Det simple liv på Tabal

Forestil dig, at du kommer sejlende hen mod en forholdsvis stor ø med solen i ryggen. Synet, der møder dig, er lagunens turkisblå vand, den lysegule sandstrand og kokospalmernes grønne palmeblade. Du ser ingen kanoer, både, landgangsbroer eller havneanlæg. Alt, hvad du ser langs stranden, er tre joller med påhængsmotorer. De ligger langt fra hinanden og er fortøjrede til en bøje i vandet og et tov inde på land. Der er tomt på stranden, men du kan høre stemmer. Der er altså nogen inde på øen.

Velkommen til øen Tabal på atollen Aur, hvor der bor cirka 150 marshallesere, heraf 30% børn og unge. I dette rejsebrev vil jeg efter bedste evne tage dig med på en tur rundt i den lille by på øen, hvor vi oplevede, at gøremålene var få og livet simpelt.

Kaare og jeg ankrede IRIS op på en fin sandbund med masser af vand under kølen. Vi var trætte, varme og spændte. Langsomt, skyndte vi os at gøre klar til at gå i land. Ned med gummibåden. På med påhængsmotoren. Frem med papirerne. På med T-shirt, shorts, kasket og sandaler og endelig blev alle vinduer for en sikkerheds skyld lukket. Det er aldrig til at vide, hvornår der kommer en regnbyge. Vi udså os et sted på stranden, hvor vi kunne gå i land uden at påsejle korallerne og satte derefter gummibåden i gear. Disciplinen med at gå i land på stranden var endnu uvant for os. Det var noget med, at Kaare skulle sørge for at have fart i gummibåden, så vi kom tilstrækkelig langt ind til kysten uden at have for meget fart på, så han ikke kunne nå at få vippet påhængsmotorens propel ud af vandet, inden vi ramte kysten. Min opgave var at hoppe ud af gummibåden, når jeg kunne bunde, for at holde og styre gummibåden, indtil Kaare havde klaret de sidste ting og også var hoppet ud i vandet. Sammen trak, slæbte vi gummibåden op på stranden, fri af vandet. Sikken et mas, som blev afsluttet med et forsøg på at få sandet af fødderne, inden de kom i sandalerne. Det blev ved forsøget, fordi det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. I stedet arbejder vi på at udvikle en tolerance over for sandfyldte fødder i en, måske, tør sandal.

Efter at have passeret gennem en privat grund kom vi ud på ‘the mainroad’. Det kaldte beboerne vejen, der mest af alt lignede en skovsti, hvis man så bort fra, at bøgeskoven var erstattet med palmetræer. Vi anede ikke, om vi skulle gå til højre eller venstre, men Kaare fik øje på et par folk ud for Tabals kirke, hvor en tom gasflaske var hængt op ved siden af den sirligt hvidmalede kirke og gjorde det ud for kirkeklokken. Folkene havde set os, men de gjorde ikke antræk til at gå os i møde. Tvært imod. Kaare måtte nærmest jagte dem hele vejen ind i en tilstødende bygning til kirken, hvor han endelig fik deres opmærksomhed. De talte ikke engelsk. Måske var det derfor, de vendte os ryggen i første omgang, men de var udmærket klar over, hvad der skulle ske og pegede os i den rigtige retning.

Tilbage ude på hovedgaden dukkede personen, vi skulle tale med, op. Han, der var i trediverne og assisterede Tabals borgmester, spurgte straks til papiret, der dokumenterede, at vi havde tilladelse til at besøge atollen. Da svaret var positivt, fortsatte vi 50-75 meter ned ad hovedgaden mod nordøst til hans hjem. Det lille hus, der ikke var større end 30 kvadratmeter, havde halvtag på den side af huset, hvor husets eneste dør sad. Den vendte ud mod gaden. Arealet under halvtaget var hegnet ind og havde lidt samme udtryk som en veranda. Der var sat en lav plade for indgangen. Den skrævede Kaare og jeg lidt undrende hen over på skift. Vi fandt siden ud af, at det var et værn mod Tabals grise, som gik frit rundt, hvor det passede dem og spiste sig mætte i hvad som helst. Under halvtaget, på hjørnet af huset, hvor der var en behagelig brise, hang tre jævnaldrende mænd ud. De tog en pause fra det daglige arbejde med at tørre copra, som jeg kunne se, foregik over et ildsted lidt væk fra huset. Jeg prøvede at komme i kontakt med dem, men de virkede lidt reserverede og det var også bare helt okay. Måske kunne de heller ikke engelsk. Imens betalte Kaare ‘entre’, fik papiret retur i underskrevet stand, hvorefter vi sagde pænt farvel.

