I venteposition på Phuket

Vi ankom meget trætte, men glade til Phuket den 1. marts klokken 16.30. Det var et øjeblik, vi havde set frem til i lang tid. Særligt for mit vedkommende havde de sidste par måneders rejse handlet om at være på vej til Phuket. Det lyder måske fjollet, især fordi vi har haft mange gode og spændende oplevelser i Filippinerne, samt på turen fra Filippinerne til Phuket, men når behovet for at komme hjem melder sig på banen, fylder det. Jeg gjorde mit bedste for at bevare min nysgerrighed på alt det fremmede, og det lykkedes da også rimeligt godt. Ikke desto mindre var det en lettelse at være nået i mål - eller skulle jeg snarere sige delmål, fordi der lå fortsat mange opgaver foran os, inden vi kunne flyve hjem. Vi skulle have styr på vores opholdstilladelse, IRIS’s toldpapirer og lægge en plan for vores ophold i Thailand. Opgaver som alle var under indflydelse af tidspunktet for læsning af IRIS på Sevenstars skib, der ikke lå mere fast, end at det ifølge kontrakten kunne finde sted mellem 15. marts til 5. april - troede vi. I modsætning til hvad vi havde været vant til, ville planen for tiden i Phuket være uvant svævende. Præcis hvordan vi lykkes med at håndtere opgaverne og forvalte vores tid, kan du læse om i dette rejsebrev.

Forholdsvis hurtigt efter vores ankomst til Chalong Bay ud for Phuket den 1. marts fik vi sat gummibåden i vandet og sejlede ind til havnen. Vores ærinde med turen var det sædvanlige - at hæve penge og købe et SIM-kort, så vi igen kunne komme i kontakt med omverdenen. Begge dele fandt vi i Village Market, et indkøbscenter, som vi havde fået anbefalet af et hollandsk ægtepar, vi mødte ganske kort på havnen. Med det nye SIM-kort i telefonen fik Kaare downloadet sin mail. Vi var spændte på, om der var nyt fra vores agent Chris om afgangstidspunktet for IRIS. Det var der - til den kedelige side. Datoen var ændret i forhold til sidste udmelding. Nu hed det sig, at hun skulle lastes mellem den 31. marts til 3. april. Det var rart at vide besked, men den nye tidsplan gav os problemer, fordi vores visum, som kun gjaldt i 30 dage, ville udløbe den 1. april uden mulighed for forlængelse. Sådan var reglerne i Thailand - forstod vi. Den kamp vi havde kæmpet i Malacca Strædet for at ankomme en dag senere til Phuket, så vi ikke behøvede at forlænge vores visum, havde altså været forgæves, men det var selvfølgelig ikke til at vide, da kampen stod på. Vi sendte straks en besked til Chris om, at vi var ankommet til Phuket og snart havde vi en aftale om at mødes to dage senere.

Næste skridt var at tjekke ind i Thailand og i den forbindelse prøve at finde ud af, om vi på nogen måde kunne forlænge vores visum med nye 30 dage uden at skulle bruge tid og penge på først at tjekke ud af Thailand, for dernæst at sejle til Langkawi i Malaysia, tjekke ind i Malaysia, for til sidst at tjekke ud igen, returnere til Thailand og på ny tjekke ind i landet. Jeg var i den grad klar til at afsøge mulighederne for en anden vej frem, da jeg ærlig talt ikke orkede at skulle sejle tur/retur til Langkawi - en tur på cirka 150 sømil hver vej.

Normalt tjekker vi ind på ankomstdagen, men vi var bevidst kommet efter myndighedernes lukketid, så vi skulle først tjekke ind næste dag. Vi stod nogenlunde tidligt op, også selvom det var svært, da boblerne fra gårsdagens fejring af vores ankomst til Phuket fortsat sad lidt kroppen. Aldrig har bobler smagt så godt, som da vi små 27.000 sømil hjemmefra sad i halvmørket, i hvert vores hjørne af agterdækket på IRIS og tømte champagneflasken med største fornøjelse. Men opgaven kaldte, så vi sejlede ind til havnen, hvor vi lagde vejen forbi de sædvanlige kontorer - havne-, immigrations- og toldkontoret. Det var på immigrationskontoret, vi skulle finde en løsning på problemet med vores visum.

Manden bag skranken var venlig. Vi viste mailen fra Sevenstar og forelagde ham vores situation. Han kunne godt se, at vi havde et problem. For at demonstrere at vi forstod de thailandske immigrationsregler, ridsede Kaare dem op. Manden nikkede ivrigt og gav Kaare ret i, at vi kun kunne forlænge vores visum ved at sejle ud af landet og komme tilbage igen. Han forstod ikke et vink med en vognstang om, at vi bad ham om at anvise en anden løsning. Sådan lidt i det små begyndte jeg at blande mig i samtalen. Mit ærinde var, at han skulle prøve at forstå os - ikke omvendt. På en eller anden måde lykkedes det, fordi til sidst kom han i tanke om, at crew-listens passagere, hvilket gjaldt mig, godt kunne forlænge deres visum med 30 dage. Det gjaldt imidlertid ikke kaptajnen. Løsningen blev derfor, at konvertere Kaares status af kaptajn til passager - endda helt gratis. Derpå stemplede han vores pas, så det fremgik, at vi havde retten til at forlænge vores visum. Vi skulle blot tage ind til immigrationsmyndighedens hovedkontor i Phuket by - tidligst 9 dage inden vores visum udløb. Større var problemet altså ikke. Vi slap for sejlturen til Langkawi i Malaysia. Gud ske tak og lov.

