Atlanterhavskryds

Passagen over Atlanterhavet har hele tiden stået som noget stort for os. Den er lang og man er helt alene ude på det store hav, hvor bølgerne kan være store og vinden hård. IRIS er en blå båd. Det er et udtryk, man bruger om de både, der er bygget til oceansejlads. Hun er langkølet, har et bundsolidt skrog, en meget stærk rig, der er boltet tilsvarende solidt til skroget og meget stærke sejl. Centercockpittet sikrer, at vi sidder tørt og sikkert. På vores rejse har vi mødt mange sejlere, der anerkendende kommenterer hendes styrke. Eneste svaghed er dog ifølge en fransk solosejler, vi mødte på Guernsey, at tovværket fra riggen ikke er ført tilbage til cockpittet. Det betyder, at vi skal på dæk i al slags vejr, når vi skal håndtere storsejlet og det kan godt være noget af en voldsom oplevelse. Hans kritik er berettiget. Omvendt er vi ikke solosejlere. Vi er minimum to og går kun på dæk iført livline koblet til jacklinen, når den anden ved besked. Det fungerer tilfredsstillende - også når bølgerne er store og vinden hård. Rammen for vores Atlanterhavskryds, som følger Columbus’ anbefalede sejlrute, er altså rigtig god.

På vores tur over Atlanterhavet fik vi følgeskab af Erik, Niels og Helene, som skulle samles op i bugten ved Praia. Kaare og jeg afpassede ankomsten til bugten helt perfekt. Selvom stedet havde stort potentiale for at være et lækkert sted, emmede det af, lad os bare sige, uordentlighed. Der var utrygt. Det ændrede heldigvis ikke ved, at vi fik samlet ungdommen op på en god måde og sat kursen mod en lille bugt 9 sømil væk oppe ad kysten mod nordvest. Der overnattede vi, mens vi ventede på, at det blev mandag morgen og det maritime politi åbnede deres kontor, så vi kunne tjekke ud af Kap Verde. Opholdet i den lille bugt var en succes. Stedet var overraskende smukt. Vi lå på 9 meter krystalklart vand i læ for vind og bølger. Dagen brugte vi på at finde os til rette ombord på båden, overraske hinanden, bade i det 26 grader varme vand, drikke en ‘sun downer’ og spise aftensmad omkring bordet for første og eneste gang inden Guadelupe i Caribien.

Vi startede tidligt næste morgen. Klokken 6 ringede mit vækkeur. Kaare blev vækket og jeg gik, lidt træt, i gang med at lave morgenmad. Kaare, der er en venlig sjæl - også når han bliver hevet tidligt ud af sengen, spurgte med blikket rettet mod sit ur, om jeg er klar over, at klokken kun var halvseks. Dame it!!!! Endnu en gang havde vores 30 år gamle digitale vækkeur vist sin uduelighed i at omstille sig til nye tidszoner. Det er nu lagt ned i skuffen, længst inde og kommer først frem igen om knap 3 år. Oven på en tidlig, solid morgenmad med udsigt til en flot solopgang fik vi en perlestart på dagen. Alle var ivrige efter at få tjekket ud i Praia og spændte på det forestående Atlanterhavskryds. Hvad måtte turen ikke bringe af spændende oplevelser? Hvad var det overhovedet for en tur, vi havde kastet os ud i? Erik formulerede det på følgende måde:

”Du ved, du skal på et eventyr. Du ved, Atlanterhavet er stort og du ved at selskabet er godt, men hvordan håndterer du konstant bevægelse, isolation og nye rytmer i pressede omgivelser? Det ved du ikke, men du er villig til at betale prisen for eventyrlige solnedgange og solopgange, champagnesejlads og følelsen af at sejre. Jeg vil sammenligne det med en tur i tivoli. Du venter i køen til den nyeste forlystelse - spændt og med kriller i maven. Idet du bliver spændt fast i stolen og kontrolløren tjekker din sele, genovervejer du dit valg. Hvad nu hvis det ikke er noget for dig? Platformen forsvinder bag dig og der er nu ingen vej tilbage. Forskellen er blot at Atlanterhavssejladsen tager 18 dage – ikke 2 minutter.”

