Yap - et klansamfund 

Det var med en forventningsfuld glæde, vi sejlede ind i bugten til Colonia på Yap. Staten markedsfører sig som stedet, hvor de ikke har turister, kun ‘visiting friends’. En ven er ifølge ordbogen “en person (…) man godt kan lide at være i selskab med”. Hvem vil ikke gerne besøg sådan et sted? Med tanke på den venlighed vi allerede havde mødt på Yaps ydre atol Woleai, var forventningerne derfor høje. Yapeserne på Yap var da også i al almindelighed venlige, men der var også en mislyd, en dissonans, som pressede sig på, når vi færdes rundt på øen. En dissonans som betød, at Kaare og jeg, stik mod intentionen, følte os mindre velkomne end forventet. Og hvorfor så det? Ja, det har Kaare og jeg faktisk selv brugt en del energi på at forstå. Det handler selvfølgelig om kultur. I dette rejsebrev bruger jeg den kulturelle dissonans, vi oplevede, som omdrejningspunkt for at forstå Yaps kultur mere i dybden og i sidste ende at reflektere over oplevelserne i lyset af dansk kultur. Også denne gang har jeg fundet et par gode kilder at trække på, samt talt med flere mennesker, som på hver deres måde har skærpet min forståelse for Yaps kultur.

Det hele startede i bunden af bugten ved Colonia på ankomstdagen, hvor vi mødte kaptajnen Greg på yachten Beach Fleas. Han var imod al sund fornuft på vej fra Filippinerne i vest til sit hjemland, USA, i øst sammen med en hyret gast. Hans kone, voksne datter og teenage søn, som befandt sig i USA, havde sejlet rundt i Fransk Polynesien, Indonesien og Filippinerne i syv år. Nu manglede familien bare at få båden hjem. Den tjans havde Greg påtaget sig, for han havde ikke som sin kone et akkurat behov for at arbejde. Da vi hørte, at han netop havde været i Palau, spurgte vi, hvad han syntes om stedet. Der havde været flot, forsikrede han, men mundvigen vendte alligevel nedad. Palau brillierede nemlig ved at være en ualmindelig vanvittig, dyr nation at tjekke ind i og være i. Med Galápagos i frisk erindring valgte Kaare og jeg derfor med tunge hjerter at droppe Palau, fordi det er ingen fornøjelse at besøge et land, hvor naturen bliver overskygget af et folk, der ser os som et ta’ selv pengetræ. Sådan startede vores ophold på Yap. En drøm blev knust. Så var vi godt i gang.

Vores første indtryk af Yap var godt. Havnefogeden samlede os op på kajen og kørte os 100 meter ned ad gaden til immigrationskontoret. Først tænkte jeg, det var lidt fjollet, men havnefogeden fortalte, at han få år tidligere havde været ramt af en blodprop. Den overlevede han, men bentøjets styrke og hovedets kognitive skarphed var tabt, dog ikke mere end at han fortsat kunne passe sit ukomplicerede arbejde. Vi lærte ham lidt at kende og bar gerne over med, at han gentog sig selv mange gange og at tingene tog tid. Den var nok aldrig gået i Danmark, hvor effektivitet er en stærk værdi, men sådan forholder det sig altså ikke på Yap. At havnefogeden fortsat havde sit arbejde, tror jeg imidlertid ikke kun handlede om, at lederne af Yaps administration viste samfundssind. Det handlede nok også om, at han tilhørte overklassen, men uanset hvad, var han en venlig mand og det satte vi stor pris på. Snart havde vi styr på papirerne og kunne tage hul på nye oplevelser i en ny og for os sidste mikronesiske stat. Omdrejningspunkterne for vores oplevelser blev øens Tamilyog Trail, Stone Money og dykning. Især dykning med Manta Rays stod højt på ønskelisten.

