Passage til Marquesas

Hvordan er det egentligt AT STIKKE AFSTED ud i Stillehavet? Det er jo et kæmpe ocean!

Sådan lyder et spørgsmål fra en af de mange herlige mennesker, vi skriver med herude på det store stille ocean, Stillehavet. Det er imidlertid ikke det eneste spørgsmål, vi har modtaget. En anden undrer sig over, hvordan man kan mobilisere energi til sådan en lang tur. Et par stykker er optaget af, om vi oplever os isoleret og ensomme på havet, mens en enkelt er optaget af alle de unikke oplevelser, turen giver os. Perspektiverne er mange og de er alle yderst relevante og meningsfulde.

Nysgerrigheden omkring sejladsen, giver mig stor lyst til at sætte ord på, hvordan det er at sejle over Stillehavet til Marquesas, den fransk polynesiske øgruppe der ligger 3.000 sømil mod vest i forhold til Galapagos. Det er ingenlunde nogen nem opgave, fordi de tusinde små ting, dagene er fyldte med, bare sker. Hvordan kan det overhovedet være interessant? Det er det selvfølgelig, fordi det sker i yderst fremmede omgivelser, hvor trygheden ved livet, social aktivitet er sat midlertidigt på hold og muligheden for øjeblikkelig hjælp er en by i Rusland. Vi er overladt til os selv på godt og ondt med oplevelser, der kan være alt fra hårrejsende til euforiske. Så hvordan er det så, at sejle over Stillehavet? Dette gode, men også svære spørgsmål vil jeg prøve at besvare ved først at sætte konteksten, dernæst at tegne et billede af, hvordan det er at sejle på oceanet. Derefter kobler jeg turens øvrige oplevelser på for til sidst at sætte ord på, hvordan vi har det med at være herude. Sæt dig godt til rette. Her kommer det.

Det hele starter med at vi måtte ændre vores rejseplan. Oprindeligt skulle vi have sejlet ned til Påskeøen, men et grimt, truende lavtryk i området omkring Påskeøen udelukkede enhver sejlads i den retning. Af hensyn til IRIS og os selv besluttede vi os derfor for at skyde en hvid pil efter vores drøm om at se de kæmpemæssige mystiske stenansigter på Påskeøen. Vi havde drømmen. Vi troede på den til det sidste men måtte bøje os i støvet for vejret. Netop fordi drømmen fik en chance, vil vi - næsten ikke - ærgre os over, at den ikke gik i opfyldelse. Det kunne ikke være anderledes.

I stedet skulle vi en tur hen ad The Coconut Milk Run. Sådan kalder man ruten fra Galapagos til Marquesas. Det lyder umiddelbart ganske rart og sender tankerne i retning af tre ugers cruise i højt solskinsvejr, men helt sådan forholder det sig nu ikke. Det kan man læse om sort på hvidt i “World Cruising Routes” (Cornell, 2020) og det er også den erfaring, jeg står tilbage med, efter at have sejlet to tredjedel af ruten.

Sagen er, at Galapagos ligger på kanten af Kalmebæltet, der løber hele vejen rundt langs Ækvator og adskiller den nordvestlige passatvind på den nordlige halvkugle fra den sydøstlige passatvind på den sydlige halvkugle. Inde midt i bæltet er der varmt og stort set ingen vind. På kanten af bæltet, som ligger lidt forskelligt afhængig af tidspunktet på året, er vejret ustabilt. Vind, ingen vind, regn, lyn og torden er almindeligt forekommende. Af indlysende årsager er det hverken attraktivt at være inde i midten af Kalmebæltet eller på kanten af det. Når man forlader Galapagos, gælder det derfor om at gøre vejen gennem kanten af Kalmebæltet, ned til passatvinden så kort som muligt. I starten sejler man mere mod syd, end den direkte kurs på 251 grade til Marquesas. Det virker umiddelbart som en omvej, men er faktisk en genvej. Vel nede i passatvinden ændres kursen, så man nu sejler stik vest, afhængigt af de vejrmæssige udfordringer der jævnfør vejrudsigterne måtte være med enten for lidt vind, for meget vind eller regn længere fremme på ruten. Passatvinden er altså ikke en evigt jævn vind, der blæser fra sydøst mod nordvest. Ud over at styrken til et givent tidspunkt varierer lokalt, så afhænger styrken også af orkansæsonen. Umiddelbart efter orkansæsonen er passatvinden ikke så stærk. Dens styrke tager til i takt med, at man nærmer sig den. Alle disse forhold er i spil, når man tager turen ad The Coconut Milk Run.

Vi fik en særdeles hård start på turen, der startede den 15/4 om eftermiddagen. Vi burde nok have set det komme, da det var usædvanligt mørkt ind over Santa Cruz, den dag, vi tog afsted. Vi havde imidlertid tjekket ud af Galápagos og skulle derfor forlade stedet, hvilket optog os meget og måske også for meget. Tanken om at holde reglerne gjorde os blinde for karakteren af det vejr, vi sejlede ud i. Under normale omstændigheder var vi med stor sandsynlighed blevet liggende på reden til vejret blev bedre.

På vej ned mod Floreana tager det dårlige vejr til. Vi tørnede direkte ind i det værste tordenvejr, jeg nogensinde har oplevet. Du kender følelsen af at sidde hjemme i stuen, holde vejret og sandsynligvis også slukke fjernsyn og computere, når det lyner og tordner udenfor. Det er bestemt slemt, men at sidde ude på det åbne hav i en lille båd, hvor masten inviterer til at være lynafleder, er anderledes skrækindjagende. Man er så utroligt sårbar. Det stod lysende klart, da lynene, som i flere timer gjorde nat til dag i splitsekunder, slog ned tre gange, alt for tæt på båden med så mægtige brag, at vores hjerter slog flikflak og skreg på stesolider for at falde til ro. Mindre end et sekund adskilte lysglimt fra brag ved de tre lynnedslag. Det var hård kost. Tordenvejret ud for Panama, som jeg tidligere har beskrevet, var til sammenligning vand ved siden af. Heldigvis blev vi ikke ramt. Oven på den omgang kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme fri af Kalmebæltet, ned i passatvinden. Jeg troede på det tidspunkt, vi ville nå det inden for et døgns tid.

Der tog jeg fejl. De næste 4 dage, frem til og med den 19/4, var præget af et massivt skydække, regn, skiftevis vind og ingen vind samt krappe bølger. Musto regnbukserne blev derfor af nød fundet frem igen. Kombinationen af krappe bølger og næsten stille vind (1 m/s), der gjorde det helt umuligt at sætte sejl og dermed få stabiliseret IRIS, var slem. Vi havde det som om, IRIS blev vredet og flået fra hinanden. I hvert fald knirkede hun mere og mere højlydt fra såvel kendte som ukendte steder. Det bekymrede mig. Der var kun en ting at gøre. Helt i tråd med anbefalingen i bogen, startede vi motoren og sejlede gennem den manglende vind mod syd, indtil vinden igen blev kraftig nok til, at sejlene kunne stå uden at blafre. Herude handler det virkelig om at passe på grejet. Vi gør alt, hvad vi kan og som vi har forstand til.

Den sjette dag, den 20/4, klarede det op. Vi havde kun tilbagelagt godt 500 sømil og befandt os nu halvvejs mellem 5. og 6. breddegrad, hvilket fortsat var på kanten af Kalmebæltet. Den blå himmel var overstrøget med tottede skyer - cumulus skyer. Bølgerne, der ifølge Predict Wind var 2 meter, havde hvide skumtoppe og kattepoter. Det kalder man det, når man kan se vinden som små krusninger på havets overflade. Bølgerne kom stabilt fra sydøst. Da det desværre fortsat var for tidligt at sejle stik vest, blev kursen sat til 230. Med en frisk vind (8-10 m/s) ind fra bagbord side med en relativ vinkel til båden på 60 til 80 grader sejlede vi en foran for tværs til halvvind - alene med genoaen.