Ved indsejlingen til bugten i Praia skete der noget højst uventet. Erik havde hørt en stemme, en lyd han ikke kunne identificere. Han kiggede undersøgende på os - vi på ham, da Erik fik øje på en sort mand med dykkermaske i vandet, 40 meter væk i sydøstlig retning. Han råbte højt og desperat. I sin venstre hånd havde han noget grej, som han viftede med. Det var det, der fangede Eriks opmærksomhed. Vi sejler hen imod ham i fuld MOB-beredskab (mand over bord). Denne gang en virkelig en af slagsen. Trods hans åbenlyse behov for at komme ud af vandet, fik han os til at tro, at han helst ville samles op af hans makker, der lå og sejlede i cirkler længere ude på havet og tydeligvis ledte efter ham. Vi drejede derfor af. Det fik ham til at råbe til os af sine fulde lungers kraft og vi var ikke længere i tvivl. Da han befandt sig midtskibs på styrbord side, hvor vi havde gjort nødstigen klar til ham, kastede vi en trosse ud. Den greb han fat i og der var kontakt. Vi fik hevet ham helt ind til IRIS. Han lå tungt i vandet og brugte mange kræfter på at få luft. Alligevel fik han med en kraftanstrengelse løftet en meget rusten, utæt dykkerflaske ud af vandet. Den var tilsyneladende vigtigere end hans liv. I den anden hånd havde han en hjemmegjort harpun. Begge dele blev hevet ombord på IRIS. Manden, der nu ikke længere var tynget af den tunge dødvægt, søgte hen mod jollen med makkeren, der omsider, takket være os, havde fundet sin ven. Med et snuptag kom dykkeren op i jollen. Jeg undrede mig meget over dykkeren, fordi hvorfor havde han ingen BCD? Og hvad med octopussen, mundstykket? Var det almindeligt for ham at dykke med flasken under armen og suge luft frit i vandet, når han åbnede for hanen? Det hang slet ikke sammen for mig, fordi hans dyk på alle måder undveg al sikker dykkerpraksis. Dykkerinstruktør, Morten fra Dykkeroplevelser.dk ville være absolut enig med mig. Spørgsmålene forblev ikke overraskende ubesvaret. Til gengæld udviste dykkeren dyb taknemmelighed. Det viste han med sammenfoldede hænder, mens han træt råbte “obligado, obligado, obligado”, da han og makkeren kom forbi IRIS og samlede hans udstyr op. Det var rart at vide, at vi havde gjort det rigtige. Lettere chokeret over oplevelsen sejlede vi ind i bugten, hvor det maritime politi bad os om at fortøjer os til et stort rustent skib. Med samtlige 8 fendere placeret mellem IRIS og rustbunken gik det. Efter et par timers arbejde af Kaare og Helene, der tjekkede os ud og købte drikkevarer ind for de sidste penge, vi havde, kunne vi omsider sætte kursen mod Caribien. Vi var ved at revne af spænding og håbede på, at turen måtte byde på flere oplevelser - af den positive slags.

De startede sejladsen friske og frejdige - ungdommen, med masser af gå-på-mod. Der gik imidlertid ikke mange timer på det urolige hav, før ansigterne stivnede, tonede over i grøn og en snak med delfinerne ud over rælingen pressede sig på. Kaare og jeg havde set det komme, så de fik al den plads, de havde brug for, så de kunne få hold på deres søsyge. De første par dage fordelte Kaare og jeg derfor vagterne mellem os, som vi plejede. Søsygeplastre, søsygepiller, frisk vind og tid gjorde stille og roligt Erik, Niels og Helene til mennesker igen og efterhånden, som de meldte sig på banen, inddrog vi dem i vagtplanen, så meget de kunne håndtere. Det var dejligt at se, at de tog den store udfordring, det var at krydse Atlanterhavet, i stiv arm - også selvom det føltes lidt voldsomt. På tredjedagen lød det fra Helene: “I dag har været en god dag”. De andre samstemte. En slags ro og rytme ombord på IRIS, der gled med passatvinden, var med andre ord ved at indfinde sig. Den var dog båret oppe af, at hver eneste af os brugte stor energi på flere forhold i forskellig grader. At finde balancen på båden, der med jævne mellemrum fik bestik, service, gryder og pander til at flyve på tværs af køkkenet, når meget store bølger gled ind under IRIS og fik hende til at hælde voldsomt og pludseligt. At finde til ro med IRIS’ utallige knirke- og bankelyde som hos nervøse sjæle såede tvivl om hendes styrke og sikkerhed. At rumme mørket, der indhyllede IRIS det halve døgn og gjorde det helt umuligt at orientere sig og forstærkede alle lyde og bevægelser. At erobre søvnen på et uroligt leje, der ustandseligt holdt kroppen i bevægelse og gjorde det svært at glide ind i søvnen, fordi man instinktivt prøvede at holde kroppen i balance. At bære savnet af de kære derhjemme, som man bare ønskede at være sammen med - nu. Så når Eriks søde Amalie spurgte ham om, hvad han og alle vi andre lavede - derude på det store Atlanterhav, så er dette en del af svaret.

