Hjemsendelse af IRIS

I vores kontrakt med Sevenstar stod der, at de ville afhente IRIS i Phuket mellem den 15. marts og 5. april. Vi hørte fra dem første gang den 9. februar, hvor de meddelte, at IRIS ville blive samlet op mellem den 17. og 30. marts. Fantastisk. Vi forlod derfor forventningsfulde Anambas den 23. februar. Længere kunne vi ikke trække den, når vi både skulle nå til Phuket og have tid til at gøre IRIS klar til hendes tur hjem. Vi ankom til Phuket den 2. marts og gjorde os klar som aftalt, men intet skete. Tæt på to måneder senere ventede vi fortsat. Håb og skuffelse afløste hinanden på stribe i takt med Sevenstars ændringer af afhentningstidspunktet for IRIS - ti ændringer i alt. Allerede med den tredje ændring brød de kontrakten. I sidste ende overskred Sevenstar afhentningstidspunktet med lidt over en måned og vi stod i stand-by i mere end to måneder. Det kan ikke undre, at vi rejste krav om og fik kompensation for de omkostninger, Sevenstar påførte os ved den forsinkede afhentning. I dette rejsebrev fortæller jeg om vores frustrationer ved at vente, dagene op til hjemsendelsen og den magiske dag, hvor IRIS blev lastet på Sevenstars skib Pottersgracht.

De to måneders ventetid fyldte vi ud efter bedste evne med venne- og tempelbesøg i Cambodia, shopping og cykeltur i Bangkok, bjergvandring og madlavningskursus i Chiang Mai, dykning og golfspil på Phuket, kulturelle oplevelser som Songkran og Longtail Boat Racing, afslapning på Koh Yao Noi, hvor vi så næsehornsfuglen, sejlads til James Bond øen og Koh Hong, og endelig en tur ind i nationalparken Khao Sok til de vilde elefanter. Læg dertil et anseeligt antal besøg hos Starbucks, der var leveringsdygtig i normal rumtemperatur og Ice Latte. Der var så varmt i Thailand den sidste måned, at jeg kunne se, hvor jeg havde siddet i cockpittet, når jeg rejste mig, til trods for at mine shorts var tørre, da jeg satte mig. Det så ud som om, min bagdel holdt størrelsen.

Trods de mange fine oplevelser i løbet af de to måneder var vi hele tiden optaget af, hvornår Pottersgracht ville ankomme til Phuket. Vi skulle jo gøre IRIS klar. I starten blev vi orienteret af vores agent en gang om ugen, men på et tidspunkt begyndte vi selv at følge skibet på Marinetraffic.com. De dage, hvor skibet lå i havn, ud over den tid, Sevenstar havde annonceret, var nedslående. Omvendt var det opløftende, når vi så skibet sejle videre mod Phuket. Det gav os hver gang en oplevelse af, at vi kom et lille skridt nærmere lyset for enden af den følelsesmæssige dunkle tunnel, vi befandt os i.

Omsider oprandt dagen, hvor Pottersgracht ankom til Phuket - den 7. maj. Det markerede Kaare og jeg med en ‘highfive’. Forståeligt nok afventede vi med stor spænding besked om, hvornår IRIS skulle lastes. Håbet var lysegrønt, men virkeligheden ramte os hårdt. Den magiske dag, hvor vi endelig kunne rejse hjem til Danmark, endte med at blive den 12. maj. Fem dage efter bådens ankomst, da kaptajnen havde planlagt at hejse IRIS ombord på Pottersgrachts dæk som den næstsidste båd. Frustrationen var til at tage og føle på, og det hjalp ikke på situationen, at vi kunne se de øvrige besætninger forlade marinaen, efterhånden som deres både blev lastet. Det var hårdt, men der var ikke noget at gøre. Vi måtte væbne os med tålmodighed.

Vores liv i marinaen den sidste uge faldt hurtigt ind i en rytme, der i den grad var domineret af maj måneds ubarmhjertige varme og høje luftfugtighed. Der var så varmt, at det var plat umuligt for mig at falde i søvn om aftenen i agterkahytten. Ikke en gang når fanen blæste på mig, var det tåleligt at ligge i køjen. Det eneste sted, jeg kunne falde i søvn, var på agterdækket - i prinsessekammeret. Det kaldte jeg mit lille arrangement, der bestod af et myggenet og tre hynder. Så lå jeg der i månelyset og kiggede på det spejlblanke vand og de andre både i marinaen, indtil jeg omsider faldt i en slags søvn.

