Maloelap & Wotje - historie på den store og lille klinge

Marshall Islands har ingen ressourcer af betydning, men øernes position i Stillehavet har de seneste 150 år haft stormagternes interesse. Det bærer enkelte af atollernes historie præg af. Jeg tænker især på atollerne Maloelap, Wotje, Jauit og Kwajalein, som japanerne befæstede og førte krig fra under anden verdenskrig. Atollerne Bikini og Enewetak, som amerikanerne brugte til at teste deres atombomber og endelig atollen Kwajalein (igen), som amerikanerne den dag i dag bruger til at teste deres Intercontinental Ballistic Missiles (ICBM). Da vi netop har besøgt Maloelap og Wotje, samt er på vej til Kwajalein, er det på sin plads med en kort introduktion til Marshall Islands krigshistorie, der sætter konteksten for vores oplevelser på de tre atoller. Her læner jeg mig helt og aldeles op ad Kaare, som har styr på den slags. Efterfølgende retter jeg opmærksomheden mod de oplevelser, vi fik sammen med de lokale i al almindelighed og borgmesterkandidaten, Rithen, på Wotje i særdeleshed. Selvom begge atoller er billedskønne med deres turkisblå laguner, hvide sandstrande, skaller og palmetræer, der står tæt, så langt øjet rækker, har de også mange tydelige spor efter anden verdenskrigen, som japanerne spillede en vigtig rolle i.

Japanerne smed tyskerne, som havde været der siden 1886, ud af Marshall Islands i 1914 under første verdenskrig. Efter krigen overdrog League of Nations Tysklands landbesiddelser nord for Ækvator til Japan som et protektorat, herunder Marshall Islands. Op gennem 1930’erne befæstede Japan i al hemmelighed fire atoller på Marshall Islands; Maloelap, Wotje, Jauit og Kwajalein. Det var sammenfaldende med, at japanerne trådte ud af League of Nations. Alt sammen brikker i et større spil hvor japanerne forfulgte deres ambition om at ekspandere. Med japanernes angreb på Pearl Harbor i 1942 trak de amerikanerne med ind i anden verdenskrig. Konsekvensen udeblev ikke. Amerikanerne gik til angreb på japanernes fæstningsværker på Marshall Islands i midten af 1943. På nogenlunde samme tidspunkt tabte japanerne Guadalcanal. Den japanske hær trak derfor sine forsvarslinjer tilbage, så Marshall Islands nu lå øst for og uden for forsvarslinjen. Soldaterne på atollerne fik besked på at blive og kæmpe til sidste mand. Da de ikke havde flere fly tilbage i begyndelsen af 1944, evakuerede hæren sine piloter. Ved evakueringen blev soldaterne på atollerne forsynet for sidste gang. Så måtte de klare sig, med det de havde.

Kwajalein faldt forholdsvis hurtigt i hænderne på amerikanerne, der lige siden februar 1944 har haft en militærbase på atollen. Over de næste 18 måneder bombede amerikanerne Maloelap og Wotje sønder og sammen ved daglige angreb for at få de japanske soldater til at overgive sig, men de var ærekære og forskansede sig effektivt. Da de endelig overgav sig i september 1945 var der blot en tredjedel tilbage af de 3.000 japanske soldater og civile, der havde været på hver af øerne. De øvrige soldater var primært døde af sult. Ifølge beretninger fra de marshallesere, der undgik at få hugget hovedet af før japanerne overgav sig og altså overlevede krigen, var der ikke en eneste kokosnød tilbage på øerne ved overgivelsen. Det fik vi fortalt af en lokal.

Amerikanerne overtog Marshall Islands efter japanerne. Deres tilstedeværelse har også haft overordentlige store omkostninger for marshalleserne. Det lykkedes nemlig den amerikanske præsident Trumann, at overbevise høvdingen på Bikini atollen om, at han og hans folk skulle stille atollen til rådighed for “the greater good of mankind”, uden at høvdingen i øvrigt anede, hvad det indebar. Det var i 1950’erne. Så regnede atombomberne ellers ned over det lille paradis. Lokalbefolkningen fra Bikini atollen var knust, da de genså deres atoll og siden måtte erkende, at den var blevet ubeboelig og derfor måtte flytte væk for bestandig. Marshalleserne siger fortsat om amerikanernes atomprøvesprængninger: “They owe us!”

