Guadelupe

Siden vores ankomst til Guadelupe den 9. december har vi opholdt os på øerne Grande Terre, Marie Galante, Basse Terre og nu Les Saintes. La Désirade, som ligger længst mod øst og også er en del af Guadelupe, kommer vi ikke ud til. Guadelupe er altså ikke en ø, men et fransk oversøisk departement i Caribien bestående af de fem nævnte øer. Vi har derfor hejst det franske gæsteflag, som vi flager med, indtil vi drager videre til Dominica, der er dominikansk og derfor har krav på, at vi hejser deres gæsteflag. De caribiske øer udgør med andre ord ikke en nation, men en vifte af nationer, som for en stor del har været under skiftevis fransk og britisk indflydelse, siden Columbus opdagede øerne tilbage i 1490erne.

Inden for Schengen-landene skal man blot skifte gæsteflag, når man krydser en landegrænse. Uden for Schengen-landene er opgaven en anden. Gæsteflaget skal have følgeskab af bådens vigtigste signalflag - det gule flag. Det signalerer: “Jeg er smittefri og ønsker samkvem med land”. Først når båden og dens besætning er indklareret, må man tage det ned og færdes frit i det pågældende land. Uvist af hvilken årsag lykkedes det imidlertid Erik at lægge lige netop dette flag ned i sin rygsække, da han pakkede sine ting sammen før hjemrejsen til København. Det undrede os nu ikke og han har da også fået en del røg for den bedrift, især fordi vi har måtte investere i et nyt gult signalflag, så vi fortsat kan bevæge os reglementeret på tværs af landegrænser. I øjeblikket ligger vi ved Les Saintes og det er tid til at samle op på og reflektere over vores oplevelser ved det franske oversøiske departement Guadelupe, inden vi tager videre.

Først og fremmest valgte vi Guadelupe som destination for vores Atlanterhavskryds, fordi området lå i nærheden af et spektakulært kite-surfe spot ved Antigua, som Henrik, vores søn drømte om at kite-surfe ved. Henrik kommer ud til os den 9. januar. Det glæder vi os til, men vores rute går ikke længere mod nord op til Antigua. Den går mod syd til Martinique, hvorfra jeg nemt kan komme hjem til Danmark på endnu et kort visit. Vi kunne med andre ord lige så godt have valgt en mere sydlig destination for vores Atlanterhavskryds - for eksempel Barbados. Det ville have sparet os for det besvær, vi har haft med flere overfyldte havne på vores rute fra de Kanariske øre til Guadelupe. Sagen er, at der findes en del arrangementer for sejlere, der ønsker at krydse Atlanterhavet. Der er fx Route du Rhum, Atlantic Rally for Cruisers (ARC), Rallye des Îles du Soleil og Viking Explorers. Kaare og jeg har hele tiden været bekendte med disse arrangementer, men vi overvejede ikke på noget tidspunkt, at vores sejlads ville blive påvirket af dem, men det blev den. På La Palma var vi i modsætning til en anden dansk båd heldige at få en plads i Marina La Palma, som var fyldt godt op med sejlere fra det lidt mindre Îles du Soleil-arrangement. I Mindelo på Kap Verde måtte vi ligge på reden, da marinaen var fyldt op med sejlere fra ARC-arrangementet og i Guadelupe var det på et hængende hår, at vi fik en plads i Pointe-à-Pitres marina, som var fyldt op med både fra Route du Rhum-arrangementet. Forud for disse havne havde vi sejlet langt, så vi var trætte og havde bare brug for at komme i land uden en masse bekymringer. Af samme grund forsøgte Kaare også at reservere plads i havnene ved at skrive til havnekontorerne, men disse skriftlige anmodninger gled ofte ud i ingenting. Det var meget frustrerende - især fordi vi er vant til at kunne planlægge tingene. Et gearskifte var derfor nødvendigt. Det bestod i at tro på vores mulighed og blot sejle hen til den havn, vi ønskede at lægge til i ud fra devisen om, at vi højst kunne få et nej. Det gav pote de fleste af gangene, så det kan være en måde at gøre det på herude. Alternativt kan man vælge andre havne, hvis det passer bedre til ens temperament. Problemet med det er bare, at de alternative havne sjældent giver helt så gode muligheder for at proviantere og reparere båd, som havnene der typisk bliver benyttet forud for og under et Atlanterhavskryds gør det. Mit budskab til andre langturssejlere er derfor, at det er en god ide at skabe sig et overblik over, hvornår de forskellige arrangementer løber af stablen og planlægge sin rute ud fra det. Det vil gøre turen mere afslappet, fordi der ikke er stress på, når man har brug for at anløbe de centrale havne.

