Galapagos - natur & kultur

Drømmen om at besøge Galápagos er gået i opfyldelse. Som jeg skrev i mit forrige rejsebrev, var det min opfattelse, at dette besøg ville blive et højdepunkt blandt livets højdepunkter - intet mindre. Havde jeg ret i det? Ja, omend medaljen også havde en bagside. Inden jeg uddyber det, vil jeg først give en kort introduktion til Galápagos og fortælle lidt om vores oplevelser med dyrene. Introduktionen bygger på Collins Traveller’s Guide “Wildlife of the Galápagos” (2015, J. Fitter) og den indholdsrige information, vi blev præsenteret for i San Cristobal på det anbefalelsesværdige formidlingscenter Interpretation Center, som vi kom forbi på vej ud til Darwin Bay.

Galápagos ligger cirka 900 sømil sydvest for Panama. Øgruppen blev opdaget af Panamas biskop Fray Tomas de Berlanga i 1535, da han var på vej fra Panama til Lima i Peru og utilsigtet drev med havstrømmen ud til øerne. Efter opdagelsen af Galápagos lagde pirater, hvalfangere og andre søfarende jævnligt vejen forbi øerne, hvor de kunne puste ud og proviantere. Landskildpadder blev slæbt ombord på deres både og lagt i lastrummet. Der kunne de overleve i op til et år uden vådt eller tørt, for til sidst at ende i gryden. Galápagos var altså ubeboet og forblev ubeboet helt frem til 1807, hvor irlænderen Patrick Watkins blev efterladt på Floreana. I 1832 annekterede Ecuador Galápagos. 3 år senere besøgte Charles Darwin øerne i 4 uger og indsamlede de data, der satte ham i stand til at føre endeligt bevis for evolutionsteorien, som andre forskere også havde puslet med. En for en blev øerne bosat og jorden dyrket med fremmede afgrøder som eksempelvis sukkerrør, kaffebønner, bananer og ananas. Som så mange andre steder bragte bosætterne også geder, grise og køer med sig ud til øerne. Jeg hæftede mig især ved bosættelsen af Santa Cruz i 1926, fordi den blev igangsat af 2.000 nordmænd. De drømte om et liv som fiskere i paradis. Selvom de havde forberedt sig grundigt og medbragt al nødvendigt udstyr, endte de med at rejse hjem igen blot 3 år senere, fordi de fandt livet på øen for ensom.

I 1935 formulerede Ecuador den første lov, der havde til formål at beskytte det unikke økosystem. De gik skridtet videre og gjorde Galápagos til national park i 1959. Ecuadorian National Park Service (SPNG) har siden 1968 arbejdet tæt sammen med Charles Darwin Foundation om at konservere Galápagos. Der har været stort fokus på at udrydde invasive arter som geder, æsler, rotter, katte og bier, samt at udvikle programmer til at beskytte særligt truede arter som skildpadder og landleguaner. Beskyttelsen af det unikke økosystem blev særligt relevant, da den mest invasive art af alle arter, mennesket, for alvor fik mulighed for at komme til Galápagos i 1968. Indtil da kunne man kun sejle til Galápagos, men da amerikanerne forlod deres militærbase på øen Baltra lige nord for Santa Cruz, der havde tjent til at beskytte Panamakanalen, blev der åbnet to ugentlige flyvninger til Galápagos. Turistindustrien var født. I dag har man to lufthavne på Galápagos - på Baltra og på San Cristobal. I løbet af 50 år, altså frem til 2015, hvor tallene stammer fra, øgedes indbyggertallet på Galápagos fra 2.500 til 25.000. Det er et godt sted at bo for ecuadorianerne, da de har et mere rigt liv på Galápagos end inde på fastlandet. Strenge regler er nu sat i værk for at holde immigrationen nede. I 1970 undersøgte man, hvor mange turister økosystemet kunne tage imod om året uden at tage skade. Man regnede sig frem til 12.000. I 2015 fik øerne besøg af 200.000 turister. Det giver SPNG grå hår i hovedet, når de skal holde kontrol med, at ingen af disse turister bevidst eller ubevidst bringer invasive frø, planter eller dyr med til øerne, samt at de disse turister ikke stresser dyrene og miljøet, når de er der. Når man sejler til Galápagos for at møde dyrene, bliver man derfor også mødt med et hav af krav og begrænsninger.

Jeg har i et tidligere rejsebrev fortalt om, hvordan Kaare brugte 3 måneder på at opfylde de mange krav, der var listet op i “The Requirements and Regulations” og om, hvordan vi fik renset IRIS’ bund i Panama City og igen uden for Kicker Rock, lige inden vi ankom til San Cristobal. Kaare var meget nervøs for inspektionen af båden, som skulle overstås, inden vi kunne gå i land på Galápagos. Det viste sig at være velbegrundet. Vi gik såmænd glat igennem inspektionen, men det gjorde den amerikanske katamaran, der kom ind samtidig med os, ikke. Akkurat som os, havde de fået renset katamaranens bund i Panama City, men de stoppede ikke op inden San Cristobal for at tjekke, om den fortsat var ren. Det var den ifølge inspektionen ikke. Kaptajnen på den amerikanske katamaran fik at vide, at han skulle sejle ud af marinereservatet, rense båden, komme tilbage igen og blive inspiceret på ny. Det var en tur på 2x40 sømil. Da der er krav om, at alle både, der sejler rundt i marinereservatet, skal have tændt deres AIS, kan myndighederne følge båden på skærmen hele vejen. De kom tilbage dagen efter. Ud over at de havde brugt en dag på at få renset bunden, skulle de på ny betale for at få inspiceret båden. Pris: 2.000 USD. Av, den sved. Vi var glade for, at Kaare var så pernitten med at få renset IRIS’ bund.

