Af Kirstine   |   2022-11-14

La Gomera og Tenerife

Efter et dejligt ophold på La Palma, hvor vi fik repareret IRIS’ motor og stresset bentøjet på den lange tur ned fra Pico de la Nieve, gik turen videre til La Gomera - den næstmindste beboede ø af de kanariske øer. Med besøget på La Gomera håbede vi på at opleve et sted, der var mere autentisk og roligt end Sant Cruz de la Palma, hvor byens puls var defineret ved den linde strøm af endagsgæster, der hver morgen ankom til byen med krydstogtskib eller almindelig færgefart.

La Gomera lå blot 30 sømil borte, sydøst for La Palma. Vi sejlede til øens sydvendte kyst, hvor der var læ for passatvinden. Bebyggelsen langs kysten var sparsom og vidnede om en tyndt befolket ø. Kystlinjen var da også temmelig utilgængelig akkurat som kystlinjen ved Møns Klint. De få steder, hvor man kunne komme i land, lå små sirlige byer. Puerto de Santiago var en af dem. Den lå i en bugt godt beskyttet mod havets bølger, så der slog vi os ned et par dage.

Puerto de Santiago var en fredelig by med få turister, hvor det var muligt at mærke den lokale stemning. Den kom tydeligst til udtryk på byens torv, hvor der stod to skønne, gamle og lave skyggefulde træer. Derunder på bænkene sad primært ældre mænd, alene i tavshed eller sammen med andre i snak om tingenes tilstand. Det var afgjort deres sted. Meget traditionelt, men man skulle passe på med automatisk at forestille sig, at kvindernes fravær så betød, at de opholdt sig i køkkenet. Det var der givetvis, en del der gjorde, men jeg kan fortælle, at botox også bliver brugt af kvinderne på La Gomera og hende, jeg så, havde bestemt ikke køkkenet som sin plads i livet. Dertil var hun alt for smart. Midt i alt det traditionelle var hun stærkt afvigende. Det var derfor, jeg hæftede mig ved hende. Måske hører hun til det autentiske bymiljø i en fjern fremtid?

Byen var ikke større end at vi kunne gå fra den ene ende til den anden på 10 minutter. Vi nød torvet, kaffebaren og muligheden for at handle mad ind, men vi var allermest optaget af vandet ud for byen. Vi havde længe ventet på at nå så langt mod syd, at vi kunne hoppe i vandet fra båden med vores snorkeludstyr og se smukke fisk. Kaare havde læst sig frem til, at La Gomera bød på denne mulighed. Forventningsfulde hoppede vi i vandet. Mine forventninger var naivt præget af oplevelser fra Røde Havet, hvor vi havde været på dykkerferie sammen med Morten fra Dykkeroplevelser for et par år siden. Ved den lejlighed så jeg utroligt mange forskellige, farvestrålende fisk. Det kunne La Gomera ikke hamle op med. Til gengæld fik Kaare lidt heldigt øje på en Havengel, som han nåede at pege ud for mig. Det er en finurlig skabning, der hører til haj-familien og primært lever i farvandene omkring de Kanariske øer. Da vi endelig var kommet i vandet, benyttede Kaare lejligheden til at rengøre IRIS’ bund. Med sugekop, skrubbesvamp og luft i lungerne dykkede han ned langs med IRIS’ skrog for at tage algevæksten af - der var ingen ruger. Algevæksten havde sat sig en meter ned under vandlinjen. Under arbejdet hæftede Kaare sig ved, at hydrogeneratorens propel var helt hvid og ikke sort, som den maling, vi havde givet den, lige inden den blev monteret. Propellen drejer tilsyneladende så hurtigt rundt, at den bliver ‘vand’-blæst. Selve kroppen, hvori hydrogeneratoren sidder, var fortsat sort - som forventet. Endelig kunne Kaare se, at messingpropellens zinkanode snart skal skiftes. Det er lidt hurtigere end han havde regnet med, så det bliver nok allerede på Kap Verde, at Kaare skifter den ud. Det bliver spændende at følge, hvordan han klarer det.

På havnekajen om aftenen i Puerto de Santiago havde vi endnu en spændende maritim oplevelse. Vi var på vej tilbage til vores gummibåd efter at have været en tur inde i byen og spise is. Takket være havnens meget kraftige lys fik vi øje på en stor stime småfisk i havnens dybe, krystalklare, oplyste vand. De små fisk, som blev jagtet af større fisk, der befandt sig under dem, bevægede sig hurtigt og smidigt rundt i vandet på nøjagtigt samme måde, som når stære i flok bliver jagtet af rovfugle. Det lignede ganske enkelt ‘sort sol’ og var mindst lige så fascinerende at iagttage. Vi gav os rigtig god tid til oplevelsen.

Da det ikke var helt så spændende at snorkle som først antaget, besluttede vi os for at tage en dagstur ind til La Gomeras nationalpark og se øens laurbærskov. Laurbærskoven har været almindeligt udbredt i Sydeuropa i tidernes morgen. I dag finder man dem kun på de Kanariske øer. Her gror skovene på de knastøre øers sparsomme jord, hvor den varme fugtige passatluft fra nord rammer øerne og kondenseres til vand. Vi var overrasket over, hvor frodig skoven var i lyset af de betingelser, den eksisterer under. Der hvor duggen faldt tættest, havde træerne næsten samme størrelse som bøgetræer. Denne del af skoven var meget behagelig at opholde sig i. I udkanten af skoven - på toppen af den sydvendte bjergskråning, hvor duggen kun lige akkurat kunne nå hen, var træerne små og få og gav kun lidt beskyttelse mod solen. Fælles for alle træerne var, at de var dækket af mos, som hjalp dem med at holde på duggen fra passatvinden. Der ligger mange flotte billeder af laurbærskoven på nettet. Jeg forsøgte også at indfange skovens unikke udtryk med mit kamera. Det var svært, fordi vi var kommet på det forkerte tidspunkt af året. Det synes jeg indeholder en vigtig pointe. Altså det her med at de flotte billeder af vores klode, som vi finder på nettet, meget ofte er taget på det helt rigtige tidspunkt på året, under de rigtige vejrforhold og med det rigtige lys. Vi skal med andre ord ikke tro, når vi opsøger stederne, at vi kommer til at se det, vi ser på billederne fra nettet, men i stedet glæde os over det vi rent faktisk ser. Og vi var bestemt godt tilfredse med at have oplevet laurbærskoven, som den så ud, da vi besøgte den. Den er en vigtig del af den kanariske natur.

