Woleai - næsten tilbage til fortiden 

De ydre atoller i de mikronesiske stater, er nogen af de mest isolerede og dårligst opmålt atoller i verdenen. Der kan man fortsat opleve en snert af livet, som det tog sig ud inden amerikansk kultur ad bagvejen sneg sig ind under huden på polyneserne efter anden verdenskrig. Woleai, der består af 18 øer, hvoraf de 5 er beboet, er en af disse atoller. Hovedøen, som vi besøgte, hedder også Woleai. Der blev vi mødt med meget stor venlighed af øens beboere. Besøget var spændende - rigtigt spændende, fordi det udvidede vores forståelse for, hvad polyneserne i hele Stillehavet er rundet af. Egentligt var turen til Woleai ureglementeret, fordi vi besøgte atollen uden at have clearet ind i Yap, som ligger vest for Woleai og er den stat atollen hører ind under. Måske giver det ballade, men hvis det bliver tilfældet, fortryder vi ikke et sekund. Nu skal du høre hvorfor.

Woleai markerer sig ved, at øens beboere fortsat gør, hvad de kan for at holde fast i den gamle polynesiske kultur. Det indebærer, at ingen har lov til at iklæde sig vestligt tøj, kasket og solbriller. Kvinderne går i lava-lava’, som er et smukt, kulørt vævet linnedklæde, de bærer om livet. Deres overkrop er bar akkurat som mændenes. Mændene bærer også et linnedklæde om livet. Det er dog ensfarvet blåt og bliver kaldt et ‘thu’. Kønnenes roller er fast defineret, ufravigelige og tjener til deres overlevelse. Kvinderne arbejder i hjemmet, hvor de laver mad, vasker tøj, passer børn, væver lava-lava og fletter diverse kurve og måtter. Mændene bygger og vedligeholder huse, outrigger kanoer og veje, samt tager på havet eller revet for at fange fisk. Deres primære føde består af kokos, bananer og ikke mindst tarorødder, som gror i de sumpede granathuller fra anden verdenskrig. Foruden fisk suppleres det med kylling, æg, gris og indimellem skildpadde.

Kokospalmen er på alle måder en vigtig ressource. Det er dens blade, kvinderne bruger til at flette kurve, måtter og tagmåtter af. Når kokospalmen sætter et nyt skud, har mændene en særlig teknik til at udvinde saften fra skuddet. Så længe saften ikke har gæret, kaldes den for ‘sweet tuba’. Den er beregnet til kvinderne og børnene. Den gærede saft, som har en svag alkoholprocent kaldes ‘tuba’ og er forbeholdt mændene. Selve kokosnødden bliver brugt til rigtigt mange ting. Af de tørrede fibre laver de tov, men oftest bliver fibrene brugt til at tænde op med, når de skal lave mad hen over bålet i deres ‘køkken’. Kokosnøddeskallen bruger de som beholdere eller brændsel. Afhængigt af kokosnøddens modenhed indeholder den vand eller kokoskød. Kokoskødet bruger de ved tilberedning af taroroden, til produktion af copra og som svinefoder. I gamle dage udvandt de også en form for lim af kokosnødden, fortalte en ældre kanobygger, der i øvrigt gerne ville vide, om vi havde noget trælim, han måtte få. Det havde vi desværre ikke - kun lim til glasfiber.

Deres huse er bygget efter gamle traditionelle principper. Materialerne er afbarkede stolper, flettede kokospalmeblade til taget og gavlene. Som et enkelt moderne element bruger de i dag plader som ydervæg. Husene er stærke nok til at stå en tyfon igennem, når blot taget bliver holdt fast af et par reb, der spændes hen over tagryggen. Husene er ikke kun smukke og stærke, de er også meget behagelige at opholde sig i med den lette brise, der går gennem rummet. Oppe under tagkonstruktionen opbevarer de deres ejendele. Gulvet, som er beklædt med flettede måtter, er forbeholdt hvile. For at bevare viden om, hvordan man bygger husene, bliver drengebørnene allerede i de små klasser oplært i at lave tagkonstruktionen, der er den mest vanskelige del af byggeriet.

Hver familie har et sovehus og muligvis et ekstra hus til anden aktivitet, eksempelvis vævning. Området, hvor de laver mad, er typisk overdækket af bliktag for at skærme kvinderne for den stærke sol. Kvinderne sidder på flettede måtter, når de laver mad i de meget store gryder over bålet. I umiddelbar nærhed har de en ‘vask’. Vandet henter de i vandbeholderen lidt væk. Når de har vasket op, bliver vandet hældt ud over kanten af ‘vasken’, som er lavet af en stor flydekugle, de har fundet på revet og skåret over på midten. Endelig har de et madopbevaringsrum på stolper, så hunde, katte og kyllinger ikke kan nå maden. Enkelte har køleskabe.