Inspektionen foregik stille og roligt. Der var en mand i vandet til at tjekke bunden og 6 mand, plus Kaare i det lille cockpit. Folkene der mødte op, repræsenterede forskellige offentlige institutioner. De havde alle sammen på forhånd fået et bundt papirer indeholdende alle vores data. Det havde agenten sørget for. Men ingen havde læst papirerne, så de interviewede Kaare på skift, for at indhente de informationer, de hver især skulle bruge. Det tog en hel time og var en farce. Lige bortset fra at Kaare skulle fremvise vores nødraketter, var der ikke nogen egentlig inspektion af båden. Det var papirarbejde fra ende til anden. Det kunne de godt have ordnet på kontoret på forhånd. Kaare fandt ud af, at de elskede vores IRIS-stempel. Måske fordi det gjorde deres arbejde troværdigt. I hvert fald kunne andre se, at de havde været på båden. Det vigtigste for Kaare og jeg var, at vi fik lov til at gå i land og det gjorde vi.

Alt dette satte rammen om vores besøg på Galápagos. Hvordan gik besøget så?

Vi kom for at se dyrene og vi fik set dyrene. Dyrelivet på Galapagos var afgjort noget for sig, sådan som vi havde fået det fortalt. Det var rigt, eksotisk og vi kunne rent faktisk iagttage dyrene på meget tæt hold, fordi de ikke lod sig skræmme af de to-benene. Vi har taget en masse billeder. De bedste af dem har vi uploadet til galleriet, hvor du finder dem. Her følger et lille uddrag af vores oplevelser med dyrene.

Først og fremmest gjorde søløverne et uudsletteligt indtryk. De var så fascinerende og fyldte så meget i miljøet, at jeg har skrevet et helt rejsebrev om det. Måske har du allerede læst det. I så fald vil du vide, at det var mennesket, der var gæst i deres univers og ikke omvendt. Ind imellem kæmpede vi med søløverne om retten til vejen, som når vi skulle stige af og på vandtaxaen ved flydebroerne i de forskellige byer. Det samme gjaldt marineleguanerne, som lagde sig, hvor det passede dem - også gerne på tværs af gangbroer og stier, så de spærrede vejen. De så skræmmende ud med deres sorte, panserede krop, lange hale og enormt store kløer, så de første par gange var det med stor forsigtighed, vi passerer forbi dem på tåspidser. Men de gjorde ingen fortræd, sålænge man ikke rørte dem. De gad ikke engang løfte øjenbrynet og kigge op på os, når vi gik forbi. Højst fnys de lidt salt ud af næseborene. Kaare så en enkelt marine leguan fouragere under havets overflade, mens jeg så et par stykker tage godt for sig af den friskfanget fisk i fiskekassen, som fiskerne på det lille lokale udsalgssted ved vandet havde dårlig succes med at holde såvel marineleguanerne som pelikanerne væk fra.

Pelikaner var der rigtigt mange af på Galápagos. Det er en stor, tung fugl, som ser ganske besynderlig ud med det lange næb og posen under næbbet, men når man ser den i aktion, giver det hele mening. Vi har set den fange fisk i strandkanten, under IRIS og ved at styrtdykke fra luften mod havets overflade, hvor den kommer op som en prop med næbbet fyldt med vand og fisk. Vi har også set den snyde en stor flok fregatfugle fra et godt måltid mad ude på reden ved Santa Cruz.

Fregatfuglene var som et baggrundstæppe højt oppe i luftrummet, hvor de ustandseligt cirklede rundt og spejdede efter mad - gerne andre fugles fangst. Første gang vi så dem på tæt hold var i San Cristobal, hvor vi i byens udkant mod syd lidt tilfældigt kom forbi en indsø, hvor de fiskede efter små fisk. Senere på reden i Santa Cruz så vi en flok fregatfugle kredse over noget i vandet, som de forsøgte at bide stykker af, mens de i et splitsekund holdt deres position i luften over fundet. Vi roede ud til fregatfuglene i gummibåden og blev vidne til, hvordan de blev udkonkurreret af en pelikan, der uden problemer samlede en hel fiskeside op af vandet med sit mægtige næb-arrangement. Med et overfyldt næb lagde den alle kræfter i for at komme fri af vandet. Det lykkedes for den med stor anstrengelse og væk var den - med mad til flere dage.

I det hele taget har vi haft rigtig stor fornøjelse af at iagttage fuglene på Galápagos. Den Red-footed Bobby så vi flere dage inden ankomsten til San Cristobal, da den jagter sit bytte langt ude på havet. Det er en fugl, man kun får at se, når man kommer sejlende til Galápagos. Vi fik rig mulighed for at studere den, da vi havde et eksemplar siddende på bovsprydet tre dage i træk. Vi var ikke kun imponeret over dens flotte røde svømmefødder med kløer og dens blå næb. Vi var også imponeret over, at den var i stand til at sove og pudse fjer på bådens mest urolige plads. I det lange løb var den dog ikke så sjov at have siddende. Den sked en hel del.

