Majuro – indblik i det marshalleske samfund

Majuro er atollen, hvor man tjekker ind på Marshall Islands. Øgruppen blev en selvstændig nation i 1978 og er det fjerde mindst turistede sted i verdenen. Marshall Islands er ubetinget det land på vores rejse, hvor vi har været mest alene. På Martinique var der hundrede vis af langtursbåde. På Kap Verde var der en del langtursbåde. På Dominca kunne de tælles på to hænder. Her har vi kun set en anden langtursbåd. Det marshalleske samfund er slet ikke gearet til turister. Hvis man overvejer at besøge landet, bliver første udfordring at finde et sted at overnatte. Dernæst et sted at spise. Barer og kaffebarer er der ikke noget af. Souvenir findes ikke, men man kan købe lokal ’handicraft’, som de kalder det. Alle de klassiske serviceydelser, som turister typisk trækker på, findes ikke her. Netop af denne grund blev det interessant at besøge Majuro, fordi der blev ikke taget særligt hensyn til os. Vi måtte bruge og leve med ydelserne i samfundet, sådan som de nu engang fungerede – råt for usødet. Her følger vores oplevelser med landets tunfiskeri, faciliteterne omkring langtursbådene og statsadministrationen.

Atollen er aflang som en bønne og vender øst-vest. Passet ind til atollens lagune ligger stort set midt på atollens nordvendte kyst. De sidste 12 sømil fra atollens nordøstlige hjørne frem til passet tilbagelagde vi tidligt på morgenen, mens det endnu var mørkt. Jeg kunne ikke undgå at se de kraftige lys fra 4-5 fiskefartøjer, der lå nord for passet. Et par timer senere, lige inden indsejlingen til passet, blev vi kaldt op på VHF’en af skipperen på et fragtskib, der havde samme retning som os og altså også skulle gennem passet. Han ville lige sikre sig, at vi holdt tilbage for ham. Det gjorde vi selvfølgelig. Efter at have passeret gennem passet drejede vi af mod øst og sejlede ind mod byen Delap-Uliga-Djarrit, der lå inde i bunden af lagunen. Cirka to til tre sømil fra byen, så vi flere fiskefartøjer, der var ankret op. Vi skulle senere erfare, at det var reden for 6 til 8 fiskefartøjer fra Taiwan og Mikronesien, der havde licens til at fange tun i farvandene omkring Marshall Islands og lå der fast.

Fartøjerne var store. Rigtigt store og de var alle udstyret med et 30 meter højt spottetårn, midtskibs. Det største af fartøjerne, havde sågar en helikopter på fordækket, der blev sendt ud for at spotte tun, om nødvendigt. Efter at have iagttaget fiskefartøjernes aktivitet i et par dage tænkte jeg: “Kan det virkelig passe, at der er SÅ mange tun i havet, at disse fiskefartøjer kan blive ved, ved og ved med at sejle ud for at hive tun ud af vandet med deres gigantiske net?”. “Måske, måske ikke!”. I den lokale avis, som jeg købte med hjem fra supermarkedet, stod der, at intet mindre end 60% af alle tun, der hives op af verdenshavene kommer fra den vestlige og centrale del af Stillehavet. Tunfiskeri er altså Big Business på disse kanter, men det forgår i kulissen. Tunene kommer aldrig i land. De bliver lastet om til endnu større fartøjer, der også ligger i lagunen og fungerer som tunfabrikker. I den lokale avis så jeg en annonce for bogen: “Our Ocean’s Promis” af en Johnson. Om den stod der: “The story of how the Marshall Islands went from being a bystander in commercial fishing in the Pacific to operating the world’s busiest tuna transshipment port, two fish processing facilitets, a purse seine vessel net repair yard, and a fleet of locally-flagged and -based fishing vessels is dokumentet in this groundbreacking book”. Det lyder som en bog jeg skal have fat i. I en artikel i avisen læste jeg desuden, at den globale direktør i den amerikanske NGO, Accountability Fish, var alvorligt bekymret for tunbestanden og gav udtryk for sin utilfredshed over, at the Western and Central Pacific Fisheries Commission (WCPFC) driver sin forretning bag lukkede døre. Som han skrev: “With all of the concerning reports of fish storks plummenting, you might wonder if your lunch (læs: tun på dåse i olie eller vand) is sustainable, or not. The truth is that we don’t know”. Den lader jeg stå - til eftertanke.

