Kuling - det Caribiske Hav

Passatvinden, der går hele den lange vej fra Afrika til Sydamerika er stærkest i januar og februar måned. Det er derfor, langt de fleste sejlere påbegynder sejladsen over Atlanterhavet i medio november måned, akkurat som os. Så undgår man at stresse besætningen og båden. I dag er det den 18. februar og i morgen tidlig kan vi sætte vores fødder på Panamas jord efter fem dages stressende sejlads hen over det caribiske hav.

Det caribiske hav adskiller sig fra Atlanterhavet på et væsentligt punkt, når turen går fra de hollandske antiller ud for den venezuelanske nordkyst ned til Panama. På denne passage skal man forbi Sydamerikas nordligste punkt med dets store bjerge, der får vinden til at accelere. Kaare og jeg har prøvet, hvad det vil sige at sejle gennem en accelerationszone. Det prøvede vi på sejladsen mellem Gomera og Tenerife. Det gælder om at få rebet sejlene, så man ikke ligger fladt hen ad vandet. Bådens krængning skal ligge lige omkring de 20 grader. Krænger båden mere end det, har man for meget sejl på. Accelerationszonerne ved de canariske øer er ikke rare at sejle i, men da der ikke er så langt mellem øerne, er det forholdsvis hurtigt overstået. Sådan forholder det sig imidlertid ikke med accelerationszonen ud for Colombia. Den tager et par dage at sejle igennem, hvilket gør den til en mere alvorlig sag at sejle ind i. Man skal tænke sig om. Regel nummer et er, at man bliver hjemme, hvis middelvinden ligger over 15 sekundmeter. Det havde Kaare læst i litteraturen.

Da vi lå i Curacao Marina studerede Kaare jævnligt vejrudsigten. Han ledte efter et vejrvindue, hvor middelvinden i accelerationszonen lå under de 15 sekundmeter, når vi passerede den. Mandag var et godt tidspunkt at tage afsted, da vi ville have 8 til 10 sekundmeter mandag og tirsdag. Når vi nåede frem til accelerationszonen onsdag morgen vil vinden stige til 12 til 14 sekundmeter med stød op til 20 sekundmeter, bølger på 4 meter med 8 sekunders mellemrum. Torsdag over middag ville vinden falde igen i takt med, at vi bevægede os ud af accelerationszonen. Disse forhold kunne vi godt håndtere. Genoaen blev skiftet ud med foken. Gummibåden blev lagt ud på fordækket. Slingrekøjen blev sat op. Jeg fandt maden frem fra depotet, så det lå klar. Kaare tilberedte aftensmad, som blev frosset ned og jeg bagte en chokoladekage. Vi var klar til hårdt vejr.

Sejladsen frem til onsdag morgen var fin. Vi sejlede wing-on-wing med et reb i storsejlet. Foken stod til vores overraskelse bedre end genoaen ved denne sejlføring. Det var en positiv oplevelse. IRIS skød en upåklagelig fart gennem vandet på 7 knob. Da der samtidig var en meget stærk medstrøm på 2-3 knob gik det stærkt. Tirsdag tilbagelagde vi 184 sømil - 60 sømil mere end normalt. Det var svært at få armene ned.

Onsdag morgen da jeg kom op fra kahytten, kunne jeg tydeligt mærke, at vinden havde taget til, samt tydeligt se, at bølgerne var blevet større. Aftenen før havde vi rebet storsejlet yderligere en gang, så det var rebet to gange. Nu var det tid til at rulle det helt ind. Kaare forklarede mig stille og roligt, hvad vi skulle gøre. Først skulle vi rulle foken ind. Dernæst skulle jeg ud på dækket og rulle storsejlet ind. Jeg var ikke voldsomt begejstret, men hankede op i mig selv, fik livlinen monteret i redningsvesten, koblet den til jacklinen og kravlet ud og hen til masten, hvor det gjaldt om at holde balancen. Kluddermor havde jeg parkeret i cockpittet, så jeg fik uden problemer sat håndtaget i spillet på masten og rullet storsejlet helt ind, da Kaare gik op i vinden og tog trykket ud af storsejlet. Snart sad jeg igen i cockpittet - nu med et tilfreds smil. Det sidste, vi manglede at klare, var at rulle foken ud igen. Så var vi fit for fight. Vinden kunne bare komme an. Kaare fortalte mig, at det var et meget bevidst valg, at vi sejlede med foken og ikke storsejlet. Dels kunne vi rebe foken fra cockpittet imodsætning til storsejlet. Dels havde det meget stor betydning for IRIS’s manøvreduelighed i bølgerne, at trækket lå i stævnen og ikke midtskibs. IRIS skulle kunne nå at rette sig op på den korte tid, der var mellem hver bølge, når hun gled sidelæns ned ad bølgerne. Det ville hun ikke kunne med storsejlet. Jeg oplevede kun en enkelt gang, at IRIS ikke nåede at rette sig op inden næste bølge. Konsekvensen var at hun gled sidelæns ned hele vejen fra toppen af bølgen. Det gik godt. Overraskende godt, men jeg var glad for, at det kun skete denne ene gang, fordi så sjovt var det heller ikke.

