Ferie med Erik & Amalie

Den 8. juli, meget tidligt om morgenen ankom Erik og Amalie til Papeete, Tahiti. De havde været undervejs i ikke mindre end 27 timer, så de var brugte, men også meget glade og opsatte på at opleve en masse ting sammen med os, i de små fjorten dage vi havde sammen. Planen var at sejle en tur rundt til de spændende øer Huahine, Rariatea og Bora Bora i nævnte rækkefølge og Kaare havde vanen tro lagt et spændende program for turen, som intentionelt bød på mange forskellige slags oplevelser. Oplevelser på land og oplevelser i havet. Der var afgjort meget på programmet, så vi havde travlt. Kaare og jeg måtte steppe op efter flere uger i slowmotion for at have nok fart på til at holde ferie, men vi glædede os rigtigt meget til at være sammen med de to søde unge mennesker. Hvordan ku’ det være anderledes?

Med et velvoksent jetlag i kroppen holdt Erik og Amalie fanen højt den første lange dag i Papeete, hvor jeg viste dem rundt i byens centrum og præsenterede dem for perlemuseet hos kinesiske Mr. Robert Wan, der op gennem 70’erne og frem til i dag, havde sat sig på perleindustrien i Fransk Polynesien. Efter en tiltrængt lur på dækket i skyggen af biminien sidst på eftermiddagen mobiliserede Erik og Amalie deres sidste kræfter. Vi havde købt billetter til dansekonkurrencen “Heiva I Tahiti”, der afholdes hvert år i juli måned.

Dansekonkurrencen afholdtes under store og flotte forhold med plads til 3.000 tilskuere per aften. Tre tribuner indrammede det store danseareal i midten. Lige bagved var der en scene med plads til de store tromme-teams. De gik ordentligt til den og frembragte stærke rytmer, der fik det hele til at vibrere og emme af liv. Dansegrupperne, der kom fra hele Fransk Polynesien, havde lidt forskellige størrelser. Den største af grupperne talte cirka 160 dansere. Mændene lavede de svære, krævende og hurtige sakse-bevægelser med deres knæ, mens kvinderne svang deres hofter så imponerende hurtigt, at det ikke var til at fatte. De mange forskellige dansegrupper, de farvestrålende og lette kostumer, der blev skiftet ud undervejs, de vellykkede koreograferede danse inden for forskellige discipliner, belysningen, energien fra publikum, som heppede på dansegrupperne, som fodboldfans hepper på deres fodboldhold, gav os en oplevelse ud over det sædvanlige. Det var den helt rigtige måde at kick-starte Erik og Amalies ophold i Society Islands på og de var da også overvældet over oplevelsen.

Fra Papeete sejlede vi mod vest til Huahine. Det var en mindre, fredelig og smuk ø, som på forunderlig vis gav Kaare og jeg mulighed for at udpege og præsentere Erik og Amalie for flere af de ting, vi har fundet, der karakteriserer Fransk Polynesien. På vores køretur rundt på øen på to postkasserøde scootere, hilste vi på en bonde, der producerede copra, en anden bonde, der producerede vanilje. Vi besøgte en perlefarm og vi så kvinder konkurrere om at lave det flotteste flet på tid af diverse blade. Den største oplevelse på Huahine var imidlertid et lille privat skal-museum. Gennem et helt liv havde ejeren af museet samlet skaller langs Huahines kyster og sikkert også andre steder. Samlingen var ikke blot omfattende og imponerende. Den formidlede også vigtig viden til uvidende turister som os. Således lærte vi, at der findes snegle i havet, der forsvarer sig med dødbringende stik, når de føler sig truet, hvilket for eksempel sker, når turister lægger dem i bukselommen. Hvem skulle have troet det? Heldigvis er det kun et fåtal af sneglene, der er farlige og vi ved nu, hvilke skaller vi skal være varsomme med at tage op. Det er de kegleformede sneglehuse, hvor åbningen går fra bunden op til toppen af keglen. Sådan bliver vi klogere hele tiden.

Næste stop var Rariatea, der lå blot 25 sømil fra Huahine. Vi lagde IRIS ind i bunden af den lange bugt Fa’aroa, da vi havde fået anbefalet at besøge bonden André, som havde sit landbrug en sømil oppe ad floden, der løb ud i Fa’aroa. Kaare og jeg har tidligere prøvet at sejle på de små floder, men det var nyt for Erik og Amalie og de sugede indtrykkene til sig, da vi gled op ad floden. André havde hørt gummibådens motor og stod på sine bare tæer ved flodbredden, parat til at tage imod os, sådan som han flere gange om dagen tog imod sejlere, der lagde turen forbi hans landbrug. Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle forvente os af besøget. I starten troede vi, at han blot viste os rundt på landbruget, men efterhånden gik det op for os, at turen svarede til at udvælge frugt og grøntsager i Nettos grøntsagsafdeling. Så kan det nok være, at vi vågnede op. Fra hans smukke, organiske og økologiske landbrug, som jeg opgav at fotografere og bedst kan beskrive som et stort patchwork-tæppe af utallige forskellige afgrøder, der groede ind mellem hinanden, udvalgte vi os rambutang, dessertbananer, kokosnødder, passionsfrugter, bolsje-bønner, søde kartofler, lange grønne bønner, gurkemeje, basilikum og et græskar. Med sin machete huggede, skar og gravede André frugten og grøntsagerne fri til os i takt med, at vi nikkede ja, til det han pegede på. Vi prøvede at spørge nysgerrigt ind til landbruget og afgrøderne for at få en dybere forståelse, men André mestrede kun få gloser på engelsk, så det var lidt svært at nå hinanden. Vi forstod dog så meget, at André havde overtaget landbruget fra sin far og at det nu var ham, der var ‘bossen’. Stoltheden lyste ud af hans øjne, da han fortalte det og med god grund. Landbruget var særdeles velplejet, frodigt og han havde helt styr på, hvad han havde ‘på lager’, hvor og hvornår - akkurat som Netto-folkene i grøntsagsafdelingen, også selvom hans varesortiment var ganske imponerende. Tilbage på båden lavede vi en liste over alle de afgrøder, vi havde set på Andrés landbrug. Der var kokosnødder, 8 slags bananer, papaya, mango, 2 slags rambutan, appelsiner, lime, æbler, guava, bolsje-bønner, ananas, passionsfrugt, græskar, lange grønne bønner, vanilje, 3 slags spinat, krydderurter, gurkemeje, søde kartofler og taro. Da jeg spurgte Erik og Amalie, hvad de syntes om besøget, svarede de, at det havde været spændende at gå rundt på landbruget, der mest af alt lignede en skov og at det havde været interessant at se stedet, hvor de eksotiske afgrøder kommer fra. Det kunne jeg kun tilslutte mig. For mig var det overraskende at se André plukke passionsfrugterne fra en slyngplante og ikke et træ. Senere på turen, på Bora Bora lavede Erik og Amalie en rigtig dejlig middag til os alle sammen af det fine græskar, vi havde købt hos André.

