Raroia - vores første atoll

Raroia er en atol. Den ligger i Tuamuto, Fransk Polynesien. En tidligere navigationsofficer ved Søværnet skriver følgende om atoller i en hilsen til os: “Vi havde en meget erfaren og dygtig lærer i navigationsundervisning, som havde sejlet meget, over det meste af jorden. Han fortalte om sine oplevelser med at sejle ind i og omkring atoller. Jeg har ikke siden mødt nogen, der har kendskab til, hvad en atol er ;-)”. Hvis navigationsofficeren havde spurgt mig inden vores afrejse, om jeg vidste, hvad en atol var, havde jeg ikke været i stand til at ændre på det forhold, men der er heldigvis hjælp at hente.

I Lonely Planets “South Pacific” kan man læse, at en atol er et ringrev bestående af koraller, der står tilbage efter en flere tusindårig proces, hvor korallerne er groet op omkring en udslukt keglevulkan, der gennem årene eroderer bort for til sidst igen at synke i havet som konsekvens af de tektoniske pladers bevægelser. Det var i øvrigt ifølge Lonely Planet Darwin, der var den første til at forstå denne sammenhæng.

Når man står på en af ringrevets mange øer, der består af knust koral, koralsand og typisk er beplantet med kokospalmer, kan man vandre ud til revets yderste kant ved ebbe. Afhængigt af på hvilken side af atollen øen ligger, vil vandreturen være kortere eller længere. Under alle omstændigheder er det en tur hen over knivskarpt kompakt koralmasse, hvor der ikke er meget at finde, fordi al løst koralmateriale er skyllet op på og omkring de små øer, der ligger på revet som perler på snor. På revets inderside finder man lagunen. I kanten af lagunens krystalklare vand, hvor vandet er lavt, finder man de smukkeste turkisblå nuancer, man kan forestille sig. De mørke pletter i vandet er koralformationer. Der bor de farvestrålende og smukke revfisk. Lagunen bliver hurtigt dyb. Helt op til omkring 40 meter på de dybeste steder. På dens bund rejser koraltoppene sig lodret op til vandets overflade i et stort og ukendt antal. Ved koraltoppene finder man de helt store fisk i fascinerende omgivelser. Med solen i ryggen er koraltoppene nemme at spotte, da vandet er turkisblåt, hvor de ligger. I modlys er det kun bølgerne, der afslører dem. Med mindre man har sonarudstyr, skal man altså time sin sejlads i lagunen og altid sørge for at have solen i ryggen. Afhængigt af temperament kan det være en god ide at have en til at stå i stævnen og holde udkig. Der findes også små koraltoppe, har vi erfaret. En atoll er med andre ord en meget smuk og anderledes verden, end det vi hidtil har oplevet på vores rejse.

Vejen ind i atollen er også noget for sig. At sejle gennem passet kræver forberedelse. Første skridt er at udvælge et passende vejrvindue. Fokus er på at finde det tidspunkt, hvor vindstyrken- og retningen på passagen frem til og ved indsejlingen til atollen er den rigtige, hvilket godt kan trække lidt i hver sin retning. Det er bedst at have vinden i ryggen når man sejler gennem passet. Næste skridt er at estimere indsejlingstidspunktet på ankomstdagen, som afhænger af tidevandsstrømmen. Det er bedst at sejle ind, når tidevandsstrømmen vender fra ebbe til flod og omvendt. Det gør den cirka hver 6. time. Gram Schweikert, marineingeniør har udviklet Excel-arket “Tuamuto Current Guestimator”, der giver teoretisk information om strømforholdene ved Tuamuto atollernes pas. Med Excel-arket får man hjælp til at udvælge det første tidspunkt på den udvalgte ankomstdag, hvor det er lyst med mindst mulig strøm. Det er dog ikke helt nok. Man skal også sørge for, at vælge et tidspunkt, hvor man har solen i ryggen, så man kan se sejlrenden og undgå koraltoppene i lagunen, såfremt man ønsker at sejle uden for farvandsafmærkningen, når man kommer ind i atollen. Med disse forberedelser har man et godt udgangspunkt, men et er teori, et andet er praksis. Meget kan ændre sig, erfarede Kaare og jeg.

På vores tur fra Ua Pou til Raroia fulgte Kaare nøje med i, om IRIS holdt fartplanen. Efter en voldsom squall dagen før forventet ankomstdag, der gav vindstød op til 17 s/m og fik sat skub i IRIS, så hun skød en fart på 9,5 knob, døde vinden fuldstændigt. Med udsigt til at blive voldsomt forsinket valgte Kaare derfor at sejle for Volvo Penta sejl for at overholde ankomsttidspunktet. Vi kunne heldigvis nøjes med 6 timer for motor, så var vinden tilbage igen, men ændringen i vejret betød, at vi ankom et par timer senere end planlagt. Med solen og vinden i ryggen, samt en stærk indadgående strøm tordnede vi derfor gennem passet med 9,5 knob. Det var ikke helt optimalt, da Kaare ikke kunne nå at undvige noget som helst om nødvendigt, men da han vidste at indsejlingen var ukompliceret og godt afmærket med rimelig plads, fandt han det forsvarligt. Ikke mindst fordi han fik supplerende information fra kaptajnen, der sejlede ind lige før os. Kaare var smart nok til at kalde ham op via VHF’en. Med vores nyvundne erfaringer ved vi nu, at vi skal beregne lidt længere tid til at komme frem, så vi når frem i god tid. Vi bliver klogere hele tiden.

