Dominica

Caribien har været noget af en slagmark tilbage i tiden, hvor især Frankrig og Britannien sloges om de forunderlige øer i det Caribiske hav. Jeg husker, at Kaare før vores ankomst til Guadelupe lod en bemærkning falde om, at de franske øer var velfungerende, mens de britiske øer var knap så udviklet. Det kan jeg kun bekræfte efter at have besøgt den tidligere britiske ø Dominica, som i dag er en selvstændig nation. Det var en interessant, nervepirrende, spændende og læringsrig oplevelse.

Det hele startede egentligt meget fredligt. Vi havde en god, forholdsvis kort sejlads fra Les Saintes til Portsmouth, Dominica, hvor vi ankom i løbet af formiddagen. Der var ingen havn i Portsmouth - kun moringbøjer. Den form for forankring af båden, havde vi prøvet før på Les Saintes, så det klarede vi uden problemer og inden Eddison Yacht Services bådsmænd nåede ud til os, var vi for længst kommet på plads.

Moringbøjer er almindeligvis ikke så interessante, men lad mig alligevel dvæle ved emnet et øjeblik. De bliver typisk lagt ud, hvor man enten ønsker at beskytte havbunden mod at blive pløjet op af ankrer eller hvor de kan være et billigere alternativ til bekostelige havneanlæg. Da jeg ikke vidste bedre, troede jeg, at de kun blev brugt til fritidsfartøjer, men jeg tog fejl. På en udflugtstur ned til den sydlige del af øen, så vi enkelte fragtskibe ligge ved moringbøjer to steder på kyststrækningen. Det var overraskende, men i lyset af at Dominica kun har en eneste mindre havnekaj - uden krankapacitet - med plads til et fragtskib ad gangen, gav det god mening. Vores iagttagelser vedrørte Dominicas shipping infrastruktur, som altså kun i meget begrænset omfang understøttede samhandel med omverdenen. Det forklarede i nogen udstrækning, hvorfor udbudet af varer på øen i mit optik var begrænset. Vi så ingen varehuse, kun rigtigt mange meget små, lokale butikker og mini-markeder. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg aldrig har brudt mig om havnefronte med deres store kraner, containere stablet i flere niveauer på et stort område og containerskibe. Shipping infrastruktur kan afgjort fascinere og imponere, men den er sjældent særlig køn at kigge på. Når vi sejler rundt i verdenen vender vi derfor også typisk ryggen til disse anlæg og retter vores opmærksomhed mod naturen og byerne med alle deres unikke oplevelser, men sagen er, at shipping branchen er en af flere vigtige brik i vores bekvemme liv. Det oplevede jeg for alvor i fraværet af store havnefronte på Dominica.

Med IRIS fortøjret til en moringbøje i bugten ud for Portsmouth sejlede vi ind til stranden for at lade os indklarere. Der mødte vi den store, mørke, kronragede Eddison bag hans skrivebord, hvor fortrykte skemaer, carbonpapir og kuglepen var den foretrukne teknologi. I løbet af den lille uge vi lå ud for Portsmouth lærte vi, at Eddison var områdets alfa-han, der ledte og fordelte arbejdet til de lokale folk, der var hans venner. Herunder guiden Francis, der senere på ugen guidede os ud til The Boiling Lake. Han sagde om Eddison, at han var den største på alle områder, samt “a brother of another mother”. Vi var ikke et sekund i tvivl om, at vi skulle holde os gode venner med Eddison, så vi strøg ham med hårene, hvor det gav mening. Heldigvis var han god nok og ikke uden grund, fordi som han sagde: “Et dårligt rygte spredes hurtigt” For ham lå guldet i at have tilfredse turister og han gjorde derfor meget ud af at være imødekommende, troværdig samt at få tingene til at fungere. Vi var meget tilfredse. Dominikanerne i almindelighed var grundlæggende meget bevidste om, at de skulle passe godt på turisterne, der som alle andre steder udgjorde en vigtig indtægtskilde for landet. Kaare og jeg følte os derfor godt tilpasse i landet, som vi giver vores varme anbefalinger også selvom vi havde store problemer med at skaffe kontanter.