Tahiti, Huahine og Rariatea bød især på kulturelle oplevelser. Med Bora Bora var det anderledes. Der var naturen i centrum - det tyrkisblå vand og de mange fisk. Erik og Amalie havde glædet sig til at hoppe i det tyrkisblå varme vand, som man finder på den indvendige side af Bora Boras ringrev. Vi kastede anker ved Ofu O Rau Point. Det var ikke blot et skønt sted at bade. Det bød også på en ganske unik oplevelse. Kaare havde læst, at det var muligt at observere Manta Rays blive pudset af pudsefisk. Fra vores dykkerturer til Australien og Egypten ved jeg, at Manta Rays har en særlig plads i Kaares hjerte. De få gange, hvor han lidt heldigt, på lang afstand har fået øje på en Manta Ray komme ud af det blå, har han været helt oppe at køre. Det forstår jeg godt, fordi det er et kæmpe dyr, der ser forunderligt ud og bevæger sig graciøst gennem vandet. Der var ikke noget, Kaare hellere ville end at dele denne oplevelse med Erik og Amalie. Vi hoppede derfor i gummibåden og sejlede hen til stedet, hvor pudsestationen fandtes og fortøjrede den. Kaare og jeg var hurtigt i vandet. Erik og Amalie tog sig den tid, de havde brug for. Det er altid sin sag at hoppe ud af gummibåden iført snorkeludstyr, når det er første gang. Jeg var, akkurat som Kaare, spændt på, hvad der ventede os, så jeg svømmede i forvejen. På den første del af turen til pudsestationen så jeg ikke noget spændende, men det ændrede sig, da jeg svømmede fra det lavere vand ud på 15-30 metre vand. Vandet var forholdsvist klart, uden at være krystalklart. Under mig så jeg en undersøisk bugt tage form. Den var dækket af hårde koraller, alle af den samme slags, som dannede et smukt maritimt landskab. Snart fik jeg øje på Manta Ray’en. Den gled langsomt hen mod mig. Jeg så den meget tydeligt. Det var et absolut betagende syn, fordi den var så tæt på, at jeg uden problemer kunne se de pudsefisk den lod sig servicere af. Skyndsomt svømmede jeg tilbage til Erik og Amalie. Nu var det min tur til at være helt oppe at køre. Det kunne kun gå for langsomt med, at de fik den samme oplevelse som mig og Kaare. Tilbage ved Manta Ray’en lå vi og fulgte den med øjnene, mens den cirklede rundt i den undersøiske bugt hos pudsefiskene, så langsomt den kunne. Den lod sig ikke forstyrre af tæppet af snorklere, der lå over den i vandets overflade.

Oplevelsen med Manta Ray’en var stor, men det var et andet dyr i det tyrkisblå vand, der for alvor gjorde indtryk på Amalie. Den sorttippede revhaj. Det er snart mange år siden, at Kaare, drengene og jeg besøgte Phi Phi i Thailand, hvor vi så revhajer første gang. Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt huske, hvor specielt og urovækkende det var at møde en revhaj på det lave vand, men vi lærte med tiden, at de var ganske fredelige. Det skulle Amalie også snart lære på vestsiden af Bora Bora, hvor vi lå en enkelt nat. Endnu en gang hoppede vi i gummibåden. Denne gang for at sejle ud og finde det sted i det lave tyrkisblå vand langs ringrevet, hvor Kaare havde læst sig frem til, at der ville være såvel sorttippede revhajer som Sting Ray’s. Når vi kiggede ud over det lave vand, hvor vi nemt kunne se bunden, fordi der blot var 1 til 1,5 meter dybt, virkede det temligt uoverskueligt. Der var ikke noget i vandets overflade, der indikerede, hvor vi skulle sejle hen, men snarrådigheden kom os til hjælp. Vores observation af en stilleliggende motorbåd, hvorfra der hoppede turister i vandet iført snorkeludstyr, viste os vejen. Vores lille 1 kilos anker blev kastet i vandet og så var vi klar til endnu en tur uden for komfortzonen. Amalie overvandt snart sin frygt for hajen og hoppede i vandet. At dømme ud fra hendes smil og efterfølgende livlige snak om hajen hun så svømme forbi hende i vandet, så var det en stor oplevelse. Amalie var imidlertid ikke den eneste, der bevægede sig på kanten af det komfortable. Jeg husker kun alt for godt, hvordan australske Steve Irwing tilbage i 2006 blev spiddet af en Sting Ray. Det var uhyggeligt og tragisk. Mit hjerte satte derfor i galop, da jeg pludseligt så en Sting Ray ganske, ganske tæt på. Den svømmede forbi mig få centimeter over bunden. Jeg husker det som om, jeg søgte dækning bag Kaare, som var i nærheden. Kylling! Det kan man ikke sige om Kaare, som i mine øjne med dødsforagt fulgte efter den for at tage seje billeder. Nogen gange har jeg lyst til at holde Kaare i snor, så jeg kan få ham væk fra det farlige, men heldigvis afviser han den slags. Kaare fik da også nogen vældige gode billeder, som jeg misunder ham.

Besøget på Bora Bora var i det hele taget en oplevelse, som vi altid vil huske. Dels fordi vi var sammen med Erik og Amalie. Dels fordi vi var på øen den 17. juli 2023 - altså på årsdagen for vores halve jordomsejling. Den dag blev Kaare og jeg begavet af Erik og Amalie, som inviterede os ud at spise på den dejlige restaurant Bora Bora Beach Club. Behøver jeg at sige, at vi havde bord med udsigt til den smukkeste solnedgang man kan forestille sig? Det var en dejlig aften med god mad, Kaare og jeg var meget taknemmelige for.

Tak Erik og Amalie for middagen og jeres besøg, som vi satte stor pris på.