Inden vi tog tilbage til IRIS, gik vi en tur op og ned ad hovedgaden. Vi så, at hver familie havde en forholdsvis stor grund. Husene, der var lavet af træ- og blikplader og havde bølgebliktag, lignede stort set hinanden. De havde et grundareal på cirka 30 kvadratmeter. Enkelte steder var der bygget til. Ved siden af hvert hus stod en kæmpemæssig balje, hvori de opsamlede regnvand fra taget ved hjælp af tagrender. I bunden var der en vandhane. Lidt væk fra husene stod en orange bygning. Det var toiletbygningen. Ude foran husene, ud mod hovedgaden, stod et højt, hvidt stativ med et solcellepanel på toppen og en batterikasse i bunden. Det var sponsoreret af Taiwan og forsynede husholdningen med strøm til udendørslys, køleskab og mobiltelefon. Al madlavning foregik over den åbne ild i sikker afstand til huset og vasketøjet, der hang til tørre. Ildstedet var typisk placeret ved siden af stedet, hvor mændene lavede copra. Foruden husene så vi også til vores overraskelse en bil. Tabals eneste bil, som vel sagtens kunne køre længe på en tank, eftersom den stort set ingen steder havde at køre hen. Vi syntes, bilen virkede malplaceret. I første omgang gættede vi på, at formålet med bilen var at lette arbejdet med at inspirere og udbedre eventuelle skader på atollens landingsbane, som lå på Tabal, men vi fandt senere ud af, at bilen primært blev brugt til at transportere de ting, der ankom med det ugentlige fly, ind til byen. Ud over vores iagttagelse af bilen var der ikke megen aktivitet at spotte i det åbne rum. Vi hilste på enkelte beboere. De var alle venlige, men holdt sig på afstand af os. Det var ikke som på Niue, hvor de lokale bød os velkommen og spurgte interesseret til, hvor vi kom fra. Vi havde ellers fået at vide af Mabel fra Indenrigsministeriet, at beboerne på Aur atollen var glade for at få besøgende. Det var i så fald en afdæmpet glæde.

Vi kunne godt være sejlet videre til en ubeboet ø den følgende dag, men jeg havde et ærinde på Tabal. Tabal på Aur er kendt for kvindernes flet, som er af meget høj kvalitet. De laver dametasker, kurve, vægdekorationer, blomster og måtter. Alt sammen af tørrede palmeblade. Jeg havde set en flot kurv på Majuro til 100 USD, men jeg undlod at købe den, fordi jeg hellere ville købe en kurv på Aur og bruge købet som en åbning til at få lov til at flette en lille ting selv. Vi blev altså liggende ud for Tabal. Den følgende morgen gik vi en tur langs øens kyst, men ikke alene. En lille pige på 10 år gjorde os følgeskab i tavshed. I starten gik hun mellem os. Senere på turen gik hun lidt foran eller lidt bagved, men hun var hele tiden i nærheden af os. Hun var nysgerrig på os på en passiv måde. Kaare forsøgte at kommunikere med hende, men det førte ikke rigtigt til noget, andet end små glimt af et dejligt smil. Tilbage på hovedgaden sluttede tre livlige drenge sig til pigen, som briefede dem om, hvad hun havde lavet. På det tidspunkt var jeg begyndt at spejde efter kvinder, der sad og flettede. Jeg nævnede ordet ‘basket’ for pigen, som viste os vej hen til en kvinde, der sad udenfor ved ildstedet og bagte pandekager. Det var vildt akavet at stå der, fordi jeg kunne ikke finde ud af, om hun kunne eller ikke kunne flette kurve, men til sidst gav det sig selv, fordi der skete ingenting og hendes kropssprog sagde det hele: “Hvornår går I?”. Vi takkede for besøget og gik videre i jagten på en kvinde, der kunne flette kurve. Pigen var i mellemtiden, af kvinden med pandekagerne, blevet instrueret i, hvem hun skulle vise os hen til, så ved det næste hus var der bid.

