En formålsbestemt
omvej forbi Fiji

Det er godt at have en plan, men den holder sjældent, når man er på havet. Det erfarer alle langturssejlere før eller siden. Det er typisk vejret og materiellet, der ganske forventeligt giver anledning til at ændre på planen. Vores omvej forbi Fiji skyldtes da også materiellet. IRIS behøvede en kærlig hånd for igen at spille. Vi lagde til ved Vuda Marina på hovedøen Viti Levu, som vi havde fået anbefalet. Der opholdt vi os i 14 dage, mens vi fik styr på IRIS, lærte at ‘bula’ betyder hej og sugede det splittede lands kultur til os, så meget vi kunne nå.

Med det gule flag hejst i masten lagde vi til ved Vuda Marinas ankomstbro den 7. september om formiddagen. Vores agent, Miss Funaki, hilste os velkommen. Hun stod der på broen i sine høje stiletter, stramme nederdel, med rødt på læberne. Det var noget anderledes, end det vi var vant til. Myndighederne skulle sige god for os, før hun måtte komme ombord, forklarede hun. Godkendelsesprocessen mindede til forveksling om godkendelsesprocessen på Galapagos. Eneste forskel var, at Fijis Biosecurity ikke var optaget af, om IRIS havde ruger på bund af skroget, mens de rent faktisk gik alle skabe igennem og tømte vores båd for grønt, frugt, svinekød og kylling. Det var kun på nåde, at Kaares honning ikke blev konfiskeret. Den blev sat i karantæne på IRIS sammen med 6 dåser paté. Vores mad, som vi havde købt dyrt ind, blev smidt ud af myndighederne til en pris af 700 kroner. Det var hård kost, især fordi vi i starten, med undtagelse af honningen, ikke rigtigt kunne se meningen med det. Af samme grund diskuterede Kaare og jeg hændelsen en del. Vi nåede frem til, at alle lande gør, hvad de kan for at beskytte sig mod uønskede dyr, insekter, planter og sygdomme hos såvel dyr som planter. Også Danmark, der for eksempel har sat et vildtsvinehegn op ved den dansk-tyske grænse for at beskytte dansk svineproduktion mod svinepest. Fiji prøver ligeledes at beskytte sig mod svinepest. Det kræver bare noget andet og de håndterer det anderledes end i Danmark. Hvad honningen angår, så er den en reel kilde til overførsel af smitsomme sygdomme fra en bibestand til en anden, da honning ikke er varmebehandlet, men blot slynget eller presset. Det vidste Kaare godt og han har da også hele tiden har sagt, at det kunne blive et problem, at vi havde vores honning med. Det blev det så.

Man siger, at en dårlig oplevelse, skal opvejes af 10 gode. Vi kunne nøjes med en, så var humøret højt igen. Det viste sig nemlig, at Vuda Marina havde en tradition, som overraskede os rigtigt meget. En mindre gruppe ansatte stillede sig op foran båden og sang en velkomstsang for os, da myndighederne havde give grønt lys til, at vi kunne gå i land. Vi forstod ikke et ord af, hvad de sang, da de sang på deres eget sprog, men den var smuk og varm. Det var meget rørende og Kaare og jeg vidste knapt, hvad vi skulle gøre af os selv, mens de sang. Vi havde den samme følelse, som når nogen holder en varm tale for en. Det er en gave og man bare skal tage imod med åbne arme og et ”tak”. Med humøret helt i top gik resten af dagen slag i slag. Vores agent var god. Hun fik tingene til at køre på skinner. Vi fik IRIS ud af vandet. IRIS blev tilset og en plan blev lagt. Vi fik lidt heldigt lejet en af marinaens 6 små, rigtigt fine hytter med bad, aircondition, køleskab og en god seng. Receptionisten, der hjalp os, havde fået jobbet bag skranken, fortalte hun mig senere, fordi hun havde foræret chefen den flotteste store skal, som høvdingen oprindeligt blæste i, når landsbyen ude på øen fik fint besøg. Skallen havde receptionisten arvet af sin mormor, så hun må have været ud af en privilegiet familie.

