Madeira

Vi havde fået anbefalet at se vulkanøen Madeira. Denne anbefaling vil vi afgjort gerne give videre. Madeiras natur er forbløffende varierende, smuk og ganske enkelt imponerende. Mod nordvest er øen drivende våd, i øst knasende tør, mod syd ganske frodig og inde midt på øen strækker tinderne sig mod himlen op over skyerne. Vi havde fem dejlige dage på øen, som var mættet med store oplevelser.

De første par dage gik med at hvile ud og kigge os lidt omkring i nærområdet. På vores første lille gåtur kom vi op til et nyopført kunstmuseum. En meget stor og mennesketom bygning, holdt i stramme linjer og udført i grå beton. Det var fagligt interessant for Kaare, mens jeg fik svar på et spørgsmål, som gik i en helt anden retning. På havnen havde jeg iagttaget, at der lå flere forretninger, der solgte ture ud på havet, hvor turisterne med garanti fik hvaler og delfiner at se. Hvordan kunne de garantere det? På kunstmuseets yderste og bedste udsigtssted fandt jeg svaret. To yngre mænd med en særdeles kraftig kikkert på stativ fortalte, at deres opgave var at spotte dyrene og guide deres kollega, på havet, hen til dem. Såre simpelt – så længe dyrene blev inden for kikkertens rækkevidde på 4 sømil.

På dag tre fik vi leveret vores lejebil på havnen, en lille Toyota Aygo med en 1 liters motor, som vi nærmest tog på, når vi satte os ind i den. Den skulle få os rundt på øen de næste tre dage til de steder, vi gerne ville se - troede vi.

Vejene på Madeira er stejle - så stejle nogen steder, at man vil gøre meget for, at bilen ikke går i stå lige der. Terrænet udfordrer med andre ord. Kaare var også udfordret. Det var helt umuligt for ham at få Aygoen til at trække i andet gear. I starten kørte vi derfor en hel del i første gear. Motoren hvinede højlydt, mens vi langsomt krøb op ad bjergsiderne. Det var frustrerende og gav anledning til mange overvejelser om bilen og hvordan den skulle køres. På et tidspunkt fandt Kaare ud af, at hvis han kørte gearene helt ud, kunne han bruge alle gear. Det øgede komforten ved kørslen, omend det larmede en del. Men faktisk gik det jævnt ned ad bakke med bilen. Sidst på dag to, hvor vi omsider begyndte at fatte, at Kaares problemer med at køre bilen skyldtes, at bilens kobling var i stykker, foreslog jeg, at vi kørte fra ved næste afkørsel på V1, ringede til udlejningsfirmaet, bad dem om at hente deres bil og bringe os en ny. Kaare ville lige op over den næste bakke, før han drejede fra, men så langt kom vi aldrig. Med rygende motor fik vi skyndsomt parkeret, rømmet og markeret bilen, der nu holdt i vejsiden på øens motorvej ved Funchal. Godt det skete der og ikke på øens nordvestlige side, fordi biludlejningsfirmaet lå lige rundt om hjørnet, så Aygoen blev skiftet ud med en Clio i løbet af 45 minutter og alt var godt igen.

Den opmærksomhedskrævende Aygo overskyggede heldigvis ikke vores oplevelser med naturen på øen. På VisitMadeira.com havde vi udset os tre vidt forskellige vandreruter. Dag et gik vi “Levada das 25 Fontes”, PR6, som ligger inde på Madeira i den nordvestlige del af øen. Det særlige ved denne tur er de smukke kanaler, man går langs med på bjergsiden, som opsamler den vand skyerne kaster af sig, når den varme luft tvinges op over bjergtoppene. Duggen hang tungt på grenene om formiddagen, til solen nåede rundt om bjerget og kunne varme tingene op. Turens attraktion var et smukt vandfald, der havde udhulet bjergsiden og skabt en lagune. Der var sort af mennesker ved lagunen, da turen var populær, smuk og tilgængelig for de fleste. Sidst på dagen ved solnedgang endte vi ved Madeiras vestligste pynt. Det var specielt for os at stå der ved fyrtårnet i det bløde lys, som vi havde kigget så meget på, da vi nærmede os Madeira og sejlede rundt om øen til marinaen i Calheta.

