>> HVERDAGEN >> GASTER

Af Kirstine   |   2022-06-19

Klar parat sejl - for gaster ombord på IRIS


Kære gast


Først og fremmest glæder vi os til at få dig ombord på IRIS, som er en 42 fods båd med plads til 6 personer. Båden er vel udrustet med hensyn til såvel komfort som søsikkerhed og kaptajnen har solide erfaringer med at begå sig til søs. Nu skal vi blot have dig onboardet på en god måde, så vi få en rar og sikker sejlads sammen. Det starter med, at du læser denne guide og tager action i tråd med instruktionerne.


Guiden er delt op i to afsnit. I det første afsnit gennemgår vi dine forberedelser inden din ankomst til IRIS. I det andet afsnit gennemgår vi de forhold ombord på båden, som har betydning for, at vi får en rar sejlads. De helt specifikke ting, der vedrører håndteringen af båden - det at sejle den - bliver du instrueret i, når du kommer ombord.


Endnu engang velkommen.

 

Kaare

IRISs kaptajn


Dine forberedelser inden din ankomst

Det er selvfølgelig ikke nyt for dig at forberede dig til en rejse. Det nye består i, at du skal forberede dig til en rejse, hvor du er til søs – væk fra fastlandet ude i verdenen. I punkt 1 til 6 gennembår vi forhold vedrørende din rejseforsikring, rejsen ud til os, de ting du skal have med, din påklædning og din mobil. I punkt 7 til 11 gennemgår vi en række sundhedsmæssige forhold, der skal være i orden, så vi forhåbentligt undgår helbredsmæssige kedelige situationer.

 

1. Rejsen ud til os

Vejret er bossen over alle bosser. Vi kan godt have gode intentioner om, hvor og hvornår du skal på- og afmønstre båden, men da vejret er uforudsigeligt, kan der opstå ændringer. Det skal du tage højde for, når du køber din flybillet. Vores råd er, at du køber en åben flybillet til din ud- og hjemrejse så sent som muligt. Jysk Rejsebureau sælger noget de kalder sømandsbilletter. Disse billetter er særligt målrettet søfolk og fritidssejlere, der på- og afmønstrer både ude i verdenen. De siger selv, at de er billige. Det er værd at undersøge. Hent yderligere information på jysk-rejsebureau.dk. Søg på langturssejlads på deres hjemmeside eller tag kontakt til gruppeafdelingen for hjælp til flytransport til/fra langtursbåde på telefon 86 18 42 88 eller mail grupper@jr.dk. Bemærk, at Jysk Rejsebureau tilbyder rejser, der også inkluderer en rejseforsikring.

 

2.Rejseforsikring

Hvis du bliver syg undervejs eller kommer ud for en ulykke, får du brug for medicinsk behandling og/eller hjemtransport. Sørg for at du har en god rejseforsikring til turen, der dækker det område, du rejser til, i den tid du er væk, med det rette dækningsniveau, så der er hjælp at hente, hvis noget skulle gå galt. Måske har du allerede en rejseforsikring. Tjek i så fald om den dækker tilstrækkeligt og i hele den periode, du rejser. Hvis du ikke har en rejseforsikring, er Jysk Rejsebureaus rejseforsikring måske noget for dig. Du kan eventuelt sammenligne den med Gaudas rejseforsikring. Den benytter vi selv på anbefaling af Foreningen til Langtursejladsens Fremme (FTLF).


3. Påklædning

Her skelner vi mellem påklædning til brug ved off-shore og in-shore sejlads. Skal du med ud på oceanerne, skal du medbringe sejlertøj (jakke og bukser) og en varm sweater/fleecetrøje. Når du pakker kufferten til in-shore sejlads, anbefaler vi, at du går ind på www.mitrejsevejr.dk, tjekker vejret for din destination og lader dig guide af de data, du får oplyst. Sørg for at medbringe løst siddende lange bukser og løst siddende landærmet skjorter/bluser, så du kan beskytte din hud. Undgå at blive solskoldet. Hvis du på nogen måde kan medbringe lyst tøj med lange ben og ærmer, vil det være rigtig godt til brug om aftenen, da malariamyggene primært tiltrækkes af de mørke farver.


