Passage til Galapagos

Livet er fuldt af højdepunkter. Vores rejse med IRIS den halve vej rundt om jorden er afgjort et af dem, men selv på en rejse som den, hvor hver dag byder på nye oplevelser, skiller Galapagos sig ud som det helt store højdepunkt midt i højdepunktet. Vi glæder os utroligt meget til at opleve Galapagos’ dyreliv på de tre øer San Cristobal, Santa Cruz og Isabela, hvor vi skal være i en hel måned. De første 14 dage sammen med vores søn Niels, hans kæreste Helene og Helenes bror Jeppe. Resten af tiden alene.

I en svunden tid kunne man blot sejle til Galapagos, gå i land og opleve det fantastiske sted. Sådan er det ikke længere. I dag er det forbundet med stort bureaukrati og et dybt greb i lommen. Med sine 25.000 kroner i afgift er det endnu dyrere at besøge Galapagos end at passere Panamakanalen. Godt vi fik penge tilbage i skat. Det virker mest af alt, som om Ecuador ønsker at holde folk væk, så stedet belastes mindst muligt. Min opfattelse blev styrket, da en tysk sejler i Shelter Bay Marina, der søgte gasteplads til Galapagos, kunne fortælle os, at kun en tredjedel af de både, der skulle krydse Panamakanalen på omtrent samme tidspunkt som os, ville sætte kursen mod Galapagos, når de kom ud i Stillehavet. Det havde overrasket ham. For os gav det mening med tanke på alt det arbejde, der er gået forud - assisteret af vores ecuadorianske agent Javier. Det allerførste dokument han fremsendte til Kaare var “The Requirements and Regulations”. Dokumentet har “Yachts Agents Galapagos” som afsender. De skriver indledningsvis:

“The Galapagos ecosystem is unique and delicate, therefore, to protect the pristine waters, amazing wildlife, and diverse array of plants, the Ecuadorian government requires visiting boats and yachts to take special measures. These include obtaining the entry permit, necessary documentation and passing inspektion upon arrival.”

Listen over alt det man skal er alenlang og korrespondancen med agenten langsommelig og skrøbelig af såvel tekniske som menneskelige årsager. På andre langturssejleres anbefaling satte Kaare da også gang i processen med at få adgang til Galapagos i slutningen af december måned 2022. Tre måneder før forventet ankomst til øen. Det har været en lang, sej proces, hvor det hele ser ud til at falde på plads, som det skal, men vi kan først sænke skuldrene og nyde opholdet, når IRIS har ‘bestået’ inspektionen. Kaare har fortalt mig, at der kommer 8-10 mand ombord ved inspektionen - jeg sætter mig gerne frivilligt ud i gummibåden for at gøre plads. Det lyder helt vanvittigt og føles en anelse intimiderende. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være i.

Vores ophold i Panama City var planlagt ud fra særligt et krav i “The Requirements and Regulations”. Kravet om “Hull Cleaning”. Det vil sige kravet om, at båden er fuldstændig ren under vandlinjen. Da vi havde IRIS ude af vandet i Curacao, skrabede Kaare de få ruger af, som havde trodset IRIS’ halvgiftige bundmaling. Vi vidste med andre ord, at hun så fin ud, men bureaukrater tager ikke ord for gode vare. De vil se dokumentation. Kaare kæmpede med Panama-agenten, Erick, for at få ham til at fortælle os, hvor og hvornår folkene, der skulle rengøre IRIS’ skrog, ville komme. Det endte med, at vi tidligt lørdag morgen sejlede fra reden, ud for Amador Causeway ind til La Playita Marina, hvor Erick havde fundet en plads til os for en enkelt nat, så skroget kunne blive renset. Snart bankede det på båden. Folkene, der skulle gøre IRIS ren, var ankommet. Kompressoren, der stod i trillebøren, blev koblet til strømmen, så den kunne forsyne dykkeren med luft gennem den lange ledning og regulatorsættet. Så hoppede han ellers i havnens halvbeskidte vand og gik i gang. Jeg blev helt flov, over det jeg så. Vandet omkring IRIS blev blåt - helt blåt, i takt med at dykkeren skurede bunden ren. Sikke et svineri og sikke et arbejde, der umuligt kunne være sundt. Alt sammen fordi ecuadorianerne arbejder ud fra en utopisk præmis om, at de kan afskærme Galapagos fra den øvrige del af verdenen. Blot for at sætte det i perspektiv, kunne Richard, den ældre amerikaner, der havde slået sig permanent ned i Shelter Bay Marina fortælle mig, at kineserne er ved at tømme havet for fisk syd for Galapagos. Xi Ping har som bekendt et par munde han skal mætte for at holde folket i ro. Ecuador kan intet stille op, fordi fiskeriet foregår i internationalt farvand. Kaare og jeg har ingen magt. Vi kan kun spille spillet ellers må vi holde os væk. IRIS blev rengjort og vi har nu billeddokumentation for, at det er rigtigt, at hun er uden ønskede levende organismer.

