I stand by på regnvejrsøen Pohnpei 

Regel nummer et, når man sejler rundt på verdenshavene er, at man skal holde sig fri af de ækvatoriale lavtryk også kaldet tropiske cykloner, som især giver anledning til orkaner i den vestlige side af de store oceaner. Ifølge Mette Hundahl, forfatter til bogen “Vejret på vandet” (2017) opstår de tropiske cykloner, når 5 betingelser er opfyldt: Luften skal være meget varm og meget fugtig. Havtemperaturen skal være mindst 26 grader til en dybde af 60 meter. Luften skal være instabil. Cyklonen skal ligger over 5. breddegrad nord og syd, da corioliseffekten ellers er for lille til at starte en rotation af luften og endelig må der ikke være for meget vind over dannelsesstedet. Tropiske cykloner befinder sig ifølge Hundahl i et bælte fra den 5. til 30. breddegrad nord og syd og kan aldrig krydse Ækvator. De dannes typisk i sensommeren og efteråret, hvor luften og havet er varmest og luftens instabilitet er størst.

I et juridisk perspektiv starter sæsonen for cykloner på den nordlige halvkugle ifølge forsikringsselskabet Pantaenius den 1. juni og slutter den 30. november, mens den starter den 1. november og slutter den 1. maj på den sydlige halvkugle. Det er vigtigt at forholde sig til, når man sejler på de tropiske oceaner og ønsker at have forsikret sin båden. I deres forsikringsbetingelser står der, at båden kun er dækket mod skader forårsaget af en navngiven cyklon, såfremt den befinder sig uden for det tropiske cyklonbælte i cyklonsæsonen. De definerer cyklonbæltet til at ligge mellem 10. og 30. breddegrad nord og syd. Hvorfor nu al den snak om cykloner og forsikringsbetingelser?

Lige nu befinder vi os lige midt mellem den 6. og 7. breddegrad nord. Altså uden for det nordlige cyklonbælte og midt mellem de to tropiske cyklonsæsoner. På den sydlige halvkugle, hvor vi kommer fra, slås langturssejlere allerede med cyklonerne på strækningen mellem Tonga / Fiji og Auckland. En sejler blev for ganske nydeligt evakueret fra sin båd 40 sømil nord for New Zealands nordligste punkt. På den nordlige halvkugle er vi ude af cyklonsæsonen om små fjorten dage, den 30. november og skal altså lidt endnu holde os under den 10. breddegrad nord. Det gør vi ved at sejle rundt mellem tre af fire stater i De forenede mikronesiske stater. Kosrae var den første. Vi har netop besøgt Pohnpei. Vi runder turen af på Yap. Chuuck har et dårligt omdømme, så den stat springer vi over.

Besøget på Pohnpei var en god oplevelse, men også en våd en af slagsen. Hvert år falder der 5 meter vand i Kolonia og 10 meter vand inde midt på øen. Ja, du læste rigtigt og det gør da også Pohnpei til et af de mest nedbørsrige steder på jordkloden. Mens vi var der, faldt regnen jævnligt fra de store tunge skyer, der ustandseligt byggede op over øen, når den varme, fugtige luft fra passatvinden løftede sig op over dens bjergkamme, der stak 782 meter op over havets overflade. Det så vi helt tydeligt, da vi iagttog øen ude fra havet. Måske bliver du nysgerrig på, hvordan det er at være på en varm, fugtig og våd Stillehavsø, mens man bruger tiden på spændende oplevelser, indtil det rette vejrvindue, uden cykloner gør det muligt at sejle videre? I så fald skal du hænge i. Vi starter med vejret.

