Curacao - båd på land

40 sømil. Det var alt, hvad vi skulle tilbagelægge for at komme fra Bonaire til Curacao. Vejret var skønt, sejladsen perfekt og vi havde udsigt til at få styr på IRISs læk, som vi regnede med skyldtes en utæthed ved bundproppen. Klokken 14 var vi fremme ved indsejlingen til Curacao, Willemstad. Forestil dig, at du kommer ude fra det store åbne hav, hvor vinden suser i håret, bølgerne kan mærkes og du er helt alene. Når du rammer indsejlingen til Willemstad, der er en cirka 150 meter bred kanal, beregnet til krydstogtskibe og fragtskibe, befinder du dig med et trylleslag et sted, der med lidt god vilje minder om Nyhavn. På den sydlige bred af kanalen foran de stor flotte, ældre, kulørte huse sidder folk ved borde under de store parasoller og får noget at drikke og spise. Det ser hyggeligt ud. På den nordlige bred ligger byens torv. Det er fyldt med boder, hvor der bliver solgt nips til de købelystende krydstogtgæster. Ikke færre end tre krydstogtskibe gæstede byen den dag vi kom. Vi fik senere fortalt, at der er stor forskel på krydstogtgæsternes økonomi på de forskellige skibe. Når de ‘billige’ krydstogtskibe fra de latinamerikanske lande lagde til, holdt de de dyre butikker lukket. De havde opgivet kampen mod langfingrede krydstogtgæster.

Kanalen var ikke blind. Den førte ind til et lidt mindre farvand, som blev benyttet af industrien, det hollandske søværn og Curacao Marina. Det var ikke noget charmerende sted. Tværtimod, men da Kaare og jeg var optaget af at få IRIS på højkant, havde vi udelukkende vores opmærksomhed rettet mod Curacao Marina og det den kunne gøre for os. Havnen var lille og underligt krøllet sammen i et hjørne af farvandet. Den havde cirka 20 havnepladser. Vi fandt en plads for enden af broen, hvor vi fortøjrede IRIS med hjælp fra et hollandsk ægtepar, hvorefter vi gik op for at melde vores ankomst til Jean Jack, værkføreren. På vej op til kontoret kunne vi se, at der stod mange store både på land, som var ved at blive sat i stand af blandt andet værftets folk. Derudover havde Marinaen et meget stort område længere inde i landet til langtidsopbevaring. Det var altså ikke en lille Marina, selvom det var det indtryk vi fik, da vi så havnen første gang.

Mens vi sad på kontoret og ventede på Jean Jack, kom der en fransk dame ind, som var utilfreds med den regning, hun havde fået for udført arbejde. Hendes ulykkelige situation lærte os, at vi skulle kommunikere meget præcist med Jean Jack. Vi blev derfor hurtigt enige om, at det var Kaare alene, der skulle føre dialogen med Jean Jack om IRIS. Det var en rigtig god beslutning, som resulterede i et godt samarbejde hele vejen igennem - også da regningen skulle gøres op. Jean Jack var en fin fyr, som havde et godt overblik, over de mange opgaver hans folk arbejdede på. Han bekræftede overfor Kaare, at de ville trække IRIS ud af vandet torsdag formiddag mellem 8.30 og 10, som lovet. Altså næste morgen. Efter vi havde fået styr på IRIS, var turen kommet til os selv. Vi skulle en tur forbi toldkontoret og immigrationskontoret, så vi tog en taxi ind til Willemstad. Uvist af hvilken årsag lå de to kontorer langt fra hinanden, så det gav os en anledning til at se byen. Dagen afsluttede vi med en god middag.

Næste morgen var vi klar klokken 8.30. Der gik ikke lang tid, før vi blev bedt om at sejle IRIS over til ophalingsstedet, hvor to rolige mænd tog imod hende og påbegyndte ophalingen. Den ene mand kørte den specialbyggede traktor med anhængeren ind under IRIS. Den anden dirigerede anhængeren på plads under IRIS, så hun ville være i balance, når de hydrauliske arme løftede hende ud af vandet i takt med at traktoren trak hende op på land. Det var alt sammen meget fascinerende at kigge på. Så snart de to mænd var færdige med deres del af arbejdet, kom Jean Jack. Han og Kaare konstaterede, at der kom lidt vand ud ved bundproppen, men ikke meget. Smeden kiggede forbi for at se, hvilket værktøj han skulle bruge for at skrue bundproppen løs. Med det rette værktøj fik han den hurtigt løsnet og vandet fra kølsvinet fossede ud. Tilbage var der kun at vente på, at skruehullet blev helt tør, inden bundproppen blev skruet i igen. Vi ventede, ventede og ventede i den stærke varme fra solen. I ventetiden opstod der tvivl hos mig om hvorvidt mængden af vand, der kom ud af bundproppen, da IRIS stod på land, nu også svarede til den mængde vand, der kom ind, da hun lå i vandet. Vi så IRIS efter i sømmene igen og fandt en mindre revne på bagkanten af kølen, der hvor kølen går i et med undersiden af båden. Vi håbede, det var en overfladisk revne, men den skulle naturligvis undersøges nærmere. IRIS skulle have været tilbage i vandet samme eftermiddag, men glasfibermanden havde først tid næste morgen. Vi sov med andre ord på land den nat. Heldigvis var vi vant til at klatre på stiger, så det var ikke noget problem.