Som dagene gik, blev besætningens mentale overskud større og cockpittet emmede mere og mere af hyggesnak, røverhistorier, anekdoter og sjove kommentarer. Halvvejs gennem sejladsen, på dag otte, havde vi en første rigtig harmonisk dag, hvor alle kom nogenlunde udhvilet ud på den anden side af natten, fik sovet i løbet af dagen og gav en hånd med i køkkenet, så der blev tid til fælles hyggestunder i cockpittet omkring frokosten, eftermiddagskaffen og aftensmaden. Selvom det fortsat var en udfordring for nogen at opholde sig i køkkenet under madlavningen uden at blive dårlig, var det både godt og tilfredsstillende at tilberede maden, fordi det gav dagen et meningsfuldt indhold og en oplevelse af at gøre en positiv forskel, som da Kaare serverede Mahi-Mahi til aftensmad og Helene bød på brownies til kaffen.

Jagten på en Mahi-Mahi gav anledning til megen spænding og morskab. Spænding, når fiskehjulet begyndte at løbe. Morskab, når fangsten viste sig at være små ligegyldige fisk eller tang, som der var forbavsende meget af i havoverfladen. Utålmodigheden, skuffelsen og bristede forventninger syntes uundgåelig - ikke kun ombord på IRIS, også hos Eriks Amalie, som i en hilsen til Erik skrev følgende: “Hey, jeg havde helt glemt fiskene! Vil det sige, at I ikke har fået noget på krogen endnu? Hvad i alverden lever I så af?” I samme øjeblik Erik havde læst sætningen højt for os, hørte vi lyden af Kaare fiskesnøre, der bliver trukket rasende hurtigt ud. Det måtte være en stor fisk. Vi heppede, hujede og holdt vejret på samme tid, mens Kaare med en kraftanstrengelse og pude på låret møjsommeligt hev fisken ind. Med tilsyrede arme og lidt hjælp fra Niels til at få en krog i fisken, da den lå i vandet ud for IRIS, kunne Kaare omsider triumfere. Han havde fanget en stor flot Mahi-Mahi, som vi alle beundrede, fordi den simpelthen bare var så betagende smuk i sin gule dragt med grønne og blå nuancer. Men da man ikke kan leve af at beundre fisk, skar Kaare til sidst fisken ud i to store flotte sidestykker med fileterkniven. Der var kød til to gange aftensmad, så stor var den.

Kaares fangst havde inspireret Erik, som gik efter at fange den næste store Mahi-Mahi. Den følgende dag indledte han derfor jagten - uden succes. Men Erik gav ikke op. Dag nummer to satte han igen snøren i vandet. Denne gang inden morgenmaden. Efterhånden som den søvnige besætning dukkede op i cockpittet, fik de en skål müesli med mælk i hånden. Det var en god og fredelig start på dagen - almindeligvis. Erik havde netop spist sin morgenmad, da fiskesnøren blev trukket hurtigt ud. Iført livline sprang han ud til fiskestangen, tog den ud af holderen ivrig efter at hive fisken hjem. Fiskestangen var bøjet til bristepunktet og Erik måtte snart give fortabt. Det var helt umuligt at rulle snøren ind. Tværtimod blev fisken ved med at hive mere snøre ud. Den var stærk. Kaare, der kom Erik til undsætning, hjalp til med at lukke hjulet. Så var Erik og fisken grounded. Alt dette sad vi andre og kiggede på, mens vi lagde an til at spise vores morgenmad. Men det kunne vi godt glemme alt om, viste det sig. Kaare råbte fra agterdækket: “Start motoren, tag genoaen ned, gå op i vinden og lig om muligt stille.” Formålet var at mindske trækket i snøren, så det blev nemmere at rulle den ind. Niels rakte sin skål til mig, tog rattet og satte ordren i værk. Erik havde nu fået arbejdsro, men til gengæld sad jeg og balancerede med to skåle müesli med mælk. Den fredelige morgenmad havde udviklet sig til en lidt kaotisk situation. Ved at sluge müeslien på skift fik vi, Helene, jeg og Niels, dog styr på den. På fiskefronten så det fortsat lidt sort ud. Fisken var meget langt ude og det ville tage en rum tid at få hevet den ind. Så indløb næste ordrer fra Kaare: “Stryg storsejlet. Sejl i retning mod fisken”. Vi strøg storsejlet, Niels vendte IRIS rundt og nærmede sig stille fisken, mens Erik rullede snøren ind, så hurtigt han kunne. Han mærkede ikke længere nogen modstand og begyndte at tro, at fangsten nok bare bestod af en stor dynge tang. Der var tang for enden af fiskesnøren, men ikke kun det. En smuk større gul Mahi-Mahi hang på krogen. Det var et stort forløsende øjeblik og Eriks øjne strålede af glæde. Vi glædede os sammen med Erik over den flotte fangst og så igennem fingrene med, at vi måtte sluge vores morgenmad. Det var aldrig til at vide, hvad der skete på et Atlanterhavskryds.