De store regnmættede skyer, vi havde set ude fra havet, lå vi nu inde under på reden i bunden af Mangrove Bay, som var omgivet af bjerge mod vest, syd og sydøst. Jeg skal love for, at de kunne kaste vand af sig. Den første morgen regnede det så kraftigt, at vi lige akkurat kunne se den eneste anden båd på reden, som lå cirka 100 meter væk. Soltaget på IRIS havde vi sat op dagen i forvejen. Det priste vi os lykkelige for, fordi det og biminiens sidestykker, som jeg skyndsomt fik sat op, holdt cockpittet nogenlunde tørt. Til gengæld væltede der regn ud over kanten af soltaget og ned på dækket. Det var, som om nogen havde åbent helt op for bruseren. Vi har mødt enkelte langturssejlere, der som almindelig praksis opsamler regnvand. Det gør Kaare og jeg ikke, da vi har watermakeren, men den rigelige vandforsyning, der kom fra oven, gav mig den ide, at jeg kunne opsamle vand i vores store 12 liter spand og bruge det til at vaske IRIS’ gardiner. De trængte til en omgang. Vi satte derfor spanden ind under stedet, hvor vandet fra soltaget ramte dækket. Det tog et par byger, så var den helt fuld. Smart og energibesparende, da det koster en del strøm at lave vand med watermakeren.

Den omfattende regn overraskede os, ikke mindst fordi den gjorde det vanskeligt at planlægge vores tur ud til Nan Madol, som vi gerne ville se i tørvejr. I en samtale med Steve, langturssejleren vi mødte på Kosrae, fandt Kaare ud af, at den store nedbørsmængde blandt andet skyldtes vejrsystemet Madden-Julian Oscillation (MJO), som er opkaldt efter to meteorologer, der opdagede det i 1970’erne. Vejrsystemet, der starter i Afrika og går mod øst, ud over det Indiske Ocean, ind over det maritime kontinent og derfra ud over Stillehavet for til sidst at dø ud midt i Stillehavet, øger nedbørsmængden i forhold til normalen i de områder, det passerer igennem. Når vejrsystemet dør ud i Stillehavet starter det forfra i Afrika. På bom.gov.au kunne vi se, at vejrsystemet passerede hen over os, netop som vi lå i Pohnpei. Det var altså ikke normalt, at der faldt så meget regn - trods alt.

Vejrsystemet øgede imidlertid ikke kun nedbørsmængden. Det øgede også risikoen for cyklondannelse. Vi måtte da også pænt vente på at to cykloner passerede forbi Pohnpei, før vi sejlede videre. Da vi sad og studerede vejrmeldingerne og så de mørkerøde snurrebasser, gav det sig selv. Der var absolut ingen af os, der havde lyst til at forlade den trykke Mangrove Bay, hvor vi knapt kunne mærke den hårde vind, der rasede ude på havet. Tålmodige af nød, ventede vi 14 dage på, at luften stabiliserede sig, så passatvinden igen blæste konstant fra øst mod vest og kunne bringe os sikkert videre til Yap med et mindre ophold undervejs på atollen Woleai.

For at give en ide om, hvor meget regn vi fik hver dag i løbet af den første uge, hvor MJO-vejrsystemet passerede forbi, kan jeg fortælle, at Kaare for første gang på vores lange rejse måtte finde øsen frem fra kistebænken og lægge den ned i gummibåden. Stort set hver gang vi skulle bruge gummibåden, var den fyldt med så meget vand, at det tog Kaare et par minutter at tømme den. Det havde vi ikke prøvet før.

Den megen regn øgede luftfugtigheden betragteligt, så selvom vi snoede os uden om bygerne for at holde os tørre, så var vi alligevel våde. Ude på IRIS oplevede vi den høje luftfugtighed nogenlunde sådan her. I kahytten var det varmt og sveden sprang, når vi arbejdede ved gasblussene i køkkenet. Selv når vi sad helt stille ved navigationspladsen med vores computere piblede sveden frem, så underarmene klistrede til bordkanten. Aftørring af badekabinen efter et bad fik svedperlerne til at løbe om kap ned over hele kroppen, så det var nødvendigt at tørre sig en ekstra gang. I cockpittet var der behageligt fra klokken 6 til 7 om morgenen. Resten af dagen var det et tåleligt sted at opholde sig, så længe sprayhooden var lagt ned, så vi kunne få lidt luft til kroppen. Det bedste tidspunkt på dagen indfandt sig, når mørket faldt på og varmen aftog. Så kunne vi endelig komme af med kropsvarmen uden at svede noget af betydning. Det var skønt at sidde i cockpittet overfor hinanden ved lampens afdæmpede lys og spille yatzy, læse eller skrive til vi gik i seng. Om natten sov vi bedst, når vinduerne over vores senge stod åbne, men ofte blev vi vækket ved, at det regnede og vinduerne skulle lukkes. Når der var for varmt i agterkahytten til at falde i søvn, tændte vi ventilatorerne for at skabe lidt luftcirkulation. Var det fortsat for varmt, hjalp det lidt at lægge sig ind på sofaen i kahytten, hvor der var højere til loftet eller helt op i cockpittet, hvor Kaare som oftest sov de første par timer. På en god nat vågnede vi op om morgenen og var friske til en ny dag med alt for megen fugtig varme.