På Maloelap og Wotje, hvor kampene mellem japanerne og amerikanerne altså var særligt voldsomme og stod på i ganske lang tid, er der fortsat tydelige spor efter krigen. Der er bombekratre over alt. Skibsvrag i lagunerne. Flyvrag på øerne. Kystsikring langs de ydre rev. Enkelte detonerede bomber på de ydre rev. En rampe på Wotje til at tage vandfly ud af vandet, når de skulle serviceres. To til tre almindelige landingsbaner på hver ø. Betonkonstruktioner af alle mulige slags. Et hovedkvarter i tre etager, beskyttelsesrum, kanonbatterier, ammunitionsbunker, dieseltanke og generatorbygninger. Med sin ingeniørfaglige baggrund inden for byggeri var det tydeligt for Kaare, at japanerne havde bygget for at blive. Der var ikke sparet på hverken betonen eller armeringen og det udførte arbejde havde meget høj kvalitet, hvilket gjorde bygningskonstruktionerne så godt som umulige at ødelægge. Alt dette vandrede Kaare og jeg ivrigt rundt og kiggede på. Det var meget spændende, ikke mindst fordi vores interesse for at se og forstå omfanget af japanernes fæstningsværker var nøglen til at skabe kontakt til lokalbefolkningen. Vi fandt hurtigt ud af, at de akkurat som alle andre steder i verdenen ikke længere skænker krigen den store opmærksomhed, men de havde dog en mindedag på Wotje, hvor den sidste overlevende fra anden verdenskrig hvert år, lidt endnu, fortæller om tiden under krigen. Lokalbefolkningen lever i nu’et, på og med deres atoll, som den nu engang tager sig ud. Det præger de lokale historier, jeg nu vil fortælle. Jeg har udvalgt historierne, fordi de hver især bidrager med indsigt i, hvad Marshall Island er for et sted. Jeg starter med historien om kordegnen, Lang, på Maloelap.

Lang var en venlig mand med stærke holdninger. I ‘verden ifølge Lang’ var troende protestanter gode, passive protestanter var accepteret, katolikker troede på det forkerte, muslimer gik med bomber bundet rundt om maven og endelig at kineserne var det værste på denne jord. Så var tingene ligesom sat på plads. Vi lod os ikke mærke med hans bombastiske udsagn og ledte i stedet samtalen over på andre emner. Det bar frugt. Lang nævnede muligheden for at arrangere en lobster-jagt. I den henseende var vi ankommet til øen på det helt rigtige tidspunkt, fordi lobster-jagt var betinget af, at månen ved ebbe hev maksimalt i vandmasserne og trak havet helt ud til kanten af revet, der hvor bølgerne slog ind over korallerne. Det var nemlig helt derude, lobsterne levede. Kaare og jeg har efterhånden stået mange gange på kanten af et rev forskellige steder i Stillehavet. Det er et rimeligt voldsomt sted at opholde sig og man ønsker bestemt ikke at komme alt for langt ud, da bølgerne kan gribe fat i dig og trække dig med ud. I min optik var lobster-jagt derfor en lidt risky-business. Det hjalp ikke på situationen, at det foregik på den anden side af midnat, så vi dårligt kunne se, hvor vi satte fødderne, da vi vandrede hen over revet ud til kanten. Jeg meldte mig derfor ganske frivilligt til at passe på Kaares briller, som han endte med at stå og vifte med ude på revet, da de ikke egnede sig til den slags aktivitet. Befriet for sine almindelige briller, med dykkermasken og snorklen i hånden fulgte Kaare med de lokale i jagten efter de store lobsters. Jagten stod på i en lille times tid, hvor det lykkedes de erfarne lobster-jagere at fange et par stykker. Kaare så ikke en eneste, men til gengæld ved vi nu, hvordan det foregår og det var i virkeligheden også det, vi var mest nysgerrige på.