Fryseren var nu fyldt med Mahi-Mahi og det skortede ikke på god aftensmad. Det vækkede glæde og gav energi, men indimellem var der også brug for noget sødt. Jeg foreslog derfor, at vi bagte en chokoladekage. Tilslutningen til ideen var ubetinget stor og Helene meldte sig på banen til at bage den. Admiralen havde købt ind til chokoladekage, men glemt at tage en opskrift med ombord på IRIS. Smart! Men ideen om chokoladekagen strandede heldigvis ikke der. Med Iridium mailen var vi forbavsende tæt på hjælp, også selvom vi på det tidspunkt befandt os midtvejs mellem Afrika og Brasilien. Helene sendte en sød hilsen til sine forældre, Hanne & Søren, og bad om en opskrift, som hun kunne følge. De var hurtige ved tasterne og snart var Helene i gang i køkkenet, men det varede ikke længe, inden hun igen gik i stå. Alle ingredienserne var der. Problemet bestod i, at IRIS ikke havde nogen vægt. Kun et decilitermål!!! Heldigvis genkendte Helene opskriften, så med hendes gode hukommelse og vilje til at ville lykkes, fik hun rørt en god brownies-dej sammen og bagt den passende i gasovnen. Kagen smagte himmelsk og sendte sammen med en café latte, humørbarometret til nye uanede højder. Det var en meget stor succes. Tak til Hanne & Søren for hjælpen. Columbus havde forhåbentligt en skibskok med, som havde helt styr på madlavningen, for han havde ingen livline. Det er altså tankevækkende, at man kan sidde så langt væk fra alt og så alligevel kunne kommunikere med jer derhjemme, som om intet er forandret.

