>> TUREN >> SOUTH WEST PACIFIC >> NIUE
Niue og pukkelhvalerne
Mens vi endnu var i Danmark, fortalte Anette og Allan os, at de havde oplevet at blive fulgt på vej af en hval i et døgns tid, som lå og kiggede på dem og deres båd med store øjne. Der skal ikke være tvivl om, at jeg var ved at revne af misundelse over deres oplevelse og Kaare vil (efterhånden) vide, at det er et af mine store ønsker, at komme til at se hvaler - på den fredelige måde og ikke som den uheldige danske båd, der i juli måned 2023 sejlede ind i en hval på deres vej hen over Stillehavet og sank.
Da Kaare dykkede på Fakaravas sydpas for at se Walls of Sharks, mødte han en ældre amerikaner, der havde dykket over det meste af verdenen og udmærket kendte til Niue, da han havde været der i professionelle sammenhænge i kraft af sit arbejde hos National Geographics. “Det er det helt rigtige tidspunkt, I tager til Niue” sagde han. Jeg håbede så meget, at det var rigtigt og jeg brugte da også mere tid på passagen til Niue med at kigge ud over havet, end jeg almindeligvis gør, men vi så ikke en eneste hval på hele turen. De lod vente på sig. Det betød dog ikke, at det var en uinteressant passage. Tværtimod, den bød på exceptionelt smukke naturoplevelser så som Green Flash, stjerner der spejlede sig i havet på en kulsort nat med havblik, morild der effektivt lyste bovbølgen op og stjerneskud der strakte sig så langt hen over den flotte stjerneklare himmel, at man kunne nå at skifte sit ønske ud indtil flere gange. Hvad mere kan man ønske sig.
Vi ankom til Niue fredag ved middagstid. Det tog lidt tid, før vi fik øje på øen ude fra havet, da den i modsætning til Marquesas øerne var flad som en pandekage. Flade øer har som oftest strande men ikke Niue, for den lå hævet 20 meter over havets overflade på en klippegrund. Hele vejen rundt langs øens kystlinje lå et rev, men der var ingen laguner mellem revet og øen, sådan som vi har set det ved Selskabsøerne. Niue lignede altså ikke noget af det, vi hidtil havde set. Den geologiske afvigelse skyldes sandsynligvis, at forvandlingen fra vulkan til atol var blevet afbrudt. I stedet for at synke længere og længere ned under havets overflade, efter vulkanen var eroderet bort og koraller var begyndt at vokse ovenpå resterne af den sunkne vulkan, der nåede at komme under vand, hævede klippegrunden sig på ny op af havet. Nu overdækket med 40-50 meter koralmassiv. Niue er altså en hævet atoll - den største af sin slags ifølge folket på Niue, der har givet den kælenavnet The Rock. Nærmeste landkending er Tonga, der ligger 250 sømil vest for Niue. Øen ligger med andre ord langt ude på Stillehavet, helt for sig selv.
