Myndigheder og fiskeri 

Cyklonen Jelawat bragte os med rasende fart hen over det Filippinske hav til Dinagat øens nordlige pynt, hvor vi drejede til venstre ned ad Surigao Strædet. I læ for havets stærke vind og store bølger åndede vi lettede op og sænkede skuldrene. Vandet i strædet var helt fladt og den stærke strøm gik i vores retning. Topfart over grunden: 10,8 knob med to reb i storsejlet og et reb i genoaen. Vi havde en fest, lige ind til vi blev overrasket af en squall, som uden varsel kom fejende ned gennem strædet. I alt for høj fart racede vi afsted - med retning mod et fiskefartøj, der lå længere fremme. Genoaen skulle rulles ind. Det kunne kun gå for langsomt, men vi havde problemer med skødet, som havde viklet sig rundt om sig selv. Kaare sprang derfor ud på fordækket. Jeg stod tilbage i cockpittet iført Sloggi-outfit. Regnen piskede ned. I takt med at Kaare fik filtret skødet ud, hev jeg det hjem. I sidste øjeblik, stort set, fik vi styr på IRIS, og manøvrerede hende uden om fiskefartøjet. Da jeg kiggede tilbage, opdagede jeg endnu et lille hvidt fiskefartøj. Det havde ingen af os set!

Vores entre i Filippinerne med de 7.100 øer, hvoraf blot 860 er beboet, var noget anderledes, end da vi besøgte landet første gang tilbage i vinteren 2005/6 sammen med vores drenge. Dengang ankom vi ganske udramatisk med fly til Manila, hvorfra vi fløj videre til først Busuanga og dernæst Palawan. Det var denne del af Filippinerne, vi ønskede at genopleve på vores sejlads, da vi vidste, at området bød på særligt gode maritime oplevelser. Men først skulle vi tjekke ind i Surigao, og dernæst ventede en lang sejlads fra Surigao til Busuanga på i alt 440 sømil. De to opgaver skulle blive ganske interessante og afspejle nogen af de lidt kedelige forhold, der gør sig gældende i Filippinerne, hvor befolkningstallet ligger på 112 millioner, og blot 10% af befolkningen råder over 80% af værdierne. Der ikke er nogen sociale ordninger for op mod 50% af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen. Gennemsnitsalderen for kvinder er 74 år, mens mændene bliver blot 66 år. Filippinerne er kort og godt et uland, der er vanskeligt at udvikle, fordi skatteunddragelse er almindelig praksis og korruption og nepotisme florerer på alle niveauer i samfundet. I dette rejsebrev er jeg optaget af den lidt mørke side af Filippinerne, men det er ikke det samme som, at det ikke er et rart land at besøge. Tværtimod, i Filippinerne bliver man mødt med stor venlighed og hjælpsomhed. Vi har i den grad følt os rigtig godt taget imod i deres land, hvor et smil naturligt bliver gengældt.

På vores tur ned ad Surigao Strædet til byen Surigao så vi rigtigt mange små, meget larmende og smalle kanoer med en outrigger på hver side. Filippinerne kalder dem bankaer. De er utroligt sødygtige, findes i mange størrelser og tjener som enten fiskefartøj eller transportmiddel mellem de utallige øer. Uanset størrelse og formål er de alle bygget efter samme princip. Et træskellet, beklædt med krydsfinerplader, der har fået en omgang maling. De bruger ikke glasfiber og der er ingen særlig tætning omkring hullet, hvor propelakslen føres gennem skroget. Til gengæld er enhver banka forsynet med en øse eller pumpe, så den jævnligt kan blive tøm for vand. Motoren, der er designet særligt til bankaerne, har ingen lyddæmper, så man er aldrig i tvivl, når der er en banka i nærheden. Prisen for en mindre banka til en eller to personer er i omegne af 37.000 pesos - eller en 12 mm kulturperle af højeste kvalitet.