Kaare og jeg sejlede helt ind i bunden af lagunen, hvor vi med hjælp fra Mark, en canadisk langturssejler, lagde til ved en sikker moringbøje lige syd for Uliga Dock. Mark ville gerne snakke, så han hang ud hos os, indtil fastliggeren, amerikanske Gary fra Mieco Beach Yacht Club ankom for at sætte os ind i, hvordan tingene fungerede på Majuro. Efter at have sejlet i mere end et år har Kaare og jeg helt styr på, hvilke emner der er vigtige at komme ind på. Vi spurgte derfor Mark om, hvordan mulighederne var for at tanke diesel. “Dårlige”, sagde han og fortsatte: “Anlægget ved Shoreline Dock er gået i stykker. Det er kun muligt at tanke op ved byens to tankstationer, der ligger lidt inde i landet”. Det så sort ud for Kaare og jeg, som kun havde en 20 liters dunk til at transportere dieslen i. IRIS var nede med 220 liter. Vi skulle altså sejle og gå frem og tilbage ikke mindre end 11 gange. Heldigvis holdt lykkens gudinde hånden over os. Det viste sig, at Mark havde 120 liter diesel, han gerne ville sælge til os. Da Gary samtidig kunne låne os en 20 liters dunk, endte vi med kun at skulle forbi tankstationen 2 gange. Sådan er det ofte, at der findes løsninger på de svære, tunge situationer.

Moringbøjefeltet, hvor vi lå med udsigt til to udrangerede, rustbefængte skibe, der bare lå der, fordi det også var en måde at tjene penge på, var lille og uden ret meget liv. Der var blot ni både i alt. Den ene båd tilhørte Mark. Vi lærte aldrig ham, hans kone og seks børn at kende, da de drog videre samme eftermiddag, som vi ankom. De havde omsider fået tilladelse til at besøge de ydre atoller. Af de resterende otte både var der kun tre både, inklusiv Garys båd, der var beboet. På båden nærmest Gary boede en ifølge Gary 80-årig asocial amerikaner og bag IRIS boede et gammelt sydafrikansk ægtepar som også holdt sig for sig selv. De øvrige fem både lå bare hen. Gary fortalte os, at vi var den første danske båd, han havde set i de fem år, han havde ligget fast på reden. Det fandt vi interessant, fordi det betød, at vi nu sejlede uden for danske langturssejleres foretrukne rute. Vi var så at sige på afveje eller rettere på eventyr.

Ethvert eventyr i et nyt land starter som bekendt hos tolderen og på immigrationskontoret. Som noget nyt skulle vi denne gang også forbi indenrigsministeriet, da det er stedet, hvor man ansøger om lov til at besøge de ydre atoller. Gary havde peget ud for os, hvor vi kunne finde de forskellige kontorer, som lå spredt ud over byen. Det var kun et spørgsmål om at få det gjort. Forestil dig, at du er træt, at du koger fordi solens stråler er brændende varme, at du skal i fører dig lange bukser og T-shirt og at du skal ind til flere forskellige kontorer, som du ikke ved, hvor ligger og fungerer. Det var den situation, Kaare og jeg stod i. Særligt det med de lange bukser var hæsligt. De klæbede til benene og holdt på varmen. Nå, men det hjalp, da vi satte os ned i gummibåden og sejlede ind til Marshall Islands Resort på Garys anbefaling. Det gav lidt luft - til hovedet.