Tina var kvinden, der kunne lave en kurv til mig. Alle sagde om hende, at hun var den dygtigste af alle kvinder på Tabal til at lave kurve, så jeg var kommet til den rigtige. Tina, der var 30 år, havde ikke altid lavet kurve. Det blev først hendes levebrød, da hun fik sin først fødte, der nu var 6 år, og måtte afbryde sine studier på Majuro College for at flytte hjem til sine forældre igen. Hun talte engelsk, så jeg kunne forklare hende mit ønske. Det gjorde tingene noget nemmere lige bortset fra, at hun ikke havde nogen kurve ‘på lager’. Hun havde netop været på Majuro for at sælge sine varer til de to supermarkeder, der var hendes faste aftagere. Jeg kunne altså ikke se eksempler på hendes håndværk, men det ændrede ikke på, at hun gerne ville lave en kurv til mig og at hun kunne have den færdig allerede næste eftermiddag. Jeg følte det, som om jeg havde bind for øjnene, da jeg bestilte en kurv med en blomst på låget. Jeg anede ikke, hvad jeg havde købt og til hvilken pris, men spændende var det. Næste dag, da vi vendte tilbage, blev jeg meget overvældet over, hvor flot kurven var. På spørgsmålet om, hvad jeg skyldte hende, svarede hun tøvende og lidt usikkert: “40 USD.” Kaare havde instrueret mig i, at man ikke pruttede om prisen på Tabal, så jeg sagde: “Deal”. Jeg kunne se på hende, at hun var godt tilfreds. Det var jeg bestemt også, men jeg var også overrasket, fordi jeg vidste, hvad kurven ville have kostet på Majuro, men økonomien på Tabal var tilsyneladende meget lille. Det fik vi bekræftet den sidste dag, vi var på øen, hvor en beboer, der havde været med Marshall Islands olympiske delegation til London i 2012, fordi han var god til at spille guitar, sagde: “Vi har til dagen af vejen, men heller ikke meget mere end det”. Det blev sagt med en antydning af resignation, sandsynligvis fordi han i London havde set, hvor vildt livet kan være. I det lys er livet på atollerne såre simpelt og handler kun om at få opfyldt de nederst trin i Maslows behovspyramide - mad, tag over hovedet, tryghed og samvær med andre. Kvindernes flet og mændenes copra er det, der giver befolkningen brød på bordet. Der er ingen andre indtægtskilder, med mindre man er købmand, præst, skolelærer eller betjent. Tina klarede sig imidlertid godt, fordi hun var dygtig til sit håndværk. Hver tredje måned fløj hun til Majuro for at afsætte hendes og mores produktion af flettede ting. En flybillet tur/retur kostede hende 300 USD.

Med kurven i hånden vandrede Kaare og jeg ud på hovedgaden. Humøret var højt, ikke mindst fordi jeg også havde fået en aftale i stand med Tina om, at jeg skulle komme igen mandag morgen. Så ville hun lære mig at lave en blomst. Det så jeg i den grad frem til.

