Af Kirstine   |   2023-03-14

Transit fra Shelter Bay Marina

Shelter Bay Marina skal forståes i lyset af historien om Panamakanalen, så lad mig starte med den. Først og fremmest er Panamakanalen et helt fantastisk og topmoderne anlæg, der løbende bliver investeret gigantiske millionbeløb i (i USD). Af “The Panama Cruising Guide” (Bauhaus, 2015) fremgår det, at det var franskmændene, der som de første prøvede at skabe en vandvej mellem Atlanterhavet og Stillehavet, efter de havde indgået aftale med Colombias regering om rettighederne til det. Grundideen i deres arbejde baserede sig på deres erfaringer med at bygge Suezkanalen - ikke på topografisk viden om stedet. De ville derfor grave en kanal mellem de to oceaner. Arbejdet, der startede i 1880, blev en økonomisk og menneskelig katastrofe. I 1889 gik konsortiet konkurs efter at have brugt 285 mio USD. 20.000 mennesker mistede livet, som fandt sted under vanskelige geografiske forhold, et ubarmhjertigt klima og livstruende tropesygdomme som malaria og gul feber. Da rettighederne til vandvejen fortsat var på franske hænder forsøgte endnu en fransk virksomhed at gennemføre opgaven. De foreslog en sluseløsning. Uden økonomisk støtte fra den franske regering gik virksomheden imidlertid konkurs og endte med at sælge rettighederne og ejerskabet af vandvejen til den amerikanske regering. Da den colombianske regering kunne se, hvor vigtig kanalen ville blive, krævede den et større afkast af USA, end det der fremgik, af den kontrakt USA havde overtaget fra Frankrig. Det accepterede Roosevelt ikke og Panama som selvstændig stat blev ad politisk vej en realitet. I 1903 indgik USA aftale med Panama om at bygge Panamakanalen. Amerikanerne trak på franskmændenes dyrt købte erfaringer og formåede at drage stor fordel af dem. Arbejdet blev gennemført på 10 år og stod færdigt tidligere og billigere end planlagt i 1914. I 1979 indgik USA en ny kontrakt med Panama, som betød at Panamakanalen ville skifte hænder og blive Panamas eje i 1999.

Shelter Bay Marina er sidste stop inden Panamakanalen. Sådan har det ikke altid været. Tidligere stoppede man i havnen i Colon. Da jeg ikke helt forstod hvorfor, der havde været dette skift, spurgte jeg Richard. Han var 70 år, amerikansk statsborger fra Florida og biolog. Sammen med sin ven havde han slået sig permanent ned i Shelter Bay Marina, hvor han hver tirsdag gav nytilkomne sejlere en guidet tur i området. Han fortalte, at Colon havde været en by præget af fattigdom, kriminalitet og korruption siden 1800-tallet og at dens kultur afspejlede mentaliteten hos de mennesker, der havde domineret og fortsat dominerer byen. Langturssejlere har da heller ikke været top begejstret for at lægge til i Colons havn, når de har skullet ordne deres told- og immigrationspapirer samt proviantere, da det var forbundet med utryghed. Men det har de måtte leve med helt frem til starten af nullerne.

Da amerikanerne forlod Panama i 1999, overlod de blandt andet det ganske omfattende militære anlæg Fort Sherman, på Atlanterhavs siden, til den panamanske regering. Da regeringen ikke så det store potentiale i anlægget, har det meste af det ligget hen lige siden. Således står de mange boliger til officererne og de menige soldater i dag tilbage som tomme skaller, der langsomt men sikkert bliver generobret af regnskoven. Anlæggets vejnet er tilsvarende groet til. Kanonerne i kystartilleriets mange batterier blev allerede afmonteret efter anden verdenskrig. Tilbage stod batteriernes rå beton, som i dag mere ligner regnskov end forsvarsværk. Men Shelter Bay Marina, hvor officererne siden 1930’erne har haft deres fritidsfartøjer liggende og hvor de militære fartøjer tankede diesel, benyttes fortsat. Richard fortalte, at marinaen blev overtaget af folk med forbindelser ind i den panamanske regering ved årtusindskiftet. Efter vedholdende godt arbejde har de gennem årene med succes gjort Shelter Bay Marina til langturssejlernes foretrukne havn, også selvom den ligger en halv times kørsel fra Colon. Af denne grund stævnede vi ind i Shelter Bay Marina og ikke Colons havn, da vi havde krydset det Caribiske hav i kuling.

Vores indtryk af Shelter Bay Marina var godt. Folkene var venlige og forholdene gode. For Kaare og jeg har det stor betydning at komme til en havn, hvor tingene fungerer stort set som derhjemme, da det letter vores arbejde med at få styr på tingene efter en lang passage. Shelter Bay Marina opfyldte afgjort dette behov. Vi fik købt et simkort til Kaares telefon, så han kunne få adgang til internettet, der udgør rygraden i vores måde at planlægge og koordinere rejsen på. Jeg fik adgang til vand, så jeg kunne vaske IRIS’ søgelænder og andet rustfristål, som ellers ruster hurtigere end en hest kan rende. Vores affald kom vi af med og vasketøjet blev vasket uden besvær på havnens vaskeri. Og endelig fik vi købt frisk frugt og grønt hos en lokal, der kom forbi Shelter Bay Marina hver formiddag med blandt andet ananas, mango, passionsfrugt, bananer, gulerødder, tomater, agurk og peberfrugt, der er vores foretrukne spise. Med en målrettet indsats når vi som regel igennem de mange opgaver, den første dag vi ligger i havn. Det var også tilfældet i Shelter Bay Marina, så sidst på dagen, da vi endelig kunne sænke skuldrene, foreslog jeg, at vi gik en tur. På det tidspunkt var jeg i modsætning til Kaare endnu ikke bekendt med stedets historie. Til gengæld havde jeg lagt mærke til de mange store rovfugle, der følg ind over området syd-sydøst for marinaen. Dem var jeg lidt nysgerrige på.

Fuglene kom vi ikke meget tættere på, men vores gåtur bragte os ud forbi militæranlæggets efterladte landingsbane. Derfra kunne jeg se havet, som lokkede. Da jeg ønskede at komme ud til vandet og se nærmere på skibstrafikken, endte vi helt henne ved nogen store militære bygninger. Vi troede først de stod tomme, men så kunne vi se liv ved den ene af bygningerne. Fred være med det. Vi var optaget af havet, skibstrafikken og de mange skibsvrag, der lå inde under land. Mættede af indtryk fra kysten vendte vi rundt for at gå tilbage. En ung mand, der beslutsomt gik hen mod en palme, fandt en lang stang frem og ‘plukkede’ en kokosnød, fangede min opmærksomhed. Det så spændende ud. Eftersom han stod et stykke borte, råbte jeg halvt til ham: “How do you open the coconut?” Han vinkede til mig og gik hen mod mig med kokosnødden i hænderne.