Kaare og jeg kunne hurtigt blive enige om, at vejret på Pohnpei ikke lige var noget for sådan nogen nordboere som os, men vi mødte et lille væsen, der stortrivedes - kakerlakken. Der er kakerlakker i rigtigt mange lande - også i sydeuropa, men oplevelsen med kakerlakkerne på Pohnpei var nu alligevel anderledes, fordi vi så dem regelmæssigt på havnens toilet og bistro, hvor de kom frem fra deres skjul ved mørkets frembrud. Det var sin sag, at klare den private sag, når det skete i selskab med fire kakerlakker, der sad på gulvet og væggene. Efter sådan en omgang fik jeg uvægerligt brug for at ryste oplevelsen af mig - først armene, så skuldrene, bagdelen og endelig benene, fuldstændig som hunden, der ryster sin pels tør efter at have været en tur i vandet. Da de insisterede på, at toilettet var deres sted, lærte jeg, at jeg kunne få dem ud af mit synsfelt ved at trampe hårdt i gulvet, når jeg kom ind. Det blev løsningen, der gjorde besøget på det ellers fine lille hus tåleligt.

I bistroen, der blot havde et tag og altså ingen vægge, kunne ethvert væsen løbe frit omkring. Der var adskillige hunde, som rendte rundt mellem bordene. Det gik endda. Lidt mere anstrengt havde jeg det med kakerlakkerne, som pillede hen over betongulvet i den ellers hyggelige bistro, hvor musikken på en glad aften bankede ud af højttalerne og folk snakkede højt og grinede hjerteligt. Vores tasker holdt vi klogeligt i kvote 1 for ikke at bringe uønskede gæster ud til IRIS. Jeg tror, kakerlakkerne var særligt tydelige på Pohnpei, fordi man ikke, som i de fleste andre lande holder dem nede med gift af diverse slags. Faktisk solgte de færreste butikker gift, sandsynligvis fordi langt de fleste hjem på øen var uendeligt simple og meget åbne, bygget af stolper, planker, bølgeblikplader og trådnet, hvor det meste foregik udendørs, mens rummet primært blev brugt til hvile. I sådanne hjem var kakerlakkerne en del af livet, akkurat som hundene, hønsene, hanerne og grisene. Gift mod kakerlakker giver kun mening i lukkede huse.

Den våde Stillehavsø havde heldigvis andet at byde på end regn, luftfugtighed, cykloner og kakerlakker. Øen er først og fremmest berømt for Nan Madol ruinerne, også kaldet Stillehavets Venedig. Det blev bygget i 800-tallet af kæmpemæssige basaltsten beregnet til den kongelige familie. National Geographics kortlagde for nogen år siden stedet, der ligger på Pohnpeis østkyst på øen Nanmatol Is. Hvis du søger på Nan Madol på National Geographics YouTube kanal, finder du en spændende video om stedet, som ingen rigtigt ved noget om, da historien er gået tabt. Stedet er altså et mysterium, et imponerende et af slagsen. Selvom kongens residens dækker et stort område, kan man ikke længere se så meget, da naturen for længst har nedbrudt og dækket det meste til. Men den centrale bygning, hvor kongerne blev stedt til hvile, bliver fortsat holdt fri for palmer og buske, så man kan se, hvordan de brugte basaltstenene til at bygge kongens residens. Ingen i dag forstår, hvordan polynesierne for 1.200 år siden formåede at bryde, transportere og placere de tonstunge og lange basaltsten, der er lagt sirligt, præcist på plads og har et meget smukt udtryk - også på den centrale bygnings ydermur, der er cirka 8 meter høj. Det var spændende at se og nemt at komme ud til. Helt så nemt var det ikke at komme frem til de seks vandfald inde i junglen, som Steve havde anbefalet.