Colonia afspejlede, at Yap akkurat som de øvrige mikronesiske stater var under indflydelse af amerikansk kultur. De fleste gik klædt som i vesten og supermarkedet havde et fint sortiment af vestlige varer. Vi så også flere amerikanske soldater. De var udstationeret på øen for at hjælpe med at udbygge og vedligeholde dens marine- og bygningsanlæg. På O’Keefe Hotel talte jeg med den unge manager, som fortalte, at deres kultur ganske rigtigt var under afvikling. Inden alt for mange år, mente han, vil den være overtaget af amerikansk kultur. Ingen havde længere lyst til at arbejde ude i varmen. Mobiltelefonerne optog de fleste, mens kulturel viden gik tab med den ældre generations bortgang. Det var en af forklaringerne på, hvorfor The Mens Houses ude i landsbyerne forfaldt. Mændene havde ikke længere viden om, hvordan man reparerer husene. Udviklingen ærgrede ham, lod han mig forstå, mens han selv brugte det meste af dagen på at kigge ned i sin mobiltelefon, der bag skranken, men hvad var det for en kultur, der var ved at gå tabt? Det fik vi et første lille indblik i, da vi tog ud til Tamilyog Trail.

Tamilyog Trail er opkaldt efter den udkigspost, der ligger på toppen af Yaps højderyg mellem øens vestkyst og østkyst ud for Colonia. Der stod yapeserne vagt i gamle dage, da polynesierne fortsat bekrigede hinanden på tværs af øerne. Når der dukkede fjendtlige kanoer op i horisonten, løb vagtposterne ned ad stien til begge sider, for at advare folkene i landsbyerne. Det havde afgjort været en betydningsfuld sti. I dag indgik den i turistkontorets vifte af få seværdigheder, som besøgende som Kaare og jeg kunne tage ud at se - på egen hånd. Fra receptionen på ESA Hotel hyrede vi en taxa. Chaufføren hed Timothy og var fætter til hotellets manager. På køreturen ud til stien spurgte Kaare, der havde hørt fra Gregs gast, at man skulle gå rundt med en lille kvist i hånden, når man gik rundt på øen på egen hånd, hvad det var for noget. Venligt forklarede Timothy, at kvisten var tegn på, at vi kom med fred og respekterede deres kultur. Da vi nåede frem til stien, stod han ud af bilen, plukkede to små kviste og gav dem til os. Det skulle vise sig at blive noget bøvlet at rende rundt med den lille kvist. Jeg tabte den ustandseligt, fordi den ikke ville blive siddende i bukselomme, hvor jeg havde parkeret den og måtte derfor hele tiden plukke nye kviste for at opfylde Timothys anvisning. Men okay, skik følge eller land fly. Vi gjorde, som vi var blevet bedt om - næsten.

Vi fulgte først den smukke, mos belagte sti, der var glat som sæbe, ned til kysten, hvor landsbyen, Kanif, lå. På turen så vi, hvordan der gik et net af stier ud fra Tamilyog stien. Alle sammen belagt med sten og de fleste helt irgrønne, da de kun sjældent bliver brugt i dag. Oprindeligt tjente stierne dels til at forbinde kystens landsbyer med hinanden og dels til at organisere dyrkningen af jorden. Taroroden, som fortsat er deres primære fødekilde, skal stå i sumpet jord. På mange af de ydre atoller dyrker de Taroplanten i granathullerne fra anden verdenskrig, da bundforholdene der er helt perfekte. Langs Tamilyog stien havde de bygget damme, som fik tilført vand fra et net af vandingskanaler, der ledte regnvandet fra bjerget ind i dammene. Kaare og jeg nød gåturen ned til landsbyen Kanif. Det var et utroligt smukt sted, hvor vegetationen primært vekslede mellem taroplanten, der har blade så store, at man kan bruge dem som paraply, når det regner og betelnødpalmen, hvis stamme er snorlige og bliver cirka 10 meter høj. I Kanif forundredes vi for første gang over de berømte Stone Money, som stod over det hele.

