Kap Verde

I morgen skal vi hente Helene, Niels og Erik i Praia. Det glæder vi os rigtigt meget til. Bugten ud for Praia, som er hovedstaden på Kap Verde, er desværre ikke noget sikkert sted at opholde sig, derfor skal vi time vores afgang fra øen Sao Nicolau, så vi når frem til bugten på samme tidspunkt som ungdommen. Opgaven er ganske enkelt at få samlet dem op lynhurtigt og sejle væk lige så hurtigt, som vi kom. We Can do it!

Dagen i dag ligger vi for anker og venter. Der er fralandsvind, så her er ingen bølger. Det er godt, men vinden er meget hård og der kommer en lind strøm af vindbyger ind over os, hvor vindens hastighed måler 16-18 sekundmeter. Ude på dækket gælder det om at holde fast i noget for ikke at blæse omkuld. Det eneste positive ved vinden er, at vasketøjet tørrer på rekordtid. Trods vindens voldsomme træk i ankret ligger vi fortsat fast som en klippe. Det har vi nogenlunde vished for, da vi med jævne mellemrum måler afstanden ind til en bestemt klippe med vores golf-kikkert - den vi under normale og fredelige omstændigheder bruger til at måle afstande på golfbanen med. Men her er intet normalt og fredeligt og min Amygdala har holdt fest siden klokken 6 i morges, hvor vinden begyndte at tage fat. Her ombord på båden er elektroniske alarmsystemer afgjort overflødige! Den opgave klarer jeg mere eller mindre frivilligt.

Mens vi venter, holder øje med bådens position og i øvrigt forsøger at lukke af for vindens rasen, vil jeg, når jeg har kommenteret på navnet Kap Verde, som jeg opfatter som ren signalforvirring, skrive om vores oplevelser på Kap Verde. “Verde” betyder grøn på portugisisk, som er det sprog, man taler på Kap Verde øerne. Efter vi har sejlet forbi 4-5 øer, oplever jeg overhovedet ikke, at øerne er grønne. De har et grønt skær over sig. Det anerkender jeg, men vegetationen er yderst sparsom sammenlignet med de kanariske øer, som var lidt grønne uden dog at være helt så frodige som Madeira. Her er knastørt og varmt. Smørret smelter virkeligt. Flere af øerne har ingen naturlig forekomst af vand, da de er så lave, at passatvinden blot suser henover øerne uden at blive aftvunget vand, sådan som jeg beskrev det i artiklen “La Gomera og Tenerife”. Det gælder også øen Sao Vincente, hvor Mindelo ligger, som var destination for vores passage fra Tenerife til Kap Verde. Jeg fandt siden ud af, at byen producerer ferskvand ved at afsalte vandet fra havet. Kaare var ikke så overrasket, for som han sagde: “Hele den Arabiske Halvø overlever i ørkenen, fordi de afsalter havvand.” Så blev jeg så klog.

For at forstå konteksten for vores oplevelser i Mindelo, skal vi skrue tiden tilbage til dagen, hvor vi forlod Santa Cruz de Tenerife. Vi var nemlig ikke de eneste, der stævnede ud mod Mindelo den dag. Det samme gjorde ARC’en, bare fra Las Palmas på Grand Canaria. ARC står for Atlantic Rally for Cruisers. I alt 90 cruisers havde samme destination som os. Det satte rammen for vores ophold i Mindelo, hvor hele marinaen var reserveret til ARC’ens deltagere. Vi var derfor henvist til reden, som allerede var fyldt godt op. Vi lå derfor længst ude og havde langt ind til marinaen og dermed til land. Men det havde et plus, fordi det gav os et lille indblik i de lokale fiskeres rutiner. Således startede morgenen med, at vi kunne høre skrigen og råben. Det var fiskerne på en cirka 20 fods træjolle med påhængsmotor, der kommunikerede om, hvor i vandoverfladen de så fiskene og hvordan de skulle indfange dem. Vi så helt tæt på, hvordan de fangede fiskene ved at lægge et net ud, mens de sejlede rundt i en cirkel. Når enderne nåede sammen, lukkede en mand, der lå i vandet med svømmefødder og snorkel på, nettet i. Derefter halede 3-4 mand nettet op og ud af vandet. Meget gammeldags arbejdsproces. Det var afgjort en spændende oplevelse - en oplevelse som vi ikke havde fået, hvis vi havde ligget inde i marinaen.

