Kanalen og tidevandet

Ile Vierge, verdens højeste fyrtårn, 82,5 meter, bygget i 1899 ligger på koordinaterne 48˚38.333’N • 4˚34.051’V. Det markerer grænsen mellem den Engelske kanal og Atlanterhavet. Den grænse har vi nu krydset. Tiden må derfor være inde til at sætte lidt ord på vores oplevelser med at sejle i kanalen. Et farvand som vi sejlede ind i med ærefrygt, fordi den er ganske befærdet og fordi tidevandsforskellene er massive. Så hvordan klarede vi det?

Allerede inden vi kom ind i kanalen, havde vi på floden, Westerschelde, ind til Antwerpen, oplevet, hvordan det var at sejle et sted med massiv erhvervstrafik. Det krævede opmærksomhed, fordi de store skibe kom som perler på snor med høj fart. Dem skulle vi helt bestemt ikke sejle ind foran. Hvis trafikken var massiv der, hvordan måtte den så ikke være i kanalen? Meget slem?!? Trafikken ville utvivlsomt være stor i trafiksepareringszonen, men da kanalen er meget bred, kunne vi nemt holde IRIS fri af zonen. Der var ingen grund til at ligge og krydse frem og tilbage hen over den. Det reducerede vores oplevelse af at være i et trafikeret område betragteligt. Faktisk var det kun, når vi passerede færgetrafikkens sejlruter omkring de store havne, vi skulle være opmærksomme. Det viste sig altså, at vi allerede havde passeret den værste erhvervstrafik, nemlig den der var forbundet med at sejle ud af Westerschelde. Det var rart ikke at skulle bruge energi på det i kanalen.

Tidevandet, derimod, har vi brugt megen energi på at tackle rigtigt. Tidevandsforskellen mellem ebbe og flod i de indre danske farvande er mindre end 20 centimeter. Den er der uden at have nogen praktisk betydning for sejladsen. Danske sejlere skal groft sagt kun forholde sig til vinden og dybdekurverne på søkortet. De har ingen bekymringer, når de sejler fra A til B, sejler ind i en fjord, sejler i havn eller ligger for svaj. Det handler mest om at bruge vinden rigtigt i forhold til sejladsen eller at tilpasse sejladsen til vinden. Enkelt. Helt så enkelt er det ikke i kanalen. På mit spørgsmål til Kaare om, hvordan han har oplevet at sejle i kanalen svarede han: “Spændende og lærerigt.” Det var med andre ord ikke en sejlads, han kunne gennemføre med venstre hånd i bukselommen. Lad mig sætte lidt flere ord på.

Tidevandsforskellen i kanalen hører til en af de største i verdenen. For nogen år siden var Kaare og jeg på Jersey, hvor vi deltog ved en havbundsvandring - ved ebbe forståes. Tidevandet var næsten på sit kraftigste, fordi solen, månen og jorden stort set lå på linje. På den lange gåtur ud over havbunden så vi et 12 meter højt tårn stå midt i det hele. Guiden fortalte os, at det var stedet man løb hen, hvis vandet steg og det var umuligt at nå sikkert i land. Det skete indimellem. Så stod de ulykkelige nødstedte der - sikkert men piv koldt, indtil de blev reddet i land. Det største tidevand i kanalen finder man ved Le Mont-Saint-Michel, hvor der bliver helt op til imponerende 15 meters forskel mellem flod og ebbe under spring tidevand.

Det er fascinerende at iagttage vandets bevægelse mellem flod og ebbe inde fra land. Havne tømmes, så små som store både står på bunden. Badestrande bliver udstrakte. Klippeskær dukker op, hvor der før var vand. Men der er en ting, som man af gode grunde ikke kan se, når man står og kigger ud over havet. Det er strømmene i vandet. Foruden Golfstrømmen er der de lokale og særligt stærke strømme, når Atlanterhavets vandmasser passerer gennem kanalen og dens kringlekroge.