Så var vi alle tre i Pitt og arbejdet med at få IRIS til at spinde som en mis igen kunne begynde. Jeg skal ikke trætte med en lang beretning om arbejdet, men blot nævne, at det er helt almindeligt, når man sejler langturssejlads, at der er noget ombord på båden, der skal repareres og/eller udskiftes. Noget kan klares, mens man sejler, ligger for anker eller ligger i havn. Andet kræver, at båden kommer på land, som denne gang hvor en mindre læk var blevet identificeret og hydrogeneratoren skulle udskiftes på garantien. Det vigtige i denne sammenhænge er, at man hele tiden er over båden og de opgaver, den jævnligt byder på. Problemerne skal løses ellers ender man med en båd, der sejler på trods. Det er hverken tilfredsstillende eller sikkert. I løbet af de 14 dage, hvor Kaare fik IRIS til at spinde som en mis igen, fik vi rig lejlighed til at opleve miljøet omkring Vuda Marina, samt at se os omkring på Viti Levu.

Vuda Marina lå langt væk fra alt på Viti Levus vestkyst, cirka 15 kilometer syd for byen Lautoka. Nord for marinaen lå resortet First Landing. Vi spiste frokost der en enkelt gang. Tanken var, at vi efterfølgende ville snorkle på revet, men den plan var håbløs. Tidevandet var på sit absolut laveste og de hårde koraller i farverne grøn, blå og violet lå helt fri af vandet et par hundrede meter fra strandkanten. Vi sadlede derfor om og gik i stedet en spændende tur på revet. Det var på denne tur, vi så, hvordan en snegle i en syv-takket konkylie vender sig rundt, når dumme turister som os, løfter den op og lægger den tilbage med oversiden nedad. Sneglen stak først sine øjne, der var på stilke, ud for at orientere sig. Da den ikke så noget farligt, heller ikke os, gled der til vores store overraskelse en ørnelignende klo ud, som bevægede sig rundt og neden om konkylien og hagede sig fast i underlaget, hvorefter sneglen trak til og på den måde fik vendt konkylien om på plads. Fascinerende.

Syd for marinaen lå Viti Levus olie- og gasbeholdning. Den udsigt var ikke det mindste charmerende. Især havde jeg det lidt tungt med gassen, som vi jævnligt og tydeligt kunne lugte, smage. Det var strengt, men uomgængeligt. De meget store beholdere blev fyldt op af fragtskibe, der jævnligt lagde til ved moringbøjerne udenfor revet. Moringbøjer der var store som møllehjul. Heldigvis havde marinaen pakket sig godt ind i grønne planter, så det var kun, når vi kiggede op, mod syd at vi lagde mærke til de store beholdere, der havde en størrelse, som dem på Benzinøen i København. Den sidste ting ved området omkring Vuda Marina, som jeg hæftede mig ved, var jernbanen, der lå lige udenfor området og gik langs med kysten. Jernbanen var meget smal og så ikke ud til at blive benyttet meget. Vi så kun enkelte mænd gå ud af sporet i ophøjet ro. Senere skulle vi finde ud af, at Viti Levus havde et ganske stort jernbanenet på den vestvendte side af øen, der var beregnet til transport af sukkerrør. Og jernbanen uden for marinaen blev brugt. Det kunne Kaare bekræfte, da han en sen aftenstund, fra verandaen, så et vognsæt komme kørende forbi på sporet.

