En tur ud til Bo i Cambodia

- Om Khmer Rouge og spiselige svalereder

Helt tilbage i starten af 1990’erne lærte vi Bo at kende. Det var dengang, vi var i 20’erne, åleslanke, bomstærke, uden børn, eventyr var forbundet med at køre ned gennem Europa på motorcykel og mobiltelefoni var for de få. Bo, der var uddannet teknikker, ansat hos KTAS og noget af en eventyrer lykkedes med, i årene der fulgte, at skabe sig en succesfuld karriere i Asien inden for telekommunikation. Efter en blød start i Australien gik turen til Kina, Thailand, Cambodia, Philippinerne og afslutningsvis Cambodia, hvor han bor den dag i dag med sin cambodjanske hustru Sophea og deres to teenagedrenge - der har en brother-of-another-mother i Thailand. Da Cambodia er naboland til Thailand, var Kaare og jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi skulle aflægge vores gamle ven et besøg, når vi nu var på disse kanter.

Vi mødte Bo på den gamle hovedbanegård i Bangkok, akkurat som det var tilfældet i 1999, da vi sammen tog toget til Chiang Mai på første klasse i bedste Agatha Christi stil. Den gang var hovedbanegården proppet med mennesker, larmen overvældende og luften dårlig, men tingene havde ændret sig. Den gamle hovedbanegård var afløst af en ny, så dens puls var knap mærkbar. Det generede os imidlertid ikke, for vi havde så meget at snakke om, at vores fælles rejse til Phnom Penh med tog og natbus føltes som en gave - også selvom vi den følgende morgen havde en anelse møre muskler, søvn i øjnene og tørre halse. Ved endestationen hentede Sophea os og snart var vi fremme i deres tætpakkede toværelseslejlighed, der lå i et helt nyt boligkompleks, bygget af japanerne. I rigtigt mange år havde Bo, der arbejdede for Ericsson, levet et liv i overhalingsbanen uden den store tid til familien, men til gengæld med rigelig brød på bordet. Nu var bøtten intentionelt vendt og Bo arbejdede på at få familien med til Sverige. Han havde fået nok af Cambodia, hvor han havde boet siden 2009. Han ville gerne væk, også selvom det betød, at han måtte lægge ansvaret for hans fuglehus over i fremmede hænder. Dette er rejsebrevet, hvor vi med bevidstheden om Pol Pots rædselsfulde regime, Khmer Rouge, retter opmærksomheden mod det - for os - sære fænomen, at man spiser svalereder i Asien.

Egentligt bliver jeg vældig træt, når jeg skal forholde mig til krige, regimer og rædsler. Mest af alt vil jeg helst forholde mig til de gode, rare og smukke ting ved livet, men den går ikke, hvis man vil føle sig bare nogenlunde sikker, når man rejser rundt i verdenen på egen hånd. Der var en grund til, at vi holdt os på rigtig god afstand af den venezuelanske kyst, at vi skyndsomt sejlede gennem den sydlige del af Philippinerne og at vi længe inden houthierne gik til angreb på skibstrafikken i Adenbugten, besluttede os for at stoppe vores rejse i Thailand.

Uheldige vejrmæssige omstændigheder, mangel på omtanke, viden eller bare en naiv forestilling om, at man som langturssejler kan færdes hvor som helst, kan få fatale konsekvenser, som i tilfældet med den unge New Zealænder, Kerry Hamill. I 1978 endte han og hans to gaster af vejrmæssige årsager i cambodjansk farvand, hvor de søgte ly for vinden ud for øen Koh Tang, der lå 50 km fra den cambodjanske kyst. Det kostede dem livet, fordi øen var base for en del af Khmer Rouges flåde. En gast blev skudt, mens Hamill og hans anden gast blev taget til fange, sat i det berygtede S-21 torturcenter (Toul Sleng Genocidal Museum) i Phnom Penh, tortureret, til de havde afgivet en tilståelse, der kunne legitimere Khmer Rouge og henrettet - ikke med en kugle for panden, da det var for dyrt, men med et landbrugsredskab. Billedet af Hamill og hans gast - mellem de hundredvis af billeder af cambodianere med udtryksløse øjne, der var hængt op på vægge og skillevægge i det ene værelse efter det andet i det, der oprindeligt havde været den lokale skoles klasseværelser, gjorde et uhyggeligt indtryk.