I lagunen på Raroia bliver der dyrket kulturperler. Det var tydeligt at se på de mange bøjer, der var lagt ud i nærheden af ankerpladsen nær byen. På vores første besøg ind på atollen spurgte jeg mig lidt for. Jeg forstod på damen, Vaea, som inviterede os på aftensmad, at perlefarmen var kinesisk ejet og at de til min store fortrydelse ikke ønskede at vise den frem til fremmede. Men hun ville gerne fortælle om perleproduktionen, når vi kom og hun havde også nogen perler liggende, som jeg gerne måtte se.

Det var en skøn aften, hvor Kaare og jeg blev trakteret med tahitisk mad bestående af en salat med muslinger, papegøjefisk tilberedt på to måder med søde kartofler og ris som tilbehør. Det var fantastisk velsmagende og Vaae, der kunne engelsk, var hyggelig at snakke med.

Om perleproduktionen fortalte Vaae, at der tidligere havde været to perlefarme på atollen. I dag er der kun en tilbage. Årsagen er, at det er blevet vanskeligere at dyrke perler på Raroia, da vandets temperatur i atollen er steget til et niveau, hvor perlemuslingerne ikke reproducerer sig selv. Man er derfor nødt til at hente perlemuslinger ind udefra til perleproduktionen. Perlemuslingen skal være to år, før den kan indgå i produktionen. Den tager et år om at producere en perle og den kan anvendes 3 gange. Normalt er perlerne hvide, men her dyrker de farvede perler. Vaae fortalte, at perlemuslingens muskel har regnbuens farver i sig og at perlen tager farve efter det sted, hvor den bliver placeret i musklen med to snit. De er utroligt smukke, perlerne. På Nuku Hiva i Marquesas var jeg meget fristet til at købe et smykke med farvede kulturperler, men jeg holdt igen, da jeg tænkte, at det var mere passende at købe en perle eller to på Tuamuto atollerne. Det behøver jeg principielt ikke længere, da Vaae forærede mig en perle sidst på aftenen, der vist havde siddet i en perlekæde. Det var en smuk gestus og lykkelig var jeg, fordi den for altid vil minde mig om denne skønne aften på Raroia sammen med Vaea.

Foruden den spændende snak om perler fik vi også en snak om skaller. Den var inspireret af den smukke dekoration af små skaller, Vaae havde lagt på middagsbordet og min undren over, at skallerne var så glansfulde. Når jeg endelig finder tilsvarene skaller langs kysterne, er de altid matte og temmelig kedelige at kigge på. Jeg er godt klar over, at det i nogen udstrækning skyldtes vandskuring, men jeg forstod alligevel ikke helt, hvordan de kunne være så glansfulde. Jeg spurgte derfor Vaae. Hun kiggede forundret på mig og sagde: “Det er sådan de ser ud, når man samler dem op.” Det gjorde hun tit, samlede dem op. Det ene ord tog det andet og snart havde jeg lavet en aftale med hende om, at Kaare og jeg næste formiddag skulle med hende ud og samle skaller.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev meget overrasket næste formiddag, da det gik op for mig, at vi i virkeligheden samlede skaller med spillevende snegle i, der måtte lade livet for deres smukke, glansfulde skal. Jeg har aldrig bekymret mig om slagtekyllingerne, ja landbrugets produktionsdyr i det hele taget. Nu stod jeg der og havde det underligt med at tage livet af de mange små snegle. Vaae og Kaare bar over med mig og jeg tog en tudekiks for at komme ovenpå og fortsætte indsamlingen. Rubbede jeg fingrene, kunne jeg tjene 3.000 polynesiske frank, svarende til 30 US dollars per kilo rengjorte skaller, såfremt jeg solgte dem i Tahiti, fortalte Vaae. Det blev da blot til et kvart kilo inklusiv snegle, som Vaae fik med hjem. Døde, fordærvede snegle lugter dårligt og rengøringen af skallerne består i at overlade dem til myrerne, der med stor vellyst guffer sig gennem den ene snegl efter den anden, til tag-selv-bordet er tømt. På Raroia atollen var der en enkelt familie, der levede fint ved at samle skaller.

Vaae, der var præstedatter og på vores alder, havde rejst rundt i verdenen og var oplyst. Før hun blev ramt af Amors pil og endte på Raroia, hvor hun levede sammen med øens eneste købmand, boede hun på Tahiti. Dette skift havde været noget af et kulturchok for hende. Først og fremmest havde hun svært ved at forstå den lave foretagsomhed, hun så hos øens beboere. De var blot cirka 180 beboere tilbage. Påfaldende mange gange beskrev hun dem som dovne med tendens til tiggeri. Det var en voldsom og liden charmerende beskrivelse af øens beboere. Vi bad hende derfor uddybe.