Vuda Marina var et hyggeligt sted. Ikke desto mindre var vi glade for, at vi havde lejet en bil, så vi kunne komme rundt på Viti Levu. Da vi sejlede mod Fiji, vidste vi ikke, hvad vi skulle forvente os af landet. Vores søn Erik, der har været på Fiji, fortalte os om, hvordan han surfede, lå i hængekøjen og nød livet på et resort sammen med vennerne. Kaare og jeg har også enkelte gange rejst på denne måde og nydt det, men man kommer ikke så meget rundt udenfor resortet, da resortet i det store og hele opfylder ens behov for at slappe af, spise, bade, surfe, snorkle, dykke, blive masseret, sidde i baren, blive underholdt eller lignende ting. Som langturssejler kører man imidlertid konstant i et lavt gear, der er rigeligt med mad og man kan bare springe i vandet, når og hvis man har lyst. Det giver overskud til at vende blikket udad og blive klogere på landet, man besøger.

Viti Levu er Fijis største ø. Den er så stor, at det ville have taget os en dag at køre hele vejen rundt langs øens kystvej. Det gjorde vi nu ikke. Vi blev på den vestlige side af øen, der bød på fine oplevelser. Først og fremmest overraskede det os, at Fiji har en ganske stor rørsukkerproduktion. På hele vestkysten så vi den ene store mark plantet til med sukkerrør efter den anden. Det var høsttid. For seks generationer siden i slutningen af 1800-tallet, hentede man indere til landet på ganske ufavorable vilkår, så de kunne skære sukkerrørene ned og stable dem op på de mange små jernbanevogne, der kørte på et vidt forgrenet jernbanenet og forbandt sukkerrørsmarkerne med sukkerrørsfabrikken. I dag ræser store høstmaskiner hen over markerne og ordner den sag på kort tid. Jernbanenettet er under udfasning. Det kunne vi se på de mange lastbiler, der kørte på Queens Road og satte trafikken i stå, når de i røg og damp krøb op over den bakkede vej mod nord på vej mod sukkerrørsfabrikken, hvor den lå. En enkelt lastbil opgav ævred. Den holdt i vejkanten, mens den unge inder, der kørte bilen, ringede efter hjælp. I byen, hvor sukkerrørsfabrikken lå, var der sort. De knuste sukkerrør, der havde afleveret deres saft, blev brugt som brændsel til at drive det store anlæg, fik vi fortalt. Vi måtte desværre ikke komme ind på området og se, hvordan sukkerrørene forvandledes til rørsukker. Det kunne ellers have været spændende, men det var lukket land af sikkerhedsmæssige årsager. I Caribien og især på Marie Galante, hvor der også blev dyrket sukkerrør, hæftede vi os ved deres særlige passion for rom og den lokale drik Tee Punch, men det var der ikke noget af på Viti Levu. Der var ingen hylder i supermarkedet med kæmpe udvalg af rom på flaske eller pap. Tvært imod. Spiritus i Fiji er voldsomt dyr. En flaske gin, af et mærke vi ikke kendte, kostede 450 kroner. Så kan det nok være, vi bare nøjes med Tonicvand - til at skylle røgen ned med. Jeg husker, hvordan markerne i 70’erne blev brændt af rundt om villakvarteret, hvor vi boede, når kornet var i kommet hus. Godt vi ikke længere brænder markerne af. Det var nemt at konkludere, når vi på Queens Road holdt vejret og kørte gennem den fede røg, som afbrændingen af sukkerrørsmarkerne producerede. Da vi stævnede ud mod Marshall øerne og fik Viti Levu på afstand, så vi hvor meget røg, der lå ind over øen. Måske det var årsagen til, at udsigten fra NN, som vi besteg, var så diset? I så fald var det en del af rørsukkerets pris.