Den 20/4 og 21/4 var vinden aftagende hen imod jævn vind (6-7 m/s) men stærk nok til, at vi kunne sejle med storsejl og genoa, fortsat med en sydlig kurs ned mod passatvinden. Da vi endelig nåede ned i passatvinden den 22/4 og kunne sejle den direkte kurs 251 mod Marquesas, betød lokale vindforhold fire til fem dage længere fremme på ruten imidlertid, at vi igen var nødt til at sejle opad mod nord for at undgå at ramme ind i områder med næsten ingen eller slet ingen vind. Vurderingen holdt stik. Vinden aftog dag for dag. Vi priste os lykkelige for, at vi havde genakkeren, som satte os i stand til at skyde en anstændig fart ved selv svag vind (2-3 m/s), men den har også sin begrænsning. Under svag vind kapitulerer den. Den 26/4 måtte vi derfor starte motoren. Den hjalp os videre, mens vinden fandt ud af, hvad den ville. Vi slap med 5 timers Volvo Penta sejlads, så var vinden tilbage og genakkeren blev atter hejst til vejrs og vi sejlede langsomt videre. Det holdt hårdt. Den 28/4 kom der endeligt op ad morgenen et vejrskift.

Jeg sad og læste Mich Vraas bog “Håbet”, da jeg hæftede mig ved, at solopgangen afslørede en kæmpe stor regnsky, som var på vej ind over os. Det tog jeg nu stille og roligt. Hynderne i cockpittet blev lagt i kistebænken. Alt it-isenkram bar jeg ned i kahytten. Bådens vinduer blev lukket og endelig fandt jeg regnjakken frem. Tilbage i cockpittet sad jeg og læste lidt videre. Jeg kunne mærke, da vinden på skyens forside ramte os. Det gav lidt tiltrængt fart i båden. Så kom regnen. Først et par dråber, så væltede det ned, men kun i forholdsvis kort tid. Så stor var regnskyen heller ikke. Midt inde under regnskyen forsvandt vinden helt og IRIS fandt tilbage i sin rullende rytme uden fart over grunden, andet end den fart havstrømmen gav os. Heldigvis ventede solen på os på den anden side. Det var dejligt og opmuntrende. Efter lidt tid steg humørbarometret yderligere, fordi nu tog vinden til igen - denne gang for at blive. Den startede som en let vind (4-5 m/s).

Kaare og jeg tøvede ikke et sekund. Nu skulle vi have fart i båden. Hele natten igennem havde IRIS rullet uroligt gennem vandet med en søle fart på 2 knob. Så er der altså langt igen til Marquesas, når man som os, på det tidspunkt, kun havde tilbagelagt 1.440 sømil ud af i alt 3.000 sømil. Vi var altså godt og vel halvvejs.

Genakkeren blev hevet op af lugen ved forkahytten. Vi havde efterhånden rigget den til så mange gange, at det gik glat med at få den sat. Vi deles om opgaven. Tack-linen, som holder genakkerens ene hjørne ned til bovsprydet, løsner jeg, så Kaare kan hægte den på genakkeren. Tilsvarende bringer jeg skødet frem til Kaare, som hægter det på genakkerens andet hjørne, der vender bagud i båden. Spilerfaldet sættes fast i genakkerens øverste hjørne og så er den klar til at blive hejst op. Det er Kaares opgave, fordi det kræver flere kræfter end jeg har. Jeg står nede i cockpittet bag rattet og lader IRIS falde af til 120 grader relativ vind, så genakkeren bliver hejst op i læ af storsejlet, der altid er oppe, når man sejler med genakker. Kaare lægger kræfterne i og får hevet genakkeren op. Så er det min tur. Jeg hiver tack-linen hjem og genakkeren kommer ned i den rigtige afstand til bovsprydet. Så er vi ellers klar til at få luft i den. Mens Kaare hiver sokken op, hiver jeg skødet hjem. Og der står den så, den smukke blå, hvide genakker og trækker øjeblikkeligt IRIS fremad, der nu skyder en anderledes sjov fart gennem vandet.

Der er ingen tvivl om, at genakkeren er vores ven, særligt på de lange distancer, hvor alternativet til genakkeren ved svag vind er enten at starte motoren eller at ligge ustabilitet med ingen eller næsten ingen fart gennem vandet og vente på, at vinden kommer tilbage. Det første er på alle måder dyrt og det andet kræver en meget stor portion tålmodighed, som kan være svær at mobilisere, når man ligger midt ude på det store ocean.

Genakkeren er ikke kun god i svag og let vind. Den er også god i jævn vind. Det fik vi testet sidst på dagen, da en sky krydsede ind over os og øgede vinden fra 6 til 7 sekundmeter relativ. Jeg skal lige love for, at vi fik vind i skørterne. Genakkeren dirrede og løftede med stor kraft stævnen ud af vandet. IRIS rasede afsted med 8,7 knob over grunden. Hun skar op, da det gik stærkest, men autopiloten korrigerede uden problemer og fik hende tilbage på kursen. Det var sjovt, spændende men også nervepirrende, da sikkerhedsmargen ved den slags sejlads er mindre end almindeligvis. Klogeligt nok besluttede vi os for at tage genakkeren ned og i stedet sætte storsejlet og genoaen, med to reb i begge sejl, da der var udsigt til, at vinden ville fortsætte med at stige hen over natten. Det var imidlertid ikke helt nemt at få genakkeren ned, da linen i posen, der skulle trækkes ned over genakkeren, fik viklet sig rundt om radaren. Kaare prøvede alt, hvad han kunne for at få linen fri, men uden held. Jeg forstod ikke helt, hvad der skete oppe på dækket, så iført redningsvest og livline gik jeg ud til Kaare. Måske kunne jeg hjælpe, men lige lidt hjalp det og til sidst besluttede vi os for at skære linen over. Den skarpe kniv, der indgår som en del af sikkerhedsudstyret, sad på trappen ned til kahytten. Hurtigt fik jeg hentet den, linen blev skåret over og genakkeren kom ned - lidt forhutlet.

Hen over natten tog vinden til. Den steg, steg og steg og bølgerne voksede sig tilsvarende større og større. Det var som at komme fra asken ind i ilden. De første 5 dage med ustabilt vejr og følgende 8 dage med let vind, der aftog, så vi til sidst ingen vind havde, blev nu erstattet med en vindstyrke, der var lidt til den rigelige side.

Hen på formiddagen den 29/4 havde vi frisk vind. Hele dagen sad jeg i cockpittet og læste i “Håbet”. Fra min plads kunne jeg iagttage, hvordan bølgerne blev ved med at vokse. De nærmede sig 3 meter. IRIS’ krængning tog derfor til og en enkelt gang imellem gled hun sidelæns ned ad en bølge. Først på eftermiddagen rebede vi genoaen yderligere en gang, så den nu havde 3 reb. Det mindskede umiddelbart IRIS’ krængning, men det var ikke nok i længden. Sidst på eftermiddagen, som forberedelse for natten, besluttede vi os for at pille storsejlet, så vi kun havde genoaen oppe. Overvej lige et kort øjeblik, hvordan du tror, det må have været at træde ud på fordækket for at rulle storsejlet ind. Vindstyrken var taget til og den lå nu mellem en frisk til hård vind. Den hårde vind ligger fra 11-13 m/s. Nej vel, det kan umuligt have været rart.