Tilbage på reden, nu ud for La Playita Marina, som var ubehagelig og dyr at ligge i, kunne vi slappe af, besøge Panama City og vente på, at vi om mandagen omsider ville få vores cruising permit til Panama - en måned efter vores ankomst og samme dag som vi havde planlagt at sejle videre til Galapagos. Men sådan skulle det ikke gå. Papiret, som senere viste sig at være et overordentligt officielt dokument med guldtryk og det hele, var endnu ikke klart til afhentning, da agentens mand og Kaare mødte op ved Port Captains Office på den absolutte dyre Flamingo Port. Ærgerligt, bortset fra at jeg fik øje på, at man kunne købe toldfri varer - læs: gin - langt billigere end i butikkerne inde i byen. Det blev der fulgt op på, så nu går vi ikke ned på Sun Downers foreløbigt. De gode folk på kontoret lovede, at vores cruising permit ville være klar næste dag. Det troede vi på - af nød.

Panama City huser cirka 1,5 mio. mennesker. Byen bliver kaldt for High Rise Capital of Latin America, da den har suverænt flest skyskrabere over 150 meter. Det var da også ganske imponerende at kigge ind på byens nye skyline bygget i 00’erne. Særligt F&F Tower skilte sig ud. Arkitekten havde hygget sig og drejet hver eneste etage en anelse om bygningens lodrette centrum. Med et fagligt udtryk er bygningen jævnfør CTBUH (Council for Tall Builings and Urban Habitat) den bygning i verden, der har det største twist - 315 grader i alt. Den skulle vi naturligvis ind og se.

Taxaer var der masser af, men deres priser var uigennemsigtige og til den dyre side, når man sammenlignede dem med den ydelse, vi kunne få via Uber. Jeg ved ikke om taxachaufførerne er organiseret i Panama City og kæmper den samme kamp som i Danmark, men som bruger af systemet i et land, hvor de notorisk snyder, hvis de kan slippe af med det, var det afgjort mest trygt at køre med Uber. Fem gange bestilte vi en Uber. Tre ud af fem biler var nye og flotte. To ud af fem chauffører talte et meget flot engelsk. En chauffør havde læst økonomi på et universitet i Connecticut. Spørgsmålet om, hvorfor disse folk kørte taxakørsel pressede sig på. Måske hang det sammen med, som en af chaufførerne sagde: “Regeringen er alt for dårlig til at skabe arbejdspladser. Det var blevet særligt slemt efter Corona”.

Løsningen på beskæftigelsesproblemet skulle ifølge chaufføren findes hos de mange udenlandske banker, der lå som perler på snor i den nyopførte highrise-by. Bankerne havde så mange penge, at de på en eller anden måde måtte komme det panamanske folk til gode, mente han. Med mindre chaufføren refererede til de penge i bankerne, som fx kom fra indtjeningen ved Panamakanalen, så syntes Kaare og jeg, at kæden hoppede af for chaufføren, fordi de mange penge i bankerne i vid udstrækning tilhører lyssky indlånere fra hele verden - også Danmark, der gemmer deres penge væk for at undgå at betale skat i deres hjemland. Det blev tydeligt for enhver, da The Panama Papers blev lækket for år tilbage.