Immigrationskontoret var første stop. Gary havde fortalt os, at det lå lige overfor Marshall Islands Resort. Det gjorde det sådan set også, men de folk, vi skulle tale med, havde kontor ude ved Uliga Dock. Nede på gaden igen, hvor trafikken var så tæt, at bilerne sneglede sig afsted, kofanger ved kofanger, prajede vi en af de rigtigt mange taxaer, som lå og kørte op og ned ad atollens eneste vej, der var 50 km lang. Det kostede 1,5 USD per person uanset hvor langt man skulle, så længe man ikke kørte over den lille bro ud til Rairik. Taxachaufføren prøvede så vidt muligt at have bilen fuld af passagerer, så det var helt almindeligt, at folk løbende blev samlet op og sat af. En gang imellem måtte vi rykke sammen på bagsædet. Det mest underlige var imidlertid, at folk bare satte sig ind uden at sige hej. I min optik reducerede det taxachaufførerne til Mr. Nobody, hvilket jeg fandt ubehageligt. Omvendt virkede det også malplaceret at hilse, når vi steg ind og ud af taxaerne, fordi det ofte blev mødt med tavshed. Sådan er det, når kulturer krydser hinanden - adfærd opleves og føles mærkelige. På den sidste tur, vi kørte, mødte vi omsider en snaksaglig chauffør. Måske var han interesseret i at snakke, fordi han kunne. Selvom Marshall Islands har tætte bånd til USA, er det overraskende få, der behersker engelsk.

Immigrationskontoret på Uliga Dock var svært at finde ikke mindst, fordi vi skulle passere en stor gitterlåge, hvorpå der stod: “Restricked area. No unauthourized access”. Den slags beskeder plejer vi at respektere, men vi kunne se, at det måtte være på den forbudte side af hegnet, vi skulle finde, hvad vi søgte. Skiltning var der ikke meget af, men vi fandt en bygning, hvor immigrationskontoret kunne ligge. Bygningen lignede mest af alt en ventesal. På bænkene, som var uden ryglæn, lå der et par mænd og blundede i frokostpausen. Længere inde i bygning, ovre i hjørnet til højre fandt Kaare noget, der lignede et kontor. Det havde glasparti med et ekspeditionsvindue i. Vi kunne se, at der sad en mand bag glasset. For at komme derover skulle vi træde hen over en 2-300 hestes påhængsmotor, der lå midt på gulvet og så meget sørgelig ud. Kaare fik kontakt med manden, som forsøgte at skubbe vinduet til side. Det kunne knapt lade sig gøre, så dårlig stand var det i. Efter at have hørt vores ærinde, hentede manden en kollega. Ham med stjernerne. Det var ikke tit, manden med stjernerne tog imod sejlere, fordi han havde svært ved at afkode de papirer Kaare rakte ham. På et tidspunkt, midt i det hele, stoppede han med at taste vores data ind på computeren og forsvandt. Jeg fulgte ham med øjnene og så, at han lige skulle tage stilling til, om han var interesseret i de to store tun, der lå i en sæk udenfor døren. Det var han, hvorefter han vendte tilbage til computeren og Kaare, som stod og ventede. Da jeg fortalte Kaare, hvad afbrydelsen skyldtes, måtte han kvæle et grin. Overfor autoriteter griner man ikke. Det er Kaare vildt god til at være i. Kort tid efter, var manden med stjernerne færdig - eller måske bare tilstrækkeligt færdig til at sige god for os. Vi havde nu lov til at opholde os i landet de næste 90 dage. Efterfølgende nævnede jeg for Kaare, at jeg måske havde været vidne til ‘smøring’, bestikkelse. Det mente Kaare nu ikke, men Kaare har ikke altid ret og min sjette sans siger mig, at han tager fejl. Manden var trods alt tolder og Marshall Islands er ikke uden korruption.