Så er der historien om betjenten, Arry, på Maloelap, der havde en japansk bunker på sin grund, som han brugte som redskabsskur. Han var blevet bedt om at tage jobbet som betjent, da han kom tilbage fra USA for cirka fem år siden, fordi borgmesteren mente, at han kunne få tingene til at glide. Der var i alt tre betjente på øen og cirka 150 indbyggere. Hmmm. Måske handlede jobbet som betjent mere om at give ham en del af kagen, end om at få udført politiarbejde. Det kan også være, at borgmesteren så en fordel i, at Arry talte flydende engelsk og derfor uden problemer, eksempelvis kunne assistere de amerikanske bombeeksperter, der med års mellemrum kom til øen for at indsamle og detonere deres egen bomber fra anden verdenskrig. Arry kunne imidlertid ikke leve af at være betjent, da han kun blev betalt 180 USD hver fjerde måned. Til gengæld havde jobbet sine fordele. Han var så at sige øens gatekeeper og kunne derfor, som det sker i lande som Marshall Islands, tage sin del af kagen, når muligheden bød sig. Kaare og jeg var en sådan mulighed. Retrospektivt kan jeg se, at han rent faktisk fik tingene til at glide, fordi han fordelte ganske fint indtægtsmulighederne ved vores besøg med en kollega og øens kordegn, Lang. Kollegaen gav os en guidet tur rundt på øen, som vi betalte for. Kordegnen arrangerede som sagt en lobster-jagt, hvor han havde regnet med at sælge lobsterne til os. Og endelig arrangerede han selv en kokoskrabbe-jagt for os. Han tog sig ikke betalt for turen, men tog gerne imod donationer. Det gav vi ham gerne. Kokoskrabbe-jagten var akkurat så spændende som lobster-jagten, men langt mindre risikofyldt. Den ene eftermiddag gik vi en runde på Arrys jordlod og lagde lokkemad ud de steder, hvor han viste, kokoskrabberne befandt sig. Særligt bombekraterne viste sig velegnede. Lokkemaden bestod naturligvis af en halveret kokosnød, som blev bundet fast til en gren, så kokoskrabben ikke kunne slæbe afsted med den halve kokosnød, men blev tvunget til at spise af kokosnødden, der hvor den lå - frit fremme, så man nemt kan få fat på den. Om aftenen klokken 22 mødtes vi igen med Arry. Denne gang for at se om der var bid. Vi havde alle sammen lygter med. Det var kulsort nat, uendeligt fugtigt, med myg der sværmede i luften i skæret fra lygterne. Minsandten om vi ikke fangede en kokoskrabbe, som var stor nok til at blive spist. Sikken et bæst. Den kom Arry i sækken, som han svang over skuldrene. Han vidste åbenbart, at den ikke kunne nappe ham i bagdelen. Efter at have været rundt til alle fælderne, førte han os den korteste vej, hen over landingsbanen tilbage til hans hjem. Kokoskrabben kom i en blå tønde, hvor den måtte afvente sin skæbne. Et par dage i forvejen havde Arry foræret os en kurv med to store tilberedte kokoskrabber og to klargjorte kokosnødder med mælk, som vi spiste og drak på båden. Det var krævede sin håndværker. Den aften bestod servicen af en gaffel, kniv og papegøjetang. Vi lærer hverdag.