Dag to var vi et par timer i hovedstaden, Funchal. Det var hyggeligt at sidde på et lille torv, få en kop kaffe og bare sidde og iagttage livet omkring os. Vi havde besluttet, at det skulle være en stille og rolig dag. Sådan startede den også. Længere op ad kysten mod øst gjorde vi stop ved Santa Cruz. Vi havde fået at vide, at det skulle være et godt sted at snorkle. Det var helt skønt at hoppe i vandet fra den sorte strand, der bestod af store runde sten på størrelse med juniorhåndbolde. Vi så ganske få fisk. Det var lidt svært at blive begejstret over, men så skete der noget. Bedst som jeg var på vej tilbage, fangede mine øjne en blæksprutte i det klare vand, der holdt fast om en af de store runde sten. Den var ikke alene. Et drama fandt sted mellem den og to fisk. Når blæksprutten flyttede sig, fulgte de med. Jeg fandt aldrig ud af hvem, der jagtede hvem, men noget var i hvert fald på spil. Jeg følte mig uendelig heldig at have fået øje på blæksprutten i den endeløse ørken af sten. Kaare nåede også at se den. Næste stop var “Vereda da Pontiac de Sao Lourenco”, PR8, det østligste punkt på Madeira. Denne vandretur stod i kontrast til vandreturen dagen i forvejen. Der var knastørt som i Sahara og vanvittigt smukt med de geologiske foldninger i undergrunden, der blev synlige på den stejle kyststrækning og fremhævedes af det dybblå hav. Stedets skønhed gjorde det til en leg at gå ud til det yderste og højeste punkt og tilbage igen – 8 km og 440 højdemeter. Endnu en vellykket dag - lige bortset fra at bilen gik i stykker på vejen tilbage til Calheta, men den historie har jeg fortalt.

Dag tre gik vi vandreruten “Vereda do Areeiro”, PR1, som ligger stort set midt på Madeira. På denne tur, der gik mellem Madeiras to højeste bjergtoppe “Pico do Areeiro” i 1.817 meters højde og “Pico Ruivo” i 1.862 meters højde, skulle vi finde vores indre bjergged frem. 700 højdemeter på 15 km krævede lidt overskud. Det havde vi heldigvis. Belønningen for al sliddet op og ned ad de stejle stigninger var stor. Fra start til slut udfoldede der sig det ene fascinerende scenarium efter det andet. Bjergtoppene, der lå over skyerne og var badet i sol. Vandrestien der snoede sig ind og ud, op og ned langs den ubarmhjertigt stejle bjergside. Smalle passager hen over bjergkamme. Kaare der forsvandt under mig, fordi han var på vej ned ad den stejle sti. Skyerne der lagde sig tæt op ad bjergets ene side og skabte dramatiske scener. Ja, det var bare en fantastisk tur, hvor vi som en sidegevinst fik testet vores udholdenhed. Den er, hvor den skal være – vores alder taget i betragtning.

På de tre dage gik vi samlet 35 km med 1.500 højdemeter.

Rig på oplevelser takkede vi af til Madeira og sejlede ud i det blå på vej til La Palma, hvor vi så to grindehvaler og blev fulgt på vej af en flok delfiner.

Af Kirstine | 2022-10-11

Turen til Madeira

Lissabon er en dejlig by. Det vidste Kaare og jeg på forhånd, da vi havde fornøjelsen af at besøge byen for nogen år siden i forbindelse med en golfrejse. Vi ville rigtigt gerne have været en tur ind til byen, men sådan blev det ikke, da de mange praktiske gøremål, som hører til hverdagen som langturssejler, fyldte tiden ud. Jeg var i Danmark to dage, mens Kaare arbejdede på båden. De sidste spil blev renset, enkelte fuger på dækket blev repareret. Med mig fra Danmark havde jeg en ny vandpumpe og en vandmåler til den øverste vandtank, som Kaare monterede dagen efter min hjemkomst. Den sidste opgave bestod i at proviantere til turen over Atlanterhavet med Erik, Niels og Helene. Vi ville købe alt, hvad turen krævede med undtagelse af de let fordærvelige madvarer. Det vil sige indkøb til fem mennesker i 21 dage inklusive reservedage. Vi startede om morgenen med en ide om, at det ville tage en formiddag - vi var færdige næste formiddag. Det var en kombination af indkøbets omfang, den knappe plads på båden og vores manglende erfaring der gjorde, at det tog så - forbandet - lang tid, men vi klarede det helt pænt. Klokken 14 den 6. oktober løsnede vi fortøjningerne. Med mig ved roret gled IRIS ud af havnen på smukkeste vis, på vej mod Cascais. Det føltes godt at være på vej igen.

