Fra langturssejler til landkrabbe

Fra vi stod op søndag morgen den 12. maj klokken 6 lokal tid i Ao Po Grand Marina, Phuket for at sejle ud og laste IRIS, til vi stod i Københavns lufthavn mandag den 13. maj klokken 13.25 lokal tid, gik der knap halvandet døgn. Det var en lang rejse, sparsomt med søvn. Jeg tror, jeg sammenlagt fik 3-4 timers søvn på de to fly-strækninger fra henholdsvis Phuket - Dubai og Dubai - København. Kaare sov endnu mindre. Men vi var forberedte på, at det ville blive et par hårde dage. Ja, at det i det hele taget var et par hårde måneder vi kiggede ind i, men vi glædede os sådan til at komme hjem og vi sprudlede af energi, så det gjorde ikke det mindste. I dette rejsebrev kan du læse om vores tilbagevenden til Danmark, og det der optog os den første tid, hvor vi lå vandret for at genvinde fodfæste i livet som landkrabber.

Indflyvningen over København var smuk. Uendelig smuk. Fra luften kunne vi se et patchwork-tæppe af gule rapsmarker og grønne skove, marker og haver, der strålede i lyset fra solen, som skinnede fra en skyfri himmel. Gult, grønt og blåt. Det var absolut vidunderligt at gense Danmark og så oven i købet fra dets smukkeste side.

Erik og Henrik, to af vores sønner, og min mor, Inge, bød os velkommen i lufthavnen med papirflag, som de glade viftede med, da vi efter lang tids venten endelig kom ud gennem tolden. Gensynsglæden var stor - rigtig stor. Alle havde vi så meget at fortælle, for to år var, for alle tre generationer, lang tid at være væk hinanden. Sammen tog vi med Metroen ind til indre København, hvor vi slog os ned på en hyggelig frokostrestaurant og lod snakke gå om alt det, der optog os. Det var en drøm at sidde der og lade sig fylde med al den gode energi, som gensynet kastede af sig.

Efter et par dejlige timer sammen med velkomstkomiteen vandrede Kaare og jeg gennem byen med vores få, men tunge ejendele til Nørreport station for at køre med S-toget ud af linje B til Birkerød. Kaares far, Hans, havde tilbudt os at bo hos ham i underetagen, til vi fandt et nyt hjem.

Luften var slet ikke så kold, som vi have forventet. Københavnerne, kunne vi se, boltrede sig i solens milde stråler, der var varme nok, til at mange gik i shorts, T-shirts, lette sommerkjoler og lignende. Vi var nu fortsat glade for vores lange bukser og varme jakker, som afbødede det markante vejrskifte fra Phukets kvældende varme til Københavns milde forårsvejr. Vi klagede afgjort ikke. Det var utroligt befriende at slippe fri for sveden, der uafbrudt løb ned ad vores kroppe, mens vi var i Phuket. Tiden med sloggi-uniform var for altid et afsluttet kapitel. Det var jeg godt tilfreds med – modsat Kaare.

København lignede sig selv, men jeg hæftede mig ved, at jeg opfattede byen anderledes, end jeg plejede. Først og fremmest fandt jeg luften ren. Den var i hvert fald mange fold renere, end den luft vi inhalerede i Thailand og Cambodia, der var stærkt plaget af røgen fra afbrændingen af bøndernes rismarker og sukkerrørsplantager. Perioden fra januar til april går da også under betegnelsen: “The Burning Season”. Det er en årlig, kedelig tilbagevendende begivenhed, hvor bønder i regionen Thailand, Cambodia, Laos og Myanmar brænder deres marker af, akkurat som de danske bønder gjorde det herhjemme helt frem 1989, hvor det blev forbudt. Jeg er tilpas gammel til, at jeg tydeligt husker, hvordan det var at passere forbi bondemandens mark, når den blev brændt af. Det var generende og fik mig til at holde vejret, så længe jeg magtede, for ikke at få alt for meget røg i lungerne. I dag må landmændene i enkelte tilfælde fortsat godt brænde deres marker af - fremgår det af “Bekendtgørelse om forbud mod markafbrænding af halm m.v.”, men alt andet lige giver markafbrændingerne i Danmark ikke anledning til så voldsom luftforurening, som det vi oplevede i den sydlige del af Asien. Jeg anede ikke, at det kunne være så slemt.