Den unge mand, fandt vi senere ud af, hed Alexander. Han var kadet aspirant i politiet, årgang 2022. Det fremgik af hans neon gule løbetrøje. Selv fortalte han os venligt på et yderst begrænset engelsk, at vi befandt os på forbudt område. Til trods for det sendte han os ikke tilbage, hvor vi kom fra med det samme. Han rakte kokosnødden til mig og gjorde det forståeligt, at han ville hente en machete. Snart var han tilbage igen. Med sikker hånd huggede han den yderste grønne skal af og fik lavet et hul på størrelse med en 5-krone. Glad rakte han den over til mig. Med lidt famlen, fandt jeg ud af, hvordan jeg skulle sætte mundet til hullet, så kokosmælken ikke løb ned ad mit tøj - hele tiden. Det smagte dejligt og der var rigelig af den. Kaare og jeg deltes om kokosmælken til vi var fyldt op. Alexander fortalte os, at han havde været ude at løbetræne på landingsbanen og trængte til noget at drikke. Det var derfor han havde plukket kokosnødden. Han ville rigtigt gerne snakke mere med os, men sprogbarrieren gjorde det svært. Med hjælp fra Google fik vi stikordslignende input om at kokosmælk, smager rigtig godt afkølet; at der er et meget rigt fugleliv i Panama; at der er mange turister i Colon og at Panamas politi havde overtaget området, da amerikanerne forlod det i 1999. Det var hyggeligt at tale med ham med Google som tolk. På en rigtig fin måde afsluttede han samtalen ved at lade Google fremsige: “Nice meeting you”. Derpå gav vi hinanden hånden og sagde farvel. Det var rørende at opleve hans gæstfrihed og tankevækkende, hvordan Google kan skabe bro, hvor der er sproglige kløfter.

Venlige og rare mennesker møder vi hele tiden. På Chagres floden mødet vi et ungt skotsk par, der levende fortalte om, hvordan deres familie først vidste besked om deres rejseplaner, da alt var blevet solgt. Hvordan de gang på gang blev snydt i forsøget på at købe en brugt båd på Martinique, indtil de omsider lykkedes og nu arbejdede freelance med markedsføring af maritimt udstyr midt på Chagres floden og alle de andre steder, hvor de kom frem. I San Blas mødte vi Gary fra Isle of Man, der var jævnaldrende med Kaare, snedker, kunstner, galleriejer, tidligere MC-racerkører, bådebygger og jordomsejler - for tredje gang. Han fortalte levende med hele kroppen under en middag, hvordan han kastede sin riskoger rundt i svingene med dødsforagt. I Shelter Bay Marina lærte vi Anne og Benny at kende, som også var rare og hyggelige mennesker at snakke med. Vores seneste møde med rare mennesker havde vi, da Gwenole, Martine og Daniel fra Bretagne hjalp os med at sejle IRIS gennem Panamakanalen.

Gwenole, 39 år, og hans kone, som ikke var med som line-handler, da hun passede parrets to små piger, havde også solgt alle deres ejendele og købt en båd. Gwenoles far, Daniel, havde i sine unge dage været en vovehals på ski, der kunne tricks på to brædder, som de færreste ville turde kaste sig ud i. I dag bimler og bamler metaldetektorerne da også, når han går gennem Security i lufthavnene, men som Daniel sagde - på fransk, så fungerede det nye knæ fint. For fem år siden havde han og Martine, Gwenoles mor, solgt deres skibutik, der lå i Avoriaz. Motivet for at sælge fangede jeg ikke, men mon ikke det hang sammen med, at skisæsonen ikke længere er, hvad den har været. Som Martine sagde: “I dag slås skituristerne om den sparsomme sne ude på pisterne.” Gwenole var fascineret af sejlads - ikke af ski. Han havde allerede sejlet tur/retur mellem Caribien og Frankrig to gange i deres nyerhvervede katamaran. Det tog Kaare og jeg hatten af for - en tur over Atlanterhavet var nok for os.

De gode folk kom ombord torsdag nat klokken 21.45. Det var langt over min sengetid, så da jeg vækkede dem i mørket næste morgen klokken 3.15, var det med ordene: “Welcome onboard, who ever you are!” Det gav anledning til dagens første grin og så var vi igang. Kaare og jeg fik i fin stil sluppet fortøjningerne, ført IRIS ud gennem den mørke havn og ud på reden, hvor vi kastede anker og ventede på, at showet for alvor skulle begynde. Med stor spænding spejdede vi efter advisoren og de to både vi troede, vi skulle følges med gennem kanalen. Turen blev imidlertid en lidt anden, end den vi havde haft med Eli, som var vores referenceramme. Da advisoren ankom klokken 5.00, fortalte han os, at vi skulle følges med en stor 50 fods katamaran.

Skipperen på katamaranen fejrede sin 19. transit gennem kanalen. Det var betryggende, ikke mindst fordi hans båd, til Kaares ærgrelse, fik til opgave at sejle os ind og ud af sluserne. Han fortalte Kaare, at prisen for at sejle gennem kanalen var steget ganske betragteligt i løbet af de 19 gange, han havde sejlet gennem kanalen. Første gang kostede det 176 USD. I dag koster det cirka 2.500 USD. Begge priser er eksklusiv agent. Der er ingen tvivl om, at Panamakanalen er en pengemaskine, også når man tager højde for, at der hvert år bliver investeret 100 mio USD i anlægget til vedligeholdelse og udvidelser. Det bliver tydeligt, selv når man laver et groft estimat over kanalens indtægt. Kaare og jeg har fået at vide, at der passerer 40 fragtskibe gennem kanalen hver dag. Fragtskibene betaler for den fragt, de KAN have med - ikke den fragt de har med. Panamaxskibet, der kan lastes med svimlende 6.000 containere, betaler et sted mellem 8-900.000 USD. De små fragtskibe starter ved 250.000 USD. Hvis vi blot siger, at hvert fragtskib betaler 500.000 USD, har kanalen altså en årlig indtægt på 40 stk x 365 dage x 0,5 mio USD = 7,3 mia USD. I det lys udgør vedligeholdelses- og udviklingsomkostningerne kun 1,3 %. Panama har med andre ord alle muligheder for at skabe et velfungerende land med høj levestandard for alle, men det kræver selvfølgelig retskafne regeringsledere, der vil samfundet det bedste. Dem har de ikke nogen af, derfor slås de fx med store affaldsproblemer, fordi ingen kan finde ud af at indrette samfundet, så det kan håndtere det. Taxichaufføren, der kørte os ind til Panama City, fortalte os, at regeringen overvejede at løse affaldsproblemet ved at eksportere det til enten Japan, Kina eller USA. Det kan ikke ligefrem siges at være en bæredygtig løsning, da det skal fragtes med skib. Trist.

Da vi denne tidlige morgen nåede hen i nærheden af Gatun slusen, hvor besætningerne på IRIS og katamaranen koblede bådene sammen uden problemer, var solen knapt stået op. I det bløde morgenlys førte katamaranens skipper de to både helt hen til indsejlingen ved Gatun slusens første kammer, hvor line-handlerne på land kastede deres tynde liner ud til os. To liner til os - en til stævnen og en til hækken og det sammen til katamaranen. Det var et af disse øjeblikke, hvor alle skulle være opmærksomme, da man ellers risikerede at blive ramt af linens ‘kastebold’. Heldigvis var line-handlerne dygtige folk. For dem var det en smal sag og en sport at kaste linens ‘kastebold’ med stor præcision, så ingen blev ramt. Advisoren fortalte os, at line-handlerne afholder konkurrence to gange om året, hvor de dyster om at være den bedste til at ramme Bulls Eye med deres line på en afstand af over 150 meter. Skiven står ved Miraflores slusen og kan ses på et af mine billeder. Da vores line-handlers havde modtaget de tynde liner, bandt de dem sammen med de store tykke blå fortøjninger, som lå på dækket, så line-handlerne på land kunne hive dem til sig, når bådene var kommet helt ind i kammeret og klar til at blive fortøjret. Alle vidste hvad de skulle gøre, så tingene gik så fint.