Allerede i Cux Haven - den første havn vi overnattede i efter Kielerkanalen, fik vi den første oplevelse med stærk strøm. Strømmen gik langs kysten og derfor på tværs af indsejlingen til havnen. Jeg husker, hvordan Kaare sigtede utroligt meget til venstre for havnehullet for at være sikker på, at strømmen ikke bankede os ind i den højre side af indsejlingshullet, da vi sejlede ind. Den slags strømforhold var vi ganske uvante med, så vi blev lidt svedte i situationen, men det gik fint.

I Cux Haven mødte vi en Hollænder, som gjorde Kaare opmærksom på app’en Navionics. Den er guld værd, fordi den viser strømforholdene og tidevandsforskelle langs kysterne. I modsætning til i Danmark, hvor man kun tjekker vinden, så tjekker man strømforholdene, tidevandet og vinden i den rækkefølge, når man sejler i farvande, hvor tidevandet spiller en rolle. Der er absolut ingen grund til at sejle ud i modstrøm, hvis man kan undgå det. I praksis betyder det, at strømmen i høj grad er bestemmende for, hvornår på dagen man sejler afsted. Af samme årsag forlod vi først Cux Haven ved 13-tiden på afrejsedagen.

På vores sejlads fra Cux Haven frem til Biscayen har vi passeret tre særligt stærke tidevandsstrømme. Den første var The Alderney Race ved Cap De La Hague, hvor strømmen var cirka 4 knob begge veje. Dernæst kom Channel Du Four ved Ile D’ouessant, hvor strømmen var cirka 3 knob begge veje. Og endelig Raz de Sein ved Ile De Sein, hvor den nordgående strøm var cirka 4 knob, mens den sydgående strøm var cirka 3 knob. Til sammenligning sejler IRIS cirka 6 knob, når vinden er 6 m/s eller derover. Ved passage af disse tre tidevandsstrømme, fik vi lagt endnu et lag på vores færdigheder i at navigere i tidevandsfarvande. Nu var det ikke længere nok at sørge for medstrøm. Nu skulle vi også medtænke vindens retning. Modsatrettede strøm- og vindforhold giver nemlig krabbe bølger. Det vil sige bølger, der er urytmiske, spidse og stejle, som ligger tæt. De skal ikke være ret høje, før sejladsen bliver ganske ubehagelig. Man skal altså allerhelst have medvind. Ganske lidt modvind kan lige gå. Predict Wind, som du kender fra “Her-er-vi :-)”-knappen, giver os løbende meldinger om vindforholdene. Ved at sammenholde disse data med dataene fra Navionics bliver det muligt at indkredse det rette tidspunkt for afrejse. Sagt på anden måde så skal distance, strømretning, strømstyrke, vindretning og vindstyrke gå op i en højere enhed. Intet tidspunkt er helligt, når det gælder om at finde det rette tidspunkt og dermed de rette betingelser at sejle ud i. Derfor har vi nu et par gange fx stået ganske tidligt op og indledt sejladsen endnu inden solen er stået op.

Tidevandsstrømmene var ganske interessante at passere, når man ramte tidspunktet, hvor strømmene vente. Her kunne man iagttage et patchwork af silke glatte overflader, overflader med små kattepoter og små hvirvlstrømme, der sloges om, hvad der skulle ske. Man mærkede strømmen vende ved at bådens fart steg. Indimellem var strømme så stærk, at man kunne glemme alt om at styre den. Båden blev ført frem af strømmen. Havbundens formationer havde alt at sige i forhold til, hvordan strømme artede sig, men ved disse passager blev vi ikke på den måde udfordret af havbundens højdekurver, sålænge vi blot fulgte farvandsafmærkningernes anvisninger. Det blev vi til gengæld i tre andre situationer, som er de sidste forhold omkring tidevandsselads jeg vil fremhæve.

