Den stående masterute

Den stående masterute er ikke en men flere ruter over Holland ad landets utallige kanaler. Den er særlig, fordi man kan sejle på disse kanaler uden at skulle lægge bådens mast ned, da broerne langs ruterne kan åbne for passage. Ruten starter ved Delfzijl nord for de vestfrisiske øer og ender i farvandet Hollands Diep syd for Dordrecht (kilde: “Staande Mastroute” af ANWB Wateratlas). Da kanalerne i den nordlige del af den stående masterute er ikke så dybe, stod Kaare og jeg først på ruten ved Amsterdam, hvor man kan sejle med både, der stikker op til 2 meter.

I Amsterdam mødte vi Eigil, som var helt afklaret med, at han bestemt ikke skulle sejle den stående masterute i hans 50 fods Svane, som stak 2,5 meter. Klogt. Selvom vi ‘kun’ stikker 2 meter, fornemmede vi indimellem, at det var en anelse for dybt. Særligt når vi skulle lægge til for natten i de ufatteligt små havne i sidekanalerne. Der havde hun det med at blive så underligt tung i rettet, når kølen kysser sidekanalernes dyng. Ved vores afrejse fik vi flere gode råd med på vejen. Et af dem lød: “Hold vand under kølen”. So true. Men her kunne vi altså ikke helt følge rådet.

Oprindelig var vores plan at sejle ind gennem Amsterdam. Det blev desværre ikke til noget, da myndighederne for ganske nylig har ændret reglerne for sejlads i byens kanaler for at mindske trafikken. Turen krævede en vignette, som vi skulle have bestil hjemmefra. Vi sejlede derfor i stedet gennem Harlem. Det var også en meget smuk tur, hvor vi skiftevis passerede gennem landbrugsområder, opland og mindre byer afbrudt af et utal af broer, som forbandt vejnettet på tværs af det drænede land. Det var ikke usædvanligt, at kanalerne lå en til to meter over terræn, så vi kiggede ned på det, vi sejlede forbi - også folks stuer.

På turen hæftede jeg mig ved, hvordan kanalerne fungerede som et frirum for hollænderne. Dels var der stillet rigtigt mange private bænke, stole og borde op langs kanalerne, hvorfra de kunne sidde og iagttage livet. Det gjaldt uanset om hollændernes huse lå helt ned til kanalerne eller om hus og kanal var adskilt af et fortov eller en vej. Dels sejlede de flittigt rundt i deres motorjoller. I mange tilfælde holdt de sejlende picnic på kanalerne. Det så hyggeligt ud. Lige så hyggeligt så det ud, når jeg kiggede ind i haverne langs kanalerne. Rigtigt mange hollændere gik op i at have velplejede haver med træer, blomstrende buske og stauder. De var dygtige til at skabe smukke grønne rum, hvor jeg godt kunne have lyst til at sidder med en god kop kaffe og sludre med familie og gode venner, mens bådene gled forbi.

Kanalerne er afgjort hyggelige, men de er først og fremmest vigtige transportveje for industrien - også på kanalerne syd for Amsterdam. De store, tunge pramme er ikke nogen man skal komme på tværs af. De sejler med stor præcision, men kan altså ikke stoppe, hvis en lystsejler har lagt sig et forkert sted. Det så vi ved selvsyn, da en pram var faretruende tæt på at mose en 35-40 fods motorbåd op ad bolværket rundt i et sving i Harlems smalle kanal. Ejeren nåede lige akkurat at sætte motorbåden hårdt i bakgear og vige tilbage for prammen alt imens motorbåden skurede op ad bolværket. Uffff. Godt der ikke skete noget alvorligt. Ved enkelte store broer måtte vi vente på, at prammene nåede frem, førend operatørerne åbnede dem. Så gjaldt det om alt holde sig klar og følge med i slipstrømmen, når prammene passerede. Generelt fungerede bro-passagerne rigtig fint. Det blev kun lidt presset, når vi lå i en konvoj af både, der lå forholdsvis tæt og ventede på, at broen skulle gå op. I de situationer blev der arbejdet med styring af båden for at holde den i ro, da der ikke var noget bolværk at fortøje båden til.