Spækhuggerne var lige rundt om hjørnet. Der havde netop været flere angreb blot 30 sømil syd for Lissabon. Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvis de fik ram på os, lige som vi var færdige med at sejle langs den portugisiske kyst. Dagen før vi forlod Lissabon, hilste vi på en dansk sejler, som til min overraskelse fortalte, at myndighederne godt ved, hvor spækhuggerne befinder sig, men at de ikke må oplyse det til offentligheden. Det handler om at beskytte den udryddelsestruede Ibiriske spækhugger. Det er hård kost for fritidssejlere, der med skræk i livet kryber ned langs Europas vestkyst fra Brest til Gibraltar i håbet om ikke at blive næste offer for spækhuggernes angreb, hvor ror bliver gnasket i til ukendelighed. Kaare overhørte tidligere på turen en samtale mellem to norske både, hvor den ene skipper mente at have set en eller flere spækhuggere. Den ængstelige skipper slog bak med båden, sådan som det anbefales. Det så desperat ud på afstand. Lige så tørt lød det fra den anden skipper, som altså var landsmand: “Spækhuggere hopper ikke ud af vandet. Det er delfiner. Gå ned og skift ble.” Jeg ved ikke, hvordan kommentaren blev modtaget, men Kaare var flad af grin. Knap så sjovt var det, da jeg stod i nøjagtigt samme situation på min første aftenvagt fra klokken 19-01 på vej til Madeira fra Cascais. For at undgå at møde spækhuggerne sejlede vi tidligt om morgenen stik vest - vinkelret på fastlandet, så vi hurtigst muligt kom ud af spækhuggerzonen. Den plan holdt og vi var begyndt at sænke skuldrene sidst på dagen, men tvivlen nagede fortsat en smule. På en halvvind i 8-9 s/m med bølger på 2-3 meter lød der først et bump ind på skroget, som var det en stor tung krop, der boksede til IRIS. Mit blik ramte instrumenterne. Ekkoloddet viste først 2,5 så 1,7 meter. Vi havde fået besøg. Adrenalinen pumpede nu rundt i min krop. Jeg kaldte på Kaare, der lå i kahytten, sprang om bag roret og slukkede for autopiloten. Der stod jeg så - skræmt. Midt om natten, hvor jeg ingen ting kunne se og holdt kursen i det, der føltes som en evighed, inden Kaare omsider kom op fra kahytten halv påklædt, dog med en sok og sko på. Med redningsvest og livline gik Kaare på dæk. Da han var klar styrede jeg IRIS op i vinden, så vi kunne få storsejlet ned. Halvvåd, tilbage i cockpittet sagde Kaare: “Det er ikke spækhuggere. Det er delfiner!” Han undlod det med bleen, fordi det var ikke nødvendigt. Bumpet havde været en bølge, ikke en spækhuggerkrop. Heldigvis kunne vi joke med situationen bagefter. Roen faldt over os og Kaare gik igen til køjs. Delfinerne fulgte os resten af natten.

Dag to var vi smadret. Ikke alene på grund af oplevelsen med den fiktive spækhugger. Kaare havde for første gang nogensinde døjet med søsyge, som kom, da han tilberedte aftensmaden, dag et. Det var tydeligvis ikke særlig sjovt, så jeg var alene om at nyde hans gode mad. Dag to sad søsygen fortsat i Kaares krop. Appetitten var derfor minimal og trætheden massiv. Det meste af dagen gik derfor med at sove - på skift da jeg også var i søvnunderskud, så vi kunne være klar til næste nattevagt. Dagen havde dog et rigtig fint højdepunkt. Om eftermiddagen, hvor solen varmede os, fik vi påny besøg af delfinerne. Iført livline krøb vi ud i stævnen, lagde os på maven og lod os underholde af 6-8 delfiner, der strøg frem og tilbage langs med og ind under IRIS. Det var en af de oplevelser, vi havde set frem til skulle ske. Det var nøjagtigt så dejligt, som vi havde forestillet os.