De gode oplevelser og tidsfordrivende aktiviteter som sudoku, sænke slagskibe, fotografering, læsning, musik, hyggesnak, café latte og korrespondancen med jer derhjemme via mailen fyldte tiden godt ud, men indimellem udfordrede IRIS os på den kedelige måde. Første gang var, da bomdirken – et tov der går fra enden af bommen, op til toppen af masten, ned gennem masten og kommer ud i bunden – drattede ned fra toppen af masten - gnavet over i to. Det var ikke nogen katastrofe, da tovets funktion begrænsede sig til at løfte bommen lidt op i enden, hvis der var brug for det. Den mulighed havde Kaare og jeg imidlertid brugt flittigt til at fixere bommen, når vi havde storsejlet ude ved halvvind eller agten for tværs. Vi vidste ikke, at vi brugte tovet forkert. Beslaget i toppen, som ikke var designet til det brug, kvittede ved at gnave tovet over. Vi skulle have lyttet til IRIS’s tidligere ejer, Søren, som sagde: “Det tovbruger man aldrig.” Så blev vi så kloge. Learning by doing. Vores behov for at fixere bommen hang sandsynligvis sammen med den næste udfordring, der ramte os. Det startede med, at Niels ikke kunne forstå, hvorfor storsejlet stod underligt og var umuligt at trimme. Efter af have undersøgt problemet, fandt han ud af, at det var slæden på bommens underside, som holder kikken, der var gået løs. Det kunne meget vel være årsagen til, at vi havde behov for at fixere bommen, eftersom kikken sad løs. Heldigvis sad boltene fortsat i slæden, så ved fælles hjælp fik han og Kaare skruet boltene godt fast igen. Pyhaa. Tredje gang stod den spritnye vandpumpe af. Det er den, der hiver vand ud af vandtanken og sender det videre ud til vandhanerne i køkkenet og på toiletterne. Det betød ikke, at vi stod uden vand. Vi havde masser af vand, men trykket på vandet i hanerne blev meget lavt og der fulgte en del luft med, så det spruttede og sprøjtede, når vi åbnede for vandhanerne. For at undgå at pumpen skulle brænde sammen, aftalte vi at tænde for strømmen til vandpumpen, når vi skulle have vand og straks afbryde strømmen, når vi var færdige med at bruge vand. Det besværliggjorde afgjort madlavning, opvask og håndvask, også selvom Kaare senere erstattede den nye uduelige pumpe med den gamle pumpe, der ikke kunne afbryde strømmen, når trykket på hanerne var genetableret efter brug. Det måtte vi gøre manuelt på eltavlen. Hvad badning angik, så flyttede den ud på agterdækket, hvor brusehovedet blev erstattet med en sort spand, som man med lidt øvelse kunne få havvand i og hælde over sig. Vandet var ikke det mindste koldt, kun meget salt, så en aftørring med en ferskvandsvåd klud efterfølgende var nødvendig. Problemet med pumpen gjorde alt andet lige livet ombord på IRIS mindre komfortabelt, mere bøvlet. Det kunne vi godt have været foruden. Derudover boksede vi med vores mastervolt system, som vi oplevede misinformerede os om vores beholdning af strøm. Solcellerne genererede fint med Ampere-timer. Det samme gjorde hydrogeneratoren, også selvom den til vores bekymring indimellem måtte blende den tang, der lå i vandoverfladen. Vi ladede op, når solen stod højest på himlen og sparrede på strømmen ved kun at have kortplotteren tændt om natten. Alligevel blev kapaciteten på batterierne ifølge Mastervolt Systemet ved med at falde, selvom spændingen lå på 12,8 Volt. Vi havde den strøm, vi skulle bruge, men det stressede os, at vi ikke helt præcist kunne finde ud af, hvor problemet med strømmen lå. Endelig satte GPSen ud et par gange, men her var det helt tydeligt, at problemet knyttede an satellitternes position i rummet. Efter 10 til 15 minutter var satellitterne igen synlige for GPSen og alt var godt. Som det fremgår handler sejlads ikke kun om at sætte sejl, holde kurs, træffe nautiske beslutninger, spise, sove og nyde sejladsen. Det handler i høj grad også om at løse alle de problemer, der opstår med båden, når man mindst venter det. Det er derfor vigtigt at have styr på den tekniske dokumentation af båden og dens udstyr, at kende sin båd godt, at have et rigt og rigtigt udvalg af værktøj og at have hænder, der er skruet rigtigt på. Det er utroligt, hvor meget man skal kunne for at være i stand til for rent faktisk at kunne sejle ud til de forjættede fjerne kyster. Det tænker de færreste nok over, når de sympatiske og dygtige unge mennesker Emil og Theis, der er tredje generation af eventyrlystne langturssejlere, toner frem på TV-skærmen i udsendelsen “Fjerne kyster”.

Stemningen ombord på IRIS var altså farvet af vores fysiske og mentale velbefindende samt de mange forskellige oplevelser, vi havde undervejs på og med IRIS, men ikke kun det. Presset om at nå frem til Guadelupe senest den 10. december, hvor Erik skulle med flyet hjem, påvirkede også stemningen - til den lidt spændte side, også selvom Erik var cool med situationen. Vi var selvfølgelig opsatte på at tilbagelægge de 2.100 sømil inden for de 19 dage Erik havde til sin rådighed. Jævnfør Predict Winds data ved sejladsens start ville sejladsen tage 16 dage. Det gav os en margen på tre dage, så det virkede fornuftigt. Da vi lagde fra Praia, blæste det godt og alt så lyst ud, men sejladsen syd om øerne Fogo og Ilha Brava lagde hurtigt en dæmper på begejstringen. Vindskyggen sydvest for øerne, rakte langt ud fra kysten og forhindrede IRIS i at få frit løb mod Guadelupe. Det tog en hel dag at komme ud af vindskyggen, så helt fra sejladsens start tabte vi altså tid.

Den første uge, bortset fra turen rundt om Fogo og Ilha Brava, havde vi fin vind og retning mod Guadelupe. Det var godt for vores humør og moral, da det gav os en klar fornemmelse af at komme nærmere målet. I vores bevidsthed, undtagen Kaares, skulle sejladsen som nævnt tage 16 dage - hverken mere eller mindre. Med den naive forståelse holdt vi styr på, hvor mange dage vi havde tilbage på det store ocean. Milepælen var naturligvis dag 9, som markerede, at vi var nået halvvejs. Som dagene skred frem, kunne vi imidlertid se, at Kaare kiggede med større og større bekymring på de vejrudsigter, han hentede ned. Det skyldtes et stort lavtryk ud for Azorerne, som sugede al luften ud af passatvinden og skabte et større og større højtryksområde med meget lidt vind nordøst for Guadelupe, der bredte sig mod syd. Stort set alle Predict Winds anbefalede sejlruter gik derfor mod sydvest, neden om højtryksområdet. Det råd fulgte vi.