Næste dag mødte vi Chris i Phuket Yacht Club som aftalt. Det blev et fint møde, hvor Kaare og jeg fik afklaret de forhold vedrørende lastningen af IRIS, som vi var i tvivl om. Vigtigst af alt erfarede vi lidt overraskende, at vi skulle hyre agenter til at få styr på IRIS’s toldpapirer i såvel Thailand som i England. Ja, Sevenstar havde ændret destinationen fra Holland til England, helt specifikt Southampton, men fred være med det. Det generede os ikke. I forhold til håndteringen af toldpapirerne i Thailand pegede Chris på Mrs. Porntip som en mulig agent, men han fremhævede, at vi skulle være lidt over hende, da processen ellers godt kunne trække ud. Det var det sidste, vi havde lyst til - en langsommelig proces, fordi det ville spilde vores tid. Med god erfaring i, hvordan den slags situationer skal håndteres, fik vi ganske behændigt papirarbejdet på plads i løbet af fire dage. Det betød, at hun kunne behandle toldpapirerne på vores vegne. Det var vi godt tilfredse med. Med alle de praktiske ting på plads omkring vores opholdstilladelse og hjemsendelse af IRIS, en lille uge inde i marts måned, var tiden kommet til at finde ud af, hvad vi skulle få tiden til at gå med.

I første omgang fordrev vi tiden med at se den nybyggede Buddha-statue, som var 45 meter høj og sad og skuede ud over Chalong bugten, samt at dykke/snorkle i et par dage. Først en tur til Phi Phi Island. Efter dykkerturene valgte vi at sejle lidt rundt i området. Da lysten til at sejle var ikke voldsom stor for mit vedkommende, vi nøjedes med at sejle korte distancer. Den første tur gik om til Kata Beach på Phukets vestkyst. Der skulle ifølge en anden, lidt overraskende, dansk langturssejler, som havde opholdt sig i området i et års tid, være så dejligt. Han var begejstret for at sejle fra strand til strand, kaste anker, spise god mad på en af de utallige restauranter - i en evighed. Det var kun den begrænsede opholdstilladelse, der med jævne mellemrum tvang ham til at sejle en tur til Langkawi i Malaysia. Efter en dag ud for Kata Beach havde Kaare og jeg imidlertid fået nok. Det gav absolut ingen mening for os at ligge midt i støjen af vandscootere, der ræsede forbi os i et væk hele dagen, eller at gå rundt inde i den særdeles turistede by.

Phuket har selvfølgelig i mange år været kendt for at være et turistmekka. Så det var ikke nyt for os, men stedet havde forandret sig på særligt et punkt. Akkurat som i alle andre lande måtte Thailand kæmpe for at få turistindustrien på rette køl igen efter COVID-19. Midlet til at booste turismen blev at udvide russernes turistvisum fra 30 til 90 dage. Vi andre måtte som bekendt nøjes med 30 dage. Det havde russerne taget godt imod. Ifølge News besøgte intet mindre end 500.000 russere Phuket i 2023, hvoraf 9.000 ansøgte om og fik et visum, der gav dem ret til at slå sig ned i landet. Thailand er i dag, sammen med Venezuela, blevet russernes nye åndehuller. Russerne kan nemlig godt mærke kulden fra Schengen-landene, som i 2022 enedes om at suspendere visumlempelsesaftalen, indgået med Rusland i 2007, med det ene formål igen at gøre det dyrt og besværligt for dem at få visum til området.

Kaare og jeg, som fejlagtigt troede, at russerne helt var blevet forhindret i at rejse ud, blev noget overrasket og provokeret, da vi så de mange russere i Phuket. De tog sig tydeligvis en slapper fra Ruslands krig mod Ukraine, som Vladimir Putin startede helt tilbage i 2014, da han annekterede Krim-halvøen i Den Russiske Føderation - en måned efter han havde holdt sin åbningstale ved Vinter-OL i Sotji. Jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan hans sceneskift den gang chokerede mig. Nu var vi havnet et sted, hvor russerne ikke kun kommer på badeferie, men også slår sig ned og skaber sig en levevej ved at servicere deres landsmænd med alt fra overnatning, kørsel, mad, tøj, underholdning og wellness. Det har tre kedelige konsekvenser for thailænderne. Russerne tager deres arbejde. Det gavner ikke den lokale økonomi, og priserne på ejendomsmarkedet stiger mere end normalt. Alt imens bliver Ukraine most til ukendelighed og må have hjælp fra Nato-landene, der balancerer på en knivsæg for at undgå en verdenskrig. Det er svært at smile og udvise venlighed over for russerne i Phuket. Måske blegner thailænderens smil også med tiden. Noget tyder på, at de har forregnet sig.

Efter et par uger i Phuket nåede Kaare og jeg frem til, at vi havde brug for et sceneskift. Et af de helt store. Vi besluttede at tage til Cambodia for at besøge vores ven Bo, som glædede sig til vores besøg. Med IRIS parkeret i Ao Po Grande Marina tog vi den 13. marts ud på en tre uger lang rundrejse – Bangkok, Phnom Penh, Siem Reap, Bangkok, Chiang Mai og Phuket. Hvordan turen til Cambodia gik, kan du læse om i det næste rejsebrev.

Hvad afhentningen af IRIS angår ser det aktuelt ud til, at det tidligst bliver den 23. april. Frustrationen over de evige udsættelser er til at tage at føle på. Øv, øv, øv …