Revnen på bagkanten af kølen blev slebet i bund næste morgen. Såvidt glasfibermanden kunne se, var det en overfladisk revne. Vi bad til, at han havde ret. Under alle omstændigheder blev revnen fyldt ud med epoxy og lukket rigtigt af. 24 timer efter IRIS var kommet på land, blev hun igen sat i vandet. Der kom ikke længere vand ind. Det var dejligt. Så kunne vi gå i gang med at forberede afrejsen, som var sat til mandag middag. Når vi fortalte andre, at vi gjorde klar til at sætte kursen mod Panama, blev vi mødt med bekymrede miner. Ikke uden grund. Havet omkring Colombias nordligste punkt kan være hård kost, da vinden accellererer omkring de høje bjerge. Sejler man for tæt ind under land, får man foruden den hårde vind også fornøjelsen af krabbe søer. Det er bølger, der kommer fra forskellige retninger, som giver en ganske ubehagelig sejlads. Sejlere sammenligner sejlads i krabbe søer med en tur i vaskemaskinen. Ideelt set skulle vi vente med at tage afsted i april måned, men det lå ikke i vores planer. Vi ville i stedet skifte genoaen ud med foken, lægge gummibåden om på fordækket, sejle på plussiden af 1.000 meter kurven og i øvrigt sejle dybt konservativt. Så lørdagen skulle bruges til indkøb og klargøring af IRIS, mens søndagens vigtigste opgave var at tjekke ud af Curacao på toldkontoret og immigrationskontoret og opleve øens børnekarneval. Men først var der fællesspisning på havnen fredag aften.

Efter at have været på havnen et par dage kunne vi godt mærke, at der var en stemning af fællesskab på havnen. Flere af havnens bådejere kendte hinanden rigtig godt, da de havde boet på havnen gennem længere tid. Det fandt vi ud af, da vi deltog i fællesspisning på havnen fredag aften. Kaare var blevet spurgt, om han spillede et instrument eller sang. De spillede gerne musik sammen ved fællesspisningen. Her måtte Kaare skuffe og sagde, at det nok var bedst, hvis han nøjedes med at lytte til deres musik. Der mødte cirka 20 mennesker op. Vi lærte lidt nye mennesker at kende. Der var især to personer, der gjorde indtryk på mig. Den ene var tyskeren, Frederich, som jeg vil skyde på var i slutningen af 40’erne. Den anden var hollænderen, Theo, som var omkring de 70 og boede i Tyskland.

Frederich havde netop overtaget en ældre katamaran. Den stod på land, men var klar til at komme i vandet. Han var en glad mand, fordi han var herre i eget liv. Katamaranen var en brik i sit opgør med Tyskland, som han, der tilhørte middelklassen, var blev så træt af, at han havde pakket sine ting sammen for at slå sig ned i Panama. Tyskland favoriserede ifølge Frederich de fattige og rige, mens middelklassen skulle give mere end den fik. Derudover fandt han, at det tyske samfund var alt for reguleret. I Panama forholdt det sig væsentligt anderledes, sagde han med et stort veltilfreds smil. Det var meget mere løst. Han viste os stolt et billede fra sin mobiltelefon af et hus, som han var i gang med at opføre. Huset var ikke til ham selv. Det at bygge huse var hans nye business, også selvom han ikke vidste så meget om det, men som han sagde: “Man skal ikke vide ret meget, før man ved en hel del mere end befolkningen i Panama”. Han følte sig afgjort ovenpå i Panama - i sit nye liv. Katamaranen skulle være hans og teenagedatterens nye hjem. Nu manglede han blot at finde et crew, der kunne hjælpe ham med at sejle den til Panama. Ja, og så var der lige den lille udfordring, at al information i båden var på fransk, men han havde fundet en, der kunne oversætte de nødvendige informationer for ham. Sådan så det i hvert fald ud om fredagen. Nøglen til tændingen fandt han i løbet af weekenden. Sikke et held, men så slap heldet også op for ham. Mandag morgen blev katamaranen sat i vandet. Den var tæt, men den ene af katamaranens to motorer ville ikke starte. Så i stedet for at sejle hjem til Panama, måtte han sætte havnens folk til at fixe den. Jeg ønsker det bedste for ham og jeg syntes, det var interessant at høre om andre måder at gribe tingene an på. Jeg er ikke sikker på, om det vil virke for mig. Forhåbentligt virker det for ham.