Gatun slusen bestod af i alt tre kamre, der samlet løftede os 26 meter op til Gatun søen. Kamrene lå i forlængelse af hinanden. Hvert kammer var 33 meter bredt og 305 meter langt, så vi fulgtes med et stort fragtskib. Første gang man oplever det, er det ganske overvældende og vores line-handlers var da også overvældet. Da slusens porte lukkede i bag os, befandt vi os i et 9 meter dybt hul, der efterlod os med en stærk følelse af sårbarhed. Der var ingen vej ud andet end at vente på, at vandet steg. Det gjorde det overraskende hurtigt. Cirka 10 minutter senere kunne vi se ud over kammerets kant. Trækket på de store blå fortøjninger var enormt, da vandet steg. Jeg kunne se på Kaare, at han havde lavet lidt hovedregning og var en anelse bekymret for IRIS. Hendes klampe i stævnen skulle med jævne mellemrum holde til, at de to både med en samlet vægt på cirka 30 tons blev kastet rundt af det oprørte vand. Vi holdt vejret, mens IRIS var spændt for. Pyhaa, det gik. Den bekymring havde line-handlerne ikke. De havde travlt med at følge advisorens instrukser, så fortøjningerne blev strammet op i det rigtige tempo. Efter halvanden time var vi kommet sikkert gennem Gatun slusens tre kamre og kunne sejle ud i Gatun søen, følge de røde farvandsafmærkninger hen til Gaillard Cut, Pedro Miguel slusen, Miraflores søen og endeligt Miraflores slusen.

Særligt Gaillard Cut fandt jeg spændende i lyset at dets historie. Det var på denne del af strækningen, franskmændene døde som fluer. Jeg har ikke prøvet at grave et eneste spadestik, men jeg har stået i stævnen på IRIS, brændt mine fødder på det djævelsk varme teaktræsdæk og tørret sveden af panden, som blev ved med at pible frem. Der er bare så varmt og fugtigt, at det ikke er til at holde ud at være nogen steder efter klokken 9 om formiddagen og frem til klokken 4 om eftermiddagen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må have været at grave kanalen ud ved håndkraft i slutningen af 1800-tallet. Det var med stor respekt for udgravningsarbejdet, at vi sejlede gennem Gaillard Cut. Det er i øvrigt også på denne strækning, man kan være heldig at se krokodiller. Faktisk stod jeg og spejdede efter krokodiller, da Kaare råbte til mig, at de havde fået øje på en - som vi var sejlet forbi! Den så virkelig fæl ud.

Efter 9 timers sejlads nåede vi ud i Stillehavet. Ved Balbao Yacht Club tog vi afsked med vores franske line-handlers. De var glade for dagens oplevelse, som havde givet dem en god ide om, hvad det vil sige og hvad det kræver at sejle gennem Panamakanalen. Kaare og jeg fortsatte om på østsiden af Amador Causeway, hvor vi kastede anker. Trætte og lykkelige fejrede vi, at vi nu lå i Stillehavet. Galapagos venter lige rundt om hjørnet.

Af Kirstine   |   2023-03-07

San Blas øerne

Med vinden ind forfra tog turen fra Chagres floden til San Blas øen Porvenir to dage. Særligt den første dag var anstrengende. Der krydsede vi gennem den ufattelige store red ud for Panama kanalen i 2 meter høje bølger uden om de mange fragtskibe, der lå for anker og ventede på at det blev deres tur til at sejle gennem kanalen. Almindeligvis ser vi kun fragtskibene som AIS markeringer på vores kortplotter, når de passerer forbi os ude på havet, men her kom vi helt tæt på. De er bare store.

Den første nat overnattede vi i bugten ud for Portobello - en lille by med en stor historie. Columbus opdagede stedet i 1502 på hans fjerde tur over Atlanterhavet. Bugten blev senere til en af de vigtigste udskibningshavne for det guld spanierne tyvstjal i tonsvis fra maya- og inkaindianerne og bragte hjem til Spanien. For at forsvare sig mod (andre tilsvarende) uhæderlige mennesker byggede spanierne to fort - et på hver side af bugten. Vi ankrede op ud for resterne af fortet, der lå mod nord. Det havde en karakter, der ordentligt stimulerede fantasien om en svunden tid. Næste dag var sejladsen mindre anstrengende - vi snød lidt og sejlede for motor de første 10 sømil, indtil vi skulle falde af og gå for en halvvind de sidste 40 sømil til øen Porvenir, som var vores mål. Vores forventninger til opholdet på San Blas øerne var store, da vi havde hørt mange sejlere tale varmt om stedet. Vi var derfor spændte på, hvad der ventede os - ikke mindst i lyset af det vi havde læst om San Blas i “The Panama Cruising Guide” (Bauhaus, 2015). Lad mig sætte scenen.

San Blas øerne ligger bag beskyttende rev på en cirka 130 sømil lang kyststrækning mellem Porvenir og Puerto Obaldia øst for Panamakanalen på Panamas nordvendte kyst. Bauhaus skriver om øerne, at de var ubeboet indtil guna-folket for flere hundrede år siden langsomt flyttede fra bjergene og ud på øerne, fordi de havde opdaget, at fordelene ved at bo på øerne var mange. Der var ingen insekter, vilde dyr og slanger. Vigtigst af alt var det nemmere at beskytte sig mod fjendtligt sindede stammer. De dyrkede fortsat jorden inde på fastlandet og kunne derfor forsyne sig med bananer, anden frugt og rørsukker. Brænde og byggematerialer hentede de også på fastlandet. Helt frem til 1700-tallet levede de et uforstyrret og fredeligt liv, men så begyndte de spanske søfolk at fylde langt mere, end guna-folket brød sig om. Deres krigeriske sind blev vækket og de spanske søfolk slagtet. I 1785 indgik parterne en fredsaftale og livet faldt igen ind i en fredelig rytme, som denne gang varede frem til 1925. I begyndelsen af 1900-tallet, da Panama blev en selvstændig stat hjulpet på vej af USA, skiftede San Blas øerne hænder. De hørte nu ind under Panama og ikke Columbia. Det skabte problemer, da den panamanske ledelse af San Blas var disrespektfuld og diktatorisk. Endnu engang greb guna-folkets krigere til våben. Denne gang dræbte de det panamanske politi og udrensede samtidigt den del af deres eget folk, der havde fremmede gener i sig. Derpå erklærede San Blas’ øverste ledelse øerne for selvstændige. Det vækkede vreden i den panamaske regering. Guna-folket undgik kun et blodigt opgør med det panamaske militær, fordi USA lagde sig imellem og i stedet fik etableret en varig fredelig relation mellem parterne, som eksisterer den dag i dag. For at beskytter sig mod tilsvarende fremtidig uroligheder besluttede guna-folket, at det ikke længere var tilladt at gifte sig med udefrakommende. Forbryder man sig mod det, bliver man smidt ud af samfundet. Guna-folket er med andre ord racerent og stærkt ekskluderende. Ud over de genetiske problemer der er forbundet med indavl, så har Kaare og jeg svært ved at forestille os, at de overlever som samfund med den strategi. Det er vanskeligt at leve et isoleret liv, der benytter sig af digital kommunikation og baserer sig på turisme.

