Af Kirstine   |   2022-09-19

Vores nye hverdag

Bølgerne fra Atlanterhavet i den biscayiske bugt glider stille og roligt ind under IRIS, løfter hende op og lader hende glide ned på bagsiden - igen og igen. Vi sejler for en halvvind og der er små 65 nautiske sømil til vi når den spanske kyst ved Viveiro. Estimeret ankomst er klokken 3 i nat. Jeg har flere gange sat mig til tasterne for at sætte ord på vores nye hverdag, men det har vist sig at være vanskeligere end først antaget. I starten handlede det om, at vi endnu ikke var nået til det punkt, hvor vi oplevede vores dag som en hverdag. Det hele var nyt og spændende, som når man holder ferie. Og så alligevel ikke, fordi feriedage er forbundet med nydelse - ikke stejle læringskurver. Men efter at have været på rejse i knap halvandet måned begynder læringskurverne at flade ud og konturerne af en hverdag at tegne sig. Så nu må det efterhånden være muligt at give et første bud på, hvordan vores hverdag ser ud.

H.C. Andersen er citeret for at sige: “At rejse er at leve”. Deri ligger, at rejsedage bliver til hverdage. Overvejelserne om, hvor man er på vej hen, hvornår, hvorfor og hvordan bliver til hverdagsgøremål. Selve rejsen og de mange praktiske gøremål på rejsen bliver til hverdag. Det bliver også hverdag at afkode og forstå det, der rører på sig, der hvor man kommer frem. Men hvad er så ikke hverdag? I min optik er det de mange forskellige rejseoplevelser. Det er fx ikke hverdag at få østers og krabbe, sådan som vi fik det i Bretagne eller at se delfiner jagte føde under og omkring kølen på vores båd i skæret af sidelanternerne - i hvert fald ikke endnu. Men i denne omgang er fokus på, hvordan hverdagen udfolder sig i praksis hos os.

Kaare er projektleder af hjertet. Han stortrives med at undersøge, planlægge, koordinere og lede store og små opgaver - fra store byggerier som fx elefanthuset i Cph Zoo og Bella Sky til optimiststævner. Jeg har ikke et sekund været i tvivl om, at han vil være fantastisk til at bringe os den halve vej rundt om jorden ad vandvejen. Der er gået mange overvejelser om rejsen forud for rejsen, men det er i hverdagen, hver eneste dag at den overordnede rejseplan skal eksekveres. Vi skal hele tiden forholde os til spørgsmålene: “Skal vi videre i dag? Hvad skal være vores næste destination? Og hvad tillader vejret?” Forud for vores fælles drøftelse af disse spørgsmål, har Kaare brugt tid på at orientere sig i Predict Wind, Navionics og Navily. Når beslutningen er truffet, bruger han efterfølgende tid på at lægge waypoints for sejlruten ind på vores kortplotter, så vi på selve turen kan sætte autopiloten til at holde kursen for os det meste af tiden. Min rolle i planlægningsdelen er at supplere, problematisere og diskutere de overvejelser, Kaare har til den forestående sejlads. Fx har vi brugt en del tid sammen på at finde ud af, om vi skulle krydse Biscayen ved at sejle inden om eller ved at krydse over og i så fald til hvilken havn. Det vigtige i denne sammenhæng er, at vi bliver enige om, hvad vi gør. Vi skal begge to kunne være i det.

Hverdagen har også indfundet sig på rejsen over vandet. På de lange distancer, hvor vi sejler flere dage i træk er vagtplanen omdrejningspunktet for vores aktivitet. Vi har prøvet at køre med 4 timers vagter, men denne rytme har vist sig at være uhensigtsmæssig, fordi ingen af os bliver tilstrækkelig udhvilet. Det er simpelthen svært at falde i søvn - selv for Kaare, som plejer at falde i søvn, så snart han rammer hovedpuden. Vi har derfor talt om, at vi må afprøve at køre med 6-timers vagter. Forhåbentlig fungerer det bedre. Når vi begge to er oppe, går tiden med at justere kursen, trimme sejlene, lave mad, spise, drikke, skrive, læse, fiske, snakke og lade os overraske over naturen, som da den lille fugl landede på IRIS. Det er også helt almindeligt at snakke med andre både over VHF’en - som regel på kanal 72. Det eneste, der ikke sker, er, at Kaare fanger de fisk, han så gerne vil fange. Vores venner i båden ELSA har fanget tre mindre tun og en måge. Forhåbentligt får Kaare snart lidt medvind med fiskeriet.