På den første nattevagt havde jeg som tidligere nævnt vagten fra 19-01 og Kaare fra 01-07. Det fungerede slet ikke. Ved den næste nattevagt tog Kaare vagten fra 20-02 og jeg fra 02-08. Det fungerede. Seks timer i streg føltes i første omgang som en ørkensløs vandring, men jeg har fundet ud af, at jeg kan bruge tiden til at skrive, når jeg altså ikke lige skal justere kursen eller trimme sejl. Det er genialt, fordi tiden spurter afsted. I forhold til sejladsen har jeg haft en stor sejr på min seneste nattevagt. En sejr som skal ses i lyset af, at jeg indtil videre blot har holdt båden kørende med livrem og seler. Vi reber som udgangspunkt altid storsejlet en enkelt gang inden natten. Da jeg overtog båden klokken 02, var det med fuld genoa. Vinden var svag, så det var okay. På et tidspunkt døde vinden fuldstændigt og vindretningen blev meget ustabil. Foran IRIS så jeg det smukkeste månelys - og en temmelig stor sort sky. Her kom min yachtskipperuddannelse mig til gode, fordi der lærer man om den vind, skyerne genererer. Så jeg vidste, at det inden længe ville blæse op. Med dækslyset midlertidigt tændt, så jeg kunne se noget, rebede jeg genoaen - et hak ind. Dernæst afventede jeg vindens kommen, mens jeg sad bagerst i cockpittet og holdt i storsejlsskødet for at holde bommen i ro. Vindstyrken steg fra 2 til 7 m/s på lige godt et minut. Det føltes godt at have set det komme og være parat til at tage imod den friske vind, som fik sat skub i IRIS. Sejlene blev trimmet og hun dansede nu lystigt henover havet med 6 knob. Det var en sejr - en stor sejr, som fortæller mig, at jeg er på rette vej og som nok så vigtigt, giver Kaare mere ro, fordi nu er vi to, der kan sejle IRIS. Skønt.

Kaare har også haft en sejr - med fiskeriet. Jeg har drillet ham lidt på turen med, at fiskene ikke rigtigt har villet hoppe på hans fiskekrog. Helt sjovt blev det, da jeg om morgenen på dag tre kunne fremvise en flyvefisk på agterdækket, jeg nær havde fået i nakken på min nattevagt. Heldigvis ramte den sprayhooden og ikke mig. Jeg viste den ingen nåde, da jeg fik øje på den. Den måtte sprælle til livet ebbede ud. Sorry. Der lå så, til Kaare kom op og jeg triumferende, med et glimt i øjet, kunne fortælle ham, at jeg var kommet ham i forkøbet. Senere på dagen kom fiskestangen frem. Minsandten om der ikke var bid. Glæden var stor, men kortvarig, for fisken hoppede af krogen, da Kaare begyndte at rulle fiskesnøren ind. Øv. Men Kaare gav ikke op. Krogen kom ud igen, hvorefter Kaare gik til ro i kahytten med besked til mig om, at “hvis den klikkede”, skulle jeg vække ham. Der gik ikke lang tid, så var der bid. Kaare sprang ud af køjen, da beskeden nåede ham. Han fik sko, kasket og redningsvest på og strøg ud på agterdækket iført livline. Fisken var der endnu og denne gang blev den hængende. Det var en mindre sortfinet tun - utrolig flot med dens sølvfarvede fiskeskind, der reflekterede havets blå farve. Drømmen om at fange en tun, var indfriet. Sejren var i hus på den heldigste dag i lyset af, at jeg kom ham i forkøbet med en flyvefisk. Den fine tun blev fileteret, tilberedt og spist. Det var en rigtig fin middag og en sjov oplevelse. Det bliver spændende at følge, hvad det fremtidige fiskeri bringer med sig af fangst. Drømmen er en gulfinnet tun. Go, go, go.

Resten af turen var mest af alt præget af ustabil vind, ikke noget videre at skrive hjem om. Vi kom til Madeira klokken 9 om morgenen, 4 døgn efter vi forlod Cascais. De næste par dage skal vi rundt og se øen. Det glæder vi os til.

Af Kirstine | 2022-10-11

Nazaré - de modiges by

I første halvår i 2022 kørte vores søn Erik og hans Amalie rundt i Europa i en ombygget Ford Transit, der fungerede som deres hjem. De kom forbi mange spændende steder. Nazaré var et af dem. Byen havde noget, man ikke kunne se - en dyb undersøisk canyon, der pegede lige ind mod byen. Dens beboere havde levet en stille tilværelse indtil 2011, hvor surferen Garrett McNamara kom til byen for at surfe på de gigantiske og ikke mindst farlige bølger, der skabtes ved kysten ganske få dage i løbet efterårs- og vintersæsonen, når vindens og vandets retning og hastighed var de rigtige i forhold til den undersøiske canyon. McNamara havde ingen ambitioner om at slå nogen rekorder - kun at prøve kræfter med Nazaré bølger, men hans tur på bølgen blev optaget i Guinness Rekordbog. Bølgen målte ikke mindre end 24 meter svarende til en 7-etagers boligblok, hvilket dog var 6 meter lavere end den største bølge man har målt ved Nazaré. Disse bølger gør byen til det sted i verdenen, hvor man finder de største bølger. Det er absolut er besøg værd.