Hver især kiggede vi os nysgerrigt omkring i umiddelbar nærhed af Tamilyog stilen. Alt var fint, lige indtil jeg mødte en kvinde. Den eneste person jeg overhovedet så i Kanif. Uden at hilse, spurgte hun som det første: “Where do you come from? The village!” Kvisten, som jeg rent faktisk havde i hånden på det tidspunkt, virkede ikke. Venligheden udeblev. Jeg skyndte mig at sige, at jeg kom fra stien, som jeg i øvrigt havde betalt for at gå på og at jeg ledte efter min mand. Ham kunne jeg finde længere oppe ad stien, sagde kvinden og gik sin vej. Ganske rigtigt, Kaare var gået lidt i forvejen. Da jeg efterfølgende tænkte over begivenheden, syntes jeg, det var et tankevækkende spørgsmål, hun havde stillet, fordi det var jo et lille vift med en vognstang om, at jeg var et sted, hun fandt upassende. Men hvorfor egentligt det? Jeg er jo ganske fredsommelig, for det meste da, og kunne umuligt genere hende eller nogen ved at gå 200 meter rundt i Kanif. Hvad gik den kulturelle dissonans ud på? Spørgsmålet pressede sig på, fordi vi oplevede flere tilsvarende begivenheder, som da en kvinde i en bil helt umotiveret stoppede op, rullede vinduet ned og uden videre sagde: “Remember to carry a twig as a sign of respect for our culture.” I min optik stemplede denne skik os som fremmede og påtvang os hele tiden at møde dem, yapeserne, ærbødigt - ikke med hatten i hånden, men med kvisten i hånden. Det hang ikke helt sammen med deres erklæring om, at de ser turister som ‘visiting friends’. Jeg synes i hvert fald ikke, det er en måde at behandle venner på.

The Stone Money, som vi forundredes over i Kanif, bærer på en spændende historie. For så mange år siden at ingen længere ved, hvor langt vi skal tilbage i tiden, fandt yapeserne på at sejle 250 sømil mod sydvest til Palau, hvor de med eller uden de lokales billigelse, med stort besvær huggede blokke af quartz-lignende sten fri af øens bjergmassiv, formgav dem, så de lignede en flad donut, anbragte de tons tunge sten på en rafte og trak raften med stenen hjem til Yap ved hjælp af flere kanoer - op imod strømmen, bølgerne og vinden. Det var helt igennem med livet som indsats, at yapeserne rejste ud efter, producerede og hjembragte The Stone Money, som kunne være alt mellem 4 centimeter til 4 meter i diameter. Deres værdi var imidlertid ikke alene fastsat ved deres størrelse. Udfordringerne og tabene af menneskeliv ved at bringe dem til Yap afgjorde i sidste ende værdien. Mindre Stone Money kunne altså godt have større værdi end større Stone Money. Når de meget tunge Stone Money nåede hele vejen i mål og ankom til Yap, blev de i bogstaveligste forstand sat i jorden, typisk ved The Mens House i den landsby, hvor de heltemodige mænd kom fra, og der blev de stående - også når de senere skiftede hænder. Deres værdi og ejerskab var kendt og det var nok. Yapesernes pengesystem var velfungerende da O’Keefe ankom til Yap i 1870’erne.