Efter et længere ophold hos Eddison gik turen den første dag på Dominica videre ind til byen for at hæve penge. Vi fandt en ATM, men glæden over at have fundet den fortog sig hurtigt. Det viste sig nemlig, at begge Kaares kort blev afvist og så var vi lige vidt - troede vi. I virkeligheden stod vi nu endnu dårligere stillet end før Kaare stak sine kort i maskinen, da dette forsøg på at få kontanter udløste alarmklokkerne hos Nets. Det fandt vi først ud af dagen efter, hvor vi var taget ind til banken og Kaare ved et tilfælde brugte den lange ventetid i køen hen til disken på at koble sig på bankens WiFi, så han kunne læse mails og surfe på nettet. Det var ved denne tilfældige handling, han blev opmærksom på mailen fra Nets, hvori der stod, at de havde spærret begge hans kort. Det var kritisk, fordi hvordan skulle Kaare få fat på nye kort? Aktuelt var vi altså nede med 2 ud af 4 kort. Mine virkede fortsat, så det lille problem, vi var gået i banken for at løse, blev løst. Nu kunne vi omsider bevæge os ud i samfundet. Til gengæld stod vi nu med et endnu større problem, som blev forstørret af, at vi befandt os uden for EU. Kaare kunne godt ringe til Nets, men det kostede altså 24 kr/min - også når man hang i køen for at komme igennem til Nets medarbejdere. Stemningen var mildest talt dårlig på vej tilbage til IRIS, hvor Kaare kognitivt arbejdede på højtryk for at finde en løsning. Eneste vej ud af problemet var at komme på nettet. Tilbage hos Eddison købte Kaare sig adgang til redens mobile, 3G hotspot. Det var en oplevelse i sig selv at erfare, hvordan de sørgede for en fornuftig forbindelse på reden ved at flytte hotspottet, der var sat op på en flydende kasse, hen til den nærmeste ledige moringbøje. Det virkede og Kaare fik styr på kaos, så dagen efter var der besked fra Nets om, at de havde ophævet spærringen. Lettelsen var stor, men den kedelige begivenhed viste sig at have uløst endnu et problem. Vores betaling af Iridium abonnementet var ulykkeligvis sammenfaldende med spærringen af Kaares kort. Med WiFi-forbindelsen på reden kunne Kaare forklare situationen og iøvrigt flytte betalingen over på mit kort. Vi lærte ved denne lejlighed, at alle sårbare betalinger bør være knyttet til et betalingskort, der er helliget disse betalinger. Efter at have stået alle disse problemer igennem kunne vi omsider sænke skuldrene og tage på opdagelse på Dominica.