“The Six Waterfall Hike” startede i landsbyen Pillapen Kiti, der lå på Pohnpeis vestkyst. Det var svært at arrangere turen, fordi der var ingen informationer at hente om vandreturen på internettet og Kolonias turistkontor var lukket. Skæbnen ville imidlertid, at jeg, mens Kaare talte i telefon med sin gode ven Dan, faldt i snak med Don på den kaffebar, vi havde sat os ind på. Han var amerikaner, professor i biologi og underviste på øens college. Han foreslog, at vi talte med Francisca, der var ansat ved Conservation Society of Pohnpei. Deres kontor lå blot 200 meter fra caféen. Fantastisk heldigt, men hun var desværre gået for i dag, da vi kom. Det endte med, at en vaks taxachauffør tilbød at køre os til landsbyen og arrangere en guidet tur. Og sådan blev det.

Den unge guide, taxachaufføren fandt til os, da vi kom frem, havde ikke travlt med noget og ville gerne guide os rundt til vandfaldene. Han havde bare shorts, en basketball trøje og klipklapper på, samt en machete i hånden. Mere behøvede han ikke, heller ikke selvom turen tog seks timer. Kaare og jeg havde store vandresko på og rigeligt med vand og mad med. Uden alt for mange ord førte guiden os gennem junglen. I starten var stien bred og tydelig, men det ændrede sig. Kaare og jeg kunne under ingen omstændigheder have gået turen alene og var glade for ikke at skulle bekymre os om, hvorvidt vi var på rette vej og om vi gik hurtigt nok. Det havde den unge guide, som gik og daskede til planterne med sin machete af kedsomhed, styr på. Vi var ikke kommet langt, før han vendte sig rundt og spurgte, om vi nu også mente, at vi ville gå hele turen. På det tidspunkt var vi endnu fuld af energi, så med fast stemme svarede jeg “Ja”. Det er da tankevækkende, at vi får den slags spørgsmål. Det må være vores hårfarve!!!!!

Guiden havde dog god grund til at spørge, skulle det vise sig, fordi turen var faktisk hård. Jeg ved ikke helt, hvad Kaare og jeg havde forestillet os, men på bagkanten kan jeg afsløre, at vi vidste, den ville kræve energi, men ikke at vi skulle vandre i vand og klatre op og ned ad bjergskråninger, der, når det var mest udfordrende, havde en hældning på 50-60 grader. Vi har ikke på noget tidspunkt af vores lange rejse vandret en tur, der var så krævende, så vi blev noget overrasket.

Da vi vandrede på Guadelupes vulkan sammen med Niels, Helene og Erik, så vi enkelte smukke ‘parasolbregner’. Jeg var vildt fascineret over, så smukke de var. På vandreturen ud til de seks vandfald, så vi dem over det hele. Turen var ualmindelig flot. Ind imellem huggede guiden sig vej frem, når planterne var vokset ind over stien. Med 10 meter vand om året, var der ikke noget at sige til, at junglen lukkede sig om sig selv. Der var ekstremt frodigt. Vandet fossede da også ned ad alle seks vandfald. Det ene flottere end det andet. Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at jeg ville tage et billede af alle seks vandfald. Det lykkedes jeg imidlertid ikke med, fordi det sjette og sidste vandfald kun blev synligt for den, der svømmede ind til det.