Jeg kender ikke svaret på chaufførernes motiv for at køre Uber. Der er nok ingen tvivl om, at mange har mistet deres job som konsekvens af Corona. For dem er Uber et fuldtidsjob. Inflationen, som fulgte med Corona, har som alle andre steder påvirket privatøkonomien negativt. De der har et arbejde, men som ikke kan få pengene til at slå til, kan have Uber som et bijob. Advisoren, der var ombord på IRIS gennem Panamakanalen, havde også to job. Advisor-jobbet var hans bijob.

Det lyder måske fjollet, men denne oplevelse med Uber-chaufførerne endte med at blive det mest interessante ved vores tur ind til Panama City. Det var selvfølgelig også en oplevelse at komme ind til den nye highrise-bydel, hvor vi straks fandt en Star Buck. Alt i bydelen var nyt og ikke rigtigt taget i brug for alvor. Sjælen, pulsen manglede så at sige. Den gamle bydel, som vi også besøgte, var som de fleste andre gamle bydele, hvor man kommer frem, en kulisse, et sted hvor turisterne flokkes. Der var mange hoteller, turistbutikker og et museum i midten, hvor man kunne blive klogere på Panamakanalens historie - bare ikke den mandag, hvor vi kom. Det var også her vi fandt Guna-folket. De stod i boder på Strandpromenaden og solgte deres håndværk. Ringvejen, som Guna-folket havde udsigt til fra promenaden, var bygget på pæle ude i vandet hele vejen rundt om den gamle bydel og det ludfattige boligområde, der lå inde bagved. Den satte på symbolsk vis den gamle bydel i parentes. Det samme kunne man ikke sige om highrise-bydelen, hvor reklamer for telekommunikation og ny levevis blev markedsført med store bannere langs den centrale 3-sporede trafikvej. På det røde skilt stod der: “Get ready for the new style”.

Vi var ikke så begejstret for Panama City, så tilfredsheden var til at føle på, da vi endnu en gang hev ankret op for at rejse videre. Denne gang som sagt mod Galapagos. Vi vidste, at det ikke ville blive en let tur, da vejrudsigten lovede meget, meget tynd vind med estimeret ankomst 10 dage senere. Det var der ikke noget at gøre ved, da vi gerne skulle være fremme i god tid, så vi kunne tage godt imod Niels, Helene og Jeppe. Så vi kastede os ud i det. Det skulle vise sig at blive en oplevelsesrig sejlads med torden, delfiner i mørket og varme der pressede sig på. Hver af disse oplevelser er beskrevet, mens de stod på.

Torden

Klokken er tre om morgenen. Det er min tredje vagt på turen til Galapagos. Jeg burde være udhvilet efter seks timer i køjen men er det knapt, da varmen får mig til at koge, så hovedpuden driver og jeg længes efter kulden. Nu sidder jeg i cockpittet bag styrepulten, hvor jeg har sat mig behageligt til rette i hjørnet på bagbordside med benene oppe. Kaare har forsynet mig med en kop the. Det er kærlighed.

IRIS’ instrumenter lyser svagt cockpittet op. Fartvinden stryger blidt forbi og køler mig ned, så jeg igen kan være mig. I periferien af mit synsfelt i skæret fra agterlanternen vejrer dannebrog dvask i hækken. Det føles godt og trygt. Motoren er tændt. Dens cylindre hamrer taktfast op og ned med 1.600 omdrejninger, mens kølvandet fra udstødningen i hækken urytmisk plasker ud i havet. Lydene fra IRIS akkompagneres af lyden fra havet, når IRIS skubber vandet til side med sine 4 meter. Det er som lyden af mindre bølger, der stille slår ind mod en kyst.

Alt ånder fred og ro, næsten.

Ude i horisonten, nord - nordvest for IRIS tordner det. Det er som et diskoshow, der lyser havet op og viser mig, hvis jeg skulle være i tvivl, at det næsten er havblik. For en sikkerhedsskyld har vi fastgjort en rustfrikæde til topvanten, hængt den ud over søgelænderet, så den når vandet. Den er vores lynafleder. Ingen afprøvning er ønsket. Jeg ser gerne, at tordenvejret holder respektfuld afstand, men i tilfælde af at det vil det anderledes, har jeg tjekket op på ildslukkerne og pakket en taske med pas, VHF, kniv, kikkert og briller. Det var, hvad jeg fandt vigtigst. Nu står tasken på bænken i cockpittet, klar til at blive grebet midt i et marerid. Forhåbentligt pakker jeg det hele ud igen inden længe. Det gør jeg gerne og med stor glæde.