Vi ankom til havneområdet i Surigao klokken 12 om formiddagen. På højre side lagde de mange færger til ved færgeterminalen. På venstre side var der en perlerække af syd-koste, som markerede et rev. Det eneste sted, vi kunne finde plads til IRIS, var mellem syd-kostene. Det var ikke et specielt rart sted at ligge, men det tjente sit formål, at give os mulighed for kortvarigt at komme i land, så vi kunne blive tjekket ind i Filippinerne. Vandet i havneområdet var møgbeskidt. Det flød med affald. Måske kom det fra de mange små kvadratiske huse i slumkvarteret, der stod på pæle i vandet inde i bunden af havneområdet. Fra IRIS kunne vi iagttage en livlig trafik af bankaere, som sejlede mellem os og færgerne ind til et mindre havnebassin, hvor bankaerne lagde til. Havnebassinet lå lidt længere fremme mellem færgeterminalen og slumkvarteret. Vi snoede vores gummibåd ind mellem to store bankaere, fortøjrede den til et hus og klatrede op ad havnebassinets to meter høje betonstøbte skrå kant. Det var meget overvældende at komme i land i lyset af vores lange ophold på Marshall Island og i Mikronesien, hvor vi det meste af tiden havde opholdt os i smukke og rene omgivelser. Oppe på gaden var der et mylder af folk, der gik ind og ud mellem hinanden, og tricykler, der kørte hen langs slumkvarterets små, meget simple butikker. To små drenge begyndte at tikke, da de så os. Mest for sjov. De var som fluer omkring os. Først ignorerede vi dem. Det signal forstod de ikke, eller også ville de ikke forstå det. Det var først da jeg stoppede op, kiggede på dem og med bestemt stemme sagde: “No”, at de fortrak. De små piger ud for banken i det storcenter, vi stod ud for lidt senere, tiggede ikke for sjov. Her blev mit “No” ignoreret af pigerne og de forsvandt først, da de blev jaget væk af lokale folk. Fattigdom er hjerteskærende.

Der på gaden ned til det mindre havnebassin, midt i menneskemyldret, blev tricyklen vores redning. Kaare fandt en tricykel-chauffør, der vidste, hvor immigrationskontoret lå, og så var vi på vej gennem den travle trafik, hvor der var forholdsvis få biler. Tricyklerne kørte behændigt ind og ud mellem hinanden, i såvel den rigtige som forkerte side af vejen. Jeg lukkede øjnene.

Immigrationskontoret lå lidt uden for bymidten i et stort indkøbscenter, på anden sal. Bag skranken, helt inde bag i lokalet i et hjørne sad chefen. Der kunne han fint overskue butikken. Uden alt for meget besvær stemplede han vores pas, samt udvidede vores opholdstilladelse. Pris: 5.000 pesos. Hmmm. Det var vist en uofficiel pris. Nå, men han tilkaldte så sundhedsmyndigheden - repræsenteret ved en mandlig læge i 30’erne, smart klædt, med omvendt kasket og solbriller i panden. Efter få spørgsmål og kort tid, kom vi til betalingen. Lægen debatterede først med immigrationschefen, så vendte han sig rundt mod Kaare og sagde: “5.000”. Kaare sagde nej, så det rungede. 4.000 bød lægen tilbage. “No Way”, sagde Kaare, som havde fået oplyst, at det ikke skulle koste mere end 40 pesos. Det var ren korruption. “I’ll give you 400”, sagde Kaare. Manden lænede sig tilbage i ryglænet på stolen med hænderne foldet bag hovedet og et fjoget grin, som viste, at han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med situationen. Han var afgjort ny i gamet. Kaare smed 500 på bordet, pakkede skyndsomt vores papirer sammen, gav hånd og sagde farvel til såvel lægen som immigrationsmanden, der sad helt stille uden at blande sig i diskussionen. Han havde jo sit på det tørre. På toldkontoret gik tingene glat igennem uden særlige afgifter. Så var vi næsten clearet ind. Vi manglede nu bare at tale med havnefogeden. Turen gik derfor tilbage til havnen, hvor vi, efter at have spurgte os frem flere gange, omsider stod på hans kontor, dybt inde i en bygning uden andet end kunstigt lys. Kontoret så ganske uorganiseret ud, men manden var flink og ufarlig. En båd som vores, kun med to besætningsmedlemmer skulle ikke cleares ind. Dejlig nemt.

