Coron og turen rundt om Busuanga 

Filippinerne er et stort land. Med blot halvanden måned til vores rådighed måtte vi derfor vælge, hvor vi ville bruge tiden. Valget faldt på området omkring øen Busuanga, der ligger helt mod vest, lidt nord for den store, aflange ø Palawan. Vi havde været der 18 år tidligere sammen med vores drenge og vidste, at det var et smukt og spændende område. Turen dertil fra Surigao var lang og hård. De mange fiskere langs kysterne forhindrede os i at sejle om natten og en forkølelse, som vi begge blev ramt af, betød, at vi måtte ligge over i et par dage, inden vi på en halvvind passerede forbi de to accelerationszoner ud for henholdsvis Panay Golf og Tablas Strait, hvor vindstyrken lå på 10-14 sekundmeter. Vi var derfor både møre og glade, da vi endelig nåede frem til byen Coron, der ligger på Busuangas sydkyst, overfor øen Coron. Det søde sejlerliv ventede lige rundt om hjørnet. Vi skulle blot proviantere, vaske tøj, tanke diesel og vand, samt løse et teknisk problem, inden vi kunne tage hul på alt det sjove. I dette rejsebrev tegner jeg først et billede af byen Coron, som vi endte med at bruge en del tid i. Dernæst fortæller jeg om et udvalg af højdepunkterne fra sejladsen rundt i området omkring Busuanga. Sjove, spændende og berigende oplevelser, vi håbede på at få, da vi for snart lang tid siden, i Papette, besluttede os for at afslutte vores rejse i Phuket, Thailand.

Coron, der oprindeligt var en lille fiskeby, havde ændret sig dramatisk siden vores første besøg. Byens små kvadratiske huse, der står på pæle i vandet langs kysten, lå nu gemt væk bag et gigantisk område med påfyldningsjord. Det var tydeligt, at man havde store planer for byen, som utvivlsomt hang sammen med turismen, der i den grad var intensiveret. Byens hovedgade var som noget nyt fyldt med tur-agenter, der solgte ture ud i området til byens turister akkurat som på Galápagos. Om morgenen og aftenen var der heftig aktivitet ved broerne på kanten af det nye område, hvor bankaerne holdt i kø på vandet for at lægge til, så de henholdsvis kunne samle deres gæster op og sætte dem af igen. De fleste af turisterne kom fra de mange resorts, som lå i området. Det kunne vi se på det store antal hvide minibusser, der holdt parkeret ud for broerne. Når vi skulle lægge gummibåden til ved en af broerne, måtte vi sno os ind og ud mellem de mange bankaere det sidste stykke vej for at nå frem til den udvalgte bro. Med gummibåden fortøjret og aflåst i et hjørne, hvor den ikke generede nogen, gik vi fra broen hen over det bare, golde område til en lille smal gade, der førte os ind i den gamle del af byen.

På hjørnet af gaden havde ismanden sin faste plads. Der stod han i primetime og ringede med sin klokke for at tiltrække kunder. Lidt længere ned ad gaden lå en benzin- og dieselstander. Tankstationen fyldte ikke mere end 10x5 meter, så den passede til omgivelserne, hvor alt bare var småt. Gaden var så smal, at en mindre lastbil, der gjorde krav på at læsse varer af til en af byens få større købmænd, blokerede vejen så effektivt, at ingen tricykel kunne passere forbi, men det var byens folk vant til. De så ud til at tage det med ophøjet ro. Ingen dyttede, råbte eller skreg. Rundt om næste hjørne sad en ældre mand og kvinde helt op ad muren, gemt godt væk mellem to større boder. De havde kun få varer at sælge ud af, og de lignede bestemt ikke nogen, der havde gang i salget. De så mere ud som nogen, der sad og iagttog livet omkring dem, mens det passerede forbi. Jeg følte med dem, men havde desværre ikke brug for en lygte. Overfor kunne man købe ris. Det fungerede unægteligt på en anden måde end derhjemme, hvor vi bare hiver den sædvanlige pose ris ned fra hylden i forbifarten, når vi racer gennem Netto. I den lille butik kunne man vælge mellem ustyrligt mange forskellige slags ris, som stod i sække over det hele. Vi købte ikke noget, da risen kan være fyldt med smådyr. Dem skulle vi ikke risikere at få ombord på IRIS, som vi indtil videre har lykkedes med at holde fri for småkravl.