Jeg skal også ærligt indrømme, at jeg helst havde stået bag roret, mens Kaare klarede at rulle storsejlet ind. Omvendt var jeg også meget bevidst om, hvor svær opgaven ville blive med at styre IRIS sikkert op i vinden. Bølgerne var nu 3 meter høje. En lidt skæv, uventet bølge og jeg risikerede at bommen bankede over på den anden halse med et brag. Jeg besindede mig og sprang helt frivilligt ud på dækket og gik med besværet lavt tyngdepunkt og rigeligt vind i håret, op til masten iført livline, som var hægtet fast til jacklinen. Ved masten flyttede jeg karabinhagerne, så jeg både kunne arbejde og samtidigt være hægtet fast. Spilhåndtaget blev lidt usikkert sat i spillet på masten, da det var svært at styre mine bevægelser. Jeg tjekkede, at spillet var på ‘ratchet’, kiggede ned på Kaare i cockpittet og meldte mig klar til manøvren. JEP! lød det og IRIS drejede for motor op i vinden, op ad den seriøst stejle og høje bøjle, der lå foran os. Jeg kiggede væk fra bølgen. Koncentrerede mig om min opgave, som var at tage storsejlsudhalet af klampen, klar til at løsne det nok til at jeg kunne rulle storsejlet ind, når trykket var taget ud af sejlet. Jeg kæmpede med samtidigt at holde balancen, stå fast og rulle storsejlet ind i den voldsomme larm fra bommen og sejlet, der bankede løs. Rul, rul, rul … JEP! skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Kaare faldt af og IRIS lå igen mere roligt i vandet, så roligt hun nu kunne ligge, når bølgerne var høje og vinden piskede afsted. Tilbage i cockpittet blev jeg mødt af Kaare, der sagde: “Du er sej!” Det betød noget, kunne jeg mærke. Sammen rullede vi genoaen ud, rebede den to gange, trimmede sejlet og alt var godt.

Nattens sejlads var i modsætning til den forrige nat ikke det mindste behagelig. Vinden lå nu støt på 11-13 sekundmeter, relativ. Med to reb i genoaen havde vi tilstrækkelig styrefart, samtidig med at vi passede på IRIS. Jeg fik ikke sovet det mindste, så uroligt lå IRIS i vandet. En time før min vagt startede, gik jeg derfor op i cockpittet for at få noget luft. Det var bedre at sidde der, end at ligge i køjen. Kaare og jeg sad sammen i mørket, larmen og den urolige båd fra klokken 01 til 02, hvor Kaare tørnede ind. Jeg havde min sorte termotrøje og orange jakke på. Det var lidt køligt. Natten igennem døsede jeg på bænken, hvor jeg havde lagt hynderne ud. Der lå jeg med store lyttelapper, klar til handling om nødvendigt og et let greb om en kantliste for ikke at falde ned, når båden med jævne mellemrum krængede voldsomt.

Det var et vejrskifte, der ville noget. Endelig fik vi fart i båden, så vi hurtigere kom nærmere målet. Omvendt var sejladsen også blevet mere urolig på alle måder. Simple ting som at gå op og ned ad trappen, tilberede mad, smøre mad, lave kaffe/the, hente ting fra køleskabet, børste tænder og gå på toilettet var blevet til opgaver, der krævede stor energi for at holde sig selv på benene og tingene man arbejdede med fast. Har du måske nogen sinde brugt din mave til at sikre dig, at brødet, du var ved at smøre, ikke fløj på gulvet. Nej, vel. Eller har du måtte sænke dit tyngdepunkt ved at gå ned i knæ, når du har stået ved komfuret for at lave mad, så du undgik at blive kastet ind i komfuret, hvor gasblussene var tændte, fordi du kogte ris og lavede en kødret. Nej, vel. Eller har du måske bundet din elkedel fast til køkkenlågen for at forhindre den i ustandseligt at vælte i vasken - også når du kogte vand. Nej, vel. Der var ikke noget at sige til, at jeg håbede på, at vinden ville falde - bare en anelse, men det gjorde den ikke. Vinden fortsatte ufortrødent i det høje gear de næste mange dage. Vi måtte bare følge med IRIS, der de dage præsterede mere end 7 knob i snit. Om dagen var det ikke det store problem, fordi vi kunne se bølgerne. Som tiden gik og vi vænnede os til sejladsen, blev det også nemmere at være i det blæsende vejr om natten.

Den 1/5 om natten klokken 02:00 kigger jeg ud af ruden, hen mod IRIS’ stævn. I lyset fra månen så jeg det hele tydeligt. Havet var ganske levende, med store bølger, som IRIS, i bølgende bevægelser, skøjtede hen over i en rasende fart trods to reb i storsejlet og tre reb i genoaen. Det blæste en hård vind, så IRIS havde nok at arbejde med. Bølgerne, der hele tiden indhentede hende, løftede hende op og lod hende surfe på toppen i et par gyldne sekunder, så farten nåede nye højder. Selvom jeg var død træt, da jeg påbegyndt min vagt, fordi IRIS så effektivt gjorde det umuligt at sove, så var jeg nu lysvågen. Natten, havet, farten skræmte mig ikke. Jeg følte mig tryg i cockpittet og var mest af alt opsat på at sejle IRIS sikkert gennem natten. Indtil videre klarede hun det hele selv, men skulle hun få brug for mig, sad jeg på spring til at hjælpe hende.

Hvis du synes, du fornemmer en vis stoisk ro over min beskrivelse af natten, har du helt ret. Det er utroligt, hvad man kan vende sig til, men når det er sagt, er jeg også glad for, at vi fravalgte Påskeøen og dermed det lavtryk, vi skulle have kæmpet mod for at kommer frem til øen. Vi havde nok klaret det, men der er absolut ingen grund til at opsøge det barske vejr med alt det, det bringer med sig - nerver i laser og ødelagt grej.

Selvom vi altså endnu ikke er nået frem til Marquesas, øen Hiva-Oa, stopper jeg her med at fortælle om mine oplevelser med at sejle over Stillehavet. Melodien er begyndt at indfinde sig. Det er skræmmende, når det lyner og tordner. Det er surt, når det regner. Det er frustrerende, når der er ingen eller svag vind. Det er behageligt, når vinden er let og genakkeren trækker. Det er sjovt, når vinden er jævn og sågar frisker lidt op, så storsejlet og genoaen trækker igennem. Og det er udfordrende, når vinden er hård, til gengæld kommer man fremad i en rasende fart. På en oceansejlads er der altid lidt af det hele. Så det kan man lige så godt indstille sig på.

IRIS er afgjort en god båd at sejle i. Flere gange undervejs over Stillehavet, har jeg siddet trygt og mageligt i cockpittet og tænkt på fortidens søfarende. De opdagelsesrejsende, hvalfangerne og handelsfolkene i deres både af træ, som står i skærende kontrast til moderne sejlbåde, hvor GPS, elektroniske søkort, autopilot, digitale spil og instrumenter, telekommunikation, køleskab/fryser, watermaker og motor har erstattet sekstanten, papirkort - hvis de fandtes, styrmanden, gaster, isolation, salt mad, brakvand og stilstand. Jeg nærer dyb respekt for fortidens søfolk på de store oceaner, der både har været modige, udholdende og risikovillige. I sammenligning med dem er vores tur over Stillehavet den rene badeferie. Prøv for eksempel at tage Thor Heyerdahl, som med sin tømmerflåde KonTiki ville føre bevis for at befolkningen i Polynesien var kommet dertil fra Peru, og placer ham i IRIS. Han ville kigge undrende på mig, hvis jeg nævnede min bekymring om IRIS’ knirken, der tager til, og så ville han ryste opgivende med hovedet. Efter 100 dage på åbent hav på KonTiki, er der intet ved IRIS, der kan give anledning til bekymring hos ham. Han vil nok snarere finde IRIS lidt kedelig. Men hvis Kaare og jeg ikke har travlt med at overleve, sådan som Thor Heyerdahl havde det på KonTiki, hvad laver vi så, når vi sidder herude på oceanet?

Først og fremmest går der rigtigt meget tid med at indhente tabt nattesøvn, samt at passe de mange praktiske daglige gøremål. Kaare reparerer båd og udstyr, fører logbog, holder øje med opladningen af batterierne og deres temperatur, henter vejrmeldinger ned, justerer om nødvendigt sejladsplanen, laver vand, aftensmad og tørre af ved opvasken efter aftensmaden. Jeg bager boller, kager og pandekager, sørger for morgenmad og frokost, laver aftensmad når det gynger, laver kaffe af den gode slags, vasker op og holder køkkenet rent, holder båden ren indvendig, vasker gardiner og holder søgelænder og andet rustfristål fri af rust. Resten af tiden bruger vi til fælles ting eller blot for os selv.

Vi har to store ting, som optager os. Vores Yatzy-turnering og hilsnerne til og fra familie og venner.