Niue er en ganske lille ø på 250 kvadratkilometer. 22 km på den lange led fra nord til syd og 19 km på den korte led fra øst til vest. Der bor blot 1.400 mennesker - 1.000 niueanere og 400 tilflyttere. Øens beboere opnåede selvstændighed i 1974, men modtager fortsat betydelig støtte fra New Zealand - 120 millioner kroner om året eller 90.000 kroner per beboer. Øens forhold til New Zealand er på mange måder sammenligneligt med forholdet mellem Grønland og Danmark og niueanerne har da også New Zealandsk pas. Selvom der bor få niueanere på Niue, er befolkning imidlertid ikke så lille, som man skulle tro. Ikke mindre end 24.000 niueanere bor i New Zealand og 10.000 andre i Australien. Årsagen til den omfattende fraflytning, som har stået på i årtier, skal findes i niueanernes mulighed for at tage uddannelse i New Zealand og de ringe beskæftigelsesmuligheder på øen. Der er ingen fiskeri af betydning, da Niue ikke har nogen havn. Jorden er svær at dyrke, da øens koralmassiv ligger lige under det tynde lag muld. Øens eneste egentlige indtægtskilde er turisme, men da der kun kommer to fly til øen om ugen mellem juni og november, som hver har plads til blot 220 passagerer, så er indtægtsgrundlaget begrænset. Niueanerne gør, hvad de kan for at skabe omsætning i turismens højsæson. De lokale tager rigtig godt imod deres turister. De har et fint turistkontor, der gør et stort arbejde for at præsentere øens natur og kultur for feriegæsterne, samt at etablere bro mellem turist og ydelse i det omfang, der er brug for det. Der er en håndfuld spisesteder langs øens vestkyst, der har åbent på skift. Du kan leje bil, scooter og cykler og der er gode folk på øens dykkercenter, som sejler turisterne ud for at se og snorkle med hvaler. Så de gør, hvad de kan for at skabe job, men det er bare ikke nok og slet ikke nok til, at den unge generation, der har erfaret livets muligheder på fastlandet, ønsker at vende tilbage til Niue efter endt uddannelse. Det gav anledning til bekymring, forstod jeg på den lokale galleriejer, jeg talte med.
Kaare og jeg havde glædet os til at besøge Niue, som især er kendt for pukkelhvalerne, der hver vinter svømmer den lange vej fra Antarktis op til det varme, tropiske vand for at parre sig og hunnerne for at kælve og opfostre deres kalve. Vandet omkring Niue er krystalklart, så sigtbarheden i vandet er fantastisk god. Ikke kun, når man iagttager hvalerne under vandet. Også i de få mindre pools, der enkelte steder ligger beskyttet inde bag revet og kystens forrevne klipper. Der var ikke noget at sige til, at vi var meget forventningsfulde ved ankomsten til øen.
Uden ringrev og uden havn havde Niue ingen anden beskyttelse at byde på, end den beskyttelse vi kunne få for passatvinden ved at ligge i den store åbne bugt ud for Alofi på øens vestkyst. Selvom vi godt måtte ankre op langs kysten, var det fysisk umuligt. Det var kun muligt at gøre holdt ved Niue, hvis man på forhånd havde reserveret plads ved en af yacht klubbens 20 moringbøjer. Vi lå ved moringbøje nummer 12. Derfra kunne vi iagttage det næste nye, der ventede os - kranen inde på kajpladsen, som vi skulle benytte, når vi ønskede at komme i land. Alle andre steder har vi bare sejlet ind og bundet gummibåden fast til noget, når vi skulle i land, men her var det vigtigt at tage gummibåden helt ud af vandet og placere den på kajen.
Med de usædvanligt store dønninger, der kom ind fra syd-vest på ankomstdagen, skulle vi hurtigt finde ud af, hvorfor man ikke lod sin gummibåd ligge i vandet. Havet ville ganske enkelt smadre den. Egentligt var det et under, at vi overhovedet kom i land den dag, fordi det var ikke helt ufarligt at gøre gummibåden klar til at blive løftet ud af vandet. Kaare var maksimalt udfordret, da han knoklede på for at sætte kranens krog i gummibådens løftesele og senere skulle hoppe i land, fordi gummibåden gyngede hele tiden faretruende op og ned i bølgerne og blev indimellem slået ind mod kajmuren. Da Kaare og gummibåden omsider var kommet sikkert i land, blev vi taget pænt imod af en repræsentant fra yachtklubben, der ikke har et eneste medlem med en båd. Den ældre mand fortalte os, at det var sjældent, at dønningerne var så høje. Vi så frem til, at de skulle aftage, så det ville blive nemmere at komme til og fra land, men nu var vi i gang.