Efter et par dage vendte vinden en anelse. Vi lå derfor udsat for bølgerne og IRIS vippede ustandseligt fra side til side. Det var ikke så rart. Tiden var derfor inde til at sejle videre og finde et nyt sted at kaste anker. Stedet, vi udvalgte os, var fint i starten, men efter et par timer byggede bølgerne også op der. Da vi hev ankret op for at sejle videre, skete det, der ikke måtte ske - ankerspillet gik i stykker. På et splitsekund ændredes vores situation sig fuldstændigt. Fra at tingene havde været fryd og gammen, stod vi nu i problemer til halsen. Ankret var heldigvis kommet fri af bunden, men det var ikke blevet hevet helt ind. Vi var altså uden fæste og bølgerne skubbede os nu sikkert og forholdsvist hurtigt ind mod klipperne.

Kaare og jeg havde på forhånd talt om, hvordan vi skulle samarbejde i kritiske situationer. Det kom os til gode. Kaare problemløste på højtryk og jeg parerede ordre og forholdt mig helt i ro, trods den nervepirrende situation. Det virkede. I første omgang satte Kaare mig til at styre IRIS, mens han sprang ned i båden og slukkede for strømmen til ankerspillet. Da jeg kunne se, at vi nærmede os klipperne, kaldte jeg Kaare tilbage til rattet. Han satte IRIS i bakgear og med ankret frit hængende i vandet bakkede han IRIS ud af bugten, så tilstrækkelig langt ud at han fik tid nok til manuelt at hive ankret helt op uden, at vi kom tæt på klipperne. Imens jeg styrede IRIS.

Ulykken var standset. Tilbage var at få repareret ankerspillet. Der var kun en ting at gør - at sejle gennem natten op til Santa Cruz de Tenerife, der ligger på Tenerifes nordøstlige spids. Der kunne vi gøre os håb om at få fat på det nødvendige materiel.

Turen var fin på passagen mellem La Gomera og Tenerife, men da vi rundede Tenerifes sydspids ved 22-tiden blæste det op fra nord. Middelvinden lå på 10-12 s/m med stød op til 15 s/m. Det gav en hård sejlads. Alle sejl blev strøget og motoren tændt. Med 2200 omdrejninger kunne vi på kryds knap skyde en fart på tre en halv knob gennem vandet. Det blev en meget lang og anstrengende nat op langs Tenerifes østkyst for os begge to. Jeg havde vagten fra 24 til 6. Min strategi var at krydse så tæt inde under land som muligt for at holde IRIS fri af de helt store bølger, der fuldstændigt slog farten ud af hende. Derudover brugte jeg meget energi på at finde den rigtige kurs gennem bølgerne efter hver vending, så IRIS kom fremad uden at hugge for hårdt ind i dem. Det var svært, fordi mørket gjorde det næsten umuligt at aflæse bølgernes retning. Gik jeg for få grader over, huggede IRIS så voldsomt ind i bølgerne, at lanternerne ude i stævnen kom under vand med et brag. Uff det var ikke rart. Jeg lærte hurtigt, at jeg hellere måtte gå for mange grader over end for få. Jeg kunne altid justere kursen efterfølgende. Sidst på natten endte jeg med at kalde Kaare op før tid, fordi jeg var blevet så træt, at jeg ikke længere kunne aflæse lysene på kystlinjen forsvarligt. Jeg blev simpelthen i tvivl om, hvad det var, jeg så. Kaare tog derfor over og sejlede IRIS det sidste stykke. Klokken 8 lå vi sikkert i havn. Lettede og super trætte tog vi straks hul på næste opgave - at få sat skub i reparationen. Vi videste jo fra La Palma, at det kunne tage lang tid at få udbedret en skade.

Kaare gik i gang med at skille ankerspillet ad for at få et overblik over skadens omfang. Jeg tog fat på at få vasket IRIS ren for salt. Det gør jeg en del ud af for at passe på hende. Da jeg stod på dækket, kom der en mand fordi. Hans båd lå lidt længere ude på broen. Jeg fangede hans opmærksomhed og spurgte, om han vidste, hvor man kunne købe er nyt ankerspil. Der var tre butikker i byen, fortalte han og den ene forhandler, Nordest, som han selv benyttede, var vist nok på havnen. I hvert fald havde han set forhandlerens bil på parkeringspladsen. Muligheden for at få fat i forhandleren med det samme, var fantastisk, så med et tak og i bare fødder hoppede jeg ud på broen, gik hen til lågen for at komme ind på land - den var låst. En anden meget venlig mand, der var på vej gennem lågen, ud på broen, lånte mig hans nøglekort, da han hørte min historie. Nu med fri adgang til og fra bådebroen styrtede jeg videre ud på parkeringspladsen for at finde forhandleren. Med min vilje og lidt held, fandt jeg ham. Fortsat på bare fødder løb jeg hen til ham ved bilen, skabte kontakt og satte ham ind i situationen. Han lovede at komme hen til IRIS, når han var færdig med en anden båd. Super glad kunne jeg fortælle Kaare den gode nyhed. Det passede så fint med, at Kaare var færdig med at undersøge det ødelagte ankerspil, så han var i stand til at diskutere løsninger med forhandleren. Derfra gik det slag i slag. Forhandleren, Daniello, var meget, meget dygtig og professionel - lige som Søren og Susanne fra Nykøbing Sjælland Yacht Service. På tredjedagen, havde Kaare monteret et Italwinch, som er 50% kraftigere end det gamle ankerspil. Det var helt igennem en god oplevelse, som også rummer en pointe i forhold til problemløsning.