Hamill og gastens jordiske rester forsvandt ned i den golde, indtørrede jord sammen med tusinder andre i et af de i alt 300 henrettelsesområder, som den cambodjanske journalist Dith Pran senere navngav ‘killing fields’. Hans egen tilfangetagelse af og flugt fra Khmer Rouge er beskrevet i “The Death and Life of Dith Pran” (1984, Schanberg), der er bogen bag filmen “The Killing Fields”. Kaare, Bo og jeg besøgte også mindesmærket “Choeung Ek Genocidal Center” (Killing Fields Memorial) i Phnom Penh, hvor gravene var delvist tømte og kranierne nænsomt gjort rene, registreret og vist frem sammen med de redskaber, der var årsagen til de uregelmæssige huller i kranierne - råt, råt, råt.

Nu da jeg alligevel har fået skrevet mig varm følger her i grove træk historien om Khmer Rouge. Vi skal helt tilbage til 1950’ernes Paris, hvor en cambodiansk studentergruppe oprettede deres egen kommunistiske bevægelse, formodentligt uafhængigt af kommunistpartiet i deres hjemland. Et af medlemmerne var Saloth Sar, bedre kendt som Pol Pot. Hans uddannelsesophold i Paris kunne han takke familiens forbindelser til den cambodianske konge for. Denne gave forvaltede han ved at udvikle sig til revolutionær. Hjemvendt til Cambodia formulerede han op gennem 50’erne sine forestillinger om den perfekte samfundsorden og opbyggede en hær af tilhængere i de nordøstlige, fattige cambodianske regioner. Hjulpet på vej af borgerkrigen i Vietnam, som brød ud for anden gang i 1960, forvandledes hans hær af tilhængere sig til en guerillahær. Pol Pot indgik nemlig en alliance med Nordvietnam, som forsynede Khmer Rouge med våben og gav Pol Pot indsigt i, hvordan man førte partisankrig. Til gengæld lod Pol Pot nordvietnameserne oprette hovedkvartere i de regioner i nordøst Cambodia, hvor han sad på magten, så de kunne etablere en forsyningsrute til kommunisterne i Sydvietnam.

Snart sluttede de gamle kammerater, fra tiden i Paris, sig til Pol Pot. Deres fælles mål var at tage magten og udrulle Khmer Rouges ideologi, som indeholdt elementer af kommunisme, fremmedfjendskhed og nationalisme. I 1967 angreb Khmer Rouge regeringsstyrkerne, der var ledet af politichef, guvernør, general, forsvarsminister og premierminister, Lon Nol. Borgerkrigen i det cambodjanske kongerige, hvor kongen, Sihanouk, forsøgte at føre en neutral politik i det politisk spændte klima mellem både Vietnam og Thailand, var en realitet. Parterne, Khmer Rouge, der var støttet af Nordvietnam og ultimativt Kina, og regeringsstyrkerne kæmpede mod hinanden frem til 1970, hvor Lon Nol vendte sig mod kongen, begik militærkup og gjorde Cambodia til en republik. Kongen allierede sig nu i stedet med Khmer Rouge - hans tidligere fjende. Sammen kæmpede de mod Lon Nols militærstyre, der blev støttet af amerikanerne, som sammen med sine allierede havde gang i en endnu større krig, nemlig krigen mod kommunismen. Den østlige del af Cambodia blev tæppebombet af amerikanerne, som havde rigtigt svært ved at klare sig mod nordvietnamesernes guerillastyrker. Det fik konsekvenser for Lon Nol, da modstanden mod hans militærstyre voksede sig stor. I 1975 gav Lon Nol fortabt og søgte eksil på Hawaii. Khmer Rouge tog over den 17. april. Under påskud af, at amerikanerne ville bombe Phong Penh, beordrede han hovedstadens 3 millioner indbyggere til at forlade byen - 38% af Cambodias samlede befolkning på 7,8 millioner. Den blev tømt på blot tre dage. 3 år, otte måneder og 20 dages rædsler var skudt i gang.

Der er stor usikkerhed om, hvor mange mennesker der egentligt mistede livet under Khmer Rouge, men det var mere end hver fjerde. Udlændinge, politiske modstandere, intellektuelle, munke, dem med briller, fine hænder og faglighed, desertører samt for selvfede Khmer Rouge folk blev henrettet. Dertil kom sulten, der fulgte med Khmer Rouges utopiske ideologi og strategi. Alle skulle gøres til risbønder, men risen, der kom i hus, skulle primært finansiere indkøb af våben. Da de hovedansvarlige for risproduktionen ikke turde levere mindre, end det de blev kommanderet til, måtte risbønderne sulte. Hellere det, end at de selv fik kappet hovedet af. Håbløst.

