 42F MK II. Hun blev vores ved skæbnes kraft. Det er en lidt sød historie, som fortjener at blive delt med dig, der har lyst til at høre den. Hvis du mest interesserer dig for IRIS's specifikationer og udstyrsliste, så finder du disse informationer lidt længere nede på siden.

Sådan blev IRIS vores

I februar 2021 forelskede vi os i en Dufour 455 Grand Large og indgik aftale med sælger om, at vi skulle overtage båden i sommeren 2021. Den skulle først sejles hjem fra Portugal. Da dagen oprandt, fik vi en fæl overraskelse. Bådens nummer på skroget svarede ikke overens med nummeret på papiret. Sælger mente ikke, det var noget problem. Vildt, ikke!!!

Slukøret og med uforrettet sag kørte vi hjem velvidende, at vi nu var langt fra målet om at komme ud at sejle i sommeren 2022. På det tidspunkt vidste vi alt om, hvilke både der var til salg i Danmark – og ingen af dem opfyldte vores behov og økonomiske formåen.

Jeg har altid cyklet meget og den sommer kørte jeg med Kaare ind til København om morgenen for at cykle hjem langs Strandvejen. Den ene dag, jeg cyklede forbi Vedbæk Havn, fik jeg den pludselige indskydelse, at jeg skulle se, om der var nogen store både til salg. I fuldt ornat med cyklen ved hånden gik jeg ud på bådbroen med de store både. Det må have været et ømt syn. En ældre herre var ved at løfte kufferter ud på bådbroen. I en munter, venlig tone sagde jeg til ham: Nå, så gik turen ikke længere!! Vi faldt i snak og han viste stolt sin båd frem – en Hallberg-Rassy 40. Jeg var fuldstændigt solgt til stanglakrids.

Samme aften fortalte jeg Kaare, at nu havde jeg set den båd, vi skulle have. Det vil sige, at mandens båd var ikke til salg. Til gengæld var der en Hallberg-Rassy 42F MK II til salg i Nykøbing Sjælland. Eneste problem var, at den krævede, at vi udvidede vores budget. At vi gik all in og smed livrem og seler (læs: solgte huset). Historien om huset er et kapitel for sig, men 250 kvm var trods alt lige i overkanten til Kaare og jeg. Det afgjorde sagen og huset blev sat til salg, skiftet ud med IRIS. Det har vi ikke fortrudt et øjeblik. Det eneste vi kommer til at savne er fuglene og vores 60.000 små bier. 

Efter en lang vinter, hvor vi flittigt har arbejdet på IRIS hver eneste lørdag og søndag, kommer hun igen snart i vandet – klar til at bringe os gennem vores næste livs eventyr.

Billederne i galleriet herunder kan du få vist i original størrelse ved at klikke på dem.


Af Kirstine   |   2022-07-22

Vores oplevelse med IRIS

IRIS er akkurat så dejlig at sejle, som vi drømte om. Hun ligger solidt i vandet, er nem at håndtere og liver op, når vinden frisker. På en halvvind ved 8 sekundmeter skyder hun 7 knob. På kryds ved 11 sekundmeter, hvor der er to reb i storsejlet og genuaen, skyder hun 6 knob. På en halvvind eller agten for tværs, skyder hun også en lystig fart på lidt over 7 knob ved 8-9 sekundmeter. Her er IRIS spændt for med storsejlet og genakkeren - en asymmetrisk spiler. Når vinden er til det, trækker vi genakkeren ud med spilerstagen, så den fungerer som en spiler. Her skal man dog holde tungen lige i munden, fordi IRIS bliver mere levende. Især når vindens retning er ujævn. IRISs evne til at skyde gennem vandet er rigtig fint taget i betragtning af, at hun vejer cirka 15 tons og faktisk må betragtes som værende en tung dame.


Som den sejler Kaare er, så forstår han at sætte sejlene, så de passer til vejret. Når jeg står ved rattet, mærker jeg det ved, at der ikke er noget pres på roret i forhold til den kurs, vi ønsker at sejle. Det er super godt af flere grunde. Dels glider IRIS gennem vandet med mindst mulig modstand - eftersom roret ikke er vinklet mere eller mindre på tværs af sejlretningen. Dels kan man styre IRIS uden at anstrenge sig.


