Nødstedt fugl

Biscayen er det første større hav, Kaare og jeg skal krydse. Det er en prøvelse, når man som os er uden erfaring med at sejle på åbent hav i flere dage i træk. Arbejdet med at håndtere båden på sådan en sejlads er ikke svært. Udfordringen er at få tilstrækkelig med søvn. Selvom vi er trygge ved IRIS og hendes utallige lyde fra ting der giver sig, vand og diesel i tankene der skvulper, havets skvulpen og slag mod skroget og ikke mindst hydrogeneratoren, så er det sin sag at finde ro, når hun urytmisk bevæger sig gennem vandet - op og ned, fra side til side i rolige eller pludselige bevægelser. Den første nat fik vi primært hvile med få momenter af egentlig søvn. På sejladsens anden nat gik det bedre. Måske fordi vi var møre og ikke længere ubevidst lod os holde vågne.

Midt i min eftermiddagsvagt på den første dag fik vi uventet besøg på båden. IRIS havde netop sejlet gennem en regnbyge, så vores gæst, der ikke var meget større end min knytnæve, var temmelig våd og forkommen. Først sad den på genoaskødet, som hang ned over bænken i cockpittet. Uden besvær holdt den lille fugl balancen på torvet, mens den blundede. En gang i minuttet åbnede den øjnene og tjekkede, at der ikke var fare på færde. Efter nogen tid hoppede den ned på bænken overfor mig og tog plads inde under sprayhooden, hvor den først pudsede sin fjer lidt og derefter igen gav sig til at blunde. Det var en fascinerende oplevelse, fordi den tilsyneladende ikke forbandt mig med fare og derfor blev siddende selvom jeg bevægede mig. Da jeg selvfølgelig var ivrig efter at tage et nærfoto af fuglen, endte jeg med at stikke min mobiltelefon helt op i næbbet på den. På det tidspunkt var den blevet tør igen og var nu mere livlig. Den kvitterede for min interesse ved at flyve ned i kahytten, forbi Kaare, der lå i slingrekøjen og sov, videre ud i forkahytten. Selvom den var sød, var den ikke velkommen der. Mens den sad på forlugens gardin, der var trukket fra, åbnede jeg lugen, så den kunne flyve ud. Vi var heldigvis enige om, at det var en god afslutning på den lille begivenhed. Ud og væk fløj den - troede jeg. Men den lille fugl var slet ikke parat til at flyve videre, så inden jeg så mig om, sad den igen på bænken i cockpittet.

Da Kaare kom ud af fjerene, blev han præsenteret for min nye ven. Han syntes også at det var sjovt med den lille fugl, der nu var blevet så frisk og interesseret i vores kahyt, at vi måtte bruge energi på at holde den væk. Jeg prøvede, om vi kunne indgå en aftale om, at den skulle blive udendørs imod at den fik lidt hørfrø. Det gjorde ikke indtryk. Når vi enten kiggede væk eller ganske enkelt var for langsomme, måtte jeg ned i kahytten og hente den ud. Den sad så stille dernede, at jeg bare kunne række ud og holde om den, lidt som når man holder om en sommerfugl. I længden fungerede det imidlertid ikke rigtigt for Kaare og jeg. Vi endte derfor med at lukke lugen til kahytten, sætte det nederste bræt for og afskærme den sidste del af åbningen til kahytten med en hynde. Så meget værn for sådan en lille fugl. Vi tror den forstod vores hentydning og har fundet ly på en anden båd, fordi vores lille ven er her ikke længere. Vi håber det bedste for den.

Tak for besøget der gav anledning til meget aktivitet, snak og grin på en ellers almindelig hverdag.