NN lå lidt nord for Vuda Marina, inde i landet. Området var udråbt til nationalpark for blot 20 år siden. Der stod på nettet, at man kunne køre til nationalparken i en almindelig bil. Det troede vi på, omend det ikke var helt så lige til, som det lød. Queens Road var en fin bred, asfalteret vej. Det var vejen ind til nationalparken ikke. Det var en grusvej, som alle øvrige veje ind over øen. Det er i sig selv ikke noget problem - for det meste da, men vi blev noget udfordret, da vi kom til en lille å. Den var ikke dyb, men den lå et par meter lavere end vejen og nedkørslen til åen var så tilpas stejl, at vi var i tvivl om, hvorvidt kofangeren ville gå på, når vi nåede bunden af nedkørslen. Og som om det ikke var slemt nok, så bestod vejen af store sten, der stak en del op og lå alt for ujævnt. Hvis det ikke havde været for en lokal, der kom forbi, mens vi diskuterede, om vi ville risikere at ødelægge bilen ved at krydse åen, så var vi vendt om, men han sagde: “Vise vase, det kan jeres bil godt klare. I skal bare køre den samme vej ned som mig. Kig godt efter.” Han toppede det ved at sige: “Vil I virkelig gå glip af bjergene?”. Så gav han den gas og førte sikkert sin bil den rigtige zig-zag vej hen over stenene startende i venstre side, fordi det er i den side, man kører på Fiji. På den anden side af åen steg han ud af sin bil med et stort smil og sagde, at nu var det vores tur. Kaare var frisk og jeg kiggede på fra sidelinjen, mens Kaare centimeter for centimeter lod sig guide ned og hen over stenene. Ufff, det var tæt på, at den lille bil skrabede på stenene, men det får man som bekendt ikke nogen skrammer af. Med bilen sikkert på den anden side af åen, så vi frem til at komme ud at vandre i bjergene og undlod at spekulere over, om vi nu også kunne komme tilbage hen over åen.

For enden af vejen, inde i dalen mellem de græsbeklædte bjergskråninger lå en lille landsby. Husene lignede hinanden. De var bygget af bølgeblik, målte cirka 5x8 meter og havde bare et rum, hvor livet foregik. Vand hentede indbyggerne ved brønden. Dem der havde solceller, havde lys, når det blev mørkt. Selvom antallet af indbyggere var steget, efter området var blevet udnævnt til nationalpark, så talte de ikke mere end cirka 120. De levede meget afsondret fra omverdenen og fortsat lidt oprindeligt på nogen områder. Vildsvinene, som levede i dalene, jagtede de på hesteryg og nedlagde med gevær. Det fortalte kvinden os, som mod betaling havde lavet et dejligt måltid mad til os, da vi kom ned fra bjerget. Den ene ret bestod af svinekød. Vildsvinet var netop blevet nedlagt dagen i forvejen. Kvinden talte fint engelsk, som de fleste på Fiji, da landet engang har været engelsk. I landsbyskolen blev de mindste undervist i deres modersmål, engelsk og matematik. Det var alt, hvad de behøvede. De større børn blev sendt på kostskole i Lautoka, fortsatte kvinden, der havde fået amputeret tæerne på højre fod, fordi hun havde sukkersyge. Insulinpennen havde ikke fundet ud til hende i landsbyen. Hun nøjedes med at holde såret rent ved blandt andet at bruge honning. Alligevel sad hun der og servicerede os, mens Kaare og jeg kæmpede med at sidde på jorden og spise, da vores ben og rygge var alt for stive til at sidde på den måde. Drengen, der nysgerrigt fulgte med på sidelinjen, havde fint tøj på. Det var søndag og de havde været til den første gudstjeneste den dag. Klokken 17 skulle de i kirke igen. Søndagene stod i guds tegn, man hvilede ud og skændte ikke. Det fortalte kvinden, mens den lille pige på 2 år med de store brune øjne og krøllede hår, lidt utilfreds prøvede at finde sig til rette i sit farmors skød. Det lykkedes nogenlunde, da tyggegummiet, som pigen elskede, blev fundet frem. Jeg er taknemmelig over at have mødt kvinden, der tog så pænt imod os og løftede sløret lidt for, hvordan livet leves i bjergene. Vandreturen op til NN var rigtig god, men adskilte sig ikke i nævneværdig grad fra de øvrige mange vandreture på diverse vulkaner, vi efterhånden har lagt bag os. Hvad turen tilbage henover åen angår, så klarede Kaare det lige akkurat. Lidt hjulspind og gummiafbrændning, så var den hjemme og køreturen rundt på øen kunne fortsætte.