Jeg holder øje med skyerne i nord-nordvest, men kigger også op og ser den smukke stjernehimmel. Karlsvognen er et godt og trygt holdepunkt. Med den føler jeg mig hjemme i det fremmede. Mod syd-sydøst er månen netop stået op. Jeg prøver at fange den med Kaares kamera. ISO 6.000, blænde 4,5 og en lukketid på 100 giver et fint billede trods IRIS’ bevægelse.

I lyset fra månen ser jeg skyerne trække ind over os. Karlsvognen, der ligger lavt på himlen, forsvinder - for en stund. Heldigvis er der langt mellem lynnedslagene. Jeg krydser fingre for, at de danser lystigt videre forbi på vores styrbord side langt derude. Godt jeg har forberedt mig og godt jeg kan sidde og skrive.

Skrivning er min mentale Amygdala-afleder. Verdenen kan vælte om ørerne på mig. Jeg ænser det ikke. Forhåbentligt virker vores lynafleder på IRIS tilsvarende godt. Hendes mast på 19 meter alt inklusiv inviterer kun alt for godt lynet til at slå ned i os. Den tanke er ikke til at bære, da det i så fald vil blive rejsens endeligt - udløsning af en returbillet til Danmark og den, lige nu, eftertragtede kulde og de smukke krokus - blå, gule og hvide.

Så nu lysner det. Cumulonimbus, det tjekkede ord for tordensky, ligger bag vores hæk. Jeg ser den svinde ind til ingenting, små uskyldige tottede skyer. Faren er drevet over for denne gang. Snart bliver jeg afløst og kan tørne ind.

Delfiner i nattens mørke

Det er kulsort nat, også selvom klokken ikke er mere end 8 om aftenen. Kaare sover. Jeg har været nødt til at starte motoren, fordi vinden er for svag til at bringe os nogen vegne. Med motoren kørende sidder jeg i min egen lille osteklokke. Kun få lyde udefra trænger gennem motorlarmen. Gentagende pust og plask fanger imidlertid min opmærksomhed. Iført min redningsvest krøb jeg ud af cockpittet og gik med lavt tyngdepunkt hen ad dækket i styrbordside ud til redningsflåden, hvor jeg satte mig ned.

I skæret af lyset fra den grønne lanterne fik jeg øje på skyggerne fra en, to, tre måske fire delfiner. Jeg kunne se dem i vandet som grå skygger, der susede afsted, frem og tilbage. Med den største lethed og sikkerhed krydsede de ustandseligt tæt ind foran hinanden og IRIS. Når de manglede luft, kom de ud af vandet med et pust, for på ny at dykke ned med et plask og blive til en skygge i vandet.

Et kig ud over rælingen på bagbordside forvandlede oplevelsen til ren magi. Delfinernes vej gennem vandet var den samme, men da lyset fra den røde lanterne var mere afdæmpet, så jeg nu, hvordan delfinerne efterlod sig et spor af morild på 3 til 5 meter. Sporene, der glimrede fortryllende i mørket - stærkest lige i halen af delfinerne, fastholdt for en stund delfinernes vej gennem vandet, som et kort. Trangen til at se delfinerne oplyst var stor, men når jeg tændte lygten og lyste ud over vandet, holdt de sig væk. Til gengæld jeg så noget andet. Små fiskeøjne der lyste op i lyset fra lygten, når de sprang ud af vandet. Der var forholdsvis mange. Det må være dem, delfinerne jagtede, når de i høj fart gled gennem vandet og pludseligt ændrede retning.

At sidde der på dækket, med en smuk og klar stjernehimmel over mig og delfinerne i vandet under mig var afgjort en stjernestund.