Der var mange ting på Dominica, der gjorde indtryk på mig. Hanerne var en af tingene. Nej, ikke dem man drejer på - dem der galer. I virkeligheden blev min opmærksomhed første gang rettet mod disse fjerkræ ved stranden ud for Jacques Cousteau Underwater Reserve. Der vandrede et prægtigt eksemplar af noget der lignede racen “Dansk landhøne” rundt blandt boderne på stranden. Den var meget fotogen men ikke helt indstillet på at posere, så jeg måtte nøjes med at betragte den. Den gav anledning til undren, fordi hvorfor gik den frit rundt i et turistmekka? Hvem ejede den? Og hvad lige med fugleinfluenza? Mennesker og dyr tæt sammen kan som bekendt være en skidt cocktail. Spørgsmålene var mange og svarene fraværende, så jeg måtte lade min interesse for hanen passere forbi. Det var bare nemmere sagt end gjort, da hanegal fyldte mere og mere efterhånden som turen skred frem. I Portsmouth på Dominica blev det helt slemt. Der gjorde hanerne opmærksom på sig selv 24-7. Jeg forstod ikke helt, hvorfor de også galede om natten. Måske handlede det om, at kampen om at være områdets alfa-hane var hård, eftersom de var rigt repræsenteret i gadebilledet og alle gik frit rundt. Jeg så haner, høns og kyllinger her, der og alle vegne, hvilket stod i skærende kontrast til de hjemlige vilkår for hønsehold. På Bolius.dk fremgår det, at der er mange regler forbundet med at holde høns. Hanen må for eksempel “først blive lukket ud af det mørke hønsehus, efter at naboerne kan formodes at være stået op. Ved klager fra naboerne kan kommunen kræve forbedringer af hønsehuset eller slagtning af hanen.” Uff, surt at være hane i Danmark - eller for den sags skyld høne og kylling. Frem til 1950’erne, hvor man begyndte at effektivisere produktionen af høns og slagterikyllinger, levede hanen, hønsene og kyllingerne ifølge www.dyr.dk/leksikon under forhold, der mindede meget om det, jeg har set på Dominica. I dag producerer Danmark ifølge Landbrug & Fødevare (www.lf.dk) svimlende 125 mio slagterikyllinger og 66.000 tons æg om året. Det er vildt, hvad man kan opnå ved at kultivere hønsehold - på godt og ondt afhængigt af perspektivet, men der er dominikanerne altså ikke. Jeg forstår ikke helt, hvorfor hanerne, hønsene og kyllingerne går frit rundt på Dominica, men det må jeg finde ud af en anden gang. Det eneste jeg kan sige med sikkerhed lige nu er, at de udgør en naturlig del af gadebilledet. Og det er tilsvarende vildt.

Vilde oplevelser var der mange af på Dominica, som da Kaare og jeg svømmede op mod strømmen i Titou Gorges kolde vand frem til det fascinerende vandfald, hvor vi stod et kort øjeblik i en øredøvende larm med vand om benene, der ville rive os med, hvis vi mistede fodfæste. Vandet var hundekoldt, men det blev nemt fortrængt, da der var så betagende smukt derinde i kløften. Når vi kiggede op mod lyset, så vi regnskoven, der hang ud over klipperne og dannede et grønt tag over den. Kaare fortalte mig, at stedet var blevet brugt som film-set i “Pirates of the Caribbean - On Stranger tides”. Måske har du set filmen og kan huske scenen, hvor Jack Sparrow er overbevist om, at han kan springe over på den anden side af en kløft, som forhindrer ham og de øvrige pirater i at fortsætte deres rejse. Det kan han selvfølgelig ikke, men ender i bunden af kløften for foden af et vandfald - vandfaldet i Titou Gorge.

Samme dag som vi så Titou Gorge, snorklede vi en guidet tur ved Champagne Beach. Navnet beskrev hovedattraktionen ved revet ud for stranden, hvor der var en livlig strøm af bobler fra undergrundens vulkanske aktivitet, som afgjort lignede champagnebobler. Med den gode sigtbarhed i vandet, var boblerne et betagende syn og sjove at bevæge sig rundt mellem. Guiden tog os derefter med ud til revets kant, hvor den gode sigtbarhed gjorde det muligt at følge kanten langt ned i dybet. Selv fridykkede guiden ned til 20-25 meter. Han blev bare ved og ved med at dykke. Jeg åndede lettet op, da han omsider vendte rundt for at komme op til overfladen, hvor vi andre dødelige lå og ventede. Han fortalte, at han havde dykket ned for at få et glimt af skildpadden, som åbenbart holdt til derned og at han havde mødt en lidt større nærgående baracuda på tilbagevejen - alt imens han holdt vejret. Jeg tænker, at 5-6 meters dyk er rigeligt for mig, så jeg nøjes med at glæde mig over de mange flotte revfisk inde på revet, der lå og svømmede rundt mellem de mange Yellowstones Tube Sponges. En af de ting jeg især blev begejstret over at se - for første gang - var mindre grupper af 20-30 baby-fisk. De var blot halvanden til to centimeter lange og svømmede helt inde under kysten - 2-3 meter fra vandkanten. Du kender den zebrastribede revfisk, Sergeant Major. Derudover så jeg en gruppe Ocean Surgeonfish. De var uendeligt søde at se på og jeg var meget glad for at have oplevet det. Ja, jeg følte mig faktisk heldig.