Efter to dages kanalsejlads tog vi en hviledag i Gouda - hjemsted for den hollandske ost Gouda. I Danmark kiggede jeg ofte langt efter disse velsmagende oste, som jeg syntes var til den lidt dyre side. Nu havde vi muligheden for at gå amok i gouda oste. Den skulle udnyttes. På havnes gamle cykler med sadlerne helt i bund kørte vi til indre by, hvor der var marked. Intensiteten og stemningen på markedet mindede mig om de mange hyggelige ture jeg har haft sammen med min mor i 80’erne, hvor vi kørte til markedet på Hillerød Torv lørdag formiddag for at købe frisk frugt, grønt, ost og/eller blomster. På markedet i Gouda var der livlig aktivitet omkring boderne. Folk var der for at købe ind - ikke for at ose. Vi fandt flere osteboder. Sjovest blev det, da vi kastede os ud i at købe ost. Udvalget var imponerende stort, så det var ikke helt nemt at vælge. Vi havde dog et pejlemærke. Ved vores første overnatning i Dragør stod der en hollandsk ostehandler. Ham købte vi et lille stykke ost af. Osten var gamle og tør og smagte helt fantastisk, så da vi skulle vælge ost på markedet i Gouda, faldt valget naturligt på den. Efter lidt prøvesmagning udvalgte vi os yderligere et par oste. Allerhelst havde vi bare stillet op ved en ostbod til frivillig prøvesmagning ad libitum. Det ønske var vi ikke alene om og til alle dem, der bare gerne vil spise ost, havde hollænderne udviklet konceptet “Cheese to go”. Inspireret af synet ved en lille pige, der sad i barnestolen på sin mors cykel og fornøjede sig med et kræmmerhus fyldt med ostetern, købte vi lidt “Cheese to go”. Uhmm. Ost kan ubemærket gøre det ud for slik. Med 1,5 kilo ost i tasken cyklede vi veltilfredse tilbage til båden.

Vi sejlede endnu to dage på den stående masterute efter vores ophold i Gouda og kom ud helt nede ved Breskens. Det var ikke meningen. Vi skulle have været ude ved Rotterdam, men de meget få overnatningsmuligheder og de lave broer ved passagerne ud til Nordsøen tvang os helt ned i bunden af den stående masterute. Denne del af turen var ikke så spændende. Efter Gouda ændrede turen markant karakter fra hyggelige omgivelser til store åbne kanaler med massiv tung kommerciel trafik, som betød, at vi hele tiden skulle være oppe på dupperne.

Vi passerede sammenlagt 32 sluser og 5 broer - cirka. Det gav anledning til nogen ventetid, men det var forventeligt. Hvis vi skal nævne en ting, der omvendt overraskede os på turen, så var det, hvor vanskeligt det var at finde steder at overnatte. Problemet knyttede an til IRISs dybdegang. Med 2 meter var det de færreste havne vi kunne sejle ind i. Muligheden for at lægge til langs kanalerne var også meget få. Der var flere påbudsskilte end P-skilte og som oftest var der optaget ved P-skiltene. En båd med en dybdegang på 1,8 eller derunder havde fungeret langt bedre. Højden på vores mast inklusiv antennen er 20 meter. Den gav os som nævnt også lidt problemer til sidst.

Alt i alt har det været en interessant oplevelse at sejle på den stående masterute, som i nogen udstrækning har øget vores indsigt i Holland.

Tak til Sandeep og familie for det gode råd om at holde vand under kølen. Rødvinen der fulgte med rådet, blev drukket en aften, hvor vi havde brug for at dulme nerverne ;-)

Af Kirstine | 2022-07-31

Vlieland

Vlieland ligger i vadehavet ud for Holland. Da Kaare og jeg nærmede os indsejlingen til øens eneste havn, kunne vi læse, at alle pladser var optaget. Det så bestemt også sådan - med de tætpakkede master i havnen. Vi besluttede os derfor for at ankre op på den nærliggende afmærkede ankerplads, der lå klods op ad den smalle sejlrende. Vi var ingenlunde trygge ved situationen, fordi vi med en køl på 2 meter dårligt kunne finde plads, hvis vi både skulle holde os ude af sejlrenden og have vand under kølen - også når vandet havde trukket sig helt tilbage.