Alle sejlbåde lægger turen forbi Porvenir. Ikke nødvendigvis fordi skipperne har lyst, men fordi de skal. Det er nemlig forbundet med en afgift at sejle rundt mellem øerne i San Blas og tilladelsen køber man på Porvenir - guna-folkets administrationsø. Vi ankom til øen sidst på dagen i overskyet vejr og fik styr på papirerne. Der kom et par både mere i samme ærinde den eftermiddag, men i modsætning til os tog de straks videre. Vi ville imidlertid gerne se nærmere på øen ved siden af, som husede mange familier, inden vi drog afsted. Næste formiddag tog vi modet til os og sejlede over til den lille ø i gummibåden. Det var grænseoverskridende at træde ind i det meget lille samfund og gå en tur rundt på øen for at se, hvordan de boede. Jeg vidste godt, at at mit kamera ville skabe afstand mellem dem og os, men jeg havde alligevel valgt at tage det med, fordi jeg gerne ville fastholde mine oplevelser. Beboerne, undtagen kvinderne der solgte patchwork lignende håndarbejde med betegnelsen ‘molas’, kvitterede da også ved at blive usynlige, så mine billeder viser samfundet - ikke menneskene.

Husene på øen lå helt tæt. De var stort set alle ens og bestod af et stort mørkt rum med hængekøjer hængende ned fra taget. Haver fandtes ikke. Kun stier og fælles arealer. Kloaker og vandledninger fandtes heller ikke. De sanitære forhold var primitive. Hele vejen rundt langs øen så vi spinkle broer, der alle førte ud til en platform, hvorpå der var en afskærmning for den private aktivitet, hvis produkt blev afleveret til havet. Ferskvand samlede de op i beholdere. På et punkt havde øen fulgt med den teknologiske udvikling. Flere af husene var forsynet med enkeltstående solcellepanaler, som producerede strøm til beboernes mobiltelefoner. En lille dreng rendte da også veltilfreds rundt med en mobil i hånden. Det var befriende at se, men stod også i skærende kontrast til kvinden, der ivrigt viste mig hendes køkken, som lå ved siden af huset og bestod af brændeknuder, der var lagt fladt ud på sandet i en stjerneform med den store gryde hængende ned over bålet fra et stativ. Hun var i gang med at koge en vælling af madbananer, kokosmælk og kokos. To timer tog det ifølge kvinden, der var klædt i de karakteristiske kvindelige guna-klæder. Køkkenets bagvæg var dækket af kokosnødder. Det så flot ud. På hushjørnet hang et hjemmegjort bur af ståltrådsnet med en enlig grøn papegøje i, som bed ud efter mig, da jeg kom for tæt på. På vores vej tilbage til gummibåden kom vi forbi øens skole. Den var bygget i sten og ikke større end 4x4 meter, men sikkert rigelig stor. Lidt længere fremme fandt vi et hospital. Jeg genkendte det på karet med vand og de blågrønne textiler. Selvom øen var meget tæt bebygget, var den ren og tingene velholdte - indtil man nærmede sig kysten, hvor affaldet flød. En stor del af affaldet har været deres eget, men efter at have været i land på enkelte øer, er det tydeligt, hvordan affald fra havet skyller op på øernes luv-side. Så vil man vil fastholde illusionen om de smukke hvide koralsandstrande, skal man blive på øernes læ side. Trist men sandt. Det moderne liv udefra presser sig på. Det så vi også hos øens købmand, hvor hylderne var fyldt med varer indpakket i plastik. Dåse Coca Cola går de heller ikke ned på. Således mættet med interessante indtryk, der fik os til at undre os yderligere over dette folk, der befinder sig i en osteklokke med betydelige revner i, sejlede vi tilbage til IRIS for at begive os afsted til Holandes Cays.

Holandes Cays er navnet på den nordligste øgruppe. Der var ikke langt derud. Blot 20 sømil som skulle tilbagelægges inden for revene og dermed på helt fladt vand. IRIS har aldrig sejlet så jævnt på en foran for tværs (halvvind), som hun gjorde den dag. Det ved vi positivt, fordi vores hydrogenerator utilsigtet fungerer som akustiske fartindikator. Det var en fornøjelse at sejle til Holandes Cays, som blev forstærket af, at solen nu skinnede fra en skyfri himmel. Da vi ankrede op i “Swimming Pool Anchorage” ud for BBQ Island, der var vores bestemmelsessted, så vi, hvorfor mange sejlere er begejstret for San Blas. De kridhvide koralsandbanker - på læ siden, under det krystalklare vand giver den smukkeste tyrkise farve, man kan forestille sig, når man ser det hele oppefra og det ligner faktisk bunden af en swimmingpool. Kaare og jeg sprang i vandet for at se nærmere på koralsandbanken. Der var ingenting at se andet end koralsand og IRIS’ køl, som havde vand under sig. Når Kaare sad på koralsandet under kølen, kunne han nå op til undersiden af den med hånden. Det fik vi meget sjov ud af. På kanten af poolen, hvor det blev dybere ændrede vandets kulør sig fra tyrkis over grøn til himmelblå og når man med det brede blik kiggede hen over vandet ind mod palmerne på den kridhvide ø, forstod vi de andre sejleres begejstring for San Blas. Det var bare betagende smukt og gjorde krav på konstant opmærksomhed, som vi gav det helt frivilligt.

Lige ved siden af os i ‘poolen’ lå en anden dansk båd. Skipperen, Torben, var alene på eventyr. Hans kæreste og drenge på 13, 16 og 27 år var derhjemme. Måske er Kaare og jeg lidt gammeldags, for vi forstod ikke helt, hvordan han kunne efterlade de yngste. Vi ved jo selv alt for godt, hvor svært det er for drengene at undvære os og omvendt. Men det fungerede for ham. Med sig ombord på sin båd, havde han to helt unge, søde gaster. De, der var studenter fra 2022, var ikke hans første gaster, men nummer 5 og 6 i rækken af gaster, der alle havde været tilsvarende unge. Torben havde allerede sejlet 2 gange rundt om jorden, så han vidste, hvad det krævede af gasterne - først og fremmest ansvarlighed, respekt, deltagelse og evnen til at sætte fællesskabet først. 50% af gasterne havde fejlet på disse parametre og var blevet bedt om at afmønstre før tid. Han mente, at det sagde noget om ungdommen i dag. Måske havde han ret og så alligevel ikke helt. For mig at se handlede det også om rekrutteringen af gasterne. Torben havde valgt gasterne ud efter deres interesse og erfaring med sejlads. Interessen var der - for at kunne vise cool billeder på Instagram til deres venner derhjemme. Erfaringerne var for nogens vedkommende talt op til et punkt, hvor de var uden hold i virkeligheden, hvilket efterlod Torben med et stort arbejde med at lære de unge mennesker op. Det var sådan set helt i orden, men Torben blev træt, når han for 4 og 5 gang skulle gentage sig selv, uden at det bed på det unge menneske. Som han sagde: “Han var ikke deres mor”. Det kunne vi sagtens sætte os ind i. Vi talte om, at han skulle have rekrutteret gaster, der rent faktisk var sejlere, men det var nemmere sagt end gjort, fortalte Torben. Det har vi hørt andre sige, så det har han nok ret i. Nu gad Torben ikke mere. Han havde fået nok af de unge gaster, som også var et andet sted i livet end han selv og glædede sig til at sejle alene ud i Stillehavet. Det var hyggeligt at tale med ham og vi ønskede ham en rigtig god tur, hvorefter vi igen vendte vores opmærksomhed mod naturen.