O’Keefe, en irsk amerikansk kaptajn, kom fra byen Savannah, i staten Georgia i USA, hvorfra han var flygtet over hals og hoved efter et slagsmål med en sømand, som måske, måske ikke havde været dødbringende. Da O’Keefe allerede uretmæssigt havde siddet 7 måneder i spjældet for en lignende hændelse, stak han af til søs. Skibet, han fik hyre på, forliste på Yap. O’Keefe, som blev samlet op i mangroven af de lokale, var eneste overlevende. Snart kom han sig. I bogen “His Majesty O’Keefe”, som jeg fik foræret i den lille hyggelige Lounge på O’Keefe Hotel med de store, dybe mørkebrune læderstole, kan man læse en detaljeret beskrivelse af, hvordan han først, akkurat som de tyske handelsfolk på øen, havde svært ved at handle copra med yapeserne. Det gad de ikke, fordi de manglede ikke noget. Frugten væltede ned fra træerne og fiskene sprang ud af vandet. Da skibet Oceania gjorde holdt ved Yap, påmønstrede O’Keefe og sejlede med til Hong Kong, hvor han indgik et partnerskab med en kineser, der havde et skib, han ikke selv kunne sejle. Som kaptajn på skibet afsøgte O’Keefe mulighederne for at udvinde ressourcer og gøre en god handel. Blandet andet opdagede han, at kineserne var vilde med forarbejdet søpølse. Efter nogen tid havde han på lidt forskellig vis tjent tilstrækkeligt til at kunne købe kineseren ud. Båden var nu hans alene.

For at gøre en lang og spændende historie kort, opdagede O’Keefe også, hvorfor yapeserne sejlede til Palau og hvad det indebar af risici for dem at hjembringe Stone Money. Hans viden om, at mennesket i al almindelighed eftertragter det, der er svært tilgængeligt, samt hans dybe forståelse for fænomenet Stone Money, kapitaliserede han ved, at lette yapesernes arbejde med at hente Stone Money til Yap i bytte for copra eller forarbejdet søpølse - begge dele var der rigeligt af på Yap. Han hjalp yapeserne ved at forsyne dem med værktøj, der gjorde det lettere for dem at bryde og forarbejde quartz-stenen og han transporterede de færdige Stone Money fra Palau hjem til Yap - til hans ø, Tarrang, vel at mærke, som lå lige ud for Colonia. Der blev de opbevaret, indtil yapeserne havde produceret den mængde copra og/eller forarbejdet søpølse, der var indgået aftale om på forhånd. Fx kostede en 60 cm Stone Money 35 sække copra eller 5 sække forarbejdet søpølse og en 360 cm Stone Money kostede 650 sække copra. Det blev en kæmpe succes, fordi yapeserne langt hellere producerede copra og forarbejdede søpølse i hjemlige omgivelser end at slide og slæbe, med risiko for at miste livet, når de producerede og hjemtog en Stone Money fra Palau til Yap. O’Keefe blev hovedrig. Aldrig havde yapeserne produceret så mange, store Stone Money på så kort tid. Den største Stone Money målte 4 meter i diameter, men havde selvfølgelig langt fra samme værdi som de gamle Stone Money. Dertil havde det været alt for let at sætte den på jorden. Efter cirka 30 år forsvandt O’Keefe imidlertid lige så pludseligt, som han var dukket op. Man mener, at han på ny led skibs brud uden denne gang at klare skærene. Kaldenavnet “His Majesty”, som markerer den heltestatus han opnåede på Yap, fik han, fordi han jog en amerikansk ‘blackbirder’, slavehandler på porten og derved reddede yapeserne fra den ulykkelige skæbne, det er at blive gjort til slave.

Den største Stone Money på land befandt sig på Rumung, den nordvestligste ø på Yap. I den lidt gamle guidebog, som vi havde overtaget af en venlig sjæl i Danmark, stod der, at folket på Rumung ikke ønskede besøg fra fremmede som os. Vi blev derfor positivt overrasket, da vi i forbindelse med vores forsøg på at booke en dykkertur til Kaare opdagede, at det ikke længere forholdt sig sådan.

Inden Corona havde der været 5 dykkercentre på Yap, men som med så meget andet var det ikke alle dykkercentre, der overlevede årene med Corona. Vi så flere bygninger i bugten ved Colonia, hvor det røde dykkerflag fortsat var at se, men der var ingen aktivitet længere. Bygningerne lå bare hen. Manta Ray Bay Hotel var, så vidt vi kunne se, den eneste tilbageværende udbyder af dykkerturer. Det troede vi i al fald i starten. Vi tog derfor til hotellet for at booke en dykkertur til Kaare.