Den første dag på Guadelupe tog vi, Kaare, Erik, Niels, Helene og jeg, en tur ind til byen for at få stilnet vores behov for at se os omkring og mærke liv. Det var på denne bytur, vi blev opmærksomme på, at de på øen Marie Galante producerer rørsukker og andre mere hårdtslående væsker. Erik fandt da også en spændende rom-butik, hvor han købte en god rom, som han kunne imponere gutterne med derhjemme. Butiksejeren forstod at sælge. Erik og Niels prøvesmagte flere forskellige slags rom. Det var en seriøs sag, så det foregik med alvorlige miner, indtil de havde fundet det, der var den rigtige rom for dem. Kaare og jeg har også købt rom, men det foregik i Carrefour. Vi valgte bare en lille flaske - 1 liter, 50% alkohol for 7 euro. Vi kunne også have købt en rom-karton med 4,5 liter, 59% alkohol for 25 euro, men det fandt vi lige voldsomt nok. Rom er afgjort en ting her på Guadelupe. Den indgår naturligvis i deres nationale cocktail “Ti’ Punch”, som består af 50 ml hvid rom, 1 tsk rørsukker og saften fra 1/8 lime. Det er en meget stærk cocktail, der i bogstavelig forstand slår hårdt. Vi har ladet os fortælle, at det er noget, man skal prøve, når man besøger Guadelupe. Jeg vælger imidlertid helt frivilligt at stå over, da det ikke rigtigt er noget for mig, men jeg har bemærket, at det tænder lysene i øjnene, hos dem der kaster sig ud i drikken. Naturen er derimod noget for mig og ikke mindst Kaare.

Om eftermiddagen, hvor vi havde været inde i byen, lejede vi en bil, så vi kunne komme rundt på øen sammen med Erik, Niels og Helene den næste dag. Målet var vulkantoppen La Soufriére, 1.467 m, på Basse-Terre. Det var en noget anderledes tur, end de ture Kaare og jeg indtil videre har haft op til diverse vulkantoppe. Sammen med alle de øvrige turister kørte vi først op til 950 meters højde ad en meget stejl, snæver og smuk vej. Der parkerede vi bilen og fortsatte videre til fods op gennem det fortsat smukke, grønne, frodige terræn ad en tydeligt markeret sti til den gamle parkeringsplads, der lå i 1142 meters højde. Den havde sidst været i brug i 2004, hvor et jordskælv ødelagde vejen op til området. Fra den gamle og efterladte parkeringsplads var der frit udsyn op til vulkanens top 300 meter højere oppe. Vi vidste fra Wikiloc App’en, at vi kunne gå en rundtur. Den endte vi med at følge. Fra den sidste del af turen op mod toppen hæftede jeg mig især ved to ting. For det første havde der været et par jordskred rundt langs vulkanen - sandsynligvis i forbindelse med jordskælvet i 2004. I modsætning til de øvrige vulkaner vi har besteget, efterlod det et indtryk af, at det ikke var noget sikkert sted at opholde sig. Ikke desto mindre havde turister uforfærdet forceret advarselshegn og -skiltning og på ny banet vej, hvor jordskred havde ødelagt den gamle sti. Den vej fulgte vi, omend jeg var lidt utryg ved det. For det andet hæftede jeg mig ved vegetationen. Forholdsvis tæt på vulkanens top mod syd og vest groede en plante, der mindede rigtigt meget om stueplanten Ficus Elastica. Den groede tæt, som et krat, op til 4-5 meters højde. Det var meget fascinerende at opleve planten i sin naturlige omgivelser. Faktisk har jeg genkendt flere planter i naturen på disse breddegrader, som vi bruger som stueplanter derhjemme. Det synes jeg er lidt sjovt. De sidste 50 højdemeter op til toppen var både stejle og glatte, da passagen henlå i grå, regntunge skyer. Skyerne gav nedsat sigtbarhed og skabte magiske øjeblikke, når de grå omgivelser svøbte sig om de meget flotte røde blomster, som stod spredt i området og lyste op midt i det grå og våde terræn. På vejen ned kunne vi lugte svovl og fik da også øje på to søjler svovldamp, der steg op på siden af vulkanen. Kaare og jeg fandt senere ud af - da vi havde sagt farvel til ungdommen og sejlede alene mod nord op ad Basse-Terres vestkyst, at guadeluperne havde bygget et geotermisk anlæg ved Bouillante, som udnyttede vulkanens fortsatte indre aktivitet ved at pumpe det varme saltholdige vand op af undergrunden. Lige ud for det geotermiske anlæg var der en lille strand, sort af mennesker som badede i det varme vand, der løb fra anlægget ud i havet. Det lugtede af svovl og man skulle da heller ikke komme for tæt på udløbet. Vandet i bugten ud for det geotermiske anlæg var krystal klart - renset for bakterier af det svovlholdige vand. Det var interessant at se denne sammenhæng mellem svovldampen på vulkanens side, det geotermiske anlæg og termiske bad ud for Bouillante. Turen til La Soufriére var på alle måder en god tur, som vi nemt bliver mindet om i øjeblikket, da vi kan se vulkanen her fra Les Saintes.