Iført badetøj og vandresko, som det mest naturlige i verdenen, gik vi ud i vandet. Det var koldt, men ikke alt for koldt. Med noget besvær svømmede vi først op mod strømmen med fødderne tungt hængende under os. Så klatrede vi ud af vandet og videre op ad og hen over en algegrøn og meget glat, skrående klippe for at komme forbi et mini-vandfald. På den anden side fik vi øje på det flotteste af alle seks vandfald. Vandet faldt ikke bare ud over en kant. Det havde gennem århundrede, hvis ikke årtusinder vandskuret klippen på en måde, så det lignede, at vandet fik en tur ned ad en snoede rutchebane, inden det, 3-4 meter bredt, faldt ud over kanten og endte i den store pool cirka 8-10 meter længere nede. Oplevelsen blev endnu større, da guiden klatrede op ad bjergvæggen, hen til stedet, hvor vandet faldt ud over kanten, vendte sig forsigtigt rundt og med et gevaldigt afsæt sprang så langt ud han kunne for ikke at ramme klipperne lidt længere nede. Det gav et ordentligt plask, da han forsvandt ned i det frådende vand, der var pisket helt hvidt. Efter lidt tid kom han op til overfladen igen. Her indkasserede han vores applaus og smil. Den tur fik han helt for sig selv. Vi skulle ikke nyde noget. Til gengæld ærgrede jeg mig gul og blå over, at jeg ikke havde mit kamera med. Sikke nogen fantastiske billeder, jeg kunne have taget. Ærgrelsen sad så dybt i os begge, at Kaare endte med at svømme tilbage til vandfaldet en ekstra gang for at tage et billede med sin mobiltelefon, der blev pakket forsvarligt ind til turen. Minsandten om ikke projektet lykkedes. Alle seks billeder var i kassen. Så blev der ro på bagsmækken.

På turen tilbage stoppede guiden pludseligt op. Han havde et ærinde, så han bad Kaare og jeg om at vente på ham et øjeblik. Efter cirka 10 minutter kom han tilbage med et veltilfreds smil og en kæmpe kava-rod på ryggen. Han fortalte, at de havde et område i junglen, hvor de dyrkede Kava. På adf.org.au skriver de: “Kava is a depressant drug, which means it slows down the messages travelling between the brain and the body.” Roden bliver da også brugt til at lave en Kava-drik, der er et populært rusmiddel og bliver drukket såvel i privaten som ved Ava-ceremonien. Kaare og jeg oplevede faktisk et par dage senere en medpassager, på en af vores taxa-turer, som med munden fuld af betelnød bad taxachaufføren om at køre hende hen til stedet, hvor der blev solgt Kava-drik. Det var tydeligvis et tilløbsstykke. Kava er så populær og indbringende, at bønderne hellere dyrker denne plante end grøntsager og frugt. Vores guide så som sagt også meget tilfreds ud og vandrede nu i et højere tempo tilbage mod landsbyen. Kaare og jeg hang i og fyrede den sidste energi af, vi havde i os. Våde og ganske trætte, kom vi tilbage til taxachauffør, som rakte en kold kokosnød frem til os, så vi kunne slukke tørsten. Skønt punktum på en rigtig dejlig og hård tur.

