Kongen af Kosrae 

Kosrae er en lille perle i Mikronesien med dens utroligt flotte mangrove, regnskov i almindelighed og The YELA Ka Forest i særdeleshed. Kun ganske få danske langturssejlere har besøgt øen. IRIS er således blot den 7. danske båd i havnen ud for Lelu ruinerne siden 1980’erne. De sidste danskere, der besøgte øen, var besætningen på Nordkaperen, som kom forbi i 2009. Det fremgik af de fire logbøger, sejlere siden slutningen af 1970’erne har skrevet i som tak for den venlighed, de har mødt hos familien Sigrah - Smith & Almitta Sigrah, der har part i og bestyrer ACE Hardware, som ligger lige ud for reden.

Kaare var bekendt med Smith, da det fremgik af Noonsite, at man skulle sætte Smith på CC, når man mailede til myndighederne for at bede om tilladelse til at rejse ind i landet. Smith ville være behjælpelig med clearingsprocessen, når vi kom frem, fremgik det. Myndighederne svarede hurtigt positivt tilbage på Kaares henvendelse, som han fremsendte et par måneder i forvejen, men han hørte aldrig fra Smith. Et par dage før vi ankom til Kosrae skrev Kaare igen til Smith. Denne gang for at meddele vores formodede ankomsttidspunkt. Endnu engang blev Kaare mødt af radiotavshed. Mystisk.

Da vi lå på reden og forberedte turen ind til myndighederne, som vi nu var overbeviste om, vi skulle bruge resten af dagen på at finde frem til, råbte Kaare pludseligt. “Kirstine skynd dig at hoppe i gummibåden. Politiet holder lige derinde på kysten. Det ser ud, som om de venter på os.” Ganske rigtigt. Politiet, der havde tændt for det blå blink for at fange vores opmærksomhed, var kommet for at tage imod os, så vi kunne få styr på immigrationspapirerne. Den næste times tid kom de øvrige myndigheder forbi som perler på snor og inden vi så os om, var alle papirerne på plads. Kaare kunne sænke skuldrene endnu en gang, hive det gule flag ned fra IRIS’ mast og gøre klar til at erobre Kosrae.

Vi mødte Smith samme eftermiddag, da vi var i færd med at skanne hylderne i ACE Hardware for en ny kedel til at koge vand i. Det var ikke svært for ham at regne ud, at vi var de nyankomne, så han præsenterede sig og bød os varmt velkommen. Det var hans kone Almitta, der havde holdt øje med os hele dagen og adviseret myndighederne, såsnart hun så os komme, fortalte han. Vi var utroligt lettede og taknemmelige. Det forstod Smith godt, for som han sagde: “I know it’s difficult for cruisers to find the officials and to get there. Therefore, I let the officials know when a cruiser has arrived so they can come to you at the port.” Sikken en betænksomhed, som han og hans far, Ted, samlet set havde praktiseret i 50 år, men det stoppede ikke der. Smith var venligheden selv og ønskede at hjælpe alt det han kunne. Vi skulle bare sige til. Der var ikke noget at sige til, at vi var i særdeles højt humør, da vi gik ud af butikken.

Alting gik meget hurtigt den eftermiddag. Ude på gaden mødte vi briten Steve og tyskeren Kristina, der havde fundet sammen om at sejle på langfart i Torea, den eneste anden båd på reden. Udover at de var søde og gerne kørte os den lidt lange vej ind til telekommunikationsbutikken, hvor Kaare fik fat i et SIM-kort og data, så inviterede de os også på en Sun Downer næste aften sammen med Smith, som vi netop havde hilst på og Blacky, en 81årig amerikansk fastlægger, der havde opholdt sig 8 år på Kosrae, fordi han bare var helt vild med det.

