Martinique

Vi er på vej mod Bonaire, der ligger nord for den venezuelske kyst. Klokken er 2 om morgenen. Jeg er netop blevet vækket og sidder nu i cockpittet med en kop the, hvor jeg skal passe min vagt de næste 6 timer frem til klokken 8. Vi sejler wing-on-wing. Havet er roligt og vinden stabil, uden at den er prangende i styrke - 4-5 s/m relativ vind. Med dønningerne, der kommer lidt skråt ind bagfra, glider vi vuggende og langsomt gennem vandet. Jeg kan nemt orientere mig, hvis jeg skulle få brug for det, da havet er kraftigt oplyst af månen, der skinner fra en næste skyfri himmel, men det tvivler jeg på, jeg får. I går så jeg en enkelt fugl og to tankskibe. Der sker ikke så meget herude på det Caribiske hav. Det passer mig fint, fordi så kan jeg koncentrere mig om at skrive om vores ophold på Martinique, der nu ligger bag os.

Martinique har som alle andre øer en dragende vulkantop, men i modsætning til langt de fleste andre gange, hvor vi har lagt turen forbi toppen, nøjedes vi denne gang med blot at iagttage den på afstand sammen med Henrik, vores søn og min mor Inge. Henrik ankom dagen før jeg rejste hjem til Danmark og Inge rejste med mig tilbage til Martinique, da jeg havde klaret mit ærinde.

Vores ophold på Martinique havde åbnet op for, at Henrik kunne prøve kræfter med kite-surfingen på nogen af de hotte steder. Kite-surfing var altså hans erklærede formål med turen ud til os. Med Inge forholdt det sig anderledes. Hun havde i længere tid givet udtryk for, at hun rigtigt gerne ville opleve vores nye hjem og hverdag. Kielerkanalen og Kap Verde havde været på tale som mulige besøgssteder, men de blev fravalgt. Da vi nåede til Martinique, gav det mening. Tilgængeligheden, varmen og de rige muligheder for at se noget smukt gjorde udslaget. De to meget forskellige motiver for at besøge os viste sig at spille fint sammen.

Kaare og Henrik havde sejlet IRIS fra Forte-de-France til Le Marin, mens jeg var i Danmark. Det var der, Inge og jeg steg ombord, da vi ankom til Martinique. Marinaen i Le Marin fungerede som enhver anden moderne havn, så alt var godt og Inge kom sikkert ombord på IRIS, der lå med agterenden ind mod broen. I forhold til fordelingen af sovepladser var Kaare og jeg usikre på, om Inge kunne komme op i sengen i agterkahytten. Vi synes selv, det kræver lidt gymnastiske øvelser. Det tog hende ikke lang tid at gøre vores bekymring til skamme og agterkahytten blev for en uges tid til bådens pigekammer, hvor hun og jeg sov fyrstelig godt. I det hele taget erfarede jeg, i den uge Inge var på besøg, at hun færdes uproblematisk rundt på båden, også når den sejlede. Hun kunne lide at være ombord i vores nye hjem, omend det med hendes egne ord indebar en del klatring og at hun i øvrigt fortrak et hjem med fast grund under fødderne. Fair nok :-) Det sværeste for hende var at komme sikkert ned i og op af gummibåden, når vi lå for svaj, men den disciplin blev hun også skrap til. I det hele taget var hun bare sej. Så sej, at jeg fik bekymrede blikke fra folk, der så min mor klatre hen over store molesten med Henriks store, tomme kite-taske på ryggen. De var bekymrede - akkurat som jeg, fordi det så faktisk ud, som om hun havde brug for hjælp. De vidste af gode grunde ikke, at jeg allerede havde spurgt hende et par gange, om jeg ikke skulle tage tasken, som hun desværre havde erobret før mig på stranden. Hver gang sagde hun nej. Derfor hoppede jeg i forvejen hen over molestenene til de andres bekymring, fordi som de sagde: “Kan hun klare det?” “Har hun brug for hjælp?” Ja og nej svarede jeg, men det tog de ikke for gode vare og kom hende til undsætning - troede de. Inge kommenterede bagefter, at sådan er det at være hvidhåret. Hun var altså ikke ligefrem begejstret for hjælpen, men tålte den. Jeg var bare glad for, at jeg havde respekteret hendes svar, da hun afviste min hjælp. Vi grinede selvfølgelig af hændelsen. Det var da lidt sjovt.