Turen rundt om højtryksområdet, væk fra Guadelupe, var frustrerende at være i, fordi det var forbundet med uvished, føltes som en omvej og flyttede midtvejsmærket længere op ad banen. 4 dage tog det, før vi omsider kunne bomme og IRISs stævn igen pegede den rigtige vej. Manøvren havde forlænget sejladsen med cirka 350 sømil - knap to dages sejlads, som derfor i alt udgjorde 2.450 sømil. Det er altså et stykke vej. Forestil dig, at du tager turen fra København til Rom, tur/retur i et let løbetempo 24/7 i knap 19 dage! Med turen nedenom vindhullet var margen på de tre dage samlet skrumpet ind til næsten ingenting, opslugt af forventelige, ugunstige forhold på havet. Det øgede afgjort usikkerheden omkring ankomsttidspunktet til Guadelupe, men slaget var langt fra tabt endnu.

Da vi omsider bommede, lysnede det, fordi vindens retning og styrke på 3-5 sekundmeter gjorde det muligt at sætte genakkeren - den skærende spiler. Det var optur på alle måder. Genakkeren var bare flot at se på, når vinden fyldte den ud. IRIS sejlede hurtigere, end hvis vi havde fortsat med genoaen og vi kunne sejle mere direkte mod målet. I små tre dage sejlede vi ‘champagne-sejlads’, kun afbrudt af et enkelt ‘timeglas’ i genakkeren på dag to, hvor en bomning med genakkeren gik galt. I højt humør gled vi hen over det flade og rolige Atlanterhav med tilfredsstillende 5-7 knob. Skønt.

Presset på tiden vovede vi det ene øje og sejlede gennem natten på dag to med genakkeren spændt for IRIS. Det var afgjort ikke normal eller god praksis, da højtryksområder giver anledning til de berygtede squalls. Det er et skift i vejret, hvor skydannelser giver voldsom vind på ganske kort tid. Det harmonerer utrolig dårligt med genakkersejlads, da det tager tid og kræver kræfter at få genakkeren ned. Kombineres det med pludseligt opstået hård vind, kan det blive en grim og dyr omgang. Ikke desto mindre traf vi den beslutning, da der ikke var en sky på himlen. Drengene, som er dygtige sejlere, blev briefet af Kaare og vi gled stille gennem natten med månen som vores ven. 145 sømil fik vi høvlet af det døgn, som altså både gav anledning til både glæde og gys.

På dag tre skete der et skift i vejret. Ved synet af de første større skydannelser pillede vi genakkeren ned og erstattede den med genoaen. Det føltes som om båden gik helt i stå. Af samme årsag riggede vi om igen, så snart skyerne var væk, men fornøjelsen ved at sejle med genakkeren var på lånt tid, for skyerne vendte massivt tilbage. Denne gang med en squall. Jeg lå og sov i forkahytten, da der blev heftig aktivitet på dækket. Kaare fortalte efterfølgende, at han og Erik havde siddet og kigget på skyerne omkring dem og anede uråd med hensyn til skyen bag IRIS, da de på radaren kunne se, at skyen hentede ind på os og desuden så mere og mere truende ud. Den var massiv sort. 2 sømil før skyen nåede os, hev Kaare og Erik derfor genakkeren ned i en rasende fart. Det var ikke et sekund for tidligt. Vinden piskede snart ind over IRIS med stød op til 13 sekundmeter. Hun nåede at blive klar til at tage imod den hårde vind, som siden blev fulgt op af en times silende regn. Derefter stabiliserede vinden sig, dødede hen og motoren blev startet.

Vi sejlede for motor natten igennem og frem til næste formiddag, hvor vi slukkede for den - ikke fordi vinden var vendt tilbage, men fordi muligheden for at bade midt ude på Atlanterhavet på 5.000 meter vand skulle prøves. Vinden var helt fraværende og vandet uden en eneste krusning. IRIS vuggede nu kun ganske lidt op og ned, når de store bløde dønninger gled ind under hende. Med forventningens glæde bandt vi et stykke tov til hækklampen i såvel styrbordside som bagbordside. For at holde tovet oppe i vandets overflade, så vi havde noget at gribe fat i - om nødvendigt, forsynede vi det med en fender for enden. Med tovet i vandet, var vi klar til at springe i. Vandet var 27 grader varmt og forfriskende efter flere dage uden bad. Udover at det var rart at få sveden af kroppen, så var det en kæmpe oplevelse at ligge der i vandets overflade og kigge op på IRIS. Der lå hun i det ocean blå vand, hvor der var masser af liv. For enkelte krævede det lidt overvindelse at hoppe i poolen, fordi fantasien løb af med dem. Men vi havde for længst skræmt alle mahi-mahierne og flyvefiskene væk. Delfinerne kendte ikke deres besøgstid, så vi så intet andet end det blå dyb. Alle kom i vandet. Alle var glade for at have oplevet det. Det var en energi-booster af den helt store slags, som styrkede vores mentale overskud betragteligt. Den ekstra energi fik vi snart brug for.