4. Pakkeliste

Du skal medbringe noget til at have over kroppen, en hovedpude, håndklæder, kasket/hat + snor, solbriller med UV-filter + snor, fodtøj m/hvide såler til brug på båden, svømmebriller/snorkeludstyr og svømmefødder. Du kan medbringe en god bog, et spil, film på DVD og en playliste. Det er muligt at afspille DVD-film og få dem vist på fjernsynet i opholdsrummet. Når du pakker, skal du være bevidst om, at pladsen ombord på båden er meget begrænset. Det er derfor vigtigt, at du pakker dine ting ned i en blød taske, da du forholdsvist nemt kan stuve den af vejen i modsætning til en kuffert.


5. Elektronik

Båden er forsynet med 600 watt solceller og en hydrogenerator på 600 watt, som producerer strøm svarende til det strømforbrug, der holder båden kørende - plus lidt til. Forhåbentlig kan vi forsyne dine elektriske devises med strøm, men du må du være forberedt på, at det ikke er muligt - hele tiden. Kaptajnen melder klart ud, hvis strømforsyningen udelukkende skal bruges til bådens udstyr. Al opladning foregår ved navigationspladsen, da alle USB-stikkene sidder der. Sørg for at medbringe opladere, der udvikler mindst muligt varme ved opladning, så båden ikke futter af.


6. Mobiltelefoni

Vi er vant til uhæmmet at kunne telefonere og surfe på nettet til en rimelig pris. Det blev Kaare mindet om, da han for nylig landede i Istanbul og åbnede sin mobil for at ændre opsætningen fra flyfunktion on til roaming fra. I løbet af et splitsekund, havde han fyret 500 kroner af, fordi mobiltelefonen straks hentede de seneste beskeder ned, inden han nåede at slå roamingen fra. Pointen er, at du enten skal have slået roaming fra inden du forlader Europa eller slå roaming fra inden du ændrer opsætningen til flyfunktion fra. Hvis du gerne vil vide, hvad det koster at telefonere uden for Europa eller at modtage et opkald fra Danmark uden for Europa, kan du finde svar hos telmore.dk

 

7. Tandkontrol

Tandpine er ikke til at spøge med - og slet ikke ude på det åbne hav. Sørg derfor for at få kontrolleret dine tænder inden turen - uanset hvad. Gør det i god tid, så der er tid til eventuelle reparationer.

 

8. Vaccinering

Sørg for at din stivkrampevaccination virker. Hvis du er i tvivl om, hvornår du sidst blev vaccineret mod stivkrampe, så tag den igen. Derudover skal du sørge for at være vaccineret i overensstemmelse med Statens Serum Instituts (SSI) anbefalinger for den destination, du rejser ud til. Du kan blive vaccineret mange steder. For eksempel hos ssi.dk, sikkerrejse.dk og rejseklinikken.dk. Det du skal være særligt opmærksom på er, at enkelte af vaccinationerne består af to stik, der gives med flere måneder i mellem. Så vær i rigtig god tid. Da vi kan komme ud for, at myndighederne, i de lande vi kommer frem til, ønsker at se, hvilke sygdomme vi er vaccineret for, skal du tage din vaccinationsattest med i papirformat. Aflevere det til kaptajnen, når du onboarder. Du finder din vaccinationsattest i Sundhed.dk. En sidste ting. Er destinationen, du skal ud til, plaget af malariamyg, skal du medbringe malariapiller.

 

9. Medicin

Tager du medicin, skal du give kaptajnen skriftlig besked om, hvilken medicin du anvender og hvordan. Det lyder måske lidt fjollet, at det skal være på skrift, men hvis vi får brug for at sparre med en læge på dine vegne, skal vi kunne viderebringe eksakt information for at få den bedste behandling til dig. Kaptajnen skal vide, hvor du opbevarer din medicin i din bagage. Det handler om, at vi til ethvert tidspunkt skal kunne finde og give dig din medicin, hvis du ikke selv er i stand til det. Din medicin må ikke overskride udløbsdatoen på rejsen.

 

10. Fødevareallergi

Har du fødevareallergi, vi skal tage hensyn til, skal du give kaptajnen besked inden din ankomst. Fortæl hvad du ikke tåler og foreslå meget gerne opskrifter, der tager hensyn til din fødevareallergi. Så har vi gode muligheder for at få købt rigtigt ind til turen, så du ikke bliver syg.

 

11. Søsygepiller, smertestillende medicin, salttabeletter, solcreme, aftersun og myggespray.

Alt dette skal du medbringe til eget forbrug.


Forhold ombord på båden

Efter at have talt med erfarne langturssejlere har vi indkredset 11 forhold ombord på båden, som har stor indflydelse på din sikkerhed, dagligdag og velbefindende. Forhold som danner grundlag for den gode oplevelse ved at sejle sammen. 