Trafikken i København fandt jeg også fredelig - også selvom jeg så enkelte ubetænksomme og hidsige bilister. Der er ingen tvivl om, at trafikken kræver opmærksomhed, hvilket jeg hæftede mig ved, Rådet for Sikker Trafik brugte meget energi på at overbevise danskerne om i deres kampagne “Kør bil, når du kører bil”, men det er langt fra så risikofyldt, farligt at begive sig ud i den danske trafik, som det var tilfældet i den tætte, kaotiske trafik i de asiatiske lande. Trafikken herhjemme er alt andet lige reguleret, gennemskuelig og man kan grundlæggende færdes til fods, på cykel, motorcykel eller i bil uden hele tiden at have hjertet siddende helt oppe i halsen af bar skræk. Det er altså rart at kunne nøjes med at holde øje med de relativt få fjolser i trafikken - du kender dem selv. Dog undrer jeg mig over de stærkt larmende kæmpe-egoer, der er blevet flere af i det københavnske gadebillede. Det er da slet ikke til at forstå, hvad der kan få granvoksne mænd, i deres formodede modne alder til at køre rundt med musik så højt, at jeg vil tro, det på sigt giver dem høreskade. Hvorfor er det nødvendigt? Hvad er det, de mangler? Den slags tavse opråb oplevede jeg kun i Phuket, hvor forsmåede russiske mænd, pustede sig op ved at køre stærkt på meget store motorcykler - uden hjelm, i den vanvittige trafik.

I det hele taget var det de færreste, der stak ud fra mængden i de lande vi besøgte, hvilket afviger fra København, hvor iscenesættelse fylder rigtigt meget - uden at det dog er helt så udtalt som i London. Lyserødt, pink kan noget - åbenbart, for såvel unge kvinder som unge mænd. Jeg hæftede mig især ved den unge mand, der kom kørende på sin damecykel i ført lyserøde shorts og lyserød skjorte og den unge kvinde, der var ude at vise sig selv frem i sit pink fitness trikot, så hun kun med stort besvær formåede at gå nogenlunde normalt. Det gode ved Danmark er afgjort, at der er plads til alle, uanset hvad der rører sig i os. Det sætter jeg uendelig stor pris på, fordi det kan man ikke tage for givet.

Vel fremme i Birkerød, hos svigerfar, blev vi på ny hilst velkommen hjem med stor hjertelighed. Over en kop the ved spisebordet i det velkendte køkken på Kongevejen gik snakken endnu en gang. Denne gang til klokken 23, hvor jeg simpelthen ikke kunne hænge sammen længere. Den nat lå jeg ikke i min køje, i bagbordside, med mit hoved tungt hvilende på et pænt sammenfoldet håndklæde, uden noget over mig. Jeg lå i stedet under en dyne, med hovedet på en hovedpude, på en madras - på gulvet. Der var rigeligt med plads. Temperaturen var behagelig. Der var mørkt og stille. Det var helt som det skulle være, og så alligevel lidt mærkeligt. Især næste morgen, hvor jeg vågnede klokken 4 - alt for tidligt, til Kaares snorken. Han havde ellers ikke snorket noget af betydning i al den tid, vi havde været afsted. Det måtte være den bløde madras, han lå på, der fik hans krop til at synke sammen og lukke en anelse af for luftvejen. Det var nyttig viden i lyset af, at vi snart skulle ud og købe en ny seng.

Trods tidspunktet på morgenen var jeg klar til at stå op. Det måtte jeg erkende, efter at jeg forgæves havde drejet og vendte mig adskillige gange i sengen i håbet om alligevel at falde i søvn igen. Men det skete ikke. Der var noget i mig, der havde brug for at komme op og ud. Jeg skulle helt ud af huset, akkurat som alle de andre morgener, hvor jeg hoppede ud af køjen og fandt vej op i cockpittet. På med tøjet - og jakken. Frem med iPad’en. Liste op i køkkenet uden at vække svigerfar. Lave en kop the, som jeg tog med ud på den østvendte veranda, hvor jeg trak vejret dybt ind, satte mig til rette i terrassestolen med benene pakket godt ind i et tæppe og faldt til ro ved iPad’ens velkendte tastatur. Det var næsten som at være undervejs på en længere passage med Kaare sovende nede i kahytten.