Kava er ikke det eneste rusmiddel, som præger den vest-polynesiske kultur. Stort set gud og enhver mand og kvinde tygger betelnød. Det er nemt at gennemskue, hvem der har hang til denne lidt aflange nød, der er cirka 13 mm i diameter og 20 mm lang. Tænderne er sorte og afgjort et halloween-tandsæt værdigt. Læberne har et rødt skær, som når den røde læbestift på læberne er daggammelt og tværet lidt ud. Når de åbner munden, er den helt rød og der kommer ustandseligt lange, røde spytklatter ud, fordi betelnødden ikke kun virker stimulerende, men også stimulerer spytkirtlerne. Det er rimeligt ulækkert og ucharmerende. Taxachaufføren, der med jævne mellemrum fandt sin ‘spyt’-flaske frem ved gearstangen, vandt prisen “Den mest ulækre betelnød-performance”. Øv for den. Men når det er sagt, så har alle samfund deres laster. Vi har bestemt også vores i Danmark, men USA slår os alle. Fentanyl er det sidste skrig på misbrugsmarkedet, læste Kaare og jeg for et par dage siden. I den sammenhæng er Kava, Betelnødder, øller, spiritus, hash, heroin, kokain og hvad det ellers hedder alt sammen hedder vand ved siden af. Fentanyl er 50 gange stærkere end heroin, stærkt, stærkt vanedannende og en ren killer. Journalister, der har været i bydelen Kensington i storbyen Philadelphia i Pennsylvania, beretter om, hvordan misbrugerne er transformeret til zombier. I det lys tænker jeg fred være med polynesernes hang til Kava og Betelnødder. Jeg undrer mig blot over, at de, der tygger betelnød, kan holde ud at se sig selv i spejlet. Det er altså ikke for kønt. Så da jeg fik tilbudt at smage en, frem for at fotografere den, sagde jeg høfligt nej tak. Det var ikke liiiiigge noget for mig. Jeg foretrækker rene, hvide tænder.

For at se lidt andet end Pohnpei, mens vi ventede på, at den sidste cyklon skulle passere forbi, sejlede vi de sidste dage ud til atollen Ant, som ligger cirka 25 sømil vest, syd-vest for Pohnpei. Det var en god beslutning. For det første var vejret på atollen skønt, da vi ikke længere lå under Pohnpeis mange tunge regnskyer. For det andet var der fine snorkle forhold og endelig fik vi en stor naturoplevelse på turen derud, som jeg vil dele med dig.

Vi manglede blot en tredjedel af turen, da jeg fik øje på en usædvanlig stor flok fugle, der kredsede over det samme sted. Der har nok været 80-100 fugle, hvilket er ret usædvanligt ude på havet. Da vi sejlede for motor, fordi vinden var for tynd, styrede vi IRIS i retning af fuglene. Vi skulle da se, hvad der optog dem. Med kameraet i hånden gik jeg i gang med at tage billeder. Først af fuglene. Siden af de bittesmå fisk, som sprang ud af vandet for livet, lige op i munden på fuglene, der var samledes for at tage for sig af lækkerierne. Fuglene skulle bare dykke ned, åbne næbet og fiske en fisk. Kaare havde fiskesnøren ude og mente, at han også skulle have del i festen. Tanken var, at hvis han nu sejlede lidt rundt om kamppladsen, så krogen kunne byde sig til, var det jo ikke utænkeligt, at han ville fange en af de større fisk, som jagtede de små fisk. Den ide bed de store fisk ikke på. Til gengæld kom vi så tæt på postyret, at vi kunne se, at det var den gulfinnet tun og et par hajer, der jagtede og åd de små fisk. Det var en stor oplevelse at se det hele så tæt på. Oplevelsen blev endnu stærkere, da jeg udvalgte og redigerede fem ud af 200 billeder, der fortalte historien bedst, fordi vi nu så fuglene, fiskene, vandet og kampen i detaljen. Men fisk på middagsbordet blev det altså ikke til.

Som det fremgår, kom vi ikke tæt på nogen lokale folk denne gang. Det kan der være flere grunde til. For det første er Pohnpei en stor ø med mere end 30.000 indbyggere. For det andet er dens hovedstad, Palikir, hovedstad for de forenede mikronesiske stater, hvilket forklarer de daglige flyafgange og endelig går alting bare lidt stærkere end på Kosrae og Marshall Islands. Vi mødte afgjort mange venlige og hjælpsomme mennesker, men oftest kun kortvarigt og en enkelt gang. Så bliver det altså svært at lære folk at kende og få alle de gode historier, der følger med det, som det var tilfældet med Gary i Majuro, Rithen på Wotje, Bill i Ebeye og Smith i Lelu. Fælles for alle fire bekendtskaber var da også, at vi talte med dem flere gange og gerne i længe tid ad gangen. Det var en gave.

Hvis vi giver os tid, venter der os måske flere spændende bekendtskaber længere fremme på rejsen - og i livet.