Tahiti

Tahiti ligger i øgruppen Society Islands (Selskabsøerne). Der bor 270.000 mennesker, hvoraf 70% bor i eller lige uden for Papeete. Øen er hjertet i Fransk Polynesien, som består af ikke mindre end 118 øer. Polyneserne selv kalder da også Fransk Polynesien for Islands of Tahiti, hvilket skal vise sig at give god mening. Øen er for mange forbundet med eksotiske oplevelser af alle mulige slags. Måske gælder det også dig. Jeg var i hvertfald ingen undtagelse. Jeg glædede mig til at se Tahiti, som jeg havde store forventninger til. Knapt tre uger før vores søn Erik og hans kæreste Amalie ankom til Papeete, lagde vi til i Marina Papeete. Vi havde med andre ord god tid til at opleve Tahiti. Ind imellem vores talrige praktiske gøremål tog vi os tid til at iagttage havnemiljøet, gå rundt i Papeete og køre et par ture rundt på øen i en udlejningsbil. Tahiti overraskede os. Her skal du høre hvorfor.

Marinaen var forholdsvis ny, men havde kun 60-80 pladser. Så der var kamp om pladserne og vi fik da også jævnligt henvendelser fra folk, som ønskede at vide, om vi var på vej væk. Vi hørte altså til de heldige, der var lykkedes med at få plads i havnen. Langt de fleste af pladserne lå ud til Papeetes hovedvej. Det var egentlig en smuk vej med dens perlerække af store, flotte, gamle træer i midterrabatten, men med to spor i hver retning, der hele tiden var så tæt pakket med scootere, biler og lastbiler, at udrykningskøretøjer havde besvær med at komme frem, var støjniveauet højt og luften forfærdelig dårlig. Jeg brød mig ganske enkelt ikke om at gå langs vejen, da det sved i lungerne, når jeg trak vejret. Vi slap heldigvis for osen og trafikstøjen, der hvor vi lå i marinaen, da vi fik plads ud for havnekontoret og havnens bistro, som skærmede af for hovedvejen. Vi var altså dobbelt heldige, troede vi.

Bistroen så hyggelig ud og var velbesøgt af de lokale med økonomien i orden. Vi lå blot 20 meter fra den og vi skulle snart erfare, at det havde sin pris at ligge der. Hver eneste dag, fra bistroen åbnede og frem til klokken 18, spillede stedet afdæmpet Giro 413-lignende musik. Det var okay, da vi stort set ikke registrerede det, men efter klokken 18 var der levende musik af enhver slags, som varede frem til klokken 22 eller 23. Det lyder umiddelbart hyggeligt, men det skulle vise sig at være temmelig stressende, da der blev skruet helt op for højttalerne, så vi blev blæst bagover. Der sad vi så i larmen og kunne ikke høre, når terningerne fra yatzy-spillet rullede. Enkelte dage, når musikken til og med var elendig, fordi musikerne ikke kunne spille eller fordi forsangeren sang falsk, blev jeg nødt til at lukke af for larmen med ørepropper og støjdæmpende høretelefoner - samtidigt. Da jeg lod en bemærkning falde til havnefogeden om det høje støjniveau, kiggede han bare på mig og sagde, at hvis vi ikke kunne klare mosten, måtte vi sejle videre. Der var mange, der stod på spring for at overtage vores plads, lod han forstå. Det havde han jo sådan set ret i, men måden han afviste mig på var ikke i orden. Kort og godt: Vi måtte knibe ballerne sammen og holde ud, den tid vi var der.

At ligge i havnen var som at opholde sig i en osteklokke. Det forstod vi, så snart vi bevægede os uden for området. Landskabsarkitekten havde designet et flot havnemiljø, der var holdt i bløde kurver med palmer, bænke og fliser i organiske former hugget ud i granit. Omgivelserne passede flot til de tilsvarende vellykkede arkitekttegnede bygninger, som havnekontoret og bistroen lå i. Der var rent, pænt, luft og højt til himlen, når vi gik rundt i området. Det var et offentligt sted, hvor alle havde lov til at opholde sig, undtagen ude på broerne, som var låst af med jernlåger. Vagter var ansat til at holde øje med området og passe på de mange langtidsparkerede både, der lå ved broerne og var sat til salg, som for eksempel båden Josephine fra Skovshoved, der var blevet solgt til en canadier. Det var lidt sjovt. Om dagen var vagterne synlige for enhver. Om aftenen og natten gik de rundt i området. Det var rare og venlige folk, der altid hilste, når de kom forbi IRIS ude på broen og tjekkede af på deres håndholdte devise, at de havde været der. Vi følte os bestemt trygge ved at være i marinaen men fandt det også lidt underligt, at det var nødvendigt med det forholdsvise høje sikkerhedsniveau. Vi skulle senere finde ud af, hvorfor det var nødvendigt.

Fra båden kunne vi følge med i livet omkring og over marinaen. Det var afgjort et travlt sted. Foruden joggerne, der luntede forbi bistroen om morgenen og alle de andre, der nød området, kunne vi mod vest-nordvest se det evige flow af store fragtskibe lægge til ved Papeetes fem store kraner, der var malet i regnbuens farver. Fragtskibene forsynede Tahiti og de øvrige 117 øer med alt, hvad hjertet kunne begære - ikke mindst mad. 82% af alle fødevarer i Fransk Polynesien er importeret og distribueret via Papeete. Fødevarepriserne var da også tårnhøje og Kaare og jeg undrede os over, hvordan lokalbefolkningen kunne have råd til at købe den dyre mad. Vores undren var velplaceret. Ifølge The International Monetary Fund tjente lokalbefolkningen gennemsnitligt 910 euros om måneden i 2019, svarende til lidt over 7.000 kroner. Min umiddelbare tanke var, at det måtte være rigtig svært at få tingene til at hænge sammen. Og det var lige netop, hvad det var. 20% af Tahitis befolkning levede under fattigdomsgrænsen i 2016. Tallet er opgivet af The Food and Agriculture Organization of the United Nations. Uden at jeg kender de præcise kriterier for, hvornår en borger bliver betragtet som fattig, så tænker jeg, at det ikke er en rar kategori at falde ind under og slet ikke, hvis man fuldstændigt mister grebet om livet. Det var der desværre flere og flere borgere, der gjorde, fortalte havnefogeden mig. I 00erne, fortsatte han, kendte de navnene på alle hjemløse i Papeete. Det var ikke længere tilfældet, da tallet var steget til cirka 2.000 hjemløse. Det bar bybilledet også præg af på den meget triste måde. Flere steder skulle man passe på ikke at snuble over de hjemløse, der sad op ad husmurene rundt omkring og så livet passere forbi. Tahiti havde tydeligvis et ulykkelig problem, hvilket forklarede behovet for at have vagtværn stående ved Marina Papeete.