I Danmark kan man sejle ind i stort set alle havne. Det kan man ikke på den vestlige side af Kielerkanalen, hvor langt fra alle havne er dybe nok ved ebbe til, at vi kan gå i havn. Dem må vi passere forbi, fordi IRIS med garanti ikke kan stå på havbunden selv. Andre havne har en ydre og indre havn, hvor vi kun kan ligge i den ydre havn som fx i St. Peters Port på Guernsey. Det fungerer nu også fint. Planlægningen af dagens sejlads indebærer med andre ord at finde en havn, hvor vi overhovedet kan sejle ind. Her er App’en Navily en stor hjælp. Den indeholder information om, hvor havnene ligger, deres dybde ved henholdsvis flod og ebbe, deres faciliteter samt andres sejleres anbefalinger af havnene. Hvis vi ikke har lyst til at gå i havn men hellere vil ligge for svaj, så bruger vi igen Navily, da den også indeholder information om gode ankerpladser. I de situationer er ansvaret for at have vand under kølen vores eget. Vi bruger Navily i kombination med Navionics, der som tidligere nævnt giver os eksakt information om vandstanden ved flod og ebbe. Informationen om vandstanden ved ebbe bruger vi til at afgøre, hvor tæt på kysten vi kan ligge - også når vi tager højde for ankerkædens længde og svingbane. Informationen om flod bruger vi til at finde ud af, hvor mange meter kæde vi skal lægge ud. 4 meter kæde per dybdemeter. Den disciplin har vi fået rigtig godt fat i og da vi samtidig har et 33 kg Rocna Vulcan anker, som holder IRIS fast som en ankerblok, er vi helt trygge, når vi ligger for svaj. Det er virkelig rart. Endelig har vi lært, at det har stor betydning at være skarp på tidevandsforskelle og strømforhold, når man sejler op ad floderne. Igen er det et spørgsmål om at holde vand under kølen og at sejle ind og ud af floden i medstrøm. Vinden betyder ikke noget i den sammenhæng, dels fordi der ikke er nogen bølger og dels fordi man sejler for motor.

Det har som sagt med Kaares ord været spændende og lærerigt at sejle i farvande med store tidevandsforskelle. Med Navionics, Predict Wind og Navily har vi kunnet navigere sikkert. Så alt i alt har det været en rigtig god oplevelse at sejle gennem den Engelske kanal på den franske side. Bretagne har været betagende.

Kirstine - Out

P.S. Mens jeg sad og lagde sidste hånd på teksten på vej over Biscayen fik jeg selskab. Kaare sov, så det er altså ikke hans selskab jeg nød. Overfor mig på bænken i cockpittet sad en lille drivvåd fugle og tørrede sin fjerdragt. Den var simpelthen så træt og forkommen, at den var krøbet helt ind under sprayhooden. Der sad den og vuggede frem og tilbage i takt med bådens bevægelser med lukkede øjne. Sødt. Jeg nænnede ikke at forstyrre den, selvom jeg var lidt utilfreds over, at den sked på min bænk. Heldigvis var det kun en lille fugl :-)

P. P. S. Jeg kunne ikke dy mig. Jeg måtte have et nærfoto af fuglen. Da jeg stak mobiltelefonen helt op i næbbet på den, kvitterede den ved at flyve ned i kahytten. Nej, nej, nej. Så måtte jeg efter den. Vi endte ude i forkahytten, hvor jeg åbnede forlugen, så den kunne flyve ud - nu som en tør fugl. Væk var den :-) :-)

P.P.P.S. I aften håber jeg på, at vi igen kan iagttage delfinerne jage fisk omkring båden i skæret af sidelanternerne.

Af Kirstine | 2022-08-21

Spækhuggere

Et af de helt store samtaleemner blandt fritidssejlere, som skal syd på, er spækhuggeren. Det er et smukt dyr med dens karakteristiske sort hvide aftegninger på den store krop, men akkurat så smuk den er, lige så djævelsk har den de seneste par år vist sig at være. Af årsager, som ingen endnu helt forstår, angriber en flok spækhuggere fritidsfartøjer på strækningen primært fra Gibraltar i syd til A Coruña i Nordspanien men senest også i den nordlige del af Biscayen - altså en strækning på cirka 800 sømil. Hvor ofte det sker og hvor omfattende skaderne på fritidsfartøjerne har været indtil videre, kan man følge med i på Theca.org.uk. Det er overvældende at læse om de enkelte hændelser og nemt at lade sig gribe af den ængstelse, der er forbundet med tanken om selv at blive angrebet af spækhuggerne, men der mangler en væsentlig information. Informationen om hvor mange både der passerer forbi. Hvor stor er sandsynligheden med andre ord for at møde spækhuggerne? Vi aner det simpelthen ikke.