Om dagen kunne vi kun arbejde på IRIS frem til klokken 10 om formiddagen og efter klokken 15 om eftermiddagen. Selv når vi arbejdede i dagens yderpunkter, var det en særdeles svedig omgang. Mellem klokken 10 og 15 var der så varmt, at det var decideret ubehageligt at opholde sig på båden. Fem timer er forholdsvis lang tid, men vi fandt heldigvis en god måde at forvalte de mange timer på, så vi kunne holde hovedet - og ikke mindst kroppen - koldt.

Hver dag ved ti-tiden vandrede vi op til marinaens hovedbygning, hvor vi først fik en kold skyller i Fitness Klubbens badefaciliteter og dernæst satte os ind i restauranten, Port of Call. Der bestilte vi en stor, dejlig smoothie, som vi drak med stor fornøjelse, mens vi studerede nyhederne, flyafgange fra Phuket, Bilbasen.dk og Boliga.dk i de kølige omgivelser. Klokken 11 bestilte vi en cafe latte. Den tog tilsvarende en time at drikke. Da restauranten ikke var en varmestue, måtte vi afgive endnu en bestilling. Denne gang en kold drik, og hvis Kaare var sulten bestilte han lidt mad. På det tidspunkt blev kortspillet fundet frem, så vi kunne underholde os med en Rommy-dyst, mens vi indtog vådt og tørt.

Med hiv og sving formåede vi at trække tiden helt frem til klokken 14, hvor vi tog en dyb indånding og atter gik ud i varmen, tilbage til IRIS. Da arbejdet ikke klarede sig selv, lagde vi et par timers arbejde fra 15-17. Med rent tøj i tasken vendte vi endnu en gang snuden mod marinaens hovedbygning, fordi lige ud for restauranten lå marinaens dejlige pool. Så hang vi der på kanten af poolen og kiggede ud over bådene i marinaen, indtil det var tid til at få endnu et bad inden Fitness Klubben lukkede klokken 18.

Den rare fornemmelse af at være ren og tør efter et bad var kortvarig. Så snart vi gik ud i varmen fra Fitness Klubben, piblede sveden straks frem på huden igen. Øv. Heldigvis var der kun 15 meter over til restauranten, hvor vi gik i flyverskjul for varmen. Aftensmaden blev bestilt - så gik der tid med det. Klokken 20 var vi tilbage på båden. Af med T-shirten. Med lidt koldt at drikke i den ene hånd og et håndklæde i den anden hånd til at tørre sveden af med, fik vi aftenen til at fungere på IRIS.

Sådan gik den ene dag efter den anden. Det fungerede, men hold da op hvor vi glædede os til at komme hjem til det danske forår, som tonede frem i al sin pragt bag Kaares mor, Lone, når vi talte med hende over Messenger. Og jeg sværger: “Aldrig mere vil jeg klage over vejret i Danmark”. Ingen tvivl om at vejret i Danmark kan være overordentligt kedeligt, men når det er sagt, så kan man komme omkring det ved at være klædt rigtigt på. I varmen havde vi ikke mere tøj at tage af.

I de forholdsvis få timer, vi havde om dagen til at arbejde på IRIS, lykkedes vi med at få IRIS til at funkle som en diamant og gøre hende klar til turen rundt om Kap det gode håb. Bunden blev renset for ruger. Fribordet blev poleret. Det samme blev overbygningen. Al rustfristål fik et tyndt lag voks. Genoaen blev taget ned. Tovværk pakket ind eller taget ned. Gummibåden blev vasket, dækket over og spændt fast på fordækket. Der var med andre ord ikke et øje tørt. Indendørs blev hun tilsvarende gjort klar og endelig fik vi pakket de ejendele sammen, som vi skulle have med hjem. Tøj var der ikke meget tilbage af, da det meste var slidt ned i løbet af de to år, der var gået. Det gav god plads til alle de vigtige ting som teknik, bådens papirer og faglitteratur.

