Anambas - en afstikker til Indonesien

Indonesien var et af de lande, vi hjemmefra drømte om at besøge på vores halve vej rundt om jorden, men den meget lange tur over Stillehavet til Papeete på Tahiti udfordrede os i en grad, så vi oplevede et behov for at genoverveje resten af turen. I første omgang overvejede vi at afkorte vores rejse dramatisk ved at afslutte den i enten Australien eller New Zealand, men efter en god middag i Papeete genvandt vi rejselysten og holdt fast i, at destinationen for vores rejse var Phuket i Thailand. Vejen dertil gik via Marshall Island, De forenede mikronesiske stater og Filippinerne - altså ikke Indonesien som oprindeligt planlagt, da vi valgte landet fra af vejrmæssige og bureaukratiske årsager. Sådan så rejseplanen ud i al sin enkelthed, lige indtil vi nåede til Puerto Princesa på Palawan i Filippinerne, hvor vi var taget hen for at tjekke ud. På reden mødte vi en langturssejler, som opfordrede os til at besøge Anambas - en indonesisk øgruppe i det Sydkinesiske hav cirka 160 sømil nordøst for Singapore. Vi måtte ikke snyde os selv for den oplevelse, når vi nu alligevel sejlede lige forbi på turen fra Puerto Princesa til Phuket, sagde han og fortsatte: “Der er uendeligt smukt”. Den slags udsagn er altid meget dragende, og da vi havde tid til rådighed, slog vi vejen ind forbi Anambas.

Anambas øgruppen var akkurat så smuk, som vi havde fået det fortalt. Vi sejlede ind og ud mellem små grønne øer med hvide sandstrande omgivet af azurblåt vand, hvor flotte hårde og bløde koraller skabte spændende rammer om fiskenes liv og vores snorkle turer. Der er en grund til, at Indonesien går for at være et af verdenens smukkeste steder at snorkle og dykke. Anambas var imidlertid ikke bare smuk. Øgruppen overraskede os med dens kultur, som lå noget væk fra, hvad Kaare og jeg har oplevet i vores efterhånden halvlange liv. Netop derfor vælger jeg i dette rejsebrev, at rette min opmærksomhed mod Anambas’s kultur. Det vil jeg gøre ved at tage dig med på en kulturel rundtur, så du kan fornemme, hvor specielt stedet er. Et sted som Lonely Planet ikke nævner med et eneste ord i den ellers tykke bog om Indonesien.

På Anambas skulle vi tjekke ind i byen Tarempa, som lå i bunden af en stor bugt. Ved indsejlingen passerede vi en meget stor, prangende moske med et spir i hver af de fire verdenshjørner og en stor grøn kuppel i midten med et forgyldt spir på toppen. Indoneserne er muslimer og således også befolkningen på Anambas. En lokal, som vi forsøgte at købe et SIM-kort hos, fortalte os, at moskeen blot var 6 år gammel. Han viste den stolt frem, da vi på anden dagen, på scootere, kørte en tur rundt på øen med ham som guide. Moskeen var imidlertid ikke den eneste moske i byen, der bredte sig næsten hele vejen rundt langs bugtens kyst. Det stod klart, da vi første gang hørte fire imamer kalde til bøn - samtidigt. Deres messen var ikke uvant for os, da vi havde oplevet det på fx vores bryllupsrejse til Egypten 30 år tidligere, men oplevelsen i den lille by, Tarempa, øgruppens hovedby, var meget overvældende. Sandsynligvis fordi byen var omkranset af bjerge, som forstærkede og holdt på lydene.

I løbet af vores ophold på Anambas vænnede vi os næsten til den eksotiske lyd, som fyldte lydbilledet adskillige gange i løbet af dagen. Dog havde vi det lidt tungt med den meget tidlige morgenbøn, som fandt sted allerede klokken 4:30. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvordan det er at blive vækket så tidligt til lyden af fire imamers fremmede, messende bønner, der ikke på nogen måde er koordineret. Bønnerne er forskellige. Tonerne er forskellige og det samme er timingen. Det er lyden af kaos, som uundgåeligt og brat, afslutter enhver drøm, der måtte afspille sig på den indvendige side af øjenlågene - der, midt ‘om natten’. Mit værn mod denne utidige afbrydelse af mine drømme, blev mine ørepropper.