Onsdag og torsdag fik vi vores livs oplevelse ude på havet. Kaare var anspændt. Jeg kunne se det på ham, også selvom han forsøgte ikke at lade sig mærke med det. Først på bagkanten af de to dage kunne han sætte ord på, hvad det var, der havde trykket ham. Det var to ting. For det første havde det været meget diset, da luften var fortættet af de mange vandpartikler, vinden havde pisket op. Disen var et tegn på, at vindstyrken nærmede sig stormstyrke. For det andet var der de 50-100 meter brede bølger på 4 meter, der hvert 8 sekund kom rullende hen mod og ind under IRIS. De nærmede sig en størrelse, hvor de kunne knække ind over IRIS, inden hun nåede toppen af bølgerne. Det havde virkeligt været skidt. Der var med andre ord gang i havet og det var på kanten af det Kaare brød sig om. Jeg oplevede det på en lidt anden måde. Akkurat som Kaare var jeg også i starten lidt bekymret for, om bølgerne skulle bryde ind over IRIS, men da der ikke skete noget, holdt jeg op med at tænke mere over det. Jeg var først og fremmest optaget af bølgernes størrelse, som var overvældende, når vi befandt os i en bølgedal og kiggede op ad den næste bølge, der mest af alt lignede en mur af vand. For mig var det et under, hver eneste gang IRIS ubesværet nåede op på toppen af en bølge. Bølgerne ramte os lidt forskelligt lige inden toppen. Når de ramte os rent ind bagfra, gled IRIS lige ned ad bølgen uden stort set at krænge. Ramte de derimod IRIS skævt ind på siden, blev hun skubbet sidelæns ned ad bølgen med stor krængning, mens foken arbejdede på at få hende på rette kurs igen. Uanset hvordan bølgen ramte os, havde vi fra toppen af bølgen en fantastik udsigt ud over havet og den næste bølge der fulgte. Da vinden var stærkest, kunne jeg se fra toppen af bølgerne, hvordan vandet føg ned over dem, fuldstændig på samme måde, som når sne fyger hen over landskabet under kraftig vind. Denne del af sejladsen gjorde afgjort størst indtryk på mig. Det var lidt som at få en meget lang tur i den gamle rutchebane i Tivoli.

Natten mellem onsdag og torsdag var en prøvelse i at bevare roen. Månen brillierede desværre ved sit fravær, så natten var kulsort og vi kunne ingenting se. Når alt er sort omkring dig forstærkes de øvrige sanser. Man bliver endnu mere sensitiv over for vindens susen, bølgernes buldren, sejlets træk i båden og bådens bevægelser. Heldigvis havde vi 12 timers erfaring med, at IRIS klarede sig godt i det hårde vejr, når bare vi sørgede for at holde den rette kurs i forhold til vindens retning. Men 6 timer er rigtigt lang tid at sidde helt alene i den mørke nat med sine følelser uden på tøjet og holde øje med informationerne på instrumenterne - vindhastighed, -retning, -spring, bådens kurs og andre både. Sudoku blev min redning. Med pandelappen tændt kunne jeg se skriften på papiret og løse den ene sudoku efter den anden alt imens jeg holdt fast, hvor jeg kunne og stemte imod med benene, hvor det lige passede, så jeg ikke røg på hovedet ned i den anden side af båden, når bølgerne fik IRIS til at krænge pludseligt og voldsomt. Det afledte min opmærksomhed fra den grænseoverskridende sejlads, så jeg ikke blev urolig. En gang imellem løftede jeg blikket for at tjekke informationerne på instrumenterne. Det var interessant at opleve, hvordan jeg var i stand til at placere mig selv i en osteklokke, mens vejret rasede omkring mig. Man kan roligt sige, at jeg effektivt brugte afledningsmanøvren som strategi til at klare den følelsesmæssige svære situation.

Fredag kunne vi mærke, at vinden løjede af, men det tog lang tid før vindhastigheden kom helt ned omkring de 9-10 sekundmeter. Dagen føltes lang. Det blev forstærket af, at vi gjorde alt hvad vi kunne for at trække farten ud af IRIS. Normalt ville vi have sat mere sejl på i takt med at vindstyrken faldt, men ankomsttidspunkt ifølge kortplotteren stod til at være klokken 3 om morgenen. Det var et virkeligt skidt tidspunkt. Når man sejler i et fremmed og meget trafikerede områder som ind- og udsejlingen til Panamakanalen, er det afgjort rarest med dagslys, når man skal navigere mellem de store både. Derudover ville der heller ikke være nogen i havnen til at tage imod os. Det komplicerede ankomsten yderligere. Vi fortsatte derfor med at sejle for rebet fok og det lykkedes os at holde en gennemsnitlig fart på lidt over 5 knob i 10 sekundmeter medvind. Det var alle anstrengelserne værd, fordi vi ankom ved daggry og var i havn klokken 8. Havnens folk, der tog pænt imod os, fortalte, at de var blevet overrasket over vores ankomst. Vinden var i deres optik særlig slem, derfor havde de ikke forventet at skulle tage imod nogen både den dag. Det satte vores tur i perspektiv. Vi syntes faktisk heller ikke det havde være nogen helt nem tur, så vi var godt tilfredse med, at det var gået så fint. Vi mistede kun et spilhåndtag en af de første dage, da vinden et splitsekund fik fat i den forkerte side af storsejlet. Storsejlsskødet, der blev slapt, viklede sig rundt om spilhåndtaget og rev det løs, da preventeren - lidt sent - forhindrede en bomning og i stedet tvang bommen tilbage på den halse, hvor den kom fra. Det var selvfølgelig ærgerligt, men samtidig også billigt sluppet. En ukontrolleret bomning kan føre mange grimme ting med sig.

Vi havde grund til at være tilfredse med vores netop overståede sejlads, hvor vi tilbagelagde 780 sømil på lige knapt 5 dage. Det gav vi hinanden en High-Five på og markerede dermed samtidigt begyndelsen på næste spændende eventyr - papirarbejdet i Panama og et besøg til San Blas øerne om alt går vel.