Kaare var godt klar over, at vi sandsynligvis ville blive mødt af korrupte folk hos myndighederne i Filippinerne, også selvom det er strafbart. Men hvad nytter det, når den enkelte kan se, at de andre tager sig ekstra betalt uden konsekvenser, så de får råd til alt det sjove. Hvorfor skal han eller hun så holde sig tilbage? Eller når den enkelte må konstatere, at statens hjælp er minimal, fordi statskassen altid er tom, så bliver de korrupte penge pludseligt en nødvendighed for at have råd til privat velfærd. I det lys er det ikke svært at forstå, hvorfor den enkelte tænker mere på sig selv end på fællesskabet. Sådan et samfund producerer uundgåelig mange fattige mennesker. Dem hilste vi så på ude på gaden, men ikke kun der. Folkets fattigdom kom også til udtryk på anden vis. Gennem fiskeriet som fylder påfaldende meget langs de filippinske kyster og er enhver langturssejlers mareridt.

Sejladsen fra Surigao til Busuanga gik via den lille ø Limasawa, bugten Nabulao og Negros. Den første strækning til Limasawa var udramatisk, men da vi kom til Nabulao rendte vi ind i problemer.

Om aftenen hørte vi pludseligt støj ganske tæt på vores båd. Da jeg trådte op i cockpittet kunne jeg se en lille topersoners banka cirkle rundt om bøjen, der markerede ankrets position. Først troede jeg, de tog fejl af vores bøje og den af deres bøjer, de ledte efter, så jeg sagde venligt, men mere og mere bestemt på engelsk, at det var vores bøje, og at de skulle lade den ligge. Det fik jeg ikke meget ud af. Vi delte tydeligvis ikke sprog. Kaare gjorde nu sin entré i cockpittet. Han vidste, at der ikke havde været nogen bøje på stedet, da vi kastede anker tidligere på formiddagen, men han havde set en bøje lidt væk. Den var tilsyneladende drevet ned i båden og lå nu under IRIS’s hæk. Med bådsmandshagen fik Kaare hevet deres bøje ud, så den ene af mændene kunne nå den. Dermed var alt ikke godt. Nettet var nemlig drevet ned under vores ankerkæde. Aldrig har jeg hørt så meget skæld ud uden at forstå et suk. Men det er som bekendt heller ikke så meget, det vi siger til hinanden, der betyder noget. Det er måden, det bliver sagt på, så jeg fangede udmærket budskabet: “I har fucket det op!”. Med en god stærk lygte lyste vi op, mens de to vrede mænd kæmpede for at få deres net fri. Det lykkedes til sidst, men de fangede ingen fisk i det net den nat.