Regimet blev opløst af Vietnam den 7. januar 1979, to uger efter Pol Pots angreb på vietnameserne i december 1978. De følgende 10 år kæmpede den vietnamesiske besættelsesmagt mod Khmer Rouge, som endeligt tabte i 1989, hvor en slags fred indfandt sig. Tre år tidligere, i 1986 blev Hun Sen - en deserteret Khmer Rouge soldat, der var gået over på vietnamesernes side i 1977 - Cambodias premierminister. På papiret var Cambodia blevet et demokrati. Listen over politiske partier i dag er da også lang, men de har så lidt, hvis overhovedet nogen indflydelse, at landet reelt er en et-parti stat og dermed ikke det mindste demokratisk. Det dominerende parti “Cambodia People’s Party”, der nu ledes af Hun Sens søn, Hun Manet, fører en nationalkonservativ, økonomisk liberal politik. Det er særlig tydeligt i Phnom Penh, hvor livet overordnet set vidner om, at markedsøkonomien stortrives. Højhuse er de seneste 10-15 år skudt op som paddehatte. Luksusbiler kører rundt i den kaotiske trafik som absolutte fremmedelementer. Telekommunikation giver enhver indblik i det rige liv for de få, og neonlys lyser op overalt for at tiltrække opmærksomhed og kunder. Men tag ikke fejl. Pol Pot og Khmer Rouge er fortsat emner, man ikke taler frit om i det offentlige rum. Det oplevede Kaare og jeg et par gange under vores besøg i Cambodia. Første gang ved en middag på en fin restaurant i Phnom Penh, hvor der pludseligt blev lagt en dæmper på vores nysgerrighed, da talen faldt på det unævnelige. I et splitsekund nærmede stemningsbarometret sig kuldegrader, indtil nye ufarlige emne blev taget op. Det havde vi godt nok ikke troet. Amygdala, der var blevet lullet i søvn af den tilsyneladende vestlige stil, fik sig en brat opvågning.

Cambodianernes adfærd er fortsat præget af den umenneskelige behandling, Pol Pot udsatte dem for. Bos triste erfaring gennem mange år er, at landet er dybt korrupt og retssikkerhed en by i Rusland. De rige gør, hvad der passer dem, træder på de fattige uden konsekvenser - også når det koster menneskeliv. Trafikken er delvist reguleret og livsfarlig. Rundkørsler er ikke nødvendigvis ensrettede. Videokamera i forruden er eneste beskyttelse mod politiets anklager i trafikken. Sundhedsvæsenet er udueligt, og de stjæler fra hinanden - også fra familien, endda uden skam. Man kan simpelthen ikke stole på nogen eller noget. Som noget positivt er det heldigvis ikke længere nødvendigt at have bevæbnede vagter med AK-47 geværer til at passe på dig, når du færdes i den vestlige del af Cambodia, der hvor Pol Pot blev fortrængt til af vietnameserne, men det var faktisk tilfældet for 10 år siden, da Bo påbegyndte byggeriet af sit fuglehus i Pursat provinsen. I vores øjne er Bo en modig mand. Hans liv i Cambodia er mindst lige så risikofyldt som at sejle den halve vej rundt om jorden. Heldigvis passer han godt på sig selv og sin familie.

Første gang Kaare og jeg hørte om Bos fuglehus, sad vi i Panama og sludrede med Bo over nettet. Jeg ved ikke, hvilke associationer du får, når du læser ordet ‘fuglehus’. Min viden om fuglehuse på det tidspunkt var meget begrænsede. Mest af alt fik jeg et billede på nethinden af et dueslag. Sådan et som min klassekammerat, Dorte, fra folkeskolen havde i haven, bygget i træ, med trådhegn. Men Bo talte hverken om duer, træ eller hegn. Han talte om frit flyvende svaler og spurgte Kaare til råds om beton. Hmmmm. Men det blev endnu mere mærkeligt, da han fortalte os om formålet med fuglehuset. Det var at producere spiselige svalereder for derigennem at sikre sin pension. Det havde Kaare og jeg lidt svært ved at forholde os til, men vi blev afgjort nysgerrige efter at se fuglehuset, der lå 170 km nord-nordvest for Phnom Penh.