Den kolde, friske luft, fuglekvidder, theen og skriblerierne gjorde mig godt, alt imens jeg så solen stå op hen over Rudeskov. Selvom mit hoved var træt, uendeligt træt, fordi jeg naturligvis ikke havde sovet nok, så gav det mig stor energi til at tage hul på dagen og det nye eventyr, som startede med vores længe ventede hjemkomst til Danmark. Et eventyr, der handlede om at genetablere os i det danske samfund. Der var nok at tage fat på. Vi havde ingen opvaskebørste, kun slidt tøj og sko, intet sygesikringskort, ingen seng, bil eller hus og intet arbejde. Brillerne var det også galt med. Vi stod med andre ord på helt bar bund.

Det blev en heftig første dag i Danmark med opringning til folkeregistret, indkøb hos Rema 1000, Jysk, Paw Sko og Magasin, besøg hos vores optiker, prøvekørsel af biler, en tur til lagerhotellet i Kvistgård for at se til vores ejendele, hente min cykel og vores golfkøller og endelig, men vigtigst af alt et længe ventet gensyn med vores tredje søn Niels og hans kæreste Helene. Der var drøn på - lidt ligesom ved juletid, hvor det hele skal nås på den halve tid. Men det var en dejlig dag.

Dag nummer to blev akkurat så heftig. Det var dagen, hvor vi traf beslutning om, hvilken bil vi ville købe på det nervøse bilmarked, samt hvordan. Vi forstod på de to bilforhandlere, vi talte med dagen i forvejen, at det var kampen om det nye marked for el-biler, der gjorde markedet nervøst. Kampen stod ikke kun mellem de kendte bilmærker fra Vesten. Kina havde gjort sin entre på markedet med et større antal el-biler til overkommelige priser for et år siden. Kaare og jeg er ikke store fan af kineserne - lad os bare holde den der. Vi kunne derfor ikke drømme om at købe en kinesisk bil. Og det blev der helt bestemt ikke ændret ved, da bilforhandlerne fortalte os, at de nye biler producerer et hav af data, som tilkommer producenterne. Vi støtter Vesten til enhver tid.

Privatleasing af biler var for alvor blevet en meget almindelig måde at købe bil på. Fordelene var en lav udbetaling, fast månedlig udgift, ingen service-omkostninger og mulighed for at skifte bil hvert år. Ulemperne var et kørselsloft og en meget høj pris per kørt kilometer. For den der kan lide at køre dyrt uden noget ansvar for bilens vedligeholdelse er privatleasing sagen. Kaare og jeg prioriterede det imidlertid anderledes. Vi foretrak at købe en lidt brugt bil, kontant. Med en Golf Variant fra 2020 følte vi os sikre på, at vi ville være fint kørende i mange år frem - især hvis vi passede på den, akkurat som vi havde passet på IRIS.

En søgning på Bilbasen.dk afslørede hurtigt, at det var billigere at købe bil i Jylland end på Sjælland, også når vi tog udgifterne ved at køre frem og tilbage til Jylland med i betragtning. Det var selvfølgelig lidt bøvlet at køre til Nr. Snede, hvor vi fandt den bil, vi ønskede at købe, men i sidste ende var det ikke så tosset endda, fordi vi brugte køreturen til at besøge Kaares mor, Lone, mine forældre og et vennepar, der alle boede i Midt- og Sønderjylland. Det var dejligt at se dem alle igen, høre om det der optog dem og fortælle lidt om vores rejse. På den måde blev det en god oplevelse at købe bil i Jylland. Lidt som at være på ferie.