Næste mål var toldkontoret, som lå lige overfor Marshall Islands Resort. Efter et pitstop hvor vi fik lidt at spise og drikke, satte vi os endnu engang ud i en airconditioned taxa for at køre tilbage, hvor vi kom fra. På vejen gjorde vi stop ved National Telecommunication Authority, NTA. Selvom der kun var ti kunder i køen foran os og to til at ekspedere, stod vi i kø i en time for at købe SIM-kort og data. Det var frygteligt kedeligt, men på den anden side, sad vi i et lokale med en behagelig temperatur, så det gik endda. Da Kaare omsider havde fået sin telefon op at køre med et nyt SIM-kort og data, spurgte han afslutningsvis ekspedienten, om SIM-kortet også virkede ude på de ydre atoller. Damen bag skranken, der befandt sig i bygningen under den gigantiske parabolantenne ude foran svarede: “No, but they might have Starlink”. I den lokale avis stod der i artiklen “USDA USD for internet”, at Marshall Islands havde modtaget 25 millioner USD fra Joe Bidens ReConnect Program til blandt andet at etablere high-speed internet på de afsidesliggende atoller under betingelse af, at Marshall Islands matchede beløbet med 6 millioner USD. Formålet var ifølge artiklen at give folkene på atollerne adgang til uddannelse, livsvigtige services og underholdning. Kort fortalt, at bringe atollerne ind i det 21. århundrede. Længere omme i avisen kunne jeg se, at Ministry of Health & Human Services annoncerede, at udviklere kunne ansøge om penge til at oprette et års abonnent til StarLink. College of Marshall Islands modtog ifølge en lille notits allerede støtten og udbød aktuelt 90% af deres kurser online. Disse kurser, fandt vi meget senere ud af, blev blandt andet brugt af de studerende College på Wotje. Starlink kan virkeligt noget og kommer uden tvivl til at ændre vildt på tingenes tilstand ude på atollerne. Endnu engang satte Kaare og jeg os ud i en taxa og snart var vi ved toldkontoret.

På toldkontoret gik det forbavsende let i forhold til alle de mange og detaljerede informationer, de havde bedt om på forhånd via mailen. Tolderen tog imod papirerne fra Fijis toldvæsen, som var stemplet efter alle kunstens regler, kiggede lidt på dem og sagde at dem ville han beholde og at det i øvrigt var alt. Ikke noget med at stille en masse spørgsmål og taste en masse informationer ind på computeren, sådan som vi var vant til. Ind gennem lugen i glaspartiet kunne vi se bunker af papirer, der tårnede sig op på skrivebordene. Vi gættede på, at det var der, vores toldpapirer fra Fiji ville ende. Det var ikke videre betryggende og Kaare er da også lidt spændt på, hvad der sker når vi skal tjekke ud af Marshall Islands, da vi ikke har fået nogen kvittering for, at vi har afleveret noget som helst. Jeg tænker, at vi ikke kan være de eneste, der er kommet gennem tolden på denne måde. Så jeg er rolig. Endnu en gang trådte vi ud på gaden og mærkede den voldsomme varme. Sidste stop var Indenrigsministeriet. Vi var lige på nippet til at udskyde det til mandag, men Kaare var sej og sørgede for, at vi hang i. Det skulle vise sig at være et godt træk.