Ude på havet fik vi også besøg af en flok hvide fugle, men kun om natten. De var omgærdet med mystik, fordi hver eneste morgen forlod de os inden lyset slog igennem, så vi så dem aldrig i dagslys. Det eneste vi vidste om dem var, at de var hvide og sagde besynderlige klikkelyde. Vi fandt senere ud af, at det var måger af arten Swallow Tailed Gull. Det er den eneste måge i verdenen, der jagter sit bytte om natten. Det vidste vi ikke, da vi så fuglene om natten, men vi så tilstrækkelig meget af dem til, at vi kunne identificere dem i “Wildlife of the Galápagos”. Da vi forlod Galápagos, fulgte de igen med IRIS om natten, men denne gang var der en enkelt fugl i flokken, der blev ved IRIS efter lysets frembrud. Kaare lykkedes med at tage et godt billede af den trods det gyngende grundlag.

Den Blue-footed Bobby er det ene af Galápagos’ varemærker - landskildpadden er det andet. Dens blå fødder er da også bemærkelsesværdige. Hvorfor i alverden er de blå, får man lyst til at spørge, men det er de altså. Vi så dem ikke i stort tal, som jeg havde forestillet mig, men der sad ganske rigtigt en lille flok på klipperne ved Kicker Rock, da vi sejlede tæt forbi i en turbåd. Men det blev først interessant, da jeg så den jage sit bytte på reden i Santa Cruz. Den var som en pil i luften, når den havde udset sig sit bytte og styrtdykkede ned i vandet. Det så noget mere elegant ud, end når pelikanen gjorde det samme. Flot fugl.

Finkerne burde måske have interesseret mig i lyset af Darwins evolutionsteori, men det gjorde de ikke. De mindede mig mest af alt om gråspurve. Det var den rolle de indtog i byerne. Det er nemt at forstå, at der er 13 forskellige arter og at de adskiller sig fra hinanden ved deres størrelse og næb afhængigt af fødegrundlaget, men finkerne er sorte og lysegrå og ikke særligt spændende at iagttage. Til gengæld fylder de øerne med fuglesang og den var der overraskende meget af taget det tørre og rå miljø i betragtning. På den måde var finkerne noget særligt set med mine øjne.

Vermilion Flycatcher var anderledes spændende at iagttage med sin postkasserøde fjerdragt. Den var en anelse større end en gråspurv, utroligt smuk og en sjælden gæst, da den desværre er truet på livet. En guide på Santa Cruz nævnte, at der kun var omkring 90 Vermilion Flycatchers tilbage på hans ø. Han havde aldrig set nogen, fortalte han, mens misundelsen lyste ud af hans øjne. Vi så den i højlandet på Isabela. Først som en skygge med en snert af farve, der strøg gennem luften. Det fangede min interesse. Jeg fik øje på den i trækronen, hvor den havde sat sig. Kameraet var fremme og minsandten om den så ikke fløj ned mod os og satte sig på en hegnspæl forholdsvis tæt på. Der blev den siddende, som om den sagde: “Her er jeg”. Jeg stod helt stille, mens Kaare knipsede løs indtil den igen fløg sin vej. Vi var helt høje over at have set den og vi følte os uendeligt heldige.

Heldig følte jeg mig også, da jeg på forunderligvis fik øje på krabben af arten Ghost Crab. Den bor i huller på stranden, som den graver ud. Mit blik fangede den, mens den var ved at bære sand væk fra hullet, 7 meter fra hvor jeg sad. Da krabben krøb ned i sit hul efter at have spredt sandet ud, så jeg mit snit til lynhurtigt at bevæge mig helt tæt hen til hullet - med kameraet. Jeg håbede selvfølgelig på, at den måtte komme op igen. Det gjorde den med favnen fuld af sand. Da den så mig, slap den straks sandet og løb tilbage mod hullet, stoppede op et kort øjeblik, tjekkede mig ud og forsvandt så ned i hullet. Der blev den, til jeg gik. Fair nok. Jeg havde endnu et held med spøgelseskrabben i en helt anden sammenhænge. Denne gang var spøgelseskrabben kommet langt væk fra sit hul og gik rundt i vandkanten. Det fangede min opmærksomhed og jeg afskar den vejen tilbage til hullet i mit forsøg på at forevige den. Det var svært, fordi den var ret hurtig på fødderne. Når vanden skyllede ind over den, hagede den sig fast i sandet, så den ikke drev væk. Når vandet havde trukket sig tilbage, rejste den sig op og løb videre - væk fra mig. Det gentog sig et par gange, indtil billedet var i hus. Så fik den fri passage og væk var den.