Turen gennem byen var fuld af nye indtryk, som vi sugede til os, mens vi nysgerrigt orienterede os om dens indkøbsmuligheder, så vi vidste, hvor vi kunne købe de ting, vi havde brug for. Filippinerne lever afgjort et andet liv end i vesten, med deres bankaere, tricykler, kaotiske trafik i smalle gader, små huse bygget efter det for-hånden-værende-søms princip og ultra små butikker, med alle mulige ting, placeret hvor der er plads, så kun butiksejeren ved, hvad man kan finde i hans butik.

Da vi kom op til de lidt større gader, begyndte turisterne at fylde i gadebilledet. Et tegn på at vi var nået frem til området i byen, hvor vi foruden tur-agenterne kunne finde diverse ATM’ere, souvenirbutikker, restauranter, barer, kaffebarer, massører, vaskerier og scooterudlejninger. Vi fandt en hyggelige kaffebar, hvor vi siden blev stamgæster, fordi de bare lavede en rigtig god kop kaffe - kaffe som vi kender den hjemmefra. Massagen stod vi heller ikke af vejen for. Hvordan kan man det, når en times massage koster 140 kroner? Nej, vel! Vi brugte så mange dage i Coron, at de lokale, vi havde handlet med, kunne huske os. En af de sidste dage lød det pludseligt gennem larmen fra trafikken: “It’s me!! It’s me!!” Da jeg omsider fik øjenkontakt med stemmen, genkendte jeg den unge tricykelchauffør, som havde hjulpet os med at fragte diesel fra den lille tankstation ned til vores gummibåd. Han huskede os og ville bare sige hej. Jeg kvitterede med et stort smil og et glad: “Hi!!!”. Det var en meget rørende begivenhed, som ikke bare varmede vores hjerter, men som også repræsenterede den venlighed og hjælpsomhed, vi helt generelt mødte hos de kristne filippinere. Og hjælp havde vi brug for, fordi IRIS havde som sagt et teknisk problem.

Problemet angik strømforsyningen. Det opstod da vi - to dage før ankomsten til Coron, forlod øen Negros. Det var ellers en uendelig smuk morgen. Mod vest kunne vi se månen gå ned. Den stod fortsat forholdsvist højt på himlen, hvor den lyste flot op. Det var meget tidligt på morgenen. Mod øst så vi solen stå op. Den farvede himlen med sine smukke gyldne farver. Med det brede blik kunne vi iagttage begge begivenheder på samme tid. Det var en unik oplevelse, som desværre hurtigt måtte vige pladsen for den kritiske situation, der opstod ganske kort tid efter, Kaare havde startet IRIS’s motor. En forkert lugt fangede min opmærksomhed, mens jeg stod i køkkenet og lavede morgenmad. Den kom fra motorrummet, men der var ikke umiddelbart noget at se. Da lugten gik i sig selv, fortsatte vi mod Coron. På hele turen tænkte Kaare over, så det knagede, hvad der kunne være årsag til lugten. Han mistænkte den ekstra generator, der var monteret på motoren, for at være kilden til lugten, da der var noget galt med strømforsyningen. Straks efter ankomsten til Coron kastede Kaare sig over problemet. Sikringen til den ekstra generator var smeltet lidt, dog uden at være brændt over. Udskiftning af sikringen løste imidlertid ikke problemet. Kaare tjekkede også ledningsnettet. Det var ikke beskadiget. Master Volt systemets manual blev fundet frem, læst grundigt igennem og alle mulige fejlkilder blev tjekket ud - uden positivt resultat. Hver gang vi startede motoren, kunne vi se, at den brugte strøm, frem for at producere strøm. Kaare blev fortvivlet som aldrig før, fordi han kunne ikke forstå, hvad der var årsag til fejlen. Så længe fejlen ikke var fundet og problemet løst, kunne vi ikke sejle videre.