Kaare og jeg løser problemer på to meget forskellige måder. Karikeret kigger Kaare ned i sin telefon for at finde svar, mens jeg kigger op og rækker ud. Det er forskellen mellem at hente information digitalt og analogt. Jeg anerkender afgjort værdien af digital information, som kan give svar på stort set alt og gør det muligt at købe hvad som helst, men jeg har også hæftet mig ved, at en for ensidig brug af digital information indimellem begrænser problemløsningen. Udfordringen med digital information er, at den ikke formår at formidle virkeligheden og menneskelig viden og erfaring. Man mister derfor blik for den problemløsende information, der findes mellem sprækkerne lige foran os, hvis ellers blot man kiggede op og forhørte sig hos relevante personer. Når jeg bruger lidt energi på at reflektere over måden vi henter information på, hænger det sammen med, at jeg undrer mig over, hvad det digitale vidensamfund gør ved os. Måske bliver vi dårligere til analog videndeling? Det ville i mine øjne være en skam, fordi analog information ikke kun kan løse problemer. Det er også livsbekræftende at dele viden med hinanden, at komme hinanden ved. Digital information har stor værdi, men det har analog information også. Brugt samtidigt kommer man langt.

Inden længe bevæger vi os ud på det store Atlanterhav og sejler mod syd til Kap Verde, Mindelo. Det er afgjort grænseoverskridende, fordi vi dermed siger farvel til Europa. Vi fortsætter med at skrive, men der bliver med stor sandsynlighed længere mellem opdateringerne af hjemmesiden, da vi nu skal benytte internetcaféer for at komme på nettet.

Hvis du har lyst til at skrive til os, vil det glæde os meget. Det gør du i så fald ved at skrive til iris@myiridium.net. BEMÆRK vi kan ikke modtage vedhæftede filer, billeder eller video - kun tekst :-)

Af Kirstine   |   2022-10-28

La Palma - på kanten

Vi har nu været på La Palma i en uge. Vi ligger i Marina la Palma på øens østlige kyst - og venter. Et planlagt kortere ophold i havnen er blevet til et længere ophold, fordi Kaare desværre fik knækket en nippel til saltvandsafkølingen på motorblokken, som han ikke selv kunne reparere. Vi venter derfor på, at den travle mekaniker når frem til os. Det er lidt af en prøvelse for os at vente. Især fordi mekanikeren laver løse aftaler, som han ikke holder. Tiden går bare, uden at vi kan foretage os noget. Tik, tak, tik, tak. Det passer utrolig dårligt med vores danske mindset, hvor vi gerne vil ud over rampen og en aftale er en aftale. Kaare og jeg befinder os med andre ord på kanten af vores mentale komfortzone. Men det har vi selvfølgelig selv bedt om, eftersom vi med vores rejse ønsker at opleve livets mangfoldighed. Så i stedet for at hænge fast i ‘plejer’ må vi øve os på at rumme den måde, tingene fungerer på her - det vi opfatter som ventetid. I går aftes så vi James Bond “Licens to Kill” - tak til Rie for DVD’en, og lige nu sidder jeg på café ved kysten med en kop kaffe og skriver, mens vi venter. Det er nu heller ikke så tosset.

Marina la Palma ligger i Santa Cruz de la Palma, øens hovedstad. Da vi nærmede os øen tidligt om morgenen den 19/10-22, hæftede jeg mig ved, at byen på fascinerende vis ligger op ad og i et mindre vulkankrater. Jeg ved godt, at en betragtelig del af verdens befolkning lever på og med vulkaner. Kaare og jeg har da også besøgt den aktive vulkan Stromboli og set den spy lava fra den restaurant, hvor vi spiste pizza, men det var nyt for mig, at man også bebygger indersiden af et vulkankrater. Måske var det min fantasi, der løber af med mig, men jeg fandt det lidt offensivt. Det sjove er, at på bagkanten af mit første indtryk finder jeg det ikke længere så mærkeligt, for man glemmer hurtigt, at man er på en aktiv vulkanø.

På den anden side af øen, har beboerne det imidlertid helt frisk i erindring, at det er ganske risikofyldt at bo på en aktiv vulkanø. Sidste år i september gik vulkanøen i udbrud lige syd for El Paso og dækkede en betragtelig del af den vestvendte bjergskråning med et 15 meter tykt lag lava. 7.000 mennesker blev evakueret.

Kaare og jeg måtte se det nye vulkankrater, så vi tog den lokale bus 300 til Tajuya, hvorfra vi gik op ad den voldsomt stejle vej “Camino Espigon”, der var fejet fri for aske, drejede af til højre ad LP-212, som vi fortsatte ud ad, indtil vi kiggede ind i en mur af dugfrisk og kulsort størknet lava. Vi havde kunnet se vulkankrateret på hele gåturen - fascinerende, men det blev en helt ubeskrivelig oplevelse, da vi stod så tæt på, at vi kunne række ud og rent faktisk nå, røre ved den jomfruelig lava. Vi blev mødt af en vagt, som fortalte os, at der var et udsigtspunkt lidt længere nede ad stien og at vi ikke måtte passere forbudsskiltet ved udsigtspunktet. Vi blev taget på fast gerning - ikke på, men ved kanten af den størknede lava. Vi havde ingen valide undskyldninger og fulgte pænt med om på den rigtige side af skiltet, da vi blev hentet tilbage.

