Fornemmelse af jul

Det er den 17. december. Lige om lidt er det jul. Det er nu svært at tro, også selvom man fejrer Jesus opstandelse i Caribien. I butikkerne er der pyntet op til jul med fine juletræer af plastik, julekugler, julepiger og julemænd. De gør, hvad de kan for at skrue op for julesalget. Julemusikken spiller også en rolle her. Twistet med caribiske rytmer tordner den ud af højttalerne i de store indkøbscentre. Er man til juletræer, sælger Carrefour nordmannsgran eller noget der har været nordmannsgran, inden de fleste af nålene dryssede ned på gulvet. På den 16. breddegrad, hvor Caribien ligger, er der imidlertid 33 grader og luftfugtigheden er så høj, at Kaare og jeg har svært ved at komme af med varmen. Vi sveder konstant og vores tanker kredser ikke just om julen, når vi ser pelikaner flyve lavt henover vandet med palmerne i baggrunden. Måske skulle vi gøre som befolkningen herude. Tage en nissehue på og hoppe i bølgen blå. I morges så jeg en gruppe voksne modtage svømmetræning inde ved kysten. Flere af dem havde nissehuer på, så jeg tror, de holdt juleafslutning.

På båden har Amalie bidraget til vores julestemning ved at forære os en skrabejulekaldender. Den giver os en dosis juleindtryk hver dag, når vi kigger på den og skraber dagens låge i håbet om at vinde 1 mio. Derudover har jeg pyntet båden op til jul med de ting, jeg havde med hjemmefra - velkendte og kære ting, som hører julen til i vores liv. Med lidt hjælp fik Kaare øje på den. Som noget ekstra har jeg sørget for et mini-plastikjuletræ. Kønt er det ikke, men det tjener sit formål - at symbolisere det smukke juletræ, vi almindeligvis danser rundt om sammen med familien. Endelig er en slags julemad også sikret, da vi kunne købe andebryst i Carrefour. Vi skal have and i rød carry med ananas og cashewnødder. Efter julemaden pakker vi med spænding de gaver op, Erik, Niels og Helene havde med til os, mens vi tænker på jer derhjemme og alt det, der definerer en dansk jul.

Julehøjtiden finder jeg interessant i et lidt større perspektiv, da den får de kulturelle forskelle mellem Danmark og Caribien til at træde frem. Det er afgjort spændende at være i det fremmede, men det forvirrer også, når det fremmede rummer traditioner, der ligger tæt op ad vores egne. Tingene er som de plejer at være, uden helt at være det alligevel. Vores oplevelser med julehøjtiden i Caribien matcher ikke vores erindringer og når vi forsøger at opretholde vores egen juletradition, udebliver den velkendte effekt, da omgivelserne i Caribien ikke understøtter den. Hvad stiller man op med det? Skal man stille noget op med det? Vi har truffet vores valg og familien har gjort en dejlig indsats for at bringe julen ud til os. Det er vi glade for. Andre vil gøre det anderledes. Svarene på spørgsmålene må derfor vejre i vinden, fordi det til ethvert tidspunkt afhænger af den enkelte, som må afgøre med sig selv, hvor vigtigt det er at holde fast i det velkendte, det identitetsbevarende.

Af Kirstine | 2022-07-29

Café IRIS

Egentlig skulle vi have været til Hegoland, men vinden ville det anderledes. Havnen i Cuxhafen, hvor vi overnattede efter den afsluttende sejlads i Kielerkanalen, var fuld af hollandske fritidsfartøjer - af en grund. De ventede på, at vinden skulle dreje om og ligge et sted mellem nordvest og sydøst, så de kunne komme hjem uden de store anstrengelser. Da vi fortalte en hollænder, at vi planlagde at sejle til Helgoland, så han lidt overbærende på os, fordi vi i så fald ville gå glip af en rigtig god sejlads til Holland, da vinden snart ville gå i nord - nordøst. Et studie af vejrudsigten - igen - samt et studie af strømforholdene fik os overbevist om, at han havde ret, så i dag (2022-07-28) klokken 13, hvor medstrømmen tog til, stævnede vi ud mod Vlieland i Holland. En sejlads på 150 sømil. Med en gennemsnitlig marchhastighed på 6 knob var der udsigt til 25 timers sejlads i streg. Vi så med andre ord ind i vores første nattesejlads med IRIS. Det krævede en kop rigtig god kaffe og her rakte Nescafé ikke.