På denne regnvåde søndag morgen sidder jeg i cockpittet under biminien i tørvejr, under et tæppe og med en kop kaffe ved siden af mig. Vi ligger for anker i en lille smuk bugt sammen med mange andre både ved Île de Bréhat i Bretagne. Herfra er der cirka 100 sømil til Brest, som er stedet, hvorfra man stikker over Biscayen til A Coruña. Vi skal være her, indtil det rette vejrvindue viser sig. Lige nu er vinden i vest - stik modvind. Vores plan for i dag, når regnen hører op, er at rigge RIBen til og sejle lidt rundt i området, lægge til et godt sted og gå os en tur på øen. Mens jeg venter på, at vi kan komme afsted, vil jeg skrive om disse spækhuggere og vores overvejelser om, hvordan vi vil håndtere eventuelle angreb.

Spækhuggeren er ifølge naturhistoriskmuseum.dk en tandhval, der hører til delfinfamilien. Der er forholdsvis stor forskel på kønnenes længde og vægt. Hannen kan blive op til 9 meter og veje 9 tons, mens hunnen kan blive op til 7,7 meter og veje 5,4 tons. Den kan tilbagelægge cirka 150 km/dag og spiser i gennemsnit 250 kg mad om dagen. Fisk, blæksprutter og havpattedyr. Sågar blåhvalen står på menukortet. Det kan man læse om i artiklen “The first three records of killer whales killing and eating blue whales” af Marine Mammal Science (2021). Blåhvalen nedlægger de i flok. Det sker ved, at et par stykker i flokken forhindrer blåhvalen i at få luft under flugten, mens de andre med deres bid igen og igen angriber dens hoved, tunge og finner. Det er en alvorlig sag, fordi spækhuggeren har 40-50 tænder, der er cirka 7,6 cm lange. Endnu mens blåhvalen fortsat er i live, spiser spækhuggerne af dens næringsholdige tunge. Spækhuggerens kaldenavn ‘dræberhval’ giver i den grad mening. Forskerne har iagttaget, hvordan hunnerne er har været særligt aggressive under disse angreb. Formentlig fordi de har haft unger, som de skulle skaffe føde til. De dokumenterede angreb på blåhvalen fandt sted ved Bremer Bay, Vest Australien i 2019-21. Men spækhuggeren findes i alle verdenshave - fra Ækvator til Polerne. Selv i Limfjorden og ved Skagen. En vildtkonsulent ved Naturstyrelsen udtaler i maj 2022 at “der de seneste år har været flere observationer af spækhuggere, end der ellers har været”.

De fleste dødelige, som mig, forbinder sandsynligvis spækhuggeren med SeaWorld. Det er en amerikansk kæde af forlystelsesparker beliggende i San Antonio, San Diego og Orlando, der afholder spektakulære shows med dresserede spækhuggere, der springer imponerende højt ud af vandet og svømmer rundt med modige trænere på ryggen til publikums store begejstring. SeaWorld blev etableret i 1964 og har helt fra begyndelsen holdt spækhuggere i fangenskab for at vise dem frem. Det er med god grund blevet debatteret og kritiseret. “Free Willy”, som er en børnedrama film fra 1993, adresserer problemet, men på en måde, så spækhuggeren fremstår som blindheden selv. Det billede ændrer sig i 2010, da dyret taler sit eget naturlige, tydelige sprog og viser sig som det, den er, en dræberhval. Det er ikke første gang, en spækhugger trækker en træner ufrivilligt under vandet og leger med ham, men det er første gang, det får en dødelig udgang. Med dokumentarfilmen "Blackfish" fra 2013 står det klart, at det ikke er smart at holde spækhuggere i fangenskab. En kritiker skriver: At være en spækhugger i fangenskab er som at leve livet i et badekar. I verdensbedstenyheder.dk kan man læse, at SeaWorlds aktiekurs falder med 33% et år efter dokumentaren, blev vist og at over halvdelen af amerikanerne nu er imod spækhuggere i fangenskab. SeaWorld stopper med at avle på deres spækhuggere i 2016. Det ændrer dog ikke ved, at deres resterende 20 spækhuggere fortsat optræder for publikum. Men praksissen er under afvikling. Ikke kun i SeaWorlds bassiner - i hele vesten. Kineserne, derimod, er meget begejstret for denne type forlystelsesparker, som de nu har mere end 80 stykker af ifølge Nick Stewart, Head of Global Campaign hos World Animal Protection. Hmmmm.

