Af Kirstine   |   2022-09-14

En eventyrlig dag

IRIS har ligget stille siden den 3. september, hvor vi lagde til i Viveiro. Anledningen til det lange ophold har ikke være dårligt vejr, men en vigtig begivenhed i Danmark. I foråret 2022 - længe inden vi stævnede ud fra Skudehavnen, havde Kaare og jeg lovet Niels, at vi ville komme hjem, hvis datoen for hans forsvar af hans afgangsprojekt på DTU lå efter vores afrejse. Det gjorde den. Vores rejse tilbage til Danmark, hvor vi så katedralen i Santiago de Compostela, var i sig selv en stor oplevelse, men selve dagen, mandag den 12. september, hvor forsvaret fandt sted, var eventyrlig.

Rammen for forsvaret fulgte ikke gængs praksis, hvor den studerende forsvarer sit afgangsprojekt for lukkede døre med familie og venner ventende udenfor. Niels havde inviteret os alle sammen til at overvære hans forsvar. I dagene op til forsvaret lod jeg en kommentar falde til Niels om, at jeg syntes, han var modig. Niels kiggede på mig og sagde med et stort smil: “Sådan ser jeg ikke på det. For mig handler det om, at jeg ved mit forsvar får mulighed for at fortælle jer om mit projekt - til ende”. Med tanke på alle de gange, hvor vi har bedt ham om at holde inde, fordi det var alt for svært at følge ham, kunne jeg faktisk godt sætte mig i hans sted. Niels var heller ikke ene om at være begejstret. Det var vi andre også. Hvor tit er det lige, at man får mulighed for at overvære sin søn/barnebarn/ven afslutte sin uddannelse?

Alle mødte op i højt humør. Der var afgjort lagt op til, at det skulle blive en festlig begivenhed. Mormor havde bagt kransekage, der var iklædt dannebrog. Enhver der har smagt den, vil vide, at alene tanken om hendes kransekage, kan få ens tænder til at løbe i vand. Farmor stod for ‘pagne’, smukke glas og hvid dug. Super festligt. Hvad mere skulle der til for at skabe en bedre ramme om den nært forestående fest? Nej, vel! Det skulle da lige være en varm og kærlig tale til Niels.

Talen til Niels var vigtig for mig. Det var min måde at byde ham velkommen, på den anden side af den målstreg han indimellem ikke helt troede på, han nogensinde ville komme henover. Uddannelsen til civilingeniør havde nemlig undervejs i Niels’ studietid mistet sin funktion som platform for etablering af et godt arbejdsliv. Som udvikler og iværksætter var han allerede i fuld gang og lå vandret i luften for at nå i mål med sin drøm om at udvikle en ultra stærk ‘titaniumsnæve’, der kan gøre en forskel for og i industrien. Niels har opnået stærk medvind på cykelstien. P.t. er han fondet af programmet ”Innofounder” og interessen for hans virksomhed er rigtig stor. Dejligt, fantastisk, vildt. Min tale til Niels nedfældede jeg på en serviet over en cafelatte i Farumhuset på torvet i Birkerød. Det var ret hyggeligt.

Censor og vejleder ankom til aftalt tid, klokken 15. De virkede lidt trykket ved vores tilstedeværelse, men da Niels skulle lægge ud med at præsentere sit arbejde først, havde de tid til at samle sig. Niels havde glædet sig og gav den gas. Amalie bemærkede efterfølgende, at det var tydeligt, at Niels havde pitchet rigtigt mange gange tidligere, fordi han præsenterede sit arbejde med stort overskud - også da hans computer spillede ham et puds. Præsentationen blev fulgt op af en faglig diskussion, hvor gode faglige kritikpunkter fra censor og vejlede forsynede Niels med opmærksomhedspunkter, som han kan bruge i sit videre arbejde. Opsummerende om hans præstation udtalte censor og vejleder, at hans udviklingsarbejde i afgangsprojektet var: ”genialt, men at han skulle øve sig på at dokumentere det”. I et akademisk perspektiv har de fuldstændig ret, men det er ikke givet at en entreprenant hurtigt tænkende krøllet hjerne er forenelig med akademia. Således er udviklingsarbejdet, som censor og vejleder ønskede at få dokumenteret, i Niels’ optik en triviel arbejdsproces, hvor han får en ide - tegner - tænker - tegner - tænker til han er tilfreds. At afbryde denne arbejdsproces for at fastholde, i Niels’ øjne, midlertidige resultater i en iterativ proces, vil tage alt for lang tid og trække luften ud af hans kreativitet. I et akademisk perspektiv har Niels nogle mangler. Ingen tvivl om det, men der er en grund til, at Niels er udvikler og ikke teoretiker. Han befinder sig afgjort på den rette hylde.