Helt så udfordrende var det ikke at fotografere mågen Lava Gull, som på stranden havde fundet en kokosnød med hul i toppen, hvorfra den kunne spise af kokoskødet. Her var rollerne på det nærmeste byttet om, da den spankulerede hen til mig, lagde hovedet på skrå og kiggede op på mig for at finde ud af, hvad jeg var for en størrelse og om den kunne have sin kokosnød for sig selv. “Bare rolig”: sagde jeg. “Jeg kigger kun”. Så gik den tilbage til kokosnødden. Det var en sjov oplevelse at blive tjekket ud af en fugl. Det plejer jo at være omvendt.

Anderledes forholdt det sig med landskildpadderne, som virkede virkelighedsfjerne. Jeg kan godt se, at de registrerer de to-benede, når de kommer forbi, da de typisk trækker hovedet til sig, men så sker der heller ikke mere. Alt går så utroligt langsomt, men de har selvfølgelig også tiden til det - 150 år. Det er meget mærkeligt at tænke på, at de lever i så lang tid, uden at det rykker i deres verden. For 150 år siden befandt vi os i industrialiseringens tidsalder. I dag kan man sende store filer ude fra Stillehavet, hvis man altså benytter Elon Musks system Star Link. Hos landskildpadderne går det kun stærkt, når hannerne kæmper om den bedste plads i skyggen. Der er ingen kære mor. Den tunge skildpadde tromler den lette skildpadde, mens de stavrer afsted ind i hinanden på ben, der tydeligvis er designet helt forkert, hvis meningen altså er, at man skal kunne gå. De fleste landskildpadder er i dag hegnet ind i beskyttede områder, men på Santa Cruz oppe i højlandet ved Santa Rosa kan man fortsat se dem i naturen. Langs vejene er der sat skilte op, som advarer mod skildpadder på vejen. En taxachauffør fortalte os, at der er perioder på året, hvor de skal holde særligt udkig efter landskildpadder, når de kører på hovedvejen. Man gør altså meget for at passe på de forunderlige dyr, som der har været titusindvis af inden pirater, hvalfangere og andre søfarende - herunder også Darwin - gjorde et stort indhug i landskildpaddebestanden.

Mens landskildpaddens liv er langt og leves langsomt har den lille Lava Lizard kun et kort liv - i overhalingsbanen. De er ikke så store, men de er flotte og der er en del af dem. De er her, der og alle vegne på veje, stier og i terrænet. Man behøver ikke bekymre sig om, hvorvidt man træder på dem, for de er væk, inden man gør antræk til at tage et skridt hen i retning mod dem. Dens store fætter landleguanen fik vi desværre ikke at se, men den er som nævnt i indledningen også en truet dyreart.

Kaare fortalte mig på et tidspunkt, at 70% af alle Galápagos’ eksotiske dyr findes under havet overflade. Det fik vi en lille forsmag på, da vi lå ud for Kicker Rock og rensede IRIS’ bund en sidste gang, inden vi sejlede ind til San Cristobal. Der så vi som bekendt en baby hammerhaj i havets overflade, 5 manta rays og et utal af havskildpadder. Man er med andre ord nødt til at hoppe i vandet, hvis man vil se flere spændende dyr.

Kaare var en del i vandet, men med mig forholdt det sig lidt anderledes. Jeg var nemlig så uheldig, at mit venstre øre punkterede, da vi dykkede ud for Kicker Rock. Uden forvarsel mærkede jeg en svag trykken for øret. Straks søgte jeg op, som jeg skulle - fra cirka 10 meters dybde, men det var ikke nok. Snart hørte jeg en lyd i mit øre, som mindede om en cykelslange, der bliver piftet. Øv, øv og atter øv. Det blødte heldigvis ikke og der gik heller ikke betændelse i det, da jeg klogeligt holdt mig ude af vandet de næste små 14 dage. Inden det skete, nåede jeg at svømme med søløver i Darwin Bay, hvor en søløve fik den store fiskestime omkring mig til at bevæge sig som sort sol. Jeg fik også set den vildt store stime fisk ud for Kicker Rock, der cirklede rundt i en bowle så høj og så bred, at lyset forsvandt omkring mig, da jeg iført dykkerudstyr svømmede ind midt i bowlen. Desværre var sigtbarheden ved Kicker Rock meget dårlig, den dag vi dykkede. Andre har fortalt os, at de det samme sted, på en dag hvor vandet var klart, havde set rigtigt mange hammerhajer, andre hajer, rocker og havskildpadder. Man kan ikke vinde hver gang, men der skal alligevel lyde et stor ØV herfra, fordi vi ikke blev begunstiget med den oplevelse. Til gengæld havde vi en fantastik snorkeltur ud til Pinzon, hvor vi i meget klart vand så mange havskildpadder, flotte revfisk, marineleguaner i vandet og en enkelt hvidtippet haj, der lå og sov under et klippeudhæng. Den fik Niels vækket. På forunderlig vis svømmede den lige hen mod og ind under mig, alt imens jeg holdt vejret af bar ærefrygt. Den var lang. I havnen på Santa Cruz kunne vi hver aften, når kajens sider under vandlinjen var oplyst med grøn og blå farve, se blacktippet babyhajer, havskildpadder og Spotted Eagle Ray. En gruppe på fem Spotted Eagle Rays gjorde Kaare selskab, da han endnu engang rensede IRIS ren for algevækst ude på reden. Men den største, flotteste og sjoveste fisk jeg har set i vandet, er dog Kaare. Han elsker at være i vandet og finde spændende dyr. Jeg har tjekket, om han er ved at udvikle svømmehud mellem tæerne. Det er lige før. Han ender såmænd nok med at se hvalhajen - det eneste dyr under vandet, som jeg rigtigt gerne vil se.