Når vi ligger i havn, står vi op, når vi har lyst, hvis vi da ikke skal nå noget. Efter vi har læst lidt nyheder og spist vores morgenmad, gør vi klar til at tage på eventyr. Som regel har Kaare aftenen i forvejen undersøgt, om der skulle være noget spændende at se i området. Det kan være i byen, inde i landet eller langs kysten. Til turen smører jeg en god madpakke, hælder vand på vores vanddunke og kaffe/the på vores termokander. Vi pakker hver en rygsæk med forplejning, overtøj og fotoudstyr. Derfra er det kun et spørgsmål om at sætte den ene fod foran den anden og se, hvad det bringer med sig. Vi går ofte meget lange ture - også med en del højdemeter. Udover at vi oplever mange spændende ting, tjener turene til, at vi holder os i form.

Madlavning, vask og trimning af vores hjem hører naturligvis også til hverdagens gøremål. Kaare elsker at lave lokal mad. Indtil videre har han serveret paella, artiskokker, østers, grillet rødfisk og tunbøffer - foruden den sædvanlige gode mad, han plejer at lave. Jeg sætter utroligt stor pris på hans mad, der er afvekslende, god og sund. Vi spiser som regel i cockpittet, hvor jeg dækker op med hvid dug og wannabe glas. Opvasken er min. Lidt senere på aften laver jeg en kop kaffe/the og henter lidt sødt ud fra skabet. Som regel sidder Kaare ved navigationsbordet og ræser rundt på nettet. Jeg sidder i sofaen - som oftest med min computer, hvor jeg arbejder på hjemmesiden. Backgammon-spillet var fremme i starten af turen. Nu står det inde i skabet. Jeg har forlænget kapituleret og erkendt mit nederlag til Kaare, som stort set altid vinder. Jeg har endnu ikke regnet ud hvorfor.

Med jævne mellemrum går jeg på vaskeri og sørger for, at vores tøj er rent og lækkert. Da vi gjorde IRIS klar til turen, drømte vi om at installere en vaskemaskine, men pladsen var for trang. Det gør nu ikke spor, at jeg skal en tur på vaskeri, fordi selv denne opgave byder på fine oplevelser, som i Viveiro*, hvor jeg mødte en dame, der rigtigt gerne ville lære mig, hvordan tingene fungerede på hendes lokale møntvaskeri - på spansk. Hun var mægtig sød, men uforståelig. Her gav sloganet “Google is your friend” mening. Med hurtige indtastninger på mobilen kunne vi forstå hinanden, omend vi kun udvekslede ganske få og korte sætninger. Men hun smilede og ville mig det godt. Det var tydeligt. I øvrigt havde hun hele sin familie med på møntvaskeri - moren, ægtefællen og en voksen søn. Vildt! Alle vinkede glade farvel, da de gik.

Endelig er hverdagen fyldt med opgaver, der handler om at holde IRIS ved lige og at få tingene ombord til at fungere. Min opgave er at få IRIS til at stråle som en sol. Jeg vasker saltkrystallerne af hende, når vi kommer i havn, mens Kaare laver mad. Ikke ved at spule hende, selvom det ville være det nemmeste. I stedet fylder jeg en spand med vand uden noget som helst andet i. Med min svamp vasker jeg IRIS med et minimalt forbrug af vand. Det fungerer. Hun bliver ren og min samvittighed forbliver ren i lyset af, at det er knapt med vand nogen steder. Altså, to fluer med et smæk. Den indvendige rengøring er også min opgave. Den tager jeg med glæde. Da strøm er en kostbar ressource ombord på IRIS, foregår støvsugningen altid når vi ligger i havn og er koblet til landstrømmen. Kaare står for at få tingene til at fungere ombord på IRIS. Heldigvis er der hele tiden et eller andet at gøre. Det siger jeg, fordi Kaare stortrives med udfordringer - store som små. Senest har han bokset med, hvordan vi kan vide helt præcist, hvor meget vand vi har i den øverste af vores to vandtanke. Denne information har stor betydning, når vi sætter watermakeren til at producere vand. Både for meget og for lidt produktion af vand er et problem. Spillene har han også renset, så vi ikke længere skal bruge så meget energi, når vi hiver skøderne hjem. Det var dog ikke helt uden problemer at rense dem. Kaare vidste, at han skulle passe på, når han skilte spillene ad, så de meget små og sindssygt vigtige fjedre ikke tog springet - ud i vandet. Intentionen var der, men performancen manglede. Kaare så i slowmotion, hvordan en fjeder tog turen ud over søgelænderet. Lige lidt hjalp det at bande og svovle. Fjederen var selvfølgelig ikke til at få i nærområdet! Men heldigvis var vi på vej til Danmark og en smuttur ud til Tempo Bådudstyr blev pludselig et vigtigt omdrejningspunkt for hjemrejsen. Jens, ekspedienten, blev helt rundforvirret, da vi for 127-tusindende gang stod ved kassen og bad om hans hjælp, fordi han vidste, at vi var rejst afsted. Det krævede selvfølgelig en forklaring og gav anledning til et smil.