Erik og Amalie var ikke kun heldige at se de gigantiske bølger. De overværede også årets konkurrence mellem de stærke og modige mænd og kvinder, som blev trukket ud til og om bag de store bølger af jetski for at bide skeer med naturen og hinanden inden de igen blev samlet op af jetski for foden af bølgen og bragt i sikkerhed før den næste gigantiske bølge skyllede ind over dem. Der var sort af mennesker ved fyrtårnet og på kysten. De stod alle i vinden og spejdede efter de små sorte prikker på de gigantiske bølger gennem disen fra havet, der faldt så tæt, at tøjet blev vådt, har Erik fortalt. Kaare og jeg, der havde lyttet til Eriks råd om at gå i land ved Nazaré, måtte nøjes med at forstille os, hvor stærk oplevelsen havde været for Erik og Amalie, den dag de overværede konkurrencen. Vi så afgjort store bølger. Bølger der var større end dem man ser ved Vesterhavet, men i Nazarés kontekst var de blot små skvulp. Det stod klart for mig, da jeg snakkede med marinaens havnemester om bølgerne. Hun sagde til min store overraskelse: “De gigantiske bølger er store, men så interessante er de altså heller ikke. De er jo blot en del af stedet.” Denne udtalelse reducerede alle andre bølger til ingen ting - skvulp - i hendes perspektiv. Der var ingen grund til at modsige hende, fordi det var rigtig nok hendes oplevelse, men i vores perspektiv var selv de mindste bølger imponerende. Den oplevelse kunne der heldigvis heller ikke laves om på. Kaare og jeg havde en fest med at fotografere ‘skvulpene’, der slog ind på stranden. Veltilfredse vandrede vi tilbage mod byen, hvor en overraskelse ventede os.

Byen virkede ikke umiddelbart så spændende, men vi tog fejl. Midt mellem de mange lave, tætliggende hvide bygningen lå en tyrefægterarena. Vi gik nysgerrigt tættere på. En dør stod åben. Jeg trådte et skridt indenfor, hvor jeg hørte stemmer, der kom nærmere. Tre australiere og en portugiser, fandt vi senere ud af, var midt i en privat rundvisning i bygningen. Lidt kækt spurgte jeg, om vi måtte slutte os til selskabet. “No problem” lød svaret. Som med et trylleslag befandt vi os på ny i en virkelighed, hvor stærke og modige mænd bed skeer med naturen og hinanden - omend det udfoldede sig på en lidt anden måde end i surfermiljøet. Keeperen med det fugede ansigt og kasketten siddende omvendt på som en rapper, havde levet et helt liv på tyrefægterarenaen. Han fortalte engageret om stedet og showet til portugiseren, som oversatte keeperens fortælling efter bedste evne indimellem keeperens meget få og korte pauser.

Den hvide tyrefægterarena, der var dekoreret i gul og rød farve, var mere end 100 år gammel og særdeles velholdt. Keeperen passede på stedet, som var det hans eget. Han fortalte, at de røde træbander i arenaen var originale. For at skåne dem mod solens stråler, var de kun sat op, når der var tyrefægtning. Ellers lå de inde under tribunen. Han bad os træde forsigtigt, da vi passerede dem. Tyrestalden var sindrigt indrettet med jernplader mellem tyreboksene og gangarealet, som man kunne hæve og sænke fra etagen ovenover i takt med, at man førte tyrene frem til og ind i tyrefægterarenaen. Ved hvert show deltog 6 matadorer, som hver fik tildelt en tyr ved lodtrækning. Den ældste matador trak først. Det var det eneste privilegium, han havde. Matadorerne havde et kapel, hvor de bad til Maria før og efter showet. Det skete ind imellem, at en tyr fik ram på en matador, sagde keeperen, som samlede en knap op fra gruset i arenaen, viste den til os, hvorefter han smed den tilbage ned i gruset - knappen indgår nu i min samling af finurlige fund. Af den grund var der også tre læger til stede ude bag i kulissen. Matadoren dræber ikke tyren. Han piner, plager og spidder tyren i nakken til den lige akkurat kan bevæge sig tilbage i stalden under tribunen. Der bliver den syet sammen af dyrlægen og kørt hjem. Matadorerne var ikke de eneste, der bidrog til showet. Der deltog også otte ryttere, der havde hver fire heste. Så vidt vi har kunnet se af billederne på nettet, har hestene bind for øjnene og er iført en brynje under showet, mens rytteren tirrer tyren. Det lyder ikke det mindste rart. Der er i det hele taget ikke noget ved tyrefægtning, der i min optik lyder rart, men det skulle efter sigende være et imponerende show. Akkurat som ved spækhyggershowene ved publikum godt, at denne form for underholdning befinder sig på kanten af det, samtiden accepterer. For nogen år siden, spillede jeg golf med en bekendt, som hvert år rejste til Spanien for at se tyrefægtning. Det holdt han for sig selv.