Inden for halvandet døgn havde vi prøvet det meste af det, et højtryksområde har at byde på. Letvejrssejlads med genakker. Sejlads gennem en squall. Silende regn. Havblik og badning. Vi manglede kun en ting. Et skift i vindretningen der betød, at vi skulle krydse frem til Guadelupe. Det fik vi – højst usædvanligt – til vores store ærgrelse, da højtryksområdet blev erstattet med vinden fra bunden af lavtrykket, der kun langsomt bevægede sig mod øst. Først kastede den sin vind ind over os fra vest. Siden fra nordvest. Vi nåede aldrig at få glæde af dens vind fra nord, der lå på bagsiden af lavtrykket. De resterende 450 sømil tilbagelagde vi med skiftevis motor (60 sømil) og sejl (390 sømil), startende med motor. I starten gik det ganske fredeligt op og ned ad de store bløde dønninger, som kom ind forfra. Da vinden vendte tilbage med 4-6 sekundmeter, satte vi sejl. Efter et halvt døgn havde vinden bygget mindre bølger op og båden lå nu mere uroligt i vandet. Helene, der aldrig havde prøvet at krydse, jokede med, at det ikke var noget for hende. Det var det såmænd heller ikke for os andre, men vi måtte leve med det. Kaare og jeg følte os hensat til 80’ernes sejlads rundt om Sjælland og Fyn, hvor der som regel blev krydset en del. For os var situationen med andre ord velkendt. Som tiden gik, blev det mere og mere anstrengende at opholde sig på båden, fordi den krængede og vippede konstant. Helene var sej. Hun tog det i stiv arm og lærte at bevæge sig gennem båden ved at læne sig ind i den, modsat krængningen og i øvrigt holde godt fast for at stabilisere sig selv. Med vindskiftet til nordvest døde vinden endnu engang og motoren blev sat på arbejde igen. Da vinden vendte tilbage havde den taget til i styrke. Denne gang lå den mellem 7-10 sekundmeter og bølgerne var nu ganske store og lå tæt. Sejlene blev rebet helt for at reducere bådens krængning, der var så stor, at man måtte svinge sig behændigt fra stolpe til stolpe for at komme frem gennem båden. Børnesangen “Åhh, abe” giver et godt billede af situationen ombord på IRIS. Heldigvis var vi alle blevet så søstærke, at søsygen ikke bed rigtigt på os. Trods den gyngende grund var der fortsat mange lyspunkter. Først og fremmest viste Predict Winds data, at vi ville nå frem til Guadelupe fredag den 9. december i løbet af morgenen. Det var virkelig rart at vide, at Erik ville nå sit fly hjem. Derudover blev der trods krængning og bølger lavet bunker af god mad fra morgen til aften og på en sjov måde fandt vi med blikket stift rettet mod Guadelupe, som nærmede sig langsomt, men sikkert, ro i uroen.