Søren fra Nykøbing Sjælland Yachtservice er i sådanne situationer vores livline. Han og Kaare talte problemet igennem over WhatsApp. Løsningen blev at koble den ekstra generator fra, samt at tage dens sikring ud for at være helt sikker på, at den ikke brugte strøm. Det fungerede, men nu havde vi ikke længere nogen måde, hvorpå vi kunne få ladet batterierne op, når det blev overskyet, med mindre vi sejlede og ladede op ved hjælp af hydrogeneratoren. Det var selvfølgelig uholdbart. Den midlertidige løsning, indtil vi kommer hjem til Danmark, blev at anskaffe os en benzindrevet generator. Den købte vi i en butik lige overfor den lille tankstation, jeg beskrev tidligere. Men sikke et hyr Kaare havde med at få den til at fungere. Han vidste, at generatoren fungerede, fordi den blev testet ved købet, men da Kaare, ude på IRIS, havde fyldt benzin i generatorens tank, monteret et filippinsk hanstik på landstrømsledningen, sat den i generatoren og koblet den anden ende til IRIS, ville den ikke levere 220 Volt. Kaare testede, testede og testede og lige lidt hjalp det. Vi endte med at hanke op i generatoren, sætte den ned i gummibåden, sejle ind til Coron, slæbe den tilbage til butikken og bede om hjælp til at få den til at fungere. Vi var unægteligt pressede, men den unge mand, som ikke prøvede at bortforklare noget, men i stedet interesserede sig for problemet, ringede til sin livline og sammen fik de generatoren til at fungere. For at være helt sikker på, at den nu også leverede 220 Volt, hev vi vores el-pisker fra køkkenet ud af tasken og satte den i stikket. Piskerisene snurrede lystigt rundt. Alt var godt. Det viste sig, at det filippinske hanstik kunne sættes i generatoren på tre forskellige måder, da de tre ben på stikket sad med en lige stor vinkel mellem sig på 120 grader. Kaare havde valgt den forkerte måde!!!! Det brugte vi tre timer på at finde ud af, men så virkede generatoren også. To stive dage i uvished om, hvad der skulle ske med resten af vores tur, var endelig ovre. Endnu engang kom vi ovenpå - good to go. Turen gik til Sangat Resort, som vi ønskede at genbesøge.

Det var rart at ligge i nærheden af Sangat Resort, hvor der var liv. To dage i træk var Kaare ude at dykke med resortets gæster og dykkerinstruktør. Det var han godt tilfreds med. Det blev til et par dyk på japanske skibsvrag fra anden verdenskrig og et par revdyk. Jeg hyggede mig på resortet med at skrive og drikke gingerthe. Den første eftermiddag sejlede vi sammen ud til en mindre Coral Garden, som jeg havde gode minder om. Det blev imidlertid en sørgelig udflugt, fordi ved et uheld punkterede vi gummibåden på en klippe i forsøget på at fortøjer den. Med mig hængende ud over kanten af gummibåden iført dykkermaske, så jeg ikke fik vand i øjnene, mens jeg holdt en finger hen over hullet, ræsede Kaare tilbage til IRIS. Vi kom tilbage uden problemer, selvom gummibåden tydeligvis tabte luft. Skyndsomt tog vi den ud af vandet og lagde den på fordækket. Lappegrejet, som jeg havde købt hjemmefra hos Tempo Bådudstyr, fandt jeg frem fra bunden af køleskabet, hvor det havde ligget i halvandet år. Hverken Kaare eller jeg havde forestillet os, at vi ville få brug for det, men det gjorde vi altså. Til vores overraskelse skulle limen hærde i 48 timer. Det gav os problemer, fordi vi havde bestilt og betalt for at spise aftensmad samme aften på resortet, men nu kunne vi ikke komme i land. Heldet var imidlertid med os. Klokken 18, cirka, lå der en dykkerbåd 30 meter fra IRIS. Den havde netop sendt dykkere i vandet til aftenens natdyk. Håbefuldt prøvede jeg at påkalde mig deres opmærksomhed. Det lykkedes og inden vi så os om, havde vi fået et lift ind til resortet. Ja, det endte faktisk med, at folkene på resortet meget venligt sejlede os frem og tilbage mellem IRIS og resortet de gange vi havde brug for det.