En gang om dagen spiller vi Yatzy. Det er ikke altid lige nemt, fordi terningerne triller væk, når vi løfter bægret op fra bænken, hvor spillet foregår det meste af tiden. Så er det selvfølgelig en ommer. I starten havde jeg en fest med spillet, fordi jeg vandt på stribe. Nu har jeg lyst til at smide terningerne overbord, da Kaare er oppe med tre og synes ustoppelig. Det får vi en del sjov ud af, især når jeg glemmer at føre Kaares resultat til notat, så han ligger om natten og spekulerer på, hvorfor han ikke kan få resultatet i mine notater til at stemme overens med det, han kan huske. I dag stillede han sig op foran mig og sagde: “Du har glemt, at vi spillede to spil den ene dag og at jeg vandt begge spil!” Det var lidt svært at benægte, især da jeg ikke kunne lade være med at grine. Kaare mener nu, at han er nødt til at føre dobbelt regnskab med resultatet.

Med hilsnerne forholder det sig langt mere fredsommeligt. Det er utroligt dejligt at få hilsner hjemmefra. De bliver læst højt, når de tikker ind og giver anledning til hyggelige, gode og/eller interessante samtaler mellem Kaare og jeg. Beretninger om foråret i Danmark, vækker erindringer hos os. Status over den politiske udvikling er sjov at følge med i og får os til at sukke. Situationer derhjemme kalder måske på vores hjælp eller giver anledning til at dele ud af egne erfaringer. Det er også bare rart at høre om det afsenderen er optaget af. Andre gange rækker vi ud efter andres hjælp. Hilsnerne har stor betydning. Uden dem ville vi bare sidde herude mutters alene. Men vi føler os ikke mutters alene, fordi I er jo lige der for enden af en uendelig række nuller og 1-taller. Vi har ikke forladt jer og vi føler os ikke forladte. Det krævede dog tilvænning i starten hos begge parter at skulle kommunikere ved det skrevne ord. En praksis som var helt normal inden internettet. Tænk blot på julebrevene, som familiemedlemmer skrev til hinanden og blev læst op juleaften, når træet var slukket, gaverne pakket ud og kaffen skænket. Sådan var det i mit barndomshjem. Et endnu stærkere eksempel har jeg fra min farmors familie, der var højskolefolk. 11 søskende, der var spredt ud over det ganske land, formåede at holde kontakten og vide lidt besked om, hvad der optog den enkelte, gennem deres fælles vandrebog. De måtte have den liggende i en måned, så skulle den sendes videre til den næste i rækken. Det fandt sted for cirka 100 år siden. På Floreana gjorde de et stort nummer ud af, at øens gæster, os, skrev et postkort, som blev lagt i post-tønden inden vi forlod øen. Et levn fra gamle dage, hvor skibe, der lagde fra øen ved Post Office Bay, som det sidste tjekkede tøndens indhold igennem for post, der skulle i samme retning som båden. Omvendt lagde man selv et brev i tønden, hvis man havde brug for at meddele sig til andre rundt om i verdenen. Fascinerende enkelt. Det var nogenlunde samtidigt med tilblivelsen af det danske postvæsen.

Foruden Yatzy og hilsnerne bruger vi tid sammen på at høre musik og snakke om det derhjemme. Det der har været og det nye der skal ske, når turen får en ende. Vores nye hjem, arbejde, fritidsinteresser og ønsker til fremtidige rejser. Når vi sidder for os selv, går tiden med de ting, vi hver især finder meningsfulde. Mens jeg bruger tiden på at skrive, tage billeder, redigere billeder, løse sudoku, læse lidt og skrive med familien, så læser Kaare en del bøger, fisker, skriver med familie og venner, lægger planer for det videre forløb af rejsen samt kigger ud i luften og filosoferer. Når vi kan slippe afsted med det, driller vi hinanden, så båden runger af latter. Det er meget befriende. Men der er en ting mere der optager os. Dyrelivet omkring os.

Dyrene kommer ud af det blå. Fiskene bliver modvilligt halet ombord på IRIS af Kaare. De er stærke og utroligt flotte. Kaares seneste fangst var en tun på 10-12 kg. Det tog ham halvanden time at få hevet den hjem. Det var en drabelig kamp, der kostede Kaare et ødelagt fiskehjul. Men sikken en luksus det er at smaske sig gennem de mange kilo tun af den fineste slags. Den ene dag fik vi tun med ristet ris. Det er et udtryk for det rene frås, også selvom det smagte dejligt. Derhjemme, hvor 200 gram koster en bondegård, ville vi have tilberedt tunen med nogen mere respekt. Skønt at opleve denne luksus.

Blæksprutterne og flyvefiskene hopper selv ombord på IRIS om natten. Flyvefisken, der er kanonføde for de større fisk i havet, kender vi, men det er første gang vi har set blæksprutten. Den er ikke så store, men smuk så længe den endnu er våd. Desværre har den det med at sprutte blæk på dækket. Det ser ikke så fantastisk ud, men vi holder vinduerne lukket, så den i det mindste ikke ender i sengetøjet. Dem, der har prøvet at få en blæksprutte i sengetøjet, siger, at det er ulækkert. Det tror jeg gerne.

Snakken om fiskene byder mig at nævne vores oplevelse om natten på havet den 20/4 om morgenen, hvor der var vagtskifte klokken 02:00. Da jeg kom op i cockpittet, troede jeg ikke mine egne øjne, fordi mod nord var horisonten (kimningen, hvis det skal være helt korrekt) massivt oplyst. Kaare kiggede på mig og sagde med en dybt følt vrede i stemmen: “De satans kinesere!” Richard i Shelter Bay Marina talte altså sandt, da han fortalte, at kineserne er godt i gang med at tømme havet for fisk syd for Galapagos. På kortplotteren kunne vi se, at de mange store fiskebåde, hvis navne fremgik, når man markerede bådene på skærmen, havde følgeskab af et fabrikationsskib, hvor de sandsynligvis rensede og nedfrøs fiskene, de havde fanget. Kineserne er selvfølgelig ikke alene om at tømme havet for fisk. Vi har også selv, sammen med andre lande, flittigt tømt Øresund for torsk. Det er rigtig godt, at verdenssamfundet er begyndt at tænke i bæredygtighed. Forhåbentligt kan vi få kineserne til at synge med på samme sang. Bæredygtighed inden for alle områder, hvor vi forbruger af naturens ressourcer. Plastforureningen er massiv. Et godt råd til dem, der ønsker at besøge San Blas øerne, er kun at opholde sig på øernes læ-side, hvis man ikke vil have ødelagt sin idylliske forestilling om øerne.

Tilbage til dyrene. De helt store pattedyr. Første gang vi så noget til pattedyrene var den 18/4. En gruppe delfiner af arten Bottlenose Dolphines kom hen til båden og gjorde os selskab. De var større end de fleste delfiner vi indtil videre har set, men de var fortsat hurtige i vandet. Til gengæld svømmede den håndfuld grindehvaler, vi så, mere adstadigt gennem vandet. De havde sat en kurs og den veg de ikke fra - båd eller ikke båd. Vi så dem derfor blot de få gange, de var oppe at trække luft, mens de passerede os. Det var afgjort en stor oplevelse, selvom det nu altså er sjovere at få besøg af delfinerne. Det gjorde vi endnu en gang, i en grad vi troede umulig.