Indenrigsministeriets bygning så fin ud udefra, men indvendig var den i en sørgelig forfatning. Der lugtede kraftigt af skimmelsvamp. Oppe på første sal, helt nede for enden af gangen, fandt vi et stort lokale på cirka 40 kvadratmeter, med et konferencebord i midten med plads til 12, men uden stole. Der sad en kvinde helt ovre i det venstre hjørne. Bag hende stod en lille babyseng, der havde været i brug indtil for ganske nylig. Kvinden var rar og gav indtryk af, at hun nok skulle sørge for, at få underskrevet vores ansøgninger af atollernes respektive borgmestre. Det var opløftende, for vi var blevet advaret om, at processen med at få ansøgningerne igennem var langsommelig. Vi aftalte med hende, at vi ville komme tilbage mandag. Formålet med aftalen var selvfølgelig at holde gryden i kog. Mandag var imidlertid lige hurtigt nok, så vi mødte først op tirsdag klokken 10. Døren var åben, men der var ingen på kontoret. Vi fandt ud af, at kvinden, der tog imod vores ansøgninger om fredagen var til begravelse. Ja, det var alle indenrigsministeriets medarbejdere sådan set, da det var en afholdt præst på atollen, der skulle bisættes. Den havde vi ikke lige set komme og vi mistede for en kort stund momentum. Mens vi samlede os og overvejede, hvad vi skulle få tiden til at gå med indtil klokken 13, hvor hun ville være tilbage, sad vi i den lille foyer ved hoveddøren. Ind ad døren trådte en vestlig klædt, lille, yngre kvinde. Hun præsenterede sig som Mabel og spurgte ind til vores ærinde. Da hun hørte, hvad det drejede sig om, sagde hun: “Kom med”. Det viste sig, at Mabel var den person, der skulle modtage papirerne fra kollegaen. Det var ikke sket endnu. Hmmm. Heldigvis var hun en handlingens kvinde, så hun gik hen til kollegaens skrivebordsskuffe og hev vores papirer op og ud i lyset. Så gik hun ellers i gang med at ringe rundt til borgmestrene på de fire atoller Aur, Maloelap, Wotje og Kwajalein. I løbet af 20 minutter fik hun grønt lys fra alle undtagen borgmesteren på Kwajalein. Den sidste ansøgning ville hun prøve at få styr på i løbet af eftermiddagen. Mabel og Kaare aftalte, at hun ville sende en e-mail-update sidste på dagen. Vi så hende skrive aftalen ind i sin kalender på mobiltelefonen, men det gjorde ingen forskel. Vi hørte ikke yderligere fra hende den dag. Næste formiddag, onsdag, stod vi der igen på Indenrigsministeriets kontor. Ansøgningen var fortsat ikke godkendt. Mabel kunne godt se på os, at vi var målrettede, ihærdige folk, der på en venlig, men insisterende måde gjorde krav på at sagen blev behandlet, frem for syltet. “Ta’ afsted”, sagde hun. “Så får jeg styr på ansøgningen til Kwajalein i løbet af de næste par uger og mailer den til jer”. Det hjalp os ikke stort, fordi vi kan som bekendt ikke modtage vedhæftede filer på vores Iridium-mail, men afsted drog vi, for vi havde ikke til sinds at hænge ud på Majuro, hvor man kan risikere at vente i op til fire uger på, at alle ansøgninger går igennem. Vi er dog helt rolige. Det skal nok gå alt sammen. Det er endnu ikke set, at man ikke har fået lov til at tjekke ud uden tilladelse til at gå i land på Kwajalein.

De største oplevelser på Majuro var primært knyttet til tunfiskeriet og statsadministrationen, som netop beskrevet. Der er vitterligt ikke meget at se på Majuro lige bortset fra det fine, lille Alele Museum, der fortæller om marshallesernes forfædre og en ting mere, som jeg var blevet lidt optaget af - copra. Mandag aften spiste vi aftensmad sammen med Gary og diplomaten, John, fra den amerikanske ambassade. Han fortalte os, at Marshall Islands havde tre eksportvarer: mennesker, tun og copra. Ja, han sagde ’mennesker’. Ude på atollerne skulle vi siden finde ud af, hvorfor mange søgte lykken i udlandet. I forhold til copraen, blev jeg inspireret til at spørge, om han troede, vi kunne komme ind og se, hvordan de forarbejdede copraen. “Bestemt, ja”, svarede han. “Vi skulle bare tage hen forbi”. Topolar Copra Processing Plant, som den statsejede fabrik hed, lå forholdsvist tæt på reden, så det skulle prøves. Kaare ville arrangere et besøg og sendte derfor en mail. Jeg var mere til bare at tage derhen. Vi kunne jo højst blive afvist ved porten, men det blev vi ikke. Tvært imod. Vi fik en varm modtagelse af chefen, der indledningsvis fortalte legenden om kokosnødden.