På Niue fandt vi hurtigt ud af, at lokalbefolkningen og øens mange new zealændere havde stor lyst til at tale med os, omend de benyttede sig af standardfraser som for eksempel: “Hvor kommer I fra? Hvor er I på vej hen?” Men det var jo en invitation til samtale, som det bare gjaldt om at gribe. Stemningen på øen var åben, afslappet og hjælpsom. Der var burger-manden, der hver fredag solgte burgere i byen, fordi han gerne ville snakke med nye mennesker - og tjene en ekstra håndøre. Der var Café Latte manden, der havde lukket sin butik, men som alligevel gerne lavede en kop til os - uden betaling, fordi han syntes om vores gå-på-mod, da vi spurgte om vi kunne få en kop kaffe. Der var mødrene, der sagde til deres børn: “Gå ud og leg”, fordi mobiltelefonen endnu ikke havde kapret børnenes barndom og der var kvinden på turistkontoret, der forsikrede os om, at det var unødvendigt at låse cyklerne, vi havde lejet, fordi ingen stjal - i hvert fald ikke turistkontorets cykler. Det var dejligt at blive mødt på denne måde.
På den første tur ind til land fik vi styr på papirerne, så vi kunne få taget det gule flag ned. Vi fik købt et simkort, samt data til mobiltelefonen. Og vi fik nok så vigtigt booket tid hos Niue Blue til at snorkle med pukkelhvalerne den følgende mandag. Lørdag og søndag brugte vi på at cykle rundt på øen. Cykelturene bød på overraskende kulturelle oplevelser, mens snorklingen med pukkelhvalerne ganske enkelt bare var overvældende.
Med de gode udlejningscykler og et kort i hånden over øen, satte vi os i sadlen og trampede i pedalerne de næste to dage. Målet var naturligvis de exceptionelt flotte pools med det krystalklare vand og de store fascinerende grotter, som lå på øens vestkyst mod nord og den tilsvarende fascinerende kløft, Togo Chasm, der lå på den rå østkyst. Med gode ben og vinden i ryggen, på halvdelen af turen, kom vi begge dage rundt i fin stil. Det er som altid skønt at se storslået natur - også i solens fravær, men det var oplevelserne under selve cykelturen, der optog os mest.
Den første oplevelse, der gjorde indtryk, indtraf intet mindre end 10 minutter efter, vi havde sat os i sadlen. Midt på vejen, lidt længere henne stod der først to, så tre snerrende hunde. De så ikke det mindste venlige ud, så Kaare og jeg stoppede op for hver især at udruste os med en kæp, sådan som vi var blevet anbefalet på turistkontoret. Jeg nåede aldrig at finde en brugbar kæp, før en lokal, der samtidigt forsøgte at dæmpe gemytterne hos de snerrende hunde, havde stukket en kæp i hånden på mig. Det var bestemt et venligt træk, men det sagde også noget om erfaringerne med øens hunde, som ikke hørte til den positive slags. Hver især udrustet med en kæp samlede vi os mod til og fortsatte ned ad vejen, hen mod hundene. Det gøs i os, fordi hundene var skræmmende, men vi lærte hurtigt, at kæppene var mindst lige så skræmmende for hundene, som de var for os, så da vi truende hævede kæppene over vores hoveder, trak hundene sig tilbage. Selvom det var irriterende og anstrengende at cykle med en kæp i hånden, 60 km i alt, så holdt vi godt fast i den, fordi den var vores værn mod de aggressive hunde, der løb efter os, når vi passerede deres områder. Det skete flere gange og var simpelthen møg ubehageligt hver eneste gang. Hundenes adfærd undrede os, fordi det var første gang, vi var blevet angrebet af de mange, mange løse hunde vi har set på vores rejse. Jeg tror årsagen til hundenes aggressive adfærd ligger i, at new zealænderne i tidernes morgen har bragt deres hyrdehunde med sig til øen og hyrdehundenes styrke er som bekendt at samle og forsvare flokken. Nå, men vi overlevede. Tænk sig, at det skulle være nødvendigt at cykle rundt med en kæp, men der er som bekendt altid en slange i paradis.