Vores plan var at bruge en hel dag på at opleve øen. Med udsigt til to usikre overnatninger kaldte vi havnemesteren op for at reservere en plads i havnen til næste dag. Til vores store lettelse og forundring meddelte han, at vi kunne komme med det samme. “Folk der kommer ude fra havet, er der altid plads til” sagde han. Så kunne det nok være, at vi fik hevet ankret op i en fart.

I havnen ventede havnemesteren på os i sin orange gummibåd og anviste os en plads i tredje række i det store havnebassin. Det var et spændende sted at ligge, fordi vi både kunne iagttage livet i havnen og samtidig havde udsyn til de mange fascinerende store gamle skibe med fladbundet skrog og sidesværd.

Det summede afgjort af liv på denne solbeskinnede sommerdag i den meget tæt pakkede havn. Fra cockpittet, hvor jeg sad, kunne jeg iagttage, hvordan de små dinghy’er blev flittigt brugt af både børn og voksne. Børnene ræsede med stor begejstring rundt i dem. Særligt havnebassinet fandt de spændende, fordi der kunne de sejle i cirkler. De voksne derimod sejlede rundt og besøgte vennerne. Det var tilsyneladende hurtigere at sejle rundt mellem bådene end at gå rundt. Eller også var det bare hyggeligere. Og så var der teenagerne. De padlede rundt på deres paddleboards og hujede højt ind imellem, når de skubbede til hinanden og røg i vandet. Jeg fik et klart indtryk af, at sejlerne omkring os opholdt sig hjemmevant i havnen. Hollænderen, der lå uden på os i fjerde række, bekræftede mit indtryk, da han fortalte, at det var helt almindeligt, at hollænderne brugte deres båd som sommerhus og lå i den samme havn flere uger i træk.

De fladbundede både i havnebassinet bar på en anden historie. Første gang, jeg så et eksemplar, var i Dragør. Med dets sidesværd vækkede den både min opmærksomhed og undren. Hvad var meningen? Svaret fandt jeg på den anden side af Kielerkanalen, hvor tidevandet gør sig gældende. I modsætning til Kaare og jeg som er bundet op på, at der skal være vand under kølen, så er disse skibe med deres flade bunde og sidesværd beregnet til at blive sat på grund, så datidens søfolk ved ebbe kunne laste og/eller losse deres skibe. Smart. Jeg har dog været overrasket over at se, hvor mange fladbundede både - små som store - der fortsat sejler rundt langs de hollandske kyster. I havnen talte jeg ikke mindre end 4 små og 7 store fladbundede både. De små både var privatejede, mens de store både sejlede mellem de beboede vestfrisiske øer med hollandske turister. Især unge hollændere sejlede med. Jeg fik desværre ikke talt med dem, så jeg kender ikke deres bevæggrunde for at sejle med, men jeg ved så meget, at de unge mennesker med en ugelang sejlads i et fortidigt fartøj, hvor de måske sover i hængekøjer og spiser fællesmiddag ved langbordet, på egen krop mærker nogen af de værdier Holland er rundet af. Smukt.

De fladbundede både var bestemt fascinerende. På vores cykeltur ud langs Vlielands kyster så vi et lille eksemplar ligge helt ind under land næsten uden vand under kølen. Båden var afgjort skabt til vadehavet. Det så helt rigtigt ud. Og Vlieland var i sandhed en smuk ø, som hollænderne passer godt på, ved blandt andet at holde gæsternes biler væk fra øen. Der kørte en enkelt bus på langs af øen, men den så temmelig tom ud, da den passerede os på vores cykeltur. Til gengæld var der sort af cykler på øen og der var gjort plads til dem. Dels i form af et veludviklet cykelstisystem, som blev brugt flittigt. Dels i form af steder, hvor man kunne parkere cyklerne. Så uanset om man kom i egen båd eller med færgen, endte de fleste gæster med at leje en cykel, så de kunne komme rundt på øen. Vi talte ikke mindre end 5 cykleudlejningsforretninger. Gæsterne der kom til øen med færgen og skulle bo i sommerhusområdet, der lå et par kilometer fra havnen, kunne leje en trailer og få bragt deres bagage til og fra adressen af en servicemedarbejder på øen. Det var interessant at se, hvordan vlielanderne havde indrettet sig. Det eneste jeg ikke kunne vende mig til var, at det blev håndhævet, at man ikke måtte cykle på hovedgaden.

Vlieland var afgjort et besøg værd.