Passage
over Kalmebæltet

Passagen fra Fiji til Marshall øerne har samme længde, som passagen over Atlanterhavet, 1.600 sømil. Eller som fra København til Rom. Den går næsten stik nord og bringer os fra den 17. breddegrad på den sydlige halvkugle til den 7. breddegrad på den nordlige halvkugle - tilbage hjemover, tværs gennem Kalmebæltet, hen over Ækvator og krydsende den ækvatorialske modstrøm, der løber fra vest mod øst. Kalmebæltet er et lunefuldt sted med dets evige lavtryk, der skabes af solens brændende varme. Det erfarede vi allerede på passagen fra Panama til Galápagos og videre ned mod syd til sydøst-passatvinden. 1.600 sømil med en fin passatvind i ryggen, som over Atlanterhavet, er en ting, men 1.600 sømil i et lunefuldt farvand er noget helt andet, så vi var forståeligt nok spændte på passagens udfald. Snart er vi i mål ved Majuro, som er hovedøen på Marshall Islands. Det fjerde mindst turistet sted i verden. Det er derfor tid til at sætte ord på, hvordan passagen rent faktisk blev. Jeg vil gøre det ved først at tage afsæt i de vejrmæssige faktorer, som Kalmebæltet er så berygtet for. Det er den ækvatorialske modstrøm, høje varme, høje luftfugtighed, lette vind fra skiftende retninger, de mange skyer, regnen, squalls og torden, der med Kaares ord kommer i “en vild forvirring” og gør passagen til en oplevelse. Dernæst og endeligt retter jeg kort opmærksomheden mod stjernerne, fuglene og fiskene.

Da vi forlod Fiji på den 17. sydlige breddegrad, var varmen ude på havet behagelig om dagen men en anelse kølig om natten, så vi på nattevagten måtte have en trøje, sokker og sko på. Efter få dage var det overflødigt at klæde sig ekstra på til natten. En T-shirt og shorts blev alt rigelig. Påklædningen om dagen skiftede for mit vedkommende fra T-shirt og shorts til sloggi-outfit, mens Kaare bare havde et par shorts på. Varmen og luftfugtigheden var massiv. Sveden løb ustandseligt ned ad os. Også når vi sad helt stille. Allerhelst sad vi ude i vinden, hvor vi kunne blive svalet lidt ned, men solen brændte så stærkt, at det var nødvendigt at have T-shirt på for ikke at blive solskoldet på ryggen, trods vores brune hud. Så måtte vi arrangere lidt os anderledes i cockpittet. Det hjalp at slå sprayhooden ned, så fartvinden kunne passere gennem cockpittet. Under skyggen fra biminien, med lidt vind i ansigtet sad vi og holdt fanen højt, mens tankerne kredsede om sodavandsis, kolde drikke og aircondition.

I kahytten var temperaturen human frem til klokken 10 om formiddagen, især når det ikke havde regnet om natten og vinduerne derfor havde stået åbne. Men hen over middagen steg temperaturen, så kahytten blev alt for varm at opholde sig i. Så varm at vi svedte tran og Kaares hovedpude var drivende våd, når vi tvungent lå i kahytten for at supplere med en til to timers ekstra søvn, så vores søvnbehov blev tilstrækkelig dækket. Efter en tur i ‘svedhytten’ vågnede vi typisk op og var fuldstændigt tømt for energi, med tunge ben og uden lyst til at rejse os. Det bedste, der kunne ske, var at blive tilbudt et glas koldt vand for at klare hovedet. Almindeligvis er kahytten et behageligt sted at opholde sig, men når havet er 31 grader, lufttemperaturen er 34 og returdieslen, der løber tilbage i dieseltanken er varm, så den ender med at varme gulvet op i kahytten, er den et sted man nødigt opholder sig om dagen. Sammenfattende vil jeg se tilbage på varmen hen over Kalmebæltet, som noget jeg ikke kommer til at savne. Nætterne var klart den bedste tid på døgnet.

Solen fordampede enorme mængder vand, der steg til vejrs og dannede skyer, når den fugtige luft ramte dugpunktet. Cumulusskyerne, de mindre tottede skyer, der hang lavt henover havet, var hele tiden talrigt til stede på passagen. Fra det tredje døgn udgjorde de et tæppe under henholdsvis tordenskyer og store, tunge regnskyer. Vejret var kun normalt de første to døgn. Fra det tredje til det syvende døgn krydsede vi et lavtrykstrug med tordenskyer, der stod som perler på snor i kimningen, rakte ind i himlen, glimtvist oplyste nattehimlen og mindede os om uvejret ud for Galapagos. Så fulgte fire døgn med mange store, tunge regnskyer, som krydsede vores vej og gav anledning til panderynken, men ingen regn. Det var dage uden megen vind. Dagen før Kaares fødselsdag gik den ikke længere. Regnen stod ned i lår tykke stråler, så vi 23 sømil fra Ækvator måtte iføre os vores store Musto regntøj. Hvem skulle have troet det. Vi fik også en ordentlig skylle på Kaares fødselsdag, men først sidst på dagen, så IRIS’ besætning kunne fejre ham på behørig vis. Efter den omgang byggede de store, tunge regnskyer over de næste par døgn op til en ny omgang regn, som væltede ned over os døgnet før vores ankomst til Majuro.