Den franske regering, fortalte Vaae, yder økonomisk støtte til de af øens beboere, som ikke har noget arbejde, hvilket er hovedparten. Forældre med børn modtager et større beløb. For dette beløb kan de hente varer hos øens købmanden, der noterer ned og afregner med den franske administration. Ingen lider nød, men den økonomiske støtte rækker kun til dagen af vejen. Det så vi blandet andet på deres huse bygget af masonitplader, som tydeligvis ikke blev vedligeholdt. Vaae fortalte yderligere, at hvis de ønskede den luksus at ryge cigaretter eller drikke en øl, tog de ud og fangede en ekstra fisk for derved at få råd. Hun undrede sig dybt over deres tilbagelænede liv, hvor de stort set ikke foretog sig noget produktivt. Det var muligt at være produktiv, men som Vaae fx sagde: “Ingen gad passe kokospalmerne. Ingen gad producere copra.” Øens beboere var tilfredse med livet, som de levede det, også selvom de brokkede sig med jævne mellemrum. Trods Vaaes dom over beboerne på Raroia var hun super glad for at bo på atollen, hvor den polynesiske kultur var næsten helt fraværende. Hun kunne ikke drømme om at forlade den. Vaae havde fundet hjem og hyggede sig med at invitere langturssejlere på tahitisk middag og vise dem, hvordan man samler skaller. Hun tog ikke noget for det, men modtog gladeligt donationer, som det hedder så smukt.

På vores tur hen til og rundt i den lille by på Raroia så vi, at Frankrig havde forsynet atollen med infrastruktur. Der var et havneanlæg og farvandsafmærkning i atollen, så forsyningsskibet kunne lægge til, en lufthavn med 33 almindelige og en handicap p-plads til øens 4 biler, et vejnet med gadebelysning, en powerstation, en skole og en administrationsbygning. Kaare og jeg diskuterede efterfølgende, hvilke(n) interesse(r) den franske regering får opfyldt ved at yde økonomisk støtte til beboerne på Raroia og de øvrige atoller i Tuamuto. Med grovfilen mener vi, at det handler om at holde beboerne på atollerne, da alternativet er, at de flytter til Frankrig eller en anden fransk region, hvor de skal integreres. Frankrig ved om noget land, hvor svært det er at lykkes med den slags samfundsopgaver. Så er det nemmere, billigere og fredeligere, at støtte dem økonomisk i deres egne omgivelser. Den unge generation, der bliver sent på kostskole til den nærliggende atoll, Makemo, fra de er 11 år og oplever et mere moderne liv - ikke mindst gennem et 4G net, har Frankrig imidlertid svært ved at holde tilbage. De søger væk fra Raroia og lever deres unge voksenliv uden for atollen, fortalte Veae. Enkelte vender tilbage, når de når op i fyrrerne. Frankrigs strategi lykkes med andre ord kun delvist. Ifølge atollens købmand, der var lige del gal og opgivende, burde Frankrig gøre langt mere for at udvikle atollen. Måske finder Frankrig det en dag relevant.

Trods de spændende oplevelser i byen på Raroia var vi kommet til atollen for at se mindesmærket for Thor Heyerdahl, som lå på den anden side af den 10 km bredde og 40 km lange atol. Langt derude i horisonten kunne vi skimte palmeøerne. Det lignede, at vi skulle passere et åbent hav, men det var en sandhed med modifikationer, for passagen var som bekendt fyldt med koraltoppe. Det ser man tydeligt, hvis man kigger på et satellitbillede af atollen. Vi krydsede atollen om formiddagen med solen i ryggen, hjulpet godt på vej af et sæt waypoints, som en anden langturssejler, havde oplyst. Det gav en blid indføring i at sejle i en lagune fyldt med koraltoppe.

På turen over til den anden side af atollen havde vi følgeskab af det unge finske par Santeri og Camilla, som vi mødte første gang helt tilbage i Viverio og siden har lært bedre og bedre at kende. De er dygtige fiskere. Ja, faktisk er Santeri verdensmester i fluefiskeri fra 2021, mens Camilla blev nummer to i kvindernes række. Snakken falder derfor meget nemt på fiskeri og jeg fik en naturlig ide om, at Kaare måske kunne få lidt kyndig vejledning i at fiske, da det fortsat var småt med fisk på vores båd. En frisk bemærkning under en fællesspisning på den nærmeste palmeø med bålet tændt om aftenen gav bonus. Næste formiddag ville de kigge forbi på vores båd med lidt udstyr og se nærmere på Kaares fiskegrej. Det var en smal sag at finde frem, da det alt sammen lå i en boks på 20x15x10 cm. Opsat på at Kaare måtte blive løftet op på næste niveau, satte jeg kassen op i cockpittet.

