Buddhisme

- Om at vælge sin munk med omhu

På vores tur til Cambodia stod det hurtigt klart, at buddhismen fylder rigtigt meget i dette land, hvor munkene er en naturlig del af gadebilledet og Buddha bliver tilbedt alle vegne - også i vestibulen på det femstjernede hotel, hvor vi overnattede i Siem Reap. Intet mindre end 93% af den cambodjanske befolkning bekender sig til religionen. Buddhismen var naturligvis ikke fremmede for mig, da vi gennem årene har rejst flere gange i Asien, men jeg har faktisk aldrig sat mig rigtigt ind i religionens indhold. For mig har buddhismen blot været forbundet med milde, dragende statuer af Buddha. Ikke mere end det. Nu tror du måske, at mit motiv for at skrive et rejsebrev om buddhismen så alene har handlet om at rette op på min uvidenhed, men helt sådan forholder det sig ikke. Motivet var mit ønske om at få en dybere forståelse af Sopheas buddhistiske tilgang til livet, samt at sætte den i forhold til de lidt overraskende iagttagelser Kaare og jeg i øvrigt havde gjort os vedrørende religionen. Lad mig blot afsløre med det samme, at Thrump er ikke alene om at være forloren. Her følger indledningsvis en ultra kort redegørelse for buddhismen.

Buddhismen har sine rødder i Indien. På Religion.dk har jeg læst mig frem til, at Buddha betyder den oplyste - hvad angår sandheden om livet og frelsen. Ifølge buddhismen lider mennesket af en tørst, et begær efter livet, som det ikke kan slukke. Det bliver derfor født på ny igen og igen. Buddhisterne taler om, at mennesket indgår i genfødslernes kredsløb.

Livet er imidlertid ifølge Buddha lidelsesfuldt og en illusion. Verdenen er ikke noget i sig selv. Frelsen fra livet finder mennesket i Nirvana, som betyder udslukkelse af jeg’et, men det er imidlertid kun den, som vælger at leve et liv i ophøjet ro uden tilknytning til den menneskelige tilværelse, der kan bryde med livstørsten og finde frelse. Netop det er selve formålet med munkenes liv.

Vejen til Nirvana går gennem Buddhas lære, som munkene viger deres liv til at følge. Buddhas lære er indkapslet i begrebet Den otteleddede vej, som indeholder otte indbyrdes afhængige indstillinger, der vedrører den rette: anskuelse, beslutning, tale, handlen, levevis, bestræbelse, besindelse og koncentration/fordybelse. De meget generiske indstillinger er omsat til intet mindre end 227 disciplinære ordensregler i munkeforskrifterne, som munkene efterlever efter bedste evne. Det fremgår af opslagsværket “Den store danske”.

De færreste vælger at vie deres liv til munkeordenen. Alle andre, der bekender sig til buddhismen, går under betegnelsen lægbuddhister, idet man skelner mellem de dydige og ikke-dydige lægbuddhister. Fælles for lægbuddhisterne er, at de ikke kan gøre sig håb om at udslukke livets tørst. Forskellen er, at de dydige lægbuddhister aflægger et løfte til munkeordenen og kan opnå at blive et bedre menneske, såfremt de efterlever de fem leveregler: Man må ikke dræbe, stjæle, lyve, drikke og opføre sig seksuelt uterlig. Det lyder overkommeligt, men bag disse leveregler eksisterer en lang række anbefalinger til, hvordan de dydige lægbuddhister bør leve deres liv. For eksempel gælder det for kvinden, at hun kun får en god genfødsel, såfremt hun opfylder de pligter, der knytter sig til hendes køn, samt opfylder hendes mands ønsker. De knap så ihærdige lægbuddhister søger tilflugt mod livstørsten i de tre grundpiller - Buddha, den buddhistiske lære og de hellige, som de lovpriser i det daglige ved for eksempel at lægge små ofre til Buddhafiguren på deres private alter. Denne lægbuddhist bliver genfødt efter evne - måske som en bille.

Under vores dejlige besøg hos vores gode ven Bo, hans kone Sophea og deres to drenge, spurgte jeg nysgerrigt ind til, hvad buddhismen betød for Sophea. Der var ingen tvivl om, at hun lænede sig op ad Buddhas lære for at finde vej gennem livet. Særligt de seneste par års kamp mod kræften, havde gjort Sophea mere troende. Ude af i stand til at bevæge sig rundt, havde hun opsøgt munkene via Facebook. I den første tid fulgte hun en australsk munk, der belærte sine tilhængere om Buddhas lære via soundtrack, som hun fandt stor glæde ved at lytte til i sengen - time efter time. Med tiden voksede Sopheas behov for at følge en lokal munk. Hun fandt ud af, at mange cambodianere fulgte den populære munk Onewiersay Janmony, men hun var ikke sikker på, om han var den rette for hende. Sophea besluttede derfor at deltage ved et af hans åbne sessions for at danne sit eget indtryk af munken.