 

1. Din søsikkerhed

Kun en tåbe frygter ikke havet. Sådan lyder et evigt aktuelt ordsprog. Din søsikkerhed er en topprioritet og garanteres af fire ting. Du kan svømme, bådens udstyr, korrekt brug af udstyret og din færden ombord på båden.

 

IRIS er rigeligt forsynet med sikkerhedsudstyr, som du herunder kort bliver introduceret til, men som du i øvrigt ikke skal gå rundt og tænke videre over. Først og fremmest er hun synlig på havet, da vi har forsynet hende med AIS (Automatic Identification System) og en kraftig radarreflektor. Dernæst kan vi kommunikere med omverdenen via VHF og Iridium. Iridium sikrer, at vi kan hente vejrmeldinger ned 2 gange dagligt samt få kontakt til Gaudas lægevagt via kaptajnens mobiltelefon. IRISs kaldesignal og MMSI-nr fremgår tydeligt ved navigationspladsen, såfremt der bliver brug for det. Der er monteret jack-lines på dæk og i cockpit, som du kobler dig på med din livline, når forholdene kræver det. I tilfælde af en nødsituation er IRIS forsynet med en EPIRB (Emergency Position Indicating Radio Beacon), som via en satellitforbindelse alarmerer eftersøgnings- og redningstjenesten. Redningsflåden, der er beregnet til 6 personer på oceanerne, er udrustet med et overlevelseskit. I den lidt mere fredelige ende har vi installeret rødt lys under trappetrinene, i køkkenet og ved navigationspladsen, så du kan færdes sikkert i båden om natten.

 

Ved din ankomst får du udleveret en redningsvest og en livline. Dette udstyr er dine personlige ejendele under sejladsen. Dit sikkerhedsudstyr skal bruges på følgende måde:

  1. Det er obligatorisk at bruge redningsvest, når vi sejler
  2. Redningsvestens skridtgjorde skal anvendes ved sejlads i hård vind
  3. Du må kun bevæge dig ud på dæk, når du har givet besked til et andet besætningsmedlem om, at du er på vej derud. Personen skal være i cockpittet, mens du er på dækket.
  4. Det er obligatorisk at bruge liv-line på dæk ved Ocean-sejlads
  5. Du skal bruge jack-line i cockpit ved hård vind

 

Det lyder rigidt. Det er rigidt. Kaptajnen vil bløde reglerne op, når/hvis reglerne viser sig meningsløse.

 

Hvis uheldet er ude og du falder i vandet, folder din redningsvest sig ud. I vesten er en gul opsamlingsline af dyneema, der - foruden at flyde - kan klare et træk på 1.000 kg. Den griber vi fat i med bådshagen og holder dig ind til båden. I første omgang skal du prøve at komme op i båden ved selv at klatre op ad bådens redningsstige, der sidder midtskibs. Hvis det ikke fungerer, hejser vi dig op med spilerfaldet. Al opsamling foregår på siden af båden - aldrig ved hækken, da du kan komme slemt til skade, når bølgerne slår ind over agterspejlet. Kaptajnen giver ordrer om, hvem der gør hvad, hvornår ved mand over bord (MOB) aktionen.

 

2. Ansvaret for sejladsen

Det er uomtvisteligt kaptajnen der har det overordnede ansvar for alle beslutninger vedrørende bådhåndtering, sejlrute, søsikkerhed og kritiske situationer. Når det er sagt, er dine mange og gode kompetencer meget højt værdsat og betragtes som en vigtig ressource ombord på båden. Sæt dem i spil i et samspil med bådens kaptajn og øvrige besætning. Vid at kaptajnen altid hører hvad du siger og bearbejder dine ideer, forslag. Hvis det handler om at løse et vanskeligt problem, vil du sandsynligvis blive mødt med tavshed, da vores kaptajn tænker før han taler. Lad dig ikke forvirre. Afvent hvad kaptajnen når frem til. I de vanskelige og kritiske situationer er det kaptajnen, der har det sidste ord. Hans ordrer skal følges loyalt - også selvom du ville have handlet anderledes. En illoyal handling vil forværre en i forvejen vanskelig, kritisk, farlig situation. Det må ikke ske.