Hver aften klokken 17 mødes mændene i “The Mens Cirkle”, som ligger et stenkast fra stranden. Samlingsstedet består af primitive bænke, bygget af forhåndenværende træ, som står over for hinanden og danner en lukket kreds. Specielt for samlingsstedet på Woleai hang der en army-grøn faldskærm hen over bænkene, som gav god skygge for solen. Faldskærmen var fra det amerikanske luftvåben, der hver december siden 1952 har fløjet hen over 56 atoller i De forenede mikronesiske stater (FSM) og kastet kritiske forsyninger ned til atollernes beboere fra deres Herkulesfly. Operationen går under navnet “Operation Christmas Drop” (www.andersen.af.mil/ocd/) og er en historie for sig. Men der sidder de så, mændene, og diskutere stort og småt og træffer beslutning om deres fælles aktiviteter.

Kaare og jeg mødtes med mændene og The Senior Chief, da vi ankom til øen. The Senior Chief, en ældre, lidt træt men venlig herre, skulle sige god for os og sætte os ind i, hvordan tingene foregik på øen. Blandt andet at vi ikke måtte fotografere kvinderne, med mindre vi havde fået lov. Som tak for deres venlighed gav vi ham og han underordnede en gave - instant nudler. Det var en god gave at give, havde vi læst os frem til. Der er ingen butik på øen og forsyningsskibet kommer kun ganske sjældent forbi med diverse materialer, ris, smøger og benzin, så det er småt med ressourcer udefra. Den usikre forsyningssituation betyder, at øens beboere er nødt til at være selvforsynende, sådan som de altid har været. Som en mand, vi hilste på, sagde, mens han sad og reparerede sit fiskenet: “I need proteins so I have to fix it”.

Kaare og jeg havde læst, at de fortsat benyttede sig af outrigger kanoer, men tiden synes at have indhentet dem. Som alle andre steder, er øens beboere gået over til primært at benytte motorbåde, i hvert fald så længe de har benzin på tønden. Hvis det er småt med benzin bruger de deres små kanoer, når de fisker tæt på kysten. De store, flotte gamle outrigger kanoer bliver ikke længere brugt til at sejle langt i, sådan som det var tilfældet for 30-40 år siden. I dag flyver polyneserne mellem øerne. Eneste problem med flytrafikken er, at den er meget sparsom og uregelmæssig. Der ankommer således kun fly til øen, når alle pladser i det lille 9 personers flyer er solgt, når landingsbanen er tør og når vejret er godt. Foruden flyet, motorbådene, et par biler og benzinen, som hører til det moderne liv, har de også en generator på øen. Strømmen koster 1,06 USD per kWh og anvendes primært til belysning, køleskabe, ghettoblaster, mobiltelefoner og iPads, hvorfra de afspillede film. Endelig har de en svag internetforbindelse på øens High School, der har kapacitet til cirka 160 elever. Det er skemalagt, hvem der har adgang til internettet hvornår.

Selvom Woleai ligger meget isoleret fra omverdenen og øens beboere gør, hvad de kan for at bevare deres kultur, så har moderne teknologi tydeligvis fundet vej til øen og sat den oprindelige kultur under pres. På vores gåtur rundt på øen sammen med Andrew, som havde meldt sig frivilligt til at vise os rundt, fik vi hjælp til at udvide vores forståelse for det vi havde set.

Andrew, der var 68 år og kom fra Woleai, boede i dag på Yap med sin kone og voksne børn i et område, der var givet til borgere fra Yaps ydre atoller. Han var håndværker og hjalp til med at bygge en skole til den protestantiske kirke, som han var medlem af. Som tilflytter, oplevede han, at han blev betragtet som underklasse. Det pinte ham, kunne jeg se, men som han sagde: “Man gjorde bedst i ikke at vise sin utilfredshed, da de ellers ville komme efter een”. Det var ikke lige den forestilling, jeg havde om Yap, der i turistfolderen fremstiller sig selv som et venligt folk, men det gjaldt åbenbart kun i forhold til turister. Andrews ophold på Woleai skyldtes, at en nær slægtning var gået bort og at han var blevet bedt om at flyve tilbage til øen, sammen med den afdøde for at bisætte vedkommende. Da vi mødte ham, ventede han på det næste fly hjem til Yap. Flyets ankomsttidspunkt var noget uvist, men han håbede på fredag og holdt vejret.