Santeri og Camilla tog plads i cockpittet, da de kom op ad formiddagen. Med sig havde Santeri en kasse, der målte 20x30x50 cm og var fyldt til randen med alt godt til havet. Jeg, der kiggede overvældet på indholdet i kassen, fik spurgt, om det var den kasse han havde med, når han deltog i konkurrencer. Det var der, jeg lærte, at det kun var hans nødreperationskasse. Ombord på deres båd havde de yderligere 6 lidt større kasser med alverdens udstyr i foruden cirka 10 fiskestænger og hjul til forskellige formål. Santeri var dedikeret til sin sport. Ingen tvivl om det. Han mente selv, at han var blevet så optaget af fluefiskeri, fordi han, som storebror til trillinger, havde boet de 10 første år af sit liv hos sine bedsteforældre. Der var al fritid blevet brugt med en fiskestang i hånden. Han vidste alt om alt fiskegrej. Det var en kæmpe fornøjelse at se ham gennemgå Kaares forsvindende smalle sortiment af blink. Han gjorde det med stor respekt, entusiasme og inden Kaare havde set sig om, var skidt og kanal sorteret hver for sig. Noget duede fint. Andet duede med lidt tilretning og resten var der ingen grund til at hive op af kassen igen. Men her stoppede festen ikke. Santeri inviterede Kaare ud at fiske i lagunen. Kaare strålede som en sol og med god grund. Målet var at fange en Giant Trevally.

Fiskeri har aldrig interesseret mig. Jeg husker, hvordan vores sønner for mange år siden prøvede at fange fiske i Furesøen. De fangede vist kun skaller. Kaare og jeg var ikke til megen hjælp og de mistede da også hurtigt lysten til at fiske. I min verden er en fisk en fisk og hvis Kaare på vores vej over Stillehavet kan fange en af dem, man kan spise, er alt godt. Det var mit udgangspunkt, da jeg blev opfordret til at tage med på fisketuren - for at tage billeder. Sådan endte det med, at jeg kom med. I bakspejlets klare lys er jeg glad for den oplevelse, det kastede af sig.

Målrettet styrede Santeri sin gummibåd ud til den første koraltop, hvor han først viste Kaare et par gange, hvordan man kaster snøren ud og dernæst ruller den hjem igen. Jo hurtigere, jo bedre, samtidig med at man laver en masse små ryk med fiskestangen helt ned ved vandet for at simulere fiskens bevægelser. Det var imponerende at se Santeri kaste blinket ud med stor præcision til lige netop det sted ved koraltoppen, hvor han mente, fisken måtte være. Han fortalte os, at hvis fisken ikke bed på første eller anden gang, udvalgte han sig et nyt sted for igen at kaste blinket ud en til to gange. Det gentog han, til han havde afprøvet mulighederne hele vejen rundt om koraltoppen. Santeri vidste, at fisken ville se blinket, men det var ikke sikkert, at den gad at jagte det. Det ville derfor være spildte kræfter at fortsætte. Med denne instruktion overdrog han fiskestangen til Kaare.

Kaare kastede blikket ud igen og igen og igen. Afstanden ind til koraltoppen var typisk et sted mellem 15 til 20 meter, så der skulle lægges kræfter i, da blinket var forholdsvis tungt. Santeri var meget pædagogisk og roste Kaare for de mange gode kast, han præsterede. Det ene kast, der endte midt inde på koraltoppen og hang fast, fik Santeri uden de store problemer lirket fri igen. Han vidste præcist, hvad der skulle til. Det lå i hænderne. Derfra hvor jeg sad i gummibåden, så jeg ingen fisk, men det gjorde Santeri, flere gange. Så rejste han sig op og råbte med stor begejstring: “Reel faster, faster, faster.” Kaare der ingen af gangene så fiskene, før de var helt henne ved gummibåden, hev snøren ind det bedste han havde lært, men ingen bed på. Da vi nåede frem til den fjerde koraltop, var der imidlertid bid. Det var ikke en Giant Trevally, men en stor Grouper. Den var brun med blå prikker og vejede cirka 4-5 kg. Kaare rullede snøren ind med lynets hast. Da fisken lå ud for gummibåden, hev Santeri hurtigt og med stor præcision fisken ud af vandet, tog krogen ud af dens mund, drejede gummibåden rundt, så jeg havde solen i ryggen, løftede fisken op sammen med Kaare og sagde: “Tag nogen billeder.” Jeg, der allerede havde taget flere billeder af fisken, mens Santeri arbejdede med den, var klar og jeg fik et par gode billede i kassen med Kaare, Santeri og fisken. Derefter blev fisken sat tilbage i vandet og væk var den. Drømmen om at fange en Giant Trevally forblev en drøm. Det var også helt fint. Kaare havde haft en helt fantastisk oplevelse og takkede Santeri, der bare var glad for, at vi havde gjort ham selskab på vandet.

