Fødselsdag

Jeg har haft mange gode fødselsdage og nu har jeg fået en mere til samlingen, omend min 55 års fødselsdag skulle vise sig at blive noget anderledes end de andre. Rammen om dagen var Roscoff i Bretagne, hvor vi allerede havde ligget et par dage. Dagen bød ikke på sejlads, da vindforholdene var ugunstige.

Vi stod op, da vi gad - sent. Solen skinnede ned på marinaens brasserie. Der startede vi dagen med en café au lait og en croissant. Kaare og jeg har lært, at vi ikke skal bestille en cafe latte, der her i Frankrig er en kop varm mælk med ganske lidt kaffe i. Det var en hyggelig start på dagen, men en croissant kunne ikke stilne morgensulten, så vi vente snuden hjem mod Brasserie IRIS, som bød på the og müsli med frisk æbletern og mælk. Uhmm. På vej ned ad broen til IRIS gik tre toldere. De var ordentligt udrustet med håndjern, pistoler, skudsikre veste og lygter. Jeg syntes, det så voldsomt ud. Adspurgt fortalte de mig, at de indimellem brugte håndjernene, mens det heldigvis var mere sjældent, at de trak våbnet.

Tolderne fortsatte hen ad broen, da vi steg ombord på IRIS. Pyhaaa. Egentligt var det fjollet at føle lettelse over det, fordi vi kunne sagtens have taget imod dem med ro i sjælen. Det fik vi afprøvet 2 minutter senere, da de bankede på båden og gerne ville se vores papirer. Frem med pas, bådens papirer, logbog og kvitteringer på indkøb af diesel. Spørgsmålene var mange. Hvor kom vi fra? Hvor skulle vi hen? Om vi havde meldt os til tolderne i Frankrig, da vi kom tilbage fra de britiske øer? Nu blev vi svedt, fordi det havde vi ikke. Vi havde simpelthen ikke skænket det en tanke. Med strenge øjne sagde den ældste tolder, at den slags rod kostede 3.000 Euro i afgift. Så trak jeg fødselsdagskortet. De vidste, jeg talte sandt. Det fremgik af mit pas. De gav os en advarsel og ikke en afgift. Det skyldtes imidlertid ikke min fødselsdag, selvom det også hjalp dem til at legitimere advarslen frem for afgiften. Det skyldtes, at Kaare havde fortalt ærligt om vores besøg på Guernsey. Som den ældste tolder sagde: “Vi ved lige præcis, hvor I har været.” Det overraskede os, selvom det ikke burde overraske os. Bådens AIS kan selvfølgelig følges af mange - også tolderne. Tolderne bad os om at videreformidle budskabet om, at man altså skal huske at indklarere båden, når man kommer fra de britiske øer. Hermed gjort. Med ønsket om en god fødselsdag forlod de båden. Således var dagen skudt i gang.

Formiddagen stod for mit vedkommende på arbejde med hjemmesiden. Fint med lidt restitution ovenpå det energikrævende besøg af tolderne. Klokken 15 gik vi ind til byen, hvor vi fik chokoladekage i Salon du The. Den var utroligt velsmagende og smagte af mere, men med udsigt til et mindst lige så lækker aftenmåltid var vi godt tilfredse med bare at have delt et stykke.

På havnen så vi franskmændene stå i kø for at købe hummer og krabber. Dyrene lå der spillevende ved siden af hinanden i blå plastikrammer, som vi kender dem fra fiskehallerne. Sælger hev dyrene ud af rammerne, som om de var kartofler, alt imens han i dialog med kunden fandt ud af, hvilke(t) dyr kunden ønskede at købe. Krabberne var prisfastsat i forhold til om der var tale om en han eller hun krabbe. En ældre franskmand, der kom med sine to indkøbte krabber i en plastikpose, sagde begejstret til mig på fransk, mens han viste posen frem, at han altid købte han-krabber. Det var utvivlsomt på grund af størrelsen. Jeg blev nysgerrig på, hvad man stillede op med disse dyr. Det skulle jeg snart finde ud af.