Lidt længere inde i havnen mod nord lå færgeterminalen. Den betjente tre rederier, som sejlede polynesere og turister ud til øerne i Society Islands. Vi var ikke i tvivl, når de hurtigtgående både passerede marinaen, fordi så fik vi en ordentlig vippetur, når deres hækbølger nåede ind til os. Endelig lå der adskillige kæmpe private yachts mellem færgeterminalen og os. De rige mennesker havde deres eget bevogtet område på havnen, hvorfra de kunne tilgå deres yachts. Den ene yacht havde sågar en helikopter på øverste dæk. Den blev brugt, når bossen skulle flyves til lufthavnen, der lå blot 6 km syd-vest for marinaen. Det var en magtdemonstration uden lige, når den lettede og gjorde det fuldkomment umuligt at føre en samtale eller tænke en ærlig tanke. Forskellen mellem rig og fattig var til at få øje på. Foruden helikopteren ankom og lettede det ene fly efter det andet i luftrummet over det store havneområde. Mere end 250.000 turister ankommer hvert år med fly til den internationale lufthavn på Tahiti, der er den eneste forbindelse mellem Fransk Polynesien og omverdenen, med mindre man altså selv kommer sejlende :-) Hovedparten af turisterne flyver direkte videre med indenrigsfly ud til deres endelige destination et sted ude i Fransk Polynesien, så der er travlhed i luftrummet.

Det eksklusive miljø i og omkring marinaen afspejlede ingenlunde forholdene i Papeete. Ikke så snart var vi kommet uden for marinaen, før tingene blegnede - lige bortset fra parken, der lå mod vest og hovedvejen med dens flotte træer og brede fortov, hvor alle de eksklusive smykkebutikker lå side om side og kæmpede om at sælge perler til velhavende turister. Bygningerne i byen, der typisk havde to til tre etager, så gamle og slidte ud. Det samme gjaldt bymidtens veje, der var forholdsvis smalle og på den måde trykkede det hele lidt sammen. Lokalbefolkningens påklædning var heller ikke prangende. Jeg hæftede mig ved, at overvældende mange mænd gik klædt i slidte bamudashorts, shirt og klip-klapper. Det var selvfølgelig behageligt i den tropiske varme, men omvendt vidnede det også om en presset privatøkonomi, fordi dem der havde råd til at købe pænt tøj, selvfølge var velklædte. Der var bare ikke så mange velklædte tahitianere.

Hvis du synes, jeg maler et dystert billede af Tahiti, så er du ikke alene. Jeg synes også, det er dystert. Af samme årsag gik jeg på nettet for at finde ud af, om det bare var mig, der var sortseer eller om det, jeg oplevede, havde noget på sig. Pålemonde.frfandt jeg en artikel, som skar ind til benet. Der stod: “The flip side of the Tahitian tourist paradise is dark and the social inequalities are gigantic. In 2009, 27.6% of the population lived below the poverty line (€405 euros per month), while 20% of the richest households received nearly half of the total income. Given that consumer prices are 39% higher than in metropolitan France, it is easy to understand why so many Tahitians, deprived of family solidarity in the islands, sleep in the streets or live in shanty towns.” Der er ikke ret meget positivt at sige om det, andet end at omfanget af fattigdom er blevet reduceret lidt. Tallet lå som bekendt på 20% i 2016.

I artiklen “Lets find out if Tahiti is a rich or poor island” (https://fenua-tahiti.com/en/lets-find-out-if-tahiti-is-a-rich-or-poor-island) fik jeg et lille svar på, hvorfor privatøkonomien hos de fleste er så dårlig. Der stod: “One of the main causes of this situation (fattigdom) is that a large part of the active population lives outside the best paid sectors of the Tahitian economy. High-paying occupations are concentrated in the tourism industry and the public sector, both of which are constrained by size constraints. In addition, many people work in low-paying sectors, such as agricultural products and services, or in precarious jobs that pay low wages. Without these jobs, many people in Tahiti fall into poverty.” Jeg kan ikke forestille mig andet end, at der må være hård kamp om de attraktive job i turistindustrien og den offentlige sektor, da lønningerne inden for disse job har et niveau, der giver grundlag for en god privatøkonomi. Adgangsbilletten til jobbene er som alle andre steder i verdenen uddannelse, så kampen starter ikke overraskende der. Vi mødte faktisk en velklædt ung mand fra Tahiti på marinaen i Curacau, hvor han arbejdede som nattevagt. Hans forældre havde penge og dermed råd til at sende ham ud i verdenen for at tage en lang videregående uddannelse som Cand.Polit. Der var ingen tvivl i hans sind om, hvad han skulle bruge sin uddannelse til. Han ville kæmpe for den tahitiske befolkning, som han oplevede blev svigtet af omverdenen. Jeg kan ikke sige andet end, at jeg ønsker alt det bedste for ham.

I Papeetes gader blev der også kæmpet, men det var en mere stille, daglig kamp blandt folkene i lavindkomstgruppen for at få livet til at hænge sammen. På et gadehjørne tæt på byens ældre, overdækkede markedsplads, hæftede jeg mig ved kvinderne, der sad bag deres medbragte borde og bandt blomsterkranse fra torsdag eftermiddag til søndag formiddag. Dem solgte de for 2.000 polynesiske frank svarende til 140 kroner. Blomsterkransene, der kunne holde i to dage, fascinerede mig. De var i sig selv utroligt smukke, men traditionen med at bære en krans på hovedet, som polyneserne altså fortsat holdt fast i, var også smuk. Under hele opholdet på Society Islands var mit blik tunet ind på disse kranse, som uden undtagelse fremhævede det smukke ved de mennesker, der bar dem. Og såvidt jeg kunne se, bar polyneserne kransene for at markere og fremhæve alle mulige positive begivenheder. Kvinderne på gadehjørnet, som, jeg tror, sov der om natten fra torsdag til søndag, fordi det dels gjaldt om at holde på sin plads og dels ikke var muligt gå fra tingene, var imidlertid kommet i skarp konkurrence med plastikindustrien, som for længst havde kastet sig over kransene og kunne præstere særdeles farverige, langtidsholdbare kranse. Jeg håber for kvinderne, at de kan holde skansen, bevare deres levebrød og holde liv i traditionerne. Lidt længere nede ad gaden, ved næste gadehjørne sad mændene. De solgte guitarlignende instrumenter, ukulele. For at sælge varen og underholde forbipasserende og måske også sig selv fandt de sammen i en større gruppe og spillede polynesisk musik. På samme måde som kvinderne bidrog de til at holde liv i den polynesiske kultur, som alt andet lige havde trange kår under den franske indflydelse og den moderne livsform i al almindelighed. Det var bestemt en oplevelse at se den energi, de lagde i musikken, men blomsterkransene gjorde nu engang størst indtryk på mig.