Det var en smal sag at køre ud langs vejen mod nord for at se den storslåede natur, mens turen tilbage blev mere krævende og lærerig, da vi valgte at køre ind i landet ad ‘bush track’ nummer 3. På turen så vi ikke overraskende, hvordan skoven på midten af øen var blevet ryddet af niuanernes forfædre med henblik på at dyrke jorden trods det tynde lag jord. Sporet vi kørte ad og jordlodderne vi passerede afslørede imidlertid, at aktiviteten på jordlodderne ikke længere var så stor, som den oprindeligt må have været. Særligt længst inde i bush’en, som de kaldte midten af øen, var naturen ved at generobre tabt terræn, mens lokalbefolkningen var mere flittige i bush’ens yderkant. Ejerskabet af jordlodderne skulle vise sig at knytte an til de besynderligt mange gravsteder, der var langs vejene på Niue.
Der var gravsteder over alt. De havde tydeligvis stor betydning for lokalbefolkningen. Det så vi ved, at arealerne omkring gravstederne var velplejede, gravstenene var pæne og rene og der var typisk sat plastikblomster op for at mindes de døde. Enkelte gravsteder havde halvtag for at beskytte dem mod regnen, nogen af dem endda med lyskæder. Kaare og jeg synes begge, at det er en smuk ting at mindes dem, der ikke længere er, men konceptet med at gøre en hel ø til en kirkegård, brød vi os ikke om. Vi oplevede, at det lagde en dæmper på livets fest, når vi hele tiden skulle forholde os til de døde, men måske var det bare os, der tog det for tungt, fordi i hovedbyen, Alofi, blev de fine, grønne arealer ud for gravstederne opfattet som et oplagt sted at parkere sin bil. Det måtte man selvfølgelig ikke, men som turist er det ikke sikkert, at man forbinder en grøn plæne i en vejkant med et gravsted. De lokale havde derfor været nødt til at sætte et skilt op, hvor der stod: “Graves. No cars”. Det er ikke sådan med de turister.
Efter et par dage på Niue fik jeg endelig chancen for at spørge ind til meningen med gravstederne langs vejkanterne. En ældre lokal kvinde forklarede, at jorden på øen naturligvis var ejet af nogen, men i modsætning til i Danmark, hvor jorden bliver målt op, markeret med skelpæle og ejerskabet officielt registreret, så markeres ejerskabet af jorden på Niue med familiernes gravsteder. Jorden på øen tilhørte med andre ord familierne, hvilket hurtigt kan blive en kompleks sag, eftersom ægteskab (forhåbentligt) indgås på tværs af familier. Under alle omstændigheder aftalte familiemedlemmerne indbyrdes, hvordan jorden skulle fordeles. Det kunne i sig selv give anledning til uro, men uroen greb især om sig, når familiemedlemmer, der ejede jord, flyttede fra øen og tingene groede til. Det benyttede de tilbageværende familiemedlemmer sig af og indlemmede den jord, der stod ubrugt hen i deres ‘bush garden’. Den ældre kvinde fortalte, at der var mange stridigheder på øen vedrørende ejerskabet af øens jordlodder ude i bush’en. Det passede meget godt med burger-mandens historie. Efter at han have levet et langt liv i New Zealand, var han vendt tilbage til Niue - tilbage til rødderne for at nyde sit otium, men i løbet af de mange år han havde været væk, var en del af hans jord blevet taget fra ham af hans familie uden mulighed for at få den tilbage. Det var han forståeligt nok svært utilfreds over. Systemet med gravstederne fungerede muligvis i tidernes morgen, men tiden var løbet fra systemet og indtil videre havde man ikke fundet nogen løsning på det problem.
