Vand

Vi er vant til, at vi har nem, øjeblikkelig og stabil adgang til vand. For at få vand skal vi blot åbne hanen. Sværere er det ikke. Vand er en forudsætning for liv. Det ved vi godt alle sammen og hvis vi har glemt det for en kort stund, kan vi enten sætte os hen og se “Alene i vildmarken” eller blot tænke på de store kulturer, der forsvandt med vandet. I medierne hører vi jævnligt om, at der er store problemer med vandforsyningen ude omkring i verdenen, men ikke overraskende føles den slags problemer meget fjerne, så længe man ikke selv er udsat for dem.

På det første del af sejladsen ned gennem Europa fyldte vi ubekymret og uproblematisk vand på IRIS’ vandtank efter behov, når vi lå i havn. Det var først, da vi nåede til Portugal, at vi gik over til udelukkende at bruge watermakeren. Den fungerer fortrinligt og vandkvaliteten er fin. Der er kun en ulempe ved watermakeren. Den bruger en del strøm - taget vores samlede strømproduktion i betragtning. Problemet er dog ikke større end, at vi løser det ved at have motoren tændt få timer hver tredje dag, så vi kan producere det vand, vi har brug for. Da solcellerne forhindres i at producere strøm, når motoren er tændt, producerer vi vand ved daggry. På det tidspunkt aktiverer soles stråler endnu ikke rigtigt solcellerne. Af disse årsager bliver vand en værdifuld ressource, som vi ikke bare bruger løs af, når vi laver kaffe og mad, skyller af, vasker op, vasker hænder, vasker tøj, gør badeværelserne rene, skyller os af efter at have været i havet og tager bad. I Danmark spekulerede jeg ikke på, hvornår og hvor meget vand jeg brugte, men som det fremgår, er Kaare og jeg blevet pinligt bevidste om det, efter IRIS er blevet vores hjem og watermakeren er eneste kilde til vand. Vi gør derfor, hvad vi kan for at spare på vandet ved at erstatte det med havvand, hvor det er muligt. Fx bader vi i havet, vi skyller service m.m. af i havvand og vi vasker tøj i havvand - kun tredje skyldning er i ferskvand. Og så gør vi en ting mere. Vi tager i havn. Især når vi skal have vasket sengetøj, håndklæder og den slags store ting.

Den første havn vi lagde til ved i Caribien, da vi havde krydset Atlanterhavet var Marina Bas du Fort på Guadelupe. Havnen havde foruden badefaciliteter også vaskefaciliteter. Det var jeg ganske godt tilfreds med, da vi havde bunker af vasketøj. Vi planlagde at vaske tøjet i slutningen af vores ophold i havnen. Alt var godt - lige indtil dagen, hvor planen skulle eksekveres. Det var ikke en lang kø ved vaskemaskinerne, der forhindrede mig i at vaske vores tøj. Det var heller ikke, fordi vaskemaskinerne var gået i stykker. Næ, det var såmænd, fordi der var lukket for vandet - på hele øen. Jeg spurgte i receptionen, hvad man så gjorde? Svaret var nedslående, fordi man ventede. Ingen vidste i øvrigt præcist, hvornår vandet kom igen. Lige der, kunne jeg godt mærke, at jeg blev lidt presset. Hvad var nu det for en uorden. Ved at spørge mig lidt frem, fandt jeg ud af, at befolkningen på Guadelupe var vant til en ustabil vandforsyning. Af samme årsag var det almindelig praksis at have fyldte vandbeholdere stående, så man fortsat kunne lave mad og gå på toilettet, når vandforsyningen fejlede. Ingen kunne forklare mig, hvorfor vandforsyningen var ustabil. Det var den bare og havde været det i mange år. Og dem nede mod syd var i øvrigt endnu dårligere stillet.

Den næste morgen var der vand i anlægget på broen. I stor hast skyndte jeg mig over til vaskemaskinerne. Efter at have stået i kø i 40 minutter fik jeg kapret 2 ud af 3 vaskemaskiner. Jeg havde i alt 5 vask, så jeg vidste godt, hvad jeg skulle få formiddagen til at gå med. Lettelsen var stor, da jeg havde fået gjort de to første vask klar. Jeg manglede bare at starte maskinerne. Den første kom i gang, men den anden ville ikke. Det forstod jeg ikke noget af, så derfor gik jeg efter hjælp i receptionen. Der var proppet med mennesker, da jeg kom derind og jeg hverken orkede eller havde tålmodighed til at vente på, at 3-4 både blev indregistreret. På vej ind i receptionen havde jeg bemærket, at en af receptionisterne var gået udenfor for at tale i telefon. Ergo gik jeg ud og stillede mig op forholdsvist tæt på hende, så hun ikke kunne undgå at se mig. Ja, jeg stillede mig sådan set op mellem hende og døren ind til receptionen. Med et tydeligt kropssprog fik jeg således kommunikeret til hende, at jeg ville i kontakt med hende - og det kom jeg. Hun fulgte med hen til vaskemaskinerne, hvor en fransk dame kom hende i møde, mens hun lettere ophidset fik klaget sin nød og utilfredshed. Hendes vask var gået i stå. Receptionisten kunne kun konstatere, at vandforsyningen havde sat ud igen. Det var derfor, vaskemaskinerne ikke fungerede. Jeg var imidlertid ikke helt indstillet på at tømme mine to vaskemaskiner for tøj, så jeg lod det ligge. Det kunne jo være, at vandet kom tilbage lige så pludseligt, som det var forsvundet.

Mit udgangspunkt var som bekendt 5 vask - sengetøj, lagner, rullemadrasser og få T-shift og lignende. Jeg skal ikke kede dig med en lang beskrivelse af min dag ved vaskemaskinerne men blot konstatere, at det var en kamp, der stod på hele dagen og så måtte jeg endda kapitulere med hensyn til den 5. vask. Der var kun en ting at gøre. Jeg måtte smøge ærmerne op og klare vasken i hånden - på broen, hvor der mærkeligt nok var vand. Det forstod jeg heller ikke noget af. Jeg var langt fra stolt over, at vaske tøj på broen, fordi det indebar at hælde sæben ud i havnen, når jeg var færdig. Min samvittighed var kulsort, men jeg kom i bund med vasketøjsbunken.

Jeg aner ikke om Guadelupe er repræsentativ for de Caribiske øer, som, man skal huske på, består af mange nationer og ikke kun en nation. Jeg er derfor spændt på, hvad der møder os længere mod syd - til og med Martinique. I modsætning til Kap Verdeøerne, som var knastørre og fik vand ved at afsalte havvand, er der rigeligt med vand på de Caribiske øer, hvor regnen falder tæt med jævne mellemrum. Jeg taler af erfaring. Inden for de seneste 24 timer, har vi fået så meget regn, at jeg i øjeblikket ikke behøver at bekymre mig om at vaske IRIS ren for salt. Det klarer regnen.

Der er ingen tvivl om, at det er sundt at komme ud i verdenen og opleve, hvordan tingene fungerer der. Noget er godt og spændende, mens andet er fint at være bekendt med - om ikke andet, fordi man får sat det, man tager for givet i Danmark, i perspektiv og for alvor lærer at sætte pris på det.