Passagen var altså i den grad præget af de store torden- og regnbyger. Når deres vej krydsede vores og vindens hastighed steg mærkbart lige inden den ramte os og åbnede det, vi enkelte gange oplevede som sluser over os, var vi blevet ramt af en squall. Dem havde vi utroligt stor respekt for, fordi de potentielt kunne være ødelæggende. Vi var aldrig i tvivl, når vi blev ramt. IRIS’ bevægelser blev forstørret, som når vinden for eksempel kom ind bagfra og IRIS’ stævn først dykkede hårdt, under presset fra vinden, for så at løfte sig ud af vandet og skøjte afsted. Kunsten var at identificere squall’en, inden den ramte os. Her viste radaren sit værd - ikke mindst om natten. Den markerede tydeligt på skærmen, hvor omkring os de store torden- og regnbyger befandt sig og hjalp os til at spotte potentielle squalls, så vi fik rebet ned inden vinden tog fat. Kaare brugte radaren med dette formål et par gange over Atlanterhavet og ned over Kalmebæltet mod syd, men slet ikke i samme omfang, som det blev tilfældet på denne passage. På hele passagen var radaren en stor støtte i forhold til, at vi kun bekymrede os om det, der reelt var grund til at bekymre sig om, at vi fik rebet ned i tide og at vi vidste besked om, hvor vi befandt os under skyen, så længe den krydsede vores bane. Det er interessant i den sammenhæng, at Kaare forud for rejsen havde diskuteret anvendeligheden af radaren med andre langturssejlere og var enige med dem om, at den ikke længere tjente formålet med at se andre fartøjer, fordi denne opgave var overtaget af AIS’en. Til gengæld har Kaare erfaret på bagkanten af passagen til Marshall øerne, at radaren stadig er yderst anvendelig og et godt værktøj, når det gælder om at identificere squalls og tordenbyger. Langturssejlere skal altså ikke, som der kan være en tendens til, afskrive radaren som forældet teknologi.

Som med så meget andet måtte vi leve med de mange torden- og regnbyger, der blev hverdagskost fra passagens tredje dag og betød, at vinden hele tiden skiftede i styrke i takt med, at de drev tæt forbi eller ind over os. Således var der rigeligt med vind foran, på siderne af og under de store skyer, mens den for det meste døde helt ud på bagsiden. Mellem skyerne var vinden svag og kom fra skiftende retninger. Det gjorde passagen vanskelig, når det drejede sig om at sejle båden så effektivt som muligt, den kortest mulige vej. Kalmebæltet er da også stedet under de store kapsejladser som for eksempel The Ocean Race og Route du Rhum, hvor slaget skal slås, fortalte Kaare. De besætninger, der bedst formår at sejle på vindene fra skyerne, vinder vigtig tid. Tiden betød også noget for Kaare og jeg, men i en almindelig sejlbåd kunne vi selvfølgelig ikke navigere på skyerne, da farten i vores båd ikke var høj nok. For os handlede det mere om, at vi ikke ønskede at opholde os unødigt længe i det lunefulde Kalmebælte. Da vinden drillede en del sidst på passagen, endte vi derfor med at sejle for motor i sammenlagt 90 timer. Det var især turen gennem den ækvatorialske modstrøm ud for Kiribati, der trak tænder ud. Da det var værst, sejlede vi på et døgn 123 sømil gennem vandet, men tilbagelagde blot 86 sømil over grunden. Det var ærlig talt temmelig frustrerende. Godt vi ikke på det tidspunkt vidste, at modstrømmen i alt forlængede vores passage med 130 sømil, svarende til en dagsmarch. Men vi kunne godt mærke, at sejladsen ikke gled på skinner, som den plejede. Så var det godt, at turen bød på fine energigivende oplevelser undervejs.