Muslimernes religion fylder altså ganske meget i det offentlige rum. Ingen muslim kan være i tvivl om, hvad der er ret og vrang i livet, og at muslimerne på Anambas tog deres religion seriøst blev særligt tydeligt for os, da gaderne tømtes fuldstændigt for folk om fredagen mellem klokken 12 og 13. Ikke en eneste af de utallige scootere, som fandtes i Tarempa, kørte rundt på gaderne. Som det fremgår af Kaares beskrivelse af vores rundtur hos myndighederne ved vores ankomst, blev vi taget rigtigt fint imod af de venlige folk. I det hele taget mødte vi, der var de eneste turister i Tarempa, kun venlige og hjælpsomme mennesker.

Vi havde ankret IRIS op inde i bunden af bugten i nærheden af en lille terminal, hvor de meget smalle, lave, overdækkede, hurtigtgående speedbåde med sparsom plads til blot 10-12 passagerer lagde til. Speedbådene var så små, at dem, der styrede bådene, måtte kravle ned på deres plads i bådens stævn gennem forruden, som var åbnet på vid gab. Da vi sejlede rundt mellem øerne på vores rundtur i Anambas, så vi jævnligt disse speedbåde, som effektivt bandt øerne sammen og gjorde det muligt for lokalbefolkningen at tage til byen for at hente forsyninger. Og det var der brug for. En enkelt gåtur i en mindre fiskerby ude på en af øerne, gav os indblik i, hvor sparsomt varesortimentet var derude. Tøj, fodtøj, husholdningsting, møbler og lignende varer måtte man til Tarempa for at købe. Til gengæld havde de store sække med nelliker. Vi så, hvordan de lavede tørrede nelliker ved at lægge de friske blomsterskud, som de havde plukket fra nelliketræerne oppe i bjergene og pillet af stilkene, ud på en presenning i solen. Der lå nelliker til tørre over det hele - sågar halvvejs ude på vejen enkelte steder. Sikke skønt det duftede. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de ville have sagt, hvis de havde vidst, at deres tørrede nelliker blandt andet endte som pynt på appelsinerne ved juletid i Danmark. Måske ville de undre sig lige så meget, som da jeg fik at vide af en kvinde i Tarempa, at de brugte nellikerne som tilsætningsstof i deres cigaretter.

Terminalen med speedbådene stod på pæle ude i vandet akkurat som 25% af Tarempas øvrige bebyggelse. De resterende 75% af byen lå med andre ord på land. Det skulle vise sig at være lidt usædvanligt, fordi ude omkring på øerne stod blot 20-30% af byen på land. Årsagen til den generelt lave procentvise bebyggelse på land, tror jeg, hænger sammen med, at der under øernes grønne frodige overfalde findes en undergrund bestående af porøs klippeart - nogen steder massiv andre steder blandet op med jord. Det gør det vanskeligt at bygge huse på land, samt risikofyldt de steder, hvor der er stejle bjergsider, da jorden, bemærkede vi, nemt skred sammen. Så er det meget nemmere og mindre risikofyldt at banke et par pæle i det bløde mudder inde langs med kysterne som fundament for deres hjem og gangbroer. Indoneserne skulle blot sikre sig, at de fik løftet deres små samfund så højt op, at tidevandet, der varierede med en meter, ikke generede dem. Vi noterede os dog, at de lidt nyere hus var bygget på betonstøbte pæle, akkurat som Tarempas terminal. Problemer med gennemtærede armering ventede forude. Ja, det behøvede man ikke være beton-ekspert for at vide. Indoneserne havde faktisk bygget to veje på betonpæle fra Tarempas bymidte ud forbi den store moske. Den ene var ny og erstattede den gamle, som var gennemtæret af rust og derfor lukket.

I bassinet ved terminalen kunne man sidst på dagen, når trafikken var indstillet, se byens drenge hoppe i vandet. Det er en begivenhed, som vi har set magen til rigtigt mange steder i verdenen - drengebørn der under lidt forskellige forhold leger i vandet inden det bliver mørkt. På vej ud til vores gummibåd mødte vi dem den ene aften. Drivende våde, i højt humør og meget livlige ville alle drengene hilse på os og have en high five. Det fik de, søde som de var, og så fortsatte de glade videre - sandsynligvis hjem til aftensmad. Det eneste jeg undrede mig over i denne sammenhæng, var, at drengene kunne holde ud at bade i bassinet, hvor affald, især plastikflasker, flød rundt i rigt tal, men det generede dem tilsyneladende ikke. Måske er det den nye generations lod, at de vokser op med affald alle vegne og derfor slet ikke ser det. Jeg ved det ikke.