Det var bestemt interessant at se Niues natur og opleve dens kulturelle finurligheder, men det var først og fremmest pukkelhvalerne, vi var kommet til Niue for at se. Vi var naturligvis spændte på vores første møde med pukkelhvalerne. Ville vi se dem tæt på? Hvad ville vi se? Halen, lufferne, hovedet, hele kroppen. Ville vi se flere pukkelhvaler samtidigt? Og hvad med deres sang. Ville vi få den at høre? Der i bunden af Alofi bugten ved moringbøje nummer 12 på 27 meter vand, hvor vi lå med IRIS, så det ikke umiddelbart ud som om, der var så forfærdeligt mange pukkelhvaler. Når vi kiggede ud over bugten, som var 4 sømil bred fra pynten i nord til pynten i syd og 1 sømil dyb, så vi intet andet end vand, vand og atter vand. Det stemte ikke helt overens med beretningen om, at pukkelhvalerne på det nærmeste gnubbede deres store kroppe op ad bådene, der lå ved moringbøjerne i bugten, men vi havde endnu mange ting til gode at lære om pukkelhvalerne.
Pukkelhvalen er først og fremmest en mindre hval sammenlignet med andre hvalarter, men tag ikke fejl, den er fortsat pænt stor. Forestil dig IRIS som en pukkelhval, så har du nogenlunde størrelsen, omend hun i så fald ville være en lille og let en af slagsen. Pukkelhvalen bliver gennemsnitlig 15 meter lang og vejer omkring 40 tons. Den er altså cirka 2 meter længere end IRIS eller så lang som en 50 fods båd og så vejer den to en halv gang mere end IRIS. Dens halefinne måler 3 til 5 meter i bredden. Til sammenligning er IRIS cirka 4 meter bred. Det er med andre ord et stort dyr.
I vintermånederne på den sydlige halvkugle, fra juli til oktober, opholder pukkelhvalerne sig i et bælte der går fra Tuamotu, Tahiti, Cooks Islands, Niue, Tonga, New Caledonia til den australske østkyst. Bæltet ligger 3.000 sømil fra Antarktis, hvor de spiser sig tykke og fede i krill hele sommeren. Strækningen fra spisekammeret til det tropiske hav tilbagelægger de på to måneder i et adstadigt IRIS-tempo, 5-8 knob. I det klare, varme og knap så dybe vand ud for stillehavsøernes vest vendte rev kommer de nye kalve til verdenen. En nyfødt kalv er cirka 4 meter lang og vejer blot 1,5 til 2 tons. En stor indisk hunelefant vejer til sammenligning cirka 2 tons. Kalven dier hos sin mor de første fire til seks måneder og mælken er så fed, 50%, at ungen tager 45 kilo på hver dag. Foruden opfostringen af kalvene hen over vintermånederne, parrer pukkelhvalerne sig hen mod slutningen af opholdet i de tropiske have, hvorefter de igen vender tilbage til Antarktis for at spise krill.
Ifølge ”Humpback Whales of The South West Pacific” (Edney, 2010) levede hvalerne uforstyrret i hundrede tusindvis frem til slutningen af 1700-tallet, hvor europæerne og amerikanerne fandt ud af, at olien fra kaskelothvalens hjerne blandt andet kunne bruges som brændsel til datidens oliebaserede gadelamper. Det blev starten på en omfattende hvalindustri, der varede i 200 år og i sidste ende ikke skelnede mellem typen af hvaler de fangede. Det var først i 1986, at The International Whaling Commission (IWC) forbød al kommerciel hvalfangst. På det tidspunkt havde man taget livet af omtrent 2 millioner hvaler. Der var så få store hvaler tilbage, at de var udryddelsestruede. Selvom forbuddet i starten blev omgået af Japan og Norge, voksede hvalbestandene sig langsomt større og større. I dag klarer de sig nogenlunde. I det lys er det langt fra en hverdagsbegivenhed at se pukkelhvaler.
Moringbøje nummer 12 skulle vise sig at være et heldigt sted at ligge, fordi det var i det område, pukkelhvalerne kom forbi og nogen gange opholdt sig. Vi behøvede derfor slet ikke at kigge ud over vandet, ud i det fjerne for at få et glimt af dem. Pukkelhvalerne gled gennem vandet lige der, ind mellem bådene, 20 til 40 meter fra os. Vi oplevede det flere gange på lidt forskellige måder.