Næste formiddag gik Kaare og jeg på opdagelse i Lelu ruinerne, som lå på den anden side af vejen i forhold til ACE Hardware, 50 meter nede ad en sti. I hæftet “Kosrae - The Forgotten Island” (Stephens, 2019) står der, at Lelu oprindeligt var Kosraes hovedstad og forbeholdt aristokratiet - kongen og øens klanledere, som også var dem der ejede al jorden på Kosrae. Arbejderne og lederne lige under klanlederne levede i Kosraes øvrige byer. Deres livsopgave var at forsyne aristokratiet med mad. Lelu, som mindede om Venedi med et kanalsystem, der gjorde det muligt at padle i kanoer rundt mellem bygningerne ved højvande, var bygget på et fundament af koraller ud for vestkysten af den lille ø, der i dag hedder Lelu. Høje mure ud mod havet, bygget af tontunge basalt-stavne hentet fra byen Utwa Ma på den vestlige side af Kosrae, inddæmmede byen. Lelu betyder da også “The Inside of The Lake”. Byggeriet startede i 1200-tallet. I omtrent 600 år fungerede Lelu som hovedstad. Duperrey og Lütke, to opdagelsesrejsende, var de sidste til i 1820’erne at opleve livet i Lelu. Om deres iagttagelser skrev de: “the natives raised the level of the soil to fifteen or twenty feet above the sea level and wrapped the entire island with a belt of walls as a dam against the tides. The village was protected against floods by canals that canoes could easily navigate when the tide was high.” På vores tur rundt i ruinerne så vi, at murerne ganske rigtigt var massive og høje, også selvom tidevandets aflejring i kanalerne gennem de sidste 200 år, havde hævet kvote nul og altså reduceret murernes højde. Akkurat som den gang aristokratiet levede i byen steg vandet også i kanalerne, da vi var der. Det gjorde besøget lidt livagtigt og vi kunne nogenlunde forstille os, hvordan livet måtte have taget sig ud, da aristokraterne roede i kanalerne. Lelu ruinerne var bestemt et besøg værd. Dels mindede bygningskonstruktionerne om den måde Nan Madol på Pohnpei var bygget på. Dels gjorde vi den sidste dag, vi var på Kosrae, en opdagelse, som satte besøget i et nyt, spændende lys.

Solen gik ned vest for Lelu ruinerne, så det var ikke dem vi sad og kiggede på, da vi nød en Sun Downer samme aften sammen med Steve, Kristina, Smith og Blaky. Vi kiggede ind på bjergryggen mod vest, der havde fået tilnavnet “The Sleeping Lady”. Det var spændende at lære dem alle lidt bedre at kende, især Smith som var vidende, tænkte smart og kærede for Kosrae. Som ung havde han været i USA, hvor han tog uddannelse. Hjemvendt til Lelu hjalp han sin far, Ted, med at udvide familiens købmandsbutik. Det skete i et samarbejde med en partner og resulterede i en franchise-godkendelse hos ACE Hardware. En pendant til Bauhaus. De bestyrede butikken med stor succes og efter nogen år fik de råd til at udvide. De byggede en helt ny butik med et grundareal på cirka 40x50 meter. Butikken, som var den Kaare og jeg rendte rundt i, var ikke kun stor. Den havde et overraskende og imponerende stort sortiment af god kvalitet.

I dag driver Smith ACE Hardware alene med en dreven hånd. Hvert år tager han på messe i USA for at finde varer, der matcher lokalbefolkningens behov. Han er handelsmand af hjertet og bestrider da også formandsposten i øens handelskammer. Fra den position holder han sig opdateret med de politiske udmeldinger og gør sin indflydelse gældende ved at eksponere politikerne for udviklingsorienterede tilgange til aktuelle og relevante samfundsspørgsmål. Det var ingen nem opgave. Smiths mangeårige erfaring var, at politikere snakker mere end de handler. “Der sker ikke noget”, sagde han, der selv er en handlingens mand. Noget skyldtes mangel på viden og ideer. Eksempelvis, fortalte Smith, vidste politikerne ikke, hvad de skulle bruge det anseelige beløb til, FN havde doneret til Mikronesien og som var øremærket til projekter, der skulle afhjælpe det ændrede klimas problemer. Men det handlede også om, at politikerne satte sig selv før samfundet. Til at illustrere det gav Smith et eksempel med de lokale politikere, som overvejede at bruge en ud af fem millioner af den årlige indtægt fra salg af fiskekvoter på lønforhøjelse til sig selv og de få offentligt ansatte. Da Smith hørte det, foreslog han politikerne, at de i stedet brugte den ene million på at sænke prisen på energi. Det ville gavne alle og ikke kun de få. Sådan blev det ikke. Det var op ad bakke, sagde Smith, som grundlæggende fandt det problematisk, at politikerne ikke var udadvendte, opsøgende og vidende om mulige løsninger på samfundets problemer.

