Søløvernes paradis

Den lille dreng på bare 3 år stod og holdt om gelænderet med begge sine hænder og trykkede hovedet helt ind til stængerne. På den anden side svømmede søløverne rundt i deres bassin til den lille drengs store fascination. Han var så optaget af søløverne, at underkæben gled længere og længere ned og sutten, som han veltilfreds havde i munden gled ud, ramte bassinkanten og røg ud i vandet. Dyrepasseren, som stod på kanten og fodrede søløverne, så sutten falde i vandet. “Hov” sagde han ud til publikum gennem sin mikrofon. “En sut i vandet. Det går ikke, fordi den kan blive slugt af søløverne, sætte sig på tværs i luftrøret og kvæle dyret.” Dyrepasseren sendte derfor den store han søløve ud efter sutten. Den dykkede ned, svømmede hen under sutten, kom op med den i munden og spyttede den med stor kraft op til dyrepasseren, som smed den i skraldespanden. Bag hegnet stod den lille dreng. Hans følelser skiftede med en jetjagers fart fra fortvivlelse over at have mistet sin sut, til lettelse over at den var opdaget og ville blive taget ud af vandet, for at ende i rædsel over at være årsag til at dyret måske skulle dø. Han dukkede sig. Meget kunne han klare, men da sutten røg i skraldespanden brast den lille drengs verden og han var nanosekunder fra at bryde ud i et mægtigt vræl. Så langt nåede situationen heldigvis ikke at udvikle sig, for hans snarrådige far, der er god til at læse følelser, trak hurtigt sutten ud af munden på den lille drengs endnu mindre tvillingebror, der sad i klapvognen og ikke lod sig mærke med det, da hans sut skyndsomt blev erstattet af et bolche. Året er 1997. Stedet Københavns Zoologiske Have og aktørerne er Erik, Kaare og Henrik. Niels var med i klapvognen.

Jeg fortæller denne lille sandfærdige historie, fordi den - ud over at være meget sød - levende illustrerer den kontekst vi almindeligvis forbinder med søløver. Søløver i fangenskab i en zoologisk have. Det er lige netop dette erfaringsgrundlag, der gør det til en vildt fascinerende oplevelse at se søløverne i deres naturlige omgivelser. De lokale, som ikke finder søløverne mere interessante end når vi andre ser en gråspurv derhjemme, kigger overbærende på os, når vi stopper op og i flere minutter snakker om, fotograferer og kigger betaget på søløverne, der blunder, hvor som helst de kan slippe afsted med det - på flydebroen hvor vand-taxaen lægger til, på bænken oppe på broen ud til flydebroen, på bådene rundt omkring i bugten, på klipperne og ikke mindst på strandene.

Søløverne dominerer afgjort stedet omkring hovedbyen på San Cristobal - også når det gælder lydbilledet. De gør (læs: ræber) ustandseligt 24-7. Jeg troede ellers, søløverne gik i seng med hønsene, eftersom de sover 19 timer i døgnet, men det er ikke tilfældet. De er bestemt også aktive om natten. Det fandt jeg ud af, da jeg sad oppe mellem klokken 3.30 og 4.30 lokal tid i cockpittet for at opdatere hjemmesiden. Bortset fra lyden af havet, der slog ind mod kysten, hørte jeg søløver gø ud i natten og søløver puste og hoste, når de gled gennem vandet. Da jeg senere lagde mig tilbage i kahytten for at sove, hørte jeg med mellemrum lyden af luftbobler, der ramte IRISs skrog, som om der var dykkere i vandet under IRIS. Det var søløver, der svømmede rundt under hende. Normalt er det blot lyden fra fiskenes klikken, jeg kan høre gennem skroget.

I dagstimerne kan vi fra IRIS iagttage, hvordan søløverne svømmer rundt på reden for at spotte egnede både at blunde på. Taktikken er den samme hver gang. De svømmer hen langs skroget startende fra stævnen. Når de kommer til hækken, drejer de hovedet op for at vurdere mulighederne. Hos os svømmer de forgæves hver eneste gang, fordi vi har spærret badeplatformen af med to store kuglefendere. Selvom søløverne ser søde ud, når de ligger rundt omkring på bådene, så er jeg glad for vores beslutning om at holde dem væk, fordi jeg har iagttaget, hvordan besøg af søløver er forbundet med efterfølgende rengøring - af den kedelige slags der foregår med gulvskrubbe.