Alle disse dyr og flere til så vi, da vi bevægede os rundt på øerne, men hvordan var mulighederne for at bevæge os rundt og hvor var vi egentligt henne på Galápagos?

Det korte svar er: ”Vi var stort set alle de steder, vi kunne slippe afsted med”.

Det lange svar handler om, at det gennemregulerede Galápagos gjorde vores tur rundt på øerne til en anden oplevelse, end den jeg havde forestillet mig. Turen var defineret af de strenge sejladsbestemmelser, kravet om ikke at stresse dyrene, de guidede ture og de meget få muligheder for at bevæge sig rundt på egen hånd. Mine oplevelser skal ses i lyset af, at vi de sidste 9 måneder har bevæget os frit rundt, hvor vi er kommet frem og har kunnet opleve de mange steder, vi har besøgt, på vores egen måde i vores eget tempo. Kontrasten mellem det vi kom fra og det vi kom til var altså uendelig stor. Det præger med stor sandsynlighed det jeg har at berette. Her kommer det.

Som turist i egen båd kan man som tidligere nævnt besøge øerne San Cristobal, Santa Cruz og Isabela. Mens vi var på Galápagos blev der åbnet op for, at vi også kunne besøge Floreana. I papirerne fra agenten stod der udtrykkeligt, at man kun måtte ankre op på reden ud for øernes hovedbyer. Såfremt man drømte om at kaste anker andre steder, skulle man ansøge om en planlagt tur hos Ecuadorian National Park Service. Det er dem, der har overblik over, hvor stort presset er på naturen og på den baggrund godtager eller afviser en ansøgning. Såfremt man fik grønt lys til den ønskede sejlads, var sejladsen betinget af, at man havde en guide med. Prisen for turen var 200 USD per mand per dag. Sejlede man ud på egen hånd uden at følge reglerne, blev man ikke kun hevet i ørerne. Man skulle stå skoleret, betale for turen og tage pænt imod en bøde. Agenten, som havde ansvaret for, at hans kunder opførte sig i henhold til reglerne, kom også i problemer, fordi han i værste tilfælde risikerede at tabe sin licens som yacht-agent. Det fortalte vores agent, som helt aktuelt boksede med en dansk båd, der havde overtrådt reglerne.

Friheden, til at sejle hvorhen vi havde lyst, var altså midlertidigt sat på pause. Alle ture ud til spændende steder langs kysterne skulle vi købe os til hos tur-agenterne - enten som dagsture eller som en 3-15 dages cruise på en turbåd. Prisen for en dagstur lå typisk mellem 130 til 220 USD per mand afhængigt af turen. Kaare og jeg dykkede som bekendt ved Kicker Rock og sammen med Niels, Helene og Jebbe sejlede vi rundt om San Cristobal, mens vi var der og ud til Pinzón, da vi var på Santa Cruz. Det var på disse tre ture, Kaare og jeg samlet så revfisk, havskildpadder, marineleguaner, hvidtippet hajer, sorttippet babyhajer, hammerhajer, galápagoshajer eagle rays, manta rays og søløver. Kaare og jeg ville også gerne have været til North Seymour, der lå lige nord for Baltra, men det var helt umuligt af få billetter. I den sammenhæng fandt vi ud af, at der findes 10 selskaber på Santa Cruz, der hver har en båd med plads til 16 turister, som efter et skema sejler ud på standardture, som Ecuadorian National Park Service har givet tilladelse til. Og det skal tages helt bogstaveligt. Det foregår fuldstændigt som i flytrafikken, hvor flyselskaberne får tildelt et ‘slot’, indenfor hvilket de skal sørge for at komme i luften. Her vedrører ‘slottet’ blot, hvornår bådene må ankomme til et sted og hvornår de skal forlade det igen. Det samme gælder cruisebådene. Det er imidlertid ikke kun sejladsen, der er reguleret. Det er hotelbranchen, taxabranchen og privatbilismen også. De færreste beboere har således egen bil, da de ikke kan få tilladelse til at køre bil. Vejnettet er også meget spartansk. Der er stort set kun veje fra byerne ud til lufthavnene og de forskellige turistattraktioner.

Vi var også på ture ind i landet på øerne. Her lå priserne på turene fra 70 til 150 USD per mand. Sammen med ungdommen var vi på tre ture op i højlandet på henholdsvis San Cristobal, Isabela og Floreana.

Det var på San Cristobal, vi så de store landskildpadder første gang. Vi besøgte en farm, hvor de drev et projekt, der skulle sikre skildpaddernes formering. En enkelt af de nyudklækkede skildpadder lå på skjoldet i sin kravlegård. Det så Kaare, som vidste, at skildpaddens lunger kollapser, hvis den ligger der for længe. Han fandt derfor en pind. Den stak han ned gennem trådhegnet og fik vendt skildpadden om på maven. Vi åndede alle lettede op og følte os som dagens helte. På en tilsvarende farm på Santa Cruz, så vi igen en lille skildpaddeunge ligge på skjoldet, men denne gang var der en guide til stede. Han fortalte, at skildpadderne skal lære at vende sig rundt. Derfor lader man de uheldige skildpaddeunger blive liggende på skjoldet, så de ikke bliver frataget muligheden for at udvikler den nødvendige færdighed. Lykkedes de ikke med at vende sig rundt inden for en time, får de lidt hjælp. Så blev vi så kloge.