Som jeg skrev i indledningen, har jeg arbejdet på denne tekst over en længere periode. Du har måske allerede regnet ud, at jeg heller ikke blev færdig med teksten, da vi sejlede over Biscayen. Det samme gjaldt, da vi lå i Viveiro, hvor jeg også havde ambition om at sætte det sidste punktum. Men nu skal det være. Min sidste betragtning i denne omgang vedrører vores hjemrejse i forbindelse med Niels’ forsvar, som viste sig at have en lidt overraskende effekt på min hverdag på IRIS. Da vi kom til København, Nørreport St., hvor jeg for få år siden havde min daglige gang og drak rigeligt med cafelatte, følte jeg mig nu som gæst. Det stod klart for mig, at hjem ikke længere var i København, Danmark. Hjem var nu på IRIS. Vel hjemme på IRIS efter rejsen til København faldt tingene på plads for mig. Indholdet i hverdagen er ikke længere ubetrådt land. Det er velkendte aktiviteter, som jeg håndterer med ophøjet ro.

Det er afgjort rart at være i balance, når man er på rejse.

*) Teksten blev skrevet færdig ad flere omgange.

Af Kirstine   |   2022-11-16

Oceansejlads

En gennemgående bekymring forud for vores rejse, hos os selv og dem vi talte med, handlede om oceansejladserne. Ville vi kunne holde ud at sidde derude på vandet dag efter dag? Og hvad laver man egentlig derude, hvor pladsen er trang og man ikke lige kan forlade skuden og opsøge underholdning eller andet selskab, hvis det hele bare bliver for meget, stille, ensformigt, blåt?

Det er på samme måde med oceansejlads som det er med maratonløb. Man træner op til det. Den lange sejlads hjemme fra Danmark, ned langs med den europæiske vestkyst, videre ned til Tenerife for til sidst at nå frem til Kap Verde, hvorfra Atlanterhavet skal krydses, rummer ud over dagssejladserne en perlerække af passager, hvor distancerne bliver stadigt længere. Den første passage fra Cux Haven til Vlieland varede 27 timer. Den næste tur gik over Biscayen og varede tre dage. Turen fra Lissabon til Madeira varede fire dage. Og endelig var der turen fra Tenerife til Mindelo på Kap Verde, der varede syv dage. Hver eneste tur var grænseoverskridende - også turen på de 27 timer. Akkurat som med de stadigt længere løbeture forud for et maratonløb, har passagerne gjort os stærke i den forstand, at vi er blevet fortrolige med at sejle langt på det åbne hav og har fundet en måde at være i det på, som fungerer for os. Jeg har tidligere beskrevet vores hverdag, men da der er løbet meget vand i åen siden da, følger her en opdatering. Derudover vil jeg også fortælle om nogen af de oplevelser, der gør det til en god, sjov og til tider lidt nervøs oplevelse at være på havet.

Min hverdag starter klokken 02.00, hvor jeg overtager vagten fra Kaare. Dagens samlede kvalitet er meget afhængig af, om jeg rent faktisk har fået sovet mellem 20.00 og 02.00. Det er desværre ikke altid tilfældet, da jeg har svært ved at lukke de mange banke-, knirke- og motorlyde, der er ombord på en båd, ude af min bevidsthed. I forhold til knirkelydene har det overrasket mig, hvor meget IRIS efterhånden knirker. Lidt trøst fandt jeg dog hos britten og Hallberg-Rassey-ejeren Justin, der sagde: “Ahh, so she has been sailed!”. Ja, det må være sådan, det hænger sammen. Hun er blevet blødere efter 3.300 sømil. Står det helt galt til med søvnen, gør Kaare, hvad han kan for, at jeg kan genvinde friskheden. Fx ved at lade mig sove videre ud over, hvad vi har aftalt, hvis han kan se, at jeg omsider er faldet i søvn. Det samme gælder den anden vej. På den måde hjælper vi hinanden.