Da vi havde sagt farvel til Erik den 10. december og siden Niels og Helene den 15. december sejlede Kaare og jeg først til Marie Galante. Vores oplevelser på denne ø, kan du læse om i rejsebrevet ”Rørsukker”. Derfra tog vi tilbage til Basse-Terres og sejlede nord på, op langs øens vestkyst. Vores mål var “Jacques Cousteau’s Underwater Reserve”, da vi her håbede på at se en lille bid af det unikke maritime liv, Jacques Cousteau blev så berømt for, da han fra 1968 og en årrække frem tonede frem på TV-skærmen hver lørdag med TV-serien “Havets hemmeligheder”. Ungdommen i dag ved ikke hvem Jacques Cousteau er, da han stille og roligt gik i glemslen efter sin død i 1997, men for nostalgiske sjæle som Kaare og jeg, var her en unik mulighed for at se lidt af det, Cousteau fandt værdifuldt. Under vores besøg i marinereservatet læste jeg op på Jacques Cousteau. Det var ret interessant. Fx vidste jeg ikke, at Cousteau var manden bag scuba-teknologien. Du finder en god artikel om teknologiens historie på otlibrary.com. Søg på “Invention of the Aqualung”. Her vil jeg blot fremhæve, at Cousteau opfandt og i 1949 tog patent på Aqualung Diving Equipment (#2,485,039), som gjorde det muligt at bevæge sig frit i vandet på forsvarlig vis. På patentets tegning ser man en regulator, flasker, dykkermaske og finner. Det ligner i grove træk det udstyr, vi benytter i dag. Selve begrebet SCUBA, der er en forkortelse for Self-Container Underwater Breathing Apparatus, blev imidlertid opfundet af amerikaneren Dr. Christian Lambertsen i 1952. Han var faktisk den første opfinder af udstyr til at opholde sig under vand, men der var alvorlige problemer med det. Dykkerne havde forhøjet risiko for at få dykkersøge eller at miste livet med hans udstyr, så i sidste ende gik man bort fra at bruge det. Gudskelov.

4 dage lå vi ud for marine reservatet, der har Pigeon Island, Guadelupe som omdrejningspunkt. Afstanden fra stranden, Malendure, ud til øen er 0,6 sømil. Fra IRIS kunne vi hver dag iagttage en livlig trafik af turister, der tog ud til øen for at se koraller og revfisk. Nogen padlede derud i kano med deres snorkeludstyr. Andre indløste billet til minifærgen, som dagen lang sejlede turisterne ud til øen for at snorkle. Og endelig var der en lidt mindre gruppe turister, som tog ud med dykkerbåden. Området måtte kun besejles af private både under 8 meter som fx gummibåde. Alle både skulle lægge til ved moringbøjerne ud for øen. På den måde opnåede man at beskytte havbunden. Kaare og jeg sejlede ud til øen forholdsvis tidligt på formiddagen. Jeg var iført min neoprendragt, så jeg kunne holde varmen under hele turen. Eneste ulempe var, at jeg ikke kunne dykke ned i vandet for at kigge nærmere på tingene, men det var i sidste ende okay. Sigtbarheden i vandet var fin uden at være krystalklar. I umiddelbar nærhed af moringbøjen, vi havde fastgjort vores gummibåd til, så vi på 12 meter vand en buste af Jacques Cousteau. Det var en hyldest til deres nationalhelt, som dykkerne havde meget sjov med at svømme forbi og tage selfies ved. Vi fik ingen selfie, men Kaare fyldte lungerne med luft, vendte hovedet ned og benene op, trykudlignede og svømmede nedad så langt han kunne, tog et billede af busten og returnerede til overfladen. Det kom der et fint billede ud af. Alt i alt var det en god oplevelse at snorkle i reservatet, som var hjemsted for en del forskellige revfisk. Der var især en fisk, Yellowfin Damselfish, som både Kaare og jeg syntes, var utrolig flot. Den var blot 3-4 cm, kongeblå med næsten selvlysende lyseblå prikker. Wauv. Når vi kiggede på den nede mellem koralerne, var det næsten som at kigge ind i et flot akvarium. Det var også en stor oplevelse at se en stor stime Black Durgon og Ocean Surgeonfish. Den første fisk var meget mørk med et koboltblåt skær langs finnerne, mens den anden var sart lyseblå. De stod godt til hinanden. Kaare så en mindre barracuda. Det er en fascinerende rovfisk med særdeles skarpe tænder, som kan blive ganske stor - lidt for stor til at jeg har lyst til at møde den. Mættede af indtryk tog vi tilbage til IRIS. Min forestilling om at se noget, der var akkurat så flot, som jeg husker det fra TV-serien “Havets hemmeligheder”, blev ikke indfriet helt. Vi så noget flot, uden at det var helt så flot, som det Cousteau filmede tilbage i slutningen af 60’erne, hvilket bringer mig frem til endnu en refleksion.