Den overdækkede markedsplads var bymidtens hjerte. Med sine varer henvendte stedet sig til såvel lokalbefolkningen som turisterne. Foruden fisk, kød, brød, grøntsager, frugt og blomster, kunne man købe perler, skaller, Tikier, tasker flettet af palmeblade og lignende ting. Det var nok det mest spændende sted at gå rundt og snuse, ikke mindst tidligt søndag morgen, hvor det næsten var umuligt at komme frem, så mange lokale folk var mødt op. Al aktivitet foregik ved madboderne. Søndag var åbenbart den dag polyneserne kom til markedet for at købe ind til den kommende uge. Jeg mødte sent op - klokken 7. Markedet åbnede allerede klokken 5. Det gav ingen mening for mig, med mindre det handlede om, at de skulle kunne nå hjem til kirkegang. Kirken er fortsat en alvorlig sag herude i Fransk Polynesien, hvor jeg har set søndagsskole for voksne praktiseret flere steder. Jeg gik i søndagsskole, da jeg var en lille pige, men det stoppede den dag, da jeg kom ud og min cykel var piftet. Jeg har dog ikke lidt noget afsavn. Handelslivet uden for markedspladsen var også rigt. Der var et fint udvalg af den slags ting, man almindeligvis finder i en bymidte. De lidt mere grove ting som for eksempel vaskemaskiner, værktøj, haveredskaber skulle man ud i industrikvarteret for at finde. Det lå et par kilometer øst for marinaen og var et rigtigt kedeligt, gråt og beskidt sted. Det fandt Kaare og jeg ud af, da vi var på udkig efter værktøj til båden.

En lille uges tid efter vores ankomst til Papeete tyndede det efterhånden ud i vores opgaver ombord på IRIS og tiden var kommet til at tage på tur og opleve Tahiti, der består af to øer, der hænger sammen, Tahiti Nui og Tahiti Iti. Tea Tahiti Rent udlejede biler til en rimelig pris. Det var der, vi lærte Ethelle at kende. Hun, der var indehaver af biludlejningsforretningen, var en driftig kvinde, der arbejdede hårdt for at skabe sig muligheder i livet. I de første 21 år af sit arbejdsliv, havde hun arbejdet som stewardesse på de internationale flyruter. Det var et vellønnet job, fortalte hun, som gjorde det muligt for hende først at starte et værelsesudlejningsfirma og siden, i 2019, at starte en biludlejningsforretning. Konkurrencen inden for biludlejning var hård, da der fandtes 600 biludlejere på Tahiti, men hun havde en drøm. Hendes drøm var at gøre billeje tilgængelig for alle - også for borgere med lav indkomst. Det var en ædel ambition, der samtidigt indebar problemer. Det var Ethelle helt klar over, for som hun sagde: “Det er en balancegang.” En lav billeje opfyldte hendes ønske, men den tiltrak samtidigt kunder, der var risikofyldte at handle med. Hun havde erfaret, at der var den unge mand, der lejede bilen for at køre ræs om natten med kammeraterne. At der var den økonomisk trængte mor eller far, der ikke havde råd til at miste depositummet, såfremt de pådrog bilen en skade og at der var den tyvagtige person, der lejede bilen uden at levere den tilbage. For såvidt muligt at undgå at handle med de forkerte personer, havde hun hævet prisen til et niveau, hvor de fartglade og skruppelløse kunder fandt hendes tilbud uinteressant, samt indført en procedure, hvor hun sørgede for at få dokumentation for, at kundernes økonomi var tilstrækkelig stærk til, at hun turde leje bil ud til dem.

Ethelle klarede ikke kun skærerne. Hun klarede sig godt. Det vidnede hendes to meget flotte perlekæder om, som hun havde hængende om halsen. Men hun bar rundt på en vrede, som handlede om, at nogen af de absolut rigeste mennesker på Tahiti omgik skattereglerne og dermed ikke bidrog til samfundets sammenhængskraft, sådan som hun selv lagde vægt på at gøre det. Som iværksætter havde hun skattereglerne helt tæt inde på kroppen. Hun forklarede, at iværksættere først skal betale skat i deres nyoprettede virksomhed efter tre år - med mindre man allerede har en virksomhed. I så fald skal man betale skat med det samme. Denne skatteregel blev misbrugt og var fx den bagvedliggende årsag til, at Hilton Hotel Tahiti havde skiftet navn til Hotel de Tahiti. Ethelle fortalte, at den kinesisk Wane-Group, der ejede hotellet, havde afhændet det til en stråmand, inden der var gået tre år fra de havde oprettet hotelvirksomheden Hilton Hotel Tahiti. Derefter lukkede de den gamle virksomhed og åbnede en ny - Hotel de Tahiti, der købte hotellet tilbage fra stråmanden. Det var mere end hun kunne holde ud at tænke på, fordi hun selv knoklede på med helbredet som indsats for at kunne betale skat i såvel den gamle som nyoprettede virksomhed. Således havde hun i starten haft dobbeltarbejde, indtil sygdom indhentede hende og hun var nødt til at opsige sit job som stewardesse. Hun kunne selvfølgelig have omgået skattereglerne på samme måde som dem, hun var vrede på, men hendes moralske kompas virkede i modsætning til kompasset hos de rige, der havde stor misvisning og ledte dem ud ad grådighedens sti. Problemet med de riges grådighed, var selvfølgelig, at Tahiti havde færre penge til at skabe gode vilkår for dens borgere. Penge der tydeligvis var brug for, når man tænker på den betragtelige fattigdom, der fandtes i det tahitiske samfund. Men Ethelle var en retskaffen kvinde, der kæmpede for at skabe et godt liv for sig og sin familie baseret på en ambition om at gøre billeje tilgængelig for alle eller i hvert fald ‘flest mulige’. Det gjorde hende til noget særligt, fordi som de skrev på fenua-Tahiti.com: “Most local businesses are owned by outside companies and largely run by foreign investors.” Jeg kipper med flaget for Ethelle og andre lokale iværksættere som hende.