Ingen vagter er ens. Sejladsens retning i forhold til vinden, vindstyrke, vindretning, dønninger og lokale bølger sætter dagsordenen. Nogen nætter er fredsommelig uden det store at gør, fordi vinden er stabil, har en passende styrke mellem 5-9 sekundmeter og dønningernes og bølgernes retning harmonerer fint med den sejlede kurs. Disse nætter, der er gode at skrive i, går hurtigt på hæl. Og hvis jeg ikke lige er inspireret til at skrive, kan jeg sætte uret til at ringe hver halve time, så jeg, ind mellem udkiggene, kan hvile mig på bænken og vide, at jeg ikke sejler ind i nogen eller noget. De andre nætter kræver min fulde opmærksomhed. Sejladsen kan være mere eller mindre krævende. Jeg har fortalt om det hårde kryds op til Sant Cruz de Tenerife i artiklen “La Gomera og Tenerife”. På passatsejladsen sejler vi enten halvvind eller medvind. Ved medvind, som vi havde det på turen til Kap Verde, står storsejlet og genoaen ud til hver sin side - wing-on-wing eller goose-wing som briterne kalder det. Her er sejlene fikseret henholdsvis med en preventor på storsejlet og en spilerstage på genoaen. Det betyder, at jeg kun kan justere på den sejlede kurs og genoaen, som jeg kan trække ind eller ud, med eller uden reb. Selvom det lyder overskueligt, er det ikke nødvendigvis nemt, når målet er at opnå den størst mulige fart på den mest optimale kurs. Jeg må konstatere, at det tager tid at lære at sejle en båd. Væsentlig længere tid, end det tog for mig at lære at køre bil og motorcykel. Heldigvis har jeg en god læremester i Kaare.

Om natten er himlen et imponerende skue med månen, der henholdsvis skaber sølv på søen med sit stærke lys og kulsort nat ved sit fravær, samt med de meget klare stjernebilleder, hvor jeg på turen til Mindelo især har hæftet mig ved Orions bælte, som ved vagtens start er på bagbord side af båden og ender med at danne baggrundstæppe bag mastens top lige før månen går ned. Stjernebilledet er så klart, at jeg tydeligt kan se Orions sværd i bæltet. Det kunne jeg ikke, når jeg kiggede stjerner i Pilegårdsparken. Det er en stærk oplevelse at iagttage stjernehimlen uden lysforurening. Kaare har på sine vagter været optaget af at iagttage Mælkevejen. Gad vide hvad Christian den 4. var optaget af, når han stod i sit Rundetårn og kiggede op på stjernerne? Jeg stiller dette retoriske spørgsmål, fordi der er en lille sød historie knyttet til det. Da lysforureningen i København blev for stor, flyttede man stjernekikkerten helt ud til Voldene, hvor man byggede Observatoriet på toppen af bakken i Botanisk Have. Når du står udvendigt på observatoriets kuppel, kan du se Rundetårn bag Rosenborg Slot. Så langt væk måtte man flytte stjernekikkerten for ikke at blive forstyrret af byens lys. I dag søger astronomerne ud på kanten af verdenen for at se himmellegemerne tydeligt. Observatoriet på kraterkanten af Caldera Triburiente på La Palma er et af stederne. Det sætter da udviklingen de seneste 400 år i perspektiv.