Efter to et halvt døgn på Sangat havde roen atter indfundet sig hos mig og jeg kunne overskue at drage videre. Den nye lap på gummibåden så ud til at holde tæt. Det var godt. Til gengæld havde vi fået et andet problem. Livet skal ikke være for nemt! Toiletpumpen i stævnen ville ikke rigtigt trække vand ind. Kaare tjekkede først, om slangen, hvor vandet kom ind, var stoppet til med tang. Det var den ikke. Så undersøgte han vandindtaget inde fra ved at splitte vandledningerne ad. Årsagen til problemet viste sig at være en lille fisk. Den var blevet suget ind og lå foran ensretterventilen, hvor den fungerede som prop og forhindrede vandet i at komme forbi, når man brugte pumpen for at skylle toiletkummen. Det var ret befriende at få løst problemet og også lidt sjovt. Med en problemfri båd gjorde vi os fri af moringbøjen og sejlede videre til Pearl Bay.

Pearl Bay var noget ganske andet end området omkring øen Sangat. Bugten var meget smuk. Ja, så smuk at der lå hele tre resorts. De følgende tre dage spiste vi aftensmad på Al Faro Resort, som ifølge franske gæster var det billigste, hyggeligste og rareste resort de havde været. Vi følte os også rigtig godt behandlet - ikke mindst af deres massøse, der æltede Kaare og jeg godt i gennem. I det hele taget nød vi bare livet ved Pearl Bay, hvor der var et forholdsvis flot rev, som Kaare og jeg snorklede på et par gange. Revet indgik ikke i turistindustriens vifte af udflugtsmål, hvilket ikke kun var ganske rart men også betød, at vi så ikke mindre end tre Tiger Cowrie - sneglen i den skinnende skal med sorte pletter, der har størrelse som en stor citron. Lige siden Raroia i Fransk Polynesien, hvor vi var på sneglejagt sammen med den lokale kvinde Vaea, har jeg undret mig over, hvor man kunne finde Tiger Cowrie. Første gang jeg fandt en, var på atollen Ant ud for Pohnpei, hvor kun de færreste kommer. Da jeg ikke havde set nogen siden, var min begejstring derfor til at tage og føle på den dag på revet ved Pearl Bay.

Sneglens smukke skal gør den til et eftertragtet samleobjekt i en sådan grad, at den efterhånden er blevet en sjældenhed. De gange jeg har fundet dem, har de ligget på 2-3 meter vand, men de kan findes helt ned på 40 meter vand. Jeg har læst mig frem til, at de spiser alger og koraller. Det har da også været på korallerne, jeg har fundet dem. Selvom korallerne i Filippinerne er meget flotte ude på kanten af revene, så er de, som langt de fleste andre steder i verdenen, trængte på lavere vand, hvor algevækst er en del af billedet. Det er ikke så charmerende, men når jeg pludseligt får øje på en skinnende smuk Tiger Cowrie midt i det lidt plumrede koralunivers, fyldes jeg med glæde, undren og nysgerrighed. Der er ikke noget som chancen for at se en Tiger Cowrie, der kan få mig til at snorkle på revets kedelige steder. Den er betagende smuk at kigge på med dens blanke prikkede overflade, men også interessant at tage op, fordi det giver svar på, hvordan den holder sig så blank. Sneglen har et tyndt, tyndt væv, en slags kappe, som den bredder ud over sin skal fra skallens underside, hvor den kommer ud gennem en revne. Det så jeg ske, da jeg holdt den mellem fingrene. Det var ret fascinerende. Når jeg fremover ser skallerne ligge til salg i butikkerne, hvilket sker jævnligt, ved jeg nu, hvor de lever og hvordan sneglen ser ud. Sneglene, som vi kiggede nysgerrigt på, lagde vi pænt tilbage, hvorfra de kom.