Kaare og jeg spiser primært på IRIS, men vores fødselsdage skal fejres med en middag i byen. Vi brugte lang tid på at finde det rigtige sted. Sagen var, at vi ønskede at spise af havets frugter - Fruit de la mer. Bretagne var stedet at prøve det. På byens bedste restaurant med udsigt ud over havet fik vi blandt andet en stor tallerken med østers, rejer, jomfruhummer, snegle i to størrelser, muslinger og en halv krabbe. Det var ret overvældende. Smagen af østers kender jeg. Første gang jeg fik østers var ved indvielsen af Bella Sky i Skybaren på øverste etage med udsigt ud over Ørestaden og København. Det var helt fantastisk. Der var østers og champagne ad libitum. Snegle har jeg ikke smagt før. Det var i sig selv en øvelse at finde ud af, hvordan man får dyret - helt - ud. De smagte overraskende godt. Især de små sorte snegle. Muslingerne gjorde ikke det store indtryk på mig, måske fordi der var så mange andre lækre ting - ikke mindst den halve krabbe. Krabben spiste jeg med meget stort velbehag. Den smagte virkelig godt - især med lidt citronsaft henover.

Mens maden var fortrinlig var min performance som skaldyrsspiser ikke overbevisende. Trods de mange redskaber - en nøddeknækker, en stålpind og en gaffellignende ting, vi havde fået tildelt til at spise skaldyrene med, brugte jeg i høj grad klørfem. Aldrig har jeg været så ucharmerende og fedtet på hænderne, som da jeg satte havets frugter til livs. Akkurat som de ægyptiske mænd vi spiste julemad sammen med i 1993 på vores bryllupsrejse. De fordelte og spiste al maden med fingrene. Jeg kan huske, hvor overrasket jeg var over denne fremgangsmåde, mens jeg forsøgte at spise af den mad, jeg forhåbentlig ikke ville blive syg af. Så mine følelser, der var forbundet med at spise de franske skaldyr, var blandede, men jeg overgav mig til spisningen og koncentrerede mig om det. Hænderne kunne jeg jo altid vaske grundigt bagefter. Efter denne rigtigt fine gastronomiske oplevelse gik vi mætte og glade hjem til IRIS.

Sikken en dag, hvor jeg fik mange gode snakke over telefonen med min mor, far, Lone og vores tre dejlige sønner.

Tak til alle jer kære.

Af Kirstine | 2022-08-15

Efterladte både

I Nykøbing Sjælland blev min opmærksomhed en kold vinterdag, hvor jeg gik en tur på havnen for at få varmen, fanget ind af en ældre, mindre træbåd, som netop var sat på land. Den var kørt længst ind bag alle de andre både. Gemt afvejen. Dens bund var så voldsomt begroet med blåmuslinger, der hang ned i klaser hele vejen rundt og fortsat havde en fin blå farve, at jeg stoppede op. Som båden stod der på sit stativ, kunne den have været et kunstværk, men historien var en anden. Der var tale om en efterladt båd, som havnemesteren omsider havde valgt at tage ud af vandet inden den sank, ud fra en betragtning om at det er dyrere at hive en sunket båd ud af vandet end en båd der flyder. Set fra mit perspektiv var det svært at forstå, at en båd kunne blive efterladt, overladt til omverdenen. Hvad får en bådejer til at efterlade sin båd? Hvad er motivet? Eller er bådejer gået bort uden at eventuelle arvinge er bekendte med bådens eksistens? Oplevelsen skulle vise sig ikke at være unik - sørgeligt nok.

Rigtigt mange havnemestre står med sammen problem som havnemesteren i Nykøbing Sjælland. Vi så det i Cuxhaven, Dunkerque, Boulogne og nu også i Cherbourg. Bådene ligger bare der, som et historieløst efterladenskab - lige bortset fra båden i Cherbourg, som emmer af historie, endda af den store slags. Det er historien om storhed og forfald.

Egentlig var Kaare og jeg på vej til Carrefour for at købe ind. Vi prøver så vidt muligt at gå ad nye veje, når vi bevæger os gennem den samme by flere gange. På den måde bliver vi beriget med mange flere nye indtryk, end hvis vi valgte altid at gå ad de samme gader. Da vi krydsede broen til det indre havnebassin, fik jeg øje på en meget stor sejlbåd. Den havde fire sallingshorn og lignede bestemt ikke en almindelig sejlbåd. Da vi på afstand studerede båden nærmere, kunne vi se, at den var påfaldende grøn. Nu var vores interesse vagt og vi var nødt til at se den helt tæt på. Ikke en gang en lukket låge kunne ikke forhindre os i at komme tættere på båden. Ude på broen mødte der os et rigtigt trist syn. Dækket og al tovværk på båden var algegrønt. Det enorme storsejl lå halvt ude af bompreseningen. Skrogets folie skallede af. Lige under vandlinjen havde algevæksten fået godt fat og roret var dækket af blåmuslinger. Jeg havde ret, sagde Kaare: “Det er en Imoca 60”.