Vi fik et første glimt af pukkelhvalerne allerede på ankomstdagen. Vi havde kun ligget ganske kort tid ved moringbøjen, da jeg lagde mærke til, at de havde fundet kikkerten frem på båden ved siden af. De spejdede op langs kysten mod nord. Kikkerten skulle imidlertid vise sig at være overflødig, fordi pukkelhvalerne passerede snart forbi bådene. Der var to. Uden større besvær gled de gennem vandet - ingen optræden, ingen lyde eller pusten med luft. De gled bare forbi. Alt, hvad vi så, var deres rygfinne. Trods det var Kaare og jeg helt oppe at køre. Den var god nok. Der var pukkelhvaler på Niue.
Den næste aften, efter mørket var faldet på, sad jeg nede i båden, mens Kaare sad oppe i cockpittet. På et tidspunkt råbte jeg til ham: “Hørte du det?”. “Hvad?” svarede Kaare. “Hvalerne! De synger. Kan du ikke høre det?”. Det kunne Kaare ikke. Det var der, vi lærte, at vi kun kunne høre pukkelhvalerne synge, så længe vi opholdt os nede i båden. Lyden var ikke så kraftig, så pukkelhvalen må have været et stykke væk, men det var en stor oplevelse, fordi pukkelhvalen på det nærmeste kom ind i dagligstuen. I dagene der fulgte, lå jeg og lyttede efter dens sang, når jeg lagde mig til at sove. En enkelt gang sang den mig i søvne.
Efter et par dage i bugten begyndte vi at få en fornemmelse af pukkelhvalernes adfærdsmønster omkring moringbøjerne. Hver eneste aften, sent på aftenen, efter jeg var gået til ro, lå der typisk to til tre pukkelhvaler og rumsterede rundt inden for en afstand af båden på bare 15-20 meter. Det kunne Kaare ikke undgå at bemærke, da han som regel sad og læste i cockpittet om aftenen. Jeg troede på Kaare, når han sagde, at det var lidt svært at koncentrere sig, når de pustede luft ud - i nakken på ham. I stedet greb Kaare den store kraftige lygte, vi almindeligvis bruger om natten, når vi skal orientere os, og lyste på pukkelhvalerne. Fantastisk oplevelse at være så tæt på de store dyr.
En af de sidste aftener, da vi var på besøg på en anden båd og snakkede hyggeligt med de andre sejlere i cockpittet, var der igen en pukkelhval, der pludseligt pustede luft ud så tæt på båden, at det fuldstændigt overdøvede og afbrød vores samtale. I forsøget på at se pukkelhvalen gik jeg hen til rælingen, men natten var for mørk. Endnu en gang måtte jeg nøjes med at lukke øjnene og forestille mig det scenarium, der udfoldede sig lige uden for båden. Selvom oplevelsen var uforløst, fordi vi ikke kunne se pukkelhvalen, var det alligevel en sjov oplevelse, der gjorde indtryk. Da Kaare og jeg sejlede tilbage til IRIS, gennem mørket i den lette og langsomme gummibåd krydsede jeg fingre for, at der ikke lige pludseligt dukkede en pukkelhval op. Enhver ting til sin tid.
Om formiddagen næste dag kom pukkelhvalerne lidt overraskende tilbage og denne gang interagerede de med hinanden lige foran os. Det var stort. Den ene stak hovedet ud af vandet som for at se, hvad der foregik. Fagfolk beskriver det med fagudtrykket ‘spy hop’. Den anden lå på siden og vinkede med sin store finne, også kaldet ‘pec wave’. Sammen tumlede de rundt i vandets overflade, uden, at vi dog kunne se nogen detaljer. Til sidst fyldte de lungerne med luft, dykkede ned og lod den store halefinne komme ud af vandet til vores store begejstring. Så var de på vej videre, hvilket de var det meste af tiden. Det er det, der gør det så svært at komme tæt på pukkelhvalerne, hvis man altså ikke, som os, lå i vejen for dem på deres tur rundt i bugten. Men vi ville så gerne se dem endnu tættere på - fra vandet. Det kunne vi komme med hjælp fra Niue Blue, som arrangerede ‘whale snorkling’.