Vores køretur rundt på Tahiti i den lille røde udlejningsbil fra Tea Tahiti Rent var ikke så spændende som forventet, da der var overraskende lidt at se langs øens ringvej, der gik ude ved kysten. Der var et fyrtårn, en grotte, et blow hole, en sort strand, et nationalmuseum og et helligt sted. Ingen af stederne var voldsomt besøgte og det forstår jeg såmænd udemærket, men så er det godt, at vores nysgerrighed og lyst til bare at iagttage tingene omkring os, altid er en sikker kilde til anderledes, sjove og spændende oplevelser, som da vi for eksempel stoppede op på kystlinjen, hvor surferne boltrede sig i bølgen blå. I god sikkerhed for de store bølger, højt oppe på skrænten sad vi og hyggede os med at iagttage surferne, som primært var mænd i alle aldre. Indimellem så det noget ukontrolleret ud, hvilket gav anledning til smil hos os. På et enkelt af de mange billeder, jeg tog, kunne jeg se surferens ansigtsudtryk, da han var på vej i baljen. Jeg var helt med på, hvordan han havde det i lige netop det splitsekund, billedet blev taget. Og så var der situationen ved kysten på Tahiti Iti, hvor vi gik tur sammen med ‘rambøllen’ Kim og hans kone Britta, som vi havde lært at kende på broen i Marina Papeete - og altså ikke i Ørestaden på Amager. Der fik jeg øje på to piger med en spand, som tydeligvis samlede et eller andet ind, men hvad? Målrettet gik jeg dem i møde og spurgte, hvad de havde der i spanden. De kiggede lidt tøvende og undrende på mig, men rakte så spanden frem. Til min store overraskelse, var de i færd med at indsamle kødet fra de store flotte hvide muslinger, som vokser sig store mellem de hårde koraller. Hver gang jeg ser dem, når jeg snorkler, beundrer jeg dem for deres mange forskellige farver og skønhed. Jeg havde ingen anelse om, at man kunne / måtte spise dem. Som tak for deres venlighed indviede jeg dem i mine ydmyge fund af små skaller langs kysten. Det fik dem til at fnise. Så var alt godt. Tilbage hos de andre lød det: “Hvad var der i spanden?” De var nemlig akkurat så nysgerrige som mig og tilsvarende overrasket, da jeg indviede dem i det, jeg havde set. På den måde fik vi et lille indblik i, hvordan man høster af naturens frugter, der på Tahiti Iti og det var såmænd ikke så forskelligt fra den gang jeg var en lille pige og gik i skoven sammen med mine forældre for at samle hindbær i kilovis, så vi kunne koge den skønneste hindbærsyltetøj, man kan forestille sig.

Den flotteste naturoplevelse på Tahiti fik vi, da vi tog bussen ud til Fautaua vandfaldet, en af de sidste dage vi var på Tahiti. Det var sejlerne, der lå ved siden af os i marinaen, som gjorde os opmærksomme på turen. En tur som ikke indgik i turistkontorets program, sandsynligvis fordi man skulle forbi rådhuset for at udfylde en blanket og betale et mindre beløb for at få adgang til dalen, som vandfaldet lå i. Vandfaldet var afgjort et besøg værd. For det første skulle man vandre en flot tur. Først op gennem dalen, så op ad bjergskråningen, for til sidst at klatre ned ad en stejl bjergside, hvor der heldigvis var sat reb op, så vi havde noget at holde fast i. Det var afgjort anstrengelserne værd, for deroppe i 440 meters højde samledes vandet, der kom fra højlandet. Først i en pool og så en pool mere. Hvis man var hårdfør, kunne man lade sig føre med vandet ned ad de vandsskurede sten mellem de to pools. Min undskyldning for ikke at gøre det var, at vandet var iskoldt. Uff. Men jeg undgik dog ikke helt kontakten med vandet, for da jeg skulle over på den anden side af den nederste pool, på det smalleste sted, gled min fod og det var da kun med nød og næppe, at jeg genfandt balancen og fik hevet den nu våde sko op og ud af vandet. Det var billigt sluppet. Våd sko eller ej. Det var et eventyrligt flot sted og der var uendeligt langt ned, derfra hvor vandet gled ud over kanten. Og så var vandet helt rent. Så rent, at det indgik som en del af vandforsyningen til Papeete. Efter at have givet os god tid til at opleve stedet, klatrede vi først op ad bjergskråningen, for at vandre ned ad bjergsiden og tilbage gennem dalen. Det vil sige, at vi endte med at løbe så meget vi kunne hele vejen gennem dalen, fordi vi troede på, at vi nå bussen og dermed undgå at sidde og vente en hel time. Vi løb og løb, alt imens tiden gik. Det var kun lige akkurat, at vi nåede frem i tide - troede jeg. Bedst som jeg troede, at nu var vi der, blev Kaare ved med at løbe. Han løb og løb - forbi busholdepladsen og videre ned ad vejen. Så fik jeg øje på det, Kaare havde set længe før mig. Bussen var på vej væk. Den var kørt afsted før tid. Bagefter, da vi sad i bussen, fortalte Kaare mig, at han havde nægtet at give op. Hans håb var, at buschaufføren ville kigge i sit bakspejl og se ham vifte med armene som tegn på, at buschaufføren skulle stoppe. Men buschaufføren stoppede ikke. Han bremsede kun op, hver gang han skulle hen over et bump, men så skete der noget andet. Et par unge mænd havde set optrinnet og kom Kaare til undsætning ved at køre hen til og ind foran bussen for at stoppe den. Så manglede de kun mig. Den anden unge mand kørte mig i møde og tilbød mig en plads på bagagebæret på hans el-cykel. Det sagde jeg ikke nej til, hoppede op og tog godt fat i siden på den unge mand, så jeg ikke faldt af. Det gik susende hurtigt og snart var vi henne ved bussen og Kaare. Sikken en hjælpsomhed og store smil fra de to unge mænd. Det vil jeg sent glemme. Tilbage i byen fandt vi en cafe, så vi kunne få tanket op oven på den energikrævende hjemtur. Det var en rigtig god og sjov tur på en dejlig dag.