Venlighed og god kundeservice var ikke noget folkene på Manta Ray Bay Hotel praktiserede. Det fandt Kaare snart ud af. To dage spildte han på hotellets dykkercenter, der efter eget hoved flere gange ændrede og omgjorde deres aftale med Kaare af hensyn til deres gæster på hotellet. Det lå så langt fra konceptet ‘visiting friends’, at Kaare skuffet lagde dykkercentrets bly tilbage, hvor det kom fra og pakkede sine ting sammen og gik. I forbindelse med at jeg var henne ved ESA Hotellet for at bestille taxachaufføren, Timothy til at køre mig en tur op til den nordlige del af øen, mens Kaare, troede vi, var ude at dykke, fortalte manageren mig, at der faktisk var et dykkercenter mere på Yap. Det lå lige rundt om hjørnet og var ejet af Su, en meget, meget lille, spinkel japansk kvinde, som klarede det hele selv. Hun stod bag disken, sørgede for alt det praktiske, arrangerede turer og var dykkerinstruktør. Der var ikke så meget pjat med hende. Det var ret befriende at møde en venlig og troværdig guide/dykkerinstruktør, så hende hyrede vi et par dage.

Den første dag, hvor jeg var med, fordi vi blandt andet skulle ud at snorkle, sejlede vi op til Rumung for at se Yaps største Stone Money. Vi gik i land ved The Mens House, som havde set bedre dage og ikke længere tjente sin oprindelige funktion, der havde været at lære de unge mænd op og træffe beslutninger, der vedrørte landsbyen. Mens vi stod foran huset fortalte Su, hvordan der i tidernes morgen havde siddet en ung kvinde foran The Mens House. Kvindens opgave var, på alle måder, at servicere de uerfarne unge mænd - sexuelt. Det var faktisk en meget stor ære for hende at blive udvalgt til at sidde der foran huset, hvor hun sad, indtil hun blev gravid, gift med en af mændene og en ny ung kvinde fra en nærliggende landsby overtog hendes plads efter på teatralsk vis at være blevet bortført og placeret foran huset - alt sammen ifølge aftale med den nye unge kvindes forældre og overhovedet fra deres landsby.

Efter at have delt historien om livet rundt om The Mens House med os, blev Su mere alvorlig. Først plukkede hun en lille kvist til hver af os. Vi genkendte den straks, men lod tålmodigt Su forklare os formålet med den - at vise, at vi kommer med fred og respekterer deres kultur. Vi var i træning og havde næsten lært at have styr på de små irriterende kviste. Det skulle nok gå, men Su gik skridtet videre. For ikke at virke truende, når vi kom gående hen ad stien, skulle vi gå på række - som små skolebørn, med den purunge lokale guide forrest og Su bagerst. Det var svært og dybt frustrerende, fordi vi ikke længere kunne bevæge os nysgerrigt, undersøgende rundt. Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke klarede øvelsen alt for godt, men jeg gjorde næsten mit bedste. Vi mødte ingen lokale på vores korte tur hen til de store Stone Money. Til gengæld var et ægtepar og deres store søn i gang med at høste betelnødder lige i nærheden. Su sendte den lokale guide i forvejen for at spørge om lov til at være der og se The Stone Money. Det måtte vi gerne. Manden fortsatte med at skære betelnødder ned med den kniv, han havde snøret fast for enden af en 8-10 meter lang bambusstang. Det så spændende ud. Respektfuldt spurgte jeg, om jeg måtte tage et billede. Su spurgte manden, som gerne ville fotograferes, men hun svarede mig, at jeg måtte tage et billede, men ikke af manden. Det var ren signalforvirring, men her fandt jeg det nemt at navigere og jeg fik et fint billede af manden, der næsten greb grenen med betelnødder, da den kom farende ned fra 8-10 meters højde.