Legenden lød nogenlunde sådan her: “En kvinde fødte to sønner. En menneske-søn og en kokosnødde-søn. Hun elskede dem begge lige højt, men menneske-sønnen var flov over sin bror, som folkene omkring dem pegede fingre af. Han spurgte derfor sin mor, om de dog ikke nok kunne skille sig af med kokosnødde-sønnen, men det ville kvinden ikke, fordi hun holdt meget af begge sine sønner. Som et kompromis satte hun kokosnødde-sønnen uden for huset, under køkkenvinduet. Hun følte stor skyld ved at gøre det, men kokosnødde-sønnen sagde, at det skulle hun ikke og at han en dag ville dække alle hendes behov. Det var lidt svært at tro, men sådan blev det, fordi kokosnødde-sønnen blev til en kokospalme, der kastede kokosnødder af sig, som med modernaturs kræfter spredte sig ud over det ganske land og gjorde hende stor ære ved alle de ressourcer, kokospalmen kastede af sig.” Efter at have hørt den fine legende var Kaare og jeg klædt godt på til at gå en tur rundt på fabrikken sammen med stedets filippinske ingeniør, der havde ansvaret for produktionsanlægget.

Vi fik først fremvist to store haller. I den ene hal var der copra. Copraen blev købt op ude på de ydre atoller, hvor den foruden kvindernes håndarbejde udgjorde beboernes indtægtskilde. Prisen var i indeværende budgetår 53 cent/pund. I den anden hal lå restproduktet fra udvindingen af kokosolien. Restproduktet havde fortsat et højt næringsindhold og blev solgt som svinefoder. Mikronesien købte svinefoderet i sække, mens Vietnam købte det uemballeret. Begge haller var forholdsvis tomme, da Topolar Copra Processing Plant var i slutningen af statens budgetår og pengene til indkøb af copra var opbrugt. De ventede på, at embedsmændene fik lagt næste års budget, så de kunne få gang i hjulene igen. Det betød også, at den store gule maskine, hvor copraen først blev hakket i små stykker og siden presset for olie, stod stille. Kaare var hurtig til at forstå, hvordan mekanikken hang sammen, mens jeg nøjedes med at imponeres over, at de indkøbte 7.000 tons copra om året, hvoraf der blev udvundet 2.500 tons olie svarende til 35% af copraen. Det er en ganske stor produktion, men ikke noget Marshall Islands spinder guld på. Den primære grund til, at staten opkøber copra og producerer kokosolie, er, at det giver befolkningen ude på atollerne et levebrød. Alternativet er, at befolkningen søger væk i et endnu større omfang end i dag. Sandsynligvis til et fattigere liv, hvis de da ikke har klaret sig godt i skolen og sørget for at blive uddannet.

Akkurat som i Danmark er det gratis at gå i skole på Marshall Islands. Alle børn gennemfører 9 års skolegang. Derfra sker der en selektion for hvert af de to følgende uddannelsesniveauer; High-School og College. Dem med overskud rejser typisk til USA, Arkansas College for at studere. Mabel, fra Indenrigsministeriet, var en af dem. Hun studerede tre år i Arkansas, men det var en dyr omgang. Studiegælden løb op. Hun betaler fortsat af på gælden, tretten år efter hun afsluttede sit studium, fortalte hun os. Til gengæld havde hun fået et godt job på Majuro. Det var tydeligt, at hun hørte til den velstillede del af samfundet.

Med besøget på Topolar Copra Processing Plant fik vi lagt endnu en brik på vores livs rejse, som udvidede vores forståelse af kokospalmens betydning for de palmebeklædte atoller i Stillehavet. Når jeg tænker tilbage på Marie Galante, hvor vi første gang ankrede op ud for en sandstrand, hvor kokospalmerne stod smukt og palmebladene vejrede i vinden, opfattede jeg dem ikke som nyttige træer. For mig var de blot smukke, akkurat som kokospalmerne på hovedgaden i La Palma, hvor de stod snorlige og skabte et dejligt grønt miljø. Men kokospalmen er, som legenden siger, et utroligt ressourcefuldt træ, der gavner mennesket i mange sammenhænge. Hver af kokospalmens elementer; træstammen, palmebladet, kokosfibrene, kokosskallen, kokosnødden og kokosvandet kan bruges til mange forskellige ting. Jeg har overvejet, om jeg skulle skrive et rejsebrev om det. Måske gør jeg det en dag.