Vores vildeste tur på Dominica gik op til The Boiling Lake. Det er et gammelt vulkankrater, der på grund af dets beliggenhed og fortsatte indre varme er i stand til at bring regnvand, som ophobes i krateret, i kog. Søen er den næststørste af sin slags i verdenen. Den måtte vi nødvendigvis besøge. Vandreturen startede ved Titou Gorge. Vi vandrede 4 timer ud og 4 timer hjem for at se The Boiling Lake - lidt over 10 km og små 1.000 højdemeter i smattet føre. Det er som om vores vandreturer bliver mere og mere ekstreme. Af samme årsag havde vi denne gang husket at medbringe Ibuprofen, så vi kunne lægge låg på brokken fra musklerne i knæene, når de blev trætte. Det viste sig at være en god ide. Turen adskilte sig fra de andre vandreturer på diverse vulkaner ved, at den gik gennem regnskoven. Jeg har tidligere reflekteret over, hvad forskellen er mellem regnskoven og junglen. Nu er jeg ikke længere i tvivl. Regnskoven er bare våd, vegetationen har flere niveauer og den er væsentlig mere ufremkommelig end junglen. Kaare og jeg var meget taknemmelige over, at stien ud til The Boiling Lake var tydeligt afmærket. Måske husker du fra et tidligere rejsebrev, hvordan Kaare og jeg måtte bane os vej gennem junglen på vores vandretur ud for Jacques Cousteau Underwater Reserve. Det var noget være noget.

Turen ud til The Boiling Lake gik op gennem regnskoven, helt op til kanten af et meget, meget stort gammelt krater, som vi gik langs med, indtil vi nåede hen til et sted, hvor vi kunne følge en stejl rute ned i krateret. Frem til 2017 havde der været flere gejsere i krateret, men da Dominica blev ramt af den meget voldsomme orkan, Maria, ændredes området fuldstændigt som konsekvens af de mange jordskred, orkanen forårsagede. Gejserne blev dækket til og gjorde det øde område til et risikofyldt sted at færdes. Kaare og jeg kunne afgjort mærke, at vi stod på gyngende grund, når vi bankede i jorden med vores stokke. Lige der under os, sydede og boblede det og rundt omkring os så vi varmt vand, der løb nedad i først små og så større strømme af vand. Det var fascinerende. På den anden side af det store krater fulgte vi en mindre flod nedad indtil et punkt, hvor vi krydsede den for igen at gå opad, ind i et nyt svovlholdigt område, tæt på The Boiling Lake. I modsætning til alle de andre ture, vi har gået, havde vi denne gang en guide med, som kunne føre os sikkert ud og hjem.