I “The Panama Cruising Guide” (Bauhaus, 2015) finder man det ene flotte luftfoto af øerne efter det andet. På disse billeder bliver revenes udtrækning og farver meget tydelige. Kaare og jeg havde set guna-folk vandre helt ude ved kanten af revet, da vi lå ved BBQ Island. Det inspirerede os til at gøre dem kunsten efter. Dels kunne vi finde ud af, hvorfor revene var grønne på luftfotoene. Dels kunne vi opleve bølgerne slå ind over revet helt tæt på. Vi tog turen ud til revet, da vi havde skiftet ankerplads og lå ved “Southwest of Cambodja Cay” ud for Ukupsuit, fordi derfra kunne vi sejle i gummibåden ad en kanal næsten helt ud til revets yderkant. Gummibåden blev pakket til ekspedition - kamera, badesko, finner, maske, snorkel og anker. Så var vi klar.

200 meter fra revets kant ankrede vi op. Vi vidste, at tidevandet først ville vende en times tid senere, så vi havde god tid til at vandre ud til revet og tilbage igen. Vi tog sko på og hoppede i vandet. Det gik mig til knæene og få gange lidt højere op, men det var okay. Det var helt rigtigt at have sko på, fordi revet bestod blandet andet af skarpe koralstumper. Revenes grønne og brune skær, fandt vi ud af, skyldtes søgræs og få egentlige koraller. Ude på kanten af revet slog bølgerne ind over med stor kraft. I starten kunne vi blive stående, når vandet passerede os. Til sidst virkede bølgerne truende og vi måtte strenge os an for at blive stående. Mens vi stod der, forestillede vi os, hvor forfærdeligt det må have været for besætningen på Vestas Volvo Ocean båd, da de sejlede på et rev i det Indiske Ocean for nogen år tilbage. Godt der ikke skete dem noget, men vi undrer os fortsat over, at navigatøren ikke havde bedre styr på, hvor de var.

Tilbage ved gummibåden skiftede vi fodtøjet ud med finner, maske og snorkel, trak ankret op og lod os glide ud i kanalen, hvor en indadgående strøm på lidt over en knob førte os tilbage til IRIS. Kanalen var 3-4 meter dyb og bunden kridhvid. Der var kun ganske, ganske få mindre fisk at se, når vi kiggede ned. Kiggede vi ud til siderne, ind på de lavvandede områder, så vi søgræs. Det var sjovt at flyde med vandet og have mulighed for at iagttage det undersøiske liv, men det var ikke den helt store oplevelse, da der så pludseligt skete noget. Først så Kaare en rokke. Dernæst så jeg en revhaj og barracuda ligge stort set ved siden af hinanden inden på det lidt lavere vand cirka 10 meter væk på vores højre side. Det er den største barracuda, jeg har set til dato. Den havde samme størrelse som revhajen og kiggede på mig med sine store øjne. Jeg lod som ingenting, hev fat i Kaare og henledte hans opmærksomhed på mine nye venner, der heldigvis bare blev liggende, hvor de var. Jeg var ikke så urolig over at se revhajen, men med barracudaen var det anderledes. Den gjorde mig en anelse utryg. Så var det godt, jeg kunne klare resten af turen i gummibåden, hvor Kaare gjorde mig selskab. Vi var begge to meget begejstrede over at have set den store barracuda på denne noget utraditionelle snokletur. Vi følte os heldige. Dagen efter ved Eastern Lemmon Cays ud for øen Yansaladup, hvor vi ankrede op for sidste gang i San Blas, så vi endnu en rokke og en af de store hvide konkylier med et væsen i. Rokkerne er der åbenbart en del af. Det samme kan man ikke sige om revfiskene. Vi har som sagt kun set ganske, ganske få fisk og det har overrasket os. Måske kigger vi de forkerte steder, fordi når vi sidder i cockpittet og kigger ud, ser vi fra tid til anden guna-folk sidde i deres dugout-kanoer og hive den ene fisk op af vandet efter den anden. Ind imellem bliver vi sågar tilbudt friskfanget fisk ved båden. Hvad er det vi ikke forstår?

Yansaladup så interessant ud med dens mange palmer, hytter og folk, der vandrede frem og tilbage. Børn, voksne, lyse og mørke mennesker. Kaare og jeg tog derfor ind til øen. Den var ikke stor. Vi kunne uden problemer se kystlinjen hele vejen rundt. Familien, der ejede øen, havde valgt at gøre den til et turistmål. De markedsførte øen som det ideelle sted for meditation og afslapning i almindelighed. Der var pænt og rent - også på øens luv-side. Det havde jeg nu også gættet på, da jeg havde set guna-folket feje stranden hver morgen. Men der var også tydelig besked til øens gæster om ikke at efterlade noget skrald. Det skulle de selv tage med til fastlandet. Gæsterne var indlogeret i fine røde træhytter på øens luv-side med egen terrasse og udsigt til revet, der buldrede løs 24-7. Træhytterne stod på pæle i havet. Sådan var det blevet. Havet åd grådigt af sandbanken og flere palmer var allerede gået til. Lige netop den dag hvor vi besøgte øen, var samtlige øens mænd igang med at fælde et palmetræ. Det var noget af et skue. Øens stærkeste mand klatrede op i træet. Han fik det til at se let ud, men mændene der fulgte efter, fordi de skulle bringe ham ting, satte hans præstation i perspektiv. De kæmpede bravt for at komme op i toppen af palmens krone, hvor dagens helt sad og ventede. Med en machete huggede han kokosnødderne fri. De drønede til jorden med et brag. Så fulgte palmegrenene og snart var palmen gjort klar til at blive langt ned. Manden med motorsaven skar ikke først et ‘retnings’snit i palmens stamme. Han skar bare - med en heldig hånd, for det var da kun med nød og næppe, at palmen ikke tog en hytte med i faldet. Jublen hos guna-mændene var da også stor, da stammen endelig lå på jorden. Resten af dagen brugte de på at save stammen op med motorsav. Meditationen var aflyst. Kaare og jeg gik 100 meter mere på øen og så var vi tilbage ved gummibåden, der lå lige ved siden af den dugout-kano, som blev brugt hver morgen af en af mændene fra øen til at fiske fra. Han var lille, adræt og vanvittig god til at holde balancen i den smalle båd, når han smed snøren ud, lokkede fisken til og lynhurtigt hev snøren ind igen. Det var et ganske fascinerende skue. Han behøvede ikke nogen opgradering af sit udstyr.