På Wotje mødte jeg Daniel, der nyligt var vendt hjem fra Utah, USA, hvor han havde boet i 17 år. Han lå i sin hængekøje, der var hængt op mellem to træer i vandkanten med udsigt ud mod lagunen. Han fortalte, at marshalleserne fik råd til at rejse til USA ved at låne penge af familiemedlemmer, som allerede opholdt sig i USA. De fleste rejste ud for at tjene penge til familien, som hævede pengene i de lokale MoneyGram-butikker. Han startede selv hos McDonald, hvor han tjente 7 USD i timen. Til sammenligning, fortalte han, at han kunne tjene 2 USD for et tilsvarende job på Majuro. Daniel havde været glad for at være i USA, fordi der var arbejde og mange ting at tage sig til, men da hans mor gik bort, måtte han tilbage til Wotje, til hendes begravelse - uden nogen returbillet. Sagen var, at han ikke var lykkedes med at afbetale gælden for lånet til den første rejse, hvilket betød, at han ikke kunne optage et nyt lån. Så nu hang han fast i Wotje. Han savnede arbejdet i USA. Arbejdet med at lave copra var ikke noget for ham, bedyrede han. Heldigvis havde hans far, som arbejdede på øens generator, kunnet skaffe ham et job samme sted - var der nogen, der sagde nepotisme. Den løsning var Daniel tilfreds og snart skulle han giftes med en lokal kvinde. Et nyt liv begyndte at tage form. Længslen efter mulighedernes land, USA, måtte han derfor fremover nøjes med at drømme om, når han lå i sin hængekøje og kiggede ud over lagunen.

Den sidste korte historie, jeg vil fortælle, tager afsæt i to spørgsmål, som jeg fandt svaret på hos en familie på Wotje. Kaare og jeg havde i længere tid diskuteret, hvor meget en copra-bonde tjener om året. Da vi kom forbi et beboet, japansk betonhus på Wotje, hvor der lå flere tre meter høje bunker af kokosfibre, gik jeg ind til de mennesker på gårdspladsen under det store træ, jeg havde fået øje på ude fra gaden. Jeg undskyldte for, at jeg forstyrrede og spurgte, om jeg måtte stille dem et spørgsmål. Det måtte jeg gerne. Svaret på Kaares og mit spørgsmål var, at en copra-bonde kan producere mellem 2-3 tons copra om året. Aktuelt tjenter en copra-bonde altså i runde tal et sted mellem 2.300 til 3.500 USD, da staten giver 53 cent per pund. Prisen per pund varierer fra år til år og afhænger af statens budget. Det lyder måske som en nem tjans at lave copra, men det er ikke min opfattelse. Kokosnødderne skal samles op, skæres fri for skallen, bringes hjem, halveres og tørres i eftermiddagens sidste varme stråler. Tidligt næste morgen tages kødet ud af skallen, fordeles ud på pladen over ildstedet, som tændes op med gamle kokosskaller. Kokoskødet tørrer ind. Derefter puttes det i sække og transporteres hen til det fælles opsamlingssted. En sæk vejer cirka 90 kg. Alle kokosnødder ejes af nogen og copra-bonden kan naturligvis kun lave copra af kokosnødderne fra hans eget jordlod. Såfremt hans jordlod ligger ude på en af de ubeboede øer, må han sejle derud, arbejde et par dage, inden han sejler hjem til familien igen. Sådan ser langt de fleste mænds arbejdsliv ud. Kvindernes arbejdsliv er lidt anderledes omend det har det samme skær af ensformighed. De laver som bekendt flettede ting. Kvinden, jeg talte med under træet, solgte mig en flettet blomst for 7 USD. Hun skulle altså blot producere flettematerialet, flette og sælge to blomster om dagen, så tjente hun mere end sin ægtefælle. Det er nemt at lave blomster, men svært at få dem afsat, så det er et lidt usikkert levebrød. Kvinden, der sad ved siden af hende, jeg talte med, var netop i gang med at producere flettemateriale af palmegrene. Jeg blev begejstret, fordi det indtil nu havde været et mysterium for mig, hvordan de lavede det. Nu både så og fik jeg fortalt, hvordan de gjorde. De tager hvert af palmegrenens mange blade af grenen, et ad gangen. Bladet foldes om stænglen, som hives af. Undersiden af de halverede blade, som er lidt blødt, skrabes af og smides væk. Oversiden af bladene lægges i en balje med vand og halverede limefrugter. Der ligger de i tre timer for at blegne. Bladene skylles i rent vand. Dernæst koges de. Såfremt kvinderne ønsker farvede fletmateriale, tilsættes det kogende vand den ønskede farve. Endelig tørres bladene og trækkes ud til de fineste flettetråde, magen til dem jeg brugte, da jeg lavede en blomst sammen med Tina. Selvom det er forholdsvist hurtigt at flette en blomst, tager det tid at lave flettematerialet. Så helt så god en løn, sammenlignet med hendes mand, havde hun så heller ikke.