Hverken Kaare eller jeg havde noget ønske om at se tyrefægtning. Vi var optaget af keeperens fortælling og bygningen. Kaare fortalte mig på turen tilbage gennem byen ud til båden, at tyrestalden havde gjort størst indtryk. Det er ikke svært at forstå, når man ved, at Kaare har (om)bygget et stort antal dyreanlæg i Zoologisk Have i København. Ja, han har faktisk været rådgivende ingeniør på så forskellige anlæg som skildpadde-, flodheste-, giraf-, isbjørne-, næsehorns-, sæl-, ibis- og elefantanlægget. Måske lige bortset fra skildpadde- og ibisanlægget har de øvrige anlæg fokus på at kunne håndtere dyrene på afstand og det gør man netop med jernplader, -døre eller -gitre som kan skydes ind mellem dyr og menneske, sådan som han så det i tyrestalden.

Mættede med nye indtryk fandt vi glade tilbage til båden.

Af Kirstine | 2022-09-28

Et døgn ved Sao Jacinto

Ti-fingersystemet lærte jeg, da jeg som typograflærling i slut 80’erne blev sendt på kursus et par gange på Nørrebrogade af min mester, Poul fra Diasats, der var en lille grå hidsigprop, langt over pensionsalderen. Dengang syntes jeg ikke det var særlig cool, men det har siden vist sig at være en rigtig god ting at lære. Det er jeg pinligt bevidst om lige nu, hvor jeg kun kan benytte højre hånd til langsommeligt at indtaste denne lille beretning. Et mindre uheld på vandet på vej fra Porto til Sao Jacinto har gjort det umuligt for mig at bruge min venstre hånd, hvor pegefinger og langemand lige nu er bundet forsvarligt ind i gazebind. Jeg er altså henvist til tommelise-systemet. Suk.

På dagens sejlads friskede vinden op som forventet og der var godt tryk på sejlene. Sidst på sejladsen skal vi bomme over. Storsejlsskødet blev hevet helt ind med spillet og storsejlet kom kontrolleret over på den anden halse, hvor skødet igen skal slækkes. Det var her, det gik galt. Jeg kunne ikke holde skødet, så inden jeg så mig om, for tovet gennem hænderne på mig. Heldigvis, slap jeg skødet helt, med det samme, men venstre hånd havde taget skade. I samme tempo, som tovet for gennem hænderne på mig, strøg jeg ned i kahytten og fik hånden i et isbad. Så stod jeg der, alt imens båden piskede hen over og ned mellem de store bølger - nu med Kaare i en dobbeltrolle som kaptajn og sygeplejer. Han tog det ret cool.

Med IRIS på autopilot kom han ned i kahytten til mig, da hånden ikke længere brændte. Inden jeg så mig om var førstehjælpstaskerne og deres indhold spredt ud over kahytten. Kaare vidste helt præcist, hvad han skulle bruge, men det var lidt svært at finde. Bare lidt. For mange år siden havde Kaare selv fået brændt sin venstre hånd på et spilerskøde. Måske var det derfor, han havde indkøbt gel til at afhjælpe denne type skader, da han så gelen på nettet under sin søgen efter og indkøb af alt første hjælps grejet. Med hånden kølet ned, smurt ind i gel og forbundet med gazebind var der igen ro på. Eneste ulempe var, at jeg nu var blevet ukampdygtig. Henvist til bænken kunne jeg nu blot sidde og se på, hvordan Kaare måtte klare det hele selv. Øv.

Sao Jacinto var et sært sted. Det mindede mest af alt om et sted for feriegæster unden for højsæsonen. Halvtomt og kedeligt. Vi måtte ligge for svaj, da byen ikke havde noget havnebassin til større både. Første forsøg på at kaste anker mislykkedes. Ankret satte sig ikke fast i havbunden, da vi bakkede. Derudover vurderede Kaare, at vi var kommet ind på for lavt vand. Det var ikke et problem lige her og nu, men det ville det blive ved ebbe. Ved andet forsøg gik det som ønsket. Vi lå klippefast og på tilstrækkelig dybt vand med god afstand ind til molen. Med IRIS parkeret gik turen ifølge aftale med Gauda ind til nærmeste privathospital. Jeg syntes, det var lidt pjattet, men Kaare var meget stålsat omkring det. Vi skulle for alt i verdenen undgå, at der gik betændelse i hånden. Det gav mening, omend det var forstyrrende og noget bøvlet, da vi skulle den lange vej ind til Aveiro med færge og Uber.