Det er ingen hemmelighed, at koralrevene rundt omkring i verdenen har vanskeligt ved at trives. Det er især temperaturstigningen i havene, der volder korallerne problemer og dermed det maritime liv. Det giver mig nogen gange en følelse af, at jeg er kommet for sent til festen. Alt det rigtigt sjove er overstået. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, fordi der er fortsat steder i verden fx i Rødehavet, hvor man kan se fascinerende ting i havet. Så lidt fest er der altså fortsat derude. Den fest vil jeg rigtigt gerne deltage i. Mens Kaare og jeg, på vores tur, spejder efter den sjove fest, prøver jeg at finde mening med festen, som den tager sig ud, her hvor vi er. Foreløbigt er jeg nået frem til, at hver generation har sine muligheder og begrænsninger. På Les Saintes kan man på øens museum, der har til huse på Fort Napoleon, se et udvalg af meget flotte, lokale koralskeletter. Dem gad jeg godt at have set, mens de endnu var levende organismer, men i så fald skulle jeg ønske mig tilbage til en tid, hvor jeg næppe havde lyst til at være, eftersom livet den gang var noget mere krævende, end det er tilfældet i dag. Min foreløbige konklusion er derfor, at enhver generation holder sin egen fest med de muligheder, der ligger i tiden eller med andre ord “Hver sin ting til sin tid”. Konkret betyder det, at jeg vil glæde mig, over det jeg ser, fremfor at ærgre mig over det, der ikke er. Det finder jeg meningsfuldt.