Vagten var meget venlig og fortalte gerne om hendes oplevelse med vulkanudbruddet, som hun havde oplevet på nært hold, da hun boede i området. Befolkningen var blevet advaret i tide, fortalte hun. Hun havde selv troet, at der ville gå længere tid, end det var tilfældet, før udbruddet kom. Desuden havde hun håbet på, lige som alle de andre fra samme bydel, at vulkanen ville åbne sig mere mod syd, væk fra dem. En nat skete det uundgåelige og værst tænkelige. Skræmt og skyndsomt pakkede hun en kuffert med de vigtigste ejendele og forlod sit hjem. Hun hørte til de heldige. Et halvt år senere kunne hun vende tilbage. De uheldige, der havde mistet deres hjem til lavaen, måtte starte forfra med hjælp fra samfundet. Nogen boede fortsat på hotel. Andre havde fået en ny grund og et træhus. Helt forståeligt syntes hun, det var trist at have mistet lokalsamfundet, den faste base i livet, fra såvel et materielt som relationelt perspektiv. Det kunne vi godt sætte os ind i. Efter en god snak, takkede vi hende for hendes åbenhed og vendte snuden hjemad. I strålende solskin satte vi os tilrette i bussen. Den kørte op mod tunnellen, der gik gennem øens højderyg og forbandt øens vestlige del med dens østlige del. På den anden side kørte bussen ud i skyerne, der hang tungt hen over bjergskråningen ned til Santa Cruz de la Palma.

Skiftet fra strålende solskin til tunge grå skyer gjorde det tydeligt, hvorfor den østlige del af La Palma er så frodig. På afstand er det svært at afgøre vegetationens karakter, men en tur op til Pico de la Nieve gav svaret. Endnu engang havde vi pakket rygsækkene, snøret snørebåndene og taget kasketterne på - klar til eventyr. En taxi kørte os op til en parkeringsplads i 1.850 meters højde. Derfra gik vi de sidste 400 højdemeter op til Pico de la Nieve. På turen så vi ambulancetjenesten stå parat i terrænet til at hjælpe nødlidende. Det vakte naturligvis nogen undren. Hvem kunne være de potentielt nødlidende? Os?!?! Nej. Det viste sig, at vores tur op til Pico de la Nieve var sammenfaldende med afholdelse af Transvulcania La Palma - et ekstremløb for mænd og kvinder, der vil prøve kræfter med sig selv. Af hjemmesiden transvulcania.utmb.world fremgår det, at arrangementet bød på tre distancer - Ultramarathon (75 km), Marathon (45 km) og Mediamarathon (28 km). Jeg skal ikke remse detaljerne om de vanvittige løberuter op her, men blot konstatere at tilstedeværelsen af ambulancetjenesten gav ualmindelig god mening. På kraterkanten sværmede det med lycraklædte mænd og kvinder i ultralette løbesko. Deres ansigtsudtryk afslørede deres tilstand. Nogen sprang derudad og snakkede med kammeraten, mens andre havde tunge ben og gik alene i tavshed. Senere på dagen, da Kaare og jeg kravlede de 2.239 meter ned fra Pico de la Nieve til Santa Cruz de la Palma fik vi en lille ide om, hvor hårdt de måtte have haft det.

Benene var gode, da vi startede og smadret, da vi nåede ned til byen. Jeg var hårdest ramt og måtte nærmest krabbe mig sidelæns ned de sidste 600 meter. Øv for den, hvor det gjorde ondt, men det var det hele værd. Det var ganske enkelt en utrolig smuk tur. Da solen skinnede og øen endnu ikke var indhyllet i skyer, kunne vi se Tenerife, når vi kiggede ud fra Pico de la Nieve og når vi kiggede ned, kunne vi se havnen i Santa Cruz de la Palma. Fra trægrænsen og nedefter gik vi inde i en skov af nåletræer af den slags, der kan overleve skovbrande. De sorte kanter på nåletræernes bark, der var 7 til 10 cm tyk, vidnede om tidligere skovbrande. Ruten inde i skoven fulgte bjergkammen ned. Den blev til vores overraskelse ikke benyttet særligt meget. Det afslørede det tykke lag brune nåle på stien, som gjorde turen vanskelig, da nålene var utroligt glatte at gå på. Når vi fik sat foden forkert på underlaget, gled vi. I starten var det sjovt, men det sjove forsvandt, da nedstigningen for alvor blev stejl og risikofyldt. Det hjalp heller ikke på situationen, at mine skosåler var piv glatte. På den sidste del af turen gik det ikke kun stejlt nedad. Det gik også stejlt ned til begge sider. Koglerne, vi sparkede ud over siderne, forsvandt under os. Vi var enige om at en tilsvarende rute på Madeira ville have været hegnet af, men altså ikke her. Ansvaret for at det gik godt, var vores eget. Så det tog vi på os. Efter ti timer, 400 højdemeter, 2.239 meter nedad havde vi tilbagelagt turens i alt 17 km. Det var nok til os, men ingenting sammenlignet med Bjarne fra Skive, som stoppede op på broen i havnen, da han så IRIS. Han fortalte, at han havde løbet den helt lange distance på 75 km i Transvulcania La Palma. Det havde taget ham 13 timer. Super flot gået af den unge mand, akkurat som det var godt gået af Kaare og jeg, der ikke har trænet op til noget, men bare forfulgte eventyret, når det viste sig - også når det måtte bringe os ud på kanten.