På vores tur rundt på øen talte vi om stort og småt. Særligt et tema optog Andrew. Det var den manglende vedligeholdelse og udvikling af øen. Det generede ham, at øens beboere ikke ryddede op, at de lod alting gro til og at mændene, mest af alt var optaget af at mødes i The Mens Cirkle for at drikke tuba. Når jeg spurgte ham om, hvad der var årsag til befolkningens tilbagelænethed, svarende han: “Penge”. Pengene havde ændret prioriteterne hos øens beboere. Nu gjaldt det mere om at skaffe penge, så de kunne købe diverse materialer, ris, smøger, benzin og strøm, end om at arbejde med øens ressourcer for at skaffe sig mad og lave ting til at indrette et godt og rart liv. Han havde det svært med den retning, livet på Woleai havde taget. I Andrews optik gik de flest uvirksomme rundt, fordi pengesystemet havde udhulet eller ligefrem overflødiggjort flere opgaver i samfundet. Især var han ærgerlig over, at mændene i kredsen ikke engang kunne samle sig om at sikre en god vedligeholde landingsbanen. Et arbejdet som var delt op mellem de fem beboede øer på Woleai. Det var nemt at se, at Andrew var en desillusioneret, utilfreds mand. Måske fordi han ikke havde magt som han havde agt, men smilet kom dog frem et par dage senere, da mændene under stort ståhej lagde nye tagmåtter på det store kano-hus. Det glædede ham.

På gåturen lod vi os ikke mærke med hans utilfredshed og kvitterede for hans venlighed ved at byde på en kop kaffe ude på IRIS efter rundvisningen. Han gjorde store øjne, da han kom ud på båden, som repræsenterede en verden, fjern fra hans egen. Over kaffen fortalte han, at hans mor var fra Woleai, mens han far var fra øen Satawal, som lå 185 sømil stik øst for Woleai. Turen mellem atollen og øen tilbagelagde de før i tiden i deres outrigger kano, fortalte Andrew. Den sidste tur foretog han, da han var midt i 30’erne. Nu var det vores tur til at være imponeret, fordi hvordan i alverden formåede de at nå sikkert frem til den lille ø ude på det mægtige ocean uden anvendelse af nogen som helst form for teknologi. Han fortalte, mens han lagde sit hoved lidt på skrå, tog hænderne op foran hovedet, den ene hånd foran den anden og lod pegefingrene pege ud mod horisonten, at hver ø lå under en bestemt stjerne, som de styrede efter. Enhver afrejse var betinget af, at stjernerne stod rigtigt i forhold til hinanden, lige inden solen stod op, fordi så ville sejladsen blive god. På viden om bølger, vind og strømforhold overdraget fra far til søn gennem generationer navigerede de på den måde forholdsvis sikkert frem og tilbage mellem atollerne. Hvis vejret alligevel overraskede dem, søgte de ind til den nærmeste atol, hvor de blev, indtil de kunne fortsætte sejladsen.

Sejlturen mellem Woleai og Satawal tog et lille døgns tid, fortalte Andrew og bekræftede, at de stort set var våde på det meste af turen. Hvad søsikkerheden angik, så var det ganske enkelt blot et spørgsmål om at følge kanoens bevægelser og holde godt fast, så de ikke faldt ud og blev opslugt af bølgen blå. Sikke en verden til forskel. Alle de polynesere, vi har mødt på vores rejse, har været imponerede over vores bedrift med at sejle den lang vej fra Danmark til Mikronesien, men de virkelige helte er de gamle polynesere, der som Andrew færdes frygtesløse mellem atollerne på det store ocean. Selv når jeg sidder sikkert i IRIS’s cockpit, synes jeg indimellem, at det bare er for meget, især når de store bølger får IRIS til at rulle. Hvordan ville det ikke have været at sidde sammen med Andrew i outrigger kanoen med vand op om ørerne, uden regntøj, redningsvest, livline, GPS og en varm kop kaffe, når jeg i øvrigt havde lyst? Jeg bøjer mig i støvet for de polynesiske navigatører og alle dem, der sejlede med dem og bosatte så fjerne øer som Påskeøen. I dag står de store flotte outrigger kanoer uvirksomme hen, da tiden er en anden. Som alle andre vil polyneserne gerne hurtigt frem, når de har brug for det og ikke når vinden er den rigtige.

På vores tur rundt på øen med Andrew kom vi forbi atollens High School. Der blev vi præsenteret for skolens inspektør, Stan, som viste sig at være den person, Kaare havde talt med over VHF’en, da vi stævnede ind til atollen. Vi fik en hyggelig snak med Stan, som var meget snaksaglig og ikke særligt spørgende, men Kaare fik da møvet et tilbud ind om, at han gerne ville give en præsentation til skolens elever, hvis det var interessant. Den gave tog Stan imod med stor glæde og sådan blev det. Fredag morgen klokken 8:30, efter eleverne havde hejst flaget og sunget Yaps nationalsang, skulle Kaare folde sig ud.