IRIS har det man kalder et centercockpit. Det ligner mest af alt en kravlegård, som man kan gå ud af og bag om. Det har afgjort sine fordele, når man skal sejle i hårdt vejr, fordi man netop sidder meget beskyttet i den. Dette forhold tildelte Kaare og jeg stor betydning, da vi besluttede os for at købe IRIS. Omvendt har vi været lidt usikre på, om vi ville føle os klemt ned i båden på et lille område. Usikkerheden er gjort til skamme. Efter at sejlet med hende en lille uges tid oplever vi os ikke klemte. Tvært imod. Dæksarealet rundt om centercocpittet giver os mulighed for, at vi kan bevæge os rundt på båden og finde plads, hvor det måtte passe os - selvfølgelig afhængigt af sejladsens karakter. Det er virkelig rart.


Under cockpittet ligger motoren i sit flotte motorrum - en Volvo Penta TMD22, der kan yde 76 hk. T’et står for turbo, så der er spark i motoren, når man har brug for det. Behovet viste sig, da vi sejlede gennem Svendborg Sund, hvor der var såvel stærk modstrøm som modvind. Strømmen var så stærk, at nogen af bøjerne var trukket en anelse under vand. Den generede imidlertid ikke IRIS, der kun lidt forslugen skød gennem Sundet og under broen ved Svendborg Sund uden problemer. Hun er en sand ven.


Hækken på IRIS er meget lille sammenlignet med mange af de nye både, der har deciderede platforme, man sænker ned til vandoverfladen, når det er tid til at bade. Tidligt i forberedelsesfasen diskuterede Kaare og jeg længe frem og tilbage, hvordan vi ønskede at forene vores mange behov, der på forskellig vis var knyttet til hækken - energiforsyning, styring af båden, gummibåd og fornøjelse. Vi var fast besluttet på at have en tagabøjle med plads til solceller, gummibåd og ophængsmuligheder til vores dykkerudstyr, men hvordan skulle vi indfri de øvrige behov?


En tilstrækkelig energiforsyning kunne vi sikre os ved at montere en vindmølle, hydrogenerator og/eller dieselgenerator. Vi gik med hydrogeneratoren. Den model som monteres under båden, da det ganske enkelte ikke lod sig gøre at montere den på hækken. I forhold til styringen af båden kunne vi vælge at benytte IRISs autopilot eller montere et vindror. Vindroret er smart, fordi det ikke bruger energi og vil gøre os mindre sårbare. Med autopiloten forholder det sig stik modsat. Ikke desto mindre gik vi med autopiloten, fordi vindroret krævede meget plads på hækken og derfor ikke var forenelig med tagabøjlen. Fordelen ved vores mange valg er, at uden vindmølle, hydrogenerator og vindroret på hækken kan vi uden besvær og med stor fornøjelse bruge hækken til det, den er beregnet til, at bade. På årets varmeste dag lå vi for anker ud for Valdemar Slot ved Tåsinge og tog os en dukkert. Skønt, skønt, skønt.


IRIS er født med et CQR anker på 25 kg og 55 meter ankerkæde. Vi har modificeret hende en anelse, da vi har brug for at kunne ankre op på 20 meter vand og ligge fast som en klippe. CQR ankret er derfor skiftet ud med et Rocna Vulcan anker på 33 kg og ankerkæden er forlænget til 80 meter. Med en ‘snubber’, der aflaster ankerspillet og en ‘svirvl’, der sikrer at ankeret kommer rigtigt på plads efter brug har vi nu styr på ankring af båden. Endelig sikrer vores ankersejl, at vi ikke ligger og svinger frem og tilbage som et pendul, når vi ligger for anker. Vi har netop ligget for svaj 3 nætter i træk og tingene spiller på tilfredsstillende vis.


Med fart i båden, tryghed ved hård sejlads, plads til at bevæge sig rundt ved let sejlads, power på kommando, energiforsyning der ser ud til at slå til, sikker ankring og plads til at bade opfylder IRIS vores behov for en funktionel båd, der kan bringe os godt og sikkert rundt på vores eventyr.


Vi er meget tilfredse. Det eneste vi mangler nu er, at fender controlleren, der er forfremmet til grinder-lady, udvikler tilstrækkeligt med muller til, at sejlene bliver hentet hurtigt hjem under en frisk vending.