I Biscayen lever spækhuggerne imidlertid frit efter deres egne præmisser. Nu er rollerne byttet om. Mennesket må indordne sig under spækhuggerne. I det mindste føles det sådan. Hos fritidssejlerne undrer man sig over, hvorfor der ikke bliver sat ind overfor flokken af spækhuggere, der angriber fritidsfartøjerne. Hvis et dyr truer mennesket på livet, afliver man det. Tag blot hvalrossen Freya i Oslo fjord, som blev aflivet i august 2022, fordi man frygtede at nogen kunne komme til skade. Men spækhuggerne truer ikke mennesket direkte på livet. De ødelægger ‘kun’ båden. En enkelt båd er dog sunket efter, at spækhuggerne har bidt og flået i roret. Under alle omstændigheder er sagen den, at en ødelagt båd kan ikke manøvrere og komme sikkert i havn. Indtil videre afhjælper man dette lille praktiske problem ved, at kystvagten kommer den nødstedte båd til undsætning. Man gør klogt i at have en god bådforsikring. Spørgsmålet er selvfølgelig om der er noget man selv kan gøre for at undgå spæghuggernes angreb?

Kaare har søgt med lys og lygte på nettet for at finde svar på spørgsmålet. Svarene er få og det er uvist hvor virkningsfulde rådene er, når det kommer til stykket. Et råd lyder, at man skal hælde klorin i toiletterne og skylle det ud i hovedet på spækhuggerne, som antages ikke at kunne lide lugten/smagen af klorin. En skipper, der har prøvet det, konstaterer, at rådet kun er nyttigt, såfremt spækhuggerne befinder sig i slipstrømmen af klorinudslippet. Det er ikke givet, at de er det. Andre har foreslået, at man stopper motoren og venter på, at spækhuggerne finder ud af, at man ikke er en blåhval eller anden form for føde. Det kan tage alt fra et kvarter til en hel time inden spækhuggerne mister interessen for båden. Nerverne må være totalt flosset efter sådan en omgang, hvor de store dyr, der er lidt over den halve størrelse af IRIS cirkler rundt om båden, skubber til båden og bider i båden. Et tredje råd er at sætte båden i bakgear. Spækhuggerne skal efter sigende ikke kunne lide at angribe bådens ror, når propellen pisker luftbobler i hovedet på dem. Ingen af disse råd opfatter Kaare og jeg imidlertid som værende særligt effektive. Allerhelst vil vi kaste noget i hovedet på spækhuggerne, så de får sig en ordentlig forskrækkelse og svømmer væk. En forhandler af marineudstyr, som heller ikke vidste hvad man skulle stille op, foreslog, at vi kunne kaste gamle nødblus i hovedet på dem. Den slags kan brænde under vand. Vi kunne få dem gratis. Problemet med den løsning var bare, at vi risikerede at få en bøde i Spanien for at sejle rundt med nødraketter, hvor udløbsdatoen var overskredet. Dårlig ide. Vores egen løsning involverer en ‘anti-depredation pinger’, som er udviklet af Fishtekmarine i England. Den udsender en højfrekvenslyd, som holder delfinerne på afstand af fiskernes garn. Kaare og jeg antager - håber på, at spækhuggerne på tilsvarende vis afskyr den højfrekvente lyd. Håbet er som bekendt lysegrønt. Under alle omstændigheder er vores strategi at have pingeren hængende ned i vandet fra agterspejlet samtlige 800 sømil fra Brest til Gibraltar. Skulle vi blive angrebet, er første prioritet at slå autopiloten fra, da andre har erfaret, at den kan blive ødelagt, hvis spækhuggerne bider i roret og samtidig vrider båden rundt.

Jeg har netop læst Hemingways “Den gamle mand og havet”. Hvis den gamle mand kan klare det, så kan vi også. En stor tak til Rie og Bent for at have forsynet os med god klassisk og relevant litteratur.

Fingers crossed.