La Palma var afgjort en god oplevelse.

Af Kirstine   |   2022-09-22

En dag på reden i Baiona

Egentlig var det vores plan for dagen at klare lidt praktikaliteter om formiddagen for dernæst at sejle til nationalparken Illas Atlánticas de Galicia, der lå 10 sømil fra Baiona, men dagen udviklede sig helt anderledes end planlagt. Inden vi rejste fra Danmark, havde flere langturssejlere anbefalet os at være udadvendte og opsøgende på turen. Venskaber på tværs af bådene kaster hyggelige stunder af sig og udgør også en vigtig kilde til viden om stort og småt af betydning for turens kvalitet.

Aftenen i forvejen havde Kaare bemærket, at der lå en anden dansk båd på reden, ELEANOR. Jeg foreslog derfor, at vi tog over og bankede på båden for at høre om, besætningen havde lyst til et besøg. Den var Kaare med på. ELEANORs besætning, pensionisten Knud Georg, også kaldet KG, stak hovedet ud af kahytten ved vores banken. Som solosejler hilste han ethvert besøg velkommen og snart sad vi i hans cockpit og fik os en hyggelig sludder. Han boksede lidt med at få koblet vindmøllen rigtigt på el-installationen, så han kunne aflæse, hvor meget strøm den producerede. Det var en problemstilling som Kaare nikkede genkendende til, da han har haft den samme udfordring, blot med solcellerne og hydrogeneratoren.

Knud Georg fortalte også om sit liv, der havde udfoldet sig på hele skalaen såvel menneskeligt, forretningsmæssigt som økonomisk. Nu sad han der på bagkanten af en cancer og gav livets udfordringer trods. Han så glad og tilfreds ud, som han sad der. Hans drøm var at krydse Atlanterhavet, men det krævede, at han fandt en dygtig gast at dele turen med. En som havde hjertet det rette sted og tog livet tilpas afslappet med et smil, som han selv. Vi håber for ham, at han må lykkes med at realisere denne drøm. Hvis du har en gast i maven og er seriøs, etablerer vi gerne kontakten mellem jer.

Det viste sig, at Knud Georg udemærket kendte ELSAs besætning med de to små børn Svend og Sonja, som han var meget glad for samt ANABELLs unge besætning, som havde banket på vores båd i Tréguier og drukket kaffe med Kaare. Knud Georg fortalte, at han og ANABELL havde fulgtes ad mere eller mindre siden Cux Haven, så han kendte den unge besætning særdeles godt og nød deres gode selskab og energi. ANABELL, der lå i havnen i Baiona, hvor de var igang med at skifte et knækket gaskabel til motoren, havde være på Illas Atlánticas de Galicia - vel og mærke uden at have papirerne i orden. Knud Georg mente, at Anders, som var skipper, var født under en heldig stjerne, fordi kystvagten havde aflagt ANABELL et besøg for at se papirerne, men midt i det hele var de blevet kaldt ud til en aktion og forlod ANABELL uden videre. Det gav lidt stof til eftertanke hos Kaare og jeg, som heller ikke havde den nødvendige tilladelse til at besøge øen. Efter en længere snak takkede Kaare og jeg af og vendte tilbage til IRIS - nu knap så stålsatte på indholdet for resten af dagen. Ja, vi besluttede at blive liggende, da vi ikke havde lyst til at udfordre myndighederne på Illas Atlánticas de Galicia.

Hvad lavede vi så derude på reden, når alle gøremål var udført? Vi sov. Selvom der var varmt på vandet, var der dejligt køligt nede i IRIS. Sofaerne i kahytten skreg på os og vi indtog dem helt frivilligt og lod øjnene falde i. Halvanden time på divaneseren gjorde godt. Klokken 16 var vi igen klar til at tumle dagen. Kaare gik i gang med at rense de to sidste spil - spillene til storsejlsskøderne. Denne gang i fuld kontrol over de små fjedre. Til vores overraskelse kom Knud Georg forbi i sin gummibåd og spurgte, om vi skulle have noget med inde fra land. Kaare slap, hvad han havde i hænderne, fandt den tomme gasflaske frem og sejlede med ind for at få den fyldt op. Vi aftalte at drikke en kop kaffe i cockpittet på IRIS, når de kom tilbage. Endnu engang gik snakken. Denne gang om Iridium, som Knud Georg også havde, men ikke helt kendte til i dybden. Vi har stor fornøjelse af vores Iridium, der som bekendt tracker vores færden hen over havet og giver os mulighed for at lægge små beskeder op om vores oplevelser på havet. Det har faktisk overraket os, hvor stor betydning denne funktion har for at holde kontakten med familie, venner og arbejdskolleger. De siger samstemmende, at det er sjovt og spændende at følge vores rejse på denne simple, let tilgængelige og hurtige måde. Kaare, der gerne ville være færdig med at rense spillene, inden solen gik ned, spandt en ende på samtalen og Knud Georg sejlede tilbage til sin båd ELEANOR, som han har opkaldt efter sit barnebarn. Smukt.