Niels var lykkelig. Han gjorde det, han nåede i mål og vi andre var lykkelige på hans vegne. Censor og vejleder takkede af og farmor skænkede champagnen op i glassene. Da alle stod med et glas af de skønne bobler i den ene hånd og et stykke vidunderligt kransekage i den anden hånd, var tiden inde for mig til at holde min lille tale. Det var et bevægende øjeblik for mig og det glædede mig, at flere nikkede genkendende til min pointe om, at Niels’ vej gennem studiet, mere havde været præget af hans opfinder-gen end af studieplanen. Niels gengældte talen med et skønt smil og et dejligt kram. Fejringen var nu i fuld gang og snakken gik lystigt mellem os. Erik bemærkede på et tidspunkt med et kærligt blik i øjnene til Niels, at nu havde han vist opbrugt sin taletid, når det gjaldt den tekniske del af hans udviklingsarbejde. Det grinede vi hjerteligt af.

Fejringen af Niels blev afsluttet med en god middag på Wokshop i Lyngby. Det var en helt fantastisk dejlig dag. En dag som også gav Kaare og mig anledning til at komme hjem et smut og få snakket med alle jer vi har kær – også Sika 😊

Tak Niels

Af Kirstine   |   2022-07-26

Sikken en fest

Sønderborg skulle være den sidste danske havn, vi lagde ind i. Planen var at ligge langskibs ved kajen i Sønderborg havn tæt ved slottet. Dels ville det være festligt. Dels vil vi kunne få gæster ombord uden risiko for gæst-over-bord. Men sådan skulle det ikke blive, da en vis dame med blåt blod i årene var kommet først. Derudover var vinden stik vest med 11 s/m i middelvind, så båden ville være blevet presset op mod kajen. Altså sadlede vi om og lagde til i Høruphav Havn, der både lå i læ for vinden og lå tættere på Als’s navle - Huholt.

Velkomstkomitén fra Huholt var overbevisende i sin performance. Med Lone - Kaares mor - i spidsen onboardede hun og alle hendes livslange venner båden, som fik den helt store rundvisning af Kaare. Champagnepropperne sprang og boblerne blev skænket, mens alle tænkelige spørgsmål blev besvaret og historier fortalt. Det var hyggeligt at sidde der i cockpittet og endnu engang mærke varmen fra mennesker, der delte vores glæde over turen med os.

Lones gymnasiekammerat fra midten af 50’erne, Kjeld Jessen, forærede os en fantastik lille bog med titlenVejledning for sportsmen i lystsejladsenaf Simon Hempel fra 1873 med guldtryk på omslaget. Ja, du læste rigtig - 1873. Trods sin betragtelige alder er jeg sikker på, at den bliver min ven, fordi den med en oversættelse af de mange fremmede sømandsbegreber giver mig en kærkommen håndsrækning, når jeg finder fagsproget for fremmed. Bogen er dybt charmerende og rummer fortsat viden af høj relevans. På rigtigt mange punkter er den sammenlignelig med bogenYachtskipper bogenaf Henrik Dahl fra 2020, som jeg lettere biased giver 5 stjerne.

Kjeld, der er alsinger by heart, havde mere i ærmet til os. Med sig havde han en brun trækasse med et noget specielt indhold - sort krudt og en kanon af mærket WRAC, USA. Pegende mod syd - tyskerne forstås, fyrede han kanonen af i røg og dam. “Kaabooooooomm”. Hvis der var nogen af havnens sejlere, der sov middagslur, var de nu med garanti blevet vækket af deres skønhedssøvn. Jeg har aldrig hørt noget lignende og min begejstring var ikke til at tage fejl af. Den lød nærmest som et ekko af kanonslaget. Sikken en fest.

Tak til Lone og alle hendes gode venner for en uforglemmelig 2. afsked.

Af Kirstine   |   2022-07-20 

Læring

Når livets rytme bliver brudt og en ny rytme skal etableres mærker man læringens natur på helt tæt hold. Afhængig af hvordan man lykkes med at være i alt det nye, mens læringen står på, manifesterer det sig i sine yderpunkter som en leg eller tilbageholdenhed. Det er forskellen mellem at stikkehovedet helt frem for at gribe om det ukendte eller at dukke hovedet for at undgå det ukendte og holde fast i det kendte.