Varme

I Vlieland i Holland faldt jeg i snak med en langturssejler, som fortalte mig, at hun og hendes mand foretrak at sejle rundt i Norden, da varmen ikke var noget for dem. De talte af erfaring. Det undrede jeg mig lidt over, fordi hvem kan ikke li’ varme.

Hele vejen ned gennem Europa glædede Kaare og jeg os over, hvordan luften og vandet blev varmere og varmere. Overtøjet blev hængt ind i skabet, silkedynen blev pakket væk, de lange bukser blev skiftet ud med shorts. Shorts, T-shirts og sandaler var efterhånden alt, hvad vi behøvede. Det var ganske behageligt.

I Mindelo på Kap Verde fik solen imidlertid en styrke, jeg ikke brød mig om. Den brændte og gjorde det til en ubehagelig oplevelse at bevæge sig rundt midt på dagen. Længere mod syd på Bonaire, hvor det var en udsøgt fornøjelse at opholde sig i vandet og svømme med revfisk og skildpadder, fik varmen endnu et nøk opad. Indtil videre havde jeg haft det meget varmt, dog uden at svede, men det gjorde jeg nu, så min T-shirt blev helt våd. I Panama var det ikke kun varmt. Luften var mættet til bristepunktet med vand. Det er ikke et sted, man skal lade sin båd ligge hen i længere tid, så mugner den. Vi svedte konstant og havde svært ved at komme af med varmen alle døgnets 24 timer.

Indtil Panama udgjorde IRIS et hele. Når det blev for varmt, kunne vi søge tilflugt i hendes kahyt, men det ændrede sig, da vi nåede Panama. Temperaturen i båden er nu langt over de behagelige 21 grader. Vi har taget fanerne i brug. De giver os en lindrende brise i varmen, så længe vi står foran dem, men de køler hverken os eller IRIS ned. Varmen må vi leve med og sveden er nu en uomgængelig følgesvend. Den hagler ned ad os, også når vi forsøger at sove. Jeg har droppet min elskede hovedpude, da den holder på varmen og får mit hoved til at koge. Skal vi på dæk, gælder det om at få sandaler på, ellers brænder vi vores fødder. Det er imidlertid ikke kun os, der kæmper med varmen. IRIS har det også svært, især når hun bliver spændt for med motoren, som det har været tilfældet på vejen ud til Galapagos.

På instrumentbrættet kan vi se, at motorblokkens varme holder sig på et niveau, hvor alt er godt, men med batteribanken står det anderledes til. Den er blevet varm i en grad, så min næse endnu en gang vejrede problemer ombord på båden. Noget var galt. Jeg troede først lugten kom fra maskinrummet, men det var ikke tilfældet. Kaare, som tidligere havde været opmærksom på at få luft ned til batteribanken i agter kahyttens bagbordside ved at fjerne madrassen og træpladerne, tog nu et kig ned til batteribanken i styrbordside. Det var derfra lugten kom. Så varme, alt for varme var batteribanken blevet, at jeg kunne lugte den.

Vores agter kahyt, der normalt er et hyggeligt sted, ligner nu en slagmark i forsøget på at få luft ned til begge batteribanke. Madrasserne står op ad væggen ind til maskinrummet i mellemgangen og træpladerne er løftet op og væk, så der er fri luft til batterierne. Jeg er kisteglad for, at jeg har sådan en fin næse. Den alarmerer os, før tingene brænder sammen.

Forhåbentligt kommer der snart noget vind, så vi kan sejle for sejl. Indtil da har jeg besluttet - på min 5. vagt, at motoren skal være slukket, så det hele kan køle ned, inden en ny varm dag tager sin begyndelse. Lige nu ligger vi derfor og vugger stille fra side til side på det flade 29 grader varme vand, mens vi driver med strømmen, der heldigvis går i retning mod Galapagos.

Varme er godt, men den kan bestemt også blive for meget. Her på 4. breddegrad er solen kun ven med vores solcellepaneler. Den virkelig ven er vinden. Den kan køle Kaare, IRIS og jeg ned og bringer os fremad. Vejrudsigten siger, at vinden kommer om et par dage. Vi må væbne os med tålmodighed.

På turens 6. døgn fik vi omsider lidt vind, der blev hos os indtil vi nåede frem til Galapagos. Det var tiltrængt og dejligt.