Formålet med at sejle over på den anden side af atollen, var som bekendt at besøge mindesmærket, der var sat op den 7. august 2007 på 60 årsdagen for Thor Heyerdahls forlis på revet ud for øen. Tidligt på formiddagen den ene dag sejlede vi hen til øen i vores gummibåd og trak den op på kysten. Øen var næsten cirkelformet med en diameter på cirka 60 meter. Vegetationen bestod af kokospalmer, lave træer og blomstrende buskads. Til vores overraskelse var øen hjemsted for en koloni af hvide og sorte fugle, som havde deres redder i trækronerne. Særligt den hvide fugl tjekkede os ud, da vi ankom. Efter vi havde set mindesmærket, der stod lidt hengemt midt på øen under palmerne og træerne, gik vi ud på revet, hvor Thor Heyerdahls Kon-Tiki var sejlet på. Det var lavvande, men med korte ben, gik vandet hurtigt højere op, end jeg brød mig om. Jeg vendte derfor om, mens Kaare fortsatte helt ud til revets yderste kant. Der stod han i nogen tid og prøvede at mærke, hvordan det måtte have været at sejle ind på revet den 7. august i 1947 for derefter at kæmpe sig ind på tørt land. Det var ikke svært at forestille sig. Kaare var imponeret over begivenheden, over eventyreren og pioneren Thor Heyerdahl. Når vi kommer hjem, skal vi en tur til Oslo og genbesøge Kon-Tiki museet. Det bliver specielt.

Vores tur til Raroia med Thor Heyerdahl som anledning var en stor succes.

Fakarava - hajer og perler

Det var fænomenet Wall of Sharks, der bragte os til Fakarava atollen. Ikke ved et tilfælde, men med fuldt overlæg. Kaare havde læst om det for et par år siden i forbindelse med planlægningen af turen. At dykke med så mange hajer, at det føltes som at kigge ind i en mur, var en af de oplevelser på vores rejse, som vi ikke måtte snyde os selv for.

‘Vi’ er i mellemtiden blevet til ‘Kaare’, fordi jeg helt generelt har mistet lysten til at dykke efter den lidt kedelige oplevelse ud for Kicker Rock på Galápagos, hvor mit venstre øre punkterede, men sandt at sige, så har jeg det helt fint med det. Det ærgrer selvfølgelig Kaare, men han har accepteret det.

Fakarava atollen er stor. Seriøst stor. Den er 30 sømil lang og 11 sømil bred. Tænk på Nordsjælland, så har du en god ide om, hvor stor atollen er. Der er adgang til Fakaravas lagune via et meget bredt pas i nord og et smalt pas i syd. Det er i syd-passet, som er en kilometer lang, man finder fænomenet Wall of Sharks. Kaare tog tre dyk i på stedet, som han fandt dybt fascinerende uden dog helt at opleve muren af hajer. Jeg spurgte dykkerinstruktøren, hvornår på året, man finder flest hajer i passet. Han svarede: “Two weeks ago, sorry!!” Det vil altså sige i starten af juni måned. So close, but no cigar. Det var der jo ikke noget at gøre ved, men jeg kunne se på Kaares billeder, at der fortsat var rigtigt mange hajer i passet.

Al den snak om hajer mindede mig om, at jeg for et par år siden havde set en dokumentarfilm om hajer, hvor en forsker forsøgte at kortlægge deres ‘svømmemønstre’. Sådan huskede jeg det i hvert fald. Efter en tur rundt på nettet fandt jeg frem til titlen på filmen: “700 sharks at night” (Ballesta, L.,2018). Ballesta kom til Fakaravas syd-pas ved fuldmåne i juni 2014 for at observere og filme grouper-fisken, der samledes i tusindvis for at gyde. Det var her han sammen med haj-forskeren Johann Mourier opdagede fænomenet Wall of Sharks. Mere end 700 hajer var samlet for at guffe groupers i sig. Ballesta besluttede sig for at lave endnu en dokumentarfilm. Denne gang om hajerne. Han vendte tilbage i 2017. Endnu engang deltog Mourier, der havde skrevet om “Social networks and complex behaviors in sharks” i sin Ph.d.-afhandling fra 2011 og var dybt optaget af hajers adfærd. Det var hans arbejde, jeg huskede, fordi det havde gjort indtryk på mig, at hajerne jagtede deres bytte i teams - uden dog at dele byttet.

Dette eventyr, som givet vis har inspireret rigtigt mange til at dykke på Fakaravas syd-pas, kan du læse om i den spændende artikel “In the Middle of a Shark Feeding” (Cailloce, L., 2018).

Da Kaare havde gennemført sine tre dyk i Fakaravas syd-pas, spurgte jeg ham efterfølgende, om han havde lyst til at skrive et afsnit om sine oplevelse med dykkene. Det havde han ikke og det var også okay. Omvendt opfordrede han mig til at tage med ud på en snorkeltur, hvor vi sejlede halvvejs gennem passet ud mod oceanet på et tidspunkt, hvor tidevandsstrømmen var indadgående, hoppede i vandet og lod os drive tilbage gennem passet mod lagunen. Jeg er blevet noget pylret på det seneste, men jeg lod mig overtale. Nysgerrigheden var trods alt størst. Det var en rigtig god oplevelse, som afslørede lidt af det, man ser ved et dyk. Jeg vil give Kaare ret i, at det er svært at sætte ord på, men jeg giver det et forsøg. Hvis du samtidigt lader min beskrivelse få følgeskab af Kaares billeder, som du finder i galleriet, får du en god ide om, hvorfor Fakarava syd-pas både er et spændende sted at dykke og samtidig går for at være det flotteste sted at snorkle i Fransk Polynesien. Her kommer det.