Det er alt sammen meget godt, fint og smukt på San Blas, men guna-folket har et problem, de ikke kommer uden om. Havet. Øerne bliver langsomt men sikkert opslugt af havet. Eric Bauhaus har skrevet om det og man kan se det med sit blotte øje. Guna-folket på Yansaladup har endnu nogen år tilbage på deres ø, men gyngestativet stå allerede permanent i vand. Da vi forlod Eastern Lemmon Cays, så vi, at flere af de nærtliggende øer lå blot 0,3 til 0,5 meter over havets overflade ved højvande. Guna-folkets eksistensgrundlag ser ud til at smuldre bort. Endnu kan de stimle sammen på de øer, der fortsat består, men hvad stiller de op, når deres samfund forsvinder under havets overflade? Hvad vil de gøre for at opretholde deres identitet? Kan de opretholde deres identitet? Eller vil de blive assimileret ind i den panamanske kultur? Foreløbigt lever de endnu på deres øer i pagt med naturen - og turismen.

Kaare og jeg er taknemmelige over at have oplevet en lille del af San Blas, også selvom vi ikke er enig i den ensidige rosenrøde fremstilling af stedet, som vi på forhånd var blev eksponeret for. Nu har vi været der i solskinsvejr og overskyet vejr, hvilket i overført betydning svarer nogenlunde til vores oplevelse med og fortælling om stedet. Det var en interessant tur.

Af Kirstine   |   2023-03-07

Chagres floden

Torsdag den 23. februar var vi klar til at sejle til San Blas øerne. Vi havde holdt vores agent Erick i ørerne for at nå dertil, men vejret ville det anderledes. Det blæste en hel del fredag morgen og bølgerne var store. Da jeg ikke kunne overskue en strabadserende tur til San Blas øerne, blev vi en ekstra nat i havnen. Det nød jeg fuldt ud, men så skulle vi også videre. Vinden ville først falde mandag, så vi besluttede os for at sejle hen til og op ad Chagres floden. En lille tur på 6 sømil mod vest med vinden.

Elektroniske søkort fungerer almindeligvis upåklageligt godt - bare ikke i Panamas farvande, hvor de nogen steder er meget upræcise. Dels er målingerne gamle. Dels er målingerne ufuldendte. Eric Bauhaus, der er tysker, har gennem mange år sejlet Panama tyndt, kortlagt og opmålt rigtigt mange af de steder, de fleste sejlere drømmer om at besøge. Hans omfattende arbejde er publiceret i bogen “The Panama Cruising Guide” (2015, 5. udgave). Den er guld værd, hvis man vil færdes sikkert rundt langs Panamas kyst og mange øer, så Kaare havde indkøbt et eksemplar til vores bibliotek. Med guiden i hånden var det en smal og sikker sag at entrere Chagres floden.

Chagres floden blev benyttet flittigt i gamle dage. Guldgraverne, der søgte lykken i Californien og Alaska, var nogen af brugerne. Den gang tilbage i midten af 1800-tallet gik der ingen jernbane på tværs af USA, så med mindre de ville ride på hesteryg fra øst til vest gennem midtvesten, måtte de ned til Panama for via Chagres floden og en mindre passage over land at komme over på vestsiden af det amerikanske kontinent. I dag er der bygget en dæmning 6 sømil oppe ad floden. Den fungerer som sikkerhedsventil i forbindendelse med opdæmningen af Gatunsøen. Kaare og jeg ankrede op 2 sømil fra dæmningen - et sted, hvor floden slog et knæk. Der var masser af plads, da floden var cirka 120 meter bred og 10- 15 meter dyb. Og så var der meget smukt. Uanset hvor vi kiggede hen, kiggede vi ud på regnskoven. Lukkede vi øjnene og lyttede, kunne vi høre brølaberne brøle og papegøjerne skrappe. Kiggede vi ud med tålmodighed på regnskovens trækroner, kunne vi ind imellem se tukaner flyve fra træ til træ. Kiggede vi ned i flodens vand, så der roligt ud, men det var et falsum. Floden var hjemsted for krokodiller, så en afkølende dukkert i floden var udelukket. Heldigvis blæste det lidt, så vi kunne skabe gennemtræk i båden ved at åbne alle vinduerne og blive kølet lidt af.

På søkortet kunne vi se, at der lige i nærheden var tre mindre kanaler ind i regnskoven. I bedste Indiana Johns stil sejlede vi fredag eftermiddag op ad den første kanal i vores gummibåd. Der var endnu smukkere i kanalen end ude langs floden. De store trækroner dannede virkeligt et tag over os imponerende højt oppe. Med nakken lagt helt tilbage, så længe vi orkede, sad vi og spejdede efter fugle og aber. Vi kunne høre dem men ikke se dem. Til gengæld fik jeg øje på en trækrone, der var fyldt med blå blomster. Det var et fantastisk syn. Regnskoven var et fredfyldt sted. Vi sad helt stille i gummibåden og sugede alle indtrykkene til os. Lyset, kanalen der snoede sig og blev smallere og smallere, træstammerne i vandet og udhængende træer, vi skulle sejle udenom og de mange forskellige træer og planter, som havde flotte betagende blade eller interessante frøstande. Midt i alt det grønne så vi enkelte slyngplanter med flotte men få lyselilla blomster. Det var nemt at være begejstret. Krokodillerne så vi ikke skyggen af, men de har nok set os. Langsomt svandt lyset ind. Vi søgte tilbage til IRIS og kaldte det en dag.

Lørdag morgen startede allerede klokken 4. Kaare havde to vigtige samtaler med gode folk i Danmark. Der sad han midt om natten, i cockpittet med regnskovens lyde som baggrundstæppe og samtalte over telefonen via Iridium. Selvom Iridium abonnementet er lidt dyrt, er det alle pengene værd. Det har stor betydning for os, at vi kan agere på de ting, der opstår i Danmark og som vedrører os. Selvom Kaare havde sagt til mig, at jeg bare skulle sove videre, så var jeg lysvågen uden en chance for at falde i søvn igen. I stedet lå jeg med lange ører og lyttede med på samtalerne. Ved 5-tiden lagde Kaare på sidste gang og jeg satte mig op i cockpittet til ham. Det var ret hyggeligt. Sådan startede vores dag.

Kaare er ikke voldsomt glad for at stå (tidligt) op. Der gik ikke lang tid, så forsvandt han nedenunder. Jeg hentede mit kamera, satte mig tilrette i cockpittet og ventede spændt på at se regnskoven i det tidlige morgenlys. Jeg havde en ide om, at den vestvendte regnskov, som lå op ad en bjergskråning, ville blive helt fantastik flot i morgenlyset. Det fik jeg ret i. Prøv bare selv at se billederne i galleriet. Godt tilfreds med min fotografiske succes vækkede jeg Kaare lidt over syv. Vores plan var at sejle op ad den næste kanal. Denne gang tidligt på dagen, mens dyrene endnu var aktive.