Tahiti blev altså en lidt anden oplevelse, end vi havde forestillet os. Efter knap tre uger på øen, hvor vi lærte den lidt at kende, stod det klart, at Tahiti var alt andet end eksotisk. Tahiti var derimod en pulserende metropol, der i kraft af dens store industrihavn og internationale lufthavn forsynede de øvrige øer i Fransk Polynesien med mad og materiel, samt forbandt dem med omverdenen. Selvom Tahiti havde alle muligheder for at skabe et rigt samfund til gavn og glæde for alle, viste det sig imidlertid at være en ø med store alvorlige strukturelle problemer, der svigtede dens borgere og efterlod alt for mange i fattigdom. Trods fattigdommen var der alligevel fredeligt på øen. Vi oplevede, at det var et trygt sted at være og generelt blev vi modtaget og behandlet godt, hvor vi kom frem. I det hele taget var Kaare og jeg glade for vores besøg på Tahiti, da den var et vigtigt pitstop midt ude på det voldsomt store Stillehav, hvor vi kunne proviantere og skaffe materiel til IRIS, inden vi skulle videre vest over.

Svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi fejlagtigt troede, at Tahiti var eksotisk, tror jeg, skal findes i udtrykket Islands of Tahiti. De 117 øer ude i Stillehavet anser tahitianerne selv for at ligge i Tahitis baghave og i den baghave er det altså muligt at opleve polynesisk dans, tyrkisblåt vand, koraller, revfisk, manta rays, hajer og perlefarme, samt at sejle rundt i katamaran mellem øerne, drøne hen over vandet på jetski, dyrke vandsport på fladt vand i lagoonerne og dykke på fascinerende steder. Der er alt det, turisterne drømmer om at opleve og det ved marketingfolkene i turistindustrien godt. De markedsfører derfor alle herlighederne med Tahiti som bannerfører. Når man ikke ved bedre, drager man nemt den fejlslutning, at Tahiti derfor også må være eksotisk, men det er øen altså ikke. Tahiti har ikke det store at tilbyde turisterne, men øen gør det muligt for turisterne at komme ud og opleve de eksotiske ting. I det lys bliver Tahiti reduceret til en transit-ø for hovedparten af de 250.000 turister, der hvert år besøger Islands of Tahiti og så er det uden betydning, at Tahiti er ueksotisk. Det er de færreste, der når at opdage det.

Vanilje

Hvert år ved juletid, så langt jeg husker tilbage, har jeg købt vaniljestænger til risalamanden, også selvom jeg har fundet dem urimeligt dyre og krøllet tæer, når jeg har lagt dem ned i indkøbskurven. Ved forberedelserne til vores sidste jul i Pilegårdsparken overvejede jeg, om jeg skulle erstatte de dyrebare vaniljekorn med vaniljesukker, men der var flere grunde til, at jeg undlod at gøre det. Det føltes forkert, risalamanden ville givet vis have smagt forkert og jeg ville være gået glip af den skønne vaniljeduft, når jeg halverede vaniljestængerne for at skrabe vaniljekornene ud og tilsætte dem den kolde risengrød. Det sidste var ikke uden betydning, da duften af vanilje i min optik er med til at definere julestemningen i køkkenet juledag, akkurat som duften af brunkager, nelliker og gløgg er med til at definere julestemningen i december måned. Der var derfor ingen vej uden om de dyre vaniljestænger - som jeg i øvrigt uden blusel smed ud, når de var skrabet rene for vaniljekorn - hvis julestemningen skulle forblive intakt og risalamanden skulle leve op til forventningerne.

På vores sejlads rundt mellem øerne i øgruppen Society Islands (Selskabsøerne) besøgte vi to vaniljefarme. En på Huahine og en på Taha’a. Det var overordentligt spændende at høre vaniljebønderne fortælle om, hvordan de dyrker vaniljestænger. Og sikken en øjenåbner. Vidste du for eksempel at en vaniljestang kan bevare sin duft og smag i op til 40 år, når ‘blot’ man opbevarer den rigtigt? I det lys var det derfor ikke underligt, at vaniljebønderne kiggede forfærdet og misbilligende på mig, når jeg fortalte dem, at jeg hvert år ved juletid smed to vaniljestænger i skraldespanden efter at have skrabet vaniljekornene ud. Det var tydeligt, at de tænkte: “Hvordan ku’ du gøre det!!!! Er du ‘nuts’!!!”.

Med min nyvundne viden om produktion og brug af vaniljestænger er min holdning til dem ændret. I dag krøller jeg tæer over min fortidige håndtering af dem, mens jeg glæder mig over Kaares indkøb af vaniljestænger, som han har tænkt sig at bruge i honningproduktionen, når han kommer hjem. Måske vil du opleve en tilsvarende ændret holdning til vaniljestangen, når jeg har delt min viden om den med dig.

Den sorte velduftende vaniljestang er en forarbejdet bælg fra en vaniljeorkide. Mens bælgen endnu sidder på planten, minder den mest af alt om en halvlang grøn bønne. Rent fagteknisk er vaniljestangen klassificeret som et krydderi. Det anede jeg ikke, akkurat som jeg heller ikke vidste, at vaniljen er det næst dyreste krydderi i verden efter safran.

Der findes lige knapt 100 forskellige vaniljeorkideer. Kun ganske få af dem egner sig til dyrkning af vaniljestænger. På Society Islands dyrker man vaniljeorkideen Vanilla Tahitensis. Historien om planten er lidt sjov. Vaniljebønderne, vi besøgte, sagde samstemmende, at den kom fra Mexico. Ved læsning har jeg fundet ud af, at den blev bragt til øgruppen i 1848 af en fransk admiral, som forsøgte at kultivere den. Han har sikkert tænkt, at det ville være dejligt, hvis man kunne dyrke vaniljen lokalt, men det må have slået fejl, fordi vaniljeorkideen ender med at vokse frit i naturen på øernes bjergskråninger. Der blev den siden fundet i 1933 af botanikeren John Wiliam Moore, som beskrev den og gav den navnet Vanilla Tahitensis.

Årsagen til admiralens fejlslagne kultivering af vaniljeorkideen på Society Islands skulle vise sig at knytte an til manglende indsigt i bestøvningen af den uendeligt smukke vaniljeblomst. I vaniljeorkideens hjemland, Mexico, bliver den fra naturens hånd bestøvet af meliponebien, der er særlig ved, at den gerne bestøver vaniljeblomsten, også selvom blomsten er uden nektar. Det er imidlertid en no-deal for bierne i de tropiske lande, hvor vaniljeorkideen er blevet bragt til. At meliponebien var nøglen til bestøvning af vaniljeblomsten erfarede ihærdige folk i 1836. Ved at observere meliponebien og imitere dens bestøvning af vaniljeblomsten lykkedes det dem forholdsvist hurtigt at udvikle en teknik, så mennesket selv kunne stå for bestøvningen. Præcist hvordan det foregår, fik vi at se hos vaniljebonden på Taha’a.