Sopheas deltagelse i den åbne session udviklede sig noget anderledes, end hun havde forestillet sig. Helt i tråd med hendes intention stillede hun sig i periferien af de mange mennesker, der sad rundt om munken for at lytte til og snakke med ham. Derfra kunne hun fint iagttage ham, alt det hun havde behov for, men pludseligt vendte munken sig mod Sophea og inviterede hende til at sætte sig overfor ham og samtale. Genert gik hun forbi de rige cambodianere, der uden held viftede ivrigt med deres USD for at opnå munkens opmærksomhed, og satte sig foran Onewiersay Janmony. “Hvad vil du gerne tale med mig om?” spurgte han Sophea. Hun fortalte, at hun kommet for at lytte til ham - ikke for at stille ham spørgsmål. Så var samtalen skudt i gang - med de sponsor-ivrige cambodianere som tilhører.

Da Sophea fortæller mig om sin samtale med Onewiersay Janmony, har jeg ikke meget begreb om buddhismen. Det vil jeg heller ikke hævde, jeg har i dag, men jeg har dog gjort en indsats for at forstå religionen i dens grove træk. På det grundlag forstår jeg på bagkanten af min samtale med Sophea, at munken så at sige slog to fluer med et smæk den dag. Han koncentrerede sig om og fordybede sig i det, der optog Sophea, som var hendes ældste søns ulykkelige fald, der foreløbigt havde gjort ham handicappet, fordi en brækket lårbensknogle var sat helt forkert på plads af de cambodjanske læger.

Munken tilbød økonomisk hjælp, men Sophea sagde, at hun ikke var kommet for at bede om hjælp - eller råd for den sags skyld. Og i øvrigt anså hun det for at være helt forkert, at tage imod økonomisk hjælp fra ham - en munk. Det ledte snakken over på, at mange lægbuddhister forsøgte at købe sig til munkens opmærksomhed for at få råd eller for at gøre ting, hvilket han selvfølgelig ikke kunne indvillige i, da det helt og aldeles var uforeneligt med Buddhas lære. Smask - tag den!

Gad vide, hvad de pengestærke cambodianere, som sad og lyttede til samtalen har tænkt. Men pointen var jo klokkeklar. Hvis de ville gøre sig håb om at få en god genfødsel, skulle de praktisere buddhismen en kende anderledes, men helt så enkelt er det dog ikke, fordi munkeordenen er afhængig af donationer fra lægbuddhisterne. Såvel munke som lægbuddhister har altså et dilemma. Trukket hårdt op er det for begge parter en balancegang mellem Nirvana og penge. Men uanset hvad, gjorde samtalen med Onewiersay Janmony uudsletteligt stort indtryk på Sophea, som nu vidste med sig selv, at hun havde fundet den rette munk at følge. Det glædede jeg mig over på hendes vegne, især fordi vi havde noteret, at ikke alle munke var lige munke-agtige. For eksempel så vi en munk ved et vandfald, som mest af alt var optaget af at tage selfies og vise sine mavemuskler frem. Se bare det herlige billede vi fik af ham.

På vores senere tur ud til Angkor Wat, som er på UNESCOs verdensarvsliste, fortalte vores guide, at de cambodjanske munke har forskellige motiver for at gå ind i munkeordenen. Nogen gør det af hjertet. Andre bliver i en tidlig alder sendt ind i munkeordenen, fordi deres forældre ikke kan brødføde dem. Det gælder de børnerige, fattige bønder ude på landet. Så er der dem, der gør det for pengenes skyld, og endelig har jeg fået fortalt, at kriminelle søger tilflugt i munkeordenen. Ja, man skal høre meget før ørerne falder af. I det lys giver det god mening, at Sophia brugte stor energi på at udvælge sin munk med omhu, for der kan være langt mellem de ‘rigtige’ munke.

Med sin private referenceramme brugte guiden da også mere tid på at fortælle om alt det, munkene gjorde forkert, frem for det de gjorde rigtigt. Måske fordi han havde meget sjov med at drille sine munke-venner, der var utilfredse med at blive konfronteret med deres faktiske munkeliv. Således kunne guiden fortælle, at hans munkevenner spiste al slags mad i rigelige mængder, drak øl, ejede mobiltelefoner og skrev sammen med kvinder, bare for at nævne enkelte af deres udfald. “De skulle overveje at blive helt almindelige mennesker, som os andre”, afsluttede vores guide, der gav indtryk af selv at have en pragmatisk tilgang til buddhismen.

Jeg skal ikke gøre mig klog på buddhismen, men jeg synes, der er en del forhold ved denne religion, der stritter. Så selvom jeg synes Buddha-statuerne er smukke, skal jeg ikke have nogen med hjem. Jeg nøjes med at glæde mig over at Sophea fandt den rette munk at følge.

En stor tak til Sophea.