Overordnet om IRIS

Hallberg-Rassy skriver på deres hjemmeside om HR42F MKII, at den er designet med henblik på komfortabel sejlads uanset distance. Det er ikke en hurtig båd, men den skyder en rigtig fint fart dens vægt taget i betragtning. Begge dele kan vi allerede bekræfte. Vores sammenligningsgrundlag er en Dynamic 35. Den var lige så våde at sejle, som den var hurtig og afgjort ikke beregnet til kapsejlads. I IRIS sidder vi godt og tørt - også på kryds.

På billederne herunder, som du også finder i stor størrelse i galleriet, ser du IRIS's sejlplan, indretning og polardiagram. Lidt længere nede finder du IRIS's specifikationer og udstyrsliste.


IRIS's specifikationer

Designer

Germán Frers

No.

115

CE Category

A - Unlimited ocean voyages

Hull Length

13.22 m

Waterline at rest

10.35 m

Beam

3.95 m

Draft, empty

2.00 m

Displayment, empty

12.500 kg

Keel weight

4.700 kg

Keel type

Lead on deep bilge

Headroom saloon

2.00 m

Mast

Selden, Furling Main & Jib

Sail area with jib

89 m2

Sail area with genoa

101 m2

Engine

Volvo Penta TMD22

Power

56 kW, 76 HP Turbo Diesel

Dielsel

420 litres

Fresh water tanks

685 litres

Mast over water without antennas

18.75 m

Transport height with windscreen

4.39 m

IRIS's udstyr

Sejlgarderobe

Storsejl, Elstrøm, Ocean, 2014

Genoa, Elstrøm, Ocean, 2014

Genakker, Elstrøm, 140 m2, 2014

Bovpropel

Side-power SP95Ti, 2007

Iridium Go

2022

Kortplotter

Raymarine, Axiom 9, 2022

Vindmåler

Raymarine, 2022

Ekkolod & Log

Raymarine, Enhanced DST 800, 2022

Instrumentdisplay

2xRaymarine i70s, 2022

Autopilot

Raymarine ACU-400, lineært drev type 2, p70s display, 2023

Radar

Raymarine, 2000

GPS

Autohelm ST 50 plus, 2000

VHF

Garmin VHF 300, 2009

2 x Intel HT 644, håndbåren, 2022

AIS

Garmin AIS 600, 2009

EPIRB

Rescue-Me, EPIRB 1, 2022

Mastervolt strømstyring

Lader: MASS 12/80-2

Isolation transformer: MASS GI 3.5

Inverter: MASS COMBI 12/1200-60

(Alle dele er fra 2007)

Batterier

Start: EXIDE AGM 140 Ah, 2020

Forbrug: 3xVICTRON AGM 240 Ah, 2023

Hydrogenerator

Watt&Sea, Pod 600, 2022

Solceller

600 Watt, 2022

Tagabøjle

Baltic Solar Arches, 2022

RIB

Zodiac, alu., 270, 2022

Redningsflåde

RFD Seasava ISO 9650-1, Container, 6 pers., 2022

Ankre

Rocna, Vulcan 33 kg, 2022

Reserve: Fortress FX23, 2022

RIB: Rocna Stainless 1 kg, 2022

WaterMaker

Aquatec 65 l/h, 2022

Køleskab

Indbygget, 2000

Fryser

Isotherm BI29, 29 liter, 2022

Søventiler

Trudesign, 2022

Af Kirstine   |   2023-07-30   |  >> Galleri

IRIS er sat til salg

I et år har IRIS været vores dejlige hjem og en sikker base på vores livs rejse den halve vej rundt om jorden, men til marts 2024 er det slut. Så er vi fremme ved Phuket i Thailand og det er tid for os til at skille os af med hende, sådan som det hele tiden har været planen. Til at hjælpe os med salget af IRIS har vi indgået et samarbejde med Dennis Nordahl fra Yachtbroker (dennis@yachtbroker.dk).


IRIS' rejse tilbage til Danmark er arrangeret. Medio marts 2024 bliver hun sat på en båd i Phuket. Seven Star står for transporten. Vi forventer, hun er i Danmark i juni måned 2024. Hvis det har interesse, kan hun overtages i sydøst Asien eller Holland.


Salgsannoncen er lagt ud og vi ser frem til at finde en ny ejer til IRIS, der vil blive akkurat så glad for hende, som vi har været.


Vi har rige erfaringer for, at IRIS er en dame, der høster stor anerkendelse og beundrende blikke fra andre langturssejlere :-)