Les Saintes består af en mindre gruppe øer, hvoraf to er beboet. Øerne er meget forskellige som konsekvens af deres mulighed for at give læ for skibstrafikken og øen med byen Terre-de-Haut er da også den absolut mest besøgte ø af de to øer. Det forstår jeg godt, fordi den har en stor vest, nord-vest vendt bugt, som giver rigtigt god læ for passatvinden. Mindre krydstogtskibe, færger der sejler mellem Guadelupes øer og fritidsfartøjer fylder godt op i bugten uden at det bliver for meget. Her er forholdsvis fredeligt, undtagen når sejlerne sætter jagten ind for at kapre en af de få og eftertragtede moringbøjer. I går opstod der et skænderi mellem besætningerne på to både, da de i høj fart nåede frem til den samme ledige moringbøje på samme tid. Indtil for ti år siden kunne man frit ankre op i bugten, men det må man ikke længere. I dag skal man benytte bugtens moringbøjer og det giver problemer, da der er flere både end moringbøjer. Den dag vi ankom til bugten, var alle moringbøjerne optaget. Vi besluttede derfor at sejle over til den anden beboede ø, hvor vi måtte kaste anker i bugten ud for Grande Anse. Denne mindre bugt gav læ for vinden men ikke bølgerne, så det var et anstrengende sted at ligge. Vi måtte derfor tilbage og på ny prøve lykken i bugten ud for Terre-de-Haut. Næste morgen stod vi meget tidligt op, spiste morgenmad, hev ankret op og sejlede over til kamppladsen. Vi var ikke de eneste med et behov for at få fat i en moringbøje, så vi satte farten op. Sammen med de andre søgende både lå vi og cirklede rundt, da Kaare fik øje på en båd, hvor de var ved at gøre klar til at tage af sted. Vores konkurrenter havde ikke set det, så vi slap for at kæmpe om moringbøjen. Vores plan virkede. Skønt. Nu kunne vi ligge reglementeret i bugten, så længe vi havde lyst og blot hilse på politiet, når de sejlede forbi på deres tur rundt i bugten til bådene, der lå for anker og som derfor skulle smides væk. Kampen om moringbøjerne har gjort indtryk på os. Det samme gjorde trafikforholdene på den meget, meget lille ø. Der var få biler. Til gengæld var der et betragteligt antal scootere og en del el-cykler og golfbiler, som de meget lidt gå-ivrige dags turister lejede for at kunne komme hurtigt rundt på øen. Når vi gik på de forholdsvis smalle veje, skulle vi derfor hele tiden springe til siden for ikke at blive kørt ned af de fartgale turister. Den præmis måtte vi leve med, da vi havde valgt at gå rundt. Fordelen ved at gå var imidlertid stor, fordi vi fik øje på rigtigt mange ting. Foruden leguanerne så vi kolibrier, en stor flok eretmitkrebs, en enkelt tårnfalk og et insekt, der lignede et blad. Gåturen op til øens højeste punkt var nok den bedste tur vi havde på øen. Udsigten ud over øen var fantastisk og turen ned ad den meget lodrette klippevæg bød på en spændende klatretur. Vi var ude at snorkle og dykke en enkelt gang, men der var ikke meget at kigge på i vandet. Dykket havde da også mest af alt karakter af at være et træningsdyk.

Samlet set har det været en god oplevelse at opholde sig i Guadelupe, det franske oversøiske departement i Caribien. Øerne vi besøgte, har været meget forskellige. Grande Terre, hvor vi lå i havn i Pointe-A-Pitre, mindede i nogen udstrækning, om det vi kender hjemmefra med et hav af indkøbsmuligheder i byens centrum og i de store multinationale virksomheders varehuse. Hvis du vil læse mere om vores oplevelser på denne ø, skal du finde rejsebrevene ”Fornemmelse for jul” og ”Vand” frem. Basse-Terre bød på stor natur. I dette rejsebrev har jeg skrevet om vores tur op til vulkanens top og det maritime liv ved Pigeon Island. I rejsebrevet ”Juleaftensdag” kan du læse om vores tur ud i junglen på Basse-Terre. Marie Galante var en meget lidt turistet ø, hvor sukkerrørsplanten satte dagsordenen. Hvis du vil læse om vores oplevelser på denne ø, skal du finde rejsebrevet ”Rørsukker” frem. Les Saintes var afgjort turistet og på turistkontoret, kunne de afstanden i minutter på fingerspidserne ud til samtlige badestrande på øen, for det var det, det handlede om der. Fred være med det. Vi fandt som sagt selv frem til en spændende vandrerute, der vanen tro bød på lidt højdemeter. Nytårsaften spiste vi på fransk restaurant. Det smagte altså godt. Fra IRIS så vi nytårsnat fyrværkeriet dekorere den klare nattehimmel med de mange flotte farver klokken 24.00 – helt som derhjemme.

Vi har tjekket vejrudsigten og det ser ud som om, vi får godt vejr den 2. januar, når vi stævner ud mod Dominica. Papirarbejdet er på plads og det dominikanske gæsteflag fundet frem. Vi er spændte på, hvad der venter os der.

Af Kirstine | 2022-12-26

Juleaftensdag

Juleaftensdag startede for fuld udblæsning klokken 7 om morgenen - i hvert fald for de to unge mænd der lavede crossfit inde på stranden til meget høj rapmusik. De så ud, som om de havde en fest. I hvert fald blev der flyttet en del rundt på de store traktordæk, som de havde taget ud af skuret til lejligheden. Gamle koner som mig har det lidt svært med den slags musik, i hvert fald når jeg bare gerne vil sove. Derfor stod jeg op og lavede mig en god kop kaffe til Kaare og jeg. Jeg er sikker på, at det var duften af kaffe og ikke den høje musik, der vækkede Kaare. I hvert fald sad vi så der i cockpittet tidligt juleaftensdag, drak kaffe, spiste croissant og læste julehilsner højt, mens rapmusikken forstummede og strømmen af turister i kajakker, der skulle ud til Îlets à Goyaves ou de Pigeon tog til. Dagen var i gang.