Med det eventyr Kaare og jeg har kastet os ud i, er læring blevet en uomgængelig del af min hverdag, som jeg lykkes med at gribe om med lidt forskellig succes. Det mærker jeg ved, at jeg ind imellem ikke orker at være i de fremmede situationer, vi nu engang er midt i. Jeg er pinligt bevidst om det og lige der, hvor jeg har allermest lyst til at blive ved det kendte, læner jeg mig op ad Kaare, der med sit nysgerrige væsen moser der udad med ufortrødent kraft. Jeg følger så at sige blot med i Kaares slipstrøm, uden at tænke alt for meget over, at jeg i virkeligheden slet ikke har lyst til det, vi nu har gang i, fordi det er besværligt. Læs “uvant”. Heldigvis sker det ikke så tit, men det skete for mig i går (2022.07.19).

Efter en kort og stille sejlads skulle vi finde en ankerplads ud for Stubbekøbing. Da IRIS fuldt lastet stikker 2,05 meter var det ikke lige til at finde en god plads til hende, så vi endte op 3 sømil vest for byen. I mit univers lå vi så langt fra byen, at den var uden for vores rækkevidde - “bad lock”. Men sådan så Kaare ikke på det, fandt jeg ud af. Han var meget opsat på at søsætte Rubberdock (vores gummibåd), så vi kunne komme til byen efter mælk. Jeg mødte ham med tilbageholdenhed og mislykkede forsøg på at overbevise ham om, at der var for langt. Det var her jeg genkendte følelsen af ikke at ville være i den nye situation. Med den erkendelse besluttede jeg mig for at hanke op i mig selv og blot gøre det, Kaare havde gang i - at tage til byen for at købe mælk. Mit humør var ikke på toppen. Det kunne Kaare ikke undgå at bemærke, men jeg forsikrede ham om, at det ikke skyldtes ham men det, at jeg befandt mig uden for min komfortzone.

Rubberdock piskede hen over vandet ind til Stubbekøbing havn, mens jeg prøvede at sætte ord på, hvad mit svingende humør gik ud på. Efter mange års ægteskab ved Kaare godt, hvilke knapper han skal trykke på. En af dem er udsigten til en is i en hyggelig havn. Knappen virkede. Jeg rettede ryggen op og kiggede forventningsfuldt mod havnen. Voksne mennesker fungerer akkurat på samme måde som børn. Hvis noget er svært eller går skævt, skal deres opmærksomhed afledes. Jeg lægger mig faldt ned og erkender det på stedet.

Isen på havnen faldt i rigtig god jord. Vi nød den med udsigt til en imponerende stor træbåd. Jeg er ikke god til at skelne træbådene fra hinanden, men jeg tror det var en skonnert. Flot var den i hvert fald. På vej op for at købe mælk kom vi forbi en frisør, der reklamerede med, at man ikke skulle bestille tid. Kaare, som var begyndt at skulle svinge sit pandehår på plads, de utallige gange det hang ned foran øjnene, foreslog, at vi fik klippet vores hår. Hmmm. Endnu engang var jeg kommet på kognitiv overarbejde. 

På vej ind ad døren var jeg nær vendt om igen, fordi det føltes absolut uvant. Vi var kommet ind til det, jeg vil betragte som en herrefrisør. Abdulla fra Syrien forsikrede os om på dansk, at han også godt kunne klippe damer. Det troede jeg nu ikke helt på, men en herreklip til Kaare kunne han med garanti godt klare. Frem hev Abdulla en, to, tre forskellige trimmere, som han benyttede i forskellige faser af klipningen. Han trimmede og klippede. Langsomt men sikkert gjorde den venlige mand Kaare til en flot fyr igen. Det gav mig mod på tingene og jeg kastede mig ud i en klipning, hvor Abdulla, der var blevet uddannet frisør, da han kom til Danmark i 2014, foruroligede mig ved at sige, at han godt kendte den teknik, der skulle bruges til at klippe min frisure. Jeg gjorde op med mig selv, at intet var som det plejede at være - nok heller ikke min frisure, eftersom jeg bidrog til, at Abdulla kunne øve sig på teknikken og forhåbentligt med tiden blive bedre til at klippe damer. Forsigtigt, langsomt og usikkert klippede han mit hår kort. Kaare, som efterhånden var bange for, at butikkerne nåede at lukke inden vi fik købt mælk, spurgte efter lang tids klipning forsigtigt Abdulla, hvornår de lukkede. Der var ingen grund til panik, forsikrede Abdulla os om, eftersom de først lukkede klokken 22. Deri fik han ret. Da vi endelig kom ud fra frisøren, gik vi den direkte vej efter mælk - ikke flere svinkærinder.