Vaniljebonden var fjerde generation på familiens vaniljeplantage. De dyrkede vaniljestænger på såvel den oprindelige måde med opstammede og beskårede figentræer som den moderne måde med specialdesignet jernstativer og transparent teltdug. Vi fik lov til at se området med figentræerne, som vaniljebonden stolt viste frem og fortalte uddybende om.

Figentræerne, der stod på rad og række, dækkede et område svarende til en halv fodboldbane. Med deres parasollignende trækroner, gav de god skygge til vaniljeokideen, som ikke tåler direkte sol. Til at skabe det rette fugtige miljø til vaniljeorkideens rødder lå der et tykt, gennemvædet lag kokosfibre rundt om figentræernes stammer. På denne enkle men vedligeholdelseskrævende måde havde man gennem generationer lykkedes med at skabe vækstvilkår for vaniljeorkideen, som lignede dem, planten trivedes under ude på bjergskråningerne.

Vanilla Tahitensis, der er en slyngplante, kan blive imponerende 80 meter lang, så det er en vækstivrig plante, der løbende skal trimmes. Livscyklussen for den kultiverede vaniljeorkide strækker sig over 9 år. Den starter, når vaniljebonden henter stiklinger fra den vilde vaniljeorkide på bjergskråningen. Stiklingerne afskæres i længder fra 100 til 150 centimeter. Da der ikke er nogen garanti for, at alle stiklinger udvikler sig til en sund plante, stikker vaniljebonden for en sikkerhedsskyld et sæt af tre stiklinger ned i det fugtige kokosfibermiljø under figentræet. De følgende år vokser en eller flere af stiklingerne til. Den nye plante sætter blomst første gang, når den er tre år gammel. Den er med andre ord uproduktiv i en tredjedel af dens levetid. I de resterende seks år, hvor vaniljeorkideen sætter blomst, bestøver vaniljebonden hver eneste blomst, den sætter, med hånden.

Vaniljeorkideens blomsterstand minder om dagliljens. Blomsterne vokser i klynger, men de udvikles forskudt af hinanden, så kun en blomst blomstrer ad gangen. Akkurat som med dagliljen blomstrer den kun en dag. Så skulle man tro, at vaniljebonden har god tid til at bestøve samtlige dagens blomster, men sådan forholder det sig ikke. Blomsterne er nemlig kun modtagelige for bestøvning i døgnets første fem til seks lyse timer. Så vaniljebonden står tidligt op. Alt hvad han behøver til arbejdet er en lille pind. Den er skåret til, så pindens ende er 2-3 mm bred og har facon som en flad skruetrækker. Ved bestøvningen åbner han først vaniljeblomstens ‘tragt’, der i naturen leder meliponebien ind til ‘stangen’, hvor polenkornene sidder. Med pinden skraber han polenkornene af, så de nu sidder på pinden. 3-4 mm længere nede ad stangen er der et hulrum, hvor vaniljebonden lægger polenkornene op med pinden. Når det er gjort er bestøvningen gennemført. Det er faktisk alt, hvad der skal til. Det lyder overkommeligt, hvis det ikke var fordi, vaniljebonden har plantet en halv fodboldbane til med figentræer, der hver giver husly til en til tre vækstivrige vaniljeokideer, der sætter flere klynger blomster. Det kan fint holde en mand beskæftiget.

Fra blomsten er blevet bestøvet af vaniljebonden, til den grønne bælg kan høstes, går der 9 måneder. Derefter skal den forarbejdes. Først skal bælgen blancheres for at gøre den bøjelig og stoppe vækstprocessen. Straks efter blancheringen sætter man gang i en gæringsproces i bælgen ved at pakke den ind i varme omslag. I løbet af de næste 48 timer skifter bælgen farve fra grøn til brun og den udvikler samtidigt en sødlig aroma. Efter fermenteringen skal den brune bælg tørre. Det er en langsommelig proces, da den skal tørre ind uden at tørre ud. Om natten er den pakket ind i et klæde. Om dagen bliver den lagt ud i solen - også på et klæde, men kun 2-3 timer. Regner det, holder man den indendørs, da den ikke tåler vand. Afhængigt af vejret tager det 3 til 6 måneder at tørre bælgen ind til en vaniljestang. I den periode er vaniljebonden over bælgen hele tiden, som han flytter rundt på, pakker ind og ud og sågar giver massage hver eneste dag. Alt sammen for at den tørrer ind i det rette tempo for at bevare dens saftighed og blødhed.

Under hele tørreprocessen holder vaniljebonden øje med vaniljestangens kvalitet. Har den pletter eller er den sprækket bliver den nedklassificeret og solgt til industrien, hvor man forædler vaniljen eller tilsætter den til andre produkter. Omfanget af nedklassificeret vaniljestænger afhænger af produktionsmetoden. Vaniljebonden fortalte, at de nedklassificerer 70% af vaniljestængerne ved den oprindelige metode, mens det kun gælder 40% af produktionen ved den moderne metode. Den perfekte vaniljestang er uden pletter, sprækker og består den ultimative knudetest. Vaniljebonden binder simpelthen en knude på vaniljestangen. Hvis han kan gøre det uden, at den sprækker, er vaniljestangen perfekt og han er nået helt i mål. De perfekte stænger bliver solgt stykvis og har en kilopris på 12.400 kroner. Det kan man se på hjemmesiden “Det søde liv”, som forhandler Brian Madsens vaniljestænger, der også produceres på Taha’a. Kaare købte 100 gram hos den polynesiske vaniljebonde for 600 kroner.

Efter vores besøg hos de to vaniljebønder har jeg fået stor respekt for verdens næst dyreste krydderi, vaniljen, der også går for at være den mest krævende landbrugsafgrøde. Aldrig nogensinde mere vil jeg købe vaniljestænger for rask væk at hælde dem i affaldsspanden, når jeg har skrabet vaniljekornene ud. Jeg vil i stedet passe godt på dem ved at følge vaniljebøndernes anbefaling om at opbevare vaniljestængerne i et syltetøjsglas med en tredjedel rom i. Det skal ikke være en fin rom. Det vigtigste er blot, at alkoholprocenten ikke overstiger 40. Deri kan vaniljestængerne bevare deres aroma i 40 år.

Vi har allerede købt en flaske rom med en alkoholprocent på 40, som vi hælder på det første syltetøjsglas, der bliver ledigt, så vi kan opbevare vores mange fine vaniljestænger helt rigtigt.

Det bliver spændende at komme hjem og producere den første honning med vaniljesmag inspireret af vaniljebonden fra Taha’a.