Søløverne, der var her først, indtager med største selvfølgelighed de kulturelle artefakter - gummibåde, joller, både, flydebroer, trapper og bænke. De har ikke til sinds at vige pladsen. Det er tilflytterne, menneskene, der må arrangere sig, så natur og kultur kan fungere side om side. Hegn og låger er med delvis succes sat op for at holde parterne adskilt. Således har jeg set søløver finde vej op til bænkene, som tilsyneladende er fortrinlige at sove på om dagen. Tilsvarende har jeg set en ung mand, med et paddle board under armen forcere hegnet ud til stranden forbeholdt søløver, som åbenbart var sjovere at stå ud fra end nogen af de andre strande. Derudover bliver fendere af enhver slags sat op for at forhindre søløver i at tage plads på bådene. På enkelte vandtaxi hæftede jeg mig ved, at de lagde pigtråd ud langs bådens kant om natten, når de lå parkeret. Endelig er her ingen dinghy-dock til gummibådene. Transport mellem båd og land foregår med vandtaxa. Den betaler man 1 dollars for per person per vej. Det løber op i cirka 900 kroner for Kaare og jeg, de 30 dage vi er her, vel og mærke såfremt vi kun benytter vandtaxaen frem og tilbage en gang i døgnet.

Søløverne er afgjort en turistattraktion. De er sjove at iagttage og man kan iagttage dem hvor som helst, ubegrænset på meget tæt hold i mange forskellige situationer. Der er søløveungen som dier hos sin mor. Der er de unge søløver, der leger med hinanden. Der er søløvehannen, der vogter over sit territorium. Der er søløver, der ligger i vandkanten og skvulper frem og tilbage, mens de blunder, blot for at nævne et par situationer. Men et er at se dem på afstand fra enten en båd eller landjorden. Noget andet er at se dem i vandet.

På opholdets 3. dag pakkede Kaare og jeg vores snorkeludstyr og vandrede over til Darwin Bay, som ligger nord-vest for reden. Turen gik forbi det meget interessante Interpretation Center, som vi varmt kan anbefale og fortsatte videre hen over det bakkede landskab ad en fin anlagt sti ud til Darwin Bay. Bugten, der ikke var stor, var omkranset af sorte lavablokke, som lå for foden af vulkanen Cerro Tijeretas’ stejle sider. Vulkanen var skrumpet ind til stort set ingenting efter mange millioner års erosion. Den var ikke mere end 190 meter høj.

Bugten var indtagende smuk med dens klare blå vand, de sorte lavasten og den grønne vegetation på vulkanens skrånende sider. Kaare og jeg hoppede i vandet på skift, da vi havde vores fotoudstyr med. Kaare var først. Da han efter lang tid kom tilbage var det med et stort smil. Han havde svømmet med søløver og en endog meget stor fiskestime med titusindvis af 5-7 cm lange sølvfarvede fisk. Læg dertil at han også havde set mange forskellige revfisk i flotte farver, som trådte tydeligt frem, når han dykkede ned til dem. Jeg forstod så udmærket hans begejstring, efter jeg selv havde været i vandet.

Der lå jeg, midt i fiskestimen, der rakte længere end jeg kunne se med det blotte øje. I udkanten af fiskestimen gled en søløve gennem vandet under mig, seks til syv meter væk. Den var tydeligt optaget af fiskene, som den umuligt kunne fange alene, uanset hvor dygtigt og adræt den manøvrerede i vandet. For mig var det et magisk øjeblik, som jeg prøvede at indprente mig, så jeg ville kunne genkalde mig det i fremtiden.

Kaares smil var stort. Det samme var mit.

Søløven er på alle måder et klogt, sjovt og fascinerende dyr, som er helt fantastisk at iagttage i omgivelser, hvor det hører hjemme. Darwin Bay, San Cristobal er afgjort et godt sted at opleve det.