Vand på tværs

På vej mod Bonaire begyndte drænpumpen at pumpe vand ud. Første gang Kaare tømte kølsvinet helt for vand, gik der 6 trekvart time før drænpumpen gik i gang igen. Som tiden gik pumpede den mere og mere regelmæssigt. Det fik os til at indsamle data, som viste, at vandindtaget over dagene øgedes langsomt. Ved sidste måling registrerede vi 1-2 liter vand i timen. Vi hørte med andre ord jævnligt pumpen arbejde. Det var ikke rart, men omvendt var der heller ikke akut fare på færde.

Jagten på utætheden satte ind, da vi tømte kølsvinet første gang. Vi startede med at tjekke samtlige søventiler. Ingen af dem viste tegn på at være utætte. Intet vand var synligt omkring søventilerne. Tilsvarende var der ingen utætheder omkring tilslutningerne ved toiletterne og vandhanerne. Det var alt sammen meget mystisk. Et læk, der giver 1-2 liter vand i timen, kan ses, mærkes og det vil altid søge mod kølsvinet, men selv når vi mærkede efter hele vejen rundt i kanten ned til kølsvinet fandt vi ingen spor af vand. Det var ved at drive os til vanvid. Eneste mulige svar på spørgsmålet om, hvor vandet kom fra, måtte være en utæthed ved bundproppen nederst i kølsvinet. På sin vis var det godt, fordi det ‘kun’ krævede, at vi fik IRIS ud af vandet, skruet bundproppen ud, tømt kølsvinet for vand, tørret tingene ud, sat bundproppen i og sat IRIS tilbage i vandet. Omvendt var det også bare møgirriterende, fordi det er det sidste sted, man forventer en utæthed.

Vi kom til Kralendijk, Bonaire lørdag morgen klokken 3. Der i bugtens mørke var det vores opgave at finde en moringbøje. Jeg lyste vandet op foran IRIS med en meget kraftig lygte. Der mødte os et flot syn, da lyskeglen gled henover vandet. Først troede jeg det var et lykketræf, men siden fandt jeg ud af, at det var almindeligt. Hver gang lyskeglen blev flyttet fra et sted til et andet, sprang der flere hundrede små fisk ud af vandet, der alle glitterede i lyset fra lygten. Det var en meget speciel oplevelse, som gjorde arbejdet med at finde en moringbøje til noget særligt. Uden at lade os distrahere alt for meget af de små fisk lykkedes vi med at fortøjre IRIS. I et snuptag fik vi ryddet op og fundet køjerne. Det tog ikke mange splitsekunder, før vi sov tungt og fik et par velfortjente timer, inden sollyset vækkede os.

Da vi kom op, fik vi ordnet de sædvanlige praktikaliteter som at lade os indregistrere samt at få købt et SIM-kort. Søndag gik vi ud til værftet for at finde ud af, om stedet havde udstyr til at få IRIS ud af vandet. Det blev vi ikke meget klogere af. Dybest set opfattede vi weekenden som ventetid. Vores håb var afgjort, at Bonaires værft kunne hjælpe os. Såfremt svaret var negativt, måtte vi fortsætte videre til Curasao, uden at opleve det Bonaire er kendt for - dykning. Vi håbede, det bedste vi kunne, fordi vi virkelig havde set frem til at dykke på Bonaire, men svaret var negativt. IRIS stak for dybt i forhold til den trailer, de havde på værftet til at løfte bådene ud af vandet med. Der var ingen vej uden om. Vi skulle til Curasao. Efter at have talt med værftet på Bonaire mandag morgen fik Kaare samme formiddag arrangeret med værftet på Curasao, at de ville tage båden ud af vandet torsdag. Det var godt, men også brænd ærgerligt, fordi det betød, at vi kun havde halvanden dag til at opleve Bonaire - en halv mandag og hele tirsdagen.

Vi brugte tiden på at køre øen tynd på en 125 kubik Scooter. De kaldte det en MC. Det undlod vi at kommentere. I vores optik havde den ikke meget med MC at gøre, men fred være med det. Den kørte fint. Først sørgede vi for at få indkøbt marinefedt til ror, propel og akseltætning, samt en pumpe til at sprøjte det ind med, så vi kunne smøre disse vitale steder, når IRIS kom ud af vandet. Da de praktiske indkøb var overstået, brugte vi resten af mandagen på at køre en tur ud til den nordlige del af øen.