Dagen forinden havde Kaares dykkerinstruktør fortalt os, at det rigtige tidspunkt at snorkle på var mellem klokken 8:30 og 13:30, hvorefter strømmen ville vende. Inden for dette tidsrum kunne vi altså snorkle den ene tur efter den anden, så mange gange vi orkede. Vi iførte os derfor neoprendragt, så kulden ikke satte en stopper for festen.

Allerede på sejlturen ud til syd-passet blev jeg imponeret. Vandet var krystalklart. Hvis det ikke havde været for de små krusninger på lagunens overflade, havde jeg kunnet se alt i vandet. Kaare fortalte, at da han lå på 20 meter vand på passets øst-side, havde han kunnet se helt over til passets vest-side, 60-80 meter. Det er ganske usædvanligt. Med så god sigtbarhed åbner den maritime verden sig på en måde, som jeg ikke har oplevet noget andet sted. Uden at jeg kan sige det med sikkerhed, så er jeg ret overbevist om, at den ekstremt gode sigtbarhed hænger sammen med tre ting. Først og fremmest er den menneskelige aktivitet omkring passet (endnu) ikke større, end at naturen kan nå at rydde op efter os. Det er en væsentlig faktor ifølge artiklen “In the Middle of a Shark Feeding”. Dernæst er vandet fra oceanet helt rent og endeligt, men nok så vigtigt, er det meste af passets bund dækket af hårde, sunde koraller. De steder, hvor der ikke er koraller, er bunden fejet ren for koralsand af tidevandsstrømmen. Der findes med andre ord intet svæv eller finkornet materiale i vandet, der hvirvler op og reducerer sigtbarheden.

Klokken 9, cirka 20-25 meter fra passets øst-kyst hoppede Kaare og jeg i vandet med maske, snorkel, svømmefødder og et godt greb i gummibådens fortøjning. Da jeg kiggede ned, blev jeg overrasket over at se, hvor dybt der var i betragtning af, hvor tæt vi var på kysten. Med gummibåden på slæb startede vi derfor med at svømme ind på lidt lavere vand. Syd-passets bund var som allerede nævnt dækket af hårde, sunde koraller, så langt øjet rakte. Jeg genkendte dem fra Kaares billeder. De havde ikke prangende farver som i Rødehavet, men indimellem så man rosa, blå og gule koraller. Bløde koraller så jeg ingen af, men jeg ved positivt fra Kaares billeder, at der fandtes nogen

Solens stråler kom ind bagfra og passerede uden problemer ned gennem vandet, også selvom den endnu ikke stod højt på himlen. Jeg så nemt alle detaljer, hvor jeg kiggede hen og der var nok at kigge på. Som et baggrundstæppe, gled de grå revhajer forbi ude i passet på det dybe vand. Helt venlige så de ikke ud, så jeg havde ikke noget problem med at se dem på afstand. De sorttippede revhajer, som var lidt mindre, svømmede rundt over det hele. Nogen på dybt vand ude i passet, andre helt tæt på os og andre igen helt inde på lavt vand, hvor vandet lige akkurat var så dybt, at de ikke strandede på korallerne.

Tæt på korallerne så jeg den ene flotte revfisk efter den anden. Der var knald på farverne, som var sat sammen på flotte måder i flotte mønstre. Mættet gul, blå, pink, grøn, orange og rød blot for at nævne nogen af farverne. De farvestrålende revfisk overraskede også ved deres former. Lange, buttede, trutmund, læber, øjenvipper, fantasifulde finner og halefinner. Indimellem tænkte jeg: “Hvorfor!” eller “Hvorfor, ikk’!” Jeg bliver aldrig træt af at kigge på de flotte og underholdende revfisk, som jævnligt kæmper mod hinanden.

Lidt væk fra os, ud mod midten af passet så jeg de spættede groupers, som altså kommer til passet ved fuldmåne i starten af juni måned i meget stort tal, 18.000, for at formere sig. De er som bekendt selve årsagen til fænomenet Wall of Sharks. Grouperen er en forholdsvis stor fisk. Det ved Kaare positivt, fordi han fangede en på Raroia sammen med Santeri, verdensmesteren i fluefiskeri (‘21), men napoleonsfisken var bare større. Jeg havde aldrig set en napoleonsfisk før, så den var spændende at iagttage. Flere gange kom vi helt tæt på dem, så det smukke stålblå og grønne mønster blev ekstra flot at kigge på. Jeg har læst mig frem til, at den kan blive helt op til 2,3 meter og veje 200 kg. Så store eksemplarer så jeg dog ikke.

Endelig vil jeg nævne nålefisken, Keeltail Needlefish, som lå i store stimer lige under vandets overflade. Den var enkel i sit udtryk og elegant med sit blålige, sølvgrå udseende. De flyttede sig knapt, når vi gled forbi.