Kaare og jeg nåede tilbage til Sai Jacinto ved halvotte-tiden med vished om, at min hånd snart ville være kampdygtige igen. Vi gik ned ad havnepromenaden for at finde et sted, hvor vi kunne spise aftensmad. Det så sort ud, da alt var lukket ned - og så alligevel ikke. Oppe ad en sidegade væltede røgen ud af en skorsten. Det var røgen af grillet fisk. Vi kiggede indenfor i det, der mest af alt lignede en beværtning. Der var et fjernsyn oppe under loftet i rummets højre hjørne, simple borde og stole med plads til 10-12 gæster og udskænkning bag disken, som næsten fyldte hele bagvæggen. Vi gik hen til det eneste ledige bord, der stod i hjørnet under fjernsynet. Det var ikke det mest spændende sted, men vi var sultne. Til vores overraskelse blev vi afvist, da bordet var reserveret til anden side. I stedet blev vi vist ind i et andet og større lokale - det rigtige lokale, når man som os skulle have aftensmad. Det var afgjort et autentisk sted med al den charme, der hører med. Kaare og jeg overgav os til stedet og vi lod os traktere med sort og grøn oliven, brød, små grill-blæksprutter - 8 i alt til hver, kartofler, ananas, kaffe og vin. Humøret var højt, da vi gik fra stedet med fyldte maver for at finde ud til IRIS på reden.

Næste morgen blev ikke en rolig morgen, som vi havde forestillet os. Da jeg stak hovedet op fra kahytten ved morgengry, hæftede jeg mig ved fiskeren, der stod i vandet henne ved molen og høstede muslinger - formoder jeg. Vandet gik ham til lidt under hofterne. Som tiden gik kom der flere og flere fiskere til. De sprang alle i vandet og gik i gang med dagens arbejde. Jeg kiggede længe og interesseret på dem, indtil det gik op for mig, at de arbejdede tættere og tættere på IRIS. Det kunne selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi vandet fortsat faldt. Det fik min Amygdala til at gå i selvsving, fordi betød min iagttagelse, at IRIS snart stod på grund? Kaare prøvede alt han kunne for at få mig til at forstå, at IRIS lå ved siden af det plato fiskerne høstede deres muslinger på. Den købte jeg ikke. Fiskerne stod nu 20 meter væk - lige der ovre. Arme Kaare, fordi han skulle klare det hele selv. Havde jeg bare haft mulighed for at bidrage til at få pakket tingene sammen og gjort IRIS klar til afgang, ville det ikke have været noget problem. Nu kunne jeg bare se på, mens tiden gik. Jeg som troede, jeg havde fået sendt Amygdala hjem til Danmark uden returbillet. Der tog jeg fejl. På bagkanten har jeg lovet Kaare at forholde mig i ro næste gang. I’ll try, try and try again. Trods omstændighederne var det ikke desto mindre en spændende oplevelse at se fiskerne arbejde - især da vi kom på afstand af dem i forhold til såvel sted som tid.

Vi forlod Sao Jacinto og afventede spændte på, hvad den nye dag måtte bringe med sig af oplevelser.

Af Kirstine | 2022-09-23

Smilet baner vej

Egentligt havde jeg forestillet mig, at jeg denne morgen, hvor vi er på vej til Porto, skulle sidde og skrive med ro i sindet. Skriver, det gør jeg, men roen fik Kaare og jeg lige pillet ud af dagen, netop som vi var på vej til at kaste trosserne. En venlig dame, fra en af de andre både, kom tilfældigt forbi. Hun fortalte os, at der havde været endnu et spækhuggerangreb. Denne gang nede sydpå. Det tog lidt pusten fra os. Vi havde tjekket spækhuggernes færden aftenen i forvejen og alt tydede på, at de fortsat befandt sig nord for os. Det var i den overbevisning, vi - indtil mødet med damen, havde forberedt dagens sejlads. Nu skulle vi beslutte os for, om vi som planlagt ville sejle ud på åbent hav og komme fri af de utallige og dårligt markerede fiskebøjer eller om vi ville sejle slalom mellem fiskebøjerne for at undgå spækhuggerne. Det var et valg mellem pest eller kolera. Vi valgte at sejle inde under land.