Telefonen ringede ganske kort tid efter, at Knud Georg var sejlet hjem. Det var Anders fra ANABELL, som inviterede os til en øl på deres båd. Det var vi friske på, også selvom det betød, at aftensmaden så ville blive udskudt med et par timer - til klokken 22. Kaare skulle blot være færdig med at rense det sidste spil. Denne gang roede vi over reden til ANABELL. Jeg drillede ham med, at han havde store problemer med at få gummibåden op at plane, men pyt være med det. Vi kom hurtigt frem. Båden blev fortøjret og vi fandt os tilrette i cockpittet med ANABELLs besætning, Anders, Vinnie og gasten, Katrine. Det var Anders’ båd. Den havde han købt af Vinnies forældre 5 år tidligere og brugt den sammen med Vinnie som studiebolig, mens han gik på politiskolen i København og Vinnie blev uddannet beslagsmed. De var blevet gift denne sommer og havde stævnet ud, fordi et 8-16 job ikke lige var sagen. Katrine var ved at finde sin hylde i livet. Hun havde afmønstret Skoleskibet og påmønstrede ANABELL. På skoleskibet havde hun lært navnene på al tovværket, lært at leve tæt og mærket disciplinen på egen krop, men hun havde ikke lært at sejle. Det var da også langt sjovere at sejle en kølbåd, syntes hun. I Porto afmønstrer hun ANABELL for at tage på interrail og afslutter turen med at gaste en ny båd et par måneder senere, som skal over Atlanterhavet. Det var tydeligt, at hun havde fundet sig selv og nu bare manglede at finde ud af, hvilken uddannelse hun skulle tage. Cool. Vi var fælles om at skulle sejle til Porto og havde også et fælles ønske om at blive lidt klogere på deres portvin. Vi aftalte derfor at tales ved, når vi nåede til Porto. Det var super hyggeligt at sidde der i deres cockpit og sludre, mens solen gik ned og byens lys trådte smukt frem og dannede baggrundstæppe for det sociale liv på reden.

Tak til Knud Georg, Anders, Vinnie og Katrine for et par dejlige timer på reden i Baiona.

Af Kirstine   |   2022-09-20

Kaare 60 år

Da Kaare fyldte 50 år inviterede han familie og venner til en stor fest i Pilegårdsparken. Opvarmningen bestod af et mindre optimist-stævne i Birkerød Sejlklub på Furesøen for gæsterne, der hver fik tildelt en optimistjolle og chancen for at gøre sig gældende i konkurrencen, hvis altså de fandt ud af at sno sig rundt i den alt for lille jolle. Hvem skulle have gættet dengang, at sejladsen også ville være omdrejningspunkt på hans 60 års fødselsdag - omend på en nogen anden måde?

På vores vej ned langs den europæiske kyst har vi lært Martin og Amalie at kende samt deres to mindre børn, Svend og Sonja. De sejler i en 40 fods katamaran, ELSA. Den 17. september fulgtes vi ad fra Muxia til Ezaro, hvor vi lagde for svaj i den smukke bugt og sammen tog ind og så et flot vandfald lidt oppe ad floden. Udenom Kaare inviterede jeg ELSAs besætning, der også talte to gaster, til morgenmad klokken 9 næste morgen. På listefødder lykkes jeg på dagen med at vende op og ned på tingene i kahytten, gøre plads, lave mad og dække op til 8 sultne mennesker rundt om bordet, uden at Kaare vågnede. Jeg vækkede ham først lige inden de kom. Da Kaare så, at morgenbordet var dækket op til mere end blot ham og jeg, kunne han nok regne ud, hvem der kom på besøg. Det er trods alt udelukket at kunne arrangere surprise party på en 42 fods båd. Ikke desto mindre lykkedes det ELSAs besætning at overraske Kaare. De sejlede så stille hen til IRIS i deres gummibåd, at Kaare ikke hørte dem komme. Med 10 meter hen til båden brød de ud i fødselsdagssang og de sang så tilstrækkeligt mange vers, at Kaare kunne nå at lokalisere, hvor sangen kom fra. Glæden var stor og gensidig, da Kaare tog imod dem. Børnene var ivrige efter at overrække de fine tegninger og gaveæsken, som de havde med til Kaare. De havde gjort sig mange tanker om, hvad der betød noget for Kaare. Det gjorde ham glad. I hyggeligt selskab, med mange ting at snakke om spiste vi morgenmad til det punkt, hvor den lille Sonja gerne ville tilbage til ELSA. Det var bare så fint. Tak til Martin, Amalie, Svend, Sonja, Helena og Malou for at være med til at ønske Kaare tillykke med fødselsdagen.

Dagen i forvejen havde vi talt om, at vi ville op og se søen, der leverede vand til vandfaldet. Det blev til, at vi skulle bestige bjergtoppen Pedra Quitina, 394 m. Heldigvis fik vi tilstrækkelig med væske og en solid madpakke med, fordi det viste sig at blive en strabadserende tur. Turen op startede ved den lille havn ved vandfaldet, hvor vi lagde vores gummibåd til akkurat som dagen i forvejen. Første stop var udsigtspunktet over Ezaro, Mirador do Esaro, 1,9 km fra havnen, 273 meter over havets overflade. En gruppe cykelryttere tog turen op samtidigt med os. De fik lidt opmuntrende tilråb med på vejen - go, go, go, men det var småt med smil, jeg fik retur. Havde jeg haft kendskab til turen op til udsigtspunktet, var deres blikke blevet mødt med medfølelse fra min side. Fra Mallorca kender jeg til følelsen af at cykle op ad en 8% stigning. Det er okay. 10-12%, så begynder det at bide i lårene. De arme cykelryttere skulle forcere 18, 19 og 30 procentsstigninger. En eneste gang i mit liv har jeg lykkedes med at køre op ad Kiddesvej i Vejle ved Grejsdalsløbet, der stiger med 17,5%, hvor strækningen er stejleste. Det gjorde nas og jeg klarede det da også kun, fordi jeg kørte zig-zag. Så 30%!!!!!! Ufff. Kaare og jeg fik da også pulsen op i en sådan grad, at vi måtte sætte tempoet helt ned, da vi passerede de voldsomme stigninger på strækningen op til Mirador do Esaro.