Efter vores oplevelser med statsadministrationen og besøget på Topolar Copra Production Plant tog vi afsked med Gary, som hjalp os med at slippe IRISs fortøjninger. Næste destination var Aur.

Gary - en fastligger

Vi mødte Gary på Majuro. Han var en lille, stærk mand på 75 år med et vejrbidt, mildt ansigt med et plaster på hver kind, mørkeblå kasket og sorte neutrale sejlerbriller, der mødte os med stor høflighed, venlighed og hjælpsomhed. Det var en fornøjelse af møde ham og lære ham lidt nærmere at kende. Hans historie er interessant, fordi den er et eksempel på, hvad der får en sejler til at blive fastligger på ubestemt tid. Et fænomen, som har vakt Kaares og min undren, lige siden vi så det første gang i Mindelo på Kap Verde.

Hver morgen klokken 07.30, mens jævnaldrende Mark fra nabobåden er et smut i USA på ubestemt tid, kalder Gary op på VHF’en, kanal 71, Cruisers Net. Først spørger han til, om der er nogen ‘medical issues’. Dernæst om der er nogen, der lytter med. Det tredje punkt vedrører ‘social events’ og endelig afslutter han med punktet ‘andet’. Oftest taler han kun med sig selv, fortalt han os senere og trak smilende på skuldrene. Men så længe vi lå på reden, talte han til nogen – Kaare. Hver morgen stod Kaare tidligt op, tændte for VHF’en og stillede ind på kanal 71, så han kunne sige godmorgen til Gary og veksle ord. Jeg, som lå og lyttede, var imponeret over hvor disciplineret Gary holdt på formerne taget i betragtning af, at vi var de eneste, der lyttede med, men hans indsats gav selvfølgelig mening. Det havde vi selv oplevet, den morgen vi sejlede ind i Majuros lagune og Kaare meddelte vores ankomst på Cruisers Net. Gary og kaptajnen på en canadisk langtursbåd, som sejlede videre samme eftermiddag, stod parate til at tage imod os, da vi ankom til reden. Canadieren anviste en ‘sund’ moringbøje, mens Gary overdrag alle nødvendige praktiske informationer, så vi kunne få papirarbejdet på plads. Set med vores øjne var det en overvældende modtagelse, som vi var meget taknemmelige for. Så selvfølgelig gav det mening, at Gary holdt på formerne, også selvom det i perioder betød, at han skulle snakke med sig selv, fordi ind imellem kom der en langturssejler forbi, der havde brug for en hjælpende hånd.

Det var på restauranten på Marshall Islands Resort, at Kaare og jeg for alvor fik mulighed for at lære Gary lidt bedre at kende. Han var nem at snakke med, fordi han talte uafbrudt og gerne om sit lange liv. Jeg må indrømme, at jeg var temmelig nysgerrig på, hvorfor han havde valgt at slå sig ned på Majuro, der på blot 120-130 år havde undergået en ustyrlig forvandling fra, at polynesierne levede i pagt med naturen til at de blev bymennesker, stærkt påvirket af amerikansk levevis, uden nogen strategi for, hvordan de kunne passe på deres atoll. Jeg havde svært ved at se, hvordan det kunne være interessant at leve på en beskidt atoll, hvor tingene fungerede halvt.