Det var meget, meget mærkeligt at besøge et sted, der befandt sig i en tidslomme, hvor fortidige måder at afkode social adfærd fortsat havde betydning. Jeg er sikker på, at det i gamle dage gjorde en forskel om krigere fra fremmede klaner kom gående på række eller som en gruppe, men vores lille gruppe bar ingen spyd, buer eller pile - blot kameraer. Desuden kom vi med et smil og nysgerrige blikke. Det burde ikke være nødvendigt at følge den gamle skik, der gjaldt for fortidige krigere, men sådan så de altså ikke på det. Der vil nok gå nogen år endnu, før de er parate til at slippe denne skik. Hvad os angik, så udvidede oplevelsen vores indsigt i, hvor konservative yapeserne. Denne konservatisme fik jeg endnu større indsigt i på min køretur med taxachaufføren Timothy på dagen, hvor vi troede Kaare skulle ud at dykke.

Timothy, der var 35 år, viste sig at have en lidt overraskende baggrund. Trods hans ydmyg job som taxachauffør var han søn af en klanleder. Timothy havde både en ældre og yngre bror, men faren havde udset ham til at overtage pladsen som klanleder i nær fremtid. Det var Timothy ikke begejstret for, fordi som han sagde: “Det er alt for kompliceret og jeg er slet ikke sikker på, at jeg kan klare det.” Men den slags undvigemanøvre gjorde imidlertid ikke indtryk på hans far. Snart skulle Timothy overtage hans plads. Det krævede dog, at Timothy fandt sig en kvinde og hun skulle ifølge faren helst komme udefra. En yapesk kvinde var altså ikke god nok. Foreløbigt var Timothy single og han drømte om at rejse ud i verdenen for at finde sig en kvinde, men det hastede ikke.

Oplæringen i klanens rolle som en social, økonomisk og politisk/militær enhed fandt sted hver eneste aften ved aftensmaden, hvor Timothy og hans brødre i tavshed lyttede til deres far, mens de spiste. De samtalte ikke. De diskuterede ikke. De lyttede blot. Timothy forsøgte at forklare mig, hvordan hver by på Yap, med undtagelse af Colonia, hvor regeringen regerede, havde en klanleder, et Mens House for byens ældste over 45 år og et Young Mens House for byens mænd mellem 21 og 45 år. Klanlederen bestemte over alle i byen. Mændene i The Mens House lagde linjen for landsbyens udvikling, mens de unge mænd førte planerne ud i livet. I The Young Mens House traf de unge mænd beslutning om de praktiske forhold vedrørende opgaverne herunder fordeling af opgaverne. De unge mænd kunne kun give ordrer til nogen, der var yngre end dem selv. Ved interaktion med andre klaner, gjaldt der endnu et sæt regler. Det lød kompliceret og på et tidspunkt siger Timothy da også: “Jeg forstår ikke hvorfor samfundsstrukturen skal være så kompliceret.” “Det handler om magt” sagde jeg til ham. Det var en lidt ny tanke for ham, hvilket jeg fandt interessant, fordi hvordan kan en kommende klanleder ikke vide, at det alt sammen handler om magt og konservering af magten? Måske var han alligevel for blød om hjertet til at være klanleder.

Timothy hørte afgjort til overklassen også selvom han ydmygt kørte rundt på øen som taxachauffør. Der var ikke nogen tvivl om, at jobbet gav ham værdifuld indsigt - i lyset af hans kommende position som klanleder, men jeg er ikke sikker på, hvor stor forståelse han udviklede for konsekvenserne af de stærke klasseskel, der også prægede Yap. Måske husker du Andrew, som vi mødte på Yaps ydre atol Woleai. Andrew var hjemme på fødeøen i forbindelse med en bisættelse af et familiemedlem. Selv boede han på Yap, hvor han var flyttet til for mange år siden. Andrew opfattede ikke yapeserne som et venligt folk. Som tilflytter fra en ydre atol, blev han nemlig betragtet som underklasse. Det pinte ham, men som han sagde: “Man gjorde bedst i ikke at vise sin utilfredshed, da de ellers ville komme efter en”. Kaare og jeg havde lidt svært ved at tro, at det forholdt sig helt så slemt, som han gav udtryk for, men efter at have talt med hollænderen, Onno vidste vi, at Andrew talte sandt.