Hele processen med at købe bil, der blot tog 10 dage, fik en lidt sjov afslutning. På vej hjem fra Nr. Snede, i rundkørslen ud for Netto i Tørring, sprang erindringen om Kaare, der stod på scenen iført blomsterkranse og “thy”, mens han fortalte om Harald Blåtand til de unge mennesker på Woleais High School, frem på min nethinde, da vi passerede skiltet mod Jelling. Den ene tanke tog den anden og inden jeg så mig om, havde jeg foreslået, at vi slog vejen forbi Kongernes Jelling. Forslaget faldt i god jord. Med en ekstra tur rundt i rundkørslen - til vores store morskab, fik Kaare styret Golfen i den rigtige retning.

Kongernes Jelling er et af de mange spændende byggerier, Kaare gennem tiderne har været med til at projektere. Det var derfor lidt som at komme hjem og tjekke ud, hvordan det stod til med stedet. Meget var sket, siden vi deltog i indvielsen af museet i år 2000 med dronningens tilstedeværelse. Kaare blev især optaget af den 1,44 kilometer lange forskansning - palisade, arkæologerne havde fundet spor af i 2007 og siden udgravet. Palisaden gik hele vejen rundt om højene, runestenene og husene fra Gorm den Gamles og Harald Blåtands tid. Det var et gigantisk bygningsværk fra slutningen af det 9. århundrede, som vikingerne havde hentet inspiration til hos romerne. I 2013 blev palisaden markeret med slanke, spidse, hvide betonsøjler i varierende højde hele vejen rundt.

Museumsdirektøren, som vi lidt tilfældigt faldt i snak med under vores besøg, fortalte, at byens borgere den 1. december, det år hvor monumentet stod færdigt, vågnede op til noget af en overraskelse. I ly af mørket havde ukendte gerningsmænd forsynet 192 af de i alt 276 betonsøjler med nissehuer. De kaldte sig Palisadenissernes Venner. Hændelsen fik stor omtale i medierne. Adspurgt udtalte museumsdirektøren, at han mente, monumentet måtte “have vakt palisadenisserne af deres dvale”. Få dage senere stod Palisadenissernes Venner frem. Louise Thygesen, der havde fået ideen til nissehuerne, forklarede til Vejle Amts Folkeblad: “Jeg har hele tiden set nissehuer på toppen af søjlerne. Nogle har set dem som skorstensrør, og børnene syntes, de lignede læbestifter”. Med hendes ide og evne til at mobilisere veninder og forældre ved et forældremøde på byens skole blev ideen, i al hemmelighed, ført ud i livet. Siden den vinter har betonsøjlerne altid været iklædt nissehuer i december måned. Jeg syntes, det var en super sød historie. En historie om borgere i et lokalsamfund, som på deres stille måde forsøgte og fandt meningen med et fortidigt monument, der så at sige dukkede op af mulden og nu skar sig gennem deres lille by på en lidt voldsom måde.

Kaare og jeg havde i det hele taget en hyggelig tur rundt på museet. Da jeg stod og læste om vikingernes togter, fik det mig til at tænke på, om den danske befolkning fortsat bærer rundt på en kulturarv fra vikingerne, uden at vi er sønderligt bevidste om det?

I “Dansk søfarts historie” (bind 1-7) kan man læse om udviklingen fra vikingetogter i lange, smalle, åbne både med et enkelt sejl og årer til shippingbranchen med dens voldsomt store containerskibe, der er så store, at det ikke er til at fatte. Panamax skibene, som vi så i Panamakanalen, er i den sammenhæng bare små skibe. De største skibe går under navnet Ultra Large Container Vessel (ULCV). Det tør siges. De er 400 meter lange, 59 meter brede, stikker 16 meter og kan medbringe mellem 18-21.000 Twenty-foot Equivalent Units (TEU), det vi på dansk kalder 20-fods containere. De ufatteligt mange containere, som fylder cirka 9.000-10.500 IRIS’ere, bliver sejlet frem og tilbage med mellem Asien og Europa - så vi kan købe billige varer, der er produceret under vilkår, vi ikke ønsker at vide af. Mærsk ejer ikke et ULCV. De benytter sig i stedet af Triple E-skibe, mark II, der har en kapacitet på 19.630 TEU. Den materielle arv er altså tydelig, men hvad med den immaterielle?