På turen rundt på San Cristobal så vi i højlandet et meget stort vulkankrater, der var fyldt med ferskvand - det kogte dog ikke som i The Boiling Lake på Dominica. Tilstedeværelsen af ferskvand på San Cristobal og Floreana var en af årsagerne til, at Panamas biskop Fray Tomas de Berlanga overlevede, da han i 1535 ved en fejl strandede på Galápagos. Det var også årsag til, at øerne blev populære blandt pirater, hvalfangere og øvrige søfarende, fordi de kunne få fyldt tønderne op med det livsnødvendige vand. Det fortalte guiden os, da vi på turen rundt om San Cristobal i båd sejlede forbi det lille vandfald ude ved kysten, hvorfra de tappede vandet.

På Floreana så vi, hvor ferskvandet havde sit udspring. Kilden lå meget tæt på det sted, hvor irlænderen Patrick Watkins havde slået sig ned, da han blev efterladt på øen. Der var frodigt og mange skildpadder, så han led ikke nogen nød - ikke anden nød end den velkendte ensomhed, som enhver der har set Alene i vildmarken vil vide, rammer 99% af alle menneske med stor ubarmhjertighed. Watkins havde da også indgraveret et ansigt i en stor sten, nær hans hjem. Så havde han en at snakke med, akkurat som Tom Hanks i filmen Cast Away. Her var ansigtet blot tegnet på en Valley Ball.

Den helt store oplevelse fik vi på Isabela, hvor vi kørte med lastbil op til 1.000 meters højde og gik en 16 km lang vandretur, tur/retur, ad en bred sti gennem et grønt og frodigt område op til Sierra Negras kraterkant, der lå i 1.100 meters højde. Den havde en diameter på imponerende 10 kilometer. Krateret var så stort, at det var helt umuligt at indfange det med mit kamera. Det var netop på turen op til Sierra Negra, at Kaare og jeg så den lille røde Vermilion Flycatcher, fordi vi mod guidens vilje gav os tid til at se tingene, vi gik forbi.

Fra Sierra Negras kraterkant vandrede vi videre ud i vulkanlandskabet for at se lavaflowet fra det seneste udbrud, som fandt sted i 2005. Det var en lidt længere tur, hvor vi først passerede et landskab skabt af et udbrud, der havde fundet sted langt tidligere. Kaktus og bregner havde fået fat og stod meget spredt i terrænet. Der var stort set ingen ting. Det var som at stå i et månelandskab. Det skulle jeg naturligvis have et godt billede af. Jeg gik derfor 5 meter uden for stien, da jeg mente, at det ville give mig det helt rigtige billede. Det skulle jeg aldrig have gjort. En guide kaldte mig straks tilbage - gentagende gange. Jeg tænkte, at det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at jeg ikke måtte træde 5 meter uden for stien. Der var jo ingenting. Ingen planter. Ingen dyr. Kun lava. Så jeg ignorerede guiden, der til sidst gav op. Det var ved denne begivenhed, jeg fandt ud af, at guiderne har opgaver, der rækker ud over at vise vej og fortælle om det, man passerer forbi. Deres opgave er også at holde øje med turisterne, at de ikke gør noget, de ikke må, samt at rapportere tilbage til systemet, når det alligevel sker. Jeg blev noget overrasket over at være endt i den sorte bog, men også gal på deres system, fordi jeg følte mig holdt i en urimelig kort snor. Vi måtte faktisk helst slet ikke være der, selvom de baserer deres økonomi på turisme. Det er et paradoks.

Jeg anerkender 100%, at jeg som turist har en pligt til at passe på deres natur og undgå at stresse dyrene. Jeg har ikke efterladt affald nogen steder. Jeg har holdt mig på behørig afstand af dyrene. Jeg har ikke smidt papir i toilettet. Jeg har ikke dumpet affald i havet. Vi har betalt dyrt for at få renset IRIS´ skrog og få et certifikat på, at IRIS er fri for insekter. Vi benytter en agent, som vi skal. Han er også dyr. Vores båd bliver inspiceret igen og igen. Vi har gjort alt det rigtige og så skal jeg blive holdt tilbage fra at gå 5 meter uden for en sti, hvor der ingenting er. Læg dertil at guiden på turen skyndede på os i starten, fordi vi ikke gik hurtigt nok. Kaare og jeg havde fået nok og stod af. Hold da kæft hvor var vi pinlige at være sammen med, så ungdommen gik for sig selv. Det var okay med os. Således ladt i fred, i selskab med en ældre guide, der gik stille og roligt og rent faktisk fortalte om landskabet, vi gik igennem og gerne svarede på mine utallige spørgsmål, fik vi en rigtigt fin tur ud af det alligevel. Han så os ikke som kvæg. Han gav plads.