Den 27/4 fik jeg igen øje på en delfin. Kaare og jeg rettede sammen blikket ud af båden, netop som en delfin sprang ud af vandet. Det var et fascinerende syn, som vi håbede på ville gentage sig. Det gjorde det. Ikke kun en gang, to gange, 10 gange. Nej, det blev ved, ved og ved. Vi blev nemlig vidende til et meget stort antal delfiner. Kaare gætter på, at der inden for en radius af 500 meter var 80 delfiner, hvis ikke mere. Rigtigt mange af dem var ganske tæt ved IRIS. Vi så, hvordan 6-7 delfiner synkronsvømmede ved siden af hinanden. Det så ret imponerende ud, når de kom ud af vandet på samme tid for at få luft. Foran dem sprang en delfin ud af vandet og landede med et stort plask, sandsynligvis for at forvirre de fisk de jagtede. Imponerende så det i hvert fald ud og alt dette skete ikke mindre end 15 meter fra båden. Kaare forsøgte at tage billeder, men det var utroligt svært, fordi der sprang så mange delfiner rundt om ørerne på os, at det var svært at vide, hvor linsen skulle pege hen. Men han lykkedes da med at få et par gode billeder. De andre gange, hvor vi har fået besøg af delfinerne, er vi blevet på dækket for at følge dem, indtil de forsvandt. Det opgav jeg denne sene eftermiddag, fordi jeg havde også andre ting, jeg skulle lave. Jeg forlod med andre ord sceneriet og lod Kaare om at suge alle indtrykkene til sig. Siden dette besøg har vi ikke set flere store pattedyr. Ikke en gang en hval. Ja, man har jo lov til at håbe. Siden den eftermiddag har vi ikke set flere dyr. Sandsynligvis som konsekvens af vejrskiftet.

Du har nu hørt om vores sejlads hen over Stillehavet og om hvad vi får dagene til at gå med, men hvordan har vi det så med at være herude? Det er det sidste spørgsmål, jeg mangler at svare på.

Inden Kaare og jeg endeligt besluttede os for at sejle ud i Stillehavet, snakkede vi om, hvordan vi troede, vi ville have det med det. Kaare var lidt bekymret over udsigten til at være langt væk fra alt og alle. Den bekymring delte jeg ikke helt. Jeg så det mere som en mental udholdenhedsprøve i at være længe afsted alene, som krævede, at vi indstillede os på det lange seje træk, hvor vi kunne forvente og skulle kunne håndtere oplevelser af enhver slag. Det var noget med at se sig selv som en dieselmaskine, der uanset hvad bare kørte, kørte og kørte derudaf. Langsomt men sikkert uden alt for mange driftsforstyrrelser foranlediget af fx kedsomhed, utålmodighed, usikkerhed, nervøsitet, fortvivlelse, angst og træthed. Endelig gjaldt det også om, i min optik, at holde fokus ind i båden, på nuet, fordi hvis man først rigtigt lykkedes med at hage sig fast i tanken om havets uendelighed eller i alt det derhjemme og lod sig gribe af den uro, det kunne vække, så ville det blive rigtigt svært at være på det store ocean. Det var altså udgangspunktet.

På den lange tur til Marquesas har vi haft glæde af at følges med en anden båd. Kaare har siden sejladsens start dagligt skrevet med kaptajnen, Philip, på Pennyless. Vi havde fælles agent på Santa Cruz og da han skulle videre samtidigt med os, mødtes vi tilfældigt på immigrationskontoret inden afrejsen. Philip og hans besætning stævnede ud dagen efter os. I løbet af de små tre uger vi har været på havet, har Kaare og Philip holdt hinanden orienteret om bådenes positioner, diskuteret vejret og hjulpet hinanden, hvor det var muligt. Dette lille fællesskab med Philip har haft stor betydning for oplevelsen ved at være på oceanet, som på det mentale plan blev en anelse mindre, også selvom Philip sejlede fra os og til sidst lå 400 sømil foran os. Fællesskabet gav også en følelse af større sikkerhed, såfremt der skulle ske noget slemt, omend det nok mere var en følelse end en kendsgerning. Opfyldelse af sikkerheden til søs hviler da også først og fremmest på bådens kaptajn og hans besætning.

Mange af dem, vi har talt med, giver udtryk for, at de synes, vi er modige. Bag den prisværdige kommentar ligger en bekymring om, hvorvidt vi overhovedet kan føle os sikre på havet. Der er så mange ting, der kan gå galt. Hårdt vejr og lyn kan ødelægge båden. Forkert sejlføring kan udsætte båden for unødigt slid, som man måske ikke har reservedele og værktøj til at udbedre. Bådens mekaniske og digitale udstyr kan henholdsvis gå i stykker eller melde fejl. Mandskabet kan blive ramt af ulykker eller sygdom. Og i køkkenet er der ild, knive og kogende vand, som man arbejder med men ikke må komme til skade ved. Ja, alt kan for så vidt gå galt, men hvad er så nøglen til alligevel at føler sig sikker på havet. Der er flere ting. Først og fremmest skal man være optaget af at skabe rammer om sejladsen, så den bliver sikker. Det er ikke nogen selvfølge. Vi har set flere tvivlsomme både, der var tvivlsomme som konsekvens af kaptajnens manglende interesse for egen søsikkerhed. I nogen både har der ikke været styr på sikkerhedsudstyret i al almindelighed, hvilket jeg ikke skal remse op her. Vi har også oplevet både, hvor det elektriske system ikke fungerede optimalt, inden man tog afsted. Dernæst skal man kende sin båd ind og ud. I bogstavligste forstand skal man have skilt og samlet den ad, inden man tager afsted. Forberedelse af båden inden afgang tjener derfor ikke kun til at optimere den og gøre den søsikker. Den tjener også til, at man lærer båden at kende, så man rent faktisk har en chance for at fejlfinde og udbedre tingene, når de går i stykker - for det gør de før eller siden. Når tingene går i stykker på havet, gælder det om at holde hovedet koldt, arbejde langsomt og sikkert. Taber du en skrue, et beslag, hvad som helst, når du skiller tingene ad for at reparere det, forstærker du problemet. Så søsikkerhed handler også om, hvordan man går til de problemer, man løber ind i. Derfor handler søsikkerhed også om at have alle manualer til bådens udstyr med, så man undgår at problemløse gennem princippet ‘Learning by doing’. Man skal altså være lidt af en ‘ingenørd’ og handyman for at sejle ud. Men ikke kun. Du skal også kunne sejle båden sikkert, så du ikke udsætter båden og besætningen for unødige farer, som fx når bommen med vanvittig stor kraft svinger over på den forkerte halse, fordi en stejl, skæv bølge tvinger den til det. En bom i hovedet er katastrofalt. Når jeg pensler tingene ud på denne måde, bliver det åbenlyst, at man skal have styr på sin båd og sine kompetencer. Derfor giver det også god mening, når folk bruger et år eller måske mere på at gøre såvel båd som sig selv klar til en oceansejlads. Jeg er ingen tekniker. Alt dette hviler på Kaare skuldre, men min lugtesans, erfaringer, undren, sunde fornuft og kritiske blik støtter ham i hans arbejde med at holde skuden flydende. Og han lytter, fordi han har for længst lært, at det kan hjælpe ham. Gennem hele forløbet har jeg fulgt og erfaret, hvordan han arbejder med båden, teknikken og grejet. Han er fan’me god. Han er tryg ved, at han kan klare de udfordringer færden over havet måtte byde på og jeg er tryg ved ham. Modet bygger ikke på en fandenivoldskhed. Den hviler på den nødvendige viden, færdigheder og kompetencer, som vi ved vil bringe os sikkert frem.

Et andet forhold, som optager, dem vi taler med, er spørgsmålet om ensomhed. Føler vi os ensomme på oceanet? Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er, at fællesskabet med Pennyless, hilsnerne via Iridium-mailen og enkelte opringninger via satellittelefonen har haft utroligt stor indflydelse på, at vi ikke har følt ensomhed. Selvom vi ikke har siddet fysisk overfor familie og venner eller har set dem på video-skærmen, så har det skrevne ord i al dens begrænsning kunnet opfylde vores grundlæggende menneskelige behov for fortsat at være en del af familiens og vennekredsens fællesskab samt fortsat at have en fortrolig kontakt med familie og venner. Det har været dejligt at erfare, at det har været muligt. Ensomheden, som man ser den udfoldet i TV-programmet “Alene i vildmarken”, har altså ikke fundet vej ud til os, men vi kan ikke sige os fri af, at turen hen over oceanet har pustet til savnet af alle jer, vi har kær. Vi er super glade for vores eventyr, men selv under et eventyr bliver spørgsmålet om, hvad der virkeligt betyder noget i livet, rejst. Svaret er kort og godt: familie og venner.

