Tjek-in på Anambas

Vi er nu ankommet, som sagt, til Indonesien hvor vi skal være de næste 2 uger før vi tager hul på den sidste lange sejlads til Phuket. Vi kom i morges kl. 07:00 kastede anker i havnen og tog i land for at cleare ind i landet. Normalt skal vi forbi en masse officials, og det plejer at tage et par timer - sådan var det ikke i dag.

Vi startede med at gå i banken for at hæve lidt lokal valuta. Herfra skulle vi til immigrationen. Det er ikke nemt at finde rundt, når man ikke aner hvorhenne i byen kontoret ligger, men efter at have spurgt en ung dame der heldigvis kunne lidt engelsk fandt vi kontoret. De var meget venlige og hjælpsomme, men halvvejs i gennem processen bad de os om at gå tilbage til banken, da vi der skulle købe 2 stk. Visa-on-arrival for derefter at komme tilbage til dem.

Som sagt så gjort, og da vi kom tilbage ventede vi kun en lille halv time mens de skrev og stemplede løs.

Med vores Visa i hånden var næste stop Customs. Vi spurgte en ung politimand om vej, men han misforstod og førte os prompte tilbage til immigrationen. Vi fik ham rettet ind og sammen fandt vi så customs. Der var bare låst og ingen hjemme. Politimanden var dog snarrådig og ringede Customs op. Det viste sig at han var helt alene og kedede sig, så han var gået hen til Port Authority for at drikke en kop kaffe. Han fik hurtigt drukket op og kom susende. Efter at have arbejdet på vores sag i en halv time, måtte han melde ud at deres IT-system strejkede så der ville nok gå i hvert fald en halv times tid - det gjorde der så, men så kunne han også skrive papirerne ud, hvorefter han meddelte at der var en af hans kollegaer der skulle ud på båden for at checke den. Det skal hertil bemærkes at det blæste godt, og der var lidt bølger i havnen. Tolderen havde ikke nogen båd, så han skulle fragtes ud med vores lille gummibåd. Da han heller ikke havde redningsvest måtte jeg først ud og hente sådan en, før jeg kunne få ham ud til båden. Undervejs fortalte han, at han faktisk ikke kunne svømme!!!. 

Med stor bølgegang og lidt vand ind over gummibåden kom vi ud til IRIS, hvor han så fortalte at han skulle tage billeder af båden ude fra vandet. Han sad dog helt stiv (af skræk) mens jeg manøvrerede båden rundt om IRIS og han tog billeder. Det lykkedes også at få ham op i IRIS, som jo gyngede lidt, men dog lå for anker. Han fik krabbet sig fra agter ned i cockpittet, og videre ned i kahytten. Det blev dog den hurtigste inspektion jeg nogensinde har været ude for, da han hurtigt blev helt grøn i hovedet fordi han blev søsyg.

For at gøre historien kort, så lykkedes det at få ham næsten tør i land og tilbage på kontoret i hel tilstand. Her skulle han så færdiggøre papirerne, og da det ville tage ca. 1 time kunne vi gå ud og finde noget frokost.

Da vi kom tilbage havde han fået tørt tøj på og havde papirerne klar. Næste stop var Quarantine. En anden af tolderne ville gerne vise os vej til det kontor, som lå 5 min gang væk. Da vi kom derhen var døren også her låst. Jeg ved ikke hvem Quarantine drak kaffe med, men tolderen gik tilbage og ringede til ham hvorefter han kom drønende på sin scooter. 

Der blev tastet på PCen, papirerne blev gransket, kolleger konsulteret over telefonen, og han fik overrakt en af de papirer som immigration havde udfyldt, og efter en lille halv time lykkedes det os at få en håndudfyldt A5 formular der sagde at vi var raske.

Nu var vi 75% igennem, så vi tænkte at det var tid til en kop kaffe. Vi fandt en lille hyggelig kaffebar hvor de også havde WiFi så vi kunne downloade jeres billede. Således opmuntret drog vi videre ned til havnen og mod Port Authority. Ingen vidste dog hvor det lå!!!! Der er ikke så mange her i Indonesien der kan engelsk, men til sidst var der en gammel fisker der nok mente at vide hvad vi søgte og hvor det kontor lå henne.

Han fik organiseret en af hans venner til sammen med en anden kammerat at få stablet Kirstine jeg op bag på 2 scootere, og så blev vi kørt hen til den anden ende af byen. Det viste sig dog hurtigt at det ikke var det rigtige kontor, men de vidste hvor vi skulle hen, og så gik det tilbage til start og så 20m længere hen af gaden - succesen var fuldendt.

Her på kontoret var de effektive og fik taget en kopi af de papirer vi havde fået hos Customs som de så arkiverede his dem.

Nu var vi endelig færdige og klokken var blevet 16:00 !!!!

Jeg må indrømme at jeg aldrig har mødt så mange venlige og hjælpsomme mennesker. Alle offentlige myndigheder, bankpersonale, security folk, politiet, almindelige mennesker på gaden - ja alle har været hjælpsomheden selv, men effektiviteten i systemet levner rum for forbedring.