Onno ledte og fordelte arbejdet med at sætte øens landingsbane i stand. Nogen af arbejdsfolkene kom fra de ydre atoller. De arbejdede hårdt og godt, så Onno ønskede at forfremme enkelte af dem. Det modsatte de sig, fordi som de sagde: “Hvis du forfremmer mig, skal jeg samarbejde med og give ordre til folk fra middelklassen og de vil ikke lytte til mig.” Konsekvensen af den dårlige behandling af underklassens folk var ifølge Onno, at de stærkeste af dem rejste væk til lande, hvor de rent faktisk kunne arbejde sig op gennem systemet. Denne skævhed og kilde til uro skulle Timothy altså også kunne håndtere. Han nævnede ikke direkte uroen på tværs af klasseskel, men han adresserede udfordringerne ved at mægle mellem folk inden for klanen, der var røget i totterne på hinanden. Tanken om den opgave fyldte ham med bekymring. Alt dette og meget mere sad vi og snakkede om på køreturen til og fra Yaps nordøstligste kyst.

Da jeg ikke kendte kyststrækningen på den nordøstlige side af Yap, som jeg ønskede at se, spurgte jeg Timothy, inden vi kørte afsted, om det gav mening, at han kørte mig ud til stedet, satte mig af og kom tilbage et par timer senere for at samle mig op. “Uhhhh” sagde han. Han ville klart foretrække, at han blev sammen med mig eller rettere, at jeg blev sammen med ham, fordi hverken han eller jeg kunne sådan uden videre gå frit rundt i den landsby, der lå på kyststrækningen. Vi var nødt til at spørge om lov til at opholde os i området og det var han den bedste til at gøre. Alle respekterede hans efternavn. Selvom jeg havde håbet på, at han ville indvillige i mit forslag, vidste jeg godt, at det nok ikke lod sig gøre, derfor var jeg heller ikke overrasket over hans svar. Det betød som sagt, at han og jeg tilbragte et par timer sammen i den lille Toyota, der langt fra egnede sig til at køre ud af de meget hullede grusveje.

Efter at have kørt i tre kvarter nåede vi omsider frem. Der var helt mennesketomt, men Timothy insisterede på, at vi ikke kunne stige ud af bilen, før vi havde fået grønt lys fra en lokal. Lidt heldigt kom en mand slentrende ned ad vejen, der gik langs kysten. Efter en længere snak gennem det nedrullede vindue smilede begge parter, Timothy satte i gear og kørte hen til en privat grund, hvor han havde fået oplyst, at vi kunne holde. Det var en sommerhusgrund med en faldefærdig hytte. Ejeren var flyttet til USA og havde ikke været hjemme længe. Endelig, tænkte jeg. Endelig kunne jeg gå en tur langs stranden og se, hvad der fandtes der. Men ak, der havde jeg gjort regning uden vært, fordi efter blot 5 minutters frikvarter kom Timothy gående hen til mig. Han havde et akut behov for at holde mig i kort snor, da han tilsyneladende følte at jeg overskred flere usynlige grænser. Hvilke fandt jeg aldrig ud af. Og sådan blev det. Med kvisten i hånden og behørigt mandsopdækket vandrede vi 100 meter den ene vej op ad stranden og 100 meter den anden vej ned ad stranden. Det var dybt frustrerende og kedeligt, så efter denne korte og uinteressante tur bad jeg om at blive kørt tilbage til Colonia. Men turen havde ikke været forgæves takket være den spændende samtale med Timothy.