Kurven, fandt vi snart ud af, fungerede som isbryder og der gik ikke lang tid, før vi kom i dialog med de lokale. Den første, vi talte med, var den lokale købmand, som lå i sin hængekøje, under to skyggefulde træer, ude foran sin købmandsbutik, som overhovedet ikke lignede en købmandsbutik. Indkøb hos ham foregik ved, at man fortalte ham, hvad man ønskede at købe, hvorefter han gik ind og hentede varerne, såfremt han havde dem. Til os sagde han imidlertid: “Kom med”. Hans hus bestod af tre rum. Et depot, et værelse med måtter på gulvet til at sove på og et stort opholdsrum uden møbler af betydning, hvor der hang den ene runde vægdekoration efter den anden, som perler på snor. Det så flot ud. Der hang også en stor poster med billeder fra dagen, hvor de fejrede, at hans søn afsluttede College. Sønnen var fortsat på Majuro, men hans kone og søn boede hos ham, købmanden. Det er tilsyneladende helt normalt, at marshallesiske familier er splittet op og lever adskilt. Kaare og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvorfor det forholder sig sådan, men det handler givet vis om, at det afsondrede liv på atollerne, hvor pengene er små og altså kun rækker til dagen af vejen, ikke i tilstrækkelig grad opfylder ønsket om et materielt liv. Derfor rejser den ene part til Majuro for at øge familiens indkomst, mens den anden ægtefælle og børnene bliver på atollen. Det gjaldt i øvrigt også for Tina. Hun boede på Tabal sammen med børnene. Hendes mand arbejdede på Majuro. Mens vi stod og snakkede med købmanden inde i huset, vågnede barnebarnet af sin middagslur. Den lille klynkende dreng blev taget op på armen af købmanden. Kaare og jeg, der havde fået fyldt tasken med nudler, takkede af og ønskede købmanden en god dag, hvorefter vi fortsatte vores tur ned ad hovedgaden.

Længere ude ad hovedgaden, på vej ud mod landingsbanen, passerede vi forbi et hus med et stort, skønt træ. Det var et gammelt træ, med en kæmpe trækrone. Det var noget af et syn, der mødte os, der under trækronen. En fyldig kvinde i trediverne sad i en lidt lav havestol. På skødet havde hun en baby. Mellem benene sad en lille bitte hundehvalp. På bordet ved siden af havestolen, stod en mat, hvid, transparent plastikbøtte med kogt ris og en ske i. Foruden fluerne, som summede rundt om maden, så havde kvinden travlt med ustandseligt at jage de halvstore kyllinger væk, som rendte rundt på bordet og blev ved med at stikke hoved ned i skålen for at spise af risene. Det var ganske enkelt uhumsk. Kvinden spurgte til kurven og jeg forklarede hende, hvor jeg havde den fra, alt imens jeg sugede indtrykkene til mig. På en træstamme overfor kvinden med babyen, sad en anden kvinde. Hun havde en lille spand foran sig, hvori der lå fire fisk. Fluerne havde en fest i spanden med fiskene. Det tog hun helt cool. Fiskene skulle jo grilles. Begge kvinder var meget søde, men ikke helt så gode til engelsk. Det begrænsede samtalen lidt, men forhindrede dem ikke i at spørge os, om vi ville have en fisk. Det kunne jeg ikke lige overskue, så jeg skyndte mig at sige, at vi skulle spise rester fra dagen i forvejen. Det tog de os ikke ilde op. Samtalen døde stille og roligt ud, så Kaare og jeg vandrede videre efter også at have ønsket dem en god dag.

Ude på landingsbanen drejede Kaare og jeg af til højre, ud mod lagunens kyst, for at gå hjem langs stranden. Vi havde ikke gået længe, så så jeg en kvinde sidde under kronen på endnu et stort, skønt træ. Hun var i gang med at lave en vægdekoration, som dem jeg havde set hos købmanden. Det var første gang, jeg så det, så jeg stoppede op for at hilse på hende. Hun kunne imidlertid slet ikke engelsk og sad lidt stone-face-agtigt og kiggede på mig. Det var igen en af de lidt akavede situationer, som heldigvis drev over, da hendes mand, Fredrick, dukkede op. Han var god til engelsk og spurgte ind til kurven. Endnu engang forklarede jeg, hvor jeg havde den fra. “Tina!”, sagde han. “Ja, hun er den bedste til at lave kurve”. Hans kone var god til at lave vægdekorationer. Da Kaare ventede på mig lidt længere nede ad stranden og ikke anede, hvad jeg havde gang i, afsluttede jeg samtalen på venlig vis og gik videre. Kaare, fandt jeg stående ved siden af en utroligt flot out-rigger kano. Da jeg havde en drøm om at prøve at sejle sådan en, vendte jeg rundt på hælene og gik tilbage til Frederick, spurgte ham, om det var hans kano. Det var det selvfølgelig og det vidste jeg også godt, men en samtale skal starte et sted. Frederick fortalte gladeligt om kanoen, som han brugte til at hente den copra, han havde produceret ude på en af atollens andre øer. Selvom vi fik en aftale i stand med ham om, at vi skulle have en tur, blev det ikke til noget, da officielle pligter kaldte på ham den aftalte dag. Fred være med det. Det var hans venlighed, der betød allermest.