Klokken 08 vækker jeg Kaare, der sover i opholdsrummet. Mens Kaare gør sig klar, laver jeg morgenmad. The, en skål musli med hørfrø og mælk til os begge to. Det er alt, hvad jeg skal præstere. Nogen gange er det nemt. Andre gange en kamp. Maden bliver rakt op til Kaare i cockpittet, der tager imod. Så sidder vi der, på hver sin bænk overfor hinanden med en skål i den ene hånd og en ske i den anden og nyder, om muligt, dagens første måltid. Theen er forsvarligt placeret i kopholderen, så den ikke smutter nogen steder. Vejrudsigten bliver hentet ned og nærstuderet, så vi har en ide om, hvad vi kan forvente os af dagens sejlads. Efter jeg har ryddet op i køkkenet, justerer vi sejlene sammen, såfremt det er nødvendigt. Derefter går jeg ned og sover et par timer. Udhvilet ovenpå en morgenlur laver jeg frokost, som bliver indtaget på nogenlunde samme frie måde som morgenmaden. Ikke noget med bord, hvid dug, bestik og tallerkner. Det foregår efter devisen: Keep it simple. Middagsluren går til Kaare, der glad giver sig hen til søvnen. Det er først, når Kaare igen dukker op fra kahytten, at vores fælles dag begynder. Vi har et par timer sammen i cockpittet, inden jeg for sidste gang går i køkkenet. Denne gang for at lave aftensmad. Vi spiser senest en time inden solen går ned, så kan vi nå at få en kop the/kaffe, mens vi arm i arm sidder og nyder solnedgangen. Vejrudsigten hentes ned og nærstuderes igen, med samme formål som om morgenen. Hvis vi ikke allerede har rebet ned for natten, så gør vi det som det sidste, inden jeg går til køjs klokken 20 og sover frem til 02, hvorefter det hele starter forfra. Denne rytme får dagligdagen under passagerne til at hænge sammen. Oven i det kommer alle de små og store begivenheder i de lyse timer, der adskiller dagene fra hinanden. Måske har du læst om den lille fugl, vi fik besøg af på turen over Biscayen? På turen til Kap Verde havde vi også flere oplevelser.

Kaares fiskeri gav anledning til en del oplevelser. Snøren var ude på det meste af passagen til Kap Verde - uden den helt store succes. Det startede ellers godt. På anden dagen fangede Kaare en passende stor mahi-mahi, på dansk en guldmarkrel. Den var utroligt flot med dens gule halefinne og krop. Selvom den kæmpede tappert for sit liv endte den på stegepanden og siden på aftenbordet, hvor den gjorde stor glæde. Oven på den oplevelse håbede vi på at fange flere lækre guldmarkreller. To guldmarkreller mere bed på krogen, men de var alt for små og blev derfor taget af og sendt tilbage til havet, hvor de kom fra. Smukt træk. Kaare fangede imidlertid ikke udelukkende fisk. Til vores store ærgrelse fandt mågelignende fugle det farvestrålende blik så interessant, at to af fuglene endte med at blive viklet ind i fiskelinen. Det var desværre ikke muligt at sætte dem fri igen. Dels fordi de var kommet til skade ved mødet med fiskelinen. Dels fordi de var viklet godt ind i fiskelinen. Efter to aflivede fugle blev det knap så sjovt at fiske, fordi det tilsyneladende var mere sandsynligt at fange fugle end fisk. Fiskestangen blev derfor pakket ned og kommer først frem igen, når vi - på vej mod Caribien - er kommet så langt ud på havet, at fuglene ikke længere er omkring os.

På de kortere passager kan man godt leve med ikke at få bad under sejladsen, men turen til Kap Verde var ikke en kort passage. På tredjedagen ville vi derfor have et bad. IRIS har et dejligt badeværelse, hvor vi kan få bad - også under sejladsen, så det glædede vi os til. Det der skulle være en fornøjelse endte imidlertid med at blive en arbejdsdag, fordi drænpumpen gik i stykker. Den stod ikke til at rede. Til gengæld virkede drænpumpen på IRISs andet toilet/badeværelse. Med knofedt og snarrådighed skiftede Kaare den ødelagte drænpumpe ud med drænpumpen, der virkede og så var vi tilbage på sporet igen. Efter en halv dags arbejde stod vi på den anden side af dette pludseligt opståede problem og var nu begge rene. Et bad er i denne sammenhænge ingenlunde sammenligneligt med et bad på landjorden. Vand er en kostbar ressource, som vi bruger med omtanke. Der er ingen tvivl om, at det er første gang i mit liv, jeg er blevet ren på så kort tid med så lidt vand. Badning på IRIS sætter afgjort vores vandforbrug i Pilegårdsparken i perspektiv. Et Ø300, Vola brusehoved er designet til at give et behageligt bad. Det gjorde det afgjort også, men det har krævet en hel del vand. Jeg er ikke hellig og ønsker heller ikke at være det, men jeg oplever at livet ombord på en båd, hvor vand og strøm er knaphedsressourcer, skærper min opmærksomhed mod, at man godt kan reducere sit forbrug, når presset bliver tilstrækkelig stort. Det er ikke sjovt hele tiden at skulle få tingene til at balancere, men det kan lade sig gøre med lidt omtanke.

Hverdagen er med andre ord fyldt med forskellige oplevelser. Nogen er overraskende og gode mens andre kræver mentalt overskud. Men der sker altid noget og det er sjældent det helt samme. Vi har det altså godt på passagerne.