Garys historie tog sin begyndelse i drengeårene, hvor drømmen om at sejle ud i verdenen blev vakt. Hos plejefamilien, hvor han boede, fulgte han ivrigt med i en TV-udsendelse om mennesker, der sejlede ud i Stillehavet og levede sammen med de lokale. Efter militæret gik han i gang med at læse til læge, men han var mere optaget af motorcykler og tog i stedet et job som svejser. I midten af 80’erne aftog beskæftigelsen og jobbene hang ikke længere på træerne, så da han stod uden arbejde inden for sit fag, blev han nattevagt i en kontorbygning, hvor der skete absolut ingenting. Det udnyttede han til at læse molekylærbiologi på universitet - et hardcore studie som han klarede rigtig godt. Efter at have gennemført sin bachelor havde han imidlertid fået nok af akademia og tog et job i en virksomhed. Der blev han kun i få år, fordi som han sagde: “I’m not a corporate guy”. I stedet vendte han tilbage til byggebranchen, hvor han uventet avancerede fra svejser til svejseinspektør. Jobbet var godt betalt, da han havde meldt sig ind i fagforeningen. Om det sagde han: “Life became so much easier when I first joined the union. Best thing ever”. 15 år senere, da han gik på pension, var tiden inden til at realisere drømmen om at sejle ud i Stillehavet og leve sammen med de lokale. Gary købte en 30 fods kølbåd, som han navngav “Catana”. Den skulle bringe ham til Marshall Islands, som han havde udset til at være målet for sin rejse, inspireret af forfatteren Gerald R. Knight. Turen gik var San Fransisco via Hawaii. Efter at have sejlet lidt rundt mellem øerne og fundet ud af, at det simpelthen var for langt ude og at livet der ikke var noget for ham, lagde han båden til ved en af de yderste moringbøjer på den lille red ud for Uliga. Der har den ligget siden og det vil den blive ved med. Motoren på Garys båd er nemlig gået i stykker. Startbatteriet virker ikke. Det samme gælder dele af hans rig, så båden kan ikke længere sejle. Det bekymrer imidlertid ikke Gary det mindste, fordi han var nået til endestationen for hans rejse, Majuro. Som han sagde: “Here I am. I am happy as a clam”. Og sådan så han også ud. Glad.

I de fem år Gary har været på øen, har han adskillige gange prøvet at tilbyde sin arbejdskraft gratis til de lokale, men det var ikke lykkedes ham at finde nogen, der ville tage imod den. Så den del af drømmen var ikke rigtigt gå i opfyldelse. Jeg kunne se på ham, at det ærgrede ham, men også at han ikke lod sig gå på af det. På reden havde han fundet ind i et fællesskab omkring Mieco Beach Yacht Club. På atollen holdt han til på restauranten i Marshall Islands Resort, hvor han satte sine ben næsten dagligt, læste i sine bøger, spiste varm mad og snakkede med de øvrige stamgæster, hvoraf nogen havde haft betydende positioner på Majuro. Det betød ikke så meget, om han gik fra middagen uden at betale, fordi de ansatte kendte ham og vidste, at han kom igen, igen og igen. I den sammenhæng var han ‘somebody’. Mandag vaskede han tøj. Tirsdag og torsdag modtog han undervisning i det lokale sprog. Jo, Gary kunne fint få tiden til at gå og han var godt tilfreds med livet som det tog sig ud, finansieret ved sin pension. Han satte stor pris på at leve i fredelige, venlige omgivelser uden en masse turist-gejl, hvor man på afstand passede på hinanden og i øvrigt kunne leve uforstyrret på sin egen måde.

Den sidste dag, Kaare og jeg var på Majuro, ville vi ind og se, hvordan de producerede kokosolie af copra. Fabrikken lå i nærheden af Marshall Islands Resort, som vi derfor sejlede ind til. Garys gummibåd lå allerede fortøjeret ved flydebroen. Som en almindelig venlighed fra vores side valgte Kaare og jeg at fortøjer vores gummibåd, så den ikke lå i vejen for Gary, når han ønskede at sejle ud. Det gjorde uudsletteligt indtryk på Gary, som efterfølgende, ved vores afsked ude på IRIS, blev ved med at gentage, at det havde han aldrig oplevet før. “You are something special” sagde han med stor varme i sin stemme. Han var tydeligt berørt af situationen og afskeden, som gjorde ham lidt trist. Han havde gerne set, at vi var blevet lidt længere, men sådan skulle det ikke være og han vinkede farvel fra sin gummibåd, som han for anden gang den dag styrede ind mod Marshall Island Resort til de velkendte og trygge rammer.

Frugten af den gensidige venlighed blev en ægte glæde ved det korte møde på livets vej.

Vi var i øvrigt de første danskere, Gary havde set på Majuro, i de fem år han havde ligget der.