Imoca 60 er en kapsejladsbåd, designet til at deltage i Vendée Globe - et single-handed non-stop yacht race jorden rundt. Christophe Auguin vandt racet i 1997 i netop denne båd, som den gang hed Géodis. 20 år senere fik båden igen opmærksomhed, men nu for noget helt andet. Den hed nu Oxygen og var ejet af en ungarer. Under en transportsejlads havde båden tre år tidligere i 2014 fået motorproblemer og var blevet trukket ind til Cherbourg, hvor den havde ligget lige siden i det indre havnebassin. Ejeren havde betalt havnepenge det første år. Så var betalingerne ophørt og båden lå nu bare hen til stor frustration og gene for Cherbourg kommune, som håndterer sagen ad rettens vej. Det er en ualmindelig langsommelig proces, som altså tilsyneladende endnu ikke er afsluttet. I dette tilfælde ved man, hvem der ejer båden. Det er langt fra altid tilfældet. I nogen lande, eksempelvis Danmark, findes der ikke et skibsregister for båden under 20 bruttotonnage - eller på jævnt dansk fritidsfartøjer. Når man lægger til i en havn, bliver man bedt om at oplyse bådens navn, længde, bredde og evt. dybde. Havnemesterne aner med andre ord ikke, hvem der ejer de både, der ligger i deres havne. Hvis man står med en meget gammel båd, som man ikke længere ønsker at betale for at have liggende i en havn, kan man altså sejle den til en havn, hvor ingen kender båden og dens ejer, låse den af og gå for aldrig at vende tilbage. Et andet scenarie er, at bådens ejer dør og båden ender i glemslen. Det er da fuldstændigt håbløst, at der ikke er styr på, hvem der ejer hvilke både. Taberne i dette spil er havnene, kommunerne som står med regningen for at få hevet de efterladte både ud af havnebassinerne. Lur mig om denne udgift ikke falder tilbage på brugerne af havnene. Måske skulle man ændre lidt på systemerne for at komme problemet til livs.

Individet responderer som bekendt på systemet.

Af Kirstine | 2022-08-12

Dunkerque

Turen fra Breskens til Dunkerque var helt fantastisk. Vinden kom fra øst - nordøst med cirka 7-8 s/m. Vi sejlede derfor med wing-on-wing, hvilket er et udtryk for, at storsejlet og genoaen står ud til hver sin side. Storsejlet med en preventor, så bommen forhindres i at svinge frem og tilbage og genoaen med en spilerstage, så den holdes ude hele tiden, også selvom vinden drejer lidt. Med autopiloten tændt kunne Kaare og jeg nyde turen langs den belgiske kyst, hvor vi skød den lystige fart af 8 knob, når vi surfede på bølgerne. Rekorden var 8.2 knob. Med den fart indhentede vi en hel del både, hvilket fik humørbarometret til at stige yderligere.

Sejlads langs kysterne byder ikke på så mange kulturelle indtryk, sådan som det er tilfældet med kanal(motor)sejlads. Det er begrænset, hvad man kan se, når man sejler 2-3 sømil fra kysten, men på denne tur så jeg alligevel noget, der fangede min opmærksomhed. Først undrede jeg mig over den uendelige række højhuse, der stod langs den smukke kyststrækning. De stod næsten som perler på snor på det meste af strækningen, men pludseligt skiftede det til ældre, smalle 3-4 etagers huse og nyere byggeri. Billedet var spraglet og indebar også heftig industri. Lige der for foden af industriens røg og damp lå Dunkerque. Jeg nåede frem til, at skiftet i bebyggelse markerede grænsen mellem Belgien og Frankrig. Det fandt jeg interessant.

Vi havde besluttet os for at overnatte to nætter i Dunkerque, der som bekendt dannede ramme om englændernes tilbagetrækning fra tyskerne i maj måned 1940. Måske har du som Kaare og jeg set filmen om slaget ved Dunkerque. Vi var afgjort nysgerrige på stedet.