Henriks kite-taske var tom, fordi Henrik netop var taget ud at kite-surfe. Jeg havde hjulpet Henrik med at få kiten i luften. Det er noget med at holde kiten op og give slip, når man får besked på det. Her følger også en lille sjov oplevelse, fordi alt gik - næsten - fint. Kiten steg til vejrs, da jeg slap den på Henriks kommando. Luften var imidlertid så turbulent, at den drattede ned i vandet 20 meter ud fra kysten stort set med det samme, inden Henrik nåede at stabilisere den. Henrik råbte af sine fulde lungers kraft: “Tag den! Tag den!” Det gav sådan set mening, da kiten var på vej over i et pigtrådshegn, som adskilte stranden fra containerområdet mod vest. Hmmm! Men jeg havde faktisk ikke badetøj på. Jeg stod i shorts, T-shirt og sandaler. Jeg tænkte: “Nå, hvad fanden. Alt for min søn.” Lynende hurtigt løb jeg ud ad stranden, til jeg nåede frem til det punkt, hvor jeg havde kortest vej gennem vandet ud til kiten i håbet om ikke at blive alt for våd. Vandet gik mig til knæene, hoften, brystkassen, da jeg nåede ud til kiten og forhindrede den i at lave ulykker. Det må have været et syn for guderne. “Du skylder mig en” sagde jeg til Henrik, da vi stod sammen på den glatte mudrede havbund og hev kiten baglæns, væk fra pigtrådshegnet. Det var han helt med på. Da han endelig havde fået kiten sikkert i luften og var drønet af, steg jeg ud af havet som en anden havfrue. Det var i denne våde tilstand, at jeg hoppede op ad molestenene forbi de bekymrede folk, der mente min mor havde brug for hjælp. Jeg fandt ud af, da jeg talte med dem, at de var midt i en barnedåb. Det var virkelig festligt med sang, hænder der klappede rytme ind i sangen og den lille pige på 4 år i hvid kjole, der sad på hug i sandet og blev hyldet af familie og venner, mens præsten velsignede hende. Ja, faktisk var det barnedåben, der bragte min mor og jeg ud på molestenene. Hvis vi var gået den samme, nemme vej tilbage, vi var kommet ad, skulle vi have bedt om plads til at passere de gode folk og dermed forstyrre den religiøse begivenhed. Det ville have været skidt, men omvendt kan jeg være lidt i tvivl om, hvor godt vi slap afsted med ikke at forstyrre barnedåben ved at hoppe hen over molestenene.

Henrik var i sagens natur meget ivrig efter at komme ud at kite-surfe. Han afprøvede alle muligheder og gik langt for at lykkes. Først sendte han kiten i vejret på Martiniques vestkyst, der lå lidt i læ af bjergene. Dernæst fra båden. Men succesen udeblev. Han blev ved med at sige til os, at man kun kite-surfer på kyststrækninger med pålandsvind. Det forstod vi godt, problemet var bare, at en god, stærk pålandsvind på Martiniques østkyst ville skabe de værst tænkelige sejladsforhold for IRIS - og i øvrigt også Henrik, som nemt bliver søsyg. Vi kunne altså ikke bare sejle om på østkysten for at tilgodese hans behov for at kite-surfe. Østkysten var kun farbar for os, såfremt vinden var svag.

Vejrudsigten for de første par dage på turen lovede imidlertid svag vind. Vi besluttede os derfor at sejle til Baie Des Anglais, der ligger cirka 4 sømil oppe ad østkysten, efter man har rundet Martiniques sydligste fyrtårn. For at komme ind i bugten skal man passere et rev. Foruden et godt søkort og en rolig hånd på rattet og gashåndtaget, krævede det en årvågen gast ude i stævnen, som skulle advare mod undersøiske farer. Det var ganske enkelt en skræmmende opgave og min Amygdala syntes da også, at det var en rigtig dårlig ide. Der var bare ingen vej uden om og jeg gjorde klogt i at øve mig, da jeg i den grad vil få brug for netop denne kompetence ude i Fransk Polynesien. Med Henrik ved min side ude i stævnen fik jeg et lynkursus i, hvordan jeg i god tid får øje på farer ved at afkode bølgerne og havets overflade. Det var rigtig godt at prøve og jeg fik da også afrettet IRIS’ kurs, så vi undgik problemer. Inde i bunden af bugten lå der en enkelt båd. Udover den var der ingenting - kun mangroven og retten til at nyde stilheden og kigge stjerner, når natten faldt på.