Café IRIS skal ses i lyset af min baggrund som guldkunde hos Espresso House gennem flere år. Især da jeg arbejdede, fungerede stedet som et fortrinligt ude-kontor. Stedet gav mig arbejdsro midt i al larmen - imodsætning til kontormiljø, hvor larm havde det med at forstyrre mit arbejde.

Udsigten til ikke at kunne få en god café latte hver dag på vores sejlereventyr var nedslående i lyset af min afhængighed af café latte. Heldigvis er Henrik og Emilie, der påmønstrer i Caribien, af helt samme opfattelse. De skulle ikke risikere at gå ned på god kaffe og forærede os derfor en italiensk Bialetti, Moka Express - og et træningspas med Henrik, der oplærte mig i kaffebrygningens ædle kunst. Efter at have øvet mig et par gange behersker jeg den nu til husbehov og praktiserer den nogenlunde som skildret herunder.

Bønnerne skal males med en grovhed, så den kværnede kaffe har en anelse sammenhængskraft, når man trykker den sammen med fingrene. For fint og for grovkværnet kaffebønner er lige slemt. Det handler om kaffens surhed og bitterhed, som skal være i balance. De kværnede kaffebønner hældes over i tragten lidt ad gangen og trykkes på plads med et nænsomt tryk med pegefingeren. Kommer der for meget i, bliver kaffen alt for stærk. Vandet i den nederste beholder forkoges. Der må ikke komme mere vand i end at ventilen holdes fri af vandet. Når vandet koger sættes tragten ned i beholderen og kanden skrues på. Her skal man passe på ikke at brænde fingrene på den skoldhed beholder. Nu kommer det sjove, at se kaffen pible frem efterhånden som vandet fordamper i beholderen, der igen er sat over varmen. En enkelt gang glemte jeg at lukke låget i i tide, så kaffen sprøjtede ud til højre og venstre. Et sikkert tegn på at beholderen er ved at være tømt for vand, fortalte Henrik. Så lærte jeg det. Tilbage er bare at hælde lidt vanilliesirup og varm mælk, der er pisket, i kaffen. UHhmmm.

Café IRIS er en ren tidsrøver. Det tager laaaang tid at lave kaffen, men hvad gør det, fordi jeg skal jo ikke nå noget. Derudover er det rigtig hyggeligt, at lave en god kop kaffe og siden nyde den med udsigt til alt det, man sætter pris på. Sådan en kop kaffe drak vi, inden vi stævnede ud mod Vlieland i Holland. Skønt.

Tak til Henrik og Emilie for deres initiativ til at udruste IRIS med en Bialetti, Moka Express. Og tak til Niels for vaniliesirupen.

Af Kirstine | 2022-07-09

Gæst over bord

En rigtig god kollega gennem mange år aflagde os et besøg på IRIS inden afrejse. For at komme ombord på hende, skulle man blot strække det ene ben godt frem, finde fodfeste på stævnen med det andet ben og hive sig op med begge arme. Denne manøvre var forholdsvis uproblematisk - også for vores gæst.

En rundtur på båden blev fulgt op med en lang og hyggelig snak i kahytten om stort og småt. Humøret var derfor højt, da vores gæst efter et par timer brød op for at tage hjem. Intetanende om hvad der nu var på vej til at ske, gik vi sammen hen ad dækket for at sige pænt farvel til vores gæst ude på broen. Kaare var den første der landede på broen. Vores gæst skulle have været den næste, men det gik helt galt. Gæsten trådte ud af båden uden at sætte af for at komme over på broen og endte til vores store forskrækkelse i vandet.

At se sin gæst fægte med arme og ben for at forsvinde ned i havnens kolde, mørke vand var ingen fest. Endnu mindre festligt blev det, da gæsten kom op til overfladen og helt bestemt var ikke var på toppen. Chokeret fik gæsten kæmpet sig hen til tovværket, der adskilte bådpladserne. Med et fast greb om først tovet og siden Kaares hånd, som blev helt hvid, fik gæsten bragt sig sikkert op på broen ved Kaares hjælp.

Drivende våd og kold stod vores gæst på broen og insisterede på at køre hjem i våde underhakker. Men nej, det kan man ikke byde sin gode kollega. Vi slap først gæsten, da vedkommende var iført Kaares tøj og nu lignede en sømand.

Gæstens exit fra IRIS har heldigvis ikke ødelagt det gode venskab. Det er vi lettet over.

Til dig der faldt i vandet.

Du tog det sgu’ i stiv arm.

Et nul til dig.