Selvom alt altså går godt, fik jeg totredjedele ind i sejladsen en oplevelse, som hældte lidt grus i min maskine. Fra begyndelsen havde jeg alene fokus på distancen mellem Galapagos og Marquesas og det levede jeg fint med. Som led i mine skriverier sad jeg en dag og læste i Lonely Planets “South Pacific - Polynesia, Melanesia & Micronesia”. Det lyder helt skævt, men her går det rigtigt op for mig, hvor sindssygt stort Stillehavet er. Lad mig starte der, hvor jeg havde mit fokus. Marquesas er en ud af i alt 5 øgrupper i Fransk Polynesien. Øgruppen ligger mod nord i det fransk polynesiske områder, som dækker et område svarende til Europa. Trods den enorme udstrækning udgør Fransk Polynesien kun en del af Polynesien, som tæller yderligere 10 lande, der bortset fra Påskeøen ligger mod vest. Læg dertil at Polynesien kun udgør en af i alt tre regioner i Stillehavet. De to øvrige er Melanesia og Micronesia, som strækker sig over et område, der er 5.500 sømil langt og 2.500 sømil højt målt fra Marquesas øerne. Sejladsen på de 3.000 sømil ud til Marquesas var med andre ord kun begyndelsen. Jeg indså, at jeg havde udsigt til at skulle tilbagelægge mange flere tusinder sømil. Lige der kunne jeg godt mærke, at jeg skulle samle mig. At jeg skulle grav dybt i mig selv for at finde motivationen til den fortsatte rejse. Ikke, at jeg overhovedet havde noget valg.

I skrivende stund, hvor jeg ikke kan sige mig fri af at være i lidt følelsernes vold, får jeg lyst til at sige, at hvis jeg havde vist, hvad jeg ved i dag, er jeg ikke sikker på, om jeg havde haft lyst til at sejle ud i Stillehavet. Atlanterhavet synes pludseligt at være som en kravlegård. Det er let at overskue, hurtigt overstået og inden man ser sig om, kan man være hjemme igen. Omvendt ved mit fornuftige jeg selvfølgelig godt, at der venter os mange spændende oplevelser, herude i Fransk Polynesien, langt ude i et hjørne af Stillehavet. I sidste ende viser den lange, lange sejlads sig utvivlsomt at være det hele værd. Netop tanken om alt det spændende der venter os for enden af de 3.000 sømil og videre frem er en stærk motivationsfaktor for at køre på i højt humør - i 99 % af tiden.

Polynesisk kultur

Turen over Stillehavet var lang og vi glædede os til at se land, kaste anker, få ro i båden og nyde Marquesas. Humøret på båden dagen før ankomsten til Hiva-Oa var da også høj. Forventningens glæde var til at tage at føle på. Hele dage igennem og natten med afpassede vi sejladsen, så vi ville være fremme, når det blev lyst. Da Hiva-Oa omsider tonede frem i det tidlige morgenlys langt derude i horisonten, på min vagt, kunne jeg mærke en følelse af lykke sprede sig i kroppen. Det var stort og hvis jeg virkelig havde prøvet, kunne jeg garanteret have gået på vandet, i det øjeblik jeg så Hiva-Oa. Jeg nøjedes dog med at kigge.

Hiva-Oa så spændende ud. På afstand imponerede dens voldsomhed mig. Bjergryggen højt oppe viste tænder og gav mig associationer til hajens frygtindgydende tandsæt. Det samme gjaldt højderyggene, der gik ud i vandet. Trods de dramatiske klippeformationer var øen grøn. Det så jeg tydeligt i lyset fra de bløde solstråler, der oplyste øen på smukkeste vis. Næsten fremme ved bugten Tahauku, der var vores mål og som lå på øens sydside, blev det helt tydeligt, at Hiva-Oa var en meget frodig ø. Det tegnede godt.

Bugten, skulle det vise sig, havde en lille, kort mole, der gav tilstrækkelig beskyttelse til ganske få lokale motorbåde, den lokale rød, gule færge, der havde et par daglige afgange, det røde fragtskib der kom hver fredag og det mindre hvide krydstogtskib, der kom en gang imellem og som også fungerede som fragtskib. Helt inde i hjørnet bag molen lå slæbestedet, hvor det meget lille værft trak sejlbådene op med dens trailerlift. Molen fungerede glimrende i forhold til disse lokale aktiviteter. Ingen tvivl om det, men pladsen bag molen til langsturssejlere var trang.

Kaare og jeg var adviseret om den begrænsede plads bag molen, men vi håbede til det sidste, at der også ville være en plads til os, når vi kom frem. Det var der ikke. Vi endte derfor med at ankre op på ydersiden af molen, hvor vi rullede helt vildt i de store dønninger og livlige, krabbe bølger. Med denne elendige placering tog vi hul på vores ophold på Marquesas.

Marquesas øgruppen består af 10 øer. De var ifølge “Charlie’s Charts of Polynesia” (Wood, 2011) befolket af cirka 100.000 polynesiere, da Captain Cook besøgte øerne på en af sine tre jordomsejlinger omkring 1770’erne. I 2011 lå befolkningstallet på cirka 6.000. Alle taler fransk, da øerne blev erklæret for franske i 1842. Selvom de sidste små 200 år har slidt hårdt på den oprindelige polynesiske kultur, er den stadig meget tydelig. Og det er netop deres kultur, der gør besøget på Marquesas spændende. Naturen imponerer også, men ikke på helt samme måde som kulturen. I dette rejsebrev vil jeg derfor primært have fokus på kulturen, sådan som jeg har set den udfolde sig på de fem øer, vi besøgte - Hiva-Oa, Tahuata, Fatu-Hiva, Nuku-Hiva og Ua-Pou.

Vores tur rundt mellem Marquesas øerne var bestemt af vores behov for at få båden ud af vandet. Vi var ret sikre på, at det kunne lade sig gøre på Hiva-Oas yacht-værft, der havde en stor trailerlift akkurat som i Curasao. Men vi blev klogere. I modsætning til i Curasao, hvor trailerliften blev kørt ind under IRIS, som lå fikseret langs kajen, skulle IRIS sejle ind over trailerliften på værftet i Hiva-Oa. Da hydrogeneratoren sidder 50 cm ude fra centerlinjen, var der meget stor risiko for, at den ville blive beskadiget ved optagningen. IRIS kom derfor ikke på land. Havde vi vidst det på forhånd, var vi med stor sandsynlighed først sejlet til Fatu-Hiva, sådan som mange langturssejlere foretrækker at gøre det, da øens utroligt smukke bugt Hanavave giver god læ. Men vi startede altså på Hiva-Oa og det kunne bestemt også noget.

De første mennesker vi hilste på på Hiva-Oa var ikke mindre end Eli og hans kæreste Amy, som vi hjalp gennem Panamakanalen som frivillige linehandlers. De sad og spiste mangois under kronen af et bredt, lavt træ, som groede op mellem molestenen på indersiden af molen, længst inde mod land. Gensynsglæden var stor, snakken gik og sådan gik det til, at vi på deres anbefaling den første aften spiste god mad på byens fine hotel oppe på bjergskråningen og så polynesisk dans. Det var meget overvældende og en fantastisk introduktion til polynesisk kultur. Trommerne, tatoveringerne, smykkerne om mændenes hals, der lignede kløer, mændenes voldsomme bevægelser og stødende lyde, samt kvindernes sang og hofter der svang op og ned. Energien, der blev lagt i fortællingen om de forskellige legender, var enorm. Selvom det var en opførelse for et publikum, sad jeg med en stærk fornemmelse af, at det var en del af dem.