Vi satte os ind i Bos gamle Toyota Corolla en sen eftermiddag. Bo og Kaare sad foran, mens Sophea, Sani, Lorenz og jeg sad på bagsædet. Trafikken ud af byen var okay, men vi røg ind i trafikale problemer, da det blev fyraften og titusinder og atter titusinder syerske skulle hjem efter en lang arbejdsdag. De spærrede ganske enkelt landevejen, blot fordi de skulle over på den anden side. Strømmen af mennesker blev ved, ved og ved. Vi så dem stå tæt langs vejen, hvor de ventede på at blive samlet op - ikke af busser men af lastbiler. På lastbilerne stod de som sild i en tønde, mens de kørte hjemad. Kaare estimerede, at der var et sted mellem 200 til 250 mennesker på hvert lad. Sophea, som selv havde arbejdet som syerske, kunne bevidne, at disse mennesker, havde et hårdt arbejde, hvor især støvet fra tekstilerne havde helbredsmæssige konsekvenser. Det var en øjenåbner.

De sidste små 50 km kørte vi ad en jordvej. Alt langs vejen var orange fra støvet, der blev hvirvlet op af bilerne. Det gik over stok og sten. Heldigvis kendte Bo vejen så godt, at han for det meste nåede at bremse op og køre uden om de helt store huller. Den gamle Toyota Corolla kørte som en mis, uden at kny, mens vi på bagsædet fandt en måde at flette sammen på, der gjorde turen okay.

Efter flere timers kørsel stoppede Bo omsider op ud for en port i en stor mur, der vendte ud mod vejen. På den anden side af muren, på den aflange, knastørre grund, med kun ganske få store træer, da de fleste var blevet stjålet under Bos fravær, stod fuglehuset rakt i tre etager og vidnede om foretagsomhed. Med stor og velbegrundet stolthed fremviste Bo næste dag fuglehuset. Det var imponerende. Vi blev også klogere på de asiatiske svaler (Aerodramus fuciphagus), som boede i fuglehuset og senere fik jeg lidt information om produktionen af spiselige svalereder (Edible Bird’s Nest (EBN)) i Cambodia, som gjorde Bos økonomiske dispositioner mere forståelig. Lad mig starte med fuglehuset.

Fuglehuset lignede lidt de fuglehuse, vi havde set på afstand under vores besøg på Anambas - og så alligevel ikke. Det havde en grundplan på cirka 8x20 meter, var i tre etager med beboelse i stueplan og grottelignende forhold til svalerne på de to øverste etager. Bo tiltrak og holdt på svalerne ved for fuld musik at afspille forskellige svale-kaldesignaler 24-7. Fuglehusets eneste indflyvningshul sad i den syd-vest vendte gavl, i øverste venstre hjørne. Hver aften, ved 18-tiden kom svalerne hjem efter at have været på vingerne i 12 timer, tilbagelagt op mod 50 km og spist sig mætte i flyvende insekter, som de fangede i farten. Om aftenen hev vi havemøblerne ud i det fri, så vi kunne iagttage svalernes leg foran fuglehuset, inden de en efter en fløj ind gennem hullet, ind i den kultiverede grotte, hvor der var rigelig flyvehøjde, dejlig mørkt og en luftfugtighed på 75%. Fuglehusets indretning var afgjort svalevenligt. Oppe under loftet, på alle væggene i den to etagers labyrintlignende grotte havde Bo sat brædder op. De var cirka 45 cm bredde og havde omtrent 10 langsgående riller, som svalerne kunne gribe fast i og fæstne deres reder til. Der var fin aktivitet i fuglehuset, at dømme ud fra mængden af fugleklatter på gulvet. Det til trods for at Bo fornyeligt havde været nødt til at ændre rumopdelingen og for en stund forstyrre de sensitive svaler. Bo var lettet over at se, at svalerne var vendt tilbage efter ombygningen. Det vidnede om, at Bo gjorde mange ting rigtigt, herunder også at holde svalernes naturlige fjender væk - myrer, rotter, edderkopper, slanger, falke og ugler. Serviceniveauet var højt og afgjort fem stjerner værdig, så hvad mere kunne man ønske sig, når man var en asiatisk svale og ledte efter et sted at slå sig ned.

