Kwajalein atollen og Bill the Untouchable

Vi mødte den venlige Bill i Finansministeriets lokale afdeling, hvor vi var henne for at sætte gang i processen med at tjekke ud af Marshall Islands. Han var en spinkel, lidt sammensunket ældre, irsk herrer på 83 år med kridhvidt, nydeligt klippet hår og fuldskæg - fuld af energi og tydeligvis en kendt og respekteret mand. Da han så os, spurgte han straks: “Hvor kommer I fra?”. Svaret gav den velkendte respons: “Wauv”. Da det så ud til, at vi ville forlade bygningen på nogenlunde samme tid, tilbød han os at køre os tilbage til havnen, hvor vores gummibåd lå fortøjrede. Tilbuddet var kærkomment, da vi dermed slap for at gå turen i den stærke varme. Nede foran bygningen viste han os lidt undskyldende hen til sin bil - en kæmpe truck på steroider. Jeg følte, jeg måtte klatre op og ind i den. I guder, hvor var den behagelig at cruise i, ned ad den hede og møgbeskidte gade, fri af solens ubarmhjertige stråler. Fem minutter i paradis, så var vi fremme ved havnen. I løbet af den tid havde Bill nået at invitere os på middag den følgende aften. Konturerne af en ny spændende livshistorie tog form. Denne gang på øen Ebeye, i atollen Kwajalein, som jeg indledningsvis vil beskrive for at sætte konteksten.

Kwajalein er verdens største atoll. Den adskiller sig fra de øvrige atoller, vi har besøgt, ved, at den huser den amerikanske militærbase med det lange navn “Ronald Reagan Ballistic Missile Defense Test Site”. Navnet taler for sig selv. Her tester amerikanerne deres Intercontinental Ballistic Missiles (ICBM). Missilerne affyres fra ramper i USA og lander i atollen, som i folkemunde også kaldes “The Worlds Largest Baseball Glove”. Af Wikipedia fremgår det, at Pentagon har leaset Kwajalein atollen frem til 2066, men det er ikke engang sikkert at militærbasen findes til den tid. Hvis klimaforskernes forudsigelser holder stik, vil Kwajalein atollen og de øvrige atoller i den vestlige del af Stillehavet blive oversvømmet mindst en gang om året fra midten af 30’erne. Det bekymrer med god grund Pentagon, da deres milliard investering i højteknologisk isenkram ikke er sikret mod oversvømmelser. På den helt lange bane er det amerikanernes position i ICBM-kapløbet der er truet. Alt dette skriver Scott Waldman fra E&E News om i artiklen “Key Missile Defense Installation Will be Uninhabitable in Less Than 20 Years” (2018). Men hvad med de lokale, der bor på Ebeye og servicerer militærbasen? Dem bekymrer Pentagon sig ikke om. Det er selvfølgelig heller ikke deres opgave, men marshalleserne og alle de øvrige befolkningsgrupper, der bor på atollerne i Stillehavet går en usikker tid i møde. Jeg gad nok vide, hvor meget det optager dem. De veluddannede er bekymrede, ved vi, men her lever rigtigt mange mennesker, for hvem hverdagen og ikke klimaforandringer giver anledning til største bekymring.

På Ebeye bor der aktuelt 15.000 mennesker. Øen er cirka 0,3 kvadratkilometer. Det giver en befolkningstæthed, der er 60% større end på Manhattan. Over 50% af befolkningen anslås til at være under 18 år. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så mange børn i det offentlige rum som her. De færdes alene over det hele fra de er cirka 6 år. I smøgne. På gaderne. På boldbanerne. Foran butikkerne. På havnen. På bolværket. Typisk i mindre grupper, hvor de leger med eller ved siden af hinanden, skubber til hinanden eller går efter aliens, som Kaare og jeg. De gør ingen fortræd. De fleste er bare nysgerrige, sådan som børn er flest, men enkelte har en adfærd, der minder lidt om tiggerens. De er sultne. Connie, der er sygeplejerske på det lokale hospital og fortrinsvis behandler børn, fortalte mig, at det er helt almindelig praksis, at pigerne bliver mødre i en ganske tidlig alder - helt ned til 12 år, også selvom de ikke kan forsørge deres børn. Så træder den ældre generation til og hjælper med at tage vare på det nye familiemedlem. I modsætning til på Majuro, hvor vi så, at de gjorde en indsats for at ændre på problemet med de mange unge mødre, så så vi ikke et eneste initiativ i den retning på Ebeye. Reproduktionen på Ebeye får med andre ord frit løb og minder mest af alt om tilstanden i et U-land. Konsekvenserne er da også til at tage og føle på. Ikke alle går mætte i seng. Ikke alle børn går i skole. Ikke alle voksne har et arbejde. De er simpelthen for mange mennesker. Livet på de 0,3 kvadratkilometer er altså ikke kun trangt og beskidt med alt for mange fluer, der overfalder dig, så snart du står stille. Det er også hårdt. På en af øens kirkegårde så Kaare og jeg, at gennemsnitsalderen er betragteligt lavere end i Europa. Uden at kende det eksakte tal, så er livet ved at ebbe ud, når man nærmer sig de 60. I den sammenhæng er Bill med sine 83 år exceptionel.