Efter den første tur gennem passet, møvede vi os op i gummibåden, sejlede tilbage til omtrent samme sted som før og sprang på ny i vandet. Fiskene havde stort set ikke flyttet sig siden den første tur. Det var lidt sjovt at se. De havde tydeligvis deres spot. Denne gang drev vi hele vejen gennem passet og videre ind i lagunen i retning mod IRIS. I starten gik det langsomt, men da vi kom ud af passet ræsede vi hen over bunden, der blev ved med at være dækket af koraller, sådan som det var tilfældet i passet, men jo længere væk fra passet vi kom, des færre fisk var der. Det var helt igennem en spændende oplevelse at snorkle i syd-passet langs den østlige kant.

Rationelt forstår jeg godt, at en atoll er et ringrev bestående af koraller, men efter at have snorklet i syd-passet, hvor jeg så bunden dækket af koraller, efter at have gået ud til atollens revkant hen over absolut kompakt koralmasse, hvor bølgerne slår ind, efter at have vandret flere timer på en slette af løs koralmasse mellem det yderste rev og tørt land, hvor korallerne endnu tager form, men er stærkt forvitret, efter at have gået på indersiden af atollens kant ud mod lagunen, hvor korallerne har mistet deres form og er på vej til at blive pulveriseret til koralsand og efter at have cyklet 25 kilometer tur/retur hen over en slags løs koralmasse, hvor jeg undrede mig over, at der overhovedet kunne gro noget, er jeg målløs og mundlam. Ja, og så har jeg ikke en gang nævnt selve lagunen, som naturligvis også består af koralmasse. Det er ufatteligt, så mange koraller, der i en uendelighed har skullet vokse sig store for at dø ud og på den måde danne atollen. Det er ganske enkelt imponerende og må kalde på respektfuld færden, når man opholder sig på en atoll.

Inde langs lagunens kant har jeg på mine snorkelturer set, hvordan nye koraller vokser sig store, mens gamle koraller visner bort. Det har ændret mit syn på, hvad jeg kan forvente at se, når jeg snorkler, fordi der vil altid være en blanding af prangende, falmende og døende koraller. Det kan ikke være anderledes. Der, hvor problemet opstår, er, når vandet bliver forurenet og derfor pakker korallerne ind i algevækst, som kvæler dem. Man er ikke i tvivl, når man ser det ske. Lokalbefolkningen på atollerne har et kæmpe ansvar for at undgå, at det når dertil. På atollerne er de imidlertid typisk så få mennesker, at det er aldeles urentabelt at bygge kloakker og rensningsanlæg, sådan som vi kender det hjemmefra. Forhåbentligt har den franske regering anlagt en eller anden form for anlæg, der bearbejder eller leder det sorte vand væk på forsvarlig vis, akkurat som de har bygget havneanlæg, lufthavne, veje, skoler m.v. Men franskmændene er ikke alene om at skulle tage ansvar. Det skal langturssejlerne også. Hvis vi ikke tænker os om, bidrager vi også til ødelæggelse af økosystemet med vores ankre, sulfo, shampoo, diesel, olier, sort vand, affald m.v. Ikke kun her på Fakarava, i Tuamotu, Stillehavet - nej helt generelt. Det er utroligt spændende at sejle rundt og opleve verden fra søsiden, men lige som alle andre, så slider vi også på naturen. Ansvarlighed og bevidstheden om bæredygtig sejlads, er vigtig at tage på sig.

Interessen i, at vandet forbliver rent, er i høj grad økonomisk motiveret, for det er her på de fransk polynesiske atoller, man dyrker de sorte perler. Det er en milliard industri. Det fremgår af den videnskabelige artikel “Production and Grow-Out of the Black-Liv Pearl Oyster Pinctada Margaritifera” (I. Lane, C. Oengpepa and J. Bell, 2003). Måske husker du fra det forrige rejsebrev, at jeg var interesseret i at blive klogere på, hvordan man dyrker de forunderlige smukke perler. På vores første cykeltur på Fakarava, der gik mod syd fra hovedbyen, mødte vi Günther Werner, som gerne fortalte sin historie til os.

Günther Werner var en ældre herre fra Stuttgart, Black Forrest i Tyskland. Vi mødte ham i hans dagligstue i hans private hjem på Fakarava, hvorfra han havde sit udsalg af perler, som han havde produceret gennem mere end 30 år. Som ung færdiguddannet arkitekt var han rejst ud i verdenen som backpacker og aldrig vendt tilbage. Der var intet, der bandt ham til Tyskland, da begge hans forældre var døde og den eneste søster, han havde haft, døde, da han var blot 1 år.

Turen gik først mod øst gennem blandt andet Iran, Indonesien og New Zealand. Dernæst mod nord ud i Stillehavet. Også han var blevet ramt af Amors pil. Hans udkårende kom fra Fakarava, så der endte han. For første og eneste gang i sit liv fik han et job, hvor han brugte sin faglighed. Det var i årene, hvor den franske regering forbedrede atollernes havneanlæg og byggede deres lufthavne. Det hjalp han dem med i det halve år, hvor han var ansat som teknisk tegner i den rådgivende ingeniørvirksomhed, der stod for arbejdet.