Svalerne hører til kategorien af fugle, der navigerer ved hjælp af ekkolokalisering. De bliver 12-15 år og lever loyalt i par. 3 gange om året lægger de to æg i deres 14 gram lette fuglerede, som de bygger af deres spyt, der hærder og fæstner sig til træbeklædningen på væggen. Det tager svaleparret 30 til 35 dage at bygge en rede og 3-4 måneder at udruge fugleungerne, som afhængigt af deres køn bliver kønsmodne efter 4 til 5 måneder, med hunnen som den første. Det er ikke svært at forestille sig, at det tager mange år for en svalekoloni at vokse sig stor.

Udfordringerne ved at slå sig ned som producent af spiselige svalereder er altså mange. Finansieringen skal være på plads. Fuglehusets design skal imitere forholdene i grotterne, som svalerne lever i fra naturens hånd. Svalerne skal opdage og indtage fuglehuset. Deres naturlige fjender skal holdes væk. Svalekolonien skal vokse sig stor, før man kan høste svalereder regelmæssigt uden at reducere bestanden. Svalerederne skal høstes lige inden hunsvalen lægger æg og de skal være rene.

Svaleredernes kvalitet afgøres ved deres renhed. Ideelt set skal de være uden afføring, dun og andre urenheder. De rene svalereder kan sælges, som de er, mens de mere eller mindre urene svalereder først skal rengøres. Det er en svær, besværlig og tidskrævende proces. Prisforskellen mellem de rene og urene svalereder er stor. Aktuelt ligger kiloprisen for rene svalereder mellem $1.500 to $3.500, mens kiloprisen for de beskidte svalereder ligger mellem $550-680. Lykkes man med at overkomme de mange udfordringer kan man altså tjene store penge, men investeringen er langsigtet, kræver dedikation, tålmodighed, struktur og risikovillighed. Mit bud er, at forskellen mellem succesfuld og middelmådig produktion af de guldrandede svalereder i sidste ende handler om to ting. Dels evnen til at høste rederne i et omfang, der regulerer svalekoloniens størrelse i den retning man ønsker. Dels evnen til at holde styr på, hvor langt svalerne er med redebyggeriet, så rederne kan blive høstet på det rigtige tidspunkt. Matematiske og strukturelle kompetencer må være nøglen til succes. Jeg håber på Bo vegne, at han lykkes med at regne den ud og blive en succesfuld producent af spiselige svalereder, som også går under kælenavnet “Caviar of the East” og hører til en af verdenens dyrest fødevareprodukter.

Markedet for de spiselige svalereder er kæmpe stort. Kineserne spiser nemlig ikke kun hunde. De elsker også at spise svalereder, som, de er overbeviste om, giver dem mange helbredsmæssige fordele. I artiklen “Edible bird's nest: food or medicine?” (2013, Wong) fremgår det dog, at der i 2013 fortsat var begrænsede videnskabelige beviser for rigtigheden af de påståede fordele, men det ændrer nu ikke ved kinesernes købelyst og dermed bøndernes produktion af svalereder. Indoneserne, som har stærke traditioner for at producere spiselige svalereder i fuglehuse, eftersom det var dem, der ved et tilfælde først opdagede, at svalerne gerne slog sig ned i forladte huse, producerer omkring 2.000 tons svalereder per år. Malaysia og Thailand følger efter med henholdsvis 600 og 400 tons per år. Hvad produktionen af spiselige svalereder i Cambodia angår, så er man ikke helt så langt i udviklingen af denne industri. Aktuelt er der et sted mellem 3.500 til 5.000 fuglehuse i landet. Samlet producerer de cirka 54 tons per år. 80% af produktionen opkøbes uofficielt af Thailand, Taiwan og Hong Kong, da det endnu ikke er lykkedes den cambodianske regering at indgå en eksportaftale med Kina. Det påvirker prisen på svalerederne, som ligger lavere, end de behøvede, men der bliver arbejdet på sagen. Det optager forståeligt nok Bo, som følger nøje med i udviklingen.

At tænke sig, at man kan spinde guld på spyt, forudsat man klarer skærene. Jeg spurgte nu alligevel Bo, hvorfor han valgte at gå ned ad den sti. Han svarede: “I Cambodia sætter man ikke sine penge i banken. Det er det samme som at give slip på dem. Jeg har valgt at investere mine penge i ejendomme og virksomhed.” Det lød ganske fornuftigt.

På vej hjem fra fuglehuset købte jeg et lille glas med spiselige svalerede, da vi gjorde holdt ved en SevenEleven. Det vil jeg nu smage og nysgerrigt afvente en mulig effekt.

Tusinde tak for alt Bo.

Kom snart hjem!