Lidt overraskende er danskerne kendt ude omkring i verdenen for vores relativt mange langturssejlere, der dukker op ved fjerne kyster, hvor kun de færrest tør drømme om at sejle ud. Det undrede Kaare og jeg, fordi hvad får så forholdsvis mange danskere til at sejle om på den anden side af kloden? Er vi bare mere hårdføre og vilde end de fleste sejlere? Er det vores stærke traditioner for oversøisk handel, der slår igennem? Er det Paul Elvstrøms indflydelse på sejlsportsmiljøet fra 1960’erne og frem, der har lært rigtigt mange danskere at sejle, så de rent faktisk kan tage afsted? Er det fjernsynsudsendelserne om Jacques Cousteau i de tropiske have og Kløvedal-dynastiets rejseberetninger fra fjerne kyster, der har inspireret os til at sejle ud? Handler det om, at Danmark er et overflodssamfund, hvor vi rent faktisk har råd til at hive stikket ud og realisere vores drømme om at sejle langt - ud til de eksotiske kyster? Eller ser danskerne sejladsen som en mulighed for at etablere et alternativt liv, derude på søen, langt væk fra trædemøllen? Jeg kender ikke svaret, men jeg vil tro, at det nok er lidt af hvert. Under alle omstændigheder, er det fascinerende, at møde så mange danskere langturssejlere ude i verdenen.

Vi talte med flere langturssejlere undervejs - ingen havde langt skæg, vildt hår og tvivlsomme hensigter, som vikingerne. De var derimod alle fælles om at være ganske fredelige. Kaare lod mig dog ane, at der nok var lidt viking gemt i ham. Det kom til udtryk, da han bed skeer med cyklonen Jelawat på vej til Philippinerne i tre dage, mens havet rasede og regnen piskede ned. Endnu tydeligere blev det, da barbermaskinen satte ud og det tætte, stålgrå skæg dækkede hans hage og kæbeparti.

Vi har uden tvivl stolte traditioner for at sejle, som rækker helt tilbage til vikingerne, der var eminent dygtige bådebyggere. Den historie formidler Vikingeskibsmuseet i Roskilde gennem deres åbne værksteder, men man kan også tage til Sottrupskov ved Sønderborg og se en tro kopi af Nydambåden, som blev fundet ved Sundeved i 1863. Kjeld Jessen, som sendte os ud i verdenen fra Høruphav Havn med et kæmpe kanonslag i juli måned, 2022, viste os dengang båden, som er døbt Nydam Tveir. For ham var arven fra vikingerne tydelig. Det gav han på smukkeste vis videre til os – uden at jeg den gang tildelte det den store betydning, men det gør jeg efter at have oplevet verdenen fra søsiden.

Efter den spontane tur forbi Kongernes Jelling kørte vi hjem til svigerfar i Birkerød. Den første store opgave var løst. Vi havde nu bil, så vi kunne komme rundt og se på huse. Og nok så vigtigt - Kaare kunne komme på arbejde. Ja, du læste rigtigt. Kaare havde første arbejdsdag 8 dage efter vores hjemkomst.

Historien om Kaares tilbagevenden til Rambøll er en sød historie - et drømmescenarie. Forhistorien er, at Kaare i foråret 2022 forgæves forsøgte at indlevere sin opsigelse. Den gik ikke. Man kan ikke sådan uden videre forlade Rambøll familien. Hans chef foreslog i stedet en løsere tilknytning til Rambøll i form af titlen Ekstern Konsulent. Det var en god løsning for begge parter. Et par enkelte gange på turen, stod Kaare op midt om natten for at deltage i on-line møder med dem derhjemme, der havde brug for hans indsigt. Den ene gang var på Galapagos. Det var ganske eksotisk og Kaare fik da også delt et par oplevelser om søløverne og alle de andre dyr, han var omgivet af på det tidspunkt.

Rambøllerne har fulgt os hele vejen, og vi har snakket meget om Rambøll i de knap to år, vi var afsted. Alligevel tog Kaare ikke for givet, at han kunne komme tilbage, men ivrigheden, hvormed begge parter fik arrangeret et møde, så snart Kaare vidste, hvornår han var tilbage i Danmark, gav mig en god indikation af, i hvilken retning tingene udviklede sig. Tirsdag den 21. maj - den første arbejdsdag efter Pinsen, drog Kaare ud til Rambøll. Jeg kunne knapt genkende ham om morgenen, da jeg så ham iført de nye klæder - hvid skjorte, mørkeblå bukser og nye sorte sko. “Wauw”, tænkte jeg. “Han er min”. Det var afgjort en festdag. Kaare glædede sig, og hans gode kolleger, som vidste, at Kaare landede i Rambøll den dag, glædede sig osse.