Inde i marinaen var der fest, farver og høj musik på den flydende terrasse, hvor de mange forventningsfulde ARC-sejlere og os andre kunne få lidt til ganen og maven. Alle, der kom fra reden i deres gummibåde, havde lov til at lægge til ved den flydende terrasse. Der var kamp om pladserne, men det var ikke umuligt at få lagt en trosse om klampen på flydebroen. Første gang vi gik i land, satte vi os ved et bord i skyggen, bestilte en kop kaffe og lod roen falde over os. Der var mange indtryk at tage ind i lyset af, at vi havde været mutters alene på havet i syv dage. Danskere, tyskere, franskmænd, hollændere, amerikanere og svenskere - blot for at nævne nogen få nationaliteter. Luften var mættet af spændingen fra de mange sejlere. Gaster tog hjem. Gaster ankom. Og så var der lykkeridderne, der håbede på at få plads ombord på en båd, hvor skipper manglede et par ekstra hænder til passagen over Atlanterhavet. Ventetiden blev brugt på sightseeing og lektielæsning for de små cruisers.

Det var ikke svært at finde forslag til ture ud på øen. Det forholdt sig snarere omvendt, at det var svært at slippe fri for at få tilbudt ture. Ved indgangen til marinaen stod der en hær af guides, som alle mente, at de var den bedste at tage ud med. Fair nok. De stod midt i deres højsæson. Det var nu, de skulle generere et solidt supplement til deres årsindtægt. Vi købte en tur rundt på øen. Det var vi glade for, fordi vi kom lidt ind bagved, så at byen var stort set det eneste sted, hvor der boede mennesker. Dem med penge havde to boliger. En i Mindelo og en i feriebyen NN. Det var virkelig et mærkeligt sted. Stort anlagt med scene ved vandet, hvor der var musikfestival tre dage om året, stor parkeringsplads, store huse i høj kvalitet og totalt dødt. Der var kun liv i ‘sommerhusområdet’ i weekenderne, fik vi at vide. Vi så derfor bare store huse, en tom parkeringsplads og en hær af hjemløse hunde ligge her, der og alle vegne. Turen åbnede vores øjne for en ting mere. Flere af øens beboere lever fortsat på oprindelig vis. Jeg har allerede nævnt fiskeriet, der beskæftiger rigtigt mange mennesker - ikke mindst med salget af fiskene, som fandt sted på fiskemarkedet og de mange nærliggende gadehjørner. Der sad de, kvinderne - akkurat som i Viana do Castello, og solgt nattens fangst. På stranden ved siden af fiskemarkedet stod et par mænd og tog skællene af fiskene ved et interimistisk bord. En enkelt havde en mindre økse i hånden. Det er selvfølgelig ikke så meget anderledes end det, der foregår på et fiskemarked, men her var pillet et civilisationslag af. Det gjorde indtryk og jeg oplevede, at det sagde noget om, hvor langt samfundet som helhed var nået i sin udvikling. Det skortede ellers ikke på ambitioner. På store plancher i den modsatte ende af byen, der hvor de veluddannede havde hjemme, kunne vi læse, at Mindelo var i fuld gang med at bygge en ny havn, der kunne tage imod de store krydstogtskibe - akkurat som vi havde oplevet det på La Palma og Tenerife. Det kommer til at redefinere byen, når den engang står færdig. Indtil videre kan man altså endnu opleve den oprindelige livsform og den moderne livsform, som et stykke hen ad vejen lignede vores. De er begge yderpunkter.

Kaare og jeg fandt et kaffested, der blev vores foretrukne. Det lå ganske tæt på marinaen i en lille park, hvor der var skygge, en legeplads, overvågning og tiggeri. Skøn blanding. Kaffe var god og stedet fredfyldt. Når tiggerne overskred den veldefinerede grænse, kaldet personalet dem på plads ved deres fornavn. Det virkede lidt hjemmelidt trods den sørgelige kendsgerning, at det handlede om mennesker, der ikke kunne forsørge sig selv andet end ved tiggeri. Vagten, der sad dovent på sin stol henne ved toiletterne 50 meter væk, behøvede ikke at træde i karakter. Hans opgave var blot at være tilstede. Det var nok. I det hele taget lod det til, at det var en vigtig samfundsopgave at stå vagt. Der stod mange vagter rundt omkring. Særligt i supermarkederne som sikkert ellers ville blive røvet. Hvordan kan jeg tolke det anderledes?

Vi forlod Mindelo for to dage siden. Det var fint at komme videre. Det var fint at se lidt flere øer og opleve, hvordan farvandene heromkring øerne er fyldt med delfiner. Når vi ser dem, ser vi dem i stimer. De er altså fascinerende at iagttage. Men det bedste bliver nu at sætte IRIS fri i morgen og opleve hende cruise sikkert gennem vandt ned til bugten i Praia, hvor guldet venter. Men først skal vi ride stormen af her på ankerpladsen ved Sao Nicolau. Vi hænger fortsat fast på havbunden og der er ikke noget, der er gået i stykker.

Alt det bedste her fra 16’ende breddegrad.