Endelig vil jeg fortælle historien om Rithen, der var 32 år og viceborgmester på Wotje. Han havde som så mange andre været flere år i Kansas, USA, for at opleve livet uden for Marshall Islands og lære engelsk. Der havde han mødt sin hustru, som også var født og opvokset på Wotje. De var et privilegerede par, da hustruen kom fra øens vel nok mest velstillede familie. For år tilbage havde hendes bedstefar været Marshall Islands præsident. Landets øverste person.

Som viceborgmester var det Rithens opgave at tage imod langturssejlere og tjekker, at øens borgmester, som boede på Majuro, havde givet dem tilladelse til at besøge Wotje. Det var tydeligt, at det var første gang Rithen modtag langturssejlere, fordi han var ikke bekendt med indholdet i papiret, Kaare rakte ham. Den slags situationer opfanger Kaare altid meget hurtigt. For at få processen til at glide, vejleder han som regel den tøvende person stille og roligt, hvorved tingene falder på plads uden nogen problemer. Jeg kunne se på Rithens skuldre, som sænkede sig, at Kaares vejledning virkede efter hensigten. Da den formelle opgave var ordnet, spurgte Kaare, om vi kunne få en guidet tur rundt på øen. Det kunne vi og Rithen ville sørge for at arrangere det. Vi aftalte at mødes næste dag klokken 10 samme sted ved gårdens butik, som tilhørte Rithen og hans kone.

Klokken 10 marshall-time, det vil sige klokken 10.30, parkerede øens betjent sin flotte, nye politibil foran bygningen, vi sad i og Rithen dukkede op. Han havde besluttet sig for selv at vise os rundt på øen og det skulle ske på ladet af politibilen. Okay!!!! Det var første gang han viste besøgende rundt på hans ø. Han gjorde sit bedste fra ladet af politibilen, hvor vi sad, alt imens han dirigerede politimanden hele vejen rundt på øen, så vi fik set de ting, han mente, vi skulle se. Det blev en spændende tur, uden at vi så så meget, fordi vi på hele turen var fordybet i Rithens fortælling om hans ambitioner for sig selv, som midlet til at indfri hans ambitioner med det lille samfund på øen, som talte i alt 800 mennesker.

Marshall Islands befolkning skulle til valgurnerne den 20. november for at vælge præsident, senatorer og borgmestre for den næste periode. Den unge, energiske og ambitiøse Rithen fortalte, at han kandiderede til posten som borgmester på Wotje, fordi som han sagde: “Hvis man skal have ting til at ske, skal man sidde øverst”. Den siddende borgmester havde han ikke meget tilovers for, da han ikke gjorde noget for at omsætte gode ideer til virkelighed. “Der sker ikke noget”, blev han ved med at sige. Det frustrerede Rithen, som ikke kunne komme nogen vegne med alle de ideer, han havde til at udvikle lokalsamfundet på Wotje. Det var dog ikke alene den siddende borgmester, som nød det rige liv på Majuro, Rithen fandt, var et problem. Det var også den måde nationens administration fungerede på. Den var ineffektiv og forlængede arbejdsgange i en sådan grad, at det kunne tage år at få et projekt sat på skinner, fortalte Rithen. Det kunne Kaare og jeg fint sætte os ind i, da vi havde haft mas med at få vores tilladelser til at besøge atollerne på plads. Vi fortalte Rithen, hvordan vi havde grebet opgaven an med at få ansøgningerne igennem. Rådet var opfølgning, opfølgning og atter opfølgning. Hertil svarede Rithen, at det var en af de ting, han ikke var så god til, altså at følge op på tingene. Det måtte han så lære og han var mere end velkommen til at spørge Kaare til råds, hvis det gav mening for ham. For at holde kontakten blev de hinandens venner på Facebook.