Turen op ad kanalen denne tidlige søndag morgen bød på nye oplevelser. Endnu engang sejlede vi ind for motor. Når der var noget, vi gerne ville tage billeder af, voldte det os imidlertid problemer at holde gummibåden stille. Jeg foreslog derfor, at vi slukkede for motoren og brugte årene. Det gjorde hele forskellen. I stedet for at komme larmende op ad kanalen og alarmere dyrene om vores ankomst, så de forsvandt, gled vi lydløst afsted. Det første vi så var en stor flot høg. Den sad på en bar gren 5-6 meter over kanalen. Vi forstyrrede den næsten ikke, så der gik lidt tid, inden den spredte vingerne ud og fløj væk. Stille gled vi videre. Vi kunne høre papegøjerne og denne gang fik vi øje på dem. Det var i sig selv en sejer, fordi de fuldstændigt faldt i et med bladene i trækronerne, så fine grønne var de. Desværre fik vi ikke noget billede af dem, da afstanden hen til dem var for stor. Næsten samme sted fik vi øje på en tukan. Den sad på en gren med sit alt for store, krumme og farvestrålende næb. Tukaner sidder sjældent stille ret lang tid ad gangen, så inden vi så os om, var tukanen, vi havde spottet, fløjet videre - men vi så den. Det var vi godt tilfredse med. Den største oplevelse fik vi på tilbagevejen. Kaare, som kiggede op i trækronerne det meste af tiden, fik øje på en lille gruppe brølaber og minsandten om der ikke var en hunabe med en lille unge iblandt dem. De var ved at krydse kanalen via trækronerne og havde god tid. Vi kiggede på dem og de kiggede på os. Deres lange haler havde et fast greb om træet, de sad på. Når de bevægede sig rundt i trækronerne var det med stor elegance. Abemor kastede sig ikke fra gren til gren som de andre. Hun strakte sig så lang hun var og greb roligt ud med sin hånd efter næste gren at holde fast i, inden hun satte af. Abeungen, som sad på morens mave og derfor hang med hovedet nedad, når moren vandrede, holdt selv fast i hendes pels. Det var alt sammen meget fascinerende at kigge på.

Tilbage på IRIS fik vi resten af dagen til at gå med at bage boller, læse, løse suduko, skrive mails, redigere billeder og tage en sidste tur op ad endnu en ny lille kanal. Efter aftensmaden gik vi mere eller mindre omkuld, da dagen havde været temmelig lang. Vi var meget glade for at have brugt et par dage på Chagres floden. Den gav os afgjort nogen spændende oplevelser. Faktisk var vi overrasket over, hvor mange spændende dyr vi fik set på så kort tid. Det blev tydeligt for os, da vi kiggede billederne igennem. Der mangler dog et billede - foruden billedet af papegøjerne og tukanen. Det var billedet af krokodillen. Vi lykkedes ikke med at spotte nogen krokodille. Vi så den kun jage alle fiskene op af vandet, da den fouragerede mandag morgen. Godt vi ikke var hoppet i.

Vinden var faldet som lovet og vi satte kursen mod San Blas øerne.

Af Kirstine   |   2023-02-25

Frivillige 'linehandlers'

Vi ankom til Shelter Bay Marina lørdag morgen. Den første dag gik med nervepirrende samtaler med agenten Erick, der ikke havde sat gang i ‘cruising permit’ papirarbejdet til San Blas som lovet og som også kunne fortælle os, at ugen, vi gik ind i, var præget af det årlige karneval, hvilket satte alting i stå. Det betød, at vores planer om at komme hurtigst muligt videre til San Blas øerne hang i en tynd tråd. Det var imidlertid ikke det eneste vi bøvlede med. Fastsættelse af tidspunktet for gennemsejling af Panamakanalen var betinget af, at vi havde fået opmålt IRIS. Det kunne tidligst ske den først kommende torsdag, men der var ingen garanti for noget, sagde Erick. Al den usikkerhed huede os langt fra, men der var ikke noget at gøre. Vi måtte væbne os med tålmodighed og vente helt frem til onsdag, inden vi vidste præcist besked om, hvor langt papirarbejdet var kommet og hvornår vi kunne blive opmålt.

Kaare og jeg havde på forhånd talt om, at det kunne være sjovt og lærerigt at være frivillige ‘line handlers’ på en anden båd, inden vi selv sejlede gennem kanalen med IRIS. Vi var dog usikre på, om vi ville lykkes med at realisere vores ide. Dels vidste vi ikke, hvordan sådanne aftaler kom i hus. Dels havde vi kun fire dage til vores rådighed, inden vi skulle måles om torsdagen, om alt gik vel.

Da vi ankom til Shelter Bay Marina, introducerede en anden sejler os til Shelter Bay Marina WhatsApp Group, som ifølge hende var en meget aktiv gruppe, hvor alle mulige informationer udgik fra. WhatsApp bliver ikke brugt nævneværdigt i Danmark, men Kaare kendte til det fra sin tid i Asien og tilmeldte sig derfor uden besvær til gruppen. Lidt tøvende og uden det store håb om, at der ville komme noget ud af det, fordi vores tidsplan var stram, lagde Kaare en besked ud på gruppen søndag formiddag om, at vi stillede os til rådighed som ‘line handlers’ mandag til onsdag. Minsandten om der ikke var bid. Eli og hans kæreste Amy skulle have deres båd igennem mandag til tirsdag og de manglede et par hænder. De besøgte os på vores båd, for at se hvem vi var og heldigvis kunne de se sig selv have os med ombord på transitten. Kaares kompetencer og vores fælles væsen syntes de vældig godt om, så stik imod vores forventning lykkedes vi med at realisere vores ide. Det var vi utroligt glade for.

Eli var amerikaner, 38 år. I 20 år havde han arbejdet som professionel klatre. De sidste 16 år med egen virksomhed. Ifølge hans storebror, som også var med på båden, skulle han have været en institution inden for klatreverdenen. I 10 år havde Eli drømt om at sejle rundt i Stillehavet. Da hans kammerats far satte sin 44 fods båd fra 1983 til salg, købte Eli og kammeraten båden sammen. Der gik dog ikke mere end 8 måneder, så sprang kammeraten fra. Eli købte ham ud og så stod han der med en båd, der var langt større end det han ville have købt, hvis han havde været alene om købet, men han var super tilfreds med situationen. De første par år lå båden hen, men for 2 år siden tog Eli og hans far fat og gjorde båden klar til brug. Alle utætheder skulle ifølge Eli være tætnet. Klatreforretningen havde han solgt og nu var han på vej ud i Stillehavet med sin helt nye kæreste Amy.

Amy var australiere, 36 år. Hun var uddannet jurist. De første par år arbejdede hun som jurist. Så skiftede hun til hotelbranchen, hvor hun var manager i 10 år. Sideløbende startede hun en yoga-forretning med en partner. De sidste par år havde hun og partneren rejst land og rige rundt med deres forretning. Rejseaktiviteten havde dog nået et omfang, som hun ikke længere var så glad for, så tiden var inde til, at der skulle ske noget andet. Hendes helt store interesse var klovne. Hun drømte om at forske i emnet ‘klovne’ og arbejde med dem i praksis, men hun var også meget glad for hendes nye kæreste Eli og fandt det spændende, at de skulle sejle rundt i Stillehavet. Udfordringen var dog, at hun ikke havde sejlet før og nemt blev søsyg. Desuden havde hun fortsat en række forpligtelser i forbindelse med yoga-forretningen. Foreløbigt var hun fortrøstningsfuld og tænkte, at det nok skulle gå altsammen. Det håber jeg, hun får ret i.