Landsbybesøget var spændende, fordi livet der leves så markant anderledes, end det vi er bekendt med. Vores ture ind til byerne var mere overraskende end spændende. Det er svært at sige helt præcist, hvad vi havde forventet at se i byerne, men det vi så, forbandt vi overhovedet ikke med Fiji. Så meget kan vi sige. Så hvad var det vi så og oplevede, som overraskede os? Det vil jeg indvi dig i med afsæt i vores besøg i byen Lautoka, som er den næststørste by på Viti Levu.

I Lautoka var der mange mennesker på gaderne inde i midtbyen. Husene var to til tre etager høje og bilerne holdt parkeret langs fortovet, der var forsynet med gammeldags parkometre og stadig blev brugt. Der var enkelte eksklusive butikker i byen. De mindede indretningsmæssigt, om det vi kender fra vesten, som for eksempel caféen, hvor tjeneren undskyldende bad os om at betale for kaffen, vi havde bestilt hos ham, inden vi fik sat den på bordet. Den var ny for os, da man jo typisk bestiller, spiser/drikker og så betaler. Nå, dem om det. Foruden de eksklusive butikker for de få, fandt vi også et mindre indkøbscenter, der mindede lidt om hjem. Den smarte frisørsalon havde lokale der. Frisøren, der kun kunne klippe piger med langt hår, skulle det vise sig, forsøgt at afværge os ved at trække på den, da vi spurgte, om hun ville klippe os - men uden held. Til gengæld er jeg aldrig blevet klippet så sjusket, som hos hende, men hvad gør det. Lokkerne vokser jo ud igen.

Uden for indkøbscentret, op og ned ad gaderne, lå der den ene lille butik efter den anden. Butiksfacaderne var rodede, afblegede og støvede. Inde i butikkerne så det lidt kaotisk ud. Der var varer her, der og alle vegne. Bag diskene stod der primært indere. Vi kom forbi et supermarked, som vi gik ind i for at sondere terrænet. Det løber mig fortsat koldt ned ad ryggen, når jeg tænker tilbage på det, for derinde løb kakerlakkerne rundt på hylderne mellem varerne. De boede der. Ufff. Nu havde jeg allerede haft et hysterisk anfald over disse modbydelige væsner i La Palma, så jeg kunne nok holde mig i skindet, men vi konkluderede hurtigt, at det var ikke der, vi skulle proviantere til næste sejlads. Den sag endte vi med at klare i indkøbscentret fra før, som også havde et rent og velassorterede supermarked.

Når vi bevægede os rundt i gaderne, så vi ingen tiggere. Det var positivt. Men vi så noget andet, som blev særligt tydeligt, da vi kom frem til markedet, hvor der blev solgt grønt og frugt. Markedet lå i en bygning, der var mørk, trykkende og trang. Udenfor markedsbygningen blev der også handlet frugt og grønt. Handlen foregik på jorden fra tæpper, hvor varerne var lagt sirligt i skåle. Der var mange, der havde noget, de gerne ville sælge, så der var tæpper over det hele. Det summede af liv og det var bestemt en oplevelse at gå hen ad det meget smalle gangareal, hvor man skulle passe på ikke at træde ved siden af, ud på tæpperne, ned i spinaten, tomaterne og de mange andre gode ting. Børnene deltog i salget - godt i gang med at blive skolet op til livet, der ventede dem. Men det var nu ikke det, der var interessant. Det interessante bestod i vores iagttagelse af forskellen mellem de handlende folk på markedet og de handlende folk i butikkerne.