Rithen havde to store ambitioner for Wotje. For det første ville han gerne gøre Wotje mere tilgængelig for turister. Som det så ud i dag, kom der enkelte dagsturister til øen med fly, som var hyret til turen, men de blev kun i et par timer. Indbyggerne på øen fik ikke noget ud af deres besøg. Ganske enkelt fordi de ikke havde noget at tilbyde. Hverken overnatning, bespisning eller transport rundt på øen. Rithens anden ambition var at styrke uddannelsessystemet, som han fandt helt afgørende for al udvikling. Da han selv gik på High School på Wotje, havde han modtaget undervisning af nyuddannede lærere fra USA, Japan og Filippinerne, der opnåede deres første undervisningserfaring ved at undervise gratis på Wotje. Det havde været rigtig godt og bragt ny viden til øen. Af årsager Rithen ikke kendte til, var ordningen gledet ud. Hvis han blev valgt som borgmester, fortalte han, ville han arbejde for at genindføre ordningen. Der var ingen tvivl om, at han mente, at uddannelse var vejen frem, fordi han og hans kone gik rent faktisk ud til de unge mennesker, der ikke lavede noget og fik dem i gang med at læse. Tilbagemeldingen fra disse unge mennesker var, at det var det bedste, der havde hændt dem. Dels var det spændende at lære nye ting. Dels gav det dem et socialt netværk, hvor de kunne have det sjovt med jævnaldrende. Denne del af samtalen fandt sted, da Rithen viste os øens College, der havde lokale en en gammel, toetagers, japansk bunker. Inden for havde de indrettet fire lokaler - et undervisningslokale og tre lokaler indrettet med zoom til online-undervisning. Denne kombination af en bunker fra anden verdenskrig og on-line undervisning var meget specielt, men et fint eksempel på, hvordan de lever med krigens efterladenskaber.

Rithen var klar over, at han ville blive sat i et dilemma, hvis han blev valgt som borgmester. Det forventes nemlig af borgmesteren, at han er tilstede på Majuro, men det passede ikke Rithen, som ønskede at blive på øen, hvor han kunne mærke pulsen, opfange behov og få ideer til at udvikle den. Hvordan han ville takle dilemmaet, vidste han ikke helt. Det måtte tiden vise. Hvis han ikke blev borgmester, ville han og hans kone, flytte til Majuro for at sikre, at deres datter fik en god uddannelse. Uddannelse var vejen frem. Det var han helt overbevist om.

Det var utroligt spændende at høre den unge mand fortælle om alt det han ville med Wotje. Vi krydser fingre for, at han vinder. Selv mente han, at han havde en lille chance, men problemet var, at det typisk er kandidaten med den største familie på øen, der vinder. Det handler om at bevare magten. Så er det svært at komme videre. Vi vil spændt følge ham på Facebook.

Som det fremgår af historierne herover, lever hovedparten af lokalbefolkningen af de indtægter, de får fra copra-produktionen, flettearbejdet og pengene fra familiemedlemmer, der er bosiddende i USA. Dem med penge og/eller en økonomisk velfungerende familie i USA rejser til USA. Enkelte vender tilbage til Marshall Islands med rygsækken fyldt med sproglige færdigheder og indsigt i livets potentiale, som af den enkelte bliver brugt lidt forskelligt afhængigt af deres ambitioner og de muligheder, deres familiemæssige baggrund giver dem. Fænomener som udpegning, nepotisme og magt har stor indflydelse på livets muligheder på Marshall Islands. Uddannelse som midlet til at bryde med den sociale arv er en utopi for copra-bønderne og deres hustruer, som fletter på livet løs. De har kun lige akkurat til dagen af vejen og kan ikke bekoste at sende deres børn på High School, endsige College. Deres liv leves i al stilhed ude på atollerne, hvor den ene dag ligner den anden, mens børnene leger sig store nok til at tage over, hvor de voksne slipper, alt imens samfundet udvikler sig på trods og andre landes donationer.

Midt i alt dette har Kaare og jeg mødt utrolig stor venlighed fra det marshalleske folk i kraft af et nysgerrigt blik, et smil, en hilsen, en snak eller en vilje til at ville os. Det er en af livets gaver, at blive mødt på denne måde.

Tak til Lang, Arry, Daniel, Rithen og alle de andre venlige mennesker.