Mellem pælene i vandet under terminalen og den øvrige del af Tarempas huse på pæle, samt i de mindre fiskerbyer så vi mindre både og kanoer. Typisk lå kanoerne længst inde mod land, mens bådene blev større og større, jo længere væk fra land de lå. Ved ebbe kunne vi iagttage kanoerne og de mindre både ligge på mudderbunden, som tidevandet holdt forholdsvist ren. Det var også interessant at se mylderet af vandledninger, der var ført fra land ud til husene på pæle, men de sanitære installationer lykkedes det os aldrig at gennemskue. Vi kunne blot konstatere, at der ikke var nogen grim lugt, sådan som vi oplevede det i Coron. Midt mellem vandledningerne i Tarempa så jeg pludseligt et stort firben på cirka en meter. Den vendte sit blik mod mig, da jeg kiggede nysgerrigt ned på den. Ufff. Jeg var heldigvis en alt for stor mundfuld for den, så den vandrede videre på sin jagt efter føde. En lokal fortalte mig, at der var mange af disse farlige firben. Det var en påmindelse til Kaare og jeg om, at vi nu var kommet til en del af verdenen, hvor vi ikke længere kunne færdes sorgløst omkring.

De indonesiske både mindede ikke det mindste om bankaerne. De blev bygget af hårdt træ, i hånden af lokale bådebyggere, efter gamle principper. Planke for planke blev de sat sammen på samme måde som IKEA reolen, hvor små pinde bliver stukket ned i huller for at hjælpe reolens flader med at blive holdt rigtigt på plads. Med øksen i hånden snittede bådebyggeren, vi fik øje på, behændigt pindene til og bankede dem på plads i de forborede huller. De nye både blev malet - ikke andet. I Filippinerne var bankaerne malet i festlige farver. Den slags sjov og ballade brugte indoneserne ikke. Deres foretrukne farver til bådene var mørkeblå, mørkegrøn og mørkerød. Det gjorde faktisk fiskerbådene svære at se ude på vandet, så vi skulle være opmærksomme.

Fiskeriet var som alle andre steder i verdenen forudsætning for livet i de små samfund. Foruden bådene brugte indoneserne en FAD (Fish Aggregating Devices), der mest af alt lignede en tømmerflåde med et hus på. De så meget besynderlige ud og var ikke det mindste sødygtige. De blev da også udelukkende brugt på det lave vand mellem de utallige øer. Endelig byggede de fiskefarme på koraltoppene alle de steder, hvor de kunne slippe afsted med det. Indoneserne spiste fisk morgen, middag og aften. Det var ret tydeligt, da vi ledte efter brød til Kaare morgenmad i Tarempa. Det var næsten umuligt at finde, men det lykkedes.

Hver gang vi skulle ind til Tarempa, lagde vi til ved terminalen og gik hen langs terminalens gangbro, hvor de lokale stod og ventede på næste afgang ud til øerne. Forenden af gangbroen kunne vi vælge, om vi ville dreje til højre ned ad en smal passage, der gik langs med kysten eller vi ville fortsætte lige ud hen mod byens hovedgade, der lå inde på land. Da ærindet ved vores første besøg var at cleare ind, gik vi i retning af hovedgaden. På den forholdsvis korte og meget smalle passage, var der til venstre små spisesteder, udsalg af tøj og et scooterværksted. På højre side stod scooterne helt tæt parkeret, som dominobrikker. Det efterlod cirka halvanden meter, hvor scootere og gående kunne passere hinanden. Trafikken gik vel og mærke i begge retninger. Kaare og jeg valgte frivilligt at træde ind til siden, de gange scooterne kom kørende forbi. Akkurat så overvældende det havde været at gå hen ad den smalle passage, akkurat så overvældende blev det at komme ud på hovedgaden, hvor der var et mylder af scootere. Alle kørte på scooter, ind og ud mellem hinanden - til alt og med alt. De bevægede sig tilsyneladende nødigt rundt til fods.