Henrik, der havde iagttaget bølgerne og vinden på ydersiden af revet, var ved at revne af utålmodighed. Han måtte afprøve østkysten. Glæden var derfor stor hos ham, da vi satte gummibåden i vandet, så vi kunne udforske området. Med alle fire mand, den helt store kite og et bræt mast godt sammen i gummibåden satte vi kursen mod den nærmeste strand med fornuftig vind. Vi fandt en god strand, hvor folk lå og nød livet - blandt andet fordi sandet ikke blæste ind i øjne på dem. Ideen om at få kiten i luften den dag, døde på stedet. Til gengæld fik vi en kold øl under palmerne, inden vi tog tilbage til IRIS. Det kunne også noget. Dagen efter sejlede vi tilbage til Le Marin. Vi var helt klar over, at Henrik kun ville lykkes med at kite-surfe, som han drømte om, såfremt vi kørte ham ud til de hotte steder. Da vi andre samtidigt gerne ville se øen, besluttede vi os for at leje en bil i tre dage. Det var en rigtig god løsning. Henrik gav den gas med kite-surfingen i to dage, så var han rød som en krebs og selv den mindste muskelfiber i hans krop skreg på pause. Det betød, at vi havde fornøjelse af hans selskab den tredje og sidste dag med bilen. Skønt. Henrik fortalte mig senere, at kite-surfing på Martiniques østkyst havde lært ham, at Danmark - bortset fra vandtemperaturen - har langt bedre kite-surf-forhold end dem han havde oplevet på Martinique. Hvem skulle have troet det. Han glædede sig derfor til at komme hjem og genoptage kite-surfingen og træne flere nye tricks. Go, go, go Henrik.

Kaare, Inge og jeg kom langt omkring på Martinique i den alt for lille bil, vi havde kunnet skaffe. Koblingen fungerede upåklageligt. Tjek. Det samme gjorde bremsen. Tjek. Så alt var fint. Men vi opdagede hurtigt, at små biler med små hjul ikke egner sig til kørsel på Martinique, som har mange høje kanter og markante overgange mellem flad og hældende vej. Hvis vi ikke passede godt på, kunne vi nemt komme til at ødelægge bilens kofangere og skrabe undervognen. Det undgik vi - stort set. Den første dag kørte vi til La Trinite og fortsatte ud på halvøen mod fyrtårnet, som var vores erklærede mål. Det indebar en gåtur i den stærke varme på cirka 3 kilometer, hver vej. På turen ud gik vi forbi en ældre herre, der lå på grusvejen. Han havde tilsyneladende fået et ildebefindende. Vi kunne se, at han fik al den hjælp, han havde brug for, så vi passerede stille og roligt forbi, men oplevelsen mindede os om, hvor vigtigt det var at få drukket tilstrækkeligt med væske i den stærke varme, samt at holde sig i skyggen så vidt muligt. Lige der, gik der lidt hønemor i mig, fordi jeg skulle ikke risikere, at det var min mor, der fik det dårligt. Lettere defensivt indvilligede Inge i at drikke vand på kommando. Til gengæld kom vi uden problemer hele vejen ud til fyrtårnet og tilbage igen. Med den gode udsigt oppe fra fyrtårnet ud over østkysten var det tydeligt for os, at der ikke var mange både, der vovede sig om på den side af øen. Det forstod vi godt. Da vi hentede Henrik samme aften, var han super glad, træt og vidste, hvor vi skulle sætte ham af næste dag. Pointe Faula hed stranden, der lå ved Le Vauclin.