 

3. Vagtplan

Som gast ombord på IRIS deltager du i de forskellige opgaver, der er forbundet med at sejle båden og at få dagligdagen til at fungere. Madlavning og kaffebrygning er vigtige omdrejningspunkter. Begge dele spreder glæde og hører til dagens højdepunkter. Det er også vigtigt, at køkkenet holdes rent og pænt, at båden holdes ren og at det, der går i stykker, bliver repareret. Du indgår derfor i bådens vagtplan, som er hængt op i kahytten. Af vagtplanen kan du se, hvad du skal lave hvornår med hvem. Hvis du er gast uden kendskab til sejlads eller kun har lidt kendskab til sejlads, vil du blive teamet op med en, der har meget sejladskendskab, så du kan være tryg ved at sejle båden - også om natten. I det omfang det er muligt, bliver du teamet op med forskellige makkere. Det udvider repertoiret af røverhistorier.

 

Ved oceansejlads er søvn vigtig. Sørg for at være frisk, når du skal sejle båden sent på aftenen, om natten eller tidligt på morgenen. Nogen gange betyder det, at du skal gå til køjs på tidspunkter, hvor du finder det uvant, men det er en udfordring, der er fælles for os alle.

 

4. Søsyge

Det er bestemt ikke rart at være søsyg. Hvis du allerede ved, at du meget nemt bliver søsyg, skal du ikke med ud på de store oceaner. Det er ikke godt for nogen. Det betyder ikke, at en tendens til søsyge udelukker dig fra at sejle med ved in-shore sejlads, da du vil kunne håndtere den med de rigtige greb og det rigtige mindset.

 

Når søsygen presser sig på, er det vigtigt, at du opholder dig i cockpittet og kigger fremad ud på bølgerne foran stævnen. På den måde skaber du overensstemmelse mellem det din krop registrerer og det du ser. Du understimulerer så at sige søsygen. Hvis søsygen alligevel bider sig fast, må du tage en søsygepille. Så længe du er søsyg, må du kun gå under dæk, når du skal på toilettet eller sove.

 

Langturssejlere, der har søsygen som følgesvend, har erfaring for, at søsygen kan stås igennem. Din krop kan med andre ord omstille sig fra at opholde sig på land til at opholde sig på vand, men det tager et par dage og er forbundet med ubehag. Det er her dit mindset kommer ind i billedet. Det skal matche situationen. Du skal med andre ord ville stå ubehaget igennem. Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre.

 

5. Indkøb og onboarding af madvarer

Din udgift til mad per dag er 150 kroner. Pengene overfører du via MobilPay til 61284581 inden du rejser ud til os. Lidt afhængig af hvor og hvornår du står på, er du med til at købe mad ind til turen.

 

I Europa er vi vant til at kunne købe rene madvarer. Sådan er det IKKE der, hvor du sejler med. Alle erfarne langturssejlere, vi har talt med, har på det kraftigste udpenslet for os, hvor sindssygt vigtigt det er ikke at få kriblende smådyr ombord på båden, da de er næsten umulige at slippe af med igen. Af denne grund er Kaare og jeg bevidst hysteriske med at få enhver madvare ombord på båden på den rigtige måde. Det gælder også, når du køber ind til privat forbrug.

 

Reglerne, som skal overholdes, er følgende:

  1. Alle indkøb pakkes ud og om på land for at undgå skadedyr og for at reducere mængden af affald, som skal opbevares på båden
  2. Al ris, mel, krydderier mv. hældes over i bådens beholdere, som er taget med ind på land
  3. Al frisk frugt og grønt skyldes under rindende vand og fyldes i bådens frugt/grønt-net
  4. Alle æg lægges over i bådens æggebakker som forsynes med en dato
  5. Alle papiretiketter på dåser fjernes. Dåserne skylles under rindende vand. Skriv med tusch hvad der er dåsens indhold samt udløbsdato
  6. Fodtøj brugt på land tages af og skyldes inden vi sejler tilbage i RIB’en
  7. Al chokolade afleveres til kaptajnen

 

6. Madlavning, opvask, affald

Tag endelig nogen af dine favoritmadopskrifter med og del din glæde ved de udvalgte retter med os. Send opskrifterne på forhånd til kaare@sy-iris.dk. Så kan vi få købt de ting ind, du skal bruge. Hav i tankerne, når du udvælger dine opskrifter, at du skal tilberede maden på gyngende grund med forholdsvis få rekvisitter og meget lidt plads. Hvis du har brug for at vide besked om, hvad køkkenet har af rekvisitter, så spørg endelig.