Sidst på eftermiddagen genså jeg Kaare, som var fyldt med god energi efter en skøn dag ude hos vennerne. Først og fremmest var han genansat som projektleder med øjeblikkelig virkning. Ja, faktisk havde de skrevet ham ind i et projekt, som Rambøll havde budt ind på, mens vi fortsat sad og stønnede i varmen ude i Phuket. Første møde med kunden var den kommende fredag. Dernæst havde de lidt overraskende tilbudt Kaare at blive Head of Design. Jeg kunne se på ham, da han fortalte om det, at han var ganske overvældet og stolt, men også vældig motiveret for at løfte den yderst meningsfulde og spændende opgave. Til sin overraskelse blev Kaare også inviteret til sin egen 40-års jubilæum, skønt han selv mente, at han kun havde været i Rambøll i 38 år i lyset af de to års fravær. Men det regnestykke indgik ikke i Rambølls overvejelser. Så var der Kaares velkendte foredrag om Bella Sky, der var savnet. Endnu engang skal han op på podiet og fortælle om den ikoniske bygning. Og endeligt var et foredrag om vores rejse rundt om jorden indiskutabelt. Det skulle ikke kun holdes for kollegerne i afdelingen - flere afdelinger ville høre med. Det var med andre ord en meget rørende oplevelse for Kaare at komme tilbage på jobbet og gense vennerne. Enkelte spurgte, om han havde honning med. “Om et år”, svarede Kaare. “Vi skal først have købt et hus”.

Det var, så langt vi var nået - 14 dage inde i vores nye liv i Danmark.

Hvor vi kom frem, blev vi spurgt, om det var hårdt at komme hjem. Det var ganske forståeligt, men sandt at sige, så var glæden over at være tilbage så stor, at vi blev fyldt med energi - som to Duracell kaniner. Det var den ene ting. Den anden ting var, at vi i to år havde levet med stor usikkerhed, der er eventyrets følgesvend. Den lærte vi at leve med - usikkerheden. Vejen frem var at tage det stille og roligt, arbejde frem mod det mål, vi havde sat os, se hvad der skete, løse de problemer og gribe de muligheder, der opstod og i det hele taget tænke lyst - også i de svære situationer, akkurat som nu. Når bare vi passede på hinanden, gav plads til forskellighed, snakkede om tingene og samarbejdede skulle det nok gå alt sammen, sådan som det havde været tilfældet indtil nu. Men alt andet lige, så var vi naturligt spændte på, hvor vi ville komme til at bo.

Jagten efter et hus - for det skulle det være, blev indledt, fra det øjeblik vi havde købt bil og rent faktisk kunne komme ud og besigtige de huse, vi havde udset os på Boliga.dk. Husene skulle i starten leve op til vores ønske om, at de var bygget i 00’erne, var mellem 130-190 kvadratmeter, maksimalt kostede 6.5 millioner og havde jordvarme. Særligt ønsket om jordvarme betød, at der kun var få huse at vælge imellem. Vi blev klogere. Hvis vi skulle gøre os håb om at finde et egnet hus inden for en overskuelig tid, måtte vi slække på kravene. Efter kort tid benyttede vi kun husets størrelse og pris som søgekriterier. Vi klikkede og klikkede på alle de små røde prikker, der poppede op og markerede huse til salg på boligas kort over Sjælland. Det var noget af et arbejde.