Dunkerque blev bombet sønder og sammen under tyskernes angreb. Kun ganske få bygninger stod tilbage. Det kunne vi altsammen se på det fine museum, der lå tæt på havnen Dunkerque Marina, Grand Large. På vores tur til Normandiet i 2017 så vi adskillige krigsmuseer, men denne gang oplevede jeg det anderledes. Pludselig så soldaternes uniformer, personlige udstyr og krigsmateriel så utroligt gammeldags ud, i forhold til det man benytter i dag. Midt i denne oplevelse på museet kaldte Kaare på mig. Der var noget, jeg skulle se - et maskingevær. Nu har jeg det lidt svært med at blive begejstret over den slags ting, men det viste sig alligevel at være interessant. Selvom maskingeværet var 80 år gammelt, kunne Kaare fortælle mig, at han var blevet uddannet på netop denne type maskingevær i 2000. Da Danmark har sparet på forsvarsbudgettet gennem mange år, spurgte jeg Kaare, om uddannelsen på det gamle maskingevær i Hjemmeværnet kunne tænkes at være en konsekvens af regeringens sparepolitik på forsvarsområdet. Ikke kun, lød svaret. Maskingeværet havde en kvalitet, der gjorde, at det fortsat gav mening at bruge det. Det var slidstærkt og skød med stor præcision. Vi stod med andre ord og kiggede på et vaskeægte bæredygtig maskingevær midt i alt det øvrige tussegamle militærgrej. Det var imponerende, selvom jeg hellere havde set, at det, der er bæredygtigt, understøtter konstruktive ting i livet.

Gåturen fra museet ind til centrum gav os mulighed for at se, hvordan byen var lykkedes med at genetablere sig selv. Det var tydeligt, at de havde forsøgt at skabe et gademiljø med plads og lys. De nye bygninger, som ikke var mere end 3-4 etager, må have været fornemme, da de blev bygget, men desværre også uden charme. På byens store torv med den store musketerlignende bronzestatue i midten, fandt vi en plads i skyggen ved en af caféerne og fik os en kop kaffe. Vi var bestemt ikke de eneste, der nød livet der i skyggen. Bag os sad der et ældre ægtepar fra området. De fik sig en kold, langsom øl, mens konen strikkede og de talte om løst og fast. Det var tydeligt, at de havde hele dagen foran sig uden at skulle nå noget. På bænken lidt længere henne under træerne sad en far. Han udgjorde en base for datteren, der løb på rulleskøjter rundt i området. I det hele taget var der liv på tovet, selvom det meste foregik inde under skyggen af træerne.

Vores tur tilbage til havnen bød på den mest spændende oplevelse i Dunkerque. Havnebassinet, hvor marinaen lå, må tidligere have været en del af et skibsværft. I hvert fald var der to meget store slisker til brug ved optagning og søsætning af store skibe. I takt med flod og ebbe bliver sliskerne henholdsvis fyldt og tømt for vand. Højdeforskellen er 4 meter. Almindeligvis er de ikke voldsomt interessante, men denne eftermiddag, hvor vi var på vej tilbage til havnen, stod der en lille, ældre kølbåd på 28-30 fod på bunden af slisken op ad bolværket på den nordlige side i den nordlige slidske. Det var et fascinerende syn ikke mindst, fordi bådens ejere var i gang med at ordne bådens bund. Jeg tog mod til mig og gik målrettet ned ad slidsken hen mod båden. Jo tættere jeg kom på båden, des mere sank jeg ned i mudderet, så jeg koncentrerede mig om at træde på østersene og de få sten, der lå der. Med et smil hilste jeg på dem, da jeg nåede frem. Det blev heldigvis gengældt og jeg fik, som jeg havde håbet på, lov til at tage billeder af dem og deres båd. Selvom jeg var ved at revne af nysgerrighed for at forstå, hvorfor de havde valgt at ordne deres båd lige netop der, holdt jeg igen, da jeg nok kunne regne ud, at de ikke havde til tid small talk. De arbejdede trods alt på tid. Men de fik fortalt, at de havde prøvet det en gang før, at de var kommet til netop denne havn, fordi den var særligt velegnet og havnemesteren tillod den slags arbejde, at de kunne klare en side per ebbe og altså måtte klare arbejdet over to omgange samt at de sparrede penge på denne måde. Resten måtte jeg gætte mig til. Min fornemmelse sagde mig, at de var på en længere rejse - blot på en helt anden måde end os. Det satte vores egen tur lidt i perspektiv. Det var tydeligt at rejsen kan gøres billigere, men det er på bekostning af komforten, som i min optik har en dobbelt rolle. Komforten er selvfølgelig med til at gøre turen bekvem, men den gør det også muligt at bevare mange velkendte funktioner og praksisser fra landkrabbelivet, så det bliver nemmere at finde sig til rette i livet på båden. Hvis Kaare og jeg skulle have rejst lige så simpelt, som de to rare mennesker, havde vi ikke kunnet være i det. Bruddet med det kendte havde været for stor.

Vi forlod Dunkerque klokken 05.00 om morgenen næste dag.