Kaare fortalte mig, at han havde regnet med, at stykket fra udsigtspunktet og frem til foden af toppen, vi skulle bestige, var mere eller mindre en vandret strækning. Da tog han fejl, viste det sig. Fra toppen af udsigtspunktet gik det nedad, 80 meter, til dæmningen. Derfra steg terrænet igen, 40 meter, hvorefter det faldt med yderligere 80 meter. Først dernede i bunden var vi fremme ved den sidste stigning på 200 meter. Det var i øvrigt et eventyrligt sted. Vi krydsede en lille bæk, hvor det skønne kolde vand flød med rivende hastighed i kanten af de store stenflader, ned mod byen. Det var sådan et sted, hvor man har lyst til at slå sig ned og bare være. Det var ualmindeligt smukt.

Strækningen fra bækken op til trægrænsen var nem og uproblematisk, når bare pulsen blev holdt på det rette niveau. Min træningserfaring fra triatlonen, kom mig afgjort til gavn på turen. Jeg gik forrest og satte et tempoet i forhold til det mest besværede åndedræt. På den måde kom vi begge op uden at kløjs i det og med overskud til at iagttage og kommentere vores iagttagelser undervejs. Jeg hæftede mig for eksempel ved de mange afbrændte træer, der stod på den i øvrigt frodige bjergskråning. Kaare kunne fortælle, at området havde stået i brand i 2007. Det må have været skræmmende at se området brænde af. Fra mit perspektiv var det dejligt at se, at naturen har sin egen rytme og med tiden genetablerer sig selv. Det giver et lille snært af håb i disse klimakritiske tider.

Det var sjovt at bevæge sig op ad bjergsiden, også selvom det var så varmt at den salte sved fra min pande løb ned i øjnene og gjorde det umuligt at se noget som helst. T-shirten, som jeg forlængst havde lagt i tasken, blev hevet frem igen og nu anvendt til løbende at tørre øjnene for sveddråber. Det hjalp. Kaare så helt bestemt også alt for varm ud, men han holdt fanen højt.

Da vi nåede trægrænsen, steg håbet om, at vi snart var oppe. Det så afgjort ud til, at håbet havde noget på sig, men ak nej. Det vi troede var toppen, viste sig at være et plato for foden af toppen. Selvom udsigten derfra ind over byen var så flot, at vi godt kunne have forsvaret at stoppe der, blev vi i stedet stædige og kastede os ud i den sidste stigning. Hvor vi indtil da havde gået i hælene af hinanden, ændrede turen nu karakter, så vi måtte klare turen på hver vores måde, da vores klatreteknikker var forskellige. Lidt tidligere på ruten havde de informeret om, at ruten ikke var handicapvenlig! Det skal jeg love for. Enkelte steder stak min Amygdala, krybdyrshjernen, hovedet frem og gjorde mig opmærksom på, at jeg nok havde grund til at være bekymret. Jeg beroligede Amygdala med, at jeg havde gode sko på og styr på situationen, så den kunne godt flette næbbet. Så blev der ro på bagsmækken. Med stor triumf besteg Kaare og jeg det sidste stykke i fin stil. På toppen strakte vi armene ud og råbte lykkelige: “Vi gjooooorrrde det!” Det var afgjort den helt rigtige måde at fejre Kaares fødselsdag på.

På vejen ned mindedes Kaare sin fars 60 års fødselsdag, som han fejrede ved at invitere Kaare, jeg, vores drenge, Ebbe, Lisbeth og deres datter Katrine på Pizza tæt på Strombolis top, hvor vi med jævne mellemrum kunne se vulkanen spy lava. Det var et af livets stjernestunder. Kaare overvejede derfor, om vi skulle have Pizza til aftensmad. Det blev det imidlertid ikke til. Efter cirka 670 højdemeter, 3 timer ud og 2 timer hjem var vi ikke i humør til restaurantbesøg. Vi satte punktum for en virkelig dejlig dag på Kaares fødselsdag med en GT og rester fra dagen i forvejen, som blev varmet. Det var alt rigeligt og gav os en dejlige følelse af at være lykkelige, mens vi så solen gå ned.

Tak Kaare, fordi du er den, du er.

Tillykke med de 60 år.

Af Kirstine   |   2022-09-06

(U)balance

Få dage efter vores afrejse læste Kaare en besked højt for mig, han havde set på Facebook-gruppen for langturssejlere. Afsender var Salts besætning, som annoncerede overfor familie, venner, bekendte og andre interesserede, at de havde besluttet sig for at afbryde deres sejlads efter et år og derfor vendte snuden hjemad. Alle de gode, spændende og berigende oplevelser på rejsen kunne ikke længere opveje savnet af deres kære. Energien til at forholde sig til alt det fremmede var væk.

Kaare og jeg har blot været på rejse i halvandet måned. På nuværende tidspunkt ligger vi i Viveiro - en mindre havneby på den spanske nordkyst. Selvom vi ikke har været afsted i længere tid og ikke er nået helt så langt væk fra Danmark, genkender vi bestemt Salt-besætningens oplevelse af, at man ustandseligt skal forholde sig til nye ting. Det har været og er fortsat meget intensivt. Dels skal vi lære at leve ombord på IRIS og håndtere hende rigtigt. Dels skal vi hele tiden afkode tingene omkring os for at få rejsen til at glide. Intet er med andre ord, som det plejer at være. Her er vanen uden magt. Kun få ting kan gennemføres på rutinen. Hjernen er derfor konstant sat på overarbejde for at processere det uafbrudte flow af ny information og nye indtryk for at finde mening med det, der sker. Så hektisk bliver det heldigvis ikke ved med at være. Inden for overskuelig tid, når vi begge kan håndtere IRIS og vores hverdag på IRIS er etableret, skal vi ‘kun’ forholde os til pulsen i omgivelserne, som skifter i takt med, at vi hejser et nyt gæsteflag. Men hvorfor er det egentlig så energikrævende at forholde sig til noget nyt hele tiden? Jeg finder spørgsmålet interessant, fordi indsigt i forholdene, der ligger bag, gør det nemmere at tilgive sig selv, når der er uoverensstemmelse mellem det man gør og det man ønsker at gøre.