Vi havde fået fortalt, at Bonaire var en meget tør ø, men vi anede ikke, at den var så tør - knastør. Det overraskede os. Øens vegetation bestod i grove træk af kaktus og tornede buske. Kaktussene brugte de inde i byerne og nogen steder langs vejene som hæk. Det så specielt ud og gav mig associationer til Mexico. Alle de flotte palmer, blomstrende træer og buske, vi så inde i byen, var importeret til øen akkurat som øens æsler.

På vej tilbage fra Bonaires nordlige del til Kralendijk kørte vi langs østkysten. Da vi gjorde holdt, blev det endnu tydeligere, hvor tørt, råt og barsk stedet var. Lige der midt i det hele stod et æsel og kiggede på os i det næsten åbne landskab ud mod kysten. Den håbede sandsynligvis på, at vi havde gulerødder med til den. Så heldig skulle den nu ikke være. Historien om æslerne fik vi fortalt tidligere på ugen af lokale folk. Der findes mange vilde æsler på Bonaire. De blev oprindeligt brugt som trækdyr i saltproduktionen på øens sydlige del, der påbegyndtes helt tilbage i 1600-tallet. Efter moderniseringen af saltproduktionen blev æslerne sat fri. Det lyder smukt, men reelt udgør æslerne i dag en fare for trafikanterne, da de med jævne mellemrum står de forkerte steder. Øens beboere er delt i to lejre på spørgsmålet om, hvad de skal stille op med æslerne. Den ene halvdel betragter æslerne som en kulturarv, man skal værne om, mens den anden halvdel gerne ser, at man reducerer bestanden af æsler. Stædighed hos parterne gør, at sagen er gået i hårdknude. Vi nøjedes med at betragte æslet og i øvrigt køre udenom det. Det dyr vi allermest havde håbet på at se på den første køretur var flamingoerne.

Flamingoerne er øens stolthed og varemærke. Al seriøs merchandise afbilleder flamingoer på den ene eller anden måde. Selv i fortovet på hovedgaden i Kralendijk, har man for hver 10 meter lagt sten i et mønster, der ligner en flamingo. Det var lige før, byen var malet lyserød. Vi fandt en mindre flok flamingoer på vores køretur mod nord. Det var en stor oplevelse at se dem i det fri, også selvom de ikke var helt så tæt på, som vi kunne ønske os det. Men med Kaares paparazzi kamera kunne vi snildt få et godt billede af denne fugl med den meget iøjnefaldende farve. Næste dag, da vi kørte mod syd, så vi endnu flere flamingoer. Lykken var gjort.

Den sydlige del af øen var i modsætning til den nordlige del absolut flad og lå i kvote 0 til 2 over havets overflade. Vegetationen var mere spartansk sammenlignet med den nordlige del af øen, men den bestod fortsat af kaktus og tornede buske. Derude, midt i det trøstesløse landskab, lå der en lille perle for windsurfere. Det fangede vores interesse, da Kaare tidligere har dyrket windsurfingen. Så vi parkerede Scooteren, tog hjelmene af og gik ned ad Surfer Street ved Lac Bay. Stedet emmede af god energi. Den samme slags energi, som når man står på ski i fx alperne. Når windsurferne trængte til en pause, satte de deres udstyr ind i ‘stalden’ og gik en tur i caféen, baren, som var et yderst hyggeligt sted. Med friske forsyninger satte de sig til rette og kiggede ud over den azurblå bugt på de øvrige windsurfere, der susede frem og tilbage. Når kroppen havde restitueret tilstrækkeligt, tog de en tur mere. Alt dette kunne vi sidde og iagttage, mens vi selv fik en café latte og brownie i caféen efter vores hyggelige snak med David, en ældre herre fra Buffalo. Han manglede noget af sit højre ben, men windsurfede ikke desto mindre på 24. år ved Lac Bay. Det var meget inspirerende at møde ham, fordi han var et strålende eksempel på, at man et langt stykke hen ad vejen selv er herre over sit livs muligheder.