Kaare og jeg havde ikke drømt om, at den flotte kurv i den grad ville give anledning til dialog og små glimt ind i de lokales liv, sådan som det blev tilfældet. Det var en gave. Høj på oplevelser kom vi omsider tilbage til IRIS, vores helle, hvor vi kunne samle kræfter til den næste spændende dag, hvor jeg skulle lære at lave en blomst.

Måske er du ikke så meget til blomster og tænker derfor, hvorfor skal jeg læse om det. Hvad er der i det for mig? Det interessante ved blomsterbinderiet var, at jeg fik skabt en position, hvorfra jeg i to timer kunne iagttage børnene omkring mig, mens jeg stivbenet sad på pappet fra en papkasse, der var lagt ud på jorden og kæmpede med at flette en flot blomst af kobbertråd fra en udrangeret generator og tørrede palmeblade. Tina var tålmodigheden selv. Både med mig, der ikke selv kunne tråde nålen, fordi jeg var kommet afsted uden briller og hendes datter på fire år, som henholdsvis hang og lå på sin mor, alt imens hun selv sad og lavede en blomst, trin for trin i et tempo, hvor jeg kunne følge med. Umiddelbart lod Tina sig ikke mærke med datteren, der tydeligvis kedede sig, men samtidig ikke ønskede at gå glip af noget. Efter halvanden time kom mobilen imidlertid frem. Den kunne underholde datteren en stund. Så var livet på Tabal alligevel ikke helt så fremmed og det blev endnu mere genkendeligt, da sønnen kom hjem fra skole og skabte lidt røre om, hvem der skulle have mobilen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor markant livet vil ændre sig ude på atollerne, når Starlink inden for nær fremtid bliver rullet ud med støtte fra Joe Bidens ReConnect Program. Formålet er at give befolkningen adgang til uddannelse, livsvigtige services og underholdning. De voksne, vi talte med, var optaget af at få mulighed for at kunne snakke med deres familie over nettet. Ingen talte om uddannelse. Børnene, der for længst har opdaget, hvad man kan bruge en mobiltelefon til, ved det ikke endnu, men de vil komme til at sidde som fluer på et fluepapir omkring øens Starlink hotspot. Først vil de lade sig underholde. Siden vil de finde inspiration til udvikling af rammerne for deres liv og samfund. Jeg ønsker for dem, at Starlink vil gøre en positiv forskel for dem. Foreløbigt venter de på at få Starlink. Indtil det sker, vil børnene lidt endnu cykle op og ned ad hovedgaden, opsøge hinanden, gå rundt sammen, løbe efter øens eneste bil for at holde fast i bagsmækken og få en sjov køretur, indtil hænderne slipper, padle rundt på låget af en vandbeholder med den tykke ende af en palmegren som åre og lege på joller i vandet, som de hopper ind og ud af. Det er i øvrigt sådan jeg mindes min egen barndom – den fælles leg på grønne arealer og veje i nærområdet med jævnaldrende. Det var den samme følelse af leg, jeg havde i kroppen, da Tina lærte mig at flette en blomst. Det var på alle måder en god oplevelse.

Aftenen før vi forlod Tabal sugede jeg stedets lydbillede til mig. Det var et miks af hunde der gøede, børn der legede, voksne der råbte til hinanden, fordi det var hurtigere end at gå hen til hinanden, susen fra det ydre rev og bølger der skyllede ind på lagunens kyst.

På Tabal kendte man ikke til stress.