I Coron mødte vi den unge kaptajn Anders på bare 25 år. Han, der havde sejlet rundt i Filippinerne i et år med betalende gæster, anbefalede os at sejle til Debotunay Island. Der kunne man se søkøer, fortalte han. Dem ville vi gerne se, så efter Pearl Bay sejlede vi mod Debotunay Island. Vi ankom lidt over middag. Efter en god frokost og tid til at fordøje maden sprang vi i det klare vand for at finde søkøerne. Mod syd var der et flot koralrev, men vi så ingen søkøer og sådan set heller ikke noget søgræs. Selvom folkene på øen, som vi skulle betale en lille afgift til, kunne fortælle mig, at der var søkøer og pegede stedet ud for mig, opgav vi at se nogen. Fred være med det. Det er ikke altid, man er heldig at se det, man er kommet for at se. Mørket faldt på og vi lagde os til at sove i cockpittet efter aftensmaden og endnu et par yatzy-dyster. Det var en smuk nat, fandt jeg ud af, da jeg vågnede et par timer senere. Mælkevejen var meget tydelig, og lige over os så jeg gode gamle Orion. Vi var fortsat så langt mod syd, at jeg også kunne se Sydkorset, omend meget lavt på himlen. Endnu engang faldt jeg i søvn. Denne gang på sofaen i kahytten. Ikke en vind rørte sig. Jeg kunne bare høre bølgerne slå ind mod kysten ganske tæt på.

Selvom Kaare og jeg havde tjekket, at der ville være vand under kølen, uanset hvor IRIS drev hen, brugte jeg ubevidst en del energi på at holde øje med, om alt var godt. Af den grund sov jeg meget let, så let at jeg hørte stemmer ude på revet midt om natten. Det var to lokale unge mænd, der med meget stærke pandelamper var ved at støvsuge revet for et eller andet, som jeg af gode grunde ikke kunne se. Jeg hørte kun den dumpe lyd, når noget hårdt og lidt tungt, blev vippet ind over rælingen på bankaen og ramte dens bund. Hmm, tænkte jeg, fordi jeg havde fået at vide, at øen var et beskyttet område. Så meget for at betale entre.

Næste morgen vågnede jeg ved varmen, der tog til. For at få lidt luft til kroppen satte jeg mig op i cockpittet. Det var en flot, stille morgen ud for den ubeboede ø. Mit blik gled ud over vandet, hvor jeg med jævne mellemrum fik øje på stimer af små fisk, der bliver jagtet af de lidt større nålefisk, da der skete noget uventet. Ryggen af et stort dyr med en læderagtig krop kom til syne i vandets overflade. Jeg var ikke et sekund i tvivl. Jeg havde set ryggen af en søko. Straks bankede jeg med mine knoer på båden. Med beskeden: “Den er her!” fik jeg vækket Kaare på et splitsekund. Det sker ikke så tit, at han kommer hurtigt i gang med dagen, men denne morgen var en undtagelse. I løbet af fem minutter havde vi klædt om og var klar til at hoppe i vandet. Jeg var først i. Stille nærmede jeg mig stedet, hvor jeg havde set søkoens ryg i vandet. Ganske rigtigt. Der lå den, nede på 6-8 meter vand. Først så jeg den lidt uklart, men så vendte den rundt og svømmede lige hen mod mig. Mulen mindede lidt om hvalrossens. Øjnene var forholdsvis små og helt runde. Dens krop mindede om sælens, bare større. Men så var der bagpartiet. Den store halefinne overraskede mig, fordi den på en eller anden måde ikke rigtigt hang sammen med resten af kroppen. Jeg oplevede det på samme måde som i børnelegen, hvor man er to om at tegne et menneske. Først hovedet, som dækkes af ved at folde papiret, så overkroppen, benene og fødderne. Sådan et tegnet menneske ser altid yderst besynderligt ud. Det samme med søkoen. Den så også besynderlig ud, da den lignede en mellemting mellem en hvalros, en sæl og en hval. Det var en meget stor oplevelse at se den svømme afsted, lige så stille med en mindre gruppe fisk, der lå under dens mule. Kaare nåede at få et billede af den, inden den slog et par kraftige slag med halen og forsvandt ud i mørket. Så var dagen skudt i gang på overraskende, uventet vis. Det var en af livets uventede gaver.