Næste stop var øens saltproduktionsområde, der lå et par fod over havets overflade, dækkede 13% af øen og dannede grundlag for en årlig produktion mellem 300.000-500.00 tons salt. Saltkrystallerne blev så store som yatzy-terninger. Ifølge bonaireseasalt.com anvendes deres salt til mange og meget forskellige ting - alt fra bordsalt til blødgøring af vand. Kaare og jeg kørte længe langs saltmarkerne indtil vi omsider nåede frem til porten ind til området. Der var ingen adgang for turister, men det gjorde ikke så meget, fordi vi kunne nemt se de store maskiner, som blev brugt til at høste, transportere, vaske og shippe saltet. Køretøjerne havde en størrelse, som de køretøjer amerikanerne bruger i deres agerbrug. For nogen år siden var vi i Minnesota, hvor vi besøgte en landmand. Han viste os stolt sine traktorer og lastbiler frem. Hjulene på traktorerne var så store, at jeg kunne stå inde i fælgen uden at røre dækket. Det grinede Kaare og jeg meget af. Uden for porten til Bonaire Sea Salt fandt vi en kasse med salt-prøver. Kaare tog lidt med hjem. Måske knuser han en dag disse store krystaller, så de bliver anvendelige i madlavningen. Det kunne da være sjovt.

Godt tilfredse over at have set Bonaire afleverede vi scooteren og gik tilbage til IRIS. Grundlæggende syntes vi godt om øen, der tydeligvis levede højt på krydstogtsgæsterne og dykkerturismen. Dykning fungerede anderledes end det vi var vant til. Nøglen til dykkerturismen på Bonaire var en dykkerguide, som beskrev de mange dykkersteder ud fra parametrene dybde, strøm, rev og fauna. Derudover viste dykkerguiden et kort over revet for det pågældende dyk. Med guiden i hånden kørte dykkerturisterne, der havde lejet en pick-up forud for dykkerferien, ud til de rev langs vestkysten, de ønskede at dykke på. Deres dykkerflasker lå på ladet, som var arrangeret til netop dette brug. På vores tur rundt på øen, så vi konsekvent dykkerne parkere deres pick-up med ladet vendt ud mod havet, så der var kortest vej fra bilen ud til vandet. Det gav god mening, fordi dykkerflasker er ubehageligt tunge at gå rundt med på ryggen. Fra vores gåtur om søndagen ud til værftet kunne Kaare og jeg iagttage, hvordan resorterne, vi gik forbi, sørgede for at hælde ny luft på flaskerne til deres gæster, når de kom retur. Det var alt sammen meget organiseret og det så ud som om, at det gav dykkerturisterne en god dykkerferie med spændende dykkeroplevelser. Måske vender vi en dag tilbage til Bonaire for at dykke. Hvem ved.

Slangen i Bonaires paradis var en gruppe mennesker, som totalt uhæmmet generede alt og alle med deres motorkøretøjer. De dyrkede en særlig sport, der gik ud på fra solnedgang til midnat at dreje gashåndtaget helt, som absolut helt i bund, samtidig med at de holdt koblingen inde. Der holdt de så gassen og koblingen, så gud og enhver kunne hører deres motorer hvine og knalde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og vi fandt det begge to ualmindeligt upassende. Vi forstod faktisk ikke, hvorfor de fik plads til at opføre sig så egoistisk og tåbeligt, indtil der var en lokal på Curasao, der fortalte os, at hollænderne de seneste 10 år har givet kriminelle, der har afsonet deres dom i Holland mulighed for at starte forfra på Bonaire. Ham vi talte med, som har kendt til øen, siden han var en lille dreng for mange, mange år siden, oplevede at denne disposition fra den hollandske regerings side, havde ødelagt den ellers så fredelige ø. Kaare og jeg håber for beboerne på Bonaire, at de må få styr på dette kedelige problem.

Onsdag morgen tog Kaare og jeg afsked med Bonaire for at få styr på vores problem med vandet, der kom på tværs af vores drøm om at dykke på Bonaire.