Næste morgen pakkede vi igen bilen. Henriks kite fyldte hele bagagerummet. Brættet delte forsæde med Henrik og Inge og jeg sad på bagsædet, hvor vi var spændt fast på mere end en måde. Heldigvis var der ikke så langt til Le Vauclin, hvor vi fik sat Henrik af på den travle strand. Der var kites over det hele og liner man kunne snuble i, når man gik, hvis man ikke tog sig i agt. Unge, gamle, mænd, kvinder, franskmænd, udlændinge, bleg, mørk, professionelle og begyndere i en skøn blanding bevægede sig ind og ud mellem hinanden på såvel stranden som på vandet. Det så vildt uoverskueligt ud, men Henrik havde selvfølgelig helt styr på sin kite og kulturens koder. Der var lagt op til fest. Vi andre betakkede os og kørte mindst lige så glade videre ud på øen. Vores mål var den botaniske have, der lå oppe i regnskoven. Turen derop, som gik gennem Fort-de-France og ud ad N3, var i sig selv utrolig flot. Kæmpebregner dækkede bjergskråningerne, vi kørte forbi. De var dybt fascinerende og havde størrelse som den parasol, de lignede. Den botaniske have var smukt designet og gav planterne plads, så vi kunne se og forstå det unikke ved hver af dem. De fleste af planterne, havde vi rent faktisk set i det fri, men selv en smuk plante kan blive endnu smukkere, når den sættes sammen med andre udvalgte planter. Det er fuldstændig som med staudebedet, hvor stauderne ved vellykket udvælgelse fremhæver hinanden på smukkeste vis. Begejstringen nåede imidlertid sit højdepunkt af andre årsager. Haven var fuld af kolibrier, som flokkedes om foderbrættet. Det gav os rig lejlighed til at iagttage disse fugle, som i sig selv er et studie værd. Med Kaares mange vellykkede billeder af fuglen, er vi blevet lidt klogere. Efter endnu en god og hyggelig dag sammen med min mor kørte vi tilbage for at hente Henrik, der var stegt og smadret efter 6 timer non-stop på vandet. Inden han faldt i søvn den aften, stod det klart, at han var færdig med at kite-surfe. Han havde oplevet det, han var kommet for. Den tredje og sidste dag kørte Henrik derfor med os.

Turen gik øen rundt. Dagens højdepunkt for Kaare var besøget på vulkan-museet i Le Morne-Rouge. På museet fortalte de historien om Martiniques hovedstad som oprindeligt var Saint-Pierre og ikke Fort-de-France. Det var i 1902 at vulkanen Montagne Pelée eksploderede om ørerne på borgerne. De var ellers blev advaret i tide, men øens guvernør, som var optaget af sin politiske karriere, ønskede ikke at ignorere bananplantageejernes vrede over at skulle evakuere byen. De blev med andre ord og døde, da vulkanen gik i udbrud. Der var kun to overlevende ud af i alt 30.000 borgere. Den ene overlevede, fordi han sad fængslet bag tykke murer af sten. I mange fortællinger hedder det sig, at han afsonede en dom for mord, men i virkeligheden var det en langt mindre kriminel forseelse, han havde begået. Den skrappe fortælling om den kriminelle person opfandt folkene i Barnum & Bailey Circus, som gjorde ham til en attraktion i deres cirkus under overskriften “Manden der overlevede dommedag”. Således endte den kriminelle med at rejse rundt med det amerikanske cirkus som synligt bevis for den sensationelle historie - sikkert til publikums store begejstring. Foruden denne historie formidlede museet information om, hvordan videnskabelig dækning af udbruddet på Montagne Pelée har bidraget med værdifuld indsigt i vulkanudbrud og pyroclastiske flows, der er nogen af de mest dødbringende elementer ved et vulkanudbrud. Jeg vil nødigt bevæge mig ind på emnet pyroclastisk flow, som ligger uden for min forstand, men blot fremhæve at Pompei, som vi kender så godt, netop blev opslugt af et pyroclastisk flow. Med afstøbningerne af de mennesker, arkæologerne siden fandt, har vi en god ide om, hvor forfærdeligt og stærkt det er gået. Heldigvis for os, forholdt Montagne Pelée sig helt i ro, da vi kørte så lagt op af vulkanen, vi kunne, parkerede bilen og så ind i skyen op mod det sted, hvor toppen gemte sig. Vi havde en rigtig fin dag, som vi afsluttede med en cocktail på baren i marinaen.

I det hele taget var det super hyggeligt at have besøg af Inge og Henrik. Tak fordi I kom ud til os. Kom endelig igen. Lugen står altid åben :-)