Bill samlede os op på havnen næste aften til aftalte tid, klokken 18. Først kørte vi til øens eneste hotel, hvor vi spiste lidt aftensmad. Derefter kørte vi hjem til Bill og drak whisky og hvidvin. Det blev en spændende aften sammen med Bill, hvor vi hørte om hans liv.

Den første betydende begivenhed i Bills liv fandt sted, da hans forældre forlod Irland og immigrerede til Californien, USA. Han var blot 16 år og blev derfor sendt i High School. På diplomatisk vis forsøgte han at fortælle os, hvorfor han fandt sin skolegang meningsløs. “The black students didn’t participate. They kept desturbing, so I felt, I didn’t learn anything”. Det irske blod fornægtede sig ikke. Sådan uden videre, stak han af hjemmefra. Ud i livet. Præcist hvordan han lykkedes med det, kom han ikke ind på, men et år senere var han nået til Australien. Der fandt hans familie ham omsider igen og hentede ham hjem - med et fast tag i ørerne. Jeg er sikker på, at livet må have lært ham et eller andet, fordi han forstod virkelig at organisere ting og omgås folk, så hans liv og livet omkring ham fungerede - selv på de moralsk flossede øer St. Croix, Amerikansk Samoa og Ebeye.

Bill fortalte, at han levede af at få virksomheder til at give overskud. Ja, faktisk var han blevet hentet til Ebeye af en ven i 2010 for at rede vennens virksomhed Triple J fra at gå konkurs. Da Bill så øen, var han parat til at tage det næste fly hjem og ønskede i øvrigt ikke at tage imod jobbet. Bill er imidlertid en venlig og rimelig mand, så han indvilligede i at arbejde som butiksbestyrer for vennen i tre måneder, så vennen i mellemtiden kunne finde en anden til jobbet. De aftalte, at Bill foruden en grundløn skulle have 10% af overskuddet. Skæbnen ville, at Bill mødte en kvinde, Connie, efter to måneder. Så han blev hængende.

Arbejdet med at få Triple J på rette køl gik godt. Efter nogen tid havde Bill fået vendt et månedlig underskud på 30.000 USD til et overskud på 90.000 USD. Så, hvordan gjorde han? Det gav han ikke noget samlet svar på, men brudstykker fra hans fortælling om sit arbejdsliv på St. Croix, Amerikansk Samoa og Ebeye gav et slags svar. Et svar som på nogen punkter kan virke upassende i en dansk sammenhæng. Bills erfaringer for, hvad der skal til for at opnå succes med at udvikle virksomheder, skal derfor ses i lyset af den type kultur, han har arbejdet i.

Først og fremmest lagde Bill vægt på, at hans medarbejdere udførte et godt stykke arbejde, hvilket afveg en del fra det, de ansatte var vant til. Efter en periode som fluen på væggen hos Triple J samlede han sine medarbejdere og bad dem om at stille op i to grupper - en gruppe med dem, der kunne blive og en gruppe med dem, der var fyret. Ingen af dem, der blev tilbage, var længere i tvivl om, hvad Bill forventede af dem. Budskabet var indkapslet i sloganet: “Customers first”. Et slogan som blev trykt på ryggen af den T-shirt, de havde på på jobbet og fortsat har på. Dernæst lagde han vægt på, at hans medarbejdere syntes, det var sjovt at gå på arbejde. Så han gjorde en indsats for at skabe et positivt arbejdsfællesskab. Dels ved sin måde at være sammen med dem på. Bill påtog sig grundlæggende al ansvar for, at tingene var i orden og fungerede, men formåede samtidigt at motivere de ansatte til at tage ansvar for, at Bill kunne leve op til sit ansvar. Det gjorde han ved at tage dem alvorligt, lytte og “klappe dem på hovedet”. Dels ved at lave fælles arrangementer ved højtiderne. Alt sammen ting, som afveg fra almindelige arbejdspraksis på Ebeye. Men Bill var bestemt ikke blåøjet. Han vidste godt, at han skulle holde et vågent øje med tyveri - også fra medarbejderne. Han installerede derfor adskillige overvågningskameraer i forretningen, så han kunne sidde på sit kontor og holde øje med eventuel afvigende aktivitet.