Ude i trafikken blandt alle scooterne kæmpede Kaare og jeg med at finde melodien. Vi kunne se, at de kørte i venstre side af vejen. Så det var noget med at gå i højre side, så vi kunne se scooterne, når de passerede tæt forbi. Tjek. Vi kunne ikke gå ved siden af hinanden, selvom vi gik helt inde i siden af vejen, hvis vi ville undgå en ufrivillig køretur. Hovedvejen var så smal, at der ikke var plads til, at to biler kunne passere forbi hinanden - hvis der altså havde været brug for det, men det var der ikke, fordi der var ikke flere biler i byen, end at de kunne tælles på en hånd. Tjek. Vi kunne også godt finde ud af at krydse over den smalle hovedgade, så længe det ikke var i forbindelse med et gadekryds. Tjek. Men det var lidt med livet som indsats - i det mindste i starten, når vi skulle krydse over ved hovedgadens eneste gadekryds, som var lige ud for passagen ned til terminalen. I gadekrydset gjaldt reglen om højre vigepligt, men det oplevedes ikke som højer vigepligten derhjemme, hvor man ofte har god tid til at orientere sig, fordi her kom scootere i et væk, fra alle sider. Trafikanterne, der måtte bremse ned, når vi trods anstrengelser for at time passagen rigtigt, alligevel gik ud foran dem, så heldigvis ud til at bære over med os. Det var dybt fascinerende at se trafikanterne bevæge sig behændigt rundt mellem hinanden, også når enkelte fandt det naturligt at køre i den forkerte side af vejen. Det var ikke til at se på dem, at de orienterede sig, hvilket de selvfølgelig gjorde. De navigerede tydeligvis rundt i trafikken på baggrund af tavs viden.

Trafikanterne overraskede mig også på anden måde. Når jeg rettede min opmærksomhed, mod dem der kørte scooterne, var der et par overraskelser ind imellem. Lad mig starte med de yngste, børnene. Ind imellem så jeg drenge på 11-12 år køre afsted - ikke kun alene, også med en mindre søskende stående mellem sig selv og styret. I det ene tilfælde tjente det et praktisk formål, fordi der var ikke plads til hele familien på bare en scooter. Børnene var blevet for store. Selvom det måske ikke er en helt rimelig sammenligning, fordi forholdene er uendeligt forskellige, kan jeg ikke lade være med at tænke på reglerne for kørekort til motorcykel i Danmark. Først når du har brugt en masse tid og penge, må du køre ud i trafikken på en 125 ccm. Bemærk, at jeg blot konstaterer forskellen og altså ikke diskuterer om det er ret og rimeligt. I den anden ende af skalaen var der de helt ældre ægtepar. Hos dem var det typisk manden der kørte, mens kvinden sad sideværts bagved sin ægtefælle. De var fascinerede at betragte, når de helt afslappet og fuldstændigt i synk med scooterens bevægelser kørte afsted. De kørte lige så stille og demonstrerede en utrolig fin balance i selv meget skarpe sving. Til sammenligning var Kaares og min kørsel i Tarempas trafik anspændt med større udsving på styret. Der var afgjort to chauffører på den scooter, vi kørte rundt på. Så var der mødrene, som havde deres børn med på scooteren. De små børn var i sele på maven og de lidt større børn stod enten op foran hende eller sad lige så fint bagved og kiggede nysgerrigt rundt. Igen så det helt naturligt og ubesværet ud. Hvad anvendelsen af scooteren angik, så fejlede fantasien ikke noget. Mændene medbragte store vand-eller dieseldunke, som stod mellem fødderne. Ja, alt kunne sættes ned mellem fødderne. Vi så også to mænd køre afsted med en kæmpe plade, 2x1 meter, som var placeret mellem dem på tværs! Præcist hvor mange medtrafikanter de fik langt ned ved den kørsel, melder historien ikke noget om, men det så altså faretruende ud. Derudover var det heller ikke ualmindeligt, at de skrev og sendte SMS’er under kørslen. Cigaretrygning var standard og lod sig gøre, fordi der tilsyneladende ikke var nogen regler om, at man skulle køre med hjelm. En smøg i munden og en dieseldunk mellem benene, så kørte det. Kørslen på scooter var med andre ord for alle og ganske ureguleret, men det så ud til at fungere.

Bortset fra scooterne på Anambas, der virkelig overraskede os, var mange af oplevelserne velkendte. Imamernes messen, drengebørnene i vandet, husene på pæle og fiskeriet. Alligevel oplevede vi besøget på Anambas som noget helt særligt, unikt. Anambas var en lille perle, et autentisk samfund uden turister, baseret på de ressourcer øgruppen bød på, hvor den venlige befolkning så ud til at leve et godt og roligt liv, med det der optog dem. Sådan så det i det mindste ud fra vores perspektiv.

Vi var glade for, at vi fulgte rådet om at lægge vejen forbi Anambas.