Fra Debotunay Island via fantastiske Black Island tog vi videre til Apo Reef, der lå cirka 30 sømil nord-nordvest for Busuanga i passagen, der forbinder det Sydkinesiske hav med Sulu havet. Apo Reef har været et af de helt store mål på vores sejlads for Kaare, som har hørt meget godt om stedet. Da der ikke er meget læ at hente bag den lille ø Apo og det ydre rev øst for øen, kan man kun besøge stedet, når havet er helt roligt. Det var det lykkeligvis, de dage vi befandt os i området. Vi lagde derfor vejen forbi. På Apo Reef så vi ingen sejlbåde som vores. Blot et par bankaere med dykkere. Vi lagde til ved moringbøjen sydøst for Apo. Det så fornuftigt ud - i hvert fald ved højvande, hvor vi lå på 20 meter vand, så Kaare og jeg var helt rolige, da vi lagde os til at sove. Næste morgen ringede vækkeuret ved en fejl klokken 5.45. Nysgerrig som jeg er, gik jeg op i cockpittet for at se, om solens bløde lys gav anledning til at tage et par flotte billeder. Min opmærksomhed blev imidlertid indfanget af noget helt andet - korallerne, som jeg kun alt for tydeligt så omkring og under IRIS. Det var kun lige akkurat, at hun kunne ligge fortøjret ved moringbøjen ved lavvande med den ændrede vindretning, uden at der skete hende noget. Hverken Kaare eller jeg var nu trygge ved situationen, men tidevandet havde vendt - det blev ikke lavere, og der var ikke megen vind. Vi koncentrerede os derfor om det, vi var kommet for - at snorkle.

Vores første snorkeltur gik ud til Apos sydøstlige rev - lige ud for IRIS. I guder hvor var der smukt. Vandet var helt klart. Det var næsten lige så klart som på Fakaravas sydpas, hvor Kaare så ‘Walls of Sharks’. Korallerne var sunde og der var mange forskellige slags. Mellem korallerne var bunden dækket af fint, hvidt koralsand. Fiskene svømmede rundt i rigt tal, så Kaare, der elsker at tage billeder af fisk, var travlt optaget. Endnu engang fandt jeg en Tiger Cowrie og beundrede den i lidt tid. En enkelt skildpadde svømmede forbi på det forholdsvist lave vand. Et par revhajer så vi også. Dem har vi ellers ikke set så mange af i Filippinerne. I det klare vand blev alt bare så betagende smukt at kigge på, at der hurtigt gik en time i det forholdsvis kølige vand, der var bare 26 grader varmt. Da varmen var suget ud af vores kroppe, måtte vi vende tilbage til IRIS, hvor vi fik lidt at drikke og spise. Efter den første tur glædede vi os til at udforske revet omkring Apo. Snart piskede vi afsted i vores lille gummibåd til øens nordøstlige hjørne. Det var en nitte. Samlet fandt vi ud af, at der reelt kun fandtes et smukt koralrev ved Apo, der egnede sig til snorkling - det vi havde snorklet på om morgenen. Vi vendte derfor tilbage til det første rev, hvor vi endnu engang sugede alle de smukke indtryk til os. Det var på den tur, at jeg til min store overraskelse fik øje på en gammel, tom nautilus skal, der stod lodret op, holdt på plads af koralsandet og en hård koral. Den havde jeg ellers opgivet at finde, også selvom jeg kunne læse, at de fandtes i havet omkring Filippinerne. Endnu engang følte mig uendelig heldig.

Det er okay at fejle, når blot man lærer af sine fejl. Derfor løsnede vi fortøjningerne til moringbøjen sidst på eftermiddagen og sejlede over til det ydre rev, hvor vi ankrede op for natten på dybt vand i sikker afstand til diverse koraltoppe og -rev. For at være sikker på, at skiftende vindretninger og tidevandet ikke ændrede på det, holdt Kaare vagt natten igennem. Hver anden time tjekkede han fra sin plads i cockpittet, at alt var godt. Ja, det er utroligt, så lidt plads man kan sove på. Både Kaare og jeg har efterhånden vænnet os til at sove på bænkene i cockpittet, der er 50 centimeter bredde eller skulle jeg snarere sige smalle.