Pædagogikken, som er mit fagområde, har lært mig, at når vi forholder os til noget nyt i en given situation - en bevægelse, et udsagn, en genstand, en handling, en begivenhed, et sprog, en kultur, naturen eller andet, befinder vi os i en midlertid tilstand af ubalance, indtil hjernen har (gen)etableret meningen med det vi er i eller at kroppen har fundet sig til rette med det nye vilkår. Ubalancen kan være så forsvindende lille, at vi praktisk talt ikke lægger mærke til den eller så uoverskuelig stor, at livet gør ondt - blot for at nævne yderpunkterne. Det er meget forskelligt, hvordan vi bliver påvirket, af det vi møder i livet og hvor længe vi er i ubalance.

Der er flere årsager til, at vi bliver påvirket forskelligt. Vi har forskellige erfaringer med at forholde os til nye ting. Vores erfaringer farver, mere end vi er klar over, vores forventninger til, hvordan vi vil lykkes med, at forholde os til at det nye vi møder på vores vej. De har det med at reproducere sig selv. Vi har også forskellige kompetencemæssige forudsætninger for at forholde os til det nye. Kræver situationen, at vi udvider vores kompetencer, er der stor forskel på, hvor meget energi vi bruger på at lære det nye. Nogen er lærenemme og læreivrige, mens andre ikke har lyst til eller har svært ved at lære det nye. Derudover stiller vi forskellige krav til os selv om, hvor godt vi skal præstere. Energien til at forholde os til det nye henter vi, fra det vi motiveres af, fra vores vilje og fra de følelser, der gør sig gældende. Vores medmennesker, omgivelserne og omstændighederne har stor indflydelse på, hvor meget energi vi mobiliserer. Der findes ingen rigtig eller forkert måde at forholde sig til det nye på. Pointen er blot, at der er rigtig mange ting på spil, hver eneste gang vi forholder os til noget nyt. Der er ikke noget at sige til, at vi kan løbe tør for energi.

Kaare og jeg har det meget forskelligt med alt det nye, men vi har også meget forskellige kompetencemæssige forudsætninger for at være i det nye, hvor sejladsen fylder mest. Sejladsen er Kaares hjemmebane, mens jeg afgjort er på udebane. Det er mig, der er udfordret på at mobilisere energi, så jeg kan genoprette balancen i mit liv, som det ser ud nu. Jeg skal lære at sejle - det er ikke nok at være passager ombord på IRIS.

Der er rigtigt mange ting at lære. Det er alt lige fra at gøre IRIS klar til at lægge fra land, sætte sejl, trimme sejl, holde kursen, følge vigereglerne, sejle alene - også om natten, ankre op, lægge til land og fortøjer hende. Da jeg er topmotiveret for at lære alle disse ting, Kaare er rigtig god til at lære fra sig og vi sammen er gode til løbende at diskutere, evaluere og kvalificere min håndtering af IRIS, er sejladsen godt på vej til også at blive min hjemmebane. Det er afgjort tilfredsstillende, men vigtigst af alt øger det min tryghed ved at sejle IRIS, fordi jeg kan klare flere og flere ting uden vejledning. Med trygheden kommer roen. Det kan jeg mærke. Forventningsfuld ser jeg frem til at blive så god til at sejle, at jeg kan slappe helt af og nyde turen på en mere fredfyldt måde, end jeg har gjort det indtil nu. Når sandheden skal frem, så har jeg skidt en del grønne grise op ad den stejle læringskurve. Alt er imidlertid som det plejer at være. Jeg ved med mig selv, at jeg nok skal lære de mange nye, svære ting - langsomt men sikkert. Det er godt at vide, især når jeg er presset. Heldigvis har jeg ingen ambitioner om at blive solo-sejler. Jeg stiller mig tilfreds med at blive en god gast, der trygt kan sejle IRIS om natten uden at skulle forstyrre Kaare, når han sover - om der så kommer en båd, et vindspring eller et vejrskifte på tværs.

Inden jeg slutter af, vil jeg citere Simon Hempel, navigationslærer, der i “Vejledning for sportsmen i lystsejladsen” (Hempel, 1873) skriver følgende:

“Lystseiladsen, der i de senere Aar har faaet et betydeligt Opsving hos os, er endnu langtfra saa almindelig, som den fortjener at være, en Grund hertil kan vel for en Del søges deri, at ikke Mange har det fornødne Kjendskab til at styre og kommandere et Fartøi, thi endskjøndt det altid er forfriskende og behageligt at kunne tilbringe nogle Timer paa Søen, saa er det dog ikke forbundet med den Glæde, som en “Yachtsman” føler, der selv forstaar at føre sit Fartøi, selv kan see, om Seilene staar rigtig kant, der kan sige: saaledes vil jeg have min Rigning sat an.”

Drømmen om at opnå denne glæde ved sejladsen udgør et væsentligt motiv for at holde ud, når ubalancen er belastende.

Mon ikke jeg når i mål med drømmen inden rejsen er omme?