Gunter Werners udkårende var imidlertid begejstret for perler. Da perleindustrien var på vej op og arbejdet med at lave tekniske tegninger over havneanlæg og lufthavne ikke var vanvittigt ophidsende, kastede han sig ud i perle-gamet. Günther Werner vidste med andre ord alt om perler og fortalte gladeligt. I lyset af hans viden blegnede den forståelse jeg havde fået ved at tale med Vaea, som vi mødte på Raroia. Her følger min opdaterede viden om perleproduktion, som er understøttet af den videnskabelige artikel, jeg nævnte indledningsvis.

Günther Werner og Vaea var enige om, at perlemuslingen skal være to år, før den er stor nok til at indgå i produktionen. Til gengæld tager en perlemusling ifølge Günther Werner 2 år og ikke 1 år om at producere en kulturperle. Perlemuslingen indgår i produktionen, så længe den ikke fejler. Har den fejlet en gang, vil den fejle igen, fortalte Günther Werner. Man kan derfor ikke udtale sig generelt om, hvor mange gange en perlemusling kan anvendes, sådan som Vaea gjorde. Om perlemuslingens produktion af kulturperlen, som i virkeligheden er dens forsøg på at udstøde et fremmedlegeme, fortalte Günther Werner, at det var uden betydning, om perlemuslingen var smuk eller ej, da den fungerede som en slags ‘rugemor’. Günther Werner prøvede derefter at forklare Kaare og jeg, hvordan man poder en perlemusling. Det forstod vi desværre kun dele af det, da forklaringen var fyldt med fagudtryk, som vi ikke forstod. I modsætning til på Raroia, hvor manglende adgang til internettet gjorde det umuligt for mig at følge op på Vaeas udsagn, så forholdt det sig modsat på Fakarava, hvor store gyselige satellitmodtagere sikrede livgivende adgang til information ad libitum. Det var ganske befriende og demonstrerede samtidigt den udvikling, vi har været igennem siden 90’erne, hvor informationssamfundet tog fart.

Artiklen “Production and Grow-Out of the Black-Liv Pearl Oyster Pinctada Margaritifera” (I. Lane, C. Oengpepa and J. Bell, 2003) kom mig til undsætning. Deri fandt jeg en pålidelig forklaring på, hvordan man poder en perlemusling.

I podningen af Pinctada Margaritifera, som er navnet på den perlemusling, man anvender til produktion af de Tahitiske perler, indgår der to elementer. Det første element er et “transplantat” af kappevæv fra en perlemusling, der har en fin indre skalfarve(r). Det andet er en donorperle lavet af skallen af en ferskvandsmusling. Der står videre: “Selve operationen består i at lave et snit i perlemuslingens kønskirtel og derefter indsætte transplantatet efterfulgt af donorperlen, som placeres oven på transplantatet. Ved en vellykket operation heler snittet, og det podede kappevæv vokser rundt om donorperlen og danner en "perlesæk". Perlemor aflejres derefter på donorperlen. På hinanden følgende lag af perlemor resulterer i en kulturperle efter 18-24 måneder.” Nu gav det mening for Kaare og jeg. Internettet er fantastisk.

I Günther Werners dagligstue var der perler overalt. Perler i 1 /2 liters plastposer, der mest af alt fik dem til at ligne hagl til et jagtgevær, omend de var lidt for store. Perler i flade kasser, der var opdelt i mindre polstrede rum, hvorfra man kunne udvælge sig en eller flere perler og så var der perlesmykker i alle kategorier rækkende fra den billige slags til den helt dyre slags, der var lagt frem i æsker. Alle perler var sirligt beskrevet ud fra deres størrelse, form, farve, glans, overfladekvalitet og tykkelse af perlemorslaget. Om størrelsen forklarede Günther Werner, at det var vigtigt at pode perlemuslingen med en donorperle, den var i stand til at slutte rigtigt op omkring. En første gangs “rugemor” blev podet med en 6 mm donor perle. Efter to år har den en diameter på cirka 8 mm. Såfremt den producerer en fin perle, poder man den næste gang med en donorperle på 8 mm. Hvis den leverer varen endnu en gang, poder man den nu med en 10 mm donorperle. Sådan bliver det ved, til perlemuslingen fejler. De Tahitiske perler kan blive helt op til 18 mm, men det hører til sjældenhederne.

Denne basisviden om, hvordan man producerer en perle, var spændende at få fortalt af en dedikeret perleproducent. Günther Werner var dog ikke længere i gamet, da corona havde tvunget ham til at lukke produktionen og han var blevet for gammel og syg til at starte forfra. Der går 6 år, fra man starter en produktion, til man kan høste de første perler, fortalte han. Tilbage, for ham, var der kun at sælge ud af de perler, han havde liggende. Vi hjalp ham lidt på vej 😊

Det har helt igennem været et spændende besøg på Fakarava. I dag sejler vi 6 sømil længere mod øst, ind i lagunen. Der skulle også være godt at snorkle og ikke nogen tidevandsstrøm. Måske spiser vi lidt mad hos den venlige dame, som andre langturssejlere har anbefalet. Når solen igen står op, sætter vi kursen mod Papete på Tahiti.