Otte dage inde i sejladsen skrev Kaare til Marina Bas Du Fort, beliggende i Pointe-A-Pitre, hovedbyen på Guadelupe. Formålet var at reservere plads til os i havnen, så vi kunne lægge til land, når vi kom frem. Svaret fra havnen var et nedslående nej. Vi reserverede derfor i stedet plads i Marina Saint-Francois, der lå 20 sømil mod øst og besværliggjorde opholdet på Guadelupe. Men da vi nærmede os Guadelupe og skulle til at sætte kursen mod Marina Saint-Francois, blev jeg utryg. Dels ville det være mørkt, når vi kom frem. Dels var farvandet omkring indsejlingen ikke kortlagt. Det fandt jeg meget problematisk. Jeg foreslog derfor, at vi stik mod al sund fornuft sejlede mod Marina Bas Du Fort – havnen der havde afvist os. Meget kunne være sket på 10 dage og hvorfor skulle der ikke være plads til os. Kaare lyttede til mit forslag og kursen blev sat mod Marina Bas Du Fort. Ved halvfem-tiden om morgenen lå vi 10 sømil fra havnen. Det var endnu mørkt. Fra tidligere vidste jeg, at det ikke tjente noget formål at nå i havn, før havnekontoret åbnede. Klokken 8 var det magiske tal. Jeg tog derfor farten ud af IRIS og sørgede for, at vi bevægede os fremad gennem vandet så langsomt som muligt. Kaare overtog vagten og sejlede langsomt gennem morgengryet. 7.30 kastede vi anker på ankerpladsen lige uden for havnen. Ankret bed ikke på bunden, så vi valgte i stedet at sejle tiden ihjel indtil klokken blev 8. Første kontakt med havnekontoret var positivt. Snart lå vi fortøjret langskibs ved kajen. Kaare gik i land og vi andre ventede spændte på, hvad han måtte finde ud af. Lykken stod os bi. Vi havde fået en plads samme dag, foreløbigt for tre nætter. Det bedste af det hele var, at han havde nøglen med til badefaciliteterne. Vi kunne næsten ikke tro det. Vi havde besejret Atlanterhavet og nu lå vi i den havn, vi havde håbet på med udsigt til at få et bad. Så snart båden var fortøjret på den tildelte plads, sprang champagneproppen. Klokken var 9. Det sejlede for os på alle tænkelige måder. Efter et drømmebad og lidt mad kørte vi ind til byen, hvor vores storby-hungrende sanser blev stimuleret, så der igen var ro på bagsmækken. Vi afsluttede dagen med en velfortjent middag på restauranten i havnen. Tilbage på IRIS lagde vi vores glade og møgtrætte kroppe til ro på sengene i IRIS med en udsigt til rent faktisk at få en fortræffelig og tiltrængt ubrudt søvn, der ville tygge 18 dages sejlads over Atlanterhavet igennem og lægge de værdifulde oplevelser ind i mindebanken.

Vi gjorde det!

Vi er nu Atlanterhavs-betvingere!

P.S.: Helene har på 18 dage opnået sejladserfaring svarende til cirka 6 års fritidssejlads i de danske farvande.

Eftertanke ved Niels

Hvad får folk til at sejle over Atlanterhavet og hvad overraskede mig ved sejladsen?

I Colombus’ tid var det vel rigdom, opdagelse og ære, der motiverede. Personligt var jeg nysgerrig på at følge i deres fodspor - dog uden politisk ukorrekt handel og med lidt mere GPS-udstyr.

De første par dage efter IRIS forlod Kap Verde var humøret rimeligt højt, men efterhånden som jeg glemte, hvordan det var at have fast grund under fødderne, begyndte jeg at tvivle på, om der overhovedet var noget i den retning, jeg bevægede mig på trods af en betryggende kortplotter med fast satellitforbindelse som fortalte, at der var under små 2300 sømil til målet. Columbus’ første tur over Atlanterhavet tog 71. Det fortæller meget om hans personlighed. Det kræver stor viljestyrke og mod at forsætte væk fra det kendte, når man kan se ens madreserver og vand svinde ind uden nogen forsikring om, at man nogensinde vil finde land derude i horisonten. Det har jeg stor respekt for.

Det der overraskede mig mest ved turen, var, hvor lidt tid jeg havde til reflektion eller rekreation, til trods for at jeg stort set ikke lavede noget som helst. Dagene gik med at kigge på den næste bølge, der ramte båden, spejde ud i horisonten efter de både der ikke var der og checke en vejrudsigt, der blev ved med at fortælle os, at vi sejlede ind i et vindhul på størrelse med det halve Europa.

På trods af de mange nattevagter, der afsluttedes med flotte solopgange, var vindhullet det, der gjorde det største indtryk på mig. De fleste kan forestille sig, hvordan det må være at være helt alene ude på havet, så langt øjet rækker – på godt og ondt, men hvad med den absolutte stilhed, der fulgte med vindhullet? Er det muligt at sætte sig ind i, hvordan det er at opholde sig i et miljø, hvor der ingen lyde er? Normalt kan man altid høre et eller andet. Noget der risler i buskadset eller blade der rasler i vinden, en bil der kommer kørende, lyden af stemmer eller noget uidentificerbart mekanisk. Men her var der intet. Ingen bølger mod båden, ingen fugle der sang, ingen autopilot eller motor der kørte. Bare stilhed. Og når jeg sagde noget forsvandt mine ord bare ud i tomheden. Det vil jeg sent glemme.

At sejle over Atlanten er hårdt. Jeg er stolt over at have gennemført det på en sikker måde med det bedste crew, admiral og kaptajn, men jeg ser frem til at kunne sove i en seng der ikke gynger, uden at skulle op på nattevagt mellem 12 til 4.

Niels out.