På vores tur rundt på øerne besøgte vi flere gamle byer, arkæologiske steder. Byerne lå typisk oppe i de frodige dale i nærheden af rindende vand. Vi så naturligvis kun de terrasser, fundamenter, gærder og brønde, som de havde anlagt i sten, da de simple hytter af træ og palmeblade, de har boet i, for længst var gået til. Stenkonstruktionerne var meget imponerende og vi undrede os over, hvordan de var lykkedes med at gennemføre det store anlægsarbejde, som også indebar at rydde bjergskråningerne for palmer og træer. En del af svaret må være, at de på den tid, hvor byerne blev anlagt, var ganske mange indbyggere til at tage fat. Dernæst undrede vi os over, hvornår polynesierne havde forladt byerne. Vi menter ikke, det kunne være så mange år siden ud fra en betragtning om, at de træer og palmer, der groede op mellem stenene ikke så så voldsomt gamle ud. Svaret fik vi af en lokal kvinde fra Taioa-bugten på Nuku Hiva. Hun, der var oldebarn af en Daniel, fortalte, at hendes oldefar havde boet i den smukke by langt oppe i dalen, på vej op mod vandfaldet Vaipo, indtil han og alle de andre i den sidste del af 1800-tallet havde forladt byen og søgt helt ned til havet, hvor hun boede, eller videre ud i verdenen.

Daniels oldebarn hørte til en af de ganske få, der fortsat levede i dalen, som man i dag kun kan komme til ved enten at sejle eller at ride på hesteryg uden sadel, hvilket i øvrigt er almindeligt brugt på disse kantrer. Rundt omkring stod der enkle bilvrag, der vidnede om en anden og mere rig tid, hvor det gav mening at vedligeholde vejen ind til dalen. Selvom kvinden blev rørt, da hun tænkte tilbage på sin oldefar, så hun og hendes familie veltilfredse ud. Helt i tråd med oldefarens ånd forærede hun os frugt fra deres have til vores videre færd. Sæsonen for mango var desværre ovre, men vi fik 1 kg lime og 20 kg pomplemousse, der er en grapefrugt på steroider. Større og mere passende sød end grapefrugten. Der fulgte også lidt ingefær, chilier og krydderurter med. Kaare og jeg vidste knapt hvilket ben, vi skulle stå på, da vi gav udtryk for vores taknemmelighed.

Helt generelt har Kaare og jeg været overvældet over og betaget af al den frugt, der findes på Marquesas. Her er brødfrugt, mango, lime og pomplemuosse i overflod. Flere gange blev vi tilbudt gratis frugt, fordi der er så meget, at polynesierne ikke ved, hvad de skal stille op med det. De dyrker også bananer og passionsfrugter, men i knap så store mængder. Og så er der kokosnødderne, som ligger og flyder overalt. Ifølge “Charlie’s Charts of Polynesia” producerer Marquesas en del tørret kokosnøddekød, copra, som er råmateriale til produktion af kokosnøddeolie. Vi så da også flere tørringsanlæg, men kun et enkelt af stederne var i brug. Det undrede mig, men måske var det bare uden for sæson. Det vil give mening og passe fint med, at Daniels oldebarn gav os besked på, at vi på vores vandretur op til Vaipo vandfaldet skulle passe på kokosnødderne, som var ved at modne og derfor faldt til jorden. Det skal man have respekt for, så vi var parate til at springe for livet om nødvendigt.

Daniels oldebarn talte lidt engelsk. Det gør de færreste. Fransk er det officielle og i dag mest benyttede sprog på Marquesas. I byen ved Omoa bugten på Fatu-Hiva faldt vi i snak med en venlig polynesisk mand. Han fortalte os, hvordan det polynesiske modersmål var blevet pillet ud af befolkningen. I skolen havde det foregået ved, at barnet, der talte polynesisk, fik tildelt en muslingeskal af læreren og på den måde blev udstillet som uduelig overfor resten af børneflokken. I dag får børnene også tildelt muslingeskaller, når de taler polynesisk, men nu som belønning og ikke straf. Formålet er i dag at fremelske børnenes brug af deres oprindelige sprog, som polynesierne kæmper for at bevare. Denne kamp for sproget er grundlæggende en kamp for at bevare deres polynesiske kultur. Det er desværre op ad bakke, sagde han.

Tatoveringerne spiller også en stor rolle for polynesiernes kultur. Om dem fik vi at vide af en lærer fra den lokale skole på Fatu-Hiva, at de flotte mønstre har specifikke betydninger, der afspejler deres livsopfattelse. Hvis ellers man er bekendt med mønstrenes betydninger, bliver polynesierne dermed som åbne bøger, hvor man kan aflæse, hvad der er vigtigt for dem. Det samme kan man sige om amerikaneren, Jacob, vi mødte i Tahuata-bugten på Hiva-Oa. Han havde fået tatoveret Ironman-logoet på sin højre skulder, fordi triatlonsporten betød noget for ham. Det er det samme og så alligevel ikke helt, fordi på Marquesas har tatoveringerne samfundsmæssig betydning, mens tatoveringerne i vesten har betydning for den enkelte. På et tidspunkt spurgte jeg Eli, om det ikke var noget for ham at få en polynesisk tatovering. Han trak lidt på det og svarede så: “Hvis jeg er her længe nok og føler mig som en del af stedet, så kan det måske komme på tale.” Finere kunne det ikke siges. Det er selvfølgelig ikke alle polynesier, der er tatoveret, men rigtigt mange er - både mænd og kvinder. Når de er ude over voksealderen er de tusch-klar, fortalte skolelæreren.

Trommerne spiller fortsat en rolle i deres samfund, også selvom de får skarp konkurrence fra den unge generations ghettoblastere, der spiller høj, moderne musik, når de unge hænger ud og hygger sig. På Hiva-Oa så og hørte vi som bekendt helt tæt på polynesierne spille tromme. Deres hænder gik som trommestikker og blev på det nærmeste rødglødende, mens de frembragte smukke varierende rytmer. På trommeslagernes ansigtsudtryk kunne jeg se, at det krævede energi og gjorde ondt på hænderne. Det havde jeg let ved at sætte mig ind i med tanke på de få gange, hvor jeg i folkeskolens musiklokale prøvede at banke lidt rytme ud af trommerne - uden succes. Egentligt troede jeg, at det ville være første og eneste gang, vi skulle høre dem spille tromme, men der tog jeg fejl. I Taiohae-bugten på Nuku-Hiva, hvor vi lå for anker, lød der den ene aften efter mørkets frembrud trommespil og sang ud over bugten. Polynesierne var samlet i deres forsamlingshus. De klappede og hujede over det fælles. Energien var god og det lød rigtigt hyggeligt. Jeg prøvede, så godt jeg kunne, at indprente mig denne kulturelle oplevelse, jeg fik der i mørket i bugten på Nuku-Hiva. Den var værd at gemme på.

Energien var også god i Hakahau-bugten på Oa Pou, hvor vi lå for anker de sidste to nætter, inden vi tog afsked med Marquesas. Anledningen var imidlertid en anden. Polynesierne havde sat hinanden stævne i 6-mandskanoroning. 5 besætninger i farvestrålende kulfiberkanoer kappedes om at komme først over stregen. Uden for klubhuset, der lå ved strandkanten, stod tre trommer. De blev brugt til at heppe på og fejre særligt den første kano og lidt de næste kanoer, der fulgte. Da den sidste kano kom ind, var trommeslagerne i gang med andre gøremål. Så ingen trommeslag til dem. Det interessante var, at polynesierne fortsat fandt det naturligt at bruge trommerne til at markere begivenhedens højdepunkter. Trommerne var med andre ord endnu ikke blevet erstattet af ghettoblasteren, der spiller “We are the champignons” med Queen. Akkurat som trommerne er kunsten at ro kraftfuldt gennem vandet i deres traditionelle kanoer en kulturbevarende aktivitet. De små drenge, der stod i vandkanten, da vinderkanoen kom ind, kiggede med beundrende øjne på kulfiberkanoen og de stærke mænd med tatoveringer. Den samme opmærksomhed fik den ældre mand, der kom ind i sin ældre kano tidligt på morgenen efter at have været ude at fiske, ikke. Dagen var knapt begyndt for de fleste.