Med mælk i indkøbsnettet sejlede vi tilbage til IRIS, hvor jeg igen følte, at jeg havde fast grund under fødderne - kognitivt. Mættet og træt faldt jeg tidligt i søvn. Selv ikke den flotteste udsigt i Storstrømmen kunne holde mig vågen.

Et lille skridt på den stejle læringskurve var tilbagelagt med et fint resultat. Brugen af Rubberdock og hårklipning ligger nu inden for min komfortzone :-)

Af Kirstine   |   2022-07-19

Afrejse

Den 17. juli 2022 var på alle måde en helt eventyrlig dag. Den startede ellers med lidt knurren fra begge kanter, fordi den smule søvn, vi havde fået, havde været dårlig. Sådan er det at være spændt til det yderste. Det hjalp dog på humøret, at få vasket søvnen ud af øjnene.

Aftenen i forvejen havde vi bundet alle gæsteflagene sammen i to lige lange kæder. Det var lidt som at sætte drage op, da vi hejsede flagene til tops i masten. Mere festligt kunne IRIS næsten ikke blive. Der lå hun så flot og lyste havnen op, klar til eventyr.

Taget i betragtning af at forberedelserne havde stået på for fuld speed siden overtagelsen af IRIS i august måned sidste år, var vi godt tilfredse med at kunne drikke en kop the klokken 9.30 og vide, at nu var vi simpelthen nået i mål med de 1.000 overvejelser, research, indkøb, installationer og afprøvninger, vi havde udfordret os selv med i året, der var gået. Nu ventede vi. The-drikkeriet var denne gang ikke en pause midt i al arbejdet.

Ventetiden blev kort. Familie, arbejdskolleger, venner fra så forskellige sammenhænge som golf, sejlads, dykning og frisørfaget, samt de søde mennesker fra Skudehavnen var inviteret til pølser med brød og champagne fra klokken 10 til 12. De dukkede op i stort tal og sikken en fest, vi fik. Alle kom i højt humør og bidrog til den fantastiske oplevelser, det blev for Kaare og jeg at hilse på, tage afsked og drage afsted. Selvom vi gjorde alt hvad vi kunne for at være der for alle, mens det stod på, så ville vi ønske, at vi var lykkedes lidt bedre. Men vi prøvede.

Pølsevognen med dens udvalg af mange forskellige pølser var en succes. Det gav mening at fylde maven med en god pølse, mens man ventede på at komme en tur ned i båden. Udefra så det lidt sjovt ud, fordi båden lå helt skævt i vandet med de mange besøgende, der var nede i båden. Cirka 20 minutter i 12 trak Kaare og jeg i sejlerbukserne og tog redningsveste på. Med champagnepropperne springende om ørerne, fordi flaskerne var blevet grundigt rystet efter at have ligget i IRIS og Johnny forstod at give den gas, fik vi samlet alle gæsterne. Alle der havde lyst fik et glas med bobler i hånden.

Situationen kaldte på en tale, så jeg hoppede op på bordet mens Kaare stod ved siden af - på bænken. Sammen fik vi sagt en stor tak til alle, der var kommet for at ønske os god rejse.

Nu var vi nået til det svære øjeblik, hvor vi skulle tage afsked og lægge fra kaj i en båd - indrømmet, som vi endnu havde til gode at lære at håndtere. Selvfølgelige var vi forfængelige og ville gerne fremstå cool. Hvis vi lige ser bort fra de få sekunder, hvor vi kyssede en fortøjningspæl, så gik det okay.

Turen ud af havnen var en oplevelse for sig. At se alle de glade mennesker, der betød noget for os på den ene eller anden måde, stå og vinke og råbe farvel, samt Skudehavnens folk, der havde fundet tudehornene frem og blæste igennem var overstrømmende. En bedre afsked kunne vi ikke ønske os.

Tak til jer alle - og på gensyn :-)

Kirstine & Kaare

Har du et par gode billeder du gerne deler med os, så send dem endelig :-)