Bill fortalte historien om en kvindelig medarbejder på St. Croix, hvor han nogen år tidligere havde udførte tilsvarende arbejde. Han tog hende i at stjæle af kassen og fyrede hende på stedet, men det var ikke uden omkostninger. Ruderne på han Mercedes blev smadret af kvindens mand, der var rasende. Kvinden havde nemlig fortalt sin mand, at hun var blevet fyret, fordi hun var sort. Den løgn kom til at koste manden en gang bøllebank, fordi Bill havde nemlig en ven. En tvivlsom en af slagsen. Når jeg skriver det på den måde, lyder det som om, Bill med vilje havde fundet sig en hårdtslående ven, der kunne klare ubehagelige opgaver, men sådan forholdt det sig ingenlunde. Det hele startede med, at Bill hyrede Al, som vennen hed, til at udføre et reparationsarbejde. Folkene omkring Bill sagde: “Er du klar over, hvem du handler med?” Det vidste Bill ikke og i øvrigt var han tilfreds med Als arbejde. Bill trak sig altså ikke tilbage, men behandlede Al, som han behandlede alle andre. Det skabte et venskab, som altså var lidt kilden, fordi Al var bund kriminel. Al fungerede på den måde, at hvis nogen gjorde hans venner fortræd, var han over dem, også selvom han ikke var blev bedt om det. Så da Al hørte om episoden med de smadrede bilruder uden om Bill, spurgte han Bill, om han skulle “tage manden med ud at fiske”. Præcist hvad det indebar, anede Bill ikke, men som han sagde til os: “Det lød ikke som noget jeg kunne leve med resten af mit liv, så det forslag afviste jeg”. Det endte med bøllebank, da Al ikke sådan var til at stoppe. Historien var grum, men fortæller noget om, at Bill formår at begå sig mellem alle slags mennesker - såvel hæderlige som uhæderlige.

På den forretningsmæssige side havde Bills moralske kompas lidt svært ved at vise den rette kurs, når det kom til at få varerne, han havde købt hjem til butikken, ind i landet. Hver 14. dag betalte han Ebeyes tolder et passende beløb under bordet for at kigge den anden vej, når nogen af hans varer passerede gennem tolden. Bill var udmærket klar over, at han bidrog til at underminere landets økonomi gennem korrupt aktivitet, men han legitimerede det med, at det gjorde alle andre også. Det retfærdiggjorde naturligvis ikke den korrupte adfærd hos hverken Bill eller alle de andre, der blandt andet havde som konsekvens, at skole- og sundhedsvæsenet var underfinansieret. Det stod sort på hvidt i Majuros lokale avis, jeg havde læst. Men under alle omstændigheder havde evnen til at smøre systemet betydning for Bills succes som forretningsmand.

Endelig formåede Bill at tilpasse samfundsstrukturerne, så det gavnede hans forretning. Da han kom til Ebeye, kunne de marshallesere, der arbejdede på den amerikanske base, købe stort ind på Kwajalein til en lavere pris end på Ebeye, fordi transporten af varerne fra Amerika ud til Kwajalein blev betalt af den amerikanske hær, så de amerikanske soldater og officerer kunne leve godt og til samme pris som i USA. Set med Bills øjne var det konkurrenceforvridende. Da amerikanerne samtidigt ikke var helt tilfredse med at finansiere transporten af de varer, som marshalleserne købte, blev systemet ændret på Bills initiativ. I dag er det forholdsvis begrænset, hvad marshalleserne kan indkøbe på Kwajalein, hvilket betyder, at handlen nu er rykket til Ebeye og for en stor dels vedkommende foregår i Triple J. Bill forstår med andre ord også at begå sig i de politiske korridorer.