Intet er selvfølgelig sort, hvidt, men der var en tendens til, at det var det polynesiske folk, der sad på markedspladsen, mens inderne stod i butikkerne. Noget tydede på, at en stor del af de 100.000 indere, der blev hentet til sukkerrørsmarkerne i slutningen af 1800-tallet, og deres efterkommere var lykkedes med at løfte sig ud af usle livsvilkår og sætte sig på indtægtsbringende virksomhed i samfundet. Mønstret var det samme i Vuda Marina og Yacht Help, som lå på havnen. Receptionisterne, stuepigerne og kvinderne, der stod i den lille købmandsforretning, var polynesiere og blev ledet af en inder. Folkene, der udførte det hårde og beskidte reparationsarbejde på bådene, var polynesiere og blev ledet af en inder.

Inderne har gjort det godt. De er lykkedes med at skabe et bedre liv for dem selv på Fiji. Det er dem vel undt, men det har også skabt store spændinger i samfundet, da polynesierne i almindelighed ikke på tilsvarende måde har udviklet sig. Spændinger som ikke blev mindre af, at politikerne i 1970’erne fremsatte et lovforslag om at smide samtlige indere på porten, uagtet at de var født der akkurat som deres forældre og bedsteforældre. Men hvordan kunne det komme så vidt?

En del af svaret må knytte an til, at magtens centrum i 1800-tallet tænkte kortsigtet, med blikket stift rettet mod størst mulig profit ved rørsukkerproduktionen. De overvejede ikke, hvilke konsekvenser det på sigt kunne have for samfundet, at de hentede 100.000 indere til landet, fordi det gjorde man ikke på den tid - i tiden lige efter slaveriets ophør. I samtidens optik var inderne intet andet end en ussel arbejdskraft og man overså derfor fuldstændigt den stærke ild, der brændte i inderne og deres efterkommere, som satte dem i stand til at løfte sig ud af fattigdommen. En anden del af svaret er, at polynesierne, som på mange af de øvrige stillehavsøer, ikke er optaget af at skabe profit. De er optaget af deres familie og de nære ting. De er ikke entreprenante. De er snarere konservative og livets skole har stor betydning. Skolen har også en plads i samfundet, men hele det system ser ikke ud til at være så udbygget. Dem der vil videre og har råd, kan købe sig til en universitetsgrad i Australien, fremgik det af store reklamer langs vejene.

Der kan der være mange grunde til, at Fijis uddannelsessystem ikke er så udbygget. Måske ser man ikke nødvendigheden af eller meningen med et stærkt uddannelsessystem. Det kan også være, at man gerne vil prioritere det højere, men ikke har økonomien til det. Eller måske har politikerne ingen strategi for, hvordan de skal skabe sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel af viden, færdigheder og kompetencer - i forhold til de ambitioner de har for Fiji. Ja, det er virkelig komplekst. Men som livet ser ud i dag, bliver mange polynesiere hægtet af udviklingen. Deres arbejdskraft kan ikke bruges til de opgaver, samfundet har. Som eksempel klagede formanden i Yacht Help, Rashid Kumahr, over, at han havde svært ved at skaffe dygtige folk. At der var mangel på kvalificeret arbejdskraft fremgik også af de mange jobopslag, der var sat op på forretningsruderne i Lautoka. Ifølge Kumahr var manglen på god arbejdskraft en konsekvens af, at cirka 200.000 borgere inden for de sidste 10 til 15 år havde forladt Fiji og søgt lykken andre steder. Han sagde ikke noget om, hvem borgerne var, men Fiji har altså en udfordring med at holde på de kloge hoveder - dem med et ekstra gear og ild i røven. Der er noget, der tyder på, at tingene ikke rigtigt hænger sammen i Fiji. Når det er sagt, så er Fiji et fredeligt land og vi følte os godt behandlet af alle, såvel polynesiere som indere, under vores ophold.

Vi har desværre ikke oplevet øerne omkring Viti Levu, da vi ikke havde tid til at cruise rundt i Fiji. Vores tur til Fiji var som sagt en formålsbestemt omvej.