Mandag klokken halv et gik Kaare og jeg ombord på Elis båd. Der hilste vi på Cole, storebroren og hans nye mexicanske kæreste, Irene, som var meget ung og kom fra rige kår. Irene var på gennemrejse i Panama i sit mobil home, som skulle bringe hende hele vejen ned gennem Sydamerika på ubestemt tid. Den var midlertidigt parkeret ved et hotel, så der blev passet godt på den. Når hun fortalte om sin rejse, talte hun kun om sig selv. Cole indgik ikke i planen. Måske fordi han snart skulle tilbage til Colorado, hvor han kom fra, for at arbejde.

Kaare og jeg havde på forhånd aftalt, at vi ville gøre, hvad vi kunne, for at Eli fik en god tur gennem kanalen. Foruden at gøre et godt stykke arbejde som ‘linehandlers’indebar det at tilpasse os. Da vi kom ombord, blev vi taget rigtigt godt imod og fik anvist en fin kahyt i stævnen, hvor vi kunne sove. Eli og Amy, som var de primære personer, vi forholdt os til, var nemme at tale med og Kaare og jeg matchede deres måde at være på efter bedste evne - uden at slå knuder på os selv. Vi blev kun testet en enkelt gang, da besætningen skulle fejre Irenes fødselsdag tirsdag morgen. Det foregik med kostumer, parykker, australsk truthorn og fødselsdagssang suppleret med fotosession, hvor det gjaldt om at skeje ud. Kaare og jeg hujede, det bedste vi havde lært men var ellers godt tilfredse, da vi kunne lægge det festlige udstyr tilbage, hvor det kom fra. Eli var glad for, at vi spillede med på noderne. Vi bestod med andre ord denne del af opgaven, men hvad med ‘line handler’ opgaven?

For at forstå ‘line handlerens’ opgave skal man vide lidt om transit-processen. Forud for transitten vælger bådejeren, hvordan båden skal fixeres til selve slusen. Der er fire muligheder, men reelt bliver hovedparten af alle både koblet sammen med en eller to andre både, der føres ind i slusen som en samlet enhed og fixeres med fire liner - en line i hvert hjørne af den samlet båd-enhed. ‘Line handleren’ har derfor to opgaver. Opgaven med at koble bådene sammen, inden de skal ind i sluserne og opgaven med at få trukket de store liner mellem slusen og båd-enheden. Ingen af opgaverne er svære, når bare man ved, hvad man skal gøre. Alt det nødvendige udstyr - 8 store kuglefendere og 4 tykke blå liner per båd, lejer bådejer af agenten, som leverer det til båden dagen før transitten. Umiddelbart efter passagen af den sidste sluse afleverer man det hele tilbage til agenten.

Til at guide bådenes ‘line handlers’ igennem disse to opgaver hyrer hver bådejer en ‘advisor’. Det kalder de sig. Advisoren ved, hvornår bådene skal kobles sammen, hvordan de kobles sammen, hvordan den samlede enhed af både føres sikkert ind i slusen, hvordan båd-enheden kobles til slusen, hvornår linerne skal slækkes, når slusen åbnes igen, hvilken fart man har ud af slusen og hvor bådene skal afkobles hinanden. Der er ingen tvivl om, at deres råd er afgørende vigtige. Jeg havde nødigt deltaget i en transit med IRIS, hvor vi og to andre både selv skulle finde ud af at få tingene til at fungere. Det vil næppe lykkes særlig godt og det vil sandsynligvis betyde, at processen med at få os igennem ville tage væsentligt længere tid. I Panamakanalen er tid en kritisk faktor. Kommer man for sent, i forhold til den tid man har fået anvist, kommer man ikke igennem. Pengene for transitten, som er betalt forud, er tabt og i en privat økonomi er det et anseligt beløb. For os løb det op i 21.000 kroner.

På bagkanten af transitten er Kaare og jeg først og fremmest meget tilfredse med at have været ‘line handlers’ på en anden båd, inden vi selv skal sejle igennem. Nu ved vi præcist, hvad det handler om og hvad der er endnu mere vigtigt, vi ved, hvor vi skal være særligt opmærksomme.

Først og fremmest ligger al ansvar på bådejerne. Uanset hvad der måtte ske, har advisor intet ansvar for noget som helst. Og det kan hurtigt gå galt. Det fik vi helt tæt ind på livet, da Eli i et øjebliks uopmærksomhed var ved at støde stævnen på sin båd ind i stævnen på den båd, vi skulle kobles sammen med. Den anden skipper havde ingen chance for at afværge sammenstødet. Sammenstødet blev kun afværget, fordi Eli meget bestemt blev kaldt til orden. Det har fået mig til at tænke på, hvad vi kan gøre for at undgå sådan en dødsyg situation. For eksempel vil det være godt, hvis skipperne som minimum kender hinandens navne, så de kan råbe hinanden op om nødvendigt. Der er ingen tvivl om, at Kaare vil være 120% koncentreret under hele transitten. Vi skal jo have IRIS sikkert gennem Panamakanalen. Vi var derfor overrasket over, at vi ikke kan tage for givet, at de andre skippere også ville være koncentreret. Eli var ikke den eneste ukoncentrerede skipper. Det samme gjaldt yderligere en skipper. Derudover var advisorernes instruktion i, hvordan bådene skulle kobles sammen problematisk, da den ikke var alignet. Det gav anledning til forvirring og uro hos ‘line handlerne’, da konsekvensen blev, at vi modarbejdede hinanden. Jeg var selv en del af det og blev temmelig irriteret. Hvis skipperne mødes inden transitten og mindst en af skipperne har været frivillig ‘line handler’, vil de kunne opnå en fælles forståelse af, hvordan bådene skal kobles sammen. Det vil de kunne briefe deres ‘line handlers’ i og dermed øge operationens sikkerhed. Når skipperne mødes kunne de ved samme lejlighed aftale at bruge almindelige gode fortøjninger til at koble bådene sammen og ikke tynde skøder på 30 meter, som ikke er stærke nok og umulige at arbejde med.

Det, jeg beskriver her, er selvfølgelig vores oplevelser med en enkelt transit. Den er ingenlunde repræsentativ og næste gang er det med garanti helt anderledes. Jeg vil dog alligevel holde fast i, at det er en god ide, at skipperne mødes inden transitten for at skabe en fælles tilgang til opgaven. De fleste, der skal igennem Panamakanalen med deres båd, er bekymret og alle har en interesse i, at bådene kommer uskadt igennem. Så hvorfor ikke mødes over en øl. Det kunne da være hyggeligt.

Vi har tænkt os at prøve at arrangere et møde med de øvrige skippere, når det bliver vores tur. Vi vil finde de øvrige skippere ved at kalde ud i Shelter Bay Marina WhatsApp gruppen.

Under alle omstændigheder kan vi klart anbefale andre, der skal sejle gennem Panamakanalen at tage en tørn som frivillig ‘line handler’. Det er en oplevelse og meget lærerigt.

Tak til Ile og Amy fordi vi måtte være med ombord på deres båd.