Cyklonen Jelawat 

Så skete det. Der var ikke nogen vej uden om. Jeg smed omsider kyllingekortet. Netop nu er jeg krøbet ned i kahytten efter det, der blev en ganske kort vagt. Kaare har taget over. Med en middelvind på 10-12 sekundmeter og vindstød på 20 sekundmeter, der fik riggen og tagabøjlen til at hyle … med 4 meter høje bølger, som kom rullende ind bagfra med frådende skum, når de brækkede … med regnvand, der i den hårde vind væltede ned i mængder som ved et dansk skybrud, så sigtbarheden blev lig nul og havet fik et helt lysegråt, fløjlsblødt udtryk … med båden der piskede gennem vandet med op til 10 knob for en helt rebet genoa, selvom vinden stort set kom ind bagfra, så kunne jeg ikke mere. Jeg ville bare gerne hjem!!!!! Ja, sådan kan man godt have det, også selvom man er voksen og burde kunne tage sig sammen. Hjem kunne jeg selvfølgelig ikke komme. Min eneste mulighed var at holde ud. At udholde cyklonen Jelawat.

På hele vores lange rejse har vi studeret og analyseret vejrudsigter omhyggeligt for at undgå situationer, som den vi nu befandt os i. Forberedelsen forud for afrejsen fra Yap til Surigao i Filippinerne var da heller ikke nogen undtagelse. Vejrudsigten for turen så fornuftigt ud, da vi tog afsted. Alt var godt. Passagen skulle blot tage 5 dage, men allerede den første aften, da vi rutinemæssigt downloadede aftenens vejrudsigt, kunne vi se, at vi ville få følgeskab af en cyklon, et lavtryk. Den havde samme bane, destination og ankomstdag til Filippinerne som os. Det var på godt dansk noget shit. Måske skulle vi have sejlet tilbage, selvom vi allerede var nået et pænt stykke mod vest, men vi valgte i stedet at følge tommelfingerreglen om, at man sejler stik syd, mod Ækvator, når det trækker op til rigtigt dårligt vejr. Formålet var at trække tiden ud, lade cyklonen komme længere mod vest og afvente en ny vejrudsigt.

Den næste aften lå vi 150 sømil stik syd for Yap, på højde med Palau, der lå 200 sømil mod vest. Sejladsen havde været behagelig. 8-9 sekundmeter på en agten for tværs med bølgerne let ind bagfra. Der var al mulig grund til at nyde sejladsen, men sandt at sige så var vi bekymret og vores fokus lå på den næste vejrudsigt, som vi håbede på ville afblæse cyklonen. Det gjorde vejrudsigten ikke, men vi kunne se, at cyklonen havde ændret bane, så den nu i stedet ville passere henover Palau og derfra gå stik vest. Den skulle altså ikke længere samme vej som os og den ville gå i land syd for Surigao, tidligere end os. Vores strategi med at lade cyklonens epicenter passere forbi os ved at sejle mod syd, så det lå foran os og ikke omvendt, når vi vendte rundt, så altså ud til at holde nogenlunde stik. Det var vi ganske lettede over, men faren var endnu ikke drevet over - langt fra.

Vejrudsigten bragte også dårligt nyt med sig. Der var ingen nem vej tilbage til vores sejlrute mod Surigao. Enten kunne vi sejle syd om Palau. I så fald ville vi ramme cyklonens underside, der hvor vinden gik mod øst og altså gav modvind. Eller vi kunne sejle nord om Palau. Så ville vi ramme cyklonens overside, der hvor vinden gik mod vest, men samtidig var hård. Vi valgte det sidste ud fra en betragtning om, at vi dels skulle bruge halvandet døgn på at nå op nord for Palau, hvilket betød, at cyklonen ville have bevæget sig yderligere mod vest og at vi derfor kom til at ligge på oversidens bagkant, der hvor vinden var knap så hård, og dels at cyklonens styrke endnu var til at have med at gøre. Selvom PredictWinds røde farver skræmte, var vinden i lyset af vores oplevelse med sejladsen nord for Colombia ikke stærkere, end at vi vurderede, vi ville kunne klare det.

Sejladsen op til Palaus nordligste punkt var lang. 163 sømil. Vi sejlede kurs 300 og fik derfor bølgerne let ind forfra. Da vinden gik om i nord-nordøst, fortsat med 8-9 sekundmeter, kunne vi gå en halvvind, men det var ikke videre behageligt. Jeg kan se i mine notater, at nattevagten var hård og våd. Kaare og jeg havde begge haft vores store regntøj på. Eneste lyspunkt var de tre fugle, der gjorde os selskab ude i stævnen på søgelænderet, hvor de sad og vuggede frem og tilbage med næbbet op i vinden. Havde vi vidst bedre, havde vi imidlertid også nydt denne del af turen, fordi det var fortsat ‘fredsommeligt’, men bekymringsbarometret havde med tanke på sejladsen, der ventede os nord-vest for Palau, fået endnu et nøk opad og det fyldte forståeligt en del. Et par timer før midnat på sejladsens tredje døgn, hvor Kaare fik sig en hyggelig sludder over VHF’en med den unge danske maskinmester, Rune, på Mærsk Lima, nåede vi nord for Palau. Der faldt vi 20 grader af til kurs 280. 550 sømil længere fremme lå Surigao. Hvem der bare havde haft en tryllestav!