Den 11. maj ved middagstid stod IRIS klar til afgang. Vores tøj var vasket og pakket ned. Det samme var vores pas, vigtige papirer og computere med mere. Nu manglede vi bare at blive kaldt ud til Pottersgracht. Håbet om at blive kaldt ud før tid - en dag tidligere end planlagt - var svundet ind. Det slog vi os til tåls med og vandrede i stedet op og fordrev tiden i restauranten, som alle de andre dage. Da jeg gik op for at afgive vores bestilling, kom tjeneren mig i forkøbet og sagde med et stort smil: “Two P.O.C. Boosters”. Så vidste jeg, at det var tid til at rykke teltpælene op. Det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg gengældte i stedet tjenerens store smil og gik tilbage til vores fortrukne bord, hvor Kaare allerede havde fundet sine ting frem og sad og arbejdede. Med mindre vi fik uvejr næste morgen ville IRIS være hejst ombord på Pottersgracht inden for de næste 24 timer.

Nu manglede vi bare at få styr på vores egen tur hjem. Kaare havde studeret flyafgangene og vidste, at mulighederne for at komme hjem den 12. maj svandt ind jo længere tid vi ventede med at bestille flybilletterne. Vi krydsede derfor fingre for, at der stadigvæk var et par billetter til os - også med så kort varsel. Vores bøn blev hørt. Vi fik billetter hjem til Danmark samme dag som IRIS blev lastet - afgang fra Phuket klokken 23.55 og ankomst til København næste dag klokken 13.15 lokal tid. Uhhhhh.

Med udsigt til et par anstrengende dage gik jeg den aften til ro ved 10-tiden. På det tidspunkt rasede der et heftigt tordenvejr hen over området, men det forhindrede mig heldigvis ikke i at falde i søvn. Heller ikke selvom jeg med min hånd, der hvilede op ad træbeklædningen langs køjen, kunne mærke små fine vibrationer på IRIS’s skrog, hver gang de voldsomme lyn slog ned. Jeg var overbevist om, at der ikke ville ske IRIS noget, da der var adskillige både i marinaen, som havde langt højere master end IRIS’s. Nogen gange er det godt at være lille.

Næste morgen vågnede jeg før vækkeuret ringede. Da jeg kom op i cockpittet, så jeg den smukkeste himmel, der blev farvet violet af morgensolen. Den nød jeg indtil vækkeuret ringede og det var tid til at få Kaare vækket af hans skønhedssøvn. Morgenmaden sprang vi over. Snart havde vi løsnet fortøjningerne og sejlede ud af marinaen, ud mod Pottersgracht, som havde givet anledning til så megen frustration. Nu var tiden endeligt kommet til, at IRIS skulle lastes. Det var en meget emotionel oplevelse, da hun blev hejst ud af vandet og op på Pottersgrachts dæk. Følelserne var en blanding af lettelse, glæde og vemodighed. Lettelse, fordi IRIS omsider var lastet. Glæde, fordi vi nu endelig var på vej hjem, og vemodighed, fordi en vildt fantastisk rejse ud i livet var slut. Dens slags store følelser får altid tårerne til at trille ned ad mine kinder. Det er lige pinligt hver gang, men der er ikke noget at gøre. Jeg må bare erkende, at jeg er en tudeprinsesse - so be it.

Efter den vellykkede lastning af IRIS sejlede vores agent, Chris, os tilbage til marinaen, hvor vi en sidste gang slog os ned ved vores faste plads i restauranten for at fordrive det meste af dagen med opdatering af hjemmesiden, kortspil, nyhedslæsning og lidt god mad inden vi vendte snuden mod lufthavnen for at flyve hjem.

Nu er IRIS på vej til Southampton. Vi forventer, at hun vil være fremme sidst i juni måned.

I det næste rejsebrev kan du læse om vores sejlads fra Southampton til Nykøbing Sjælland Yacht Service, hvor vi hiver hende ud af vandet, maler bunden, pudser propellen og polerer fribordet, så hun bliver akkurat så flot igen, som da vi drog på eventyr to år tidligere.

Dermed er ringen sluttet.