Sammenfattende blev Kaare og jeg på vores turer rundt på Yap konfronteret med kravet om: at holde en kvist i hånden som tegn på, at vi kom med fred og respekterede deres kultur, at gå på række for ikke at virke truende og at bede om lov til at gå rundt i de landsbyer, vi lagde vejen forbi. Vi følte os i den grad hæmmet i vores bevægelsesfrihed og det af grunde vi ikke helt forstod. På Galápagos, hvor vi også følte os hæmmet i vores muligheder for at bevæge os frit rundt, skyldtes det hensynet til dyrelivet. Det kunne vi forholde os til. På Yap var det normerne for menneskelig adfærd, der var på spil. Normer som virkede uendeligt fremmede på os, der er vant til at kunne gå frit omkring på vejene, i byerne, i skovene og på strandene i Danmark. Forskellen, har Kaare og jeg siden talt om, måtte ligge i, at hovedparten af alle veje, skove og strande i Danmark er ejet af staten og gjort offentligt tilgængelige. Det har jeg aldrig skænket den store betydning, fordi hvordan kan det overhovedet være anderledes. Men oplevelsen på Yap har fået mig til at tænke på, hvor fattigt livet i Danmark ville være, hvis vejene, skovene og strandene var på private hænder. Det vil for eksempel forhindre mig i at gå en tur i den danske bøgeskov, tidligt på foråret, når skovbunden var dækket af et hvidt tæppe anemoner, mens de første svage lysegrønne knopper på de store flotte bøgetræer gjorde klar til at folde sig ud. Jeg ville heller ikke kunne stikke storetåen i det alt for kolde vand på Nordsjællands kyst ved Liseleje en varm sommerdag og gyse ved tanken om, hvordan jeg skulle få resten af kroppen under vandet. Ja, sæt selv flere billeder på alt det du ikke ville kunne. Men hvorfor er det anderledes på Yap?

Yap er godt nok et demokrati, præget af amerikansk livsstil, men det er først og fremmest et klansamfund. Ganske vist sidder der ikke længere unge kvinder foran The Mens House og servicere de unge mænd og klanerne bekriger heller ikke længere hinanden, sådan som det var tilfældet inden tyskerne satte en stopper for det, men Yap er fortsat stærkt præget af klansamfundets sociale struktur. På everyculture.com indleder de teksten om Yap på denne måde: “Yapese say the land is chief. It is their primary focus on land that organizes the social and political aspects of Yapese life.” Når jeg læser det, forstår jeg bedre alle de krav vi blev mødt med, når vi bevægede os rundt på Yap. Yapeserne opfattede ganske enkelt fortsat, at vi krydsede ind over deres territorium, når vi gik rundt i deres landsbyer eller ud langs stranden. I gamle dage var det forbundet med straf at overskride deres territorium. Vi kunne nøjes med at holde en kvist i hånden. Men at de fortsat tog det meget alvorligt, fik vi i den grad vished for, da vi clearede ud. Mens vi ventede på tolderne, hyggesnakkede vi med den unge immigrationsmand og fortalte, at vi havde kørt rundt på øen under vores ophold. Han spurgte prompte: “Who gav you permission?”. For at afværge en katastrofe skyndte jeg mig at blande vores oplevelser lidt sammen og sagde, at vi havde kørt med en taxichauffør, der havde familie i de byer vi besøgte. Det var en lille men formildende løgn.

Det har været en stærk oplevelse at besøge et land, der så ihærdigt forsøger at fastholde deres forældede klansamfund, især når man som os kommer fra en kultur, hvor rend mig i traditionerne næsten er den stærkeste tradition - lige bortset fra julen.

Besøget har afgjort kastet lys over forhold i Danmark, som vi hidtil har taget for givet uden helt at værdsætte det. Nu ved vi, hvor værdifuldt det er at bo i et land, hvor vi har fri adgang til det meste. Det er yderst berigende og afslappende, vel og mærke så længe vi færdes respektfuldt i det offentlige rum og tager hensyn til hinanden. Sådan er det desværre langt fra altid, men det burde være sådan. Her kunne vi lære noget af yapeserne.