Guiden fortalte os, at han startede som guide i 2002. I starten var det blot de lokale, han guidede op til vulkanerne. Særligt i forbindelse med det seneste udbrud i 2005. Det er altså et forholdsvist nyt fænomen, at man guider turister rundt i området. Turister har der til gengæld været rigtigt mange af indtil corona ødelagde det hele. Dengang tog cirka 500 turister turen op til vulkanen hver dag - især kinesere og russere, og guiden havde 4 til 5 ture om ugen. På en god dag efter corona er det kun omkring 150 turister, der tager turen, altså blot 30%. Kineserne og russerne er endnu ikke vendt tilbage. For vores ældre guide betød det, at han kun havde 2-3 turer om ugen. Så passede han i stedet sit landsted, der kunne holde ham selvforsynende med grøntsager, frugt og kød.

Uanset om vi taler om tiden før eller efter corona, kan jeg godt forstå, at guiderne hurtigt får en opfattelse af, at de blot skal hyrde turisterne rundt - helst så hurtigt som muligt, så de kan komme hjem og holde fyraften. Ecuadorian National Park Service er som bekendt optaget af, at naturen og dyrene ikke bliver stresset, men måske skulle de også overveje, hvor meget de kan tillade sig at stresse turisterne. Jeg har tidligere fortalt, at der bor 25.000 mennesker på Galápagos. 800 af dem lever af at guide turister rundt. Det er lidt over 3% af befolkningen. ‘Guide’ er en beskyttet titel, som man kun kan erhverve sig ved at gennemføre en uddannelse, der strækker sig over 4 måneder. Det fortalte den unge guide på dykkerturen os. Uddannelsen var dyr, men det kunne svare sig, sagde han og fik dollar-tegn i øjnene inde bag hans smarte Ray-Ban solbriller. Systemet vurderer altså, at der skal 800 guides til for at guide og holde styr på 200.000 turister om året. Galápagos er et presset system. En måde at holde turisterne lidt på afstand er ved at hæve priserne. At det også er et greb, de benytter sig af, bekræftede en dansk turist, der havde en galápagosk veninde, som kendte systemet indefra.

Foruden de købte ture ind i landet på øerne var der enkelte gå- og cykelture på egen hånd. Gåturene gik typisk ud langs kysten. Der var turen ud til og forbi Darwin Bay til den smukke strand Playa Baquerito, der var helt fantastisk. Da vi havde passeret Darwin Bay, oplevede vi naturen, som den tager sig ud, når den er uberørt. Det var en blanding af sorte lavablokke, kaktus, mindre træer med hvide stammer og buske. Det var en anstrengende men også sjov tur, hvor vi kom forbi skelettet af en havskildpadde og for første gang så marineleguanerne slikke solskin i det varme sand ved lavastenene, der hvor de hører hjemme. På Santa Cruz gik vi en tidlig morgen ud til Tortuga Bay, inden alle de andre var stået op. I sandet så vi store spor efter skildpadder, der om natten havde været oppe og lægge deres æg i sandet. Rederne ville senere på dagen blive markeret med afmærkningsbånd og skiltet, så man vidste, hvornår æggene var lagt og hvornår de ville klække. Der var mange markeringer af steder, hvor der var gravet æg ned. Det gav mening, at vi havde set så utroligt mange havskildpadder, den morgen vi nærmede os San Cristobal.

Endelig havde vi to dejlige cykelture. Den ene gik ud til Walls of Tears på Isabela. Meningen med muren var ren afstraffelse af kriminelle og politiske modstandere. De skulle bygge den af store, tunge lavasten, som de først samlede sammen og siden stablede op i faretruende højde under solens ubarmhjertige solstråler. Der var sat en mindehøjtidelighedsplade op, men man angrede ikke fortidens gerning. Som Kaare hæftede sig ved: “Den slags afstraffelse var nok meget almindeligt i 50’ernes Ecuador”. Den anden cykeltur gik op til Los Gemelos i 500 meters højde på Santa Cruz. Vi blev kørt derop i taxa med cyklerne bagi. Los Gemelos er to ganske store huller i jorden - cirka 500 meter i diameter, der er opstået, fordi vulkansk aktivitet først har skabt et hulrum, hvorefter hulrummets loft er brudt sammen. På engelsk hedder det ‘sink holes’. Efter at have set de to huller og gået en tur i scalaria-skoven, gik turen nedad i lystigt tempo. I Santa Rosa drejede vi fra og kørte ad en grusvej 1,5 km ned ad bakke til en landskildpaddefarm. Det var skønt at få vind i håret, sjovt at se en skildpadde krydse vejen og godt at se de mange store skildpadder endnu en gang. Det var faktisk tredje gang vi besøgte en skildpaddefarm. Da stederne var vidt forskellige, supplerede besøgene hinanden godt.

I galleriet har jeg samlet lidt billeder fra de forskellige steder, vi har været, så du kan få et lille indblik i, hvordan der ser ud på Galápagos.