Spækhuggerproblematikken fylder afgjort meget, men heldigvis ikke det hele. I går havde vi en hviledag i Viana do Castello. Der er kun meget få havne langs den portugisiske kyst, så vi kan ikke tillade os at være kritiske, når vi vælger havn. Havnen i Viana, som vi ville have fravalgt, hvis vi kunne, viste sig at gemme på gode oplevelser. Tankevækkende.

Vi havde besluttet os for at bruge hviledagen på at se kirken på toppen af bakken samt et mindre vandløb cirka 4 km nord for kirken, der løb i en kløft mellem to bjergskråninger. I en tid længe før vores havde vandløbet leveret energi til ikke mindre end 60 vandmøller. Begge oplevelser var i sig selv spændende, men den bedste oplevelse, fik vi allerede nede i byen på vej op til kirken ad de 677 trin. Vi ledte efter en hyggelig café, hvor vi kunne få vores morgenkaffe. De hyggelige steder finder man sjældent på hovedgaden. Vi spejdede derfor ned ad sidegaderne efter det rigtige sted at slå os ned. Min opmærksomhed blev først fanget ind af en flot farvestrålende blomsterport - af plastik, der hang over det, jeg troede, var en café, men det viste sig ikke at være noget. På den anden side af den fredelige smalle sidegade stod der imidlertid en kvinde og solgte frisk fisk fra sin lille anhængervogn. Det så spændende ud. Hun var ikke alene om at sælge nattens fangst til de lokale. 15 meter længere henne ad gaden stod endnu en fiskerkone. “Se, se, se” sagde Kaare. “Hun hiver blæksprutter op af kassen!”. Jeg havde for længst fundet kameraet frem og tog billeder af først den ene fiskerkone og så den anden. Til min egen store overraskelse, gik jeg nu direkte hen til anhængervognen med blæksprutterne og tog et par billeder af dem. Jeg følte selv, jeg var anmassende, men jeg har efterhånden lært, at det er umuligt at tage spændende billeder på afstand. Jeg forsøger at tage brodden af den intimiderende handling, ved at smile til dem jeg tager billeder af og give udtryk for min anerkendelse af det, de laver. På den måde bliver der noget i det for begge parter. Den jeg tager billeder af oplever sig anerkendt og jeg får lov til at tage spændende billeder. Men det stoppede ikke der i den konkrete situation.

Kaares og mit ærinde var som sagt at finde et hyggeligt sted at få vores morgenkaffe. Vi gik derfor lidt længere ned ad sidegaden, men intet tydede på, at vi ville finde, det vi søgte efter. Vi vendte derfor om og passerede endnu engang fiskerkonen med blæksprutterne og hendes kunde. Kunden sendte mig et lidt forbeholdet blik. Jeg kvitterede med et stor smil. Stemningen skiftede på et splitsekund og kunden henvendte sig storsmilende til mig med en masse på hjertet. Portugiserne vil i modsætning til spanierne rigtigt gerne tale engelsk. Det gjaldt også kunden, men hendes ordforråd var småt, da hun ikke havde talt engelsk i mange år - forklarede hun. Det forhindrede hende dog ikke i at fortælle mig, hvordan man tilbereder en blæksprutte - alt lige fra hvordan man renser den, hvilke ingredienser der skal bruges til hvordan man koger den tilpas i kun lidt vand. Til at forklare alt dette brugte hun Google og den hjælp hun fik fra de lokale kvinder, der nysgerrigt og engageret sluttede sig til optrinnet. Ud af den megen livlige snak forstod jeg i hvert fald så meget, at vi skulle bruge laurbærblade, løg, salt og vand. En søgning på nettet efter opskrifter på tilberedning af blæksprutter afslører dog, at det kan gøres en del mere avanceret. Men det var heller ikke opskriften, det handlede om. Det var mødet med de lokale kvinder, som rigtigt gerne ville os, der var det unikke ved situationen. Alt sammen bare fordi jeg mødte kunden med et stort smil. Alle ved af erfaring, at smilet er en materialisering af en positiv følelse. Kobles smilet med forskningens viden om, at følelser smitter, giver det anledning til eftertanke om, hvordan vi møder andre på vores vej. Kaare og jeg snakkede om hændelsen senere på dagen, da vi vandrede gennem eukalyptusskoven hen til vandløbet. Som leder og foredragsholder er Kaare meget bevidst om den magiske kraft, der ligger i smilets indflydelse på andre mennesker. Som han siger: “Hvis jeg fx har haft en dårlig morgen, fordi der igen var trafikprop på motorvejen, så holder jeg det for mig selv. Jeg prøver altid at møde ind med et smil.”

Smilet smitter afgjort og baner vej for spændende oplevelser. Mere af det :-)