Niue Blue var et New Zealands dykkerfirma, der havde en investor i ryggen. Deres udstyr var helt i top, folkene meget professionelle og der var styr på sikkerheden under sejladsen i den store gummibåd og med god grund, fordi hvis materiellet svigtede, risikerede vi at drive ud på Stillehavet og det er ikke et sted, man har lyst til at drive rundt. Sikkerhedsforanstaltningerne omfattede alt lige fra at medbringe en reservemotor, ekstra brændsel, EPIRB og redningsveste til VHF opkald til Radio Niue før og efter sejladsen for at give besked om, at vi tog ud på vandet og hvor mange vi var, samt at vi var kommet tilbage igen. Det imponerede mig, men som Kaare påpegede: “Det er et lovkrav”.
Kaare og jeg var de eneste betalende gæster, da vi mandag eftermiddag tog ud på vandet med Niue Blue. Med i båden var intet mindre end fire af Niue Blus egne folk. To var på arbejde, mens de to andre bare gerne ville med. Alle fire var top begejstrede over at skulle afsted. Det var nemlig første gang i rigtigt lang tid, at solen skinnede. Så NU skulle de ud og se hvaler i det klare, varme vand. Det tegnede til at blive en ualmindelig god tur.
Niue Blue folkene vidste nogenlunde, hvor de skulle sejle hen i bugten for at finde pukkelhvalerne, så RIB’ens store motor blev samt i gear og vi gled stille afsted i den retning, hvor pukkelhvalerne formodedes at være. De unge mennesker spejdede alle ud over havet og snakkede i et væk med hinanden om, hvad de så. Der gik ikke lang tid, før de begejstret havde spottet flere pukkelhvaler, så de måtte vælge, hvilken en af dem de troede på ville være god at snorkle med. Når jeg spejdede ud over havet, så jeg intet, men efterhånden lærte jeg, at jeg skulle sætte kikkerten for det lange øje og stille skarpt på vand, der blev pustet op i luften i en sky, samt sorte konturer, der bevægede sig. Det hjalp lidt, men blev aldrig helt godt, da jeg ikke havde mine brille på, så jeg lod de unge mennesker om at spotte pukkelhvalerne.
På vej hen til stedet, hvor pukkelhvalen var blevet spottet, gjorde Pipper, en pige, sig klar til at glide ned i vandet, når vi nåede frem og RIB’en lå stille. Hun lignede en sild med sin unge, stærke krop, sit lyse hår, sorte dykkermaske og fridykkerfinner. I vandet var hun da også hurtigt henne, hvor pukkelhvalen formodes at være. Hun spejdede og spejdede, men pukkelhvalen var væk. Tilbage i båden, med motoren i gear startede det hele forfra. Hvor var der en pukkelhval? Der gik ikke lang tid, så havde de spottet en ny, som de sejlede hen til. Denne gang var der bid, da Pipper nede fra vandet kunne strække sin arm lige op i vejret som tegn på, at der var en pukkelhval under hende. Så var det vores tur. Vi sad naturligvis parate og lod os - ja, plaske ned i vandet. Med min 7 mm neoprendragt lå jeg som en prop i vandets overflade. Dragten er beregnet til dykning med flaske, ikke til at crawle med, hvilket imidlertid er min foretrukne måde at komme frem på i vandet, da mine cykelben ikke egner sig til at sparke vand væk - og slet ikke kun med korte finner. Det gik så langsomt. Det var derfor med noget besvær, at jeg nåede frem til Pipper, men hvilket fantastisk syn der mødte mig. Wow. Cirka 20 meter under mig lå der to hvaler helt roligt ved siden af hinanden svøbt ind i det oceanblå vand. Lyset nåede kun akkurat derned, så det var lidt svært at se dem tydeligt, men de var der, lige der, så store og flotte, at jeg blev helt varm om hjertet.