Eleverne var i alderen fra 14 til 18 år. Enkelte var fra øen, men de fleste kom udefra og boede privat hos de af øens familier, der gerne tog imod dem. Der var ikke penge involveret. Familierne gjorde det gratis og blev af god grund kaldt for ‘donor families’. Eleverne var søde, indbyrdes meget snaksaglige og tavse som graven, når de blev bedt om at sige frem i det fælles rum, hvor det krævedes at de talte engelsk.

Kaare var som altid opsat på at gøre præsentationen til en god oplevelse for alle parter, men han oplevede et enkelt benspænd på dagen, som hverken han eller jeg havde set komme. Stan bad Kaare om at iklæde sig en thu. Kaare følte det langt mere som en afklædning og var afgjort ude af sin komfortzone, da han trådte op på podiet for at holde sin præsentation uden andre hjælpemidler end sit talepapir og kropssprog, der var så lidt sprudlende som overhovedet muligt for at undgå den totale katastrofe med en thu, der gled ned. Kaare var sgu’ sej. Han holdt gode miner til slet spil og gennemførte sin præsentation uden at kny. Den var ikke gået med mig. Jeg fik bundet en lava-lava rundt om livet - ud over mine shorts vel at mærke, men hvis de havde gået skridtet videre i kulturbevarelsens hellige navn, var jeg den, der havde meldt fisk og var gået min vej. Så vidt kom det heldigvis ikke, men hold da op hvor jeg følte med Kaare. Han lykkedes selvfølgelig med at holde fokus på det, han var kommet for og gav en fin præsentation om Harald Bluetooth, Dannebrog, uddannelse, byggeri og sejlads, hvor pointen var, at læring åbner muligheder og at læring er livslang. Formålet var at inspirere eleverne til at lære livslangt og at forfølge deres drømme. En enkelte kom hen bagefter og sagde, at hans drøm var at rejse ud i verdenen akkurat som os.

Da eleverne var gået tilbage ud i klasserne, trissede Kaare hen til inspektørens kontor sammen med Stan og jeg, hvor han atter blev sit gamle ‘jeg’ med shorts og polo-shirt på. Det var til stor lettelse for Kaare og ærgrelse for Stan, men da havde Kaare fået nok og sagde venligt, men bestemt: “Kulturer er forskellige.”

Efterfølgende har jeg tænkt over, hvorfor det påvirkede mig så meget, at Kaare skulle bære thu. Først og fremmest oplever jeg, at Stan satte Kaare i en meget sårbar situation alene af den grund, at Kaare faretruende hurtigt kunne være blevet transformeret til Adam. Det havde ikke været godt. Hvis Kaare bare som minimum havde fået et lille stykke snor til at holde thuen på plads, så den med sikkerhed blev siddende, så havde det været en helt anden sag. Men hvorfor var det vigtigt for Stan, at Kaare blev iført en thu? Jo, det gav ham muligheden for at vise de unge mennesker, at High School står vagt om deres kultur inden for skolens område og at gæster ikke er undtaget. Skik følge eller land fly. Begivenheden havde altså et klart opdragende element over sig. Derudover opnåede Stan at afmontere de unge menneskers mulighed for at spejle sig i noget eksotisk, eftersom Kaare var klædt som dem og mest af alt så lidt sjov ud. Der blev fniset lidt i krogene. Endelig blev det kulturelle pres, som Kaares præsentation kunne repræsentere, reduceret yderligere ved, at Kaares kropssprog var sat i parentes og gjorde ham ude af stand til at formidle effektivt. Hans budskaber kan umuligt have gjort indtryk på samme måde, som når han giver præsentationer under normale omstændigheder. Jeg er ikke sikker på, at Stan så det på samme måde som mig, men det blev konsekvensen af setuppet. Under vores besøg på Woleai gjorde Kaare og jeg meget for at respektere deres kultur og følge deres regler. Jeg gik sågar rundt i nederdel, de dage vi var der, hvilket enhver der kender mig vil vide var et stort offer, men respekten var ikke helt gensidig. Stan gik over stregen - men fred være med det.

Efter vores besøg på skolen, gik vi videre til The Senior Chief for at sige ordentligt farvel. Det var mest ment som en dialog mellem The Senior Chief og Kaare, men jeg er ikke så god til den slags kulturelle forskelle, så jeg deltog i samtalen og helt galt gik det, da jeg rakte hånden frem for at sige farvel. Det var ikke meningen, kunne jeg se på hans kropssprog, men han bar over med mig og indvilligede i at trykke hænder - når det nu ikke kunne være anderledes.

Tænk sig en gang at Kaare og jeg skulle nå at opleve alt det. Hvor privilegeret. Vi sender det danske uddannelsessystem en venlig tanke, da det har givet os muligheden for at dygtiggøre os og skabe et rigt liv på alle måder.