Samfundsproblemer var der nok af ifølge Smith. Affaldet hobede sig op på lossepladsen uden udsigt til nogensinde at forsvinde. Øens veje var så hullede, at deres bilpark, som primært bestod af importerede brugte biler fra Japan, blev slidt uforholdsvis hurtigt ned. Bilerne endte som vrag, der hobede sig op i befolkningens haver, fordi der ikke eksisterede nogen skrotordning. Så var der traditionen med at begrave de døde på privat grund, som indirekte stavnsbandt befolkningen og vanskeliggjorde udviklingen af øen. Endelig nævnede han uddannelsessystems faglige niveau, der var så lavt, at amerikanerne ikke anerkendte de studerendes afgangsbeviser. Det betød, at befolkningen havde svært ved at koble sig på det amerikanske uddannelsessystem og på den måde hente ny viden hjem til samfundet. Hvis man ikke havde penge, var der kun en vej til at opnå uddannelse i USA. Den gik gennem den amerikanske hær og ud på slagmarken. Så længe de unge mænd var indskrevet i hæren, kunne de studere online. Efter minimum tre års aktiv tjeneste havde de optjent point, der kunne veksles til at følge en lille del af studiet i klasselokalet, når de trådte ud af hæren.

Smith, der hørte til den privilegerede del af befolkningen, havde akkurat som sin far sikret sig, at hans børn blev uddannet i USA. Da børnene var små sendte han dem i privatskole. Det gav adgang til College i USA. Børnene, der i dag var voksne, var glade for at bo i USA og ønskede ikke at vende tilbage til Kosrae. På det punkt var de repræsentative for deres generation. Det efterlod Kosrae med mange tomme og efterladte huse, som naturen generobrede med lynets hast, fordi der var så fugtigt.

Smith havde selvfølgelig ikke svar på alle Kosraes problemer, men han havde ideer til, hvordan Kosrae kunne komme affaldsproblemerne til livs. Desværre strandede de i det politiske spil og politikerne lyttede ifølge Smith ikke længere helt så meget til ham, som de havde gjort. Her hjalp det ikke tilstrækkeligt, at han var en respekteret mand. Det var ikke svært for Kaare og jeg at opfange, at Smith havde mistet troen på, at hans land ville komme ind i en positiv udviklingsspiral. Kirkens folk, som også sad tungt på mange betydende poster i samfundet, var nemlig ikke specielt interesseret i at udvikle samfundet, fortalte Smith. Befolkningens tilbedelse af gud, var det, der betød noget.

På et punkt var Smith dog lykkedes. Han var lykkedes med at skabe så gode rammer for langturssejlere, at han havde opnået et godt omdømme på Noonsite.com, der er hjemmesiden, enhver langturssejler konsulterer forud for et besøg et nyt sted. Foruden clearingsprocessen, som han havde sat på skinner, så havde han købt en ekstra bil, som han lejede ud til langturssejlere for blot 25 USD om dagen. Det kunne simpelthen ikke blive mere bekvemt. Indkøb af diesel til IRIS hjalp han også til med. Vi skulle bruge 50 gallon, svarende til en tønde. Smith arrangerede indkøb og transport af tønden, som blev leveret på kajen. Hans søn hjalp os med, ad fem omgange at pumpe dieslen fra tønden over i to 5 gallon dunke, som Kaare sejlede ud til IRIS med, tømte og sejlede tilbage med for på ny at fylde dunkene op. Bøvlet men funktionelt. Så har vi prøvet det med. Endelig var Smith behjælpelig med at arrangere en guidet tur ind i regnskoven til Menka ruinerne, som var fra tiden før Lelu ruinerne. Al sammen af venlighed. Og det var netop ‘venlighed’ han gerne så, vi huskede Kosrae for. Det fandt jeg ud af, da jeg spurgte ham om, hvad han håbede på, vi tog med os fra besøget på Kosrae. Venlighed.