Helt generelt har Kaare og jeg hygget os på de 950 sømil ud til Galapagos. At sejle hen over det store ocean er lidt som at være i sommerhus. Man slapper af, laver god mad, spiller Yatzy, hører musik, kigger på dyrene, læser bøger, skriver med familie og gode venner, diskuterer vejret og det der i øvrigt optager en, taler om fremtiden og fjoller - kort sagt nyder livet. Det er ikke så tosset endda.

Og så alligevel ikke helt som et sommerhus.

For i et sommerhus krydser man ikke Ækvator og ofrer rom til Neptun - der lignede Kaare påfaldende meget, så han forholder sig i ro. Man bliver heller ikke invaderet af Red-Footed Boodys, der sætter sig på søgelænderet ude i stævnen, hvor de holder godt fast med deres røde fødder, fordi de ser IRIS som et oplagt sted at få et hvil og pudse deres fjerdragt med det forunderlige blå næb. Deres fætter Masked Boody, der er større, nøjes med at følge IRIS på afstand. Man får heller ikke et kort besøg af den lille Semi-Palmated Plover, der træt sætter sig på søgelænderet, indtil den har genvundet kræfterne og kan flyve videre. Og endelig ser man heller ikke Swallow-Tailed Gulls, der er verdenens eneste måge, der jager sit bytte om natten. En lille flok på tre til fire fugle har de sidste par nætter tryllebundet os. Helt tæt på IRIS, tre til fire meter ude midtskibs, hængende lavt over vandet, lyste deres hvide fjerdragter op i natten fra skæret af lanternerne, så vi har kunnet følge dem i deres jagt efter mad. Sikke et skue.

Nu sejler vi stille gennem vandet i natten blot 10 sømil fra San Cristobal, mens Kaare igen får lidt søvn. Det er den 23. marts. Vandtemperaturen er faldet fra 29,8 til 27,3 celsiusgrader – 3 grader over normalen. Delfinerne springer ud af vandet. Jeg kan ikke se dem, men jeg hører dem tydeligt, da her er helt stille bortset fra autopilotens sagte brummen og vandet der klukker, når det rammer IRISs skrog.

Jeg kan mærke, at dette er et ganske specielt sted. Det er spændende. Vildt spændende. Hvis nogen havde fortalt os, hvad vi skulle opleve de sidste 10 sømil, havde jeg ikke troet dem.

Det er altid en stor oplevelse, når man endelig ser en skildpadde. Med sit skjold er det et besynderligt væsen. Den udstråler venlighed og vækker sympati. Jeg bliver altid i så godt humør, når den krydser min vej.

På vej ind mod San Cristobal, denne tidlige torsdag morgen klokken 8, hvor det er havblik, får vi en uventet oplevelse. Først ser jeg noget i vandet, der ligner affald. Ja, det var min umiddelbare tanke, som jeg dog ikke helt kunne få til at stemme, eftersom vi lå i Galapagos’ farvand. Da vi sejler for motor, sætter vi kursen direkte hen mod det formodede affald, der viste sig at være toppen af skjoldet på en skildpadde, der lå i havets overflade. “Sikke heldige vi var”, tænkte jeg. At se en skildpadde. Men heldet var endnu større end det, for et kik ud over havet i retning mod San Cristobal, nu med et trænet øje, afslørede med al tydelighed flere, mange, ja rigtigt mange skildpadder, der lå i havets overflade. Så mange at de kunne gøre det ud for de utallige fiskebøjer, vi måtte sejle slalom imellem langs den portugisiske kyst. Og det var faktisk vigtigt - at sejle slalom, fordi de gad ikke flytte sig. Lige netop nu, lige der, passerede vi en ganske stor skildpadde - blot 4 meter fra bagbordside.

På Galapagos reklamerer man ikke for, at der er skildpadder, som det var tilfældet med restauranten Purple Turtle Restaurant ud for Portsmouth på Dominica, hvor vi i øvrigt ikke så en eneste. Her er de bare, skildpadderne. Sådan begyndte vores eventyr på Galapagos - og det fortsatte.