Da vi hoppede i vandet næste morgen, håbede vi på, at det ydre rev var lige så prangende som revet sydøst for Apo. Selvom det viste sig ikke at være tilfældet, var det alligevel et besøg værd. Kaare så to store blæksprutter, mens jeg i et stykke tid nød at iagttage en skildpadde fouragere på den hvide sandbund cirka 8 meter under mig, indtil den blev forskrækket, men højdepunktet var afgjort fundet af et meget stort eksemplar af en Giant Clam - kæmpe muslingen.

På vores lange rejse har vi gjort os mange erfaringer med muslingerne. Deres læber er blændende flotte med deres mættede, skinnende blå-grønne farver. Ofte har vi bare set et par stykker af gangen. På Kosrae besøgte vi en muslingefarm. Den var drevet af en passioneret tysker, der lærte os, at muslingen borer sig ned i korallen, så snart den har bidt sig fast. Det fandt jeg interessant, fordi jeg troede, at det var korallen, der voksede op omkring muslingen. Tyskeren havde fået muslinger af ejerne af atollen Ant, der ligger ud for Pohnpei, som han kunne avle på. Han vidste derfor, at der var et område på Ants rev, hvor vi kunne se et stort antal muslinger på samme sted. Det motiverede os til at besøge Ant, men vi fandt aldrig stedet med de mange muslinger. Jeg måtte nøjes med at forestille mig magien ved at se 10, 20, 30 muslinger på samme sted. Tyskeren var imidlertid ikke den eneste, der var glad for muslinger. Det var de to piger, som vi mødte på et rev på Tahiti også. I deres spand havde de samlet adskillige muslinge-læber, som de skulle hjem og tilberede. Det overraskede mig, husker jeg, fordi hvordan kunne de og andre finde på at spise de smukke muslinger? Min tanke afspejlede naturligvis min kultur, men selvfølgelig kan man det, akkurat som man kan finde på at pelse en mink. Men jeg var jo optaget af at se smukke muslinger og helst mange på en gang. Den kendsgerning, at man spiste muslingerne, kom med andre ord på tværs i mit univers. Så meget desto større blev min glæde, da vi helt uventet fandt et større område på et øde rev i Filippinerne, hvor et stort antal muslinger havde boret sig ned i korallerne, side om side. Ligegyldigt hvor jeg kiggede hen, fik jeg øje på muslinger i flotte, flotte farver. Det var altså stort.

Langt de fleste kæmpe muslinger når aldrig at blive kæmpe store, så det sker sjældent, at man ser en rigtig stor en. Men helt derude på det ydre Apo Reef, hvor naturen forbliver uberørt, så jeg pludseligt noget 6-7 meter nede, der lignede en kæmpe musling. Jeg kiggede efter en ekstra gang. Minsandten om jeg ikke havde ret. Den største kæmpe musling, jeg nogensinde havde set, lå lige under mig. Den var cirka 60 cm lang, 40 cm bred og 40 cm høj. Læberne var grumsede råhvide, hvilket gjorde den svær at få øje på. Det var et imponerende syn. Kaare og jeg cirklede rundt om den og dykkede ned et par gange for at se den helt tæt på. Hullet, hvorigennem den indoptog algerne, der er dens spise, var stort. Omtrent 5 cm i diameter og det var nemt at se, hvordan den snappede algerne til sig. Desværre lå den så dybt, at jeg kun lige akkurat kunne nå ned til den, kigge kortvarigt, vende rundt og give et par gode spark med svømmefinnerne for at komme op til overfalden igen. To ture blev det til, så havde jeg ikke mere energi, men oplevelsen med at se den bærer jeg med mig videre i livet.

Efter den oplevelse fandt vi tilbage til IRIS og fortsatte vores rejse ud i det blå. Sejladsen omkring Busuanga var afgjort et godt valg.