Hver eneste hverdagsaften sad Kaare og jeg med vores computere og kiggede huse på Boliga.dk. I starten var det sjovt og hyggeligt. Så snart vi så noget interessant stimlede vi sammen og diskuterede ivrigt husets potentiale. Lå det ugeneret, solrigt og rigtigt på grunden i forhold til solens bane over himlen? Var grunden stor nok, og hvordan med husets placering på grunden? Lå huset højt eller nede i et hul? Hvordan med trafikstøj fra større befærdede veje og jernbanestrækninger? Og hvilket slags kvarter lå det i? Hvordan var huset indrettet? Hvad så vi, når vi kiggede ud af vinduerne på billederne? Kom der nok lys ind? Hvilke materialer var der brugt? Hvordan var køkkenet indrettet? Var huset sundt? Var der noget værksted? Og hvad med transporttiden til Ørestaden? Spørgsmålene var mange, men heldigvis mulige at finde svar på.

Google Maps forskellige typer kort, Street View, rutevejledning og afstandsopmåling blev flittigt brugt til at stille skarpt på hvert enkelt hus, vi forholdt os til. I denne indledende fase blev langt de fleste huse sorteret fra. Til gengæld havde vi rigtig godt styr på de huse, vi valgte at besigtige. Når vi stod i husene, handlede det derfor mest om, hvorvidt huset var det, det gav sig ud for at være på billederne, samt om vores mavefornemmelse ved stedet var god. Det kunne gå begge veje.

Vi kom vidt omkring. Vi så på huse i Jægerspris, Frederikssund, Jyllinge, Ølstykke, Slangerup, Helsinge, Hillerød, Greve, Køge, Ringsted og endelige Havdrup. Hold da op, det var svært. I kor eller på skift sagde vi nej, nej og atter nej. Der var altid et eller andet i vejen. Vi indså snart, at arbejdet med at finde et egnet hus kunne blive trukket ud i det uendelige, hvis vi absolut skulle finde det - for os - perfekte huse. Det var bestemt hyggeligt at bo hos svigerfar, hvor vi havde fundet ind i en god måde at være sammen på, men vi havde brug for at finde vores eget. At skabe et nyt hjem.

Spørgsmålet var derfor, hvad vi skulle gå på kompromis med. Skulle det være på kørslen, kvarteret, huset eller bymiljøet? Det bølgede frem og tilbage i en sådan grad, at vi ind imellem kunne blive i tvivl om, hvor vi havde os selv. Var vi virkelig så vægelsindet? Ikke kun. Det handlede om det muliges kunst. Det duede ikke at være kompromisløs, når vi skulle have enderne til at nå sammen. En søndag eftermiddag, knap en måned efter vi var landet i Danmark, endte det med, at vi fravalgte bymiljøet.

Formiddagen startede blødt, i Hillerød på bondens mark - lige akkurat der, hvor jeg 45 år tidligere havde stået på skøjter en isende kold morgen - inden jeg skulle møde i skole, fordi frosten omsider havde sat igennem og transformeret vandhullet på marken til den skønneste skøjtebane. Da jeg stod i huset og skulle forholde mig til, om det var det rette sted for os at bo, blev jeg i stedet fyldt med erindringen om, hvordan det havde været at løbe rundt på den perfekte, glatte is og mærke vinden bide i kinderne. Huset var i bogstaveligste forstand plantet oven på et betydeligt barndomsminde - og flere til. Sjældent har Kaare lagt øre til så mange historier fra fortiden på så kort tid - det blev til et nej fra min side. Mine minder skulle have lov til at hvile i fred.

Efter turen til Hillerød vendte vi blikket mod Havdrup, hvor vi havde udset os et lækkert Lind & Risøe hus fra 2015. Huset levede op til de fleste af vores ønsker, og byen havde en række kvaliteter, som vi satte pris på, uden at den levede helt op til mine ønsker. Der var dog lige det med grundens størrelse og den enorme hæk rundt om ejendommen, der lidt for effektivt afskar huset fra omverdenen. Ejendomsmægleren foreslog os derfor, at vi fulgte med ham over til Nordvænget 26 - et spritnyt Lind & Risøe hus fra 2023.

Ude på gaden mødte vi naboen, der var ved at klippe den gigantiske hæk. Ham henvendte jeg mig til med et smil, fordi jeg ville vide, hvordan han forholdt sig til ideen om at få skåret den fælles hæk ned. Han var ikke afvisende over for ideen, men som han sagde: “De nye ejendomme, der støder op til mit hus og det hus, I netop har kigget på, kommer til at ligger en meter højere. Så hækken ind til de nye huse ville jeg ikke skære ned.” Hmmm. Det klingede dårligt i mine øre. Jeg var som bekendt ikke indstillet på at bo i et hul.