Den største oplevelse fik vi på sejladsens niende døgn. Der havde ikke været meget vind i løbet af dagen. Det benyttede jeg til at pleje IRIS’ rustfristål ved at give det en gang olivenolie. Her må godt trækkes på smilebåndet, men det er faktisk en rigtig god måde at forhindre saltet i at bide sig fast og sætte rust på rustfristålen. Solnedgangen den aften, den 15. september, blev usædvanlig flot. Solen fik havet til at se ud som om det stod i flammer, så orange blev det. En time efter solnedgang var der havblik og ikke en sky på himlen. Under sådanne omstændigheder er stjernehimlen ikke blot klar og tydelig. Man kan samtidigt se stjernerne spejle sig i havet. Det er helt unikt og smukt. IRIS lå helt stille. Kaare og jeg satte os mod sædvane ud på fordækket, sugede det flotte scenarie til os og snakkede hyggeligt sammen om stort og småt. Vi hørte ikke et eneste skvulp på IRIS’ skrog. Den eneste lyd vi kunne høre, kom fra ventilatoren i kahytten, som kørte uafbrudt. Det inspirerede os til at råbe "dæooo" ud over havet for vores lungers fulde kraft. Lyden døde fuldstændigt, akkurat som i et lydstudie, da der ikke var noget til at reflektere vores råb. Hvis du er bekendt med at stå i et lydstudie, synes du sandsynligvis ikke, at der er noget særligt ved vores oplevelse, men for sådan en som mig, var det noget særligt, fordi det fik mig til at tænke på, at vi er vant til, at vores lyde reflekteres. Ekkoerne er bare så bitte små, at vi almindeligvis ikke opfatter dem. Det gør vi kun i Ekkodalen og andre lignende steder.

Fuglene gav også anledning til små oplevelser. Således fik jeg et par dage senere øje på en fregatfugl svæve højt oppe på himlen. Den brugte stort set ikke vingerne. Den hang bare der og spejdede ned over havet for at finde føde. Sidst jeg så en fregatfugl var på Marquesas, Hiva Oa. Det er snart længe siden. Sulerne ser vi hele tiden. De flyver skiftevis tæt på havets overflade og 20-30 over havets overflade. Når de får øje på os, tjekker de os som regel ud ved at flyve et par gange rundt om os, inden de flyver videre. De færreste tager chancen og lander på båden. Det skete dog på denne passage. En enkelt sule sad længe nok på den hvide redningskrans til, at Kaare nåede at tage et billede af den. Vi har været ualmindeligt heldige, da sulen med de røde ben, ud for Galapagos, satte sig til rette i stævnen, sejlede med os i tre døgn og sked ankret helt hvidt. Ja, jeg har så mange minder i rygsækken fra turen, at det efterhånden er et sandt overflødighedshorn.

Som noget nyt har vi for første gang, på afstand set tun springe ud af vandet. Jeg var heldig at se en i medlys tilstrækkelig tæt på til, at dens farver skinnede flot i sollyset. Fuglene flokkedes om tunene, som jagtede og jo alle de mindre fisk op til havets overflade. Kaare må have tænkt, at det skulle være løgn, at han ikke kunne fange nogen fisk. De var jo tydeligvis lige der. Endda i stort tal. Han forsøgte sig derfor endnu en gang, smed snøren i vandet og glemte alt om det. Jeg var faktisk ikke klar over, at snøren var i vandet, men da jeg fik øje på den, undrede jeg mig over størrelsen på fiskekrogen, som jeg syntes ‘fyldte’ meget i vandet. Det nævnede jeg for Kaare, som straks sprang op, fordi han kunne se, at der var bid. Fiske-forbandelsen var endelig blevet brudt. Den havde stået på i så lang tid, at trykknappen på fiskeknivens itu var rustet sammen. Godt tingene kan vende. Ud af vandet hev Kaare en flot Mahi Mahi, der for længst havde kæmpet livet ud af sig selv.

Som det fremgår, var der ikke meget action over oplevelserne ud på havet, men sådan er det også at sejle. Det er ofte de helt små ting, der fylder og giver glæde midt ude på oceanet. Evnen til at glæde mig over lidt, vil jeg tage med mig videre ud i livet.

Nu mangler vi blot 12 sømil, så er vi fremme ved indsejlingspasset til Majuro. Kaare sover og jeg sejler lige nu hen langs atollens nordkyst. Bølgerne kommer fra nord-øst, så sejladsen er temmelig vuggende med udsving på 25 grader til hver side. Heldigvis ser Kaare ud til at blive liggende på briksen. Jeg sidder på kanten af bænken i cockpittet med det højre ben strakt helt ud, så tæerne kan tage fra hvert andet øjeblik, alt imens min overkrop svejser frem og tilbage for at holde sig lodret. Det positive er, at jeg får trænet mave- og rygmuskler. Ifølge vejrudsigten skulle jeg kunne sejle for sejl, men med bølgerne ind skråt bagfra og vinden direkte ind bagfra er det helt umuligt. Jeg har derfor startet motoren - igen, en sidste gang. Helt generelt har vejrudsigten været ganske uforudsigelig. Det er så mærkeligt.

Lige om lidt får Kaare og jeg en pause fra sejladsen et par dage. Det glæder jeg mig til. Jeg er spændt på, hvad der venter os.