Samlet set spillede Bill på alle tangenter. Nogen havde en fin lyd, mens andre havde mere eller mindre udtalte mislyde. På et tidspunkt nævnede jeg, at Danmark ikke på samme måde er plaget af korruption, som de lande han havde drevet forretning i. Bill kiggede lidt overbærende på mig, som om han tænkte: “Hvor naivt!”. Det lod jeg mig ikke mærke med, men jeg håber virkelig, at gamle Danmark bliver ved med at være et af de mindst korrupte lande i verdenen. Grådighed, som må være motivet bag korruption, skaber på samfundsplan uigennemsigtighed, usikkerhed, utryghed, ulighed og dysfunktionalitet. Det er muligt, at det fungerer for de grådige, men for børnene, der ikke kan få ordentlig undervisning, og de syge, der ikke kan modtage behandling, fungerer det helt bestemt ikke. Det fungerer i det hele taget ikke for det marshalleske samfund, som kun bliver udviklet i det omfang, det får donationer udefra. Som eksempel installerede Taiwan for nogen år tilbage et solcellepanel og batteri ved hvert enkelt hus ude på atollerne. Aktuelt har japanerne doneret et temmelig stort solcelleanlæg på Ebeye, der skal supplere øens generator og amerikanerne har doneret penge, så Starlink kan komme op at køre ude på de ydre atoller. Det er godt, at Marshall Islands får hjælp udefra, men det er skidt, at de ikke er herre i eget hus, når det gælder udviklingen af deres samfund. Vi gør klogt i at blive ved med at slå hårdt ned på korruption.

Der er ingen tvivl om, at Bill har opnået stor succes i sit arbejdsliv - senest på Ebeye. Det i en sådan grad, at han der var blevet bedste ven med Kwajalein atollens konge og andre vigtige personer. Det var ikke uden betydning, fordi det gjorde Bill “untouchable”. Ak og ve den person, der gik efter Bill. Det vågede en uvidende lokal betjent, som gav Bill en bøde, fordi en medpassager i hans bil kørte uden sikkerhedssele. Bill fandt bøden dybt urimelig, fordi som han sagde: “Hvad så med taxachaufførerne på Ebeye? De kører rundt med passagererne på ladet af deres truck, hvor der slet ikke er nogen sikkerhedssele at spænde!”. Først blev Bill ringet op af en kontorassistent fra politistationen, så en politimester, dernæst en borgmester og endelig en dommer, som alle sagde til ham, at den bøde, han havde fået, skulle han ikke bekymre sig mere om. Hver og en havde de stået skoleret over for nogen i systemet, der ikke brød sig om, at man generede Bill.

På Marshall Islands gælder to regler. Reglen om, at magten tilkommer den, der har den største familie og reglen om “Survival of the fittest”. Bill mestrede den sidste regel til UG kryds og slange.

Kaare og jeg nød Bills åbenhed, venlighed og lyst til at fortælle. Mødet med ham gjorde opholdet på Ebeye til meget mere og andet end blot et spørgsmål om at tjekke ud. Det var livsbekræftende at møde en 83-årig butiksbestyrer på Ebeye og spændende at høre om, hvordan han klarede jobbet i et land, hvor spillereglerne for at drive forretning er markant anderledes end i Danmark.

På afrejsedagen sejlede vi klokken otte om morgenen hen forbi hans hus, der lå på kysten ud til lagunen, vinkede, viftede med Dannebrog og truttede tre gange med hornet til afsked, hvorefter vi vendte stævnen i retning mod Prinz Eugen. Herom skrev Bill i en mail lidt senere:

“It was great that you motored by our place on Sunday, and blew your horn. We watched you over by the Prinz Eugen the German heavy cruiser from World War II. The ship was a war price that the US took after the war’s end and used it in testing damage from nuclear explosions, from the atomic bomb set of on Bikini Island. All the other ships sank and the Prinz Eugen was sailed to Kwajalein so they could study it more to find out exactly why it, out of all the others, was the only one still afloat.

At anchor, off Kwajalein, it was noticed that she was leaking and as the tests were important it was decided to ground her by running her at full speed up unto the beach, but that night there was an unusually heavy storm that washed the ship back into the water and it overturned and all you can see today are the two propellers - there used to be three.

German asked if it would be possible to take one of the propellers and the US agreed. The Matson Shipping offered to ship it to Germany free and that propeller is on display at the Laboe Naval Memorial in Germany as a dedication to the ship and it’s crew. It was deemed the “Lucky Ship” as all through the war it went in harm’s way many times but suffered very little damage, in fact only a very few of her crew were killed. She was surrendered intact to the British Royal Navy when the US claimed it is a war prize.

We have a good pair of Zeiss binoculars and were able to watch you at sail until we lost the very tip of your mast!.

Stay safe”

Livet er da fantastik!