De nye ejendomme lå i nybyggerkvarteret Nordvænget. Enkelte grunde var fortsat til salg. Flere huse befandt sig i den indledende projekteringsfase. Nogen var under opførelse, og så var der de færdige huse, der lå på de bedste grunde, hvor folk allerede var flyttet ind. Nummer 26 var et af dem, fandt Kaare og jeg ud af, efter vi havde passeret det meste af det nye kvarters byggerod - Europa-paller, grusbunker og diverse byggematerialer. Vi lod os heldigvis ikke skræmme, og belønningen udeblev da heller ikke. Foran os lå et skønt, skønt Lind & Risøe vinkelhus fra 2023, der lå rigtigt i forhold til solen, med udsigt ud over markerne, bygget af skønne materialer, med ekstra loftshøjde og en god indretning. Fliserne uden om huset var lagt, græsset stod grønt og laurbærhækken havde fået fat. Kort og godt: huset var en drøm - i det mindste i Kaares og mit univers. Her var der ingen af os, der sagde: “Nej”. Tværtimod. Det røg forholdshurtigt ud af mig: “Her vil jeg gerne bo!” Jeg var fyldt med en blanding af varme, glæde, lykke og spænding, akkurat som da vi fandt og købte IRIS på stedet - IRIS er navnet på vores båd. Kaare havde det på samme måde, og han glædede sig over vores fælles glæde. Så vi behøvede kun at udveksle få ord, før vi sat gang i processen med at købe hus. Købsaftalen blev underskrevet to dage senere. Den 1. oktober var dagen, hvor vi skulle overtage det. Vi var meget glade, men også lettede fordi den lidt hårde situation, vi med åbne øjne havde sat os selv i tre år tidligere, var nu et afsluttet kapitel.

I sommeren 2021 gjorde vi os rigtigt mange overvejelser om, hvorvidt vi skulle beholde eller sælge vores hus. Det var ikke nogen nem beslutning. Vi var nemlig super glade for huset, der var 250 kvardratmeter, stod knivskarpt og havde en stor, flot og dejlig have. Såfremt vi valgte at beholde det, så vi havde et hjem at vende hjem til, skulle vi leje det ud. Tanken om at have en lejeindtægt, mens vi var afsted, tiltalte os, men vi frygtede imidlertid det slid og de bekymringer, der var forbundet med udlejningen af huset. Tilsvarende gav tanken om at sælge huset også anledning til bekymring. Vi risikerede jo, at huspriserne stak af, mens vi var væk, så vi ikke havde råd til at købe et nyt, dejligt hus. Vores bekymringer trak tydeligt i hver deres retning. Det var svært at træffe et valg lige indtil det øjeblik, hvor vi forelskede os i en Hallberg Rassy 42F Mk II. Beslutningen om at købe lige netop den båd, slog hovedet på sømmet, fordi investeringen i båden var betinget af, at vi solgte huset. Touché. I sidste ende var vi meget tilfredse med valget, da huset alt andet lige var alt for stort til to mennesker, da huspriserne var gunstige og da udsigten til en kommende rentestigning, tydede på, at vi ikke ville få alt for store problemer med at komme tilbage på boligmarkedet, når vi kom hjem.

I bakspejlets ulidelige klare lys står det klart, at vi lidt heldigt har været begunstiget af fordelagtige samfundsmæssige forhold, der polstrede vores økonomi. Det er vi selvsagt taknemmelige for, men den økonomiske medvind på cykelstien var imidlertid ikke på noget tidspunkt en præmis for vores beslutning om at rejse ud i det blå. Den havde vi gennemført uanset hvad – bare i en anden båd.

Efter blot en måned i Danmark og en meget målrettet, hård indsats for at lykkes med at genfinde fodfæste i Danmark, er vi næsten i mål. Nu mangler vi blot at få solgt IRIS, sådan som det hele tiden har været meningen.

Afslutningen på den del af historien lader vente på sig. Så langt er vi trods alt ikke nået - men vi arbejder på sagen :-)