De næste tre timer fulgte mønstret med at spejde, sejle, glide i vandet, (måske) se pukkelhvaler, kæmpe sig tilbage op i RIB’en og gøre sig klar til næste tur i baljen. Vi sejlede rundt i hele bugten i jagten efter den næste fantastiske oplevelse med pukkelhvalerne og dem var der et par stykker af. Normalt ser man, i tråd med vores første oplevelse, en eller to pukkelhvaler sammen, men til Niue Blue folkets helt store begejstring var vi også så heldige at se ikke mindre end tre pukkelhvaler på samme tid, der interagerede med hinanden. De lå cirka 10 meter under havets overflade, så der var fint med lys og vi kunne nemt iagttage dem, derfra hvor vi lå, cirka 20 meter væk. Men den allerstørste oplevelse fik Kaare og jeg sidst på turen.
Ved at lytte til og iagttage Niue Blue folkene, lærte jeg hurtigt at have blik for om pukkelhvalerne var ved at dykke. Dykkene havde stor betydning for vores muligheder for at iagttage hvalerne, da det indebar, at pukkelhvalerne først ville være tilbage ved havets overflade 15 minutter senere - givetvis et helt andet sted. Så det gjaldt om at finde pukkelhvaler, der hvilede i overfladen. Dem var der bare ikke mange af, så vi måtte prøve os lidt frem. Den helt store oplevelse indtraf, da vi havde ligget et stykke tid over et sted, hvor en pukkelhval var blevet spottet. Vi forstod ikke helt, hvor den blev af, fordi den kom ikke op. Måske var det derfor en af Niue Blue folkene fandt en mikrofon frem, sænkede den ned i vandet og skruede op for lyden. Det sidste havde han ikke behøvet, fordi med et var vi til koncert. Den smukkeste sang fra pukkelhvalen lød ud over hele bugten. Så kan det nok være, at vi skyndsomt fik maske, snorkel og finner på og gled ned i vandet, ned til pukkelhvalen der lå lige under os.
Pukkelhvalens sang var ikke bare smuk, den var også kraftfuld. Så kraftfuld at vi tydeligt mærkede lydbølgerne på egen krop, da vi kom ned i vandet. Pukkelhvalen lå helt stille med hovedet nedad og halefinne opad. Vi var uendeligt tæt på den. Dens halefinne lå bare cirka 12 meter under havets overflade. Da vinden havde taget til hen over eftermiddagen, var det lidt svært for os at holde afstand til pukkelhvalen, som vi hele tiden gled ind over. Pukkelhvalen, derimod, lå ubevægelig, mens den sang sin kærlighedssang, der vekslede mellem meget høje toner og dybe toner. Der lå vi så og kiggede på og lyttede til den syngende pukkelhval, der bare blev ved og ved. Afstande i havet er meget svære at bedømme, men på et tidspunkt følte jeg afgjort, at halefinnen kom nærmere og nærmere. Jeg tænkte: “Hvad sker der nu?”, “Skal jeg flytte mig?”. Det skulle jeg afgjort, fordi pukkelhvalen var ved at løbe tør for luft og havde brug for at komme op til overfladen. Heldigvis bevægede den sig også en anelse fremad, så vi gik fri af hinanden. Efter at have pustet luft ud og taget ny luft ind, genindtog pukkelhvalen posituren fra før og sang videre i nye 15 minutter. Vi blev og hørte koncerten til ende. Alt i alt lå vi altså omtrent 30 minutter i vandet med den samme pukkelhval og sugede oplevelsen til os, alt det vi kunne. Sikke en finale på en helt igennem fantastisk og oplevelsesrig dag jeg vil huske for altid.
Niue og pukkelhvalerne blev den helt stor oplevelse, vi havde håbet på, men som om det ikke var nok, sluttede besøget af med, at to pukkelhvaler pludseligt svømmede ind foran IRIS, da vi stævnede ud af bugten mod Fiji, så jeg prompte måtte slå et slag ud til styrbord for ikke at sejle ind i dem.
Det var som om, de sagde farvel og tak for besøget.
”Selv tak!”