Venlige mennesker mødte vi da også rigtigt mange af, ikke mindst på vores tur ud til YELA Ka Forest, der ligger på øens nordvest vendte kyst, inde bag mangroven. I den lille havn Marina Okat, hvorfra vi skulle sejle et par sømil langs mangroven mod vest i en simpel, hurtigtgående fiskerjolle, til vi nåede indgangen til skoven, mødte vi vores guide Larson, der var 69 år. Han repræsenterede en klan bestående af 10 familier, der i 2006 var gået sammen om at bevare den unikke Ka skov ved at sammenlægge deres jordlodder. I det lille fællesskab, som de navngav YELA (Yela Environment Landowners Authority) var de lykkedes med at rejse penge med hjælp fra seacology.org til et projekt, der gjorde det muligt at fremvise skoven til interesserede besøgene. For pengene havde de bygget et lille modtagelseshus inde i mangroven, en lille kaj ved huset og endnu en kaj lidt længere inde i mangroven og endelig et par gangbroer, der gik fra huset hen til Ka skoven over det sidste stykke af mangroven. Anlægget stod færdigt i 2013, så det var altså forholdsvist nyt. Turen hen ad gangbroen ind gennem mangroven og turen ind gennem skoven var uendeligt smukt og betagende. Akkurat som på turen gennem regnskoven ind til Menka ruinerne var der bregner, snylte- og slyngplanter på Ka-træerne, som i YELA Ka skoven stod så tæt, at deres trækroner, der foldede sig ud som parasoller for enden af de høje, slanke træstammer, dannede et smukt tag cirka 30 meter over os. Når vi kiggede lige frem, så vi Ka-træernes gigantiske ‘plade’-rødder, som var solidt plantet i den meget våde skovbund og blev så høje, at jeg nemt kunne gemme mig bag dem - i oprejst stilling. Rødderne var betagende med det grønne mos, der fremhævede deres flotte linjer. I det hele taget var jeg så overvældet over skovens ynde, at jeg på hele turen følte et uudtømmeligt behov for at tage billeder og derfor hurtigt sakkede bagud til trods for, at Larson, som førte an, var gangbesværet med dårlige knæ og brugte stok. Men der var så meget at kigge på. Ikke mindst i skovbunden, hvor de mørkebrune frøer sad med deres store glasagtige sorte øjne, der havde gule nister. De stortrivedes tydeligvis og var et prægtigt syn, når lyset og det grønne mos, som kontrast, fremhævede deres forunderlige kroppe. Da vi nåede ind til skovens ikoniske træ med den buede rod, gik turen desværre ikke længere. Her så jeg mit snit til at få en god snak med Larson om aspekter ved Kosrae, som jeg havde undret mig over. Jeg håbede, at han kunne udvide min forståelse af livet på øen.

Først og fremmest fandt jeg ud af, at YELA Ka Forest var en velbevaret hemmelighed. Inden Corona, hvor besøgstallet var størst, kom der blot 100 gæster om året. Fortrinsvis studerende. I dag var besøgstallet næsten lig nul. National Geographics havde dog netop været forbi, to uger tidligere, så måske er der en artikel på vej om den fantastisk smukke, uberørte skov, som YELA klanen gjorde en stor indsats for at beskytte. Jeg fandt ud af, at det betød noget for ham, at vi satte pris på: “The effort we make to protect and conserve the Ka forest. The only of it’s kind in the world”. Bag dette udsagn lå en kamp, der var blevet kæmpet mellem YELA og Kosraes regering, der nogen år tilbage ønskede at lave en vej gennem skoven. Ud fra et rationelt perspektiv gav regeringens ønske mening, fordi et hurtigt blik på kortet over Kosrae viser, at øen ikke har nogen ringvej, men i modsætning til i Danmark, hvor regeringen ved lov kan overtage jord, også selvom ejeren måtte modsætte sig det, må regeringen i Kosrae tage et nej for et nej og skrinlægge et udviklingsprojekt, såfremt det bliver afvist af de folk, der skal lægge jord til. I det konkret tilfælde med ringvejen blev den altså ikke til noget, men der var flere årsager. Japanerne, der skulle bygge vejen, sagde nemlig også nej, fordi området var for vådt - og smukt. Det fortalte Smith os, da vi den sidste dag fik en hyggelig snak med ham i hans dagligstue.

Kosrae havde dog undergået anseelige forandringer det seneste århundrede, men ikke ved politiske beslutninger. Forandringen udfoldede sig som et fravær af frugt. Der bugnede ikke længere af frugt, sådan som vi kunne læse i de lidt gamle guidebøger. I første omgang tildelte vi det ikke den store opmærksomhed, men da jeg forsøgsvis koblede reduktionen af afgrøder sammen med kongerigets historie, blev det interessant. Arbejdernes livsopgave var som bekendt at skaffe mad til aristokratiet, herunder at dyrke afgrøder, men i 1920’erne, hvor King John Sigrah var konge af Kosrae, besluttede han, der var en oplyst mand, oplært af kirkens folk i USA, at alle skulle være lige. Han abdicerede derfor og ophævede egenhændigt aristokratiets privilegier, herunder hans egne. Det skete ikke uden lange diskussioner i den royale familie, men han var kongen. Det var ham, der bestemte og sådan blev det. Derefter var det op til alle på Kosrae at finde ind i en ny livsform. Aristokraterne skulle til at bestille noget, mens arbejderne fik større mulighed for at leve et liv på egne betingelser inden for de muligheder, de formåede at skabe for sig selv.