I Panama City fik vi renset IRIS’ skrog i La Playita Marina. Med papirerne i orden tænkte jeg, at alt måtte være godt, men Kaare var af en anden opfattelse. Skroget skulle ses efter inden vores ankomst til San Cristobal, mente han og hoppede i vandet med snorkeludstyr, 3 sømil fra kysten. IRIS lå helt stille og samarbejdede fint, mens Kaare med en kraftanstrengelse af de helt store fik renset hende – på ny. Hvem skulle have troet, at det var nødvendigt, men rugerne havde igen haget sig fast hist og pist, så det var godt, at Kaare ikke forlod sig på Hull Cleaning certifikatet alene

Det tog lidt over en time at rense IRIS. Kaare havde heldigvis træning i at dykke ned under IRIS, så han rent faktisk kunne gøre IRIS ren, men det var hårdt. Sjældent har jeg hørt ham puste og pruste så meget. Jeg var derfor lettet, da han omsider kom op på badeplatformen - næsten lige så blå som IRIS. Nu var det Kaares tur til at blive skrubbet, så jeg havde fundet skuresvamp og hårshampoo frem. Der var ingen adgang til dækket, før han var ren ellers havde vi blå farve over det hele. Træt, ren og glad kunne Kaare fortælle, at han af to omgange havde set hans ynglingsdyr under kølen på IRIS - manta rays. 5 i alt. Nu følte jeg mig snydt. Til gengæld så jeg en lille hammerhaj, 80 cm lang, da Kaare var på vej i vandet. Jeg nåede at pege den ud for ham. Lige der, 2 meter fra hækken i bagbord side i vandets overflade. Det var så vildt og uventet, at vi fortsat er helt høje over det. Jeg skal lige love for, at vi er kommet til et spændende sted.

Med Kaare ude af vandet og klar til at sejle, satte vi atter sejl. Vinden var svag, men vi bevægede os fremad. Når tingene spiller, sidder Kaare som oftest med sin telefon i hånden og tjekker alverdens ting. Nu kiggede han op og indviede mig i den mail han netop havde fået fra agenten Javier: “We are checking the AIS and it looks like you are anchored in Kicker Rock, if so, please move immediately and go ahead to port.” Vi var overrasket, men med et vist overblik svarede Kaare tilbage: “We are not anchored at Kicker Rock. If you check our position you will see that we were at +200 meter depth, and I do not carry that much anchor chain :-)”. Det svar godtog Javier med et “Okay, great.” Sagen er, at man ikke må ankre op andre steder end ud for hovedbyerne på de tre øer San Cristobal, Santa Cruz og Isabela, samt at præmissen for at sejle rundt i Galapagos’ farvand er, at man hele tiden har tændt for bådens AIS transmitter. Det betyder selvsagt, at de kan holde øje med alle fremmede både - og tilsyneladende også gør det. Så blev vi så kloge og fandt den direkte vej til havnen på San Cristobal uden flere svingeærinder.

Nu ligger vi her på 10 meter vand, 225,4 meter fra kysten - ja vi har golfkikkerten med, og venter på at få grønt lys til at opholde os på Galapagos. Vi bliver inspiceret om et par timer. Det er som at ligge midt i søløvernes bassin i CPH Zoo. Der er søløver over det hele. De dominerer området - også på lydsiden. Straks vi havde kastet anker, hængte jeg vores to store kuglefendere ud på vores lille badeplatform. Deres funktion var at forhindre søløverne i at lægge sig der. Det ville ellers se sødt ud, men det lugter. Det skulle vise sig at være et klogt træk, fordi ganske få minutter efter, blev badeplatformen tjekket ud af den første søløve - og fundet uegnet. Pyha. Anderledes gik det til på katamaranen ved siden af os. De havde knapt kastet anker, før en søløve sprang ud af vandet, op på bådens bagparti - suger scoop, og lagde sig mageligt til rette. Der lå den så, til stor morskab for Kaare og jeg. Det vakte sejlernes opmærksomhed, som også fandt optrinnet sjovt, men trods alt jo den bort. Kaare råbte over til dem med et stort smil: "Det er en galapagosk velkomst”.

Fantastisk start på vores ophold.