 

Inden du indtager køkkenet, bliver du sat ind i, hvor tingene ligger og hvordan det fungerer. Hver eneste ting, har deres specifikke plads, fordi det dels udnytter pladsen bedst muligt og dels sparer os for at lede efter tingene. I forhold til opvasken vil vi bede dig om to ting. Spar på vandet, da vi ikke har uanede mængder til vores rådighed. Og spar på sulfoen. Få dråber er nok og fiskene sætter pris på ikke at få hældt for meget sulfo i hovedet. Fiskene sætter også pris på, at vi dumper mindst muligt affald i havet. Reglerne omkring affald, som er udførligt beskrevet i BEK nr 537 af 22/05/2017 Bekendtgørelse om udtømning af affald fra skibe og platforme, er følgende:

 

  • Det er til et hvert tidspunkt – uden undtagelse – forbudt at smide plastik i havet. Plastik skal gemmes og bringes med tilbage til landjorden, hvor det smides i en affaldscontainer.
  • Når vi sejler i det storcaribiske havområde, opholder vi os i et særligt havområde – se listen over de øvrige særlige havområder i bekendtgørelsen. Her gælder reglen om, at man kun må tømme skibet for levnedsmiddelaffald og toiletvand med afføring (sort vand), når der er mere end 12 sømil ind til nærmeste kyst. Opvaskevand, badevand og toiletvand uden afføring (gråt vand) må udledes uanset, hvor tæt man er på kysten.
  • Når vi sejler uden for særlige havområder, gælder de samme regler for levnedsmiddelaffald, sort vand og gråt vand som i de særlige havområder. Derudover gælder reglen om, at man skal være mere end 12 sømil fra nærmest kyst, når man dumper papir, klude, glas, metal, flasker, lervarer og tilsvarende materialer.

 

7. Væske

I den stærke varme skal du drikke 2-3 liter væske om dagen - vand, juice, saftevand og sodavand. Medbring meget gerne en drikkedunk, så du hele tiden får drukket lidt. Du er også velkommen til at låne en af os. Det kan være en god ide at medbringe salttabeletter, så du nemt kan holde din saltbalance på rette køl i tilfælde af, at du sveder meget.

 

8. Hygiejne

Hvis du har det på samme måde som os, så starter du dagen med et bad. Sandsynligvis vasker du også dit hår. Vandet løber lystigt ud af brusehovedet og trætheden ud af kroppen. Ombord på IRIS er denne morgenrutine desværre udelukket af den simple årsag, at vand er en begrænset ressource. Suk. Et kort bad hver anden eller tredje dag er det scenarie, du kigger ind i. Har du langt hår, skal du altid rense afløbsristen, efter du har taget bad.

 

Som om det ikke er nok, at der er regler forbundet med at tage bad, så er der endnu en vigtig ting du skal notere dig. En ting der vedrører toiletslangerne. Sagen er, at når urin løber gennem toiletslangen, vil den, hvis gennemløbstiden er lang, aflejre kalk. Inden vi opdager, at toiletslangen er kalket til, vil vi være generet af urinlugt på toilettet. Uff. Du finder en udførlig forklaring på dette problem på www.troldand.dk. Det du har brug for at vide lige nu er, at du kan gøre dit til, at der ikke bliver noget problem. Endda rigtig nemt. Det eneste du skal gøre er følgende: når du er færdig på toilettet, tømmer du først bowlen. Har du kun tisset, pumper du derefter vand ind 12 gange inden du igen skyller vandet ud. Har du haft afføring, pumper du vand ind 20 gange inden du skyller vandet ud. Det er alt, hvad det kræver. Husk at lukke for det indgående vand, når du har skyllet ud ellers får vi vand på gulvet, hvis/når båden krænger. Hjælp os også med, at toiletterne ikke stopper til. Minimere forbruget af toiletpapir og smid bind i affaldsposen.

 

En sidste ting omkring hygiejne, som sandsynligvis er unødvendig at fremhæve efter flere år med corona, er, at vi skal holde vores hænder rene. Så undgår vi bakterielle sygdomme. Dette råd er blevet givet af langturssejlere til langturssejlere.

 

9. Oprydning

Det kan siges meget kort. IRIS tåler ikke rod såvel inde som ude. Er der rodet, går tingene i fisk for hende og fender controlleren får spat. Sørg derfor for altid at rydde op efter dig selv. Fordelene er, at båden opleves større, at der er ro på broen, hvor fender controlleren opholder sig, og at det bliver nemt at holde IRIS ren. Eventuelle rodehoveder får ekstra rengøringstjanser. Der er ingen nåde.

 

10. Rygning

Al rygning foregår mindst 10 meter væk fra båden.

 

11. Alkohol

Ingen alkohol under sejlads.