Tidligt næste morgen hev vi ankret op for at sejle videre mod Busuanka. Alt åndede ro og fred. Der var ingen fiskere i sigte mellem de utallige bøjer ude på havet. I hvert fald ikke til at starte med. Men så dukkede to bankaere op ude i horisonten. Vi holdt os klogeligt på god afstand af dem, men åbenbart ikke nok, fordi snart begyndte de at signalere noget til os med store armbevægelser, som vi desværre ikke helt forstod betydningen af. Vi drejede derfor væk fra dem - til den forkerte side, skulle det vise sig. Deres lange, lange, lange line, som et eller andet sted var bundet til et net, lå nu under IRIS. Vi nåede heldigvis at registrere det tids nok til at sætte motoren i frigear, så propellen ikke snurrede rundt. Men så lå vi der. Denne gang fik vi tifold skæld ud. Hold da op nogen idioter vi var, men hvor i alverden skulle vi vide fra, at de havde et flere hundrede meter langt, umarkeret tov liggende i vandet langt væk fra deres banka. Sådan kunne vi stå der og skælde hinanden ud, men det førte selvfølgelig ikke til noget. Heldigvis var der en voksen til stede. Kaare sprang i vandet med svømmefødder, maske og snorkel for i bogstaveligste forstand at redde trådene ud. Tovet lå frit af propellen, så det var godt, men Kaare kunne se, at han skulle føre tovet helt ned under roret, og det havde han ikke luft og kræfter til, da han sådan set var halvsløj med en forkølelser siddende i kroppen, der havde raseret de sidste par dage. Han ville have hjælp fra mændene i bankaen. Det var de ikke meget for, men så hentede vi fiskekniven og gjorde med stemmen og kropssproget det forståeligt for dem, at hvis de ikke hjalp til, ville vi skære tovet over. Det kan nok være at det hjalp på viljen til at ville samarbejde. Med to mænd i vandet, Kaare og kaptajnen på bankaen, gik det hurtigt med at få IRIS fri af deres tov. Roen sænkede sig over mændene, Kaare og jeg, men det skulle vise sig, at faren endnu ikke var ovre for vores vedkommende. Det fandt vi ud af, da Kaare igen satte IRIS i gear for at sejle væk fra de to bankaer. Endnu engang gjorde mændene tydeligt tegn til os om at stoppe. Denne gang lå IRIS oven i tovet fra den anden banka. Det var heldigvis ikke så dramatisk et møde. Sikken en omgang. Jeg skal lige love for, at Kaare og jeg har fået forhøjet vores alarmberedskab, når vi ser de små lokale bankaere ude på havet fiske efter den næste fisk.

Fiskeriet fylder rigtigt meget i Filippinerne. Ikke kun for de få, men for de mange. Farvandene er ganske enkelt fyldt med filippinere, der unge som gamle, alene eller sammen med nogen sejler ud i deres bankaer, store som små på jagt efter fisk, så de kan få mad på bordet. Nogen fisker med net på det åbne hav, langs kysterne eller på revene. Andre fisker med liner ved kysterne som de enten trækker efter sig mens de sejler afsted i deres banka i høj fart eller har i hånden, mens deres banka ligger stille. Andre igen har maske på, ligger med hovedet i vandet og holder vejret, fordi de ikke har nogen snorkel, mens de det meste af dagen spejder efter fisk, de kan fange med deres fiskespyd. Teknikkerne er mange. Her er fiskeriet ikke klaret på en halv time, sådan som det var tilfældet for fiskerne på Fatuhiva, Marquesas og de fisker bestemt heller ikke for sjovt, sådan som det var tilfældet på Raroia, Tuamuto, hvor fiskerne sejlede ud og hentede et par fisk, når de manglede penge til smøger. Filippinerne er afhængige af at fange fisk, og de er derfor tvunget til at bruge al den tid, det tager dem af fange dem.

I starten var jeg fascineret af fiskerne, som jeg ivrigt fotograferede, men hen mod slutningen af vores ophold i Filippinerne indså jeg, at fiskeriet for nogen faktisk var et spørgsmål om liv eller død. Særligt rystet blev jeg, da jeg så en ældre afmagret mand sidde overskrævs på sin lille banka, hvor han med en enkelt line utrætteligt, igen og igen af nød satte mading på krogen, lod den synke til bundes for til sidst at hive den ud af vandet med bevægelser, der skulle få fisken til at bide på krogen. Jeg håber for ham, at han fangede en fisk, så han kunne få noget at spise. Det trængte han i hvert fald til. Og jeg ønsker for Filippinerne - måske lidt naivt, at de må får bugt med korruptionen, så de kan få råd til at udvikle et socialt sikkerhedsnet under de fattigste i landet.