Der skal ikke herske tvivl om, at Kaare og jeg har været vildt begejstret for at opleve dyrelivet på Galápagos. Vi har langt fra set alle de spændende dyr - albatrossen, landleguanen og skarven der ikke kan flyve, men vi fik set rigtigt mange andre dyr. Når jeg spørger andre, der har besøgt Galápagos, hvad der var deres største oplevelse på Galápagos, siger de fleste, at det var at svømme med søløver. Det vil jeg være tilbøjelig til at give dem ret i, fordi søløverne er så nysgerrige, legesyge og kommer utroligt tæt på. Ja, faktisk helt hen til dig, så man viger tilbage. Det er en meget livsbekræftende oplevelse, der nærmest er uundgåelig at få, fordi søløverne er over det hele. Man skal bare hoppe i vandet. Omvendt vil jeg også sige, at man kan opleve fuglene på meget tæt hold, men det kræver en større indsats. Giver man sig tiden til at få øje på dem og iagttage dem, så er der meget at hente der. Man kan godt blive bidt af at fotografere fugle, akkurat som man kan blive bidt af at spille golf.

Efter at være kommet lidt på afstand af det meget regulerede system på Galápagos, kan jeg godt se, at det er en vanskelig opgave både at give adgang til og passe på øgruppens unikke økosystem, samt at denne opgave bliver vanskeligere og vanskeligere at løfte jo flere turister der kommer. Det legitimerer de strenge krav, der er forbundet med at sejle til Galápagos, omend antallet af tilrejsende, der kommer med båd, er uendeligt lille sammenlignet med antallet af tilrejsende, der kommer med fly. Flygæsterne bliver slet ikke på samme måde udsat for strenge krav til deres bagage, selvom de også er kilde til introduktion af invasive insekter på Galápago. Principielt styrer Galápagos selv, hvor mange turister de lukker ind, men øgruppens økonomiske grundlag, som det ser ud i dag, er turisme. I et kortsigtet økonomisk perspektiv har langt de fleste beboere på øerne interesse i, at turismen vækster. Det omvendte er utænkeligt, da beboerne reelt set ikke har noget andet at leve af. Det blev helt tydeligt, da corona satte ind. Dem der, som guiden, havde en gård i højlandet var heldige. De andre måtte klare sig eller rejse bort. På Isabela valgte halvdelen af dens 4.000 indbyggere at rejse ind til fastlandet, da corona rasede, fortalte den ældre guide. Jeg hæftede mig også ved, at der var mange unge kvinder i lykkelige omstændigheder. Så selvfølgelig bliver de flere og flere indbyggere på Galápagos, også selvom de skulle lykkes med at holde migrationen nede. Taberen i dette spil er økosystemet på kort sigt. På lang sigt er det økosystemet og det galápagoske samfund, som er i gang med at save den gren over, det sidder på. Spillet ‘survival ot the fittest’ er i fuld gang på Galápagos. Det er sådan, jeg opfatter det. At det ikke er helt ved siden af fremgår af rapporten “Galápagos at Risk - A Socioeconomic Analysis” (Charles Darwin Foundation, 2007), som jeg blev opmærksom på, da vi besøgte Charles Darwin Foundation centret i Santa Cruz, men først har læst, efter jeg har skrevet mit rejsebrev. Jeg finder rapporten interessant, fordi den giver indsigt i baggrunden for flere af de oplevelser, der forstyrrede min forestilling om Galápagos, men som altså hører med til besøget. Med disse ord vil jeg blot gengive rapportens vigtigste pointer og overlade det til dig og andre, hvad I tænker om det.

I resumeet står der blandt andet:

at turismen, der har vækstet med 14% om året siden 1992 (frem til 2007), har forårsaget drastiske økonomiske, sociale, kulturelle og økologiske forandringer
at turismen har vokset sig stor uden at der har været en langsigtet strategi af to årsager. For det første er den ecuadorianske regerings ledelse af Galápagos svag som konsekvens af en ustabil regering og en kompleks institutionelt ramme for ledelse af Galápagos. For det andet giver den svage tilstedeværelse af den ecuadorianske regering plads til et provinsielt lederskab, der fokuserer på lokale fordele
at det økonomiske flow fra turismen stimulerer ureguleret vækst af små lokale entrepriser, som bidrager til at øge migrationen til øgruppen
at den øgede turisme og stigningen i befolkningstallet reducerer Galápagos’ isolation, da der ankommer flere fly og fragtskibe til øerne. Konsekvensen er en stigning i antallet af invasive frø, planter, insekter og dyr

Analytikerne formulerer det sammenfattende således:

“Continuing the present direction of development in Galápagos will lead to the failure of tourism and its associated businesses. This failure will cause the loss of an important economic resource for both Galápagos residents and for the nation of Ecuador. The introduction of invasive species, pollution and the over-harvest of natural ressources are symptoms of an unsustainable economic model. The ecological damage that will resultat from this model has irreversible consequences and will resultat in the loss of an irreplaceable global treasure.”

Der er gået 15 år siden rapporten udkom. Jeg har ingen data over, hvilke forandringer der har fundet sted siden 2007, men jeg ved fra vores agent, at der i dag er sat en grænse for, hvor mange sengepladser man vil have på øerne og at man kun kan flytte til øgruppen, såfremt man er blevet gift med en lokal. Man gør altså noget.

Jeg ønsker, at Galápagos må finde en god balance mellem natur og kultur til gavn og glæde for øernes beboere, Ecuador og alle der gerne vil opleve dette fantastiske økosystem med de mange spændende dyr.