Vores guide hed Francis. Han var spinkel, omtrent min højde, et par år yngre end mig med dreadlocks, som han havde groet i syv år. Han virkede under ingen omstændigheder frisk, da han satte sig ind i bilen klokken 6 om morgenen i Portsmouth for at køre med os ud og guide os på dagens tur. Vi var ikke urolige. Blot afventende. Det viste sig, at han først fungerede, når han var blevet varmet op. Midlet var ikke varm kaffe eller gymnastiske øvelser, men derimod et joint. Så da vi kom til Titou Gorge, startede turen ganske simpelt ikke før, han havde rullet og røget det meste af sin første joint. Det var hans sag, bare han havde styr på at guide os sikkert igennem turen. Efter det første joint tøede han ganske rigtigt op og satte let, kvikt og ubesværet den ene fod foran den anden, så Kaare og jeg hurtigt sakkede bagud. Hele tiden måtte han vente på os, men det gjorde han med den største selvfølge, så alt var fint. Den ene joint blev til fire, fem stykker i løbet af dagen. Han var afgjort stegt da dagen var omme, men inden da fik jeg med et nysgerrigt blik spurgt ind til hans joints og han fortalte mig, at dominicanske bønder tidligere havde levet af at dyre marijuana. Så blev det forbudt og i mange år var det strafbart at dyrke og ryge marijuana. Forbuddet blev ophævet for 10 år siden, hvis jeg husker rigtigt, dog med den begrænsning at man maksimalt må have 3 marijuana buske. Det havde han så i sin baghave. Om det var godt eller dårligt, skal jeg ikke kunne sige noget om, men det er i hvert fald ikke noget for Kaare og jeg, heller ikke selvom en canadier, vi mødte, syntes vi skulle prøve det. Det blev et nej, herfra. Vi nøjedes med Ibuprofen.

Vi nåede frem til den kogende sø, som de første den formiddag. Vandet kogte virkelig. Der var ingen tvivl, når vi kiggede ud på midten af søen, som altså lå i et vulkankrater. Luften ved krateret var varm og ustandselig tyk af vandpartikler, så det var umuligt at tage billeder af stedet. Til gengæld fik vi slappet af og fyldt energidepoterne op, så vi var klar til hjemturen. Vi havde god tid til at stop op og dvæle ved det, der optog os. Det viste sig, at guiden så frem til turen tilbage - ikke fordi han kunne se en ende på hans arbejdsdag. Den nød han i fulde drag - på flere måder. Nej, han kendte et sted, som han blev ved med at omtale som sit “one million dollars jacuzzi”. Det lå på ruten men lidt skjult. Da vi nåede frem, stoppede han op og proklamerede, at “he was going in”. Det skulle ikke gå min næse forbi, så jeg var lige i hælene på guiden. Kaare tøvede men fulgte heldigvis med, da jeg ikke fraveg mit ønske om at prøve jacuzzien. Iført min Sloggi-uniform, klatrede jeg ned ad den lodrette skrænt ved at holde fast i de mange rødder, der beklædte den. Vandet i poolen var behageligt varmt. Det kom fra et mindre vandfald på 2-3 meter, som masserede mine skuldre åhh så dejligt, da jeg satte mig ind under det. Det var helt fantastisk, at sidde derude i naturen i den skønneste jacuzzi ‘ever’. Guiden opfordrede mig til at stikke fingrene ned i sandet på bunden af poolen. Det var en yderst overraskende oplevelse, fordi det viste sig, at sandet var brændende varmt blot en centimeter nede. Der var ingen tvivl om, at vi sad på en brændende undergrund. Det var en vild oplevelse, som jeg godt kunne forstå guiden så frem til, hver eneste gang han førte turister frem til The Boiling Lake. Resten af turen tilbage gik fint. Glade, mudderet og varme skiftede vi til badetøj og tog en velfortjent dukkert i det kolde vand fra Titou Gorge. Det fik blodet i kroppen til at bluse op på en skøn måde. Trætte, rene og afslappede satte vi os til rette i bilen, som kørte os den lange tur på halvanden time tilbage til Portsmouth, hvor vi afsluttede dagen ved at drikke en rom på strandpavillionen, inden vi sejlede ud til IRIS og faldt omkuld. Sikken en dag. Den var virkelig god.

Dagen efter slappede vi af på reden og havde en enkelt snorkeltur på nordsiden af halvøen NN. Efter at have sovet et par timer om natten, løsnede vi fortøjningen klokken 2 om morgenen og satte kursen mod Martinique, hvor vi ville få selskab af Henrik og min mor, Inge.