Theo var i marinaen sammen med sin kone. Det var dem, der hjalp os med at fortøjer IRIS, da vi ankom til havnen om onsdagen. Han fortalte, at de var i Curacao for at sælge deres store kølbåd, som de havde haft i 20 år fra ny. Han havde sejlet hele sit liv og var forståeligt nok ked af at skulle skille sig af med den. Jeg spurgte ham, hvad han så skulle, når han ikke længere havde båden. “Græde” sagde han og uddybede, at det faktisk ikke var det eneste, de var i gang med at sælge. Hjemme i Tyskland havde de 20 heste, som hans døtre trænede, så de kunne sælges for en god pris. Den forretning var de nødt til at afvikle, fordi som han sagde: “I hårde tider er der ingen sorte penge i omløb”. Da han typisk blev betalt med sorte penge, havde han ikke haft kunder i butikken i meget lang tid. Det var ikke svært at lægge to og to sammen. Hans forretning, der altså var baseret på sorte penge, hang ikke sammen længere. Han var i økonomiske vanskeligheder og solgt nu ud for at rede stumperne og spænde livremmen ind. Det søde liv finansieret med tvivlsomme penge var med andre ord ovre og han vidste ikke, hvad der nu skulle ske. Forhåbentligt formår han at justere sit moralske kompas inden han går i gang med nye forretninger, hvis det er den vej han går, men ellers håber jeg, han finder noget, der giver mening for ham i hans nye liv.

Det er altid spændende at møde nye mennesker og høre deres historie eller det de er optaget af. Om søndagen, da vi havde fået styr på vores papirer, gik vi hen for at se børnekarnevallet. Det skulle efter sigende komme ned ad hovedgaden i Willemstad ved halvfemtiden. Da klokken var fire indebar det lidt ventetid, men det var vi indstillet på, især fordi alle vi talte med gav udtryk for stor begejstring over børnenes karneval. Da klokken blev halvfem og der fortsat ikke dukkede et karnevalsoptog op, spurgte jeg lidt henkastet en af de andre ventende, om hun vidste, hvornår det kom. Hun var meget venlig og snaksaglig og inden vi så os om, vidste vi baggrunden for karnevallet.

Tilbage i 1970 fandt en gruppe glade mennesker ud af, at de havde lyst til at danse sammen på gaden. Det var en succes og ideen udviklede sig. De forhørte sig om muligheden for at gå i optog på hovedgaden i Willemstad. Responsen var positiv. Karnevallet var født. Dets udtryk har naturligt udviklet sig gennem årene. Foruden optogets størrelse, indførelsen af kategorierne voksen-, teenager- og børnekarneval er bevægelsen fra det frihedssøgende til det kommercielle afgjort den største ændring. Jeg hæftede mig ved, hvordan hvert enkelt trup var sponsoreret. Det blev tydeligt markeret med et skilt båret af truppens flottest piger, der svang deres hofter alt det bedste de havde lært. Foruden hovedsponsorerne for hver af de i alt ni børnetrupper, var der alle de andre sponsorer, der markedsførte sig ved at have biler med i optoget, det var klistret til med diverse logos. Karnevalsoptoget var fuldt ud sammenligneligt med Tour de France. Dybt kommercielt. Det overraskede mig. Om børnene fortalte kvinden vi talte med, at de var mellem 7 og 16 år og at karnevallet dybeste set var forbeholdt dem med penge, da kostumerne og alt det andet udstyr var dyrt. Det beklagede hun dybt. Hun syntes, det skulle være for alle.

Da børnekarnevallet omsider nåede frem til, hvor vi stod, blev jeg dybt forundret over den massive larm, der var forbundet med optoget. Lige efter pigerne med hovedsponsorskiltet fulgte en lastbil med åbent lad, hvor der stod en DJ. Han havde skruet maksimalt op for volumen. Jeg måtte holde mig for ørerne. Det var bare for meget. Børnene i optoget, bemærkede jeg, bar da også ørepropper. Børnene var flotte, men så også trætte ud efter at have ‘danset’ ned ad gaden i 3-4 timer i den øredøvende larm. De blev guidet i dansen af en voksen og gjorde det bedste de havde lært, men det var tydeligt, at deres koncentration var faldende. De var heldigvis bare børn og måske skulle karnevalskomiteen gentænke konceptet for børnekarnevallet, så barnet kom mere i centrum for begivenheden - bare lidt. Men der var ingen tvivl om at stemningen blandt publikum var god. De voksne havde da også varmet op - ikke med Carlsberg men rom og Cola. Det gjaldt selvfølgelig ikke alle, men en del. Måske var det denne del af børnekarnevallet de voksne også kunne lide?

Kaare og jeg var glade for at have oplevet børnekarnevallet, at have fået ordnet IRIS og lært lidt nye mennesker at kende. Fyldt godt op med gode oplevelser sagde vi pænt farvel til folkene på havnen mandag formiddag, inden vi stævnede ud mod Panama.