Transformationen var vanskelig for alle parter og resultatet afspejler naturligvis de forhold, der gjorde sig gældende i samfundet og omverdenen op gennem 1900-tallet, frem til i dag. Især har det haft stor betydning, at amerikanerne først smed japanerne ud af Kosrae under anden verdenskrig og siden åbnede op for, at befolkningen frit kunne rejse til USA og slå sig ned der. Fjernsyn, internet og mobiltelefoni har også i høj grad påvirket befolkningens ønsker til livets indhold. Larson fortalte, at befolkningen de seneste årtier var blevet optaget af penge og muligheden for at købe ting. Ingen i den yngre generation havde længere lyst til at dyrke jorden, som ikke gav det store økonomiske afkast. Med et glimt i øjet sagde han: “I make time go by growing fruits and vegetable”. Den manglende interesse for at dyrke afgrøder var nået til et punkt, hvor erfarne landbrugsfolk på øen, havde taget initiativ til at formuleret et projekt, som skulle genstarte lokalbefolkningens evne til at dyrke afgrøder, fordi det var faktisk et problem med den lave forsyning. Men hvis man altså ikke ønskede at dyrke afgrøder, var der ikke ret mange andre beskæftigelsesmuligheder. Befolkningen flyttede derfor i stigende grad til USA, mulighedernes land. Akkurat som Smith fremhævede Larson, at de færreste vendte tilbage til Kosrae. Derom sagde han: “They can’t affort it when their family grows”. Smith supplerede med et skælmsk smil, at de typisk først kom tilbage, når de lå i kisten.

Der er ingen tvivl om, at kongens abduktion har kick startet en transformation af samfundet. Han kunne selvfølgelig ikke forudsige, hvordan det ville falde ud, men taget verdenssamfundet og den teknologiske udvikling i betragtning, så er der noget, der tyder på, at han traf det rigtige valg. Et folk er kun venligt, når livet i al almindelighed er acceptabelt. Sådan havde det nok ikke været, hvis befolkningen fortsat var tvunget til at brødføde og servicere aristokratiet.

Informationerne om King John Sigrah havde jeg fået af Smith under den hyggelige snak i hans dagligstue den sidste dag. Mine øjne havde, i det lidt skjulte, vandret nysgerrigt, undersøgende gennem rummet. På den ene væg hang der adskillige billeder af Smith og Almittas børn og nære familie. Billeder af store øjeblikke, som når nogen har været inde ved militæret, taget uddannelse, fået børn og lignende. Det var tydeligt, at dele af familien opholdt sig i USA. Hen over king size sengen, der stod midt i rummet, stod der med store bogstaver: “Trust in The Lord”. På den vigtigste væg af dem alle hang der et billede af kongen. Det vækkede min interesse og fik mig til at spørge, hvad der egentlig blev af kongeriget på Kosrae. Svaret har du allerede hørt, men derudover fortalte Smith af sig selv, at kongen i tråd med de kristne værdier på øen lå begravet i baghaven, lige bag tankbilen, der stod hen som et vrag. Smith tilhørte altså den royale familie. Efter King John Sigrahs abdicens var det lykkedes for Smiths farfar, hans far Ted og han selv at ændre livsform fra at være royal til at blive driftige handelsfolk, der satte dem i stand til fortsat at leve et privilegeret liv sammenlignet med den øvrige del af lokalbefolkningen. Smith fortalte, at det ikke var alle i den royale familie, der havde klaret transformationen helt så godt, som dem. Udfaldet hang nøje sammen med, hvor initiativrigt og hårdt arbejdende den enkelte havde forholdt sig til det nye liv. Et spørgsmål stod imidlertid fortsat ubesvaret hen. Spørgsmålet om, hvorvidt Smith havde været kongen af Kosrae, såfremt hans oldefar ikke var abdiceret. Jeg forpassede desværre muligheden for at finde ud af det, mens vi sad i dagligstuen sammen med Smith, men heldigvis manglede Kaare og jeg at aflevere nøglerne til bilen, vi havde lejet. Det gav mig en legitim anledning til at banke på deres trådnet-dør en sidste gang. Almitta åbnede døren og fik nøglen i hånden. Jeg kiggede hende i øjnene og bad om lov til at stille et sidste spørgsmål, som brændte sig på. Vores øjne mødtes. Efter at have hørt spørgsmålet tav hun et kort øjeblik. Jeg kunne se, hun var berørt. Med en varme, der kom helt dybt inde fra hende hjerte, sagde hun: “Ja”.

Fantastisk afslutning på besøget. Endnu engang tog vi afsked med nye bekendtskaber ved at trutte tre gange med vores trykluftstågehorn.

Mit luftkys blev gengældt.