Mens Kaare og jeg var ved at få øjne og langsommeligt tog hul på dagen, var der travlhed i Danmark, som er fem timer foran Caribien. Det var i hvert fald det indtryk vi fik, da vi ringede hjem til almindelig takst og ønskede vores forældre og børn en rigtig god jul. De lavede lidt forskellige ting. Jørgen, Inge, Helle og Andres sad og fik en lille frokost inden gåturen i skoven. Farmor havde lige sagt farvel til Katrine og var på vej til Hans i Birkerød. Hans havde det godt og var som altid optaget af Sydjysk. Niels og Helene var på vej hjem til Jylland. Henrik og Emilie gik en frisk tur ved havet med Zika. Erik og Amalie gjorde klar til at tage hen til den helt store familiejul. Så alt stod vel til i Danmark, som bød på våd jul. Kaare og jeg, der knap kunne holde ud at have T-shift på, gjorde os - efter de hyggelige samtaler - klar til dagens udflugt, som gik ind i landet.

Kystlinjen ud for Îlets à Goyaves ou de Pigeon er meget smuk med dens fløjes bløde, grønne bjerge, der går op til små 400 meter. Fra vores mange vandreturer på den samlede rejse har vi lært, at grønne bjerge gemmer på mange forskellige oplevelser - fx vandkanalerne i skovene på Madeira, nåleskoven på La Palma og laurbærskoven på La Gomera. Vi fandt det derfor naturligt, at vi også måtte se nærmere på Guadelupes grønne bjerge.

I modsætning til på Madeira og de Kanariske øer, hvor man har anlagt mange vandreruter for at gøre deres smukke natur tilgængelig for turisterne, så finder man kun ganske få vandreruter på Guadelupe. Givet vis, fordi turisterne her kommer for at bade, snorkle og dykke - ikke for at vandre i det varme og fugtige klima. Ikke desto mindre lå der en mindre officiel vandrerute, nr. 22, lige ud for reden, der gik rundt langs kysten mod nord. Ruten hed La trace du Petit-Malendure. 2,5 km lød imidlertid ikke af så meget, så vi undersøgte, om andre havde gået ture i området, som de havde gjort tilgængelige på Wikiloc - en App som vi har brugt flere gange med stor succes. Minsandten om det ikke var tilfældet. Ruten, Kaare fandt, så fornuftig ud i forhold til distance og vores ønske om at komme lidt ind i landet. Den inddrog sågar rute 22 sidste på turen. Normalt plejer vi at få pakket taskerne fornuftigt med rigelig væske og kalorier - men ikke denne gang. Vi tog blot lystigt afsted. Måske var det julestemningen, der havde sat fornuften på stand by.

Wikiloc-vandreruten fulgte en blind beboelsesvej, der lå lige overfor stranden, hvor vi havde fortøjret vores gummibåd. Den gik stejlt opad. For enden af vejen gik vandreruten forbi ufærdigt, nybyggeri og videre direkte ind i junglen, som til forskel fra regnskoven er et skovklædt, tørt område kendetegnet ved en rig, tæt vegetation i bunden af skoven, da solens stråler kan trænge igennem trækronerne. Med Wikiloc-app’en i hånden kunne vi hele tiden sammenholde vandreruten med vores faktiske position, markeret med en blå prik på Wikiloc-appen. Ja, helst skulle vi - den blå prik - jo gerne være på vandreruten, men det viste sig lynhurtigt, at det ikke var givet. Vi startede faktisk med at gå forkert, da vi gik ud ad den eneste sti, vi kunne se. Med Kaare som den opmærksomme navigatør, fik vi hurtigt vendt rundt og fundet tilbage til et sted, hvor vi med sikkerhed vidste, at vi atter var på vandreruten. Min korte karriere som orienteringsløber kom os til gode. Ved at trampe lidt frem og tilbage i terrænet fandt jeg den rigtige sti. Den var smal og blev tydeligvis ikke benyttet særligt meget. Det foruroligede os imidlertid ikke, da vi nu kunne se på Wikiloc-app’en, at vi bevægede os fremad langs vandreruten. Vi var med andre ord på rette spor. Det var alt, hvad vi behøvede at vide.

Det er afgjort anderledes at gå i en jungle end i en dansk bøgeskov. Træerne er mindre, de står tættere og der er lav vegetation over det hele. Vi gik rask fremad i starten og snart kom vi til det sted, hvor vi skulle krydse flodsengen, vi havde gået langs med. At dømme ud fra stenene i flodsengen må det være et betagende syn og en fryd for øret, når vandet ellers risler ned ad bjerget, men det måtte vi alt sammen tænke os til. På den anden side af flodsengen stødte vi ind i nye problemer med at finde stien - måske fordi der i virkeligheden ikke var nogen sti. Men vi var ivrige efter eventyr, så derfor fortsatte vi op gennem junglen langs med flodsengen på det, vi mente var en sti. Det gik fint i starten, men det var også tydeligt, at junglen lukkede sig mere og mere om os. Der var afgjort ikke nogen sti. Vi var i gang med at lave en sti, som fulgte vandreruten på Wikiloc-appen!!! Det var okay i starten, men efterhånden som det blev mere og mere bøvlet at trænge igennem junglen, begyndte tankerne at kredse om, hvorvidt vi skulle vende om eller fortsætte. Kaare så på Wikiloc-appen, at vi kunne skære et hjørne af turen ind gennem junglen ved at dreje 90 grader til venstre og gå direkte mod vejen, der skulle ligge blot 50 højdemeter længere fremme. Det var afgjort nemmere sagt end gjort. Der var enkelte passager, jeg godt kunne have været foruden, da de mindede mere om en klatrevæg end en bjergskråning. Men, men, men vi klarede det uden at komme galt afsted og sejersråbet blev gjaldet ud, da vi dumpede ud af junglen på en kedelig skovvej, der gik langs den højderyg, vi havde kæmpet os op til. Vi var forrevne, lettede og glade, da vi igen befandt os på vandreruten uden at skulle kæmpe os frem. Turen ned ad bjerget var uproblematisk og uden dramatik. Turen ud langs kysten ad La trace du Petit-Malendure var smuk, men hård og varm. Vi var slet ikke forberedte på turens sværhedsgrad, som harmonerede dårligt med vores efterhånden lave energibeholdning og mangel på vand. Under de vilkår var de 2,5 km tilbage til stranden lidt mere end vi egentligt brød os om, men der var ikke noget at gøre - andet end at holde humøret højt. Tilbage på stranden købte vi straks 1,5 liter vand og to Coca cola, som vi drak øjeblikkeligt. Det var godt og gav os fornyet energi.

Tilbage på IRIS bagte jeg som lovet en chokoladekage. Bagefter tilberedte Kaare and i rød karry med ananas og ris til. Vi sad i cockpittet og spiste den meget dejlige mad, der mindede lidt om jul. Helt i tråd med almindelige jule-praksis vaskede vi op, før vi satte os hen og pakkede julegaver op - dem vi havde fået af Erik, Niels og Helene.

Se det var en rigtig juleaftensdag og fest i Caribiske omgivelser.

Af Kirstine | 2022-12-21

Rørsukker

På den Franske ø Guadelupe følger der med enhver café au lait en lille, lokalt produceret pose rørsukker. Det er såmænd ganske sammenligneligt med det, man oplever i Danmark, når man køber en kop kaffe. Altså, at der med kaffen følger lidt sukker med - roesukker eller rørsukker efter eget valg. Det lyder trivielt og uinteressant, men hvis man interesserer sig for at forstå, hvor ting kommer fra, så var her ved Guadelupe en opportun mulighed for at se nærmere på rørsukkerets arnested.

Rørsukker udvindes af sukkerrør-planten, der trives i alle tropiske og subtropiske områder, hvor der kan skaffes vand nok. Indien er blandt de lande, der producerer mest rørsukker. Kaares interesse for rørsukker stikker da også dybere end vores lille oplevelse med den lokalt producerede pose rørsukker, som fulgte med kaffen. Da han arbejdede i Indien, hæftede han sig ved, hvordan det var helt almindelig praksis, at inderne købt et glas friskpresset sukkerrørsjuice på gaden hos den lille mand, der stod med en stak sukkerrør og en maskine til at presse juicen ud af sukkerrørene med. Han kunne nemt have stoppet op og smagt på de søde dråber, men da det er rasende nemt at blive syg i Indien, afstod han fra at gøre det. Ønsket om at smage de søde dråber forblev et ønske, der tålmodigt ventede på at blive indfriet under de rette forhold.

Opholdet på Guadelupe varede en uge. Det lyder som lang tid, men dagene var pakket med forskellige vigtige gøremål, så vi kom ikke i nærheden af nogen form for rørsukkerproduktion. Anderledes forholdt det sig på øen Capesterre-de-Marie-Galante, hvor vi den første nat ankrede op syd for Saint-Louis ud for en meget smuk strand med palmer. Der var helt stille, men kun fordi vi kom på den tid af året, hvor rørsukkerfabrikken, som lå helt ud til kysten, stod stille. Vi kunne se på søkortet, at der gik en vej langs med kysten og at der inde bag vejen var et vådområde. Men hvordan der i øvrigt så ud, havde vi ingen ide om.

Næste dag sejlede vi ind i bugten ud for Saint-Louis og kastede anker. Byen er kendt for at være meget lidt turistet. Det kan vi kun bekræfte. Årsagen er sandsynligvis, at havneanlægget, der blot består af en bro ud fra kysten, kun kan servicere meget små passagerfærger. Med forholdsvis få besøgende har Saint-Louis kunnet bevare sin sjæl. Bebyggelsen i byen er lav, tæt og af ældre dato. Alt er meget små. Byen minder mig om julekalenderen Vinterbyøster fra 1973, i måden den fungerer på. Der er et lille hus med postkontoret. Et andet lille hus med politistationen. Endnu et lille hus med bageren. Fortsæt selv rækken af små vigtige institutioner af betydning for et lille samfund. Vi blev mødt af venlige mennesker, som ikke var optaget af at kapitalisere på vores besøg. De havde deres egen hverdag. Alt i alt et meget autentisk sted, hvor man binder sin gummibåd fast til en lille bro på palmestranden bag politistationen.

Som altid ville vi gerne ind i landet for at se, hvad det var for et sted, vi var kommet til. Ved lidt research fandt vi ud af, at der lå en kortere vandrerute på cirka 8 km et par kilometer oppe ad hovedvejen, N9, mod syd. Det kunne vi godt overskue, så med rygsækkene pakket til eventyr vandrede vi afsted. Det var varmt og fugtigt. På den højre side af vejen så vi store områder med sukkerrør i det område, som på søkortet var markeret som vådområde. Planterne fik rigeligt med vand og så meget sunde ud. Sukkerrørsplanten er ikke i sig selv særligt spændende, når den står på marken. Når den er skåret af og gjort fri for bladene, ligner sukkerrøret mest af alt bare en lang stok. Det bliver først spændende, når man afbarker sukkerrøret. Det kræver naturligvis en meget stor, skarp kniv, så det var hverken Kaare eller jeg, der afbarkede et sukkerrør. Det var bonden vi spontant kom i snak med, da vi fik øje på hans gårdudsalg af sukkerrørssirup, som gjorde det. Han talte kun fransk, men endnu engang viste kropssproget sig særdeles anvendeligt. Da jeg visualiserede, at jeg stak et stykke sukkerrør i munden, som jeg så tyggede på, gik han resolut over til sin bil, hentede en meget stor machete, gik hen til bunken af sukkerrør, skar et over, afbarkede det og rakte det frem til mig. Sukkerrøret var utroligt saftigt. Når jeg bed et stykke af og tyggede på det, fyldtes munden med en sødme som, ja rørsukker. Sukkeret blev forholdsvis hurtigt suget ud af plantefibrene, som jeg så skilte mig af med, for på ny at tage en velsmagende bid af sukkerrøret. Det var en meget stor oplevelse - også for Kaare som omsider fik indfriet ønsket om at smage de søde dråber uden at risikere at blive syg. For at gøre besøget fuldendt købte vi en flaske sukkerrørssirup, som er det produkt, der er tilbage, når man ved kogning af sukkerrørsjuicen, har fordampet al vandet. Jeg ved ikke, hvordan lokalbefolkningen bruger sukkerrørssirup, men jeg tænker, at den kan være god at komme i kaffen. Det skal i hvert fald prøves. På nettet fremgår det, at sukkersirup er uundværlig i barskabet. Den bruges til at regulere sødmen i en cocktail. A-ha. Så giver det trods alt mening, at Kaare har stillet flasken ned til vores alkohol i ´barbordet´.

Efter besøget hos bonden fortsatte vi vores vandretur, der gav os lidt indsigt i, hvordan der ser ud midt inde på øen, men som du nok allerede har gættet, så var det besøget hos bonden, der gjorde størst indtryk på os. I morgen sejler vi op til Anse Canot, hvor der ligger en anden smuk vandrerute, som vi vil prøve. Hvem ved, hvad der venter os af spændende oplevelser på den tur.