De to næste døgn oplevede vi cyklonen indefra. Det var afgjort ikke nogen fest og jeg smed da også kyllingekortet på bordet allerede det første døgn, som beskrevet. Døgn nummer to fik det hidsige vejr endnu et nøk opad. Middelvinden lå nu på 12-14 sekundmeter med vindstød på 24 sekundmeter. Bølgehøjden var 5 meter. Ind imellem kom der endnu større bølger forbi, som mest af alt mindede om den gamle rutchebane i Tivoli. De var skræmmende og det var da heller ikke uden grund, at Kaare sagde, at man kun kigger fremad i båden under sådanne vejrforhold. Simpelthen for ikke at jage en skræk i livet på sig selv. Da jeg havde set bæstet i øjnene - for det var jeg nødt til, fulgte jeg Kaares råd og vendte blikket fremad. Men hvordan var det så at sejle gennem en cyklon, der havde styrke af stiv kuling? Det kan jeg allerbedst beskrive ved at tegne en lang række billeder, som knytter an til mine iagttagelser af havet, IRIS og livet ombord på IRIS under cyklonens rasen. Kombinerer du billederne med de konkrete vejrdata fra de to døgn, jeg har beskrevet, får du en god ide om, hvordan det var. Her følger billederne som perler på snor. Et efter et uden den store forklaring.

Stålgråt hav, hvor vind af stiv kuling med stød af stormstyrke pisker om ørerne på os. Vand der banker op omkring stævnen, når IRIS bider skeer med bølgerne. Vand i mængder ind over rælingen, der tager minutter at løbe ud gennem afløbet på dækket. Bølger der pisker afsted. Bølger der bare vokser og vokser, så de til sidst er lige så høje som den gamle rutchebane i Tivoli. Bølger med frådende hvide toppe, der højlydt brøler, når de brækker tæt på eller op ad IRIS’s skrog med et stort brag. Vand der bliver sendt ind over centercockpittet, som var det sendt afsted af en vandkanon. Bølger der uimponeret skubber IRIS ud af kurs, som om hun var let som en fjer trods hendes 15 tons. Krængninger på 25-30 grader, først til den ene side så til den anden side - i et væk. IRIS der ræser af sted på toppen af de store bølger for en fuldt rebet genoa, der er spændt til det yderste. Riggen der summer. Båden der dirrer. Skydække så tæt, at det er tusmørke klokken 12 om formiddagen. Regnvejr som et dansk skybrud - konstant i tre døgn. Regntøj og bare fødder som det naturligste i verdenen. Vores evige kamp for at holde os i balance på IRIS ved at bruge hele kroppen, som fuglene der sidder på søgelænderet og går i et med bådens bevægelser og klatrerne, der holder sig fast på klippevæggen med det yderste af fingerspidserne. Et køkken i stand-by fordi tingene flyver rundt, så snart man slipper dem - alt fra Nutella til skarpe køkkenknive. Menuen, der står på nudler og chokolade, fordi det er det sikreste at lave. VHFen som samtaleanlæg mellem cockpit og kahyt, når regnen pisker ned og den ene er under dæk for lukket luge. Udholdenhed og forsøg på at holde humøret oppe. Fornemmer du situationen? Det var ikke sjovt!

Som bonus får du tre helt konkrete oplevelser fra sejladsen, som gjorde stort indtryk på mig. Det vil give dig en endnu bedre ide om, hvordan det er at hænge ud med en cyklon.

Først er der situationen, hvor jeg ser rutchebane-bølgen bag mig. Den er fascinerende og skræmmende på en og samme tid. Så er der situationen, da der kom en kæmpe bølge farende hen mod IRIS’s hæk, som brækkede lige bag den og sendte store mængder vand vores vej. Og endelige er der situationen, hvor jeg sidder alene i cockpittet og holder vejret, da vindmåleren viser 19,6 sekundmeter, mens det hele dirrer omkring mig. Ufff. Det var lige der, hvor jeg vækkede Kaare for at sige, at vi havde for meget sejl oppe. Det fik Kaare ud af køjen og op i cockpittet, hvor han blev og overtog min vagt til min store lettelse. Eksemplerne hører selvfølgelig til yderpunkterne, men alt det andet ind imellem var også bare alt for meget også selvom Jelawat, som cyklonen blev døbt, hørte til kategorien af små cykloner og at vi opholdt os i yderkanten af den.

I det hele taget er cykloner bare for meget. Dem skal man afgjort holde sig fri af. Næste gang en cyklon lægger sig imellem os og en planlagt afrejsedato, bøjer vi os i støvet og venter tålmodigt til den har passeret helt forbi. Det er afgjort bedre at ligge for anker i en sikker bugt end at opholde sig på åbent hav, når cyklonen melder sig på banen.

Vi klarede det denne gang uden uheld og skader af nogen slags overhovedet og der bliver ikke en anden gang.

Nu har vi været der.

Tjek!