Fiskeriet fylder ikke særligt meget på Marquesas. Det synes jeg var mærkeligt, da havet er fyldt med lækre tun. Forklaringen fik jeg af endnu en venlige mand, denne gang på Tahuata. De fisker kun, sagde han, når de har brug for fisk og de fisker ikke mere, end det de skal bruge. De er optaget af at leve i pagt med naturen, fik vi at vide. Det lød på alle måder helt rigtigt, men virkede også lidt ineffektivt, i hvert fald på Fatu-Hiva, hvor de samme mænd hver morgen sejlede ud i deres aluminiumsjoller for at fange tun. De drønede afsted med gashåndtaget i bund og en enkelt snøre i vandet, der hvor de vidste tunene holdt til. Når mændene havde fanget de tun, de skulle bruge, sejlede de tilbage til havnen. Jeg så kummefrysere stå rundt omkring i polynesiernes hjem, så jeg tror, det mest handler om, at de er vant til at spise helt frisk fisk. Hofretterne på øerne er da også sashimi og poisson cru. Kaare og jeg har sat adskillige af disse måltider med frisk rå tun til livs under vores ophold på Marquesas. Uhhmmm, det smager altså godt.

Indtil videre har jeg fortalt lidt om dansen, byerne, frugten, sproget, trommerne, tatoveringen, kanoerne og fiskeriet i håbet om at give et indtryk af, hvad Marquesas er for et sted, men jeg mangler at fortælle om det vigtigste. Deres ånder. Tikierne, der er hugget ud i sten.

Der findes ikke kun en Tiki. Der findes mange Tikier, gamle og nye. Enkelte af de nye Tikier er meget kreative og ligner mere kunstværker end egentlige Tikier. Det giver mig en lille oplevelse af, at Tikierne ikke længere betyder helt så meget, som de har gjort, men jeg kan selvfølgelig tage fejl. Vi var primært optaget af de gamle Tikier, som blev tilbedt for at opnå beskyttelse.

På turistkontoret i Hiva-Oa, som blot var et lille hus på 3x4 meter med loft til kip, uden anden information end et malede kort over øen, som hang på bagvæggen og var svært tilgængelig, fordi der lå et stativ foran væggen, fik vi et overblik over øens gamle Tikier, som kunne være spændende at se. Til formålet lejede vi en lille bil med fire-hjulstræk og store hjul. Det skulle vise sig at være det helt rigtige valg til formålet.

Turen rundt på øen, hen over de høje, uslebne bjerge var overraskende grøn. Med undtagelse af øens nordøstlige kyststrækning, som var gold, var øen beklædt med store flotte træer med lette, brede kroner, der gav lidt skygge til underskoven. Vejene, der snoede sig smukt gennem landskabet, var meget velholdte og gjorde det til en smal sag at køre rundt for at se øens Tikier. De fleste Tikier var nemme at finde, men der var en enkelt, som voldte os problemer og bragte os til verdens end. På bagkanten af vores ophold på Marquesas skulle den vise sige at være den flotteste Tiki af alle Tikier. I det mindste i vores øjne.

Tikien, der hed Moeone, stod i byen Hanapaaoa på øens nordkyst. Forventningsfulde kørte vi afsted - op, ned, ind, ud. Først ad en bredere asfalteret tosporet vej med midterlinje, der blev til en smal betonstøbt tosporet vej uden midterlinje, der blev til en ensporet betonvej, der blev til en jordvej, for til sidst at ende i et hjulspor, hvor jeg satte bremsen i og ikke ville køre med videre i bil. Hjulsporets beskaffenhed taget i betragtning sagde mig, at nu var tiden kommet til at gå. På baggrund af de anvisninger vi havde fået - og forstået, fortsatte vi til fods ad hjulsporet op til en sti, der endte i et dyrespor. For enden af stien, så vi et dyrekranie, der var naglet fast på stammen af et smukt træ, som stod ud for en åben træhytte, der lå cirka 100 meter over havets overflade. Hvilken udsigt! Der var ingen hjemme og heller ingen Tiki. Vi var tydeligvis gået forkert. Super irriterende fornuftige indstillede vi jagten på Tikien, så vi kunne nå tilbage til båden inden det blev mørkt. Øv.

Ærgrelsen over ikke at have fundet Tikien fyldte så meget, at vi vendte tilbage til Hanapaaoa næste dag. En køretur i bil på 2x2 timer. På baggrund af en anvisning fra endnu en venlig mand, der boede meget tæt på Tikien, gik vi denne gang langs hjulsporet op ad bakken til bananplanterne, hvor en næsten usynlig sti ind til venstre mellem bananplanterne ledte os op ad den stejle bjergskråning. Stedet var tørt, luften fugtig og varm og sveden haglede ned ad os. Det var som om, turen aldrig ville få nogen ende. Men så skete der noget. Vi fik vi øje på resterne af et meget flot anlægsarbejde i sten, der skulle vise sig at være terrasser i flere niveauer. De lå på en smal, skrånende bjergkam med udsigt ind i dalen på højre side og udsigt ud over havet på venstre side, når man stod med ryggen til bjergkammen. Palmer, træer og buske havde for længst generobret stedet, men det var let at forestille sig, hvor flot terrasserne havde været, inden de mistede deres betydning og var blevet overladt til sig selv. På den øverste terrasse inde mellem buskene stod den - Tikien. 80 cm høj, flot og fortsat tilbedt af lokalbefolkningen. Det så vi på mønterne, der lå for dens fod og blomsterkransen, der var blevet lagt på dens hoved. Kaare og jeg var pavestolte over at have fundet Tiki Moeone. Turen var et lille eventyr, som vi altid vil huske som Tiki-eventyret.

Efterfølgende har vi på Fatu Hiva købt en flot klassisk Tiki, skåret ud i træ. Jagten på den helt rigtige Tiki, bragte os ud i private hjem, hvor mændene sad og snittede Tikier - næsten som Emil fra Lønneberg. Det var også en stor oplevelse. Vores Tiki har vi døbt Tiki Neptun. Den tilbeder vi, så IRIS kommer sikkert frem. Jeg ved nu ikke helt, om jeg tror på den slags, men Tiki Neptun bærer på en historie, som den altid vil minde os om. Det giver mening for os.

Det har været meget spændende at besøge Marquesas og opleve den polynesiske kultur, der rækker flere tusinde år tilbage i tiden. Mit rejsebrev ville under normale omstændigheder have sluttet her, men jeg har endnu en lille oplevelse, jeg må dele med dig, da den var ganske særlig.

Det hele startede egentligt på Dominica, hvor vi var på en dagstur rundt på øen. Hen under aften ved solnedgang stoppede vores chauffør på en parkeringsplads ved kysten med udsigt til solen. Vi skulle se The Green Flash, sagde han. Vi kiggede og kiggede, forgæves. Solen gik blot ned som altid og Kaare og jeg konkluderede, at det var nonsens, det chaufføren forsøgte at bilde os ind. Grønt glimt ved solnedgang, hmmm!!!!!! Men så skete det og jeg oplevede faktisk The Green Flash i den uendeligt smukke Vierges-bugt på Fatu Hiva, da jeg var ved at fotografere solnedgangen. Lige inden solens øverste kant sank ned under horisonten, samledes det grønne lys sig som en kugle og puf, så var det væk. 2 sekunder tog det. Et kort øjeblik diskuterede jeg med mig selv, om jeg virkelig havde set det grønne glimt, men den var god nok. Jeg følte mig uendelig heldig og kunne næsten ikke være i mig selv. Efterfølgende har jeg læst, at det grønne glimt opstår, når solens stråler passerer gennem jordens atmosfære og spaltes ud i forskellige farver, som i et prisme. Særlige forhold skal være opfyldt, før det bliver synligt for det blotte øje. Hvilke fandt jeg ikke ud af, men det gør du måske :-)

Med denne lille perleoplevelse er jeg nået til vejs ende for denne gang. Jeg glæder mig til at vende tilbage med rejseoplevelser fra Tuamotu atollerne i Fransk Polynesien, som vi netop nu er på vej til. Det bliver endnu engang noget helt andet. Vi